Februarklummen 2024

cmpnov2021_2_5.png

INDDRAGELSE: DET NYE SORT?

Et af de meget markante signaler i Barnets Lov er ’inddragelse’ af børn og unge.

Det begreb er før, under og efter den langstrakte lovtilblivelse kommet til udtryk i utallige debatindlæg, temadage og kurser.

For at være helt sikre på, at budskabet var trængt ind, hed et af oplæggene på KLs nyligt overståede børnetopmøde da også INDDRAGELSE, INDDRAGELSE OG INDDRAGELSE TIL FÆLLESSKABET – OM BARNETS LOV.

I det ikke ubetydelige opbud af organisationer og foreninger, der arbejder med udsatte børn og unge-området kan man næsten ikke komme til for oprakte hænder, der ønsker at hylde inddragelse som det nye sort.

Med fare for at ødelægge den gode stemning: Det er ikke et nyt begreb i den pædagogiske verden.

Og det kan heller ikke stå alene.

Vi har arbejdet med begrebet i årtier: Det har for ex indgået i socialtilsynets kvalitetsmodel siden 2014

Men er inddragelse da ikke et positivt ord?

Nej. Begrebet er neutralt. Det får først mening, når man finder svarene på: Hvilken form for inddragelse? Til hvem, hvornår? Er der situationer, hvor et barn ikke skal inddrages? Osv.

Men er det da slet ikke et vigtigt begreb at forholde sig til?

Jo, alle, der arbejder med børn, skal naturligvis indtænke barnets perspektiv, mening og integritet.

Er det så helt forkert, at Barnets Lov hyper begrebet så hårdt?

Nej. Det giver god mening for ALLE børn SKAL have mulighed for at komme til orde, at sige sin mening om stort og småt, og at de voksne forstår at fremkalde, kvalificere og udvide børns evne til at forholde sig til sig selv, andre og den verden, de lever i. I tryghed, med respekt og af oprigtig interesse.

Alle børn skal opleve at de – og det de siger - betyder noget; voksne skal gøre sig umage for at forstå barnet for at kunne medvirke til at forbedre dets betingelser.

Diskussioner om HVORDAN man inddrager, kan alle profitere af…

Men inddragelse skal doseres, barnets modenhed skal vurderes, konsekvenserne skal beregnes.

Det kræver viden om børn, om samtaler med børn og om samfundets indretning, normer og regler.

Børn og andre mennesker skal have hovedet oven vande, hvis man skal kunne orientere sig og vælge retning. 
Barnet risikerer at blive identitetsmæssigt fasttømret til sin egen uformåenhed – ”Jeg valgte forkert, jeg må leve op til mine egne negative valg – jeg ér mine egne valg”

Vi har sagt det længe og vil blive ved med at sige det, indtil det ikke er relevant mere: Intet barn må få et belæg for at sige: Jeg blev inddraget så meget, at jeg fik ansvar for min egen ulykke:

  • Det var min egen skyld, at jeg mistede kontakten til min far – for jeg sagde jo nej til samvær som 10årig. 
  • Det var min egen skyld, at jeg blev ensom på mit hybelværelse – for jeg sagde jo nej til ungestøtte
  • Det var min egen skyld, at jeg ikke færdiggjorde min 9. kl – for jeg sagde jo nej til specialundervisning
  • Det var min egen skyld, at jeg kom i fængsel – for jeg sagde jo ja til banden.

 Omvendt vil vi rigtig gerne have, at alle børn får en oplevelse af at blive passet på:

  • Jeg var ikke alene; de lyttede og de forstod det, da jeg bad om en pause i kontakten til min mor.
  • Jeg var ikke alene, de lyttede og anerkendte, at jeg havde brug for god tid til at vurdere, om plejefamilien var den rigtige for mig
  • Jeg var ikke alene; de lyttede og gav mig lov, da jeg fik lyst til at invitere mine gamle venner på besøg på afdelingen
  • Jeg var ikke alene; de lyttede og sagde JA, da jeg sagde, at jeg ville bo det samme sted som min lillebror

 Groft sagt findes der tre former for inddragelse, når det handler om børn: 

  1. Høring
  2. Indflydelse
  3. (Selv)bestemmelse

 Nogle gange skal de tre former adskilles fuldt og helt, andre gange vil de flyde ind over hinanden.

I Barnets lov har man givet børn på 10 år partsstatus. Nogle børn på 10 år har haft så mange oplevelser med utryghed, overgreb og behovstilsidesættelse at de har svært med at mærke sig selv.

Nogle børn tror, at det er normalt at have hovedpine, indgroede tånegle og eksem.

Nogle af de børn kan have svært ved at overskue at vælge – og at træffe det bedste valg for sig selv.

At høre børn er et must, fra de får sprog; det er sådan voksne forbereder børn på at lære, at være nysgerrige og at være tolerante over for andre; hvilket både er selvværds- og demokratitræning

Indflydelse skal børn have i takt med, at de udvikler sig, bliver klogere, gør sig erfaringer, oplever verden – fra småt til stort – fra ydre til indre styring.

(Selv)bestemmelse starter med at barnet træffer overskuelige valg, valgene evalueres og når barnet kan træffe gode beslutninger for sig selv og andre, når konsekvensberegning indgår, så kan radius udvides … and so on.

Når barnet bliver 18 har det for alvor selvbestemmelsesret, hvilket forpligter både barnet og de voksne der har været og er omkring barnet.

Bevægelsen fra høring til bestemmelse er en rigtig vigtig del af barndommen.

Det gælder ALLE børn.

Efterskrift:

Lad os slå fast. I FADD går vi naturligvis ind for inddragelse, alle børn skal høres, langsomt får de mere indflydelse indtil barnet en dag er blevet voksen og selv kan bestemme.

Det er essensen i at opdrage for os alle.

Hvad er det, der gør, at nogle debattører tror, at udsatte børn og unge vil være bedre til at træffe beslutninger end ikke-udsatte børn?

 

Lad os ikke begå de fejl som vi historisk set har gjort på en række områder indenfor pædagogikken:

  • Ansvar for egen læring (lige dér opgav en del…)
  • Overeksponeret anerkendelse (intet barn profiterer af at blive skamrost for noget det kunne klare med begge hænder på ryggen)
  • Forestillingen om den rene pædagogik (vilde problemer kræver nogle gange vilde (og håndholdte løsninger)
  • Pædagogfaget som et endimensionelt og akademisk studie (pædagoguddannelsen bør også handle om håndværk, sport, musik, kunst; handling skaber forvandling)

 

Lad os glæde os over §7 (den om, at de voksne har ansvaret) og stille krav om at de professionelle voksne GØR inddragelse i stedet for at tale det ihjel.

 

Charlotte Møller Pedersen


JANUAR-KLUMMEN 2024

cmpnov2021_2_4.png

Nytårstaler har det med at skabe overskrifter. Nogle gange også at give håb.

Dronning Margrethe sørgede selv for en historisk en af slagsen, da hun værdigt, ordentligt og helt uden drama fortalte om den snarlige overdragelse af krone, hermelin og scepter til Frede, AKA Pingo. 

Men sæt lige KONG foran de to kælenavne; Kong Frede eller Kong Pingo; de hører begge til i tegnefilmsuniverset, hvor ingen af os – uanset vinklen på royal præference – trods alt ønsker, at vores monarki bevæger sig hen.

Derfor bliver vi nødt til at vende tilbage til det første af hans mange fødenavne: Hans … majestæt kong Frederik J

Det er en smagssag, hvilken af Mette Frederiksens nytårstaler, der har givet mest håb

Var det den fra 2020, hvor mange af os tabte kæben i befippelse over det positive statement om, at flere børn skal anbringes eller var det talen fra i år, hvor mange barnløse fik tårer i øjnene ved udsigten til øget fertilitetsbehandling?
Det ligner en statsministerstrategi; lidt om Gud, konge og fædreland – og så en enkeltsag, som nogen kan varme sig på…

10 års fødselsdag og en nyfødt
Udover den traditionelle nytårstale fra Marienborg 1. januar (lige efter grillmad og et par timer efter skihop fra Garmisch Partenkirchen, der nu kun er for dem med råd til Viaplay abonnement; heldigvis holder DR stadig fast i Miss Sophie og 90-års fødselsdagen) markerede datoen også et 10års jubilæum. 

Lov om socialtilsyn trådte i kraft 1. januar 2014. 

Med loven blev der etableret fem socialtilsyn, hvis opgave det var – og er - at godkende og føre tilsyn med kvaliteten af plejefamilier og sociale tilbud i Danmark. 

Man ønskede:

  1. Et mere professionelt og uafhængigt tilsyn
  2. Fra tilfældige indsatser til systematisk inddragelse af viden
  3. Borgerne i centrum
  4. Alle sociale døgntilbud, plejefamilier og ambulante stofmisbrugsbehandlingstilbud skal godkendes
  5. Bedre styr på økonomien

Blev det så det, vi fik, kunne man spørge sig selv og andre?

Som vi ser det:

JA, et meget langt stykke henad vejen.

Der VAR opstartsvanskeligheder, bestemt

Det HÆNDER at enkelte tilsynskonsulenter SYNES noget som de ikke burde have en mening om

Det SKER at vurderingsuenighed skyldes fastlåsthed fra tilsynet

Der ER tilsyn som fortolker med en firkantethed, der ikke fremmer det gode anbringelsesforløb.

Der ER plads til forbedringer (samling af tilsynene til én enhed, mere fleksibilitet i visse tidsfrister, bedre klagemulighed, etc

MEN overordnet – når man påser at konstruktionen skulle på vingerne med mange nye folk, få med tilsynserfaring og med øjeblikkelig politisk og mediemæssig opmærksomhed så er det lykkedes parterne (tilbud & tilsyn) at etablere en samarbejdskonstruktion, der netop har indstillet sigtekornet på den væsentlige fællesinteresse, der ligger i at sikre og højne kvaliteten i arbejdet med de mest udsatte borgere.

Og som professor Inge Bryderup har sagt det:

"Hvad angår den betydning som man med socialtilsynskonstruktionen fra 2014 fik på hele udsatte-borger området, så kan den ikke overvurderes. De kvalitetsløft området har gennemgået de sidste 10 år skyldes selvfølgelig det faglige arbejde på anbringelsesstederne, men også i høj grad den indsats som socialtilsynene har bidraget med ift den myndighed og de forpligtelser som de 5 tilsyn blev udstyret med fra starten. De har vist, at dialog og kontrol godt kan lade sig gøre samtidigt."

Så; WELL DONE fra os – og tillykke med den første runde.

Derudover sidder vi netop nu og læser høringsindbydelser vedr. vejledninger ift Barnets Lov, der som bekendt indledtes 1 januar 2024.

Vi kvitterer for, at ministeriets medarbejdere allerede har disse vejledningsudkast klar; det er vi bestemt ikke forvente med.

For de uindviede er rækkefølgen almindeligvis: Lovgivning, bekendtgørelse … og vejledning, hvor den bagvedliggende lovgivning jo er besluttet, så disse høringer handler mindre om indhold og mere om anvendelighed, formuleringer og realitetstjek:

Så vi leder efter om det, der står, er:

  • til at handle efter?
  • til at forstå?
  • forbindeligt med den verden teksten skal fungere i?

 Vi forudser:

  • kreative økonomiløsninger i de kommunale forvaltninger; besparelser er mange steder ikke bare varslede, men også igangsatte
  • potentielle konflikter ift konventioner; indsatser ift det ufødte barn er nævnt for første gang i dansk lovgivning
  • dilemmaer for børn når de bliver bedt om at vælge til & fra i forhold til kontakt og samvær med deres indbyrdes konfliktramte forældre
  • vanskelige kalenderøvelser, når 2 børne-ungerådgivere, støttepersoner og mentorfamilier, forældre og det inddragede barn sammen med tilbuddenes medarbejdere skal finde et tidspunkt hvor alle kan mødes, etc. 

Men velkommen til Barnets Lov.

Et generelt løft af og krav om inddragelse af børn sammen med §7, der præciserer voksenansvaret, mulighed for permanent anbringelse efter ønske fra et barn, søskendefokus, udskiftning af stigmatiserende begreber, det øgede familieberedskab i kommunerne og andre gode intentioner håber vi, at en kommende evaluering af loven vil vise god effekt på udsatte børn og unges trivsel og udvikling

Der er nok arbejde til dem, der vil arbejde. 

Vi er rede.

GODT NYTÅR
Charlotte Møller Pedersen, formand

 


DECEMBER-KLUMMEN 2023

CMP_nov2020.png

NUTIDEN ER SKIZOFREN & GLÆDELIG JUL

Mørket griber om sig og peaker lige om lidt.
Snefald kalder på forsigtighed; der kan være farligt - og dejligt - derude
Indendørsaktiviteterne veksler mellem småkagebagning, slumretæppeliv og serier.

-

Mens mange af os er ved at lægge godt og vel an til den forbrugsfest, som julen også plejer at lægge navn til, så har den sidste måned i året det også med at mane til eftertanke og besindighed.
Måske specielt lige efter 22.30 den 24.

Vi har udfordringer med kriser, krige, klimaforandringer og samtidig er vi optagede af gaver, godter og gløgg
Nutiden er skizofren.
På den ene side prøver vi at håndtere den enorme frigjorthed som teknologien har skabt og som vi bliver bedt om at tage alvorligt af alt fra politikere, over uddannelsesaktører til detailhandlens købmænd: Du kan hvad du vil – ellers kan du låne.
På samme tid, men i en anden boldgade, lever vi i en nypuritanistisk tid, hvor vi forsager alt det usunde, hylder ultra-tynde kropsidealer og ensretter god smag.

Hold nu op, vil nogen sikkert mene; vi er december, det er jul om lidt og så kan vi da samles om den, som et hyggekulturelt omdrejningspunkt. Lad nu julefreden sænke sig.
Ja, og sådan er det nogle steder.

Vi, der arbejder med udsatte børn og unge, ved bare godt, at sådan er det ikke altid. Langtfra…
Uden ond vilje fra børnenes forældre er brudte aftaler, svigt og fravær ofte en del af pakken, en af betingelserne ved at være udsat.
På vores medlemsinstitutioner, der arbejder med de mest udsatte børn og unge, balancerer man børnenes følelsesmæssige sårbarhed op til julen med et særligt fokus hvad fællesskabet kan bidrage med; ingen børn skal være alene, alle skal opleve noget særligt godt sammen med andre og alle skal have mindst een julegave.

Lige her er det, at vores allerbedste JULEGAVEREGNSVENNER igen i år - og siden 2006 – er og har været et af de mest oplivende elementer ved julen: Indsamlingen der de sidste mange har resulteret i at alle børn og unge på vores medlemsinstitutioner og i Grønland og på Færøerne har fået en ekstra julegave

Folkene bag Julegaveregn og alle deres ambassadører og gode venner kæmper i hele december for at nå målet; at alle børn på vores medlemsinstitutioner kan få den ekstra julegave, der gør det lidt lettere at komme i skole, i børnehave eller i sportsklubben lige efter ferien.

Vi er på børnene og deres familiers vegne umådeligt taknemmelige for den indsats og for den måde, JGRs-folkene agerer og reagerer på; uegennyttige, imødekommende og dedikerede. Lidt ligesom engle, julemænd og damer.
Vi opfordrer alle til at støtte, dele og like alt hvad I kan - fra dem.

Mange af os ved, at det er den reflekterede samtale, dialogen, mellem mennesker, der skal føre os på rette vej. Men den samtale foregår bedst, når vores basale behov er opfyldt; når vi er mætte, friske, ikke fryser og kan glædes over eget og andres liv, så lad dette være denne juleklummes udgangsreplik ...

Glædelig jul

Charlotte Møller Pedersen

PS:
Tak for sidst til alle deltagere på vores årsmøde. Tak for den store tilslutning og for opbakningen til bestyrelsens arbejde. 
Tak for de faglige drøftelser, de eftertænksomhedsskabende oplæg og for grinene derimellem
Tak til vores sekretariat - AKA: The Chefkonsulents, vores med afstand bedste husorkester...kiss


NOVEMBERKLUMMEN 2023

FADD_formandskab2_nov2023.png

GODKENDT MINISTERUNDSKYLDNING, MEN KAN VI GØRE NOGET FOR AT UNDGÅ BAGUDRETTEDE UNDSKYLDNINGER I FREMTIDEN?


Det var en flot og nødvendig undskyldning, som Pernille Rosenkrantz-Theil på statens vegne for et par måneder siden gav til anbragte i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980.
Og det manglede vel også bare!
Her er tale om mennesker, der har lidt overlast hele deres liv.
De blev ikke set. De oplevede ikke nærvær eller forståelse. De manglede at blive mødt med menneskelighed.
Der var ikke professionelle, der satte sig ned og gav sig tid sammen med dem, og som var der for dem.
Her var det enkelte menneske ikke i fokus og ikke synligt.
Alle blev mødt med samme tilgang.
Ingen var speciel, men blot en del af flokken.

Man siger, at UNDSKYLD – og TAK - kun er fattige ord. Begge kan forstås på flere måder; for eksempel koster det ikke noget at give en undskyldning, hvorfor man nogle gange bare burde gøre det. Jo før jo bedre.
Men også at det kan være for billigt – og for let – at bede om baglæns syndsforladelse, når skaden er sket for rigtig lang tid siden.
Ingen er sådan RIGTIGT ansvarlige, vel?
Man kender det fra sit parforhold; den gode undskyldning kommer tæt på forseelsen, så man kan nå at rette op eller ind. Bedre sent end aldrig. Værst er det, hvis den aldrig kommer.

Det kræver både indsigt og udsyn at være en ansvarlig politiker; det er i hvert fald det, politikerne selv siger både i skåltalerne og i Deadline: Vi har ansvaret, siger de. Og skyder brystet frem.
Alternativet til undskyldningen er den rette adfærd i situationen baseret på den viden, vi har til rådighed kombineret med den rette dømmekraft.
Ser vi pessimistisk på nogle af de vilkår, som vi samfundsmæssigt i dag byder de svagest stillede, så vil der fremover måske blive brug for flere undskyldninger.
I en tid med knaphed på ressourcerne kræver det ekstraordinær ansvarlighed at prioritere, at vælge til og at vælge fra.
Kloden brænder.
Verden er i krig.
Statsministeren beder om mere flid og virkelyst.
Bubber hærger fortsat på DK4 ;-)
De økonomiske udmeldinger fra kommuner og regioner er dystre.
Og brugere af velfærdsydelserne oplever, at fagpersoner skal løbe endnu hurtigere; der er for få varme hænder og dokumentationsbyrden vokser.
Og sådan kunne man blive ved ...

Vores appel er, at vi alle: politikere, embedsmænd og -kvinder og fagpersoner med flere vedholdende vitaminiserer den dømmekraft, der skal retningsanvise og meningsbestemme vores beslutninger, bruger den fagspecifikke viden, vi allerede har og målretter forskningen efter det, vi ikke ved endnu, så vi kan agere og agere på et oplyst grundlag og fastholder modet og nysgerrigheden i dialogen - også når vi skændes.

Vi beder om, at fagpersoners viden, opbakning og kritik generelt og mere grundlæggende bliver en del af politikernes beslutningsunivers. Ikke for at vi kan få ret eller blot få det, vi beder om, men for at vidensgrundlaget kan blive kvalificeret med kreativitet, alternative forståelsesrammer og nye kort -langsigtede pejlemærker.

Måske vi så ikke behøver at forvente, at der nok er en politiker, der en dag bliver nødt til at sige  …UNDSKYLD?

-

Således opløftede ser vi – som sædvanligt her i novemberklummen - frem mod vores årsmøde, hvor vi har udsolgt – og hvor vi bare glæder os til at være sammen med vores medlemmer.

Charlotte Møller Pedersen, formand og Hanne Dalsgaard, næstformand


OKTOBER-KLUMMEN 2023

cmpnov2021_2_3.png

Er det gode takter vi hører? ????

Der er betydningsfulde politiske stemmer fx @MetteF og @PernilleRT, der i aftaler og regeringsgrundlag taler om afbureaukratisering og mere fokus på at bruge en større del af frontmedarbejdernes tid på de mennesker, der har brug for vores opmærksomhed og støtte i dagligdagen – og mindre tid på unyttige bureaukratiske processer. Der tales om at genbesøge tilsynssystematikker, smidiggøre sagsbehandling og lære af de kommuner, der er allerbedst til at bruge ressourcerne rigtigt. Den melodi kan vi godt lide – det lyder fornuftigt.

 

I FADD synes vi, at medarbejderes indsats skal bruges med stor præcision, da vi alle kan mærke, at ressourcerne er en mangelvare, både i forhold til økonomi og mandskab. Vi er nødt til at være omhyggelige med designet af vores sociale system. Der er simpelthen ikke fornuft i at bruge krudtet på tosserier, som, enhver kan sige sig selv, er skønne spildte kræfter. Eksempler på dette kunne være medicinhåndteringsreglerne for lusekure, Panodiler og kalktabletter. Det er simpelthen skørt, at godt uddannede voksne mennesker skal detaljereguleres i forhold til almindelige omsorgsopgaver, der rummer en umådelige lille, eller ingen, risiko. Et andet tilsvarende eksempel kunne være sociale tilbud, der i en årrække har modtaget topbedømmelse fra socialtilsynet og oplyser, at alt ”er som det plejer”. Kunne man foreslå at indføre en slags elitesmiley ????, der kunne give et ændret tilsynsregime? En tilsynsform med færre datakilder og besøg men stadig uanmeldte og proaktive tilsynsaktiviteter, der primært skal vurdere, om kvaliteten stadig er høj!

I denne forbindelse vil vi gentage, at FADD anerkender socialtilsynet og det vigtige arbejde, de udfører – og netop derfor mener vi, at de kan administrere denne ”øgede risikovurdering”.

 

Men vi hører også en anden melodi ????

På behandlings- og specialundervisningsområdet er vi i disse dage vidner til et drama, en ulykke, der sker for øjnene af os, alt imens vi forsøger at råbe politikerne op både via vores samarbejde i Skolealliancen, indlæg i pressen og ved direkte kontakt til ordførere.

Intentionerne i den politiske aftale kan vi kun støtte – vigtigheden af børn og unge i udsatte positioner får den bedste undervisnings- og skolekvalitet, der kan skabes. Da vi ved, at netop skolekundskaber er den væsentligste beskyttelsesfaktor for børnene i deres videre liv.

 

Men lige nu er vi vidner til en lovgivningsproces, hvor politikerne er ved at beslutte nogle gode, men også en række yderst uheldige ting. Fx vil man beholde et skoletilsyn, der er forankret i de 98 kommuner. Det betyder, at alle kommuner skal have et fagligt kvalificeret tilsyn, hvad enten de tilhører de 10 kommuner med under 20.000 indbyggere eller de 9 kommuner med mere end 100.000 indbyggere! Men endnu værre er det, at de også skal føre tilsyn med egne skoler – man fastholder et tilsynssystem, der ikke har armslængde til egne interesser. Simpelthen en inhabil og dårlig idé. Det burde være socialtilsynet, der fik denne opgave, så der kan sikres habilitet og den ønskede kvalitet i tilsynet.

Men denne dårlige idé bliver overgået med en bekymrende konstruktion, hvor beliggenhedskommunen skal godkende de enkelte visitationer af skolebørn, både til egne institutioner og til ikke-kommunale og selvejende institutioner beliggende indenfor kommunens geografiske område. Det betyder altså, at de dels skal kende de konkrete børnesager, der visiteres fra fremmede kommuner men også, at de kan bestemme, at en kommune ikke må købe en skoleydelse på en intern skole, da det kræver lokal accept fra beliggenhedskommunen. Med andre ord kan en udfordret beliggenhedskommune i de perioder, hvor kommunekassen er lidt slunken (og dét sker jo fra tid til anden) føle sig fristet til at snuppe elever fra de selvejende, og i visse tilfælde også offentlige, skoler.

Ja, dette er yderst bureaukratisk og et eksempel på unødigt dobbeltarbejde, men det er også en tredjemandskonstruktion, der influerer voldsomt på forholdet mellem en køber og en sælger af en skoleydelse. Utrygt!

 

Så vi ved ærlig talt ikke, hvad vi hører. ???? På den ene side; positive toner om afbureaukratisering og frisættelse af de pædagogiske kræfter. På den anden side; et politisk system, der har taget høreværn på og ikke vil høre på musikalske bidrag fra praksis. Vi håber på mere samspil og gehør.

 

 

Med venlig hilsen

 

Charlotte Møller Pedersen

Formand, FADD


SEPTEMBER-KLUMMEN 2023

cmpnov2021_2.png

HVAD NU HVIS DET NORMALE ER MED TIL AT SKABE OPLEVELSE AF UNORMALITET?


Det skal være lettere at bo på landet, flere ressourcer til udenrigstjenesten og ekstrahjælp til elitesport, herunder ønsker regeringen flere store cykelbegivenheder til landet.
Det er blot nogle af regeringens forslag til finanslov 2024. Og det kan man vel mene meget eller i hvert fald noget om.

På vores område er der er par temaer, der med lidt god vilje vil kunne gøre en positiv forskel på vilkårene for udsatte børn og unge.

Udover de 200 mio som et flertal i Folketinget i forvejen vil bruge på at løfte professionsuddannelserne, så ønsker regeringen at give ekstra 47,4 mio til
pædagoguddannelsen.

I FADD håber vi først og fremmest, at de penge vil gå til flere undervisningstimer til de pædagogstuderende; 11-13 ugentlige timer er hverken nok til at klæde de studerende på til de komplekse faglige opgaver, som de kommer til at skulle løse eller tilstrækkeligt til, at der kan skabes forudsætninger for opbygning af de studiemiljøer, der er med til at skabe fællesskaber for de dannelsesrejser, som skal styrke de studerendes personlige kompetencer.

Et løft til erhvervsuddannelserne har der længe været almindelig opbakning til; en del milliarder skulle være på vej …
Det kvitterer vi naturligvis for …

Så er der det mere specifikt målrettede i finansloven til udsatte børn og unge:
Særligt tilrettelagte læringsforløb til en halv milliard skal løfte de svageste elever med særundervisning i små hold for at sikre, at de forlader folkeskolen med basale færdigheder i dansk og matematik.
Initiativet skal angiveligt foregå i grundskoleregi.
Og det kan ingen vel være imod?

Det skulle da lige være, at de tilbud findes i forvejen; nemlig på de over hundrede special-, heldagsskoler og interne skoler på anbringelsesstederne.
Vi har set det før, hvilket det ikke bliver bedre af; hvorfor opfinde nye konstruktioner, hvis der findes noget, der virker?
Fra vores egne medlemsinstitutioner og via vores deltagelse i Skolealliancen for specialundervisning kender vi alt til den faglighed, den dedikation og det ambitionsniveau, der skaber forudsætningerne for børn og unges læring og deres mulighed for at komme med på uddannelsesvognen.
Vi – der er gamle nok og stadig kan huske - ser for os en tilbagevenden til svundne tiders udskældte OBS-klasser, hvor ingen var i tvivl om, hvor man skulle lede efter de børn, der havde det sværest og som andre ikke måtte lege med….

Lad os stilfærdigt foreslå, at de penge nok er givet bedre ud på at få noget, der virker, men som selvfølgelig kan blive bedre, til at virke endnu bedre: En samling af børn og faglige ressourcer på matrikler, hvor det dobbelte syn på børns udvikling (personligt og fagligt) kan løfte børn og unges udviklingspotentiale individuelt og i fællesskaber – uden den eksklusion som børn i folkeskolen kan udsætte hinanden for. Som en slags ’omvendt inklusion’; lad de børn der har det svært i folkeskolen få et kortere eller længerevarende helle og et fagligt boost sammen med andre børn, der udover faglige udfordringer måske har supplerende problemer af mere personlig karakter.
Men selvfølgeligt med den stålsatte bestræbelse, at hvis børn i et specialskolemiljø kan profitere af det – og hvis de ønsker det - skal de - i det eller de fag - ud i normalskolen.

Når det er sagt: Er der nogen der kan fortælle os, hvad det er ved den folkeskole, vi kender, som skulle være så attraktiv? Findes den undersøgelse, der sort på hvidt konkluderer, at alle børn bedst trives og lærer mest i folkeskolen?
Polemisk kan man spørge: Hvornår er det godt for et udsat barn at gå i en normalskole, hvis det barn samtidigt føler sig unormal?

Psykiatrien kan fra 2024 til 2030 kan efter regeringens finanslovsforslag se frem til at modtage 3 mia.
Ingen tvivl om at psykiatrien mange steder er udsultet og (for) mange børn og unge får ikke den hjælp, de har brug for.
MEN
Hvem siger egentligt, at alle mennesker med psykiske lidelser skal behandles af en psykiater eller i psykiatrien for den sags skyld.
De psykisk syge – eller de fleste af dem - skal nok.
Men hvad med for eksempel de børn og unge, der har psykiske udfordringer?
En af vores forstandere fortalte for nylig, at de i forbindelse med donationer fra LEGO for nogle år siden kunne registrere – ikke som en del af et evidensbaseret og randomiseret forskningsprojekt – men ved at sammenligne tal for uddeling af PN-medicin FØR, UNDER og EFTER de unges (!!) LEGO-byggeri – fandt ud af, at behovet for PN-medicin faldt i den periode, hvor de unge koncentrerede sig om at sætte byggeklodser rigtigt sammen.
Det vil ligge os fjernt at fremhæve et enkelt produkt som årsagen: Erfaringen kan helt sikkert skaleres andre steder hen.

Lige efter coronaepidemien satte en mellemstor kommune gang i et outdoorprojekt for de unge, som de havde i et kontaktpersonsregi, hvis formål blandt andet var at skabe forudsætninger for at stilladsere de unges netværk gennem aktiviteter, der undervejs og efterfølgende blev til de unges oplevelse af faktisk at være blevet en del af et meningsfuldt fællesskab.

Som et andet eksempel på ’gammelt der bliver nyt’ er vi for øjeblikket ved sammen med gode samarbejdspartnere at genopfinde ideen om, at børn og unge før en anbringelse skal screenes for fysiske sygdomme: Det kræver ikke evidens at fastslå at syns- og hørebegrænsninger, nedgroede negle, eksem, hoved- og mavepine m.m. kan forstyrre adfærd og læring.
Vi har børn på vores medlemsinstitutioner, der har vænnet sig til leve med reduceret syn og hørelse, til at acceptere smerter, fordi de har lært at tro, at det er normalt…
Det er det i sagens natur ikke, men nogle børn skal have hjælp til at turde tro på, at det kan være anderledes.
Alt for mange børns helt basale behov for at leve uden smerter og med aktiv og optimal sansestimulering er blevet overset og fejlfortolket.
Vi går efter automatik og standarder.

Hovedpointen med ovenstående er tosidig:
1. Lad os nu bruge det vi har, som virker eller som har potentiale til at komme til at virke endnu bedre. Stil krav, hvis kvaliteten ikke er høj nok.

Sådan var det også med Lov om social service; forbedringerne kunne man have klaret med præciseringer og justeringer. Ministerielle tanker om lukning af de interne skoler og hele dagbehandlingsområdet er et andet eksempel.

2. Lad os samle de løsninger op på udsatte børn og unge-området, som ligger lige til højrebenet; vi er snart på vej med et notat, hvis arbejdstitel er indlysende tåbeligheder på B/U området. To be continued.

 

SIG NÆRMER VORES ÅRSMØDE – og vi glæder os!!

 

Charlotte Møller Pedersen
Formand

 

 

 

 


AUGUST-klummen 2023

cmpnov2021_2.png

FADD´s slutspurt inden sommerferien havde væsentlige temaer og aktiviteter: Et folkemøde på Bornholm med vigtig eksponering af specialundervisningsområdet, en diskussion om mediernes rolle i svære mediesager og en tydelig fokusering på efterværn og børn og unges ret til at vokse op med alt det der kendetegner et ”rigtigt hjem” – selvfølgelig! Vi bliver aldrig trætte af at fremhæve, at socialpædagogikken i vores optik skal være præget af Varme og Vedholdenhed, samt at dette skal baseres på Viden og Visdom – de fire V´er. 

I juni måned havde vi også fornøjelsen af at være i audiens hos social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, hvor vi fik lejlighed til at tale om tidens vigtigste emner – og lejlighed til at kigge frem mod det halvår vi netop har taget hul på. Tak til minister og hendes stab for et godt møde – vi sætter pris på samarbejdet og den gensidige lyst til at lytte og forstå hinanden. 

 

Dermed har vi det perfekte afsæt for 2. halvår af 2023. Der kommer spændende politiske dagsordener – mere specialundervisning, drøftelser om fagligheder i faget og fx evaluering af Lov om Voksensvar. Vi ser frem til at bidrage, påvirke, drøfte og diskutere når lejlighederne byder sig – det er vigtigt for os at emnerne spejles i praksis og at spejlbilledet står skarpt og virkelighedsforankret – dét skal vi nok hjælpe med. 

 

På egen banehalvdel ser vi frem til tre seminarer i resten af 2023, først et seminar for vores netværk for familie-døgn, derefter et psykiatriseminar sidst i september LINK og endeligt et specialundervisningsseminar i oktober.  Årets højdepunkt bliver uden tvivl FADD´s årsmøde i Kolding d. 21.-23. november. 

 

Kontakter er bedre end kontanter 

Vi plejer at sige, at vi er en lille forening med et stort løbepensum. Vi gør os umådeligt umage i forhold til at tilbyde den viden og indsigt, som foreningen i fællesskab rummer til alle vores samarbejdspartnere. Dette gælder kommuner, regioner, offentlige og private tilbud, interesseorganisationer, forskere og ikke mindst politikere og meningsdannere. Dette kan kun lades sig gøre, hvis vi har etableret et solidt netværk og samtidigt har adgangen til videns-kilden, altså den praksis hvor socialpædagogikken udfolder sig. Dermed er kontakter og stærke relationer fuldstændig afgørende for foreningens virke og påvirkningskraft.   

I denne forbindelse skal der lyde en sjælden tak til FADD´s medlemmer – I er simpelthen fantastiske. FADD´s bestyrelse og sekretariat møder aldrig afvisninger eller tilbageholdenhed med af dele erfaringer, succeser eller faglige udfordringer. Hvis vi møder op til et møde uden opdateret viden, så er det fordi vi ikke har spurgt vores bagland tilstrækkeligt – for I har svarene, I har indsigten og I har lysten til at dele. Tak for det. 

Når nu vi er ved det – så skal vores mange samarbejdspartnere også have et ”anerkendende nik”. Selvom vi indimellem har forskellige vinkler på virkeligheden, så er det tydeligt, at vi er på et fagligt område, hvor alle gør sig umage for at give børn og unge i udsatte situationer de bedste muligheder for at udvikles, trives, leve og lære – og dette lige meget hvorfra man kommer. Vi oplever et ekstraordinært stærkt samarbejde og kontakten til jer er bedre end kontanter. Det værdsætter vi.   

 

Når vi i efteråret skal drøfte Lov om voksenansvar – flere, færre eller andre hjemler. Når lovforslaget om behandlings- og specialundervisningstilbud skal i folketingssalen og når vi skal diskutere ekspertudvalgets anbefalinger. Ja, så er vi sikkert ikke enige om det hele, men hvis vi husker det centrale fokus i vores allesammens virke – børnene og de unge – så skal vi nok finde vej. 

 

Vi ser frem til samarbejdet, seminarer og faglige møder – vi ses derude! 

 

Med venlige hilsner 

Charlotte Møller Pedersen 

Formand for FADD 


Juni klummen 2023

cmpnov2021_2.png

MØDE MED SOCIALMINISTEREN OG MØDE MED FOLKET


Vi har flere gange i disse spalter betonet vigtigheden af, at politikere, embedsfolk, forskere og den menige dansker forstår, at udsatte børn og unge er lige så forskellige som ikke udsatte børn og unge; hvem sidstnævnte så end måtte være i henhold til trivselsstatistikker, antal diagnosticerede og almindelige udfordringer med overforbrug af skærm, net, SoMe FOMO – fortsæt selv.

Kompleksiteten understreges af den kendsgerning, at det meste her i livet er kontekstrelateret. Og at intet står stille.
Som Albert Einstein sagde: Everything in life is vibration.

Nogle børn og unge bliver defineret eller definerer sig selv som udsatte i en periode – kortere eller længere.
Nogle udsatte børn og unge profiterer af den omsorg og udviklingsstøtte som aktørerne på vores område bidrager med. Nogle får hjælp, kraft og forbilleder fra andre mennesker og steder. Nogle tager selv affære.
Disse grupper af børn og unge udvikler sig ofte til livskraftige, modige, kreative og ressourcestærke samfundsborgere, der både får og tager plads. Og de støder undervejs som alle os andre ind i bump, bøvl og ballade, men lærer, gør oplevelser til erfaringer … og finder således ud af det.

For andre trækker udsatheden lange spor og bliver til en allestedsnærværende – og for nogle – en brutal – livslang følgesvend. Og der er for mange af dem, viser statistikkerne.
Lad mig slå fast: One size fit’s not all. Men alle udsatte børn og unge har krav på lige præcis, den indsats, der gør at de kan komme til at leve et liv med autonomi, værdighed og integritet.
En bestemt gruppe ligger os i den sammenhæng ganske særligt på sinde; selv om vi kender mange af dem i forvejen, ved vi ikke præcis hvor mange de er. Men I kender dem også derude eller fra avisartikler.

Det drejer sig om de børn og unge, der på gader og stræder optræder aggressive, voldelige og måske påvirkede af stoffer og alkohol. De har ikke respekt for autoriteter og følger enten deres egne regler eller kodekser, der er udstukket af banderne.

En del af disse børn og unge er vokset op i familier med misbrug, social kontrol, undgåelsesadfærd og kriminalitet.
Det er indiskutabelt – det viser statistikken - at kriminalitet blandt børn og unge over en længere periode har været faldende.
Vi ved også, at straf ikke hjælper.

Men hvad gør vi så med denne gruppe, der har det med at nægte at modtage den omsorg, de i virkeligheden skriger på? Og som har det med enten at stikke af, true eller slå sig ud af de tilbud, som der i øvrigt pt ser ud til at blive færre af, fordi kun få vil arbejde med målgruppen.

I vores optik er der ingen andre modeller end at insistere på, at pædagogik må og skal være der, vi leder efter løsningerne:
Men hvilken pædagogik? Og i hvilke rammer?
Det er vi her senere på måneden blevet inviteret til et møde om hos Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Og vi ser frem til at dele nuancerne med ministeren.

Vi vil fremlægge nogle sammenhængende bud på, hvordan vi kan reducere antallet af de børn og unge som ikke får en uddannelse, risikerer fængselsophold og livsstilssygdomme – og en alt for tidlig død.

Vi ved at mange af disse børn og unge selv sætter disse ord på deres fremtidsønsker; en lille lækker lejlighed, en sød kæreste og et arbejde. Og måske nogle børn
Vi er helt på linje. Sagt på en lidt anden måde er det vores ønske for dem, at de kan lære og udvikle sig til at være og blive deltagende og bidragsydende aktører i meningsfulde fællesskaber på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, i fritidslivet og i de nære relationer med venner og familier.


Dette ønske bliver på en måde også omdrejningspunktet for vores deltagelse på Folkemødet i år.
Vi er der sammen med vores gode venner i Børnesagens Fællesråd sammen med en række øvrige BF-medlemmer.
Vores egne events handler om MEDIERNES FREMSTILLING AF SAGER OM UDSATTE BØRN OG UNGE og om SPECIALUNDERVISNINGEN PÅ INTERNE SKOLER.
Vi sætter et lys i lagkagen hos PolicyLab (som vi selv er en del af ...) hvor vi fejrer en anbragt 18-årig: Hvad nu? Efterværn eller intet efter værn?

Og vi bidrager til debatten hos Socialt indblik, hvor vi skal diskutere, hvad der er et rigtigt hjem for anbragte børn...
Vi vil op til folkemødet SoMe-opdatere – hist og pist  - for your service..

Og så håber vi på en masse gensyn, nysyn og gammelsyn - og indspark i de mange interessante events rundt omkring os ...

Vi hører - som sædvanligt - til på Kæmpestranden.

FIND OS PÅ J17

 

 

 


MAJ-KLUMMEN 2023

cmpnov2021_2_1.png

Mens kuldegraderne ikke helt matcher den forestilling, vi plejer at have om betydningen af, at solen skinner, er vi ved at lægge sidste hånd på en af forårets store opgaver; høringssvaret til Børne- og Undervisningsministeriet om reformen på den del af specialundervisningsområdet, der vedrører de interne skoler og dagbehandlingstilbuddene.


Vores respons til ministeriet falder i to dele: Som FADD og som en del af Skolealliancen for specialundervisning.

DEN KORTE:

Vi er er overordnet set glade for den politiske opmærksomhed på specialundervisningen på vores interne skoler og dagbehandlingsområdet.

Et mere solidt datagrundlag, skærpet tilsynspraksis, øget kvalitetsfokus er blandt de positive aspekter

Vi havde stor veneration for den politiske aftale fra marts 2022, der blev underskrevet af et stort flertal af det daværende folketings partier.

Imidlertid er der sket en del i konverteringen fra aftalepapir til lovmateriale.

Det korte af det lange er, at områdets aktører – hvis loven(e) bliver vedtaget i den fremsendte form – vil støde på et betydeligt merbureaukrati, en skævvridning af vilkårene for offentlige og selvejende aktører, risiko for magtfuldkommenhed til kommunerne og eksistentiel uafklarethed for flere af tilbuddene.

I afdelingen for rigtig dårlige ideer finder man blandt andet:

  • Når en handlekommune (HK) ønsker at anbringe et barn med sociale, følelsesmæssige og kognitive udfordringer på et døgntilbud, så kan HK ikke samtidig indskrive barnet i døgntilbuddets interne skole. Beliggenhedskommunen (BK) skal vurdere hvilket skoletilbud, der passer til barnet – men altså uden at kende barnet og uden hensyntagen til barnets øvrige behov.
  • Opkrævning af skoletakst påhviler BK, der således forventeligt mod betaling (?) står for at være mellemmand m/k mellem HK og tilbud. Dette er en unødvendig og bureaukratisk mere omfattende model end hvis bestiller og udfører var i direkte kontakt. Vi må undersøge nærmere om der hjemmel i revisionslovgivningen
  • Kommunerne får således magt til at tage ’brødet ud af munden’ på de selvejende og på kommunale tilbud i anden beliggenhedskommune – ved enten at afvise en kvalitetsaftale eller ved at visitere til eget specialundervisningstilbud. Det betyder at en kommune vil kunne afvise ’det dobbelte blik’ på dannelse og uddannelse – selv om handlekommunen ønsker et sådant tilbud
  • Ovenstående svarer i princippet til at give en kommune hjemmel til at omstøde forældres ønske om at benytte en privat skole – og i stedet henvise til en folkeskole

 

Samlet set er det vores overbevisning at man fra politisk side – når nu lovmaterialet ser ud som det gør – måske havde været bedre tjent med at gå efter de kommuner, der ikke har opfyldt deres tilsynsforpligtelser og de tilbud, der ikke har haft en tilstrækkelig høj faglighed og kvalitet.

Begge aktører har nogle steder uimodsagt fået lov til ikke at levere varen i form af den nødvendige opmærksomhed og dermed på at give på udsatte børn og unge adgang til den mest anerkendte risikofaktorbeskyttelse: Meningsfuld dannelse og uddannelse.

Såfremt lovene vedtages, må vi indstille til vores egne tilbud, at de sørger for at få etableret en rigtig god og gerne guldrandet samarbejdsaftale med beliggenhedskommune som både skal sikre et barn det rigtige tilbud, at interne tilbud ikke forfordeles og at enkeltpersoners personlige præferencer ikke griber negativt ind overfor ’det rigtige match’.

--

Lad os afslutningsvis slå et slag for den kampagne vores gode venner fra Børns vilkår er ude med pt: Vold i hjemmet – får vi øje på det, og får børnene den rette hjælp?’ som bygger på en registeranalyse af underretninger samt forebyggende indsatser og anbringelser for børn under 18 år, hvis forælder eller stedforælder er blevet sigtet for vold mod dem. Vi kan kun være enige: STOP VOLD MOD BØRN

--

Den sidste Bededagsferie nærmer sig. Husk liiige at varme hveder – uanset om de er fra bageren eller fra eget køkken, så skal de have 2, 5 minutter i risteren akkurat inden de fortæres :-)

Charlotte Møller Pedersen

Se DDL (DEN LIDT LÆNGERE og DEN LANGE her på siden 

 


April-klummen 2023

cmpnov2021_2.png

Rekrutteringsproblemer i den offentlige sektor er en udbredt iagttagelse. Vel nærmest en uangribelig kendsgerning.

Manglen på sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og pædagoger bliver blandt andet understreget af de faldende ansøgningstal til professionsuddannelserne fra de sidste års optag. Siden 2019 har uddannelserne optaget 14% færre studerende (2022)

I august-klummen fra 2022 anslog jeg et par årsager til de faldende tal: Belastningsfaktorer i udførelsen af de borgernære ydelser, ringe løn-, arbejds- og anseelsesforhold, brugen af begrebet VELFÆRDSUDDANNELSER stedet for professionsuddannelser (’Velfærd indgår ikke i uddannelsernes kompetencemål’, som Svend Brinkmann skrev i et Facebookopslag 27/9 2022) samt det dehumaniserende sprog som ofte anvendes om fagenes kerneydelser af de offentlige administratorer, der i øvrigt sjældent - selv om de arbejder med at rammesætte og regulere Velfærds-Danmark - definerer sig som en del af de velfærdsuddannede.

I FADD har vi, som det er læsere af klummer, debatindlæg og høringssvar bekendt, en svaghed for nuancer. Vi insisterer på, at verden meget sjældent er sort/hvid.

Vi foretrækker ofte både/og fremfor enten/eller. (For lige at nuancere den sætning, så findes der undtagelser! ;-) 

Derfor spurgte vi vores medlemmer for nyligt om deres oplevelse af udfordringer med at tiltrække uddannet personale.

Uden at påstå andet end, at på det konkrete tidspunkt, hvor en række af vores medlemmer svarede på spørgeskemaet, så viser tallene, at knap 60% svarede NEJ til, at de det seneste år har haft svært ved at rekruttere pædagoger til faste stillinger, mens 75% svarede NEJ til det samme spørgsmål vedr. lærere blandt de af vores medlemmer, der har interne skoler eller er en dagbehandlingsinstitution.

Et godt fagligt ry, høj grad af uddannede, intern uddannelse, kendte for at have et værdigrundlag er blandt de selvvurderede årsager til, at man har kunnet tiltrække uddannet arbejdskraft.

Det fremgår desuden, at det angiveligt er lettere at tiltrække fast personale jo mere bynært institutionen ligger.

Af årsager, som institutionerne selv har iværksat for at tiltrække arbejdskraft fremhæves: reklamer på sociale medier og tilstedeværelsen af et klart defineret arbejdsgrundlag.

Knap en fjerdedel har (75% har således ikke …) det seneste år samarbejdet med et vikarbureau, hvilket oftest har hængt sammen med, at man ikke selv har kunnet skaffe kvalificeret personale.

I svarene ser vi en omtrentlig ligelig fordeling af institutioner med kun gode erfaringer, både gode og dårlige, og kun dårlige erfaringer.

Hvis man kun har haft gode erfaringer med et samarbejde med et vikarbureau, skyldes det primært, at vikarerne (blot) har løst de opgaver, de var blevet bedt om at løse.

Hvis man kun har haft dårlige erfaringer med samarbejde med et vikarbureau, skyldes det primært at vikarerne har været for dyre eller at fagligheden var for dårlig.

Så vidt så godt.

Skal vi vove at skalere tallene fra medlemsundersøgelsen op til en aktuel tendens, når vi frem til, at der ER rekrutteringsudfordringer på vores område, men at der altså også er nogle institutioner, der ikke – i al fald det sidste år – har haft svært ved at tiltrække uddannede medarbejdere til faste stillinger.

Uden at der herfra skal overfortolkes på tallene, så tyder noget på, at det kan lade sig gøre at påvirke mulighederne for at kunne tiltrække nye uddannede medarbejdere: Fokus på og promoveringen af et udviklingsorienteret og et udviklende fagligt miljø (der retfærdigvis ikke er defineret i denne sammenhæng) ligner en fællesnævner.

Størst udfordring er der, hvis man ligger i en landzone.

-

Fra vores egen verden:

I et debatindlæg på ALTINGET (20/3 2023) under overskriften POLITIKERNE DELER GAVER UD TIL SOCIALE INDSATSER BASERET PÅ MAVEFORNEMMELSER. DET HØRER INGEN STEDER HJEMME I ET DEMOKRATI giver Pernille Skipper udtryk for en række vigtige pointer. Vi kunne ikke have sagt det bedre selv.

Satspuljemidlernes afløser, SSA-reserven, har regeringen besluttet ikke længere skal betyde ustabil og usikker finansiering af vigtige sociale indsatser.

Det kan vi godt lide; der har ved hver ny runde været brugt uanede ressourcer fra hobe af lobbyister fra civilsamfundsorganisationer af alle slags på at gøre sig politisk lækre med rapporter, grafer og lovning af guld og grønne skove, hvis bare …

Godt at konsulenterne over længere tid nu forventeligt kan koncentrere sig om indholdet.

Der er bare et problem mere: Det skal som PS påpeger ikke være politikerne, der skal afgøre, hvem der fremover skal have ’stabil og sikker finansiering’ af ydelserne.

Fordelingen af midlerne må ikke blive ved med at være en kampsport med uklare regler, hvor organisationer med det mest bredspektrede politiske netværk rager til sig og får polstret sin egen organisation med årsværker, hvis opgave det – måske sjovt nok, men mere paradoksalt – blandt andet er at forberede næste runde af pengefordelingerne.

Må vi, der aldrig har bedt om offentlig støtte til vores aktiviteter, bede om et armslængdeprincip, hvor embedsværket efter objektivt udstukne og politisk bestemte kriterier forvalter de mange penge, så de afspejler de behov, der står i kø for at blive kastet lys over med henblik på, at tildelingerne lander der, hvor der reelt afprøves nye løsninger eller stilles nye spørgsmål.

Den ligger på Pernille Rosenkrantz-Theilsbord; lad den nu ikke blive liggende der for længe….


Marts-klummen 2023

cmpnov2021_2.png

Forårets første måned har taget imod os med nattefrost, nordlysoplevelser til de heldige og solskin, der endelig kan mærkes på kroppen. Starten på måneden har også budt på politiske dønninger fra en afskaffet st. bededag, udspil om ændrede universitetsuddannelser og de igangværende overenskomstforhandlinger.

Barnets Lov har ladet vente på sig på grund af efterårets folketingsvalg, hvilket har betydet at Pernille Rosenkrantz-Theil er blevet socialminister og nye opgaver (bolig og ældre) er kommet til i det gode gamle socialministerium. Men nu ser det ud som om Barnets Lov igen er i bevægelse. Socialudvalget vil i næste uge blive orienteret om planen der betyder, at lovforslaget angiveligt skal i folketingssalen i sidste halvdel af marts. I FADD er vi optaget af, hvilke ændringer de mange høringssvar har medført. Og de er ikke en hemmelighed, at FADD gerne ser nogle af de oprindelige aftaleelementer om styrkelse af børnenes retssikkerhed og tydelig styrkelse af arbejdet med udsatte børn og unge genindføres. Vi syntes ærligt talt, at lovforslaget der kom i høring, var lidt tandløst og måske ikke værdigt at kalde et paradigmeskift!

Aftalen omkring Styrket undervisning for anbragte børn og unge, holder vi også skarpt øje med. Vi har sammen med Skolealliancen for specialundervisningstilbud lagt meget arbejdet i at påvirke processen med vigtige argumenter fra praksisnære ståsteder, se fx vores fælles indlæg i Altinget.

-
På egen banehalvdel har vi i al beskedenhed taget fat på et nyt kapitel i foreningens historie. For første gang nogensinde har vi, for en tid, to ansatte i foreningen. Tore Kargo har haft sine første arbejdsdage og flankerer nu Henrik Kaustrup det næste års tid. Synergien dette vil medføre ser vi frem til – der er allerede gode takter.

Med dette bagtæppe er det både rette tid og på sin plads, at denne måneds klumme sætter lidt flere ord på vores nye chefkonsulent.

 

Et lille portræt af Tore Kargo
Tore Kargo er 48 år, gift med Line og sammen har de tre børn. Tore er bosat i Skibby på Sjælland, så efter 20 år med et østjysk konsulent-epicenter, kommer der nu et sjællandsk bidrag. 

Oprindeligt er han uddannet socialpædagog, med mere end 15års praksiserfaring i bagagen. Fx medlemsinstitutioner som Sølager, Godhavn og Orøstrand er at finde på hans Cv. Uddannelsesmæssigt har han gennemført en Master i socialpædagogik og en diplomuddannelse i ledelse. Efter nogle år i SLs Forbundshus har han de sidste knap otte år været i Socialtilsyn Øst som afdelingsleder.

Tore har i mange år været en ven af FADD. Det sidste årti har bud på flere samarbejder og det har altid været til fælles bedste. Tores faglige viden og indsigt i området, samt synlige styrkepositioner, har vi flere gange haft glæde af. Når specialistviden om fx lovgivning, socialtilsyn, magtanvendelser, pædagogik og ledelse bliver formidlet gennem Tores praksisforståelse – så har vi altid fundet klangbund, synergier og perspektiver, der har beriget og inspireret.

At Tore nu kan bidrage med sin viden ind i foreningen og bistå medlemsinstitutionerne, når de måtte have behov for dette, ser vi som en styrkelse med et godt potentiale.

Netop forankringen i og dedikationen til det socialpædagogiske praksisfelt var en høj prioritet for ansættelsesudvalget, da man valgte Tore til stillingen. Når der samtidigt er tale om en person der har politisk tæft, formidling i skrift og tale som en styrkeposition og specialistviden indenfor nogle af de udfordrende discipliner – lovgivning, socialtilsyn og magtanvendelser - ja, så var det ikke så svært. Og heldigvis var interessen for en fælles fremtid gensidig.

Kaustrup og Kargo har flettet kalendere og vil i den kommende tid, skulder ved skulder, besøge medlemsinstitutioner, samarbejde om FADD-arrangementer og fortsætte det vigtige arbejde med at sikre ekstern indflydelse.

VELKOMMEN TIL TORE – vi ser frem til samarbejdet.

      


Februar-klummen

cmpnov2021_2_1.png

KAUSTRUP & KARGO lyder måske som et nystartet ejendomsmæglerfirma med base i Nordsjælland, Søbogaard på køl og havudsigt fra kontoret.
Men som det lød fra opslag på diverse sociale platforme i sidste uge, så har vi pr. 1. marts ansat Tore Kargo som Henrik Kaustrups chefkonsulentkollega  … og om et års tid hans afløser.

Som en forholdsvis lille interesseorganisation med tradition for stort løbepensum, brede kontaktflader og høj faglighed – og VARME, VIDEN, VISDOM & VEDHOLDENHED i ascendanten, ser vi – med denne ’dynamic duo’ - frem til at kunne give den dobbelt gas i vores on-going bestræbelse på at "fastholde vores position som bidragsydende, respekteret og troværdig aktør på det specialiserede børn og unge-socialområde, videreføre vores mere end 125 årige historie og videreudvikle den kontinuerlige opgave, det er, at konstituere en moderne forståelse for vigtigheden af håndholdte indsatser.”

Vi modtog 42 ansøgninger og havde 3 meget kvalificerede kandidater gennem interviews, diverse tests og samtaler.
Tore Kargo er 48 år og kommer fra en stilling som afdelingsleder i Socialtilsyn ØST.
Vi vil senere præsentere Tore i et portræt på vores hjemmeside og på diverse sociale platforme.

---

Mens disse linjer skrives, er embedsmændene i Social-, bolig- og ældreministeriet (SBÆM) samt Børne- undervisningsministeriet (BUVM) ved at lægge sidste hånd på hver deres bud på Barnets Lov.
I SBÆM forbereder man Folketingets behandling af den lov, der blev sendt i høring 25. maj sidste år og som vi afleverede et grundigt høringssvar til.
Vi afventer i hvilket omfang de mange kommentarer, som områdets aktører afleverede i den forbindelse, er blevet taget til nåde af ministeren.
Vi må imidlertid antage, at de 214 paragraffer, 450 siders bemærkninger, en række nye instanser ikke nødvendigvis – og slet ikke af sig selv – vil gøre livet hverken lettere eller bedre for udsatte børn og unge.

Så uden at kende hele indholdet, barsler vi i samarbejde med Selveje.dk, Socialpædagogerne, Livsværk, og KFUM’s sociale arbejde med et debatindlæg, hvor vi nævner 3 forhold (af flere mulige!)

  1. Den ringe finansiering
  2. Det forventede mer-bureaukrati (herunder påpeger vi, at indragelsesdagsordenen ikke må medføre, at nogle børn og unge kommer til at få (eller tage) ansvar for deres egen ulykke
  3. Vigtigheden af, at efterværnet bliver til en rettighed for alle anbragte unge

I BUVM er man i gang med at skulle fremlægge den lovtekst, der er en forlængelse af det aftale-papir om dagbehandling og interne skoler, som et stort flertal af Folketingets partier var blevet enige om i marts 2022.
Også denne proces har vi været stærkt involverede i.

Vi er rustede og har afsat en del ressourcer til at gå ind i de politiske processer; herunder den implementeringsproces, der altid følger med ny lovgivning, og som sikkert vil omfatte formulering af de spørgsmål, dilemmaer og kommentarer, der skal kvalificere indhold i kommende bekendtgørelser og vejledninger. 

Dagen i dag – 1. februar - er så lige tiltaget med 1 time og 38 minutter siden vintersolhverv ????

 
Charlotte Møller Pedersen, formand

 


Januar-klummen 2023

cmpnov2021_2.png

MOD & MENING

NYTÅR er lig med at kigge bagud og se fremad.
I år har det også været at tage en lidt længere juleferie end jeg plejer (BALI HOLDER!!!)

I FADD har også 2022 været et travlt år.
Barnets lov, interne skoler-reformen og høringen om et styrket socialtilsyn har været de store og omfangsrige arbejdsmæssige opgaver. Heldigvis har der været en sammenhæng mellem arbejdstyngde og opgavernes betydning. Lovgivning på vores område har ALTID højeste prioritet. Først om fremmest når det handler om nye rammer og vilkår for de udsatte børn og unge og deres familier; dernæst når det handler om vores egne vilkår, som når Socialtilsynene styrkes.
Men også efterværnet, AULA, Inge Bryderups døgntilbudsundersøgelse, en række medlemsarrangementer - og så lige et folketingsvalg - har vi givet betydelig opmærksomhed i det forløbne år.

Og JULEGAVEREGN….
At vi efterhånden ikke kan finde på noget nyt at skrive om glæden ved det samarbejde skyldes ikke, at vi er ved at løbe tør for taknemmelighed, men alene fordi de gør det igen og igen. Og at TAK kun er et fattigt ord.
Indsamlingen i 2022 var for 16. gang. Og med et resultat på den rigtige side af 1,3 mio
Bedst som det så svært ud, formåede de alligevel at sætte den slutspurt ind, der gjorde, at vi igen kunne uddele ekstra julegaver til alle børn på vores medlemsinstitutioner – og på Færøerne og i Grønland.
Slutspurten lykkedes blandt andet takket være storsponsorerne; firmaer og enkeltpersoner.
HURRA for dem …
-
Ser vi frem mod 2023 bliver det året, hvor forventer at bruge mange kræfter, meget viden og erfaring på at implementere Barnets lov og skolereformen, så lovgivningen på de to områder lander der, hvor de udsatte børn og unge får mest mulig livskraft med i rygsækken, og hvor smidighed, anvendelighed og målgruppe-specifik faglighed bliver de parametre, som skal give fagets udøvere de bedste betingelser for at bistå børnene, de unge og deres familier.

Det er mit håb, at Mette Frederiksens nytårstale hvor hun med: ”Det skal være slut med at tabe så mange børn og unge på gulvet” og ”Vi skal vise vores børn og unge, at vi tror på dem. At vi vil dem. At vi behøver dem.” … skaber begrundet håb om, at vi med ny lovgivning i hånden får mere direkte incitamenter og bedre vilkår for at kunne gribe indsatserne endnu klogere an med mindre bureaukrati og mere frihed i den sociale sektor.

Det er vores håb, at vi også kommer til at se på nye institutionsformer og bedre finansieringsmodeller, så vi får endnu bedre muligheder for at give livslæring og livshjælp også til de børn og unge, der fylder i diagnosestatistikkerne og i tallene for ungdomshjemløshed.
På de to områder forestiller vi os, socialpædagogikken fortjener en genkomst (se opslag fra 4. januar)

Skal man udvide sine horisonter, giver det ofte mening at lade sig inspirere af mennesker, man ikke sædvanligvis har relationer til.
I den forbindelse blev jeg inspireret af at læse et interview med Det KGL-teaters skuespilchef Morten Kirkskov i Berlingske 9/12 2022. Overskriften var: TIDSÅNDEN ER IMOD OS. MEN JEG SYNES STADIG VI HAR RET TIL AT VÆRE HER - SAMMEN.
I interviewet siger Morten Kirkskov blandt andet: ”Hvis ikke kunsten er modig, taber vi dens mening.”

Der er sikkert flere forskelle på dramatik og pædagogik, end der er ligheder.
Men måske vi trænger til at blive mere modige på vores område. Råbe mere op, gøre vores faglighed tydeligere, insistere på, at alle børn har krav på en god barndom, at alle børn har ret til uddannelse og til på længere sigt at tjene egne penge; til at kunne leve et liv med autonomi, integritet og værdighed
Det kræver nogle gange skæve løsninger, fantasi og kreativitet.
Er vi blevet for pæne og regelrette? Ikke for at lægge op til, at vi skal til at være grimme og regelbrydere.
Det værste, der kan ske, er, at vi taber pædagogikkens mening.

Charlotte Møller Pedersen
Formand

 


Decemberklummen 2022

cmpnov2021_2.png

Mens vi i forbindelse med en større sportsbegivenhed et sted knap 5000 km sydøst for Haderslev, hvor jeg bor, er vidner til bizarre eksempler på, hvad alt for mange penge kombineret med et depraveret menneskesyn kan skabe af brutalitet og ufrihed for de fattigste og dem uden rettigheder, prøver vi i FADD at være mere optagede at give medvind til en gruppe mennesker, der gerne VIL have mange penge og som til gengæld er prægede af uegennyttighed og storsind.

Jeg tænker naturligvis på vores allerbedste JULEGAVEREGNSVENNER.

Og på deres tilbagevendende juleprojekt; at indsamle så mange penge, at børn på vores medlemsinstitutioner kan få en ekstra individuel julegave; i år til 600,- pr barn/ung

De har kickoff på fredag den 2. december kl. 14.00 foran Illums Bolighus i København (se Facebook-opslag)
Tag derind, derover, derned, derhen hvis du kan. Hils på dem, fortæl hvor I kommer fra og bak dem op…

De fleste mennesker ved at MENSCH betyder menneske.
Færre ved, at ordet stammer fra jiddish, og dækker over et menneske, der agerer med integritet og ordentlighed.

Sådan er vores venner fra Julegaveregn.

-

Vi er naturligvis som alle andre påvirkede af inflation, vilde prisstigninger og krig, og vi læser i aviserne om pres på juleindsamlinger fra de humanitære hjælpeorganisationer.

Børn og unge på vores medlemsinstitutioner og deres familier er som udgangspunkt udsatte.

Nogle af dem også på fattigdom.

Og vi hører fra vores medlemsinstitutioner, at det i år står særligt slemt til.

Mange af vores børn og unge giver udtryk for bekymring med udsigt til en jul i familiens skød, hvor utryghed og usikkerhed ved den økonomiske situation kan forstærke de spændinger, der har været blandt årsagerne til den situation, de er i.

Bliver spændingerne for store, tager vi over.

Ind i mellem ved vi på forhånd, at nogle børn og unge holder juleaften på institutionen, andre gange sker skiftet juleaften eller i juledagene.

Og så er der selvfølgelig også mange børn, der holder en god og opbyggelig jul med deres familier.
One size fitts NOT all, så der pågår individuelle vurderinger, der bliver til individuelle løsninger.
Men fælles for dem er, at de ALLE ønsker sig en ekstra julegave.

Det er der JULEGAVEREGN kommer ind i billedet.

HURRA FOR DEM!!!

-

Fra vores egen verden har vi netop afholdt et udsolgt årsmøde, som igen i år var præget af FAGLIGHED, FÆLLESSKAB OG FESTLIGHED.

Og så fik vi sammensat en ny og meget kompetent bestyrelse.

Vi siger goddag til Julie Lund Ladegaard fra DOK i region MIDT og Annette Dunker fra Løkkehus i Odense.

Jeg er så glad for, at vi stadig har Hanne Dalsgård, Skovgården, Annette Olsen, Josephine Schneiders Hus, Petter Faxholm fra Josephine Schneiders Børnehjem, der ikke var på valg.

Og lige så glad for, at Rasmus Ladefoged Dinnesen, Holmstrupgård, Århus, Sofie Aaen Nissen, Husene på Frydendalsvej, Frederiksberg og Gitte Jørgensen, Børnehuset Buen i Hillerød blev genvalgt.

Vi konstituerer os på et møde i begyndelsen af det nye år.

-

Jeg ved det godt: julen er og har altid været følelsernes holdeplads.
Vi håber hver gang på fred, lækker mad og måske en lille ting, til Ama ’r-hylden, som man har ønsket sig. Og nogle gange bliver det så bare som at se ned på noget, der foregår på 9. ring i Dantes Inferno.
Det sidste skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå.

Jeg vil lægge ud med at ønske og håbe at I alle; udsatte børn og unge, deres familier, samarbejdspartnere/venner af huset og ledere og medarbejdere på vores medlemsinstitutioner får en fantastisk, fredfyldt og … glædelig jul

 

Charlotte Møller Pedersen

Stolt og genvalgt formand for FADD

 


NOVEMBER klummen 2022

cmpnov2021_2_1.png

DET ER FØRST, NÅR TIDEVANDET TRÆKKER SIG TILBAGE, AT MAN KAN SE, HVEM DER HAR HUSKET AT TAGE BADETØJ PÅ.

Så er valget overstået.

Og ligesom i det rigtige liv er der både vindere og tabere.
Mens vi puster ud ovenpå spændingen fra valgaftenen, venter vi så nu på resultatet af regeringsforhandlingerne, der ser ud til at kunne trække noget i langdrag.

Det gjaldt også spændingskurven på valgaftenen, der med reference til den klassiske berettermodel fra svundne tiders dansk-timer afveg noget med den meget lange klimaks pga taltumleri på Rådmandsgades Skole og den meget korte udtoning pga af det sene tidspunkt.
Heldigvis var der også god underholdning undervejs. Det sørgede blandt andet partiernes ungdomsorganisationer - med en ukuelig hyldest til deres betydeligt ældre partiledere, der for fleres vedkommende oplevede momentan opbakning, der ellers kun er yngre rockstjerner forundt – for – uden smålig skelen til om deres parti havde tabt eller vundet.
Betydningen af de unge menneskers mange år i børnehaver fornægtede sig ikke: Sådan kan man ophæve de ellers så brutale skel mellem tabere og vindere. Også som i dette tilfælde i politik, som jo ellers er en kampsport.
Topunderholdning!

What´s in it?
Udsatte børn og unge området har – bortset unges mistrivsel og begrænsninger i børn og unge-psykiatrien - været fraværende i en valgkamp, der mest af alt har handlet om mulige bogstavkombinationer. Eller vel nærmere umulige bogstavkombinationer.

Pudsigt, for resten, med 10 års psykiatriplanen: der indgår samme resultatforventning som i GIFT VED FØRSTE BLIK; intentionerne er gode, men falder på, at det er det liv, vi lever, der er problemet.
Så længe der for opvoksende generationer er samfundsmæssig streetcredit i hastighed, performance, optimering, perfektion, sammenligninger, frit valg på alle hylder, mig-først – eller kortere sagt; endimensionelle konkurrencestatsattituder, så vil der være nogle børn og unge, der ikke klarer cuttet.
Og her hjælper hverken flere diagnoser, mere medicin eller yderligere sengepladser i psykiatrien.
Som Anders Matthesen sagde en gang:
Hvorfor vil nogle piger have bad-boys? Har de tænkt den helt igennem?

Sammen med medlemmer på blandt vores specialundervisningsseminar og samarbejdspartnere ’in general’ har vi den seneste måned brugt på at prøve at forberede os på de politiske drøftelser efter regeringsdannelsen; store reformer som Barnets Lov og nye rammevilkår for specialundervisningen venter … og trænger til at blive blandet op med faglighed fra praksis … og hands-on.
Inden længe præsenterer vi 14-16 forslag til FÆLLES arbejdspunkter for den næste folketingssamling - for politikerne & os.
For os at se, er der mindre brug for reformer og mere på kærlig opmærksomhed til kerneydelserne, mindre brug for planer og mere på handling.
Lad os nu undgå – undskyld udtrykket - at smide barnet ud med badevandet, men have fokus på at løfte børnene med faglighed, ordentlighed og omsorg.

 --

Og så glæder vi os til et fuldt og helt udsolgt årsmøde 22-24 november: 165 deltagere, er hvad vi har lov til at putte ind i den store sal på Hotel Comwell i Kolding.
Vi er så meget klar!

Charlotte Møller Pedersen


September klummen 2022

cmpnov2021_2.png

MISTRIVSEL PSYKIATRIPLAN OG PRAKSIS

Mange børn og unge mistrives.
Hvis ellers begrebet MISTRIVSEL kan afgrænses, mener nogle forskere, at det andrager op mod 20% af alle børn og unge i dette land.
For nylig tog 1000 psykologer ordet og sagde højt i et åbent brev til politikerne: Børn og unge mistrives, og vi er dybt bekymrede.
Psykologerne mener, at problemer med mistrivsel blandt børn og unge skyldes rammerne på landets dagtilbud og skoler, og at fagpersonalet ikke har ressourcer nok til at hjælpe dem.
Samtidigt mener en række psykologer, at færre børn ville ende hos psykiatrien, hvis der blev investeret mere i samarbejdet mellem lærere, pædagoger og PPR-psykologer.

Relevansen og timingen er til at tage og føle på.
De politiske forhandlinger om en ny psykiatriplan indledtes i forgårs (31/8) – hvilket vi i parentes bemærket ser frem til at høre mere om, når Psykiatrifondens adm. direktør, Marianne Skjold Larsen holder oplæg på vores psykiatriseminar 15-16 september (UDSOLGT :))
Men der er også en anden faktor, der ser ud til at influere på, at så mange børn og unge har det svært.
Det fortæller en af dansk børneforsorgs store bidragsydere, den 89-årige professor, Per Schultz-Jørgensen, der i en samtale med Politikens Jes Stein Pedersen 27/8 blandt andet sætter fokus på forholdet mellem børn og frihed. Og på de voksnes forpligtelse til at begrænse denne frihed.

I bogen VENDEPUNKTER, der netop er udkommet og som på grund af fremskreden sygdom nok sørgeligvist bliver PSJs sidste bog, skriver han:
»Det er der, vi står i dag. Der er stadig et dilemma mellem børns frihed til selv at bestemme og voksnes ansvar for at give dem et grundlag at handle på, der kan begrænse denne frihed. Det radikale børnesyn i dag skal ses i forhold til samfundsrammer, der ikke fungerer som værdiudviklende eller etisk perspektiverende. Derfor kan forøget frisættelse af børn ende med at prisgive dem«.

»Det er kun blevet værre og værre«, svarer han og fortsætter:
»Vi bliver hele tiden bestyrket i den grænseløse frihed, og gennem de seneste 20-30 år har den sat sig i os alle sammen.

Jes Stein spørger ham, hvad det så er, der skal redde os, og svaret falder prompte:
»Praksis!«.

Altså handling.
Min pointe er – for at knytte PSJs analyse sammen med psykologernes, at vi med det entydige spot, vi har på akademisering og bogliggørelse, så har vi længe været i gang med at afmontere en stor gruppe af børn og unges muligheder i samfundet: De børn og unge, der har svært ved at knække koden til at lære gennem bøger.

For når et opdragelsesideal som maksimal frihed og et samfunds opprioritering af intellektuel kapital mødes med konkurrence-, perfektions-, præstationskulturer i alle afskygninger, så er konsekvensen, at sammenligninger og resultaterne heraf bliver det stof, der inkluderer og ekskluderer.
Som PSJ siger i artiklen: »Børn bliver sammenlignet, som jeg aldrig i mit liv er blevet sammenlignet med nogen. Jeg kender børn, der føler sig helt valgt fra af deres jævnaldrende med de konsekvenser, det får for familien. Jeg tror, vi er fanget i et kulturelt dilemma, som vi ikke kan løfte os ud af. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi kan heller ikke ansætte flere psykiatere og tro, de kan løse det eller lave flere undersøgelser, de er ubrugelige«.

Også i vores egen verden vender spørgsmålet med jævne mellemrum tilbage: Hvor meget skal børn selv bestemme? Fra hvornår? Og hvad gør vi, hvis barnet vil træffe et valg, som vi som professionelle vurderer er et dårligt valg?
Tilbage til 3. marts 2021, havde vi i FADD et debatindlæg på ALTINGET, som svar på de første meldinger om indholdet i Barnets Lov.
Vi advarede den gang som nu mod at give udsatte børn for meget selvbestemmelse.
”Et barn på ti år er sjældent i stand til at beregne konsekvenserne af for eksempel at fravælge kontakt til sin psykisk syge far, som barnet måske ovenikøbet på et alt for tidligt tidspunkt, har skullet tage et alt for alvorligt ansvar for. Nogle udsatte børn vil utvivlsomt kunne profitere af, at de netop ikke skal vælge.”

Og pointerede: ”Der er i forhold til at inddragelse helt afgørende at skelne mellem de tre niveauer: Medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse: Man skal have hovedet oven vande for at kunne vælge den rigtige retning. Barnets modenhed, livsomstændigheder og netværk er vigtige retningsgivende pejlemærker i den proces, som kræver tilstedeværelse af fagpersoner med viden, varme og visdom og vedholdenhed.

Jeg deler Per Schultz-Jørgensens andet og tredje forslag til forandringer:
»Vi skal have skabt en struktur, som hviler på, at det enkelte menneske i et fællesskab med andre er forpligtet til at yde noget. Du er en del af besætningen, du er ikke en passager. Det er det vigtige. Det skal de have lært«, siger han og fortsætter:
»Det andet er det her: Kom og vær med til at opbygge og tro på en grundfortælling. Lige nu balancerer vi jo på håbløshed, som er berettiget. Med klima og bæredygtighed, Rusland og Ukraine og hele elendigheden«.

Som Karen Blixen sagde: ’Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem’.
Praksis og arbejdet med at opbygge en ny grundfortælling skal vi i den grad inddrage alle børn og unge i.
Forpligtelsen til, at alle børn og unge skal være en del af besætningen, skal vi stille krav om …

Charlotte Møller Pedersen


August klummen 2022

cmpnov2021_2.png

I min barndom i 1960erne slog vores forældre til og sagde JA til mulighederne i de nye rammevilkår og ændrede forbrugs- og kønsrollemønstre, som det økonomiske opsving tilbød dem. Eller som de selv tog til sig.

Ingen nærede en forestilling om, at mængden af almindelig materiel forstoppelse - og øvrige vækstgevinster senere ville være medvirkende årsager til stress, komplekse diagnoser og en SOME-skabt præstationskultur blandt børn og unge i 2020erne.

Retfærdigvis er det også sådan, at nutidens børn og unge – i forhold til mine forældres generation - kan regne med en ikke ubetydelig forlængelse af deres levealder, de vil kunne blive kurerede for flere livsstilssygdomme og de vil formentligt komme til at leve i en mere bæredygtighedsorienteret periode.

Sidstnævnte er måske endda det, der vil komme til at knytte bånd mellem børn og unge i hele verden – selv om det næppe isoleret set vil ændre på fart & tempo i performanceoptimeringen.

Sådan er det – uanset om et snarligt folketingsvalg ændrer på magtbalancer, forlig eller aftalepapirer.

Men spørgsmålet er hvem, der skal sørge for, at børnene og de unge får tilegnet sig de livsduelighedsfremmende kompetencer, den nødvendige dannelsesmæssige baggrund og den vigtige helbredelsesmæssige hjælp, hvis sygdom skulle indtræffe?


Tallene for årets optag på de videregående uddannelser taler deres tydelige sprog: For få unge vil læse til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

Der kommer angiveligt til at mangle 35.000 ”velfærdsuddannede” i 2030 ifølge en analyse fra DAMVAD Analytics for Danske Professionshøjskoler. (https://xn--danskeprofessionshjskoler-xtc.dk/wp-content/uploads/2021/05/Damvad-Final-07-05-2021.pdf)

Siden 2019 har velfærdsuddannelserne optaget 14 procent færre studerende.

Det er naturligvis alvorligt nok i sig selv.

I hvert fald to ting kan inkarnere forstyrrelsen: 

Dels oplever mange af de mennesker, der har brug for offentlige ydelser, omsorg eller indgreb frustrationer, som er med til at ekskludere dem fra deltagelse i sociale fællesskaber og begrænse andre former for oplevelse af normalitet.

Dette kan medvirke til, at vrede og utilfredshed bliver rettet mod ansatte i de omtalte sektorer, hvilket kan medføre en høj grad af belastning i jobbet.

Derudover spiller løn-, arbejdsvilkår- og ikke mindst anseelsesforhold naturligvis også en rolle i, at disse velfærdsuddannelser generelt har været foruroligende mindre attraktive for unge studiesøgende i 2022.

Men som Svend Brinkmann skriver i et Facebook opslag fra 29/7 i år, så kan det måske også være ’at disse fags problemer hænger sammen med, at man klumper dem sammen og omtaler dem under ét som velfærdsuddannelser?’

Det er potentielt devaluerende, skriver han, fordi de netop er professioner. Og at begrebet VELFÆRD ikke indgår i kompetencemålene for de studerende.

Dels viser analyser fra ex KL https://www.kl.dk/media/28084/det-kommunale-arbejdsmarked-i-tal-2020.pdf , at kommunerne det seneste årti, har udvidet antallet af akademikere betragteligt. Mellem 2010 og 2019 er antallet af ansatte med en lang videregående uddannelse steget med lidt mindre end 14.700 personer, hvilket svarer til 62 pct.

De fleste af dem må antages at repræsentere de såkaldt kolde hænder, som i parentes bemærket altså løser rigtig vigtige opgaver.

De er ikke blot blevet flere; mange administratorer har også over en årrække anvendt et dehumaniserende sprog, når de har beskrevet forhold, omstændigheder og omdrejningspunkter i den offentlige sektor. Min pointe er, at hvis identitetslogik, regulative, normative og kognitive strukturer, netværksstyring, diskursanalyse, målingsrationaler, beslutningsadfærd og den postmoderne forvaltning uantastet bliver begreber, som lader os forstå, at det vigtigste i den offentlige sektor er økonomi og styring, så bliver det op ad bakke at putte autoritet, selvværd og arbejdsglæde ind i opgaver, der handler om omsorg, undervisning & læring, tilrettelæggelse af betingelser for dannelse, håndtering af sundhedsmæssig og medicinsk ekspertise m.m..

Sprog skaber bevidsthed. Det kræver derfor ikke bare opmærksomhed, men også bevidst stillingtagen til hvem der skal - og hvordan man skal - regulere den hierarkiske magt, betydning og autoritet, der tillægges forskellige aktørers udsagn om form og indhold i den offentligt finansierede velfærd.

Den opgave gælder os alle, men i særlig grad de politikere, der skal forholde sig til rekrutteringsproblemet, hvis rigtighed ingen hidtil har erklæret sig uenige i.

En ting er helt sikkert; hvis vi vil løse problemet, kan vi ikke overlade definitionsmagten til de statskundskabsuddannede, juristerne og økonomerne, der – selv om de er ansatte til at løse offentlige velfærdsopgaver - ikke ser sig som en del af samlebetegnelsen, de velfærdsuddannede.

Det er næppe paranoia at antage, at mange Djøf’ere har sort bælte i at opfinde nye opgaver til sig selv. Og i at pålægge os andre hele implementeringsbyrden.

Vi ved, at regeringen har prioriteret uddannelser højt, og vi ved også, at der er nedsat en lønstrukturkomité, som ser på løn i den offentlige sektor, og som skal komme med anbefalinger senere på året.

Men det handler om andet end løn.

Vi er nødt til også at se på rammerne for det arbejdsliv, der venter de studerende.

Vi anerkender, at opgaven er kompleks, men det er en bunden opgave at finde løsninger, hvad enten en kommende regering er rød, blå, violet eller regnbuefarvet. 

Problemet har været kendt længe, og det har ærligt talt været som at se et trafikuheld i slowmotion.

I de kommende år, hvor der bliver mindre ungdomsårgange, vil problemerne bliver værre, medmindre man får knækket koden.

For vores vedkommende gælder bekymringen naturligvis særligt for de mest udsatte børn og unge.

Vi må insistere på, at uddannelse er et vigtigt afsæt for fortsat udvikling af den nødvendige faglighed i ønsket om at skabe bedre vilkår for børnene og de unge – og for det personale, der skal løse opgaverne. 

Næsten alle aktører på vores område oplever vanskeligheder ved rekruttering og tilknytning af medarbejdere. Sidstnævnte skal vi selv blive bedre til …

De unge studerende på de nævnte områder efterspørger

  • professionsuddannelser med høj studieintensitet
  • stærk kobling mellem teori og praksis.
  • et kommende arbejdsliv, som kan kombineres med et meningsfuldt fritids- og familieliv.
  • en anseelse og løn, der afspejler den betydning jobbet har – og med den form for stolthed, der kommer af at have tilegnet sig – og at kunne anvende - en særlig viden og nogle særlige færdigheder.

I modsætning til mine forældres generation skal de unge i dag ikke lære at slå til, men måske snarere lære at sige NEJ.

I den forbindelse er det måske en af vores opgaver i lærings- og dannelsessektoren at gøre, hvad vi kan for, at de børn og unge, vi arbejder med, ikke udvikler et snævert fokus på at blive den bedste udgave af sig selv, ikke bliver for optagede af at finde de rette key performance indicators, ikke bliver for fleksible, omstillingsparate og agile, ikke opdyrker et growth-mindset og ikke lærer at trives med mange bolde i luften på brændende platforme (inspiration S. Brinkmann)

 

Charlotte Møller Pedersen


Juli klummen

01-07-2022

Juli klummen

cmpnov2021_2.png

“I SHALL SAY ZIS ONLY ONCE” (fra: Allo, Allo)

I vores netop indsendte høringssvar vedr. BARNETS LOV, som fremover i en samlet lov skal afløse børn og ungeafsnittene i Lov om social service, har vi skrevet følgende som en del af vores indledende kommentarer til indhold og form af de ca. 1400 siders materiale:

”I FADD er vi ikke sarte. Vi er vant til at arbejde med komplekse socialsager, vanskelige kommunikationsforhold og uoverskuelige vilkår i en verden præget af krydspres, fuld mediemæssig transparens og ind imellem - afsenderbudskaber af tvivlsom observans. Normalt kalder vi det bare arbejde.
Vi siger det kun denne ene gang: Vi har fået en måned til at udfærdige et grundigt høringssvar; vi synes, det her er en meget stor mundfuld.
Dette høringssvar er skrevet med de forbehold, der følger af misforholdet mellem omfang og tidsperspektiv.”

Sammen med en række andre aktører (Selveje Danmark, Dansk Erhverv, Livsværk, KFUMs sociale arbejde, Jysk Børneforsorg og LOS) forsøgte vi til det sidste at få udskudt høringsfristen.
Ikke nødvendigvis fordi vi reelt troede, at Astrid Krag ville give os mere tid i henhold  til tidsperspektivet for lovens iværksættelse, men lige så meget som en markering af, at det massive og komplekse lovstof var meget tidskrævende.

Nuvel, som man vel kun kan skrive når man er plus 50:
Vi har indsendt et høringssvar, som vi er tilfredse med. I den forbindelse har vi været glade for samarbejdet i særlig grad med Selveje Danmark og Socialpædagogerne, som vi har ledt efter problemer og guldkorn sammen med, ligesom vi har udvekslet synspunkter om stort og småt. I respekt for vores ligheder og forskelle…

Set i lyset af, at LOV OM SOCIAL SERVICE faktisk er en udmærket lov, har vi antydet, at hele dette lovændringsarbejde, hele dette reformforløb, nok har været ret dyrt at sætte i søen.

Vi finder aldrig ud af, hvad det har kostet og vil komme til at koste af skattekroner, vi tænker her på de mange årsværk i ministerierne, i styrelserne og på de timer som områdets praksisaktører har brugt på at læse, drøfte, kommentere og anbefale. Plus det løse.
Holdt op imod at regeringen ikke  har afsat mange penge til ændringerne, og at kommunerne går ind i 2023 med besparelsesforventninger på omkring 8%, ligesom de færreste kommuner ligefrem har pralet med flere penge til socialområdet, er det måske ikke så mærkeligt, at man i Barnets Lov har givet opmærksomhed til de økonomisk ’lette’ løsninger som adoptioner (næsten gratis) flere plejefamilier (billigere) og inddragelse af civilsamfundet (næsten gratis)

Pointen med at ændre en gammel lov er at gøre noget bedre og lettere for de mennesker loven skal ’gå ud over’.
Men problemet denne gang er opstået fordi den gamle lov ikke er blevet fulgt af de parter, hvis indsats er rammebestemt af lovgivningen: Kassetænkning og lige dele langsommelighed og forhastede beslutninger har været blandt synderne.
Selv når vi ser rigtig godt efter, får vi mest øje på symbolske forbedringer, fordi der ikke er penge til at realisere de gode intentioner.

Udover, at det ikke huer os, at man på denne måde highlighter de billigste indsatser uden, at man har undersøgt, om kvaliteten rimer på behovet, så stiller vi os tvivlende overfor om, der er nok der vil adoptere, være plejefamilier og deltage i civilsamfundsopgaver. Og om de, hvis de findes, vil være godt nok klædt på til opgaven.
I den forbindelse har vi konstateret, at det er lykkedes for de aktører, der tilbyder/ønsker denne type løsninger at trænge igennem med postulatet, at ’civilsamfundsaktører vil være til rådighed livslangt for de anbragte børn og unge’.
Vi forstår, at denne garanti for den livslange relation skal ses som en modsætning til det, som de professionelle, der får penge for at være der, kan levere.
Vi savner i den sammenhæng dokumentation for påstanden, selv om vi godt ved, at INGEN kan give en sådan garanti; heller ikke selv om man bliver ved med at gentage den….

--

Stort set samtidig med fristen for indsendelse af høringssvar, deltog vi også i årets Folkemøde på Bornholm.
Sammen med vores gode venner fra LIVSVÆRK var vi i FADD værter for en rigtig vigtig debat: “SOMEWHERE OVER THE RAINBOW; hvor højt kan vi sætte barren for udsatte børn og unges skolegang”
I vores panel havde vi fyldt godt op med kapaciteter som formand for Reformkommissionen, professor Nina Smith, professor Inge Marie Bryderup, projektchef i CHP DOME, Robin Vickery, MF for SF, Trine Torp og formand for DAV, David Pedersen, der alle bød ind med konstruktive og skarpe indspark i debatten.
Associate professor,  Marie Østergaard Møller styrede løjerne.

Efter sommerferien, hvor der traditionelt er ret kort tid til vores generalforsamling og årsmøde (22-24 november) ved vi at der bliver travlt med de politiske processer omkring både Barnets Lov i regi af Social -og ældreministeriet og specialundervisningen hos Børne- og undervsiningsministeriet.
Vi skal lige trække vejret dybt ind i nogle uger – for så at kunne tage fat i august med opsmøgede ærmer, lav hvilepuls og vandkæmmet hår.

I ønskes alle en fantastisk sommer- see you on the other side

Charlotte Møller Pedersen
Formand


Juni klummen 2022

cmpnov2021_2_1.png

Mange af os var ved at tabe både næse og mund, da vi hørte landets statsminister, Mette Frederiksen, bag skrivebordet på Marienborg i nytårstalen 1. januar 2020, sætte udsatte børn og unge på den politiske dagsorden i et hidtil helt og aldeles uhørt omfang og med en tyngde, der ellers kun plejer at være kriser, appeller til almindeligt mådehold og familieudvidelse i kongehuset forundt.

Udsatte børn og unge skulle have mere indflydelse på deres eget liv, flere skulle anbringes, ovenikøbet tidligere. Og børn og unges tarv skulle prioriteres over deres forældres.
Siden blev det præciseret, at BARNETS LOV skulle udmøntes i 3 ministerier; Social- og ældreministeriet, Børne-undervisningsministeriet og i Udlændinge- og integrationsministeriet.
Nu er resten ved at være en indflyvningshistorie.

Fordi vi har gode kontakter, har vi haft mulighed for at smugkigge i det kolossale materiale undervejs.
For nogle uger siden kom det politiske udspil fra Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil
Og i sidste uge kom så høringsmailen fra Social- og ældreminister Astrid Krag.
Godt & vel 900 siders tæt skrevet lovgivnings- og forklaringsmateriale.
Der er høringssvarfrist den 24. juni; vi er godt i gang, samarbejder med ligesindede og vil gøre os umage, som vi plejer, men vi kan godt røbe, at vi vil være kritiske i vores svar.

Men inden kritikken, fejlene og manglerne, vil vi fastholde, at reformens intention var rigtig: En ny lovgivning til barnets bedste med alt det gode, som vi kendte og kunne finde på …

Der SKULLE manifesteres et centralpolitisk stop for mindsteindgrebsprincippet, hvis der var brug for mere. 
Det ER blevet præciseret, at forebyggelse skal bruges til at fohindre/reducere børns mistrivsel og ikke være et værn mod anbringelser.
Der SKAL være mere fokus børns behov, herunder det børnene selv mener, der er godt for dem selv.
Der ER brug for at revitalisere rammer, overblik, indsigt og konduite, så de professionelle voksne omkring børnene bliver styrkede i at træffe etisk ordentlige og fagligt forsvarlige beslutninger for – og med, naturligvis – børnene.

Så fra at have været mellem jublende til moderat begejstrede, er vi blevet mere forbeholdne i takt med, at intentionerne er blevet mere konkrete, og at tilvalg og fravalg er blevet præciserede.
LOV OM SOCIAL SERVICE er faktisk en udmærket lov.
Problemet opstår, når den ikke bliver fulgt af de parter, hvis indsats er rammebestemt af lovgivningen: Kassetænkning og lige dele langsommelighed og forhastede beslutninger har været blandt synderne.

Så det ærgerlige ved hele dette reformforløb, nu hvor vi kan se ind i konsekvenserne, er, at der tilsyneladende er mere signalværdi end substans.
Vi finder aldrig ud af, hvad det har kostet og vil komme til at koste af skattekroner, når man lægger alle udgifter til reformlovgivningen sammen. Herunder de timer som områdets praksisaktører har brugt på at læse, drøfte, kommentere og anbefale.
Et bud er, at det bliver dyrt – ikke mindst set i lyset af det, der mere og mere ligner en fuser, som man – som bekendt - aldrig skal gå tilbage til.

Der er selvfølgeligt ikke nogen sammenhæng, men det er nedslående, at der er forholdsvist få midler afsat til ønsket om forbedringer.
Hvilket desværre matcher den opmærksomhed, der er på økonomisk ’lette’ løsninger som adoptioner (næsten gratis) flere plejefamilier eller bonusfamilier som ministeriet foreslår, men ’pist’, den ER taget, (billigere) og inddragelse af civilsamfundet (næsten gratis)

Udover, at det ikke huer os, at man på denne måde highlighter de billigste indsatser uden, at man har undersøgt, om kvaliteten rimer på behovet, så stiller vi os tvivlende overfor om, der er nok der vil adoptere, være plejefamilier og deltage i civilsamfundsopgaver.

I vores verden er vi vant til at tænke i plan B og plan C. Og nogle gange også i D…
Regeringens udspil er i den grad præget af lige dele håb og ønsket om at slippe så billigt som muligt ud af den kattepine, man har bragt sig selv i ved at love guld og grønne skove uden at virkelighedsteste, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der er råd til.

Lad mig som supplement til ovennævnte fremhæve et par punkter:

Barnets rettigheder – herunder vigtigheden af at skelne mellem medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse: Rækker de aktuelle rettigheder i Lov om social service mon egentlig ikke?

Adoptioner af ikke-fødte børn uden forældresamtykke: Udover at det er et voldsomt indgreb at fjerne et barn uden at have haft mulighed for at teste og udvikle forældreevnen. Er det ikke konventionsstridigt?

(Jf til Artikel 21 i Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder)

Den kommunale opgaveløsning: Hvordan vil man forpligte kommunerne, når man har tradition for ikke at ville rokke ved den kommunale selvbestemmelsesret?

Klagemuligheder: Har man gjort sig klart, hvad det kræver af opnormeringer i de nævnte klageled? Og risikerer vi at skabe negative fokusmæssige konsekvenser for et udsat barn, hvis vi overbetoner barnets rettigheder, indsigelsesmuligheder, klageadgange fremfor at skabe stabilitet, kontinuitet og sammenhæng?

Den socialfagligt børnerelaterede indsats: Udover at vi savner den tidligere nævnte børnfaglighedsuddannelse og de 2 socialrådgivere til alle udsatte-børn-sager: Er vi med ønsket om at træffe så rigtige beslutninger som muligt i fare for at kunne forvirre barnet med alt for mange velmenende voksne omkring det?

Aldersaspektet: Udsatte børn og unge er lige så forskellige som ikke-udsatte børn og unge. Men hvad er rationalet i at befæste forskellige aldre til partshøring, klagemuligheder og inddragelse, når vi ved, at mange anbragte børn og unge har senmodning som udfordring?
OBS Vi er ikke imod hverken partshøring af børn fra 10 år, klagemuligheder eller inddragelse.
Vi problematiserer alene, at det er barnets alder, der udløser, hvornår det bliver involveret i hvad.

Og så mangler vi en revision af GDPR-reglerne (børn skal sikres en ret til at blive husket), retskrav på 1800 skoledage og retskrav på et efterværn, der skal omfatte individuel hjælp til bolig, uddannelse, jobs og netværk.

-

Juni er Folkemødetid. Sammen med vores gode venner fra LIVSVÆRK har vi en event lørdag den 18/6 kl 9.15 på Fællesscenen, hvor vi har fokus på, hvor højt vi kan sætte barren ift udsatte børn og unges skolegang.

Torsdag aften holder vi vores traditionelle GRILL-AFTEN for medlemmer, samarbejdspartnere og venner af huset.
Tid og sted oplyses snarest ...

Charlotte Møller Pedersen
Formand


Maj klummen 2022

cmpnov2021_2.png

FORSVAR FOR KOMPLEKSITETEN

Det må være et forholdsvist kvalificeret gæt, at ’VERDEN UNDER FORANDRING’, er blandt de oftest anvendte overskrifter i klummer, feeds og medier i de sidste par måneder.
Vi, der arbejder med børn og unge, må kunne abstrahere fra tidens kriser, hvad enten de handler om krige, klima eller kaos på finansmarkederne.
Vi har en allestedsnærværende forpligtelse til at indgyde håb.
Det gør vi blandt andet ved at insistere på de værdier, som giver os mod og tro på livet: fællesskab, tolerance og kærlighed. 
Som menneskeart er vi generelt dårlige til at anerkende det komplicerede.
Vi foretrækker typisk, at noget enten er entydigt vidunderligt eller modbydeligt.

Måske er fastholdelse af kompleksitet en af nøglerne til at kunne manifestere håbet.
Fordi vi så bliver ved med at være nysgerrige på, hvad der er det væsentlige. Og på at undersøge tingene grundigt
Dels for at skabe rum for samtalen, dels for at kvalificere løsningerne.
”Ja, men på den anden side set …”
”Det er et godt spørgsmål; lad os prøve at finde ud af …”
”Jeg mener, at …, men jeg har hørt andre sige …”

3 eksempler på reaktioner, der fremmer væsentlighed og grundighed – og favner kompleksiteten.

 -

Den slags reaktioner prøver vi også at anvende, når vi vil forstå politiske udmeldinger eller attituder inden for vores område.
Som da Pernille Rosenkrantz-Theil udskammede hele specialundervisningsindsatsen tilbage i 2021. (PS: Hun har forbedret sig …)
Eller nu hvor vi i forbindelse med Barnets Lov finder ud af, at flere af de del-undersøgelser, der aktuelt pågår og som skal legitimere politiske beslutninger, er bundet op på en udbudstekst, der favoriserer bestemte typer af indsatser.

Så må vi jo prøve at være nysgerrige på og grundige efter, at få at vide hvorfor effektundersøgelser af en række efterværnsindsatser udelukkende andrager civilsamfundsindsatser?
Eller hvorfor adoptionsløsninger for udsatte børn, der blandt andet er karakteriserede ved, at de er gratis, er blevet ret hårdt hypede – uden at vi ved om der er et tilstrækkeligt antal forældre, der er interesserede i at adoptere? Og når vi samtidig har belæg for at kunne sige, at mange forældre til udsatte børn - med den rigtige hjælp - kan lære at påtage sig et forældreskab?
Eller hvorfor man har tiltro til, at plejefamilier kan løse en stadig større del af anbringelsesopgaverne, når vi ved, at henved 40% af dem bryder sammen, at plejeforældre i gennemsnit er over 50 år og at mange kommuner har svært ved at rekruttere nye?

Og lad det være sagt med det samme for at forebygge, at mit motiv er interesse-informeret:
Nogle børn skal bortadopteres.
Nogle børn skal i plejefamilier.
Og nogle skal ikke.
Det afgørende må være børnesagkyndiges vurdering af udviklingspotentialet hos forældrene og profiteringsgraden hos børnene.

Vi fortsætter naturligvis med at lede efter gode svar hos politikerne.
Selv om vi er grundige, er det lidt op ad bakke.
Vi fastholder forpligtelsen som område til at kunne levere håb.
Men politikere er jo ikke børn.
Så hvis ikke de kan hjælpe med svarene, så kan det være, de skal overveje at droppe skråsikkerheden til fordel for nysgerrigheden på og grundigheden med behovet for at forstå kompleksitetens betydning for de gode løsninger.

Charlotte Møller Pedersen
Formand 


Marts-klummen 2022

cmpnov2021_2_1.png

Krigens rædsler bliver forstærkede, når de ses og høres fra børnehøjde.
Der er bekymring, der skal tages alvorligt.
Der er frygt, der skal tages vare på.
Der er spørgsmål, der kræver svar.

I den forbindelse kan jeg anbefale DR ULTRA-NYTs svar på spørgsmål om krigen

https://www.dr.dk/drtv/se/ultra-nyt_-krig-i-ukraine-_-vi-svarer-paa-jeres-spoergsmaal_303401

Gode svar til børn – og alle andre …

Selv om intet synes vigtigere end, at krigshandlingerne snart må stoppe, så er der – krig eller ej – et liv, der skal leves.
Det har vi fået mulighed for at få en ekstra dimension på i forbindelse med dokumentarserien VORES BØRNEHJEM fra Skole-behandlingshjemmet Skovgården i Sneslev.
Filmen havde premiere i mandags i en så godt som fyldt biografsal i Grand, København. Det var rigtigt dejligt, at flere af socialtilsynene og andre honoratiores havde prioriteret at skabe tid i kalenderen til at deltage.

Filmen er, som vi har skrevet en del om på SOME, et filmisk seriøst, ambitiøst og sine steder poetisk bud på hvordan børn oplever at bo på et børnehjem med hinanden.
Børnenes stemmer har fået den altdominerende plads.
De voksnes stemmer er nærmest fraværende.
Så med seere på DR Ramasjang som målgruppe er der derfor tale om en film, hvor børn fortæller til andre børn om det svære, det særlige og det gode ved at bo et andet sted end hjemme – til og med på et sted med væsentligt flere ”familiemedlemmer” eller ”naboer” som én af drengene i filmen sagde – end i den gennemsnitlige familie i Danmark.

Voksne med og uden interesse for vores område bør se med.

Formålet med filmen er blandt andet at aftabuisere og gøre op med den skam, nogle børn med anbringelsesbaggrund, har med at fortælle at de bor/har boet på børnehjem.
Den problemstilling er ikke ny.
Børnene har været klar til det længe, så lad os benytte denne lejlighed til slå fast, at ingen børn skal være skamfulde over at være, have været og at blive anbragt - væk fra deres forældre.

Det stiller krav til os på anbringelsesstederne om ALTID at gå forrest med omsorg, ordentlighed og faglighed.
Det er ALDRIG børnenes skyld, at de får brug for hjælp til at klare noget svært; derfor skal de naturligvis heller ikke føle skyld over at få den nødvendige hjælp.
Vi håber og tror på, at vi vil se flere børn og unge, der med oprejst pande og rank ryg kan sige: Jeg er stolt af, at jeg har klaret noget svært, glad for at jeg fik den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, og smiler når jeg også som voksen kan vende tilbage til et sted, hvor de tager RETTEN TIL AT BLIVE HUSKET alvorligt.
Dokumentaren er blevet rigtig godt anmeldt:

Såvel Cinemaonline, Ekkofilm som JP giver 5 ud af 6 stjerner
Og Jyllands Posten slutter anmeldelsen af således:

"Må VORES BØRNEHJEM” være med til at bryde stigmatiseringen om, hvad det vil sige ikke at bo sammen med sine forældre, og må den forbilledlige serie være udgangspunkt for mange samtaler i de hjem, hvor forældre og børn bor under samme tag.
Serien har i hvert fald potentialet til det."

Vi håber på en 2ér og en 3ér fx om 2) de lidt større børn og deres bestræbelser på at afslutte grundskolen og 3) de unge voksne der skal skabe sig deres eget ståsted i livet (efterværn).
Brug lige 4 minutter og 22 sekunder på at høre 800 børn fra fri- og folkeskoler i Svendborg Kommune sammen med Svendborg Musikskoles Marimba Orkester synge og spille BØRN ER STÆRKE FRØ, SOM SPIRER:

https://www.youtube.com/watch?v=Ft3itE3W5Yw

 --

Fra vores egen verden:
Medlem i FADDs bestyrelse Maria Hæstrup forlader os pr. 1/3 2022.
Hun har fået et rigtig spændende job som uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Hjørring.
Vi takker Maria for de 1 ½ år hun været sammen med os. Vi vil savne hendes trænede, skarpe og menneskeligt faglige blik på ikke kun det sikrede område, men hele det socialpædagogiske arbejdsfelt.
Hun var en i mange miljøer værdsat repræsentant for vores område.
Hun bliver lige så vigtig som uddannelsesleder.

Men vi har store forventninger til dig, Maria, om et øjeblikkeligt løft af pædagoguddannelsen; der er noget at tage fat påwink

Glædeligt forår

Charlotte Møller Pedersen


Februar klummen 2022

cmpnov2021_2_1.png

Mens vi stadig afventer de to vigtige lovgivningsudspil fra regeringen om Barnets lov og de interne skoler/dagbehandlingsområdet, bød det nye år på den længe ventede vitalisering af lov om socialtilsyn og lov om social service (Styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud)

Vi har siden socialtilsynenes opstart i 2014 talt for vigtigheden af, at socialtilsynene skulle føre tilsyn på et ensartet, transparent og udviklingsorienteret grundlag.
Ligesom vi ved forskellige lejligheder har givet udtryk for, at tilsynene internt og på tværs selv skulle stå for de samme begreber; altså sikre ensartede tilsyn, selv være transparente og udviklingsorienterede, herunder at forstå og være i dialog med det område, de skal føre tilsyn med for at leve op til den vigtige fælles interesse tilsyn og bostedsområdet har I at fremme de bedste vilkår for de udsatte børn og unge.

Vi havde stadig foretrukket, at man samlede de 5 socialtilsyn i én organisation, men vi kan leve med, at der nu bliver taget flere initiativer til at ensarte socialtilsynenes praksis.
Herunder hilser vi det velkomment, at man har fastslået forpligtelser til, at tilsynene skal indgå i tværgående initiativer og aktiviteter, at Social og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler om socialtilsynenes udførelse af deres godkendelses – og tilsynsopgaver, og at der etableres specialistfunktioner knyttet til de enkelte tilsyn.
Eksempelvis vil Socialtilsyn ØST få tilsynsansvaret for alle de sikrede og delvist lukkede institutioner.

Vi er ligeledes glade for, at den nye lovgivning lægger endnu mere op til, at såvel faglighed som økonomi dels skal kunne tilgås mere transparent for at sikre, at de offentlige velfærdskroner bruges mest hensigtsmæssigt i forhold til den opgave, pengene skal medvirke til at løse, dels at de statistiske oplysninger, der vil følge af den øgede transparens, vil give bedre muligheder for sammenligning og gennemskuelighed af rammer og vilkår.
Det samlede lovmateriale efterlader dog flere uafklaretheder, hvis svar og præciseringer vi må afvente til revisionen af vejledningen foreligger.
I den forbindelse ærgrer vi os over, at vi ikke kan få svar på, hvornår denne vejledning foreligger.
Bedre timing kunne ønskes…

I forhold til Barnets lov og de interne skoler/dagbehandlingsområdet har vi som nævnt tidligere været glade for den imødekommenhed begge ministre har vist praksisfeltet.
Vores fortolkning på baggrund af de mange møder og inputs er, at ministrene tillægger vores synspunkter værdi, hvilket i første i første omgang har manet til besindighed i forhold til det hastværk med forandringer, ministerierne på et tidspunkt havde lagt op til.
Den seneste tids videokonferencer og onlineworkshops har bestyrket os i, at der KAN være noget godt på vej
Vi er i fortsat dialog med flere af de centrale politikere.
And you never know …
-
Lige nu er vores området præget af at få coronasygemeldinger til at hænge sammen med arbejdsplaner.
I den forbindelse håber og forventer, vi med de interne skoler og på dagbehandlingsområdet, at et folketingsflertal snarest vil beslutte en løsning for skoler til at kunne håndtere konsekvensen af de høje smittetal blandt medarbejderne. Vi håber og tror på, at ministeren søger hjemmel til i 2022 (du skrev 2021) at friholde skolerne for kravet om at skulle erstatningsundervise de corona-afledte timeaflysninger, som ellers vil betyde, at timerne skal gennemføres uden for almindelig skoletid, fx i weekender og ferier, senere på året.
-
Ved lanceringen af Barnets reform indgik et højprofileret ønske om, at flere børn skulle adopteres af forældre, der var parate til den opgave.
Et af sidste uges overskrifter i et par medier handlede om, at det – formodentligt mod regeringens forventning – ser ud til at være rigtig svært at skaffe det nødvendige antal adoptionsforældre.
Det er vel for tidligt at kalde det en decideret tendens, men lad os herfra minde om vigtigheden af børnefaglige undersøgelser og forældreevneundersøgelser så man kan sikre sig det bedst mulige grundlag for at kunne træffe de rigtige beslutninger, hvad enten forebyggende forældrestøtte og andre ambulante indsatser, anbringelser eller adoptioner vurderes til at være det rigtige for barnet.
Og minde om de gode erfaringer mange kommuner har gjort sig i forhold til at knytte døgninstitutioner/opholdssteder tættere sammen med plejefamilier.
Eller potentielle adoptionsforældre.
Måske det ville kunne øge interessen for nogle familier at have en faglig sparringspartner ved siden af sig og et sikkerhedsnet under sig; opgaven kan typisk være både kompleks og udfordrende...

 

CMP

 

 

 

 


JANUAR-KLUMMEN 2022

cmpnov2021_2_1.png

De fleste af os kender ordet F***, som det allestedsnærværende bindeled mellem rimene i rap-tekster fra halvfemserne (nogle gange som et af rimordene), fra socialrealistiske film fra England, fra TV-kokken Gordon Ramsey og nåh ja fra teenageværelser alle os, der har eller har haft store (eller små!!) børn. Og fra rigtig mange andre mennesker, steder og sprog.

Om det ord, som Berlingskes kulturkommentator Anne Sophie Hermansen kårede som årets (oversete) ord, får samme status, er nok ikke sandsynligt, men det har da lidt schwung: Røvhulssind.
Det har ifølge ASH 2 betydninger: 1. når man overlader sine regninger til andre. Og 2. Er det modsatte af samfundssind.
Sidstnævnte – altså samfundssind - er et af mine håb for 2022. Mere af det, tak. Det skal jeg vende tilbage til.

Også 2021 har været voldsomt præget af corona – as we all know (suk)
Mit indtryk fra vores område er, at epidemien og al dens væsen har været håndteret med stoisk ro. Skiftende regler, dilemmafyldte beslutninger, snarrådighed, mod- og medspil fra forældre, forskellige udmeldinger fra eksperter m.m. er vi vant til.
Selv om en del af udfordringerne har været kendt stof, har vi alle haft i hvert fald et par frygtscenarier: Alvorlige sygdomsforløb blandt vores børn og unge, deres forældre og vores medarbejdere OG en situation, hvor antallet af sygemeldte/isolerede medarbejdere ville gøre det vanskeligt at få arbejdsplaner til at hænge sammen.
MEN for at slå det fast: Vi følger altid myndighedernes anbefalinger, vi er i tæt dialog med børn og forældre om de gode løsninger, vi stoler på vores beredskab, som består af faglig viden og menneskelige erfaringer og vi gør os umage, når vi skal vurdere om en beslutning skal træffes nu – som i lige nu. Eller om en problemstilling kalder på tålmodighed og besindighed.

Hvad besindighed angår, har jeg fra det socialpoliske 2021 lyst til at rose Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og Social- og ældreminister Astrid Krag for at udskyde konklusionen på drøftelser om henholdsvis de interne skoler/dagbehandlingsområdet og Barnets lov til senere i 2022.
Politikere fra hele folketingssalen har sammen med embedsmænd, styrelser og os fra interesseorganisationerne brugt masser af tid og ressourcer på faglige overvejelser og dialog om hvad der vil være bedst for de udsatte børn og unge – og deres familier – set i lyset af de indiskutable ledetråde for de politiske bestræbelser: Flere udsatte børn og unge skal med på uddannelsesvognen og vi vil se flere rigtige og bedre timede indsatser for de børn og familier, der har behov for hjælp. Ikke for meget, ikke for mange, ikke for lidt, ikke for få. Men bare de rigtige og de nødvendige.

I FADD har vi et par ønsker for 2022 og et af dem har jeg nævnt; mere samfundssind.
Men hvad er så det?
Først og fremmest en appel til kommunerne: Vi vil rigtig gerne, hvis I vil tænke langsigtet.
Kontinuitet, det lange seje faglige træk og rettidighed er vigtige begreber hvis vores opgave med at løfte udsatte børn og unge og deres familier skal lykkes.
Børn har ligesom voksne brug for at kende elementer af den del af sin fremtid, man har positiv indflydelse på – OG brug for at kende de elementer, der ikke er til forhandling. Et klart, informeret og aftalt perspektiv med en indsats SKAL være afstemt mellem barn, forældre, myndighed og indsatssted. Overblikket er en forudsætning for etableringen af den nødvendige tryghed og tillid mellem parterne.

Vi bliver ærgerlige når vi af statistikkerne kan se, hvis der er et mønster i, at flere børn får en indsats tilbudt i begyndelsen af året, i starten af et kvartal eller i første halvår. Med mindre – selvfølgelig – at der er børnesagkyndigt belæg for, at børns, unges og familiers vanskeligheder følger dette mønster i antal og intensitet.
Hvis det kan identificeres, at flere har det værre på bestemte tidspunkter, så skal det naturligvis afspejles i forhold til timingen af indsatsen.
Det er så bare ikke lige vores erfaring, at det er sådan, det er.

At holde øje med, hvordan man bruger pengene, også med henblik på at kunne foretage  budgettilpasningsstrategiske beslutninger, er naturligvis vigtigt. Det er rettidig omhu. Vi kender det fra os selv.
I 2021 har flere af os haft besøg af kommunale controllere, budgetryttere og økonomikonsulenter.

De har fået i opdrag at forhandle priser.
Udgangspunktet har nogle gange været det rimelige at undersøge, om man får det, man betaler for. Eller en undring over et massivt antal efterregninger.

Men nogle gange er motiv og handling blevet sat skævt sammen.
Det har for eksempel handlet om ønsker om rabat på X-antal-børn-fra-vores-kommune
SPØRGSMÅL: Hvilket af børnene skal så så have dårligere service?

Eller ugentlig minutfastsættelse af bestemte specifikke ydelser til et specifikt barn
SPØRGSMÅL: Hvis personalet har brugt de afsatte ugentlige 30 minutter på at hjælpe XX med at sætte ord på sine svære følelser med sin papfar, hvem skal så gøre hvad, når de 30 minutter er gået?

Med fare for at nogle læsere vil føle sig muntert underholdt ved ovenstående, så skal jeg da lige hilse og sige, at det både er virkeligt og alvorligt.
Bedst som vi var overbeviste om, at tidligere tiders minuttyranni i ældreplejen var HELT udfaset – senest understreget i Mette Frederiksens nytårstale, prøver man således i nogle kommuner at vende enhver femøre. Og den afskaffede vi i 1989.
Danmarks Nationalbank angav som årsag til afskaffelsen af 5-øren, at den havde for ringe købekraft og var for dyr at fremstille.
Det kostede på afskaffelsestidspunktet 8 øre at fremstille en 5-øre. (Wikipedia)

I vores verden er samfundssind IKKE at spilde hinandens tid. Og slet ikke børnenes liv.
Derudover ønsker vi i FADD – hvoraf flere vel også er at betragte som samfundssind:

  • Flere fagligt forsvarlige og bæredygtige indsatser for de allermest udsatte og risikovillige børn og unge
  • Børns ret til 1800 grundskoledage
  • Færre sammenbrud i anbringelser
  • Bedre/klarere præcisering af indsatser fra frivillige og hvilke oplysninger omkring børnene, de frivillige må få del i
  • Mere fokus på vigtigheden af børnefaglige undersøgelser – og på brugbare handleplaner OGSÅ for skoledelen
  • Mere ensartethed – kommunerne griber opgaverne FOR forskelligt an
  • Et opgør med mindsteindgrebsprincippet ift social- og specialpædagogiske indsatser (hvis der er brug for mere)
  • Udsatte børn og unges livsvarige adgang til barndomsstationer i deres liv og dermed mulighed for at genkalde vigtige aspekter af deres historie. Det kræver ændring af GDPR-reglerne, så udsatte børn og unge sikres RETTEN til at blive husket.
  • Efterværnsret for alle udsatte børn: Der er brug for en overgangsparagraf (mellem §66 og §107) for de 18-25årige, så det kan afklares hvad den (ofte) senmodnede unge har brug for hvornår.
  • Klog håndtering af børns deltagelse/inddragelse i deres eget sagsforløb, så børn opnår det nødvendige ejerskab, men undgår at blive ansvarlige for deres egen ulykke – gennem retten til at træffe forkerte og dårlige beslutninger
  • Flere omvendte inklusionsprojekter – hvor indsatssteder for udsatte børn og unge gøres så ’lækre’ at kammerater vil komme der
  • At socialtilsynene forpligter sig til at afrapportere deres besøg og samtaler med de involverede anbragte børn og unge – på en måde så børnene kan forstå detAt lov om voksenansvar også skal gælde på dagbehandlingstilbud og på aflastningsinstitutioner og på kostskolerne


Vores slogananbefaling til sidste års kommunalvalg; bedre nu, billigere senere fremfor værre nu og dyrere senere, kunne såmænd være udmærkede ledetråde for 2022.

 

Godt nytår …

Charlotte Møller Pedersen, 

 

 


December-klummen 2021

cmpnov2021_2_1.png

I et land hvor mange menneskers foretrukne kulturelle spændingskurve op mod december er seerantalsbattle’n mellem VILD MED DANS og DEN STORE BAGEDYST, hvor Black FRIDAY eller rettere Black WEEK (bliver det mon Black MONTH eller fastholder man coronasporet og på forhånd udnævner 2022 til Black YEAR? – for at stimulere købelysten, forstås), hvor byernes juleudstillinger og tv-kanalernes julefilm også i år var rigtig tidligt ude, er det bare så befriende, at der er vedvarende kvalitet i, at man kan stille uret efter, hvornår en lille gruppe på 5 sammen med et kæmpenetværk af fonde, virksomheder og enkeltpersoner går all in på at skaffe penge for, at udsatte børn og unge kan få en ekstra julegave.

For mange udsatte børn og unge handler spændingskurven i december om noget helt andet; Hvordan bliver julen? Hvor skal jeg være? Og i hvor lang tid? Klarer min mor til trods for hendes udfordringer juleræset?
Men også; kan mine julegaver matche de andre fra klassens?

Det er sidstnævnte dilemma, der nu for 15. år i træk får de 5 julegaveregnsaktivister til med næb og klør, hjerne og hjerte, skulder ved skulder til at kæmpe for, at flest mulig udsatte børn og unge tryggere kan møde op i skolen efter juleferien, velvidende, at der er noget i posen. Noget at komme med. Der VAR julegaVER…
Også en kæmpetak til FADDs tidligere formand, Søren Skjødt, for hans fortsatte arbejde med at supportere indsamlingen.

Vi ved fra responsen hvert år, at den vigtigste julegave for et udsat barn er fred og fordragelighed i barnets familie.
Ikke så langt fra toppen af alle børns ønsker for julen kommer gaverne
Der er ikke altid, men ofte er der en sammenhæng mellem udsathed og fattigdom.

Når jeg på en regnfuld dag kan forfalde til en lidt for hård opdeling i helte og skurke, risikerer jeg at miste nuancer og tolerance.
Men parameteret ’at-gøre-noget-godt-for-andre’ indgår altid.
Og operation julegaveregn dukker op hver gang.
De er i mine øjne julens allerstørste helte. Uegennyttigt, dedikeret og stålsat går de til opgaven.
De sidste mange år har de stille og roligt indsamlet tilstrækkeligt mange penge til, at ALLE børn på vores medlemsinstitutioner har kunnet få en ekstra julegave.
Sidste år satte de så lige indsamlingsrekord med hele 1.200.852 kr. WAUW

Alt hvad de står for i operation JULEGAVEREGN matcher fuldstændigt vores eget slogan med VARME, VISDOM, VIDEN OG VEDHOLDENHED.
De har hjertet på det rette sted
De er kloge
De ved, hvad de har med at gøre
Og de bliver ved

’Sikken voldsom trængsel og alarm’ synger vi om 23 dage og nogle timer.
Det er mit håb, at vi ALLE på trods af covid19, nye mutationer, coronapas, mundbind, håndsprit og afstandskrav vil lykkes med at få afholdt årets – måske lidt anderledes julearrangementer, så vi den 24/12 oven på månedens travlhed, indkøbshysteri og forventningens glæde, kan sætte os og mærke, at freden og roen sænker sig, pulsen falder og at vi i skæret fra julelysene ser hinanden i nye og bedre udgaver.

GLÆDELIG JUL & GODT NYTÅR TIL ALLE UDSATTE BØRN OG UNGE, TIL LEDERE OG MEDARBEJDERE PÅ VORES MEDLEMSINSTITUTIONER, TIL VORES MANGE SAMARBEJDSPARTNERE – OG TIL DE 5 FRA JULEGAVEREGN.

Charlotte Møller Pedersen
Formand for FADD


Novemberklummen 2021

cmp_marts2021.png

I år er ingen undtagelse: November er den måned, hvor vi altid glæder os til vores årsmøde.
Vi har lagt os i selen for at kunne afholde et FAGLIGT, FÆLLES OG FESTLIGT årsmøde. Og vi har SÅ gode forventninger.
Det er vi heldigvis ikke de eneste, der har, for vi bliver lige knap 150.
Vi fortolker antallet som et udtryk for ’organisatorisk hudsult’ og et opsparet behov for at vi og vores medlemmer kan mødes og tale med ligesindede. Hvilket i parentes ikke udelukker, at vi kan mene noget forskelligt – siger al erfaring…
Vi får fokus på det personlige lederskab, dilemmaer i socialpædagogisk arbejde, nye teknologier og måske i hvert fald et af programpunkterne – tænker på det afsluttende – vil kunne kaste en lille forløsende – kom-godt-hjem-latter af sig …

I forhold til det politiske landskab er der for vores vedkommende reformerne, Barnets lov og de interne skoler/dagbehandlingsområdet, der nærmer sig en afslutning.
Forhandlinger mellem ministerier og ordførere vil lede til, at temaerne på forventeligt et tidspunkt i efteråret skal behandles i Folketinget.
Når den tid kommer, plejer det meste at være klappet af og fra første til tredje og sidste behandling vil der sædvanligvis ikke blive flyttet mange kommaer.
Sagt på en anden måde, så er det nu, at de sidste indsatser skal gøres for at påvirke beslutningsprocesserne.
De første indsatser er blevet gjort over et efterhånden langstrakt forløb med mere principielle anbefalinger, planlægning, koordinering, møder og strategier.
Senest har vi sammen med Socialpædagogerne, De anbragtes vilkår, Selveje.dk og LOS taget initiativ til at udvide den kreds til ’alliancen om styrket kvalitet i interne skoler og dagbehandlingstilbud’ med flere inviterede aktører.
Der har været afholdt sættemøder og pt. udsender ministerierne forskellige notater og bilag som optakt til forhandlingerne med partiernes ordførere.
Forhandlingsmøderne om de interne skoler og da dagbehandlingstilbuddenes fremtid er udsat til efter kommunalvalget.

Vores netværk til politikerne på Christiansborg har en sådan karakter, at vi ofte har fået tilsendt disse notater/bilag ’for our eyes only’ og er blevet bedt om, at kommentere på de forskellige forslag.
Sådan er det også lige nu, hvilket notorisk har givet positiv travlhed.
I forhold til Barnets lov er det skinnet tydeligt igennem fra starten, at inddragelse af børn og unge vil blive et helt centralt tema.
Og det er IKKE kun et overgangsfænomen.
Fremover vil vi komme til at se mange og vidtfavnende eksempler på forskellige versioner af og forskning om inddragelse.
Inddragelsesfaglighed vil blive efterspurgt.

I familie hermed vil følge krav og forventninger om gennemsigtighed, åbenhed og samskabelse.
Rigtig mange af vores medlemmer er i gang og har været det længe.
Vi ser frem til i 2022 i fælleskab at gøre oplevelser til erfaringer og til at dele resultaterne, så vi bedst muligt nyskaber rammerne for at medtænke udsatte børn og unge i de rigtige løsninger.
Uden at barnet bliver - eller gør sig - ansvarlig for sin egen lykke  … eller ulykke.
Men vi ser for os børnedeltagelse i advisory boards, ansættelsesudvalg og sparringsgrupper for ledelse og inspirationsgrupper til indretning af undervisnings- og bomiljøer.
Den dagsorden kommer også til udtryk på andre måder:
Vi har netop sendt en nyhedsmail, hvor vi ovenpå undskyldning og erstatning til Godhavnsdrengene ønsker at få overblik over, hvor mange grupper af tidligere anbragte børn og unge, der pt. planlægger at søge om erstatning for forhold, der er sket under deres anbringelse.
Vi er vidende om, at det er tilfældet nogle steder.
Men måske der kan være en pointe i proaktivt at række ud efter tidligere anbragte børn og unge, som man ved eller har fået overleveret viden om, bærer på svære minder.
Erstatning er en ting. Den vil række bagud.
Noget andet er, hvis ledere og medarbejdere kan etablere forudsætningerne for et nutidsmøde, hvor historierne kan blive fortalt. Og måske perspektiverede.
For hvis man for alvor vil forandre noget, er berøringsangst sjældent en farbar vej. Det er overinvolvering heller ikke. Men der kan ske noget rigtig godt, hvis mennesker mødes, taler, lytter og svarer hinanden …
Både for de involveredes skyld, men også for at kunne lære af historierne.
En anbringelseshistorie har som oftest været en succes, hvis den nu voksne med anbringelsesbaggrund har lyst til at komme tilbage til det sted, hvor man som barn eller ung har boet i en kortere eller længere periode.
Også hvis perioden ikke forløb snorlige … 

Charlotte Møller Pedersen
Formand for FADD

 

 

 

 

 

 

 


OKTOBER-KLUMMEN

cmp_marts2021.png

Dette efterår bliver præget af i hvert fald 3 temaer, der får konsekvenser for vores område.
Den 16. november er der kommunalvalg.
Det skal vi nok vende tilbage til senere.
Vi er naturligvis fuldstændig uafhængige af bestemte partier, men vi synes ’from our point of view’, at man skal stemme på kandidater, der vil noget godt for udsatte børn og unge og som anerkender, at der skal en faglig kvalificeret og kvalificerende indsats til med respekt for de 4 vigtigste ingredienser VARME, VIDEN, VISDOM OG VEDHOLDENHED.
Og de kandidater findes faktisk indenfor alle partier – more or less smile

Vi ved derudover, at Folketinget med Social- og ældreminister Astrid Krag som afsender, skal træffe beslutning om indholdet i BARNETS LOV – BARNETS STEMME, ligesom Børne-og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil fremlægge et forslag til nye krav til og vilkår for de interne skoler/dagbehandlingsområdet.
Hvad det sidste angår, er vi aktuelt sammen med Socialpædagogerne, SelvejeDanmark, LOS, og De anbragtes vilkår i gang med at etablere en ’skolealliance’ med en forhåbentlig bredere kreds af interessenter og organisationer.
Vi beder om opbakning til de anbefalinger, vi er ved at lægge sidste hånd på.

Vi er klar til at blande os i både det ene, det andet og det tredje. Og det fjerde, det femte og sjette for den gode sags skyld ...

Noget af det vi kommer til at drøfte i forbindelse BARNETS LOV- BARNETS STEMME er det fokus på frivilliges rolle, som har været diskuteret i mange år efterhånden.
- Hvilken rolle skal de frivillige spille i de mest udsatte børn og unges liv?
- Hvordan rammesætter vi frivilligindsatsen, så den understøtter det, de frivillige kan og gerne vil bidrage med?
- Hvordan sikrer vi, at faglighed fortsat skal være omdrejningspunktet for den samlede indsats med inddragelse ikke bare af børnene og de unge, men også deres familier, uddannelsesinstitutioner, foreninger? m.m.
- Hvad må de frivillige få at vide om barnet, så den frivillige på samme tid får nødvendige informationer og ikke viden, der kan henføres til GDPR-lovgivningen? 

Vi gør stilfærdigt opmærksom på helt principielt, at enkeltpersoner – både faglige og frivillige - kommer og går. Ingen kan udstikke life-timegarantier på relationsområdet. Organisationer og institutioner består - i al fald som udgangspunkt.
Vi samarbejder allerede med en del frivillighedsorganisationer og vil rigtig gerne blive ved med det. For de frivillige kan bestemt noget.
Men vi vil nævne, at der – også i den nuværende debat - kan være en risiko for at i særlig grad politikere og embedsmænd overvurderer de frivilliges indsats, når man ønsker bæredygtige løsninger og kontinuitet.

I den bedste af alle verdener er det en god intention.
Men vi skal måske også skele til en række andre tendenser i tiden:

  • Mange kommuner har svært ved at skaffe plejefamilier
  • Selvrealisering er kommet for at blive (indtil videre smile)
  • Udlængsel og en global verden kalder

Alle forhold, som skal medtænkes i den store ligning, når indsatsregnestykket skal gøres op i forbindelse med en kommende lovgivning.

Vores anbefaling er, at de frivillige og ikke mindst de organisationer, der står bag, indgår samarbejdsaftaler med de tilbud, der arbejder med børnene og de unge.
Derved kan det udsatte barn/unge få det bedste fra den frivillige (adgang til nye miljøer, én at spejle sig i og én at udvikle nye og stærkere billeder på normalitet m.m) og fra tilbuddet, som man kan tillade sig at forvente faglighed, overblik, omsorg og kontinuitet fra.

Vi ved at nogle tidligere anbragte har givet udtryk for et helt igennem forståeligt reelt og legitimt ønske om ’at få noget af det, nogle af dem ikke har fået’.
Det blev blandt andet udtrykt på en konference om KÆRLIGHED I PROFESSIONEN, jeg deltog i sidste uge - arrangeret af De anbragtes Vilkår.
Som én sagde: Jeg vil også gerne have at vide, at jeg har været en lille sød og dejlig unge en gang.
Set i det lys oplever mange tidligere - og sikkert også nuværende - at der i handleplaner og ICS-skemaer er meget stor ubalance mellem det positive og negative at sige om et udsat barn i det beskrivende indsatsarbejde.
Rigtig meget af indholdet består af meddelelser fra fagfolk til fagfolk.
Belastninger og begrænsninger fylder for meget i forhold ressourcer, talent og potentiale.
Barnet er et barn - og ikke en klient, en bruger, en borgere eller ….. og som et barn har de også brug for at blive husket.

Min opfordring til vores medlemmer er, at vi husker at medgive vores børn de skønne oplevelser og historier - små som store - som vi deler med dem i den tid, vi har dem.
Fra konferencen var der en stærk appel om, at vi i anerkendelsens årti lægger relationsniveauet et sted mellem mellem næstekærlighed og morkærlighed.
Vi skal som medarbejdere vise og lære børnene, at de er elsk-værdige. Som vi i parentes bemærket gennem tiden har fået til at betyde noget helt andet i versionen uden bindestreg.


 


September klummen

ALFONS_AA.jpg

I FADD har vi netop afsluttet en besøgsrække til tilsynschefer og afdelingsledere på de 5 socialtilsyn.
Udgangspunktet var det samtalepapir, som vi – på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt vores medlemmer – udfærdigede i foråret 2021.
Besøgene omfattede også et møde med ledelsen af det kontor i Socialstyrelsen, der har audit-forpligtelsen i forhold til socialtilsynene.
Møderne havde til hensigt at skabe forudsætninger for, at vi og socialtilsynene kunne blive klogere på hinandens verdensbilleder.
Undertitlen på samtalepapiret var FORDOM ELLER FAKTA?
Indholdet repræsenterede en bred vifte af de udsagn, som vi i praksisfeltet bruger, når vi drøfter og sammenligner erfaringer med socialtilsynene.
For det gør vi jo…

Vi var rigtig glade for at møde fagpersonerne og menneskene i socialtilsynene på denne måde.
Og de var da også alle så venlige at kvittere for vores initiativ.
Samtidig understregede møderne vores grundlæggende fælles interesse i at løfte og kvalificere rammerne for anbragte børn og unges liv - deres udvikling og trivsel.
Og med den pointe også at have opmærksomhed på at kunne spille hinanden bedre.

Vi skal fordøje indtrykkene på et bestyrelsesseminar senere i september, men vi fik holdt masser af fordomme og fakta op mod lyset.
Noget af det, vi fik med fra møderne, var et modspil på vores oplevelse af en udtalt forskellighed blandt de 5 socialtilsyn.
Forskellene er der, men ikke i så udtalt grad, som vi havde forestillet os…
Først og fremmest ville socialtilsynene gerne oplyses om konkret forskellig praksis, når vi eller vores medlemmer støder på den.
Dernæst fortalte de, at de på flere planer i deres samarbejdspraksis drøfter, samstemmer og kalibrerer, når de får øje på forskellig praksis – herunder når Ankestyrelsen forholder sig til en afgørelse fra et af de fem socialtilsyn.
Derudover blev vi lige mindet om, at Socialstyrelsen for ganske nyligt udgav en faglig vejledning for socialtilsynenes dialogforpligtelse.

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/faglig-vejledning-til-socialtilsynenes-dialogforpligtigelse

Vi overvejer flere samarbejdsflader med socialtilsynene.

-

Vi har længe talt både varmt og fagligt for en efterværnsret til alle anbragte børn og unge.
Den ret bør på sigt også gives til børn og unge i ambulante indsatser.
At alle anbragte børn skal have ret til et efterværn, bliver der nu qua et samarbejde, som Bikubenfonden faciliterer og finansierer og som vi i FAD sammen med SL, DS, DAV og Børns Vilkår er medskabere af, sat en tyk streg under behovet for.
På en konference den 6/9 præsenterer KRAKA ADVISERY resultatet af de beregninger, som skal afklare de økonomiske konsekvenser af at indføre en efterværnsret for alle anbragte børn og unge.
Uden at gå i detaljer, kan jeg godt afsløre, at – ja, det kan godt betale sig.
For slet ikke at tale om vigtigheden af de menneskelige gevinster.
Vi sender rapporten ud, når der bliver råbt GO.

-

Og så er verden blevet et godt menneske fattigere.
Eller i hvert fald en god forfatter
I sidste uge døde den svenske forfatter, Gunilla Bergström.
Vi kender hende nok bedst som skaberen af Alfons Åberg, drengen uden mor, og med den piberygende far-Bertil, hvis fælles liv, spørgsmål, følelser, tvivl og nysgerrighed og behov for kærlighed blev foreviget i de tidløse bøger om drengen med det lidt for store og lidt for runde hoved med de troskyldige øjne.
Som Jes Stein Pedersen skrev i en nekrolog i Politiken: ”I vore dage lider mange børn under et tungt perfektionskrav, og der er ikke langt til diagnoserne, som breder sig epidemisk. Over for den verden er Alfons og hans far et hamrende vigtigt – og rummeligt – modbillede.
Alfons er en verdensmand, for alle småfolk har brug for, at der i fiktionens verden eksisterer empatiske bøger om virkeligheden, også når den ikke er nem.”
Der er udgivet 26 bøger om Alfons. Kan og bør læses af alle.

Hov, jeg var lige ved at glemme Alfons’ hemmelige ven, Svipper.
Hvem har ikke brug for sådan én…

-

Vi glæder os rigtig meget til årsmødet 10-12 november.
Program og tilmeldingsinfo er udsendt til medlemmer, samarbejdspartnere og venner af huset.

Charlotte Møller Pedersen
Formand  


August-klummen 2021

cmp_marts2021.png

I DR3’s nye dokumentarserie ’De dyre piger’ følger vi fem unge kvinder, der bruger meget/det meste af deres tid og energi på at iscenesætte og ’instagramme’ sig selv med seriøs hang til luksus, glamour og … blær.
Til skræk og advarsel for nogle. Til inspiration for andre.
På en måde er det let at ryste bedrevidende på hovedet. Skåret ind til benet reagerer disse unge kvinder vel helt logisk i forlængelse af den forbrugerideologi, vi alle er rundede af i vores del af verden: Tjen (eller skaf …) pengene … og fyr den af!
Negative indlånsrenter understreger logikken.

Som et senere eksempel på det, er vi ovenpå coronaepidemien (må den snart være mere afsluttet end den er pt.) blevet bedt om af politikere fra det brede spektrum at komme i gang med at bruge penge for – må vi forstå - at stimulere samfundsøkonomien.

Til daglig kender vi, der arbejder med udsatte børn og unge, naturligvis også til fænomenet.
Det helt legitime ønske, som de fleste børn og unge bærer på, er at være som alle andre.
Denne mekanisme udfordres i disse år imidlertid af, at ’alle andre’ gør, hvad de kan, for at stikke ud og være noget helt specielt.
Hvor vi i vores ungdom kunne bruge trumfen; alle andre må, kan vi i dag høre børn og unge spørge: Tror du, jeg bare skal være som alle andre?
Polariseringen synes at rumme et tidstypisk eksistentielt paradoks: Hvordan får et barn eller en ung skabt sammenhæng mellem behovet for at være en del af et fællesskab samtidig med, at man også gerne vil adskille sig fra dette fællesskab?
Men med den limit, at man ikke skal adskille sig så meget, at man bliver udstødt.
Både i teori og praksis er grænsen hårfin.

Måderne, som nogle af de mest udfordrede børn og unge prøver at håndtere dilemmaet på, er bredspektrede.
I den ene ende ved at udvise en ekstrem form for risikovillighed; ved at turde får man på samme tid et adrenalinkick OG en anerkendelse fra dem, der betyder noget for én. Eller som man gerne vil betyde noget for…
I den anden ende ved at appellere til opmærksomhed og alternativer til ensomhed.
Begge yderpoler kan være risky business…

Som den polske sociolog, Zygmunt Bauman, skrev i ’Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige’ fra  2002, så efterlader man mennesker med få midler som ’defekte forbrugere’, der ved, at de skal realisere sig selv gennem forbrug, men som ikke har råd til det.

Så hvis hverken billig fordømmelse eller total accept af vilkårene er svaret, er vejen frem måske snarere at styrke den kritiske dømmekraft hos opvoksende generationer, som gør, at de på samme tid kan bevare deres sociale tilknytning og deres økonomiske frihed.
’Alt med måde’ og 'ikke for enhver pris' lyder både klichéagtigt og kedeligt, men der ER noget om snakken …

På vores område kan vi nogle gange have en tendens til at overvurdere vores egen betydning i relationen til de børn og unge vi arbejder med og undervurdere vigtigheden af den oplevelse af meningsfuldhed, som andre børn og unge giver eller understøtter.
Forholdet mellem børn og unges fællesskab, identitet og individualitet er velbeskrevet i faglitteraturen.
Med den viden i baghovedet er det vores opgave som fagprofessionelle at være rammesættende og potentialefremmende, tilstedeværende, kloge og kærlige rollemodeller, som samtidig arbejder med at bidrage til, at børnene/de unges praktiske livsmuligheder vedvarende er i trit med børnenes og samfundets behov…
Derfor bruger vi i FADD enhver lejlighed til at bede om forståelse for vigtigheden af at udsatte børn og unge skal have ret til 1800 skoledage, efterværn, SU hvis de er anbragte og over 18 år og som vi betonede i vores reaktion på Barnets lov – ALLE BØRN HAR RET TIL ET STED!”

  • som de kan kalde deres
  • hvor de voksne passer på dem
  • som de altid kan vende tilbage til
  • hvor de ikke bliver gjort ansvarlige for og overladt til at tage voksenbeslutninger

Med mere ...

-

Apropos penge: Det pengeløse samfund - altså det uden sedler og mønter - har været undervejs i mange år.
Vi er stødt på et par udfordringer:
Senest har vi fra flere af vores medlemmer hørt om besværlighederne med at hæve kontanter til lommepenge og tøjpenge – fordi meget få banker har sedler og mønter på lager.
Vi har ikke nogen forventning om, at vi kan vende den udvikling, men det skal ikke forhindre os i at lede efter nogle mere smidige muligheder for, hvordan vi kan sikre børnenes ret til deres egne penge og undgå ukontrollerbare digitale pengestrømme væk fra barnet.

-

Bortset fra det bliver en af eftersommerens store opgaver at udarbejde et høringssvar på det lovforslag, der skal sikre de sociale tilsyn flere og nye muskler i det ønske som et flertal af folketingets partier har, om at styrke socialtilsynene og det økonomiske tilsyn med sociale tilbud.

-

Og så er august også det tidspunkt, hvor vi traditionelt udsender program til vores årsmøde.
Det er på vej.
Det bliver jo fra den 10. til den 12. november.
Det bliver på kysthotellet i Grenå.
Og det bliver rigtig godt :-)

 

Charlotte Møller Pedersen
Formand


Juli klummen 2021

cmp_marts2021.png

Når en af mine drenge har lånt min bil, hænder det, at bilradioen står på P3 – måske med en anelse højere lydniveau, end den plejer.

Således også for nylig, hvor jeg kom til at lytte til teksten til en sang, som måske ikke er målrettet min aldersgruppe.

Omkvædet eller chorus som det hedder på nydansk – i den i øvrigt friskt-up-beatede melodi - lød:

Bare fordi jeg' fortabt

Betyder ikk’ jeg' en taber

For man kan godt gå ned

Uden at gi' op

Bare fordi jeg har grædt

Betyder ikk' at jeg flæber

For man kan godt gå ned

Uden at gi op

Den efterfølgende googlesøgning viste, at sangen hedder LYKKELIG FORTABT, skrevet af Troels Gustavsen. Og er fra marts i år.
Umiddelbart kunne den sang godt være skrevet til børn og unge mennesker, der har det svært.
Men ved nærmere eftertanke giver det nok snarere mening, at forstå teksten som en eksistentiel påmindelse til os alle.
Selv om mange mennesker og industrier bruger en del tid og andre ressourcer på at skabe og vedligeholde forestillingen om, at lykken er en tilstand vi kan købe, motionere eller kræve os til, så er den oplevede lykke et øjebliksbillede; forgængelig og lunefuld.

Derfor er overskriften LYKKELIG FORTABT et udmærket eksempel på en livsbetingelse.
Bedst som man føler sig lykkelig, kan man pludselig blive overmandet af fortabthed.
Men også omvendt…
Heldigvis er det sådan med det meste, at hvis ikke det går godt, går det over…
Deri består håbet.
Også når vi på vores området insisterer på at være børnenes og de unges stedfortrædende håb.

For man kan godt gå ned
Uden at gi op

Hør den her https://www.youtube.com/watch?v=z1nq8CFGiVI – og lyt til teksten J

 --

Det og meget mere handler en lille animationsfilm om, som vi er ved at få produceret.
I FADDs bestyrelse har vi lagt sidste hånd på et kodeks med 12 teser, der alle er knyttet til kvaliteterne på vores område.
Disse teser bliver konverteret til levende billeder – med pointer i speak og undertekster, som det sig hør og bør…

Derudover har vi sluttet første halvdel af arbejdsåret 2021 af med gode drøftelser med en række af vores samarbejdspartnere – flere med referencer til de processer, der pågår efter sommerferien hvor vi skal være med til at implementere Barnets lov og sætte retning for fremtidens interne skoler og dagbehandlingsinstitutioner:
Hvordan sikrer vi efterværnet med fokus på bolig, uddannelse og netværk?
Hvad gør vi med de mest oppositionelle og risikovillige børn og unge, som ikke vil have omsorg, men som har brug for den og ret til den?
Hvordan undgår vi afspecialisering når det ikke bare er muligt for en kommune, men også giver et økonomisk incitament til at beholde en borger inden for kommunegrænsen frem for at visitere til et mere specialiseret tilbud i en anden kommune eller region.
Hvordan undgår vi de fortsat mange uplanlagte sammenbrud?
Hvordan sikrer vi, at også de børn og unge, der har så store læringsmæssige udfordringer, at de har vanskeligt ved at klare kravene for adgang til ungdomsuddannelserne, også oplever deltagelse i læringsfremmende fællesskaber som meningsfuldt og retningsanvisende?

Det er blot nogle af de spørgsmål, vi har kastet os over i klar forventning om at finde gode svar.

Sidst men ikke mindst vil jeg slå et slag for årsmødet, der jo som nævnt mange gange bliver den 10-12 november i Grenå:
Om torsdagen har vi et punkt på programmet, som vi har kaldt KLAUS OG MONOPOLET.
Vi har bedt konsulent Klaus Majgård at styre løjerne, når vi åbner op for dilemmahåndtering i MONOPOLET.
Vi beder jer kort & godt om at sende eksempler på faglige dilemmaer, I kunne tænke jer at få behandlet af et monopol bestående af udvalgte eksperter – senest 15. september 2021.
I hører mere J
Programmet udsendes til august, ’but mark your calendars …’

Til allersidst – nyd den nu:
Sommer, sommer og sol,
Havet og blæsten og duft af caprifol


Mange sommerhilsner
Charlotte Møller Pedersen, formand


Juni klummen 2021

cmp_marts2021.png

Som interesseorganisation er det på samme tid skik og brug og befriende, at man udelukkende forholder sig til det, man ved noget om, og det man – nå ja - har interesser i…
Mens vi i vores egen verden således er rimeligt snævre uden at være endimensionelle i vores fokuseringer og prioriteringer, må politikerne være anderledes bredspektrede.
I går (2/6) havde Folketinget afslutningsdebat. 
I den forbindelse kunne man forvente et diskussionsspænd mellem børn og mødre i Syrien, geografi og udrejsecenter, corona og håndtering, klima og landbrug, kontanthjælp og fattigdom og flere hænder og arbejdsmarkedet. Plus det løse.
Samt finansiering af det hele…
Og cirka sådan forløb de godt 15 timers debat vel også nogenlunde …

Tættest på vores område i denne folketingsamling har naturligvis været Barnets lov og den nyligt offentliggjorte evaluering af folkeskolereformen fra 2014, hvoraf det fremgår, at beslutningen fra for 7 år siden ikke har givet den forventede effekt på børnenes læringskurver.
Statsminister Mette Frederiksen havde bebudet, at hun ville holde en anderledes afslutningstale; i stedet for at se tilbage vil hun se 10 år frem, skrev hun i et Facebookopslag i går morges.
Havde statsministeren spurgt os om, hvad hun skulle sige til Folketinget om vores område, ville vi have foreslået noget i den her stil.

”Børnene kommer også til at fylde vores dagsordener de næste 10 år:
Vi er blevet gjort opmærksomme på vigtigheden af, at antallet af voksne, der ønsker relationer til det udsatte barn, ikke må overstimulere barnet: kontinuitet, ordentlighed og medmenneskelighed skal karakterisere alle relationsaspekter
I forhold til den gode intention om, at civilsamfundet skal spille en større rolle i udsatte børn og unges liv: Grundig rekruttering af de frivillige, der skal have relationerne til børnene, er helt afgørende vigtig for den relations opståen og fastholdelse.
Dette gælder også i den lige så gode intention om at anvende netværksanbringelser.
Præcis og meningsfuld rolleafklaring og afgrænsning af, hvem omkring barnet, der tager sig af hvad og har ansvar for hvad.
Når vi ifm ’mere nærhed i sagsbehandlingen’ mener at der skal lægges flere beslutninger ud til de enkelte socialrådgiverteams, vil det få gavnlig virkning for de børn, unge og familier, der har brug for, at indsatserne kan iværksættes hurtigere, mere smidigt og mere nænsomt end i dag
I forhold til specialundervisningen vil drøftelser i efteråret 2021 betyde, at vi skal have iværksat en kortlægning af området således, at et aktuelt og opgraderet talmateriale kan medvirke til at kvalificere de politiske beslutninger.
Vi skal have etableret et centraliseret, tilsyn med specialundervisningen - som i parentes bemærket skal suppleres med et socialt-fagligt tilsyn på dagbehandlingstilbuddene
Vi stiller krav om indgåelse af partnerskaber mellem den interne skole/dagbehandlingstilbuddet og en grundskole, så de skolefagligt og/eller socialt udsatte børn og unge kan blive en del af et grundskolemiljø, så snart de kan profitere af det: med få, flere eller alle skematimer - differentieret i forhold til de enkelte fag og de enkelte børn …
Det bliver et krav, at der er læreruddannet personale til alle undervisningsopgaver.
Vi har forståelse for, at fokus på enten behandlingsbehov eller skolebehov IKKE er meningsfuldt. De to indfaldsveje til et udsat barns trivsel og udvikling er hinandens forudsætning, lige vigtige og giver medspil på et helhedssyn på barnet.
1800 skoledage skal være et retskrav for alle børn og unge
Vi vil indarbejde en ’team-danmark model’ på grundskoleniveau, så børn med specifikke udfordringer kan få ’længere tid til at nå det samme’, som ikke -udfordrede børn.
Vi anerkender, at der er brug for 2 skolespor på området: Et for de åbne skoler og et for skoler på de sikrede og delvist lukkede.
Og så indfører vi, at regler fra Voksenansvarsloven også skal gælde på interne skoler og dagbehandlingsinstitutioner.
Vi har været glade for og anerkender, hvad Rambøll skrev i skoleundersøgelsen fra 2018: ”Derudover viser undersøgelsen, at de interne skoler arbejder med positive forventninger til elevernes faglige og sociale udvikling, samt at de aktivt arbejder med deres motivation for at deltage i undervisningen i skolen.”

--

I FADD ser vi frem til et travlt efterår, efter at vi her i første halvår af 2021 har givet indspark til Barnets Lov, håndteret og formidlet krydsende corona-udmeldinger, medvirket til AULA-adgang for medarbejdere på vores område, offentliggjort holdninger ovenpå et par dokumentarprogrammer, serviceret ministre, ministerier, folketingspolitikere/ordførere og styrelser plus the loose og deltaget i følgegrupper og koordineringsgrupper.
Men det er såmænd det, vi kalder arbejde.
Vi er glade for, at der er mange, der gerne vil lege med os …

Efter sommeren og frem imod vores årsmøde 10-12 november 2021, som vi glæder os helt vildt til, får vi nok at gøre med implementering af Barnets Lov og drøftelser om de interne skoler (se rapporten: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2021/maj/210531-ny-rapport-behov-for-at-styrke-undervisningen-for-udsatte-boern-og-unge-paa-interne-skoler

Vi forventer at aktiviteterne omfatter studieture for og med ministre og ordførere.

Et lille hip til medier og journalister, der udviser interesse for vores område: I skal så være velkomne, men prøv at gå åbent til opgaven, vær gerne kritiske, men undersøg sagerne til bunds, vær også nysgerrige på de mange gode historier og hav respekt for de børn og unge I taler med; hardcore optræden i medier er ikke godt for alle…

Sidst, men ikke mindst, en glædelig nyhed. Vores allerbedste julegaveregnsvenner – midlertidigt omdøbt til JULIGAVEREGN – donerer et beløb på 300,- pr. barn til en udflugt eller arrangement, der fremmer fællesskaber blandt børnene – ovenpå på et år fyldt med CORONA.

SO HAPPY TO TELL …

God – og forhåbentligt coronafri - sommer

 

CHarlotte Møller Pedersen
Formand


Maj-klummen 2021

cmp_marts2021.png

Fra tid til anden bliver forskellige brancher – offentlige som private – udskældt for uduelighed, magtfuldkommenhed, grådighed eller andre former for dårskab.
Vi kender overskrifterne fra medierne - ofte formidlet på en skriggul baggrund med det clickbaits-fremmende forvarsel, BREAKING NEWS.
Mange har prøvet det: Bankerne, Politiet, hospitalsvæsenet, de praktiserende læger, folkeskolen, forsikringsselskaberne og skattevæsenet.
Imidlertid vil de fleste mene, uanset kritikkens relevans, at vi ikke kan klare os uden.
Det giver ikke mening at forestille sig et samfund uden et skattevæsen, banker, politi og folkeskole.
Senest har udsatte børn og unge-området været turen igennem i dokumentarudsendelserne NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET.
Og det giver heller ikke mening at tænke den tanke til ende, at der ikke findes en børneforsorg til at tage sig af de mest udfordrede børn og unge.
Til gengæld giver det rigtig god mening at diskutere HVAD samfundets grundpiller skal levere, HVORDAN det skal foregå, og HVORNÅR indsatserne skal effektueres.
HVORFOR-spørgsmålene er det – som sagt - vanskeligere at se relevansen af.

I FADDs bestyrelse og blandt vores medlemmer er det et kontinuerligt anliggende at holde øje med, om der er områder af vores arbejde, der skal opkvalificeres, ændres eller udgå.
Enhver vurdering skal være baseret på ny viden eller nye erfaringer.
Det gælder både grundydelser, metoder, teorier og administrativ praksis.
Med inspiration fra et gammelt kinesisk ordsprog: Vi insisterer på at bygge vindmøller i stedet for læhegn, når det blæser.

Sammenholder man de aktuelle ’vindforhold’ med en anden tendens i tiden; bekymringskulturen, der har været på fremmarch under det sidste års coronaepidemi, hvor vi lærte nye ord som albuehilsen, hjemmekarantæne og covid19-turist, er der et par forhold, vi skal være opmærksomme på:

Vi har en forpligtelse til at holde også kritik og tendenser op mod lyset. Og der SKAL vi kunne spotte og kunne håndtere dilemmaet mellem at reagere for hurtigt og for langsomt.
Reagerer vi for hurtigt risikerer vi at smide noget ud med badevandet, som vi efterfølgende kommer til fortryde, at vi gav slip på, og som kunne vise sig blot at have brug for en pletrensning.
Reagerer vi for langsomt, kan man frygte, at problemerne bliver større eller værre.

Dette ændrer ikke på, at brande skal slukkes, oversvømmelser skal standses og alvorlige fejl skal rettes - øjeblikkeligt. Men vi skal tænke os om - ikke mindst i stormvejr. Med grundighed kommer man længst, som min farfar sagde …
Det værste ved problemer og fejl er ikke, at de findes; når mennesker handler, kan fejl og problemer opstå.
Det værste er, IKKE at få øje på fejlene og problemerne. Eller endnu værre; at negligere deres eksistens samtidig med, at kritikken buldrer og brager.

For at træne vores egne læringsmuskler er vi i bestyrelsen i gang med at drøfte forbedringspotentialer for de samlede indsatser med en lang række aktører på vores område.
Vores bestræbelser kredser om overskriften: Ethvert barn skal have ret til et liv uden vold kriminalitet, prostitution og misbrug.
Det kræver faglighed, insisterende indsatser og masser af varme fra afsenderne.
Afsenderne er os, der har ansvaret for det udsatte barn, hvis forældre i en kortere eller længere periode har overladt os den vigtige opgave, det er at have deres barn i vores varetægt.

Watch your inboxes ….smile


Charlotte Møller Pedersen
Formand


April klummen 2021

cmp_marts2021.png

Efterspillene ovenpå NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET har været mange og forskelligartede.
Vi har op til - og siden første afsnit - været i dialog med de af vores medlemsinstitutioner, der har været omtalt.
Disse møder har understreget det, vi har skrevet i adskillige debatindlæg, opslag og pressemeddelelser: Dokumentaren har både ramt rigtigt og skudt ved siden af.
En ting er det principielt problematiske i, at udsatte børn og unge med billede og navns nævnelse er blevet spændt for tilrettelæggernes ønske om vise dramatiske episoder og følelsesladede reaktioner på forhold, hvis udgangspunkt er oplevelsesrelateret.
Og i forlængelse heraf, uden de nuancer, der kunne have gjort udsendelserne mere konstruktive.
Ikke blot nuancer knyttet til de enkelte situationer, hvor lederes og medarbejderes etiske-DNA, moralske kompas og respekt for lovgivningen, naturligvis, forhindrer, at man udstiller de deltagende børn og unge med forklaringer og offentliggørelse af forhistorier.
Men også i forhold til at lade et område fremstå nærmest ureguleret med svigt og magtmisbrug.
Som da den tidligere socialdirektør uimodsagt fik lov til at runde udsendelserne af med følgende almengørelse: ’Det er generelt ikke lykkedes for os at give disse børn et bedre liv.’ 
Og så kom rulleteksterne.

Vi synes måske nok, at et par kontraspørgsmål fra journalistens side havde været betimelige.
Herunder: Hvor ved du det fra? 
Hvilket kendskab har du til de portrætterede børn?
Hvilken statistisk undersøgelse validerer udsagnet?
Hvordan definerer du, hvornår en indsats er lykkedes/ikke lykkedes?
Hvordan forstår du ’et bedre liv’?

Samlet set har TV2 efterladt os med en tvivl om, hvad der har været det højere formål med udsendelserne, som efter vores opfattelse svæver mellem tre stole, desværre uden at lande:

  1. Er det et dokumentarprogram, der skal bringe information med flere perspektiver, gerne modsatrettede. IDEAL: Den objektive sandhed
  2. Er det en dokumentarfilm, der skal undersøge et emne eller en problemstilling set ud fra en bestemt vinkel. IDEAL: Den fortolkede sandhed
  3. Er det underholdning, der er løsrevet fra fakta, men skal skabe glæde, gys, forargelse m.m. IDEAL: Følelsesmæssig eller åndelig stimulans

I alle 3 genrer har tilrettelæggerne et ansvar i forhold til at beskytte sårbare og udsatte deltagere.

Det er TV2 desværre ikke lykkedes med.

To make sure. I FADD mener vi:

  • Alle magtanvendelser SKAL indberettes
  • Omsorgsaspektet SKAL være allestedsnærværende i vores handlinger
  • Da udsatte børn og unge er lige så forskellige som ikke-udsatte, SKAL vi som aktører kunne levere lige så forskellige former for omsorg
  • Fejl vil opstå, men de SKAL undgås, beklages og rettes, når de sker alligevel
  • Brodne kar SKAL findes og fjernes
  • Alle indgreb SKAL være afstemte efter proportionalitetsprincippet, mindsteindgrebsprincippet og skånsomhedsprincippet
  • Kontinuerlig uddannelse SKAL værne mod en forråelseskultur
  • Der SKAL være det rigtige match mellem barnets udfordringer og tilbuddets kompetencer
  • Vi SKAL være det stedfortrædende håb for de børn og unge, vi arbejder med 

Vi ser frem til at følge det åbne samråd den 8/4 kl 13.00, hvor Ældre- og socialminister Astrid Krag er indkaldt af DF, NB, KF og V.
Det sidste ord i den sag er næppe sagt …
Foreløbig har vi indbudt et par af vores samarbejdspartnere blandt politikere og aktørorganisationer til nærmere drøftelser.

Et par korte nyheder:

Inge Bryderups døgntilbudsundersøgelse har nu nået en deltagerprocent, der gør undersøgelsen valid. Det er vi rigtig glade for.
Svarprocenten er på 55 %, som fordeler sig med 61 % på døgninstitutioner og 51 % på socialpædagogiske opholdssteder.

AULA er nu også blevet tilgængelig for medarbejdere på vores område.
Det er vi også rigtig glade for. Vi pudser for øjeblikket adgangsforhold og funktionalitet af sammen med et par af vores medlemsinstitutioner.
Det vigtige er, at vi er i gang …

Vedr folkemødet 2021, så har vi meddelt arrangørerne, at de må klare sig uden os i år 
Til gengæld stiller vi gerne op til online-debatter – eller fysisk fremmøde såfremt nogen har brug for noget af det vi ved noget om.
Vi forventer at være med næste år …


Charlotte Møller Pedersen
Formand  


Marts-klummen 2021

cmp_marts2021.png

Uenighed er en af forudsætningerne for, at vi mennesker kan blive klogere her i livet.
NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET har bragt sindene i kog.
Dokumentarens fokus på magtanvendelser er da også et af de temaer i socialpædagogikken, der traditionelt set kalder på allermest uenighed.
Der er stærke følelser i det og aktiverer typisk folks anti- og sympatier, egne sårbarheder, og forforståelser.
Det gælder også fagfolk…

Tak for jeres bidrag på Facebook, på Linkedin, i mails og på SMS’er.
Tak til jer, der bakker op om det, vi selv synes, er en række nuancerede bud på faglige og områderelevante synspunkter i JP-debatindlægget og pressemeddelelsen.
Tak til jer, der problematiserer vores tilgange og argumenter.
Vi læser det hele grundigt og lader os inspirere af indsparkene…

Dokumentaren og de mange kommentarer om indholdet har betydet, at vi har intensiveret vores forberedelse af en kommende evaluering af Lov om voksenansvar og Socialtilsynenes rolle i den forbindelse.
At gøre drøftelserne til et spørgsmål om for eller imod magtanvendelser giver ingen mening.
Området er topreguleret i lov om voksenansvar. Heraf fremgår det, at magtanvendelsers legitimitet er knyttet til, at den voksne skal give omsorg til det barn, der er i alvorlig affekt.

Vi betoner i enhver sammenhæng, at det også er magt og pligt at insistere på dialog, såvel som det er magt og pligt at gribe ind overfor et barn for at forhindre personskader og ødelæggelser – men altid afstemt efter proportionalitetsprincippet. Og aldrig som pædagogisk redskab… ”det var engang, og dér må vi aldrig komme hen igen”.
De børn, der kommer til os, skal skærmes og passes på af kompetente voksne – ikke mindst når de har det svært. 
Det er efter vores overbevisning også en forenkling at diskutere, om der er brug for enten plejefamilier/små institutioner eller store institutioner.
Det afgørende er, om indsatsen for barnet skaber trivsel og udvikling.
Vi har flere gange foreslået, at man knytter plejefamilier tættere sammen med institutioner for at skabe mere nænsomhed og fleksibilitet i overgangene i børns liv

Så lad os slå fast:

  • Børn, der profiterer af at bo i en plejefamilie, skal det.
  • Børn, der har bedre af at bo på en lille overskuelig institution, skal det.
  • Børn, der har brug for den store institutions kompleksitet og dynamik, skal det.
Det rigtige match mellem barnets udfordringer og anbringelsesstedets kompetencer, skal altid være ledetråden i en anbringelse.
Det er er der fornuftigvis flere om at vurdere; herunder naturligvis barnet.
Vi bifalder i høj grad regeringens ønske om bedre og grundige udredninger som baggrund for en rettidig og hurtigere indsats.
Vi har tilladt os at advare imod, at barnet bliver ansvarligt for sit eget behandlingsbehov.

At det var samme logik, der lå bag en af de store specialpædagogiske misforståelser fra 1980erne, ansvar for egen læring, gør det ikke bedre. Vi ved godt, at det ikke virker.
Det begreb forlod vi i slut-90erne, fordi metodikken havde en alvorlig social slagside: De børn, der kunne varetage ansvaret for egen læring, kunne det, fordi de havde ressourcer, fagligt overblik og forældreopbakning. De andre kunne ikke …og blev ladt alene tilbage på perronen.

Apropos læring:
I lørdags (?) udkom VIVE med en rapport: BØRN I PLEJEFAMILIER KLARER SKOLEN BEDRE END BØRN ANBRAGT PÅ INSTITUTION
(Se link nedenfor)

Jeg er ved at læse den, og vi har foreløbigt problematiseret overskriften: Børn i plejefamilier klarer skolen bedre end børn anbragt på institution, som må siges at være til den friske side - når man ser på nogle af mellemregningerne.
Der står for eksempel: ”Resultatet forventes dog kun at gælde for den gruppe af børn, der ligger på vippen til at blive anbragt i den ene anbringelsestype frem for den anden.”
Det vil sige, at det ikke handler om de behandlingskrævende, meget udfordrede børn og unge, som rettelig hører hjemme et sted, hvor de kan modtage den støtte og behandling, de har brug for.
Vi har spurgt VIVE: Hvordan er fordelingen af børn, hvis udfordringsniveau betyder, at de mere entydigt anbringes i hhv en plejefamilie og på en institution?
Der må være tre grupper i undersøgelsen:
Børn med færre udfordringer (plejefamilie), flere (plejefamilie eller institution) og flest udfordringer (institution)?
Ser frem til svaret ...

Derudover har vi fornylig afholdt 2 webinarer med vores skolefolk, der havde hovedfokus på at vitaminisere vores anbefalinger op til drøftelserne om det længe ventede politiske udspil fra Børne- undervisningsministeren.

Vi lagde også første step til planlægningen af et kommende døgnseminar, hvor vi sammen vil udfolde dét, der virker og stille skarpt på vores egen ”nærmeste udviklingszone”.
Vi skal arbejde med at revitalisere vores brand, hvilket ikke kun kræver ord, men også handling.
Endelig har vi på det seneste afviklet en medlemsundersøgelse af ’synspunkter om socialtilsynene’, hvis resultat, vi pt er ved at konvertere til et notat.

Glædeligt forår
Charlotte Møller Pedersen, formand

 

 

Link: www.vive.dk/da/udgivelser/betydningen-af-anbringelsestype-for-anbragte-boerns-skoleresultater-16001/


Februar-klummen

CMP.png

Så kom det.
Længe ventet.
Men værd at vente på: Regeringens udspil til Barnets Lov, Barnet først.

Optakten på debattørsiderne var nok lige rigeligt forudsigelig til mit temperament:
Forskerne mente således, at der skal mere forskning til.
Socialrådgiverne mente, at der bør ansætte flere socialrådgivere.
Socialpædagogerne mente, at der må flere socialpædagoger til.
Måske det samlet set ville være bedst at tænde for det lange lys, og holde fokus på, hvad der er godt for de børn, der har brug for hjælp, inden vi går i detaljer med, hvad der er brug for hvor.

Som vi skrev i pressemeddelelsen på dagen for præsentationen, er vi overordnet set godt tilfredse.
Et meget langt stykke henad vejen er vi og andre faglige aktører på området blevet hørt.
Ikke mindst i forhold til Astrid Krags præcisering af, at en anbringelse også er at betragte som forebyggelse – mod omsorgssvigt.
Det må derfor må være slut med at sige, skrive og mene, at man ønsker at forebygge mod anbringelser.
Det flugter ret godt med, hvad vi har bedt om i mange år: En fleksibel, flytbar rulletrappe i stedet for en stationær, ufleksibel indsatstrappe.
Udsatte børn og unge skal have den indsats, som de ud fra børnefaglige vurderinger, vil kunne profitere af. Hverken mere eller mindre …
Det står der meget mere om i Lov om social service.

Fra møder med Astrid Krag er det vores klare opfattelse, at ministeren generelt både lytter og vil det bedste for de udsatte børn og unge.
Det var så holdningerne. Nu kommer vi til handlingerne.

Der er et par opmærksomhedspunkter: Først og fremmest er der noget med økonomien.
Jeg har ikke regnet efter, så med alle forbehold:
Det er svært præcist at vurdere, om minkavlerne har fået tilpas/for meget/for lidt i erstatning for nedlukningen af deres erhverv.
MEN 19 mia lyder af meget
Det er også svært præcist at vurdere, om der er afsat nok penge til de høje ambitioner på udsatte børn og unge området.
MEN 1,4 mia lyder ikke af ret meget. 
Men omvendt: Penge er ikke alt. Og vi mener faktisk – og har ment længe – at man med klogere organisering og en række lige-til-højre-benet- handlinger vil kunne ’få råd til mere’, som et gammelt reklameslogan fra en stor supermarkedskæde lød.

Et par vigtige temaer glæder vi os til at beskæftige os en del med den kommende tid:
Den tidlige indsats for de mindste børn, efterværn for de ældste børn, og de interne skoler for at medvirke til at sikre alle skolebørn et solidt skolefagligt lærings- og kompetenceniveau.
Vi vil til enhver tid insistere på vigtigheden af, at der til enhver indsats foreligger en grundig udredning, for at sikre den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt.
Ikke mindst i forhold til endnu-ikke-fødte og spædbørn. Vi VED, hvor vigtige de første år i et barns liv er …
Men vi ved stadig for lidt om konsekvenser af flere tvangsadoptioner, og vi savner i det hele taget fokus på udredning i udspillet.

Vi hilser forslaget om en børnerådgiveruddannelse velkommen.
Samarbejdet mellem myndighed, det udsatte barn, dets forældre (med enkelte undtagelser) og indsatssted er helt afgørende for, om en indsats får den tilsigtede virkning.
Og den pointe kalder på accept af, at social dynamik forekommer; misbrug har for eksempel forskellige fremtrædelsesformer og konsekvenser for den 20årige mor og den 45årige mor.
Folk – også voksne - har det med at kunne forbedre sig, hvis den nødvendige støtte tilbydes rettidigt.
Udspillets fokus på børns ret til at vælge forældre fra og mulighed for at skulle parthøres som 10årige kalder ligeledes på nuancer: Hvad med den 12årige pige, hvis far har en midlertidig depression og tilmed en bipolar sindslidelse? Hvad med den behandlingskrævende 11årige dreng, der ikke vil anbringes, fordi han vil passe på sin alkoholiserede mor?
Vores holdning er, at børn ikke skal have ansvar for voksenbeslutninger.

I den sammenhæng må vi stilfærdigt påpege, at såvel pædagoguddannelsen som læreruddannelse, med fordel vil kunne stramme op på de faglige forudsætninger, som er helt nødvendige for, at børnene og familierne kan få den mest fagligt kvalificerede indsats; herunder at de faglige aktører opgraderer deres kendskab til hinanden.
Det er lige så vigtigt – for børnenes og deres forældres skyld – at de fagprofessionelle forstår og anerkender hinandens kompetencer, og evner at adskille og afgrænse dem for at præcisere hvilken faglighed, der skal løse hvilke opgaver - set i et jævnbyrdigt og tværprofessionelt helhedsperspektiv.

Efterværnsdrøftelserne løfter vi sammen med en række andre aktører; DS, SL, De anbragtes vilkår, Børns vilkår og Bikubenfonden.
Vi er ved at afsende en fællesmail til Astrid Krag og andre politikere med en række ønsker til form og indhold.
Vi har foreslået en §86 ½ mellem §66 og §107, for netop at sikre de senmodnede unge et lovmæssigt fundament for overgangsindsatsen mellem anbringelse og voksenlivet.
Et løfterigt sideprojekt er, at KRAKA er blevet indbudt til at foretage nogle økonomiske vurderinger af, hvad indsatserne koster i dag, og hvad de vil komme til at koste, hvis man medtænker potentielle gevinster i investeringen.

Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils indslag på pressemødet i torsdags om de interne skoler fik glædeligvis en anden vinkling end, hvad vi tidligere har læst og hørt.
Ministeren startede faktisk ud med at sige, at hun var bekendt med, at man på mange interne skoler gjorde et rigtig godt stykke arbejde. Og at der andre steder var plads til forbedring, hvilket vi anerkender.
Den tværministerielle arbejdsgruppe, som vi undervejs har haft såvel korrespondance som videomøder med, vil efter sigende udkomme med en række forbedringsinitiativer til området her i foråret.
Det ser vi frem til at blive en del af.
I forlængelse heraf vil vi indbyde vores medlemmer med intern skole til et webinar for at forberede og kvalificere vores indspark bedst muligt.
Vi laver 2 videomøder her senere i februar, som vi håber mange af jer har tid og lyst til at deltage i.  I hører nærmere snarest ...

 

KORT INFO
VORES LIV PÅ BØRNEHJEMMET
TV2s to udsendelser fra Orøstrand blev set eller streamet af over en million seere.
Vi er ret glade for, at Orøstrands forstander og bestyrelsesmedlem hos os, Søren Nielsen banede vejen for, at børn, forældre og medarbejdere sagde ja til, at familien Danmark kunne få et indtryk af, hvordan hverdagslivet er på en behandlingsinstitution anno 2020.
Vi er sikre på, at i al fald alle fagpersoner er opmærksomme, at dokumentaren, som den fremstod, er blevet til på vanskelige vilkår: Corona, og det deraf følgende brede tidsperspektiv med en lang pause mellem optagelserne. Samt en klipning, der nogle gange kunne kalde på flere nuancer og forklaringer.

UNDERSØGELSEN AF DØGNANBRINGELSER
Inge Bryderups undersøgelse er nu oppe på en svarprocent på 44. Vi har et begrundet håb om, at vi kommer noget tættere på de nødvendige 65% inden den nye deadline 1/3. Sig til, hvis I har brug for noget fra os …

PUUC OG ENSOMHED
Den corona-relaterede ensomhedsstrategi, der på nationalt niveau faciliteres Røde Kors, Red Barnet og Børns Vilkår i regi af PUUV (partnerskabet om udsatte børn og unge under corona) har relativt mange midler at gøre godt med.

Såfremt nogle af jer har ideer til et omvendt-inklusion-projekt, hvor I, på eller med udgangspunkt i jeres organisation, kan se en pointe i at tage et undgå-ensomheds-initiativ, der omfatter også ikke-indskrevne-børn og unge, så send et par linjer …

EKSTRA RENGØRING
Et par af vores medlemsinstitutioner med fuldt blus på alle ydelser har bedt en beliggenhedskommune om, at få mulighed for at bruge overskudsrengøringsmedarbejdere fra midlertidigt lukkede kommunale institutioner.
Dette skal ses i lyset af, at man som selvejende aktør bliver mødt med besværlige og bureaukratiske ansøgninger til de kommuner man har børn/unge fra.
En ide til efterfølgelse?

SOCIALTILSYN
For at kvalificere vores deltagelse i en kommende opgradering af Socialtilsynene, fremsender vi i løbet af februar et samtalepapir, der har karakter af et spørgeskema, som vi beder jer, der er brugere af et socialtilsyn, om at udfylde og tilbagesende.
Det er hurtigt udfyldt :-) - og et vigtigt grundlag for bestyrelsen, at lave et godt høringssvar ud af.

 

Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD


Januar-klummen 2021

CharlotteMP.jpg

”Forskere regnede med et babyboom, i stedet fik alle danskerne tre kilo overvægt, generaliseret angst, et sommerhus i Vandkantsdanmark og en allergivenlig hund. De siger, at der nu er to års ventetid på visse racer”.
Sådan skrev journalist Lars Dahlager i Politiken lige før jul, som en opsamling af hvad der (også) har været på spil i det mærkeligste år i mands/M/Ks minde… sammen med fokus på mink, metoo og mundbind.

Coronaen har sat mange dagsordenener i 2020, har fjernet eller udskudt flere og ser ud til også at ville præge i al fald første halvår af 2021 – vacciner eller ej.
Alt peger på, at vi fortsat skal leve med afstand, aflysninger og afspritninger.

Det udsatte B/U område har naturligvis også været præget af pandemien. Dels i forhold til de restriktioner, alle andre har været påvirket af, dels med den type reaktion på utryghed, som er udsathedens faste følgesvend: Hvad nu? Hvordan har familien det? Er der nogle, der vil dø? Hvad med mig selv?
Men for nogle af de mest udsatte børn og unge er der også en anden type reaktion, som under pres kan komme til udtryk som oppositionel adfærd med for eksempel bevidst, postuleret og falsk smittespredningsopførsel   – både indenfor på institutionerne, men også i mødet med andre mennesker udenfor bosteder og dagbehandlingstilbud.
Udover medarbejdere og ledere på vores egne medlemsinstitutioner har eksempelvis politifolk, centervagter og personale i den kollektive trafik også skullet håndtere denne adfærd, som naturligvis ikke skal accepteres, men som bedst tackles gennem lige dele evne til at forstå adfærd som mere end en attitude, dialog og en afstemt rustikhed i ’det responderende udtryk’.
Nogle børn - og voksne for den sags skyld - prøver at balancere grundlæggende utryghed ved at lede efter – og af og til finde – steder, hvor de har kontrol, som kan komme til udtryk som magtdemonstrationer.
Men bag den grænseoverskridende adfærd ligger typisk en overspringshandling, der i tågerne af egen historie, utryghedserfaringer og fravær af omsorg bliver til modstand, der for nogle af disse børn er den knap, de kender og som de kan aktivere uden at kunne gennemskue følgerne.
Det er derfor vores medlemmer arbejder med børnene.
Og netop at konsekvensberegne egne handlinger er noget af det, nogle af de mest udsatte børn og unge har allermest brug for at lære.

Jeg vil ikke her gå i detaljer, men en af pointerne for den professionelle er naturligvis at medvirke til at skabe sundere alternativer til, hvordan et barn kan opnå den sikkerhed, der ligger i at have kontrol.
Det kræver, at de medarbejdere, der skal skabe kontrollen, også selv oplever at have den …

Uden at kende og i øvrigt at ville kommentere omstændighederne ved det tragiske drab på en 29 årig medarbejder nytårsdag på et bosted for voksne i Odsherred, er en sådan hændelse en påmindelse om, at afmagt nogle gange kan udvikle sig til den ultimative destruktive magt.
Vi tænker på den dræbtes familie, på bostedets medarbejdere og ledere og organisationen bag.

Selv om coronaen har sat mange røde streger i vores liv i 2020, har der også været mange gode ting.
Som vi skrev i vores program for det årsmøde, som vi desværre måtte aflyse, så skulle det sammen med andre gode temaer have handlet om ’aldrig at forspilde en god krise’
Hvad har vi lært af coronaen? Hvad vil vi lade ligge, og hvad vil vi tage med?
Først og fremmest kan man måske sige, at vi lærte at lade være. Vi har som samfund lært, at vi måske for første gang i historien, som Mette Frederiksen talte om i sin Nytårstale, kan opnå heltestatus ved at undlade, holde op, være tålmodige, udsætte og … slappe af.
Noget tyder på, at konsekvensen blandt andet er, at vi generelt er blevet mindre stressede, nogle skolebørn trives bedre, ligesom der angiveligt er færre børn, som fødes for tidligt …

I FADDs bestyrelse lærte vi, at videomøder på samme tid repræsenterer et stort rationale ift ressourcebesparelser, bæredygtighed og effektivitet, og at vi bliver nødt til OGSÅ at mødes fysisk.
Mellemregningerne, smalltalk’en og grinet har ganske enkelt bedre kår, når mennesker mødes IRL, ’in real life’, som det hedder på SMS-sprog.
Det samme gælder for afholdelse af medlemsmøder og temadage; vi har brug for at mødes, men i første omgang afventer og følger vi sundhedsmyndighedernes anbefalinger på baggrund af de næste par ugers smittetryk og smittetal.

Fra vores område hører vi, at fællesskaber mellem børn er blevet styrkede, online-frirum har givet ro og angstreduktion, lokal-geografien er blevet (gen)opdaget. Med mere.
Måske den fantastiske indsamlingsrekord på over 1, 2 mio, som vores allerbedste julegaveregnsvenner præsterede, også på sin egen indirekte måde hænger sammen med coronaen: den lette adgang til at få billeder på behov for noget ekstra til udsatte, stor købekraft hos nogle, og almindelighed godhed, sympati og empati i en krisetid, gav sammen med team-JGRs indsamlingsprofessionalisme, utrolige entusiasme og ordentlighed og SÅ gode karma, det bedste resultat i de 14 år JGR har eksisteret.
Wauw & TAK.

For vores eget vedkommende kan det være, at lidt mindre julemad, lidt mindre selskabelighed og lidt mindre nytårshalløj tilsammen betyder, at vi har endnu mere energi til det kommende år, hvor jeg satser på at kunne skrive følgende i december-klummen 2021:

”Hold da op, sikke et år: Barnets lov blev til alt det, vi havde ønsket os til og for børnene – ikke kun på grund af vores indsats i FADD, men også … wink
Udsatte børn og unge har nu den mest ambitiøse, fagligt veldokumenterede, insisterende og forsknings- og erfaringsbaserede og begavede lovgivning, hvor børnenes skolegang og videre uddannelse, udviklingen af deres følelsesmæssige, kognitive og sociale kompetencer og evne til blive en aktiv del af samfundet højprioriteres og som udover af hjemlige fagfolk nu også af kommentatorer fra udlandet bliver beskrevet som de bedste social- og uddannelsesvilkår for udsatte børn og unge – med helhedstænkning, barnets ret til at blive hørt, respekt for barn/familie og faglig dømmekraft som omdrejningspunkt for den indsats, der tillige understøttes af nye rammer og flere muskler til socialtilsynene, hvor tilsynsopgaverne er koordinerede, hvor børnene får den rette indsats, når de har brug for det, hvor indsatsen varer så længe, børnene har brug for den, hvor nye GDPR-regler gør det muligt for institutionerne at opbevare tegninger, fotos m.m. til bevidnelse af barnets barndom, hvor adgangen til AULA er etableret for de medarbejdere, der skal sikre kontinuitet og opbakning til barnets undervisning og sociale liv i skolen, hvor kommunens forpligtelser på området er suppleret med statslig eller regional opgavevaretagelse og finansiering, hvor pædagog- og læreruddannelsen er blevet markant forbedret … og hvor vi endelig kunne mødes med alle vores medlemmer, samarbejdspartnere og venner af huset til et brag af et årsmøde her for 14 dage siden den 10.-12. november …”

Vi tror på det …

GODT NYTÅR

Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD

 

  

 

 


Decemberklummen 2020

CharlotteMP.jpg

Julemåneden er på rigtig mange områder børnenes tid.

Rundt omkring i de små hjem, skal der imidlertid nok være både småbørns- og teenageforældre, der halv- eller heludmattede vil himle med øjnene og sukke over, at derved adskiller julemåneden sig egentligt ikke væsentligt fra årets øvrige 11 måneder.

Men har vi voksne mulighed for det, lægger vi ret mange af de vågne timer (plus det løse), aktiviteter og ressourcer ind i den spændingskurve, der lige pludselig stopper den 24/12 kl ca. 21.30.

Og vi gør det år efter år og - vil jeg fastholde - mest for børnenes skyld.

For mange udsatte børn og unges vedkommende flader spændingskurven bare ikke ud, der hen på juleaftens aften.
Utryghed, savn og uindfriede forventninger er ofte vilkår, som vi, der arbejder med børnene, på samme tid skal forsøge at afdramatisere, balancere og kompensere for. For børnenes skyld. Og for deres forældres. I nævnte rækkefølge.
Vi gør ALT, hvad vi kan for at skabe tryghed, håb og indfri forventninger.

I år med Coronaen som allestedsnærværende klangbund for bestræbelserne - med ’voldsom trængsel og alarm’, som et par af de triste ingredienser i en tikkende smittebombe.

I den sammenhæng er vi usigeligt glade for, at vores rigtig gode ’allerbedstevenner’ fra Operation Julegaveregn også i år bliver medskabere af glæden ved den del af julen, der handler om gaver.

Mens disse linjer skrives er Operationen godt i gang, forlyder det fra de mennesker, der nu for 14. år i træk samler penge ind, så udsatte og anbragte børn på vores medlemsinstitutioner kan få en ekstra julegave.

Mere om det til sidst i denne klumme.
-
Vi venter stadig på Regeringens udspil til BARNETS LOV.

I FADD har vi gjort vores yderste for at kvalificere udspillet: Vi har udarbejdet et katalog over vores anbefalinger og har sendt det til, om ikke Gud og hvermand, så til en lang række samarbejdspartnere med Social – og indenrigsminister Astrid Krag som den første, socialordførere, tilsynsmyndigheder, forskervenner, embedsmænd i ministerier og styrelser og andre i vores netværk.

Og vi har været i tæt kontakt med rigtig mange af dem – afsprittede, med afstand og uden håndtryk og krammere…
Mens vi venter, er det ikke kun os, der står og laver strækkeøvelser for at varme kroppen op til drøftelserne.

I Politiken 23/11 giver en række ordførere således deres foreløbige kommentarer på det hidtil meget overordnede udspil fra Astrid Krag.
»Jeg er glad for, at statsministeren brugte sin tale på de udsatte børn. Jeg er ambivalent, fordi fokus er forkert. Det handler ikke om for få eller for mange, men om, at de rette børn anbringes. Og om børnene og forældrene får den rette støtte før, under og efter anbringelsen«, siger Trine Torp fra SF, der har vist sig som regeringens mest stabile støtteparti.

Vi er ganske enige, Trine Torp.

Vi får se…

»Der er ingen evidens for, at det, Mette Frederiksen siger i sin tale, skulle give flere børn et bedre liv. Hvis det er regeringens politik, at man vil have flere tvangsanbringelser og flere bortadoptioner, er det udtryk for en frygtelig systemtankegang«, siger socialordfører for Venstre Marie Bjerre.

Vi er et langt stykke henad vejen enige, Marie Bjerre.

Vi får se…

Så vidt så godt.

Til gengæld peger De Radikale Venstres, Rasmus Helveg Petersen, på, at gruppen af tidligere anbragte på alle parametre klarer sig dårligere end de ikke anbragte.

»Der er flere hjemløse, flere kriminelle, flere uden uddannelse. Vi har massiv dokumentation for, at anbringelsessystemet ikke leverer gode resultater. Det gør det svært at se fornuften i at putte flere ind i det«.

Kære Ramus Helveg Petersen: Der er også flere hospitalsindlagte børn, der får huller i deres skolegang end børn, der ikke kommer på hospitalet. Der er flere psykisk syge børn, der får medicin end ikke-psykisk syge børn. Der er flere børn fra familier med selvmordshistorier, der får traumer end børn, der ikke har oplevet selvmord i den nærmeste familie.

Men det får dig vel forhåbentligt ikke til at kræve færre penge til hospitalerne eller til de psykologiske hjælpesystemer?

Eller hvad havde du forestillet dig?

Vi skal alle sørge for at blive dygtigere; ikke mindst os, der har andre menneskers børn  i vores varetægt.

Men det gælder altså også politikere, der lever af at forvalte skatteborgernes interesser og penge.

I har også en forpligtelse til at gøre jer umage, undersøge sagerne inden I udtaler jer og undlade at viderebringe myter, der er baseret på et unuanceret grundlag.

Du har en stående invitation til at besøge os på en af vores medlemsinstitutioner. Bare sig til …

Alt i alt tyder det på at vi skal i gang med endnu en virkelighedskorrektionsrunde.

Men vi er SÅ klar.

Og det er vi sådan set også, når læreruddannelsen skal forbedres.

I fredags (27/11 2020) meddelte uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) at hun ville invitere KL, lærerne og professionshøjskolerne til at hjælpe regeringen med at sætte fokus på læreruddannelsen ovenpå evalueringen i 2019.

 

Vi vil snarest lade ministeren vide, at vi meget gerne bidrager til udviklingsprojektet, da børn og unge på de interne skoler og dagbehandlingsområdets undervisningsafdelinger i den grad har brug for lærere, der i deres uddannelse har haft mulighed for at udvikle kompetencer og viden indenfor specialundervisningsområdet.

Tilbage til vores allerbedste Julegaveregns-venner: De drømmer om at ramme de magiske 300 indmeldte i Foreningen: Julegaveregns Venner, og det har de brug for din hjælp til i år.

Som de skriver: "Vi er allerede 88, men 300 er grænsen for at kunne oprette en rigtig forening. Og det vil betyde at vi næste år kan tilbyde virksomheder at donere fradragsberettiget til Operation Julegaveregn. De 300 kroner i årligt medlems gebyr går naturligvis ubegrænset til indsamlingen. 

Du kan læse meget mere og melde dig ind her på linket:

https://julegaveregn.dk/julegaveregns-venner

 
God indsamling, god december og rigtig god jul.


A very Merry Christmas

And a happy new year

Let's hope it's a good one

Without any fear

(JL)

Charlotte Møller Pedersen

Formand for FADD


November klummen 2020

ss_aug2019_4.jpg

POSTLUDIUM
Selv om det knap nok er gået op for mig selv endnu, så nærmer tidspunktet sig for et formandsskifte i FADD.

Efter 8 år som formand og 14 år som en del af bestyrelsen i FADD har jeg nu besluttet at have sidste dag på posten i forbindelse med generalforsamlingen den 12. november …

Der er sket rigtig meget gennem årene. Og det vil føre for vidt at opliste mine favoritgøremål i foreningens tjeneste.
Dem har der været mange af.

Skulle jeg alligevel nævne bare en enkelt ting, så skulle det være, at det er lykkedes os at få en tæt relation til en lang række hovedaktører på den landspolitiske scene. Det gælder også i diverse styrelser og i faglige netværk med fagpersoner og forskere.

Som i socialpædagogisk arbejde er opbygningen af en relation et anliggende, der kræver gensidighed.
Forudsætningen for at have en relation til et udsat barn er, at barnet vælger os til.
Ellers skal vi kalde det, vi har sammen med det enkelte barn, noget andet.
Gensidigheden gælder også i forholdet til politikere og embedsmænd.
Vi kan udmærket have en intention om at opbygge en relation til dem, men det bliver først en realitet, når de også vælger os.

Det, de siger om os – jeg ved det, for vi har spurgt flere af dem ad – er at vi altid har fokus på det enkelte barn, på dets trivsel, udvikling og muligheder for at blive løftet fri af det, der er svært.

Vi kommer med ’hands on’; har LIGE deltaget i et møde med en eksistentielt udfordret mor, der netop har overladt sit barn til vores varetægt, har LIGE haft en samtale med et barn, der gerne vil gå til matematik på distriktsskolen, har LIGE afsluttet en tjenstlig samtale med en medarbejder, har LIGE hentet en dreng, der ville afhentes på en adresse ret tæt på Christiania. Og så videre.

At være interesseorganisation i den tid, vi lever i, er en kontaktsport.
Vi har i mange år kaldt vores opgave at virkelighedskorrigere.
Vi er gået til den. Og til dem.
Aldrig aggressivt. Aldrig hoverende. Aldrig over- eller underlegne.
Aldrig forsmåede. Aldrig forurettede. Aldrig forstokkede.
Men vi har forsøgt at være ordentlige, faglige og afgrænsede.
Og troet på vigtigheden af VARME - VIDEN - VISDOM – VEDHOLDENHED i arbejdet med de mest udsatte børn og unge.

På mange måder havde jeg håbet at kunne være med til politiske drøftelser om Barnets lov, om de interne skoler og dagbehandlingsinstitutionerne, om evalueringen pædagoguddannelsen og ny lovgivning for socialtilsynene. Med mere
Men sådan skulle det ikke være.
Corona har trukket nærmest ALT i langdrag.

Til gengæld har jeg en rigtig god forventning til den kommende bestyrelse med – hvis medlemmerne vælger hende :-) - nuværende næstformand Charlotte Møller Pedersen fra Dannevirkeskolen i spidsen.
Det bliver en meget stærk bestyrelse, som jeg ønsker alt det bedste …

Som jeg skriver i min sidste beretning som optakt til vores virtuelle generalforsamling den 12. november 2020:
”Jeg takker for tillid og arbejdskraft gennem årene fra medlemmer, bestyrelseskolleger, samarbejdspartnere og konsulent.
Jeg glæder mig over at have fået lov til at stå i spidsen for en yderligere professionalisering af foreningen og står i den sammenhæng på skuldrene af tidligere formænd og vil hermed udtrykke min respekt og taknemmelighed for det arbejde, de leverede på posten.
Jeg ser frem til at få mere tid til mit arbejde på Godhavn og til – nøje – at følge FADDs arbejde fra sidelinjen som menigt medlem af foreningen.
GOD vind”

Lad mig derudover afslutningsvis tilføje:
Man er heldig, hvis man i hele sit arbejdsliv bare et par gange møder et menneske, som man går så godt i spænd med, som det har været tilfældet i mit samarbejde med FADDs konsulent Henrik Kaustrup.
Det har været en relation præget af en helt særlig gensidig respekt, forståelse og intuitiv samstemthed.
I perioder har jeg talt mere med Henrik end med min kone.
Altid konstruktivt, løsningsorienteret og med klarhedsfremmende overskud.
Udenfor referat er han da også noget sjovere end min kone… :-)


Bedste hilsner

Søren Skjødt

 

 


Juni-klummen 2020

SS_jan2020.png

Mens vi som aktører på udsatte børn og unge-området dagligt arbejder med oplukningen af Danmark i almindelighed og normalisering for de udsatte børn og unge i særdeleshed, er der brug for svar på en række spørgsmål, som ingen af os har stået overfor før:

  • Hvordan håndterer vi fremadrettet den angst, som pandemien har sat hos nogle anbragte børn og unge ift deres familiers risiko for corona-smitte og potentiel alvorlig sygdom?
  • Hvordan får vi genskabt gode besøgs- og samværsvaner?
  • Hvordan kan vi relancere skolegang som almindelig hverdagsforeteelse?
  • Og ikke mindst, hvad har vi lært af corona-pandemien? Hvad skal vi lade ligge? Og hvad skal vi tage med?
Med flere…  

Vi overvejer pt, hvordan vi bedst muligt i fællesskab kan få lejlighed til at gøre oplevelserne til erfaringer.
Og lige apropos besøg: Vi ER klar til at besøgsrestriktionerne kan blive ophævet, fru minister…

Mens covid-19 har sat dagsordenen for vores og alle andres gøren og laden de seneste måneder – og hvor vi i FADD har gjort, hvad vi kunne for at arbejde indflydelsesorienteret og kommunikativt med konsekvenserne for vores område, har vi sideløbende været i arbejdstøjet i forhold til to meget vigtige politiske temaer:
De interne skoler/dagbehandlingstilbuddene og Barnets lov.

Det første først:
Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils udtalelser og forbehold overfor de interne skoler har fyldt os med oprigtig bekymring.
Først og fremmest fordi ministerens mistillid til de interne skoler blandt andet er baseret på en række statistiske mørketal,  ligesom det ville klæde ministeren også at lægge udtalelser og vurderinger fra nuværende børn og unge, ledere og lærere fra vores undervisningstilbud til grund for sine holdninger til områdets fremtidige struktur.
Vi har i en skrivelse til ministeriet blandt andet skrevet (11/5 2020):

”I vores fælles opmærksomhed på vigtigheden af skolegang for og uddannelse af de mest sårbare børn og unge i Danmark, skal vi huske, at vi i vores ambitionsiver ikke må medvirke til at udsætte denne gruppe for et pres, der blot vil forøge deres oplevelse af frustration, tillidsbrud og håbløshed.
Konsekvenserne af vores – politikernes og fagfolkenes – ønske om at optimere, kvantificere og udvikle, må aldrig blive til et (nyt) eksklusionsfremmende svigt.
Vi har en forpligtelse til at stille op med forståelse og rammer, der tager hensyn til børnenes individuelle udfordringer.”

Vi har i perioden haft et ikke ubetydeligt antal møder med vores samarbejdspartnere, haft videomøder, adskillelige korrespondancer med minister, udvalg og embedsmænd, ligesom vi ikke har forsømt nogen lejlighed til at invitere minister, udvalg og embedsmænd på studieture til vores medlemsinstitutioner.

Og der er hul igennem: Vi har møder med medlemmer af den tværministerielle arbejdsgruppe, før og lige efter sommerferien har vi aftalt møder med blandt andre en række  oppositionsordførere, vi har et møde med ministeren til gode og Børne-undervisningsudvalget har takket JA til at ville med os på udflugt til september eller oktober.

Hvad vi ved er, at ministeren forventer, at et udkast ny lovgivning på området skal ligge klar inden sommerferien. Vi ved også, at den politiske proces først for alvor går i gang efter ferien og bliver behandlet i Folketinget til efteråret.
Hvad vi ikke ved er, hvad ministeren vil fokusere på i sit oplæg til drøftelser med partierne.
Til gengæld ved vi, hvad vi selv mener – hvilket vi håber på lydhørhed overfor hos såvel regering som opposition: Vi skal alle have fokus på børnenes potentialer OG udfordringer, hvorudfra den individuelle indsats skal tilrettelægges. Ambitiøst og respektfuldt. Alene at have opmærksomhed på børnenes ressourcer og problemer er uambitiøst og mangel på respekt.

Vi ønsker:

  1. en kortlægning af området således, at et aktuelt og opgraderet talmateriale kan medvirke til at kvalificere de politiske beslutninger
  2. et centraliseret,  tilsyn med specialundervisningen - som i parentes bemærket bør suppleres med et socialt-fagligt tilsyn på dagbehandlingstilbuddene
  3. krav om indgåelse af samarbejdsaftaler mellem intern skole/dagbehandlingstilbud og en folkeskole, så de skolefagligt udsatte børn og unge bliver en del af et folkeskolemiljø, så snart de kan profitere af det: med få, flere eller alle skematimer - differentieret i forhold til de enkelte fag og de enkelte børn …
  4. Krav om læreruddannet personale til alle undervisningsopgaver
  5. forståelse for, at fokus på enten behandlingsbehov eller skolebehov IKKE er meningsfuldt. De to indfaldsveje til et udsat barns trivsel og udvikling er hinandens forudsætning, lige vigtige og giver medspil på et helhedssyn på barnet.
  6. 1800 skoledage skal være et retskrav for alle børn og unge

 Vi har desuden henledt opmærksomheden på, hvad Rambøll skrev i skoleundersøgelsen fra 2018: ”Derudover viser undersøgelsen, at de interne skoler arbejder med positive forventninger til elevernes faglige og sociale udvikling, samt at de aktivt arbejder med deres motivation for at deltage i undervisningen i skolen.”

OBS: 8. juni sender DR en udsendelse om interne skoler i DK. 

--

Barnets Lov:
Som vi alle ved, så har den nye regering et stort fokus på udsatte børn og unge.
I løbet af efteråret vil Social – og indenrigsminister Astrid Krag fremlægge Barnets Lov, der bliver bygget op om tre spor:

  1. Flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet. 
  2. Barnets stemme. 
  3. Overgang til voksenlivet. 

Vi ved , at der er et politisk ønske at samle både nye og gamle paragraffer i en egentlig barnets lov. En lov, der også, forlyder det, vil indeholde paragrafferne i relation til adoptionsområdet.

”Lovens udgangspunkt skal være, at valget af indsats ikke skal afgøres af, hvad der er mindst indgribende for forældrene, men hvad der er bedst for barnet. Loven skal bl.a. konkret indeholde følgende elementer:

  • Anbringelse uden for hjemmet skal ikke være sidste udvej. Målet skal ikke være at forebygge en anbringelse, men at forebygge, at barnet får en barndom med omsorgssvigt.
  • Barnets ret til at sige fra over for forældrene: Anbragte børn og unge skal have ret til at sige nej til samvær og kontakt med deres biologiske forældre. Det styrende skal være barnets ønske om at se sine biologiske forældre og ikke forældrenes ret til at se barnet.
  • Opgør med stigmatiserende og forkerte begreber i lovgivningen: Vi skal væk fra at se barnet som problemet, men i stedet skal fokus først og fremmest være på forældrenes manglende forældreevne, og det skal lovgivningen afspejle. Udsatte børn skal fx i stedet for en aflastningsfamilie have en venskabsfamilie.
  • Økonomi må ikke være afgørende for, om et barn anbringes: Øget refusion for den enkelte kommune i meget dyre sager samt mulighed for at summere udgifterne for alle børn i en søskendeflok til én refusionssag. ”

Vi følger processen, har både med- og modspil klar … og gode inddragelsesforventninger.
Desuden vil vi benytte lejligheden til sammen med KL at drøfte udgiftspukler og budgetniveau.
Hvor vi tidligere har sagt, at der er penge nok, og at det er et spørgsmål om at bruge dem klogere, så ved fra vores medlemmer, at der nu ER behov for flere penge til området.

--

Afslutningsvis glæder jeg og vi i FADDs bestyrelse os rigtig meget til vores årsmøde 11-13 november 2020 i Grenå.

Programmet udsendes forventeligt inden sommerferien.

Det bliver vildt smile


God sommer
Søren Skjødt, formand 


Juli klummen

01-06-2020

Juli klummen

ss_jan2020.png

FRA SKINGER TIL LYS

Resultater er færdigheder gange indsats.
Det gamle græske ordsprog rammer på rigtig mange måde den indfaldsvinkel vi har i FADD for, hvordan vil tilgår vores eksistensberettigelse: at være interesseorganisation for det specialiserede socialområde for udsatte børn og unge anno 2020 +
Selv om vi altid er på udkig efter, hvordan vi kan udvikle vores socialpolitiske, indsatsfaglige og netværksfremmende skills, så er det sådan, at man aldrig for alvor bliver troværdig , hvis man ikke er i stand til eller ikke vil – levere en ordentlig indsats.
Det minder i virkeligheden om al social- og specialpædagogik.

Mens vi er godt på vej mod mere normalitet ovenpå covid-19, der på alle måder har været en mærkelig tid, så må vi dels gøre, hvad vi selv kan, dels håbe at rigtig mange andre også gør det: At opspore, begrænse, isolere smitte for at undgå den svære 2er.

For FADD har det seneste semester også været en mærkelig tid. Jeg tog mig selv i en dag at gå at nynne den gamle Burt Bacharach klassiker ’That’s what friends are for’, udødeliggjort af Dionne Warwick, Rod Stewart og mange flere.
Den handler, som titlen vel mere end antyder, om vigtigheden af at have gode venner.
Oversat til organisationsdansk betyder det at have et godt netværk.
Jeg har tit tænkt på, at både jeg selv og FADD er privilegerede ved at have SÅ mange gode venner. Ingen nævnt, ingen glemt.
Man mærker det specielt, når man har brug  for dem…

Og er der noget Coronaen har vist, så er det vigtigheden af at kunne række ud efter, at kunne modtage og kunne give hjælp. At kunne spille hinanden gode - uden at forvente at få noget igen og uden at bebrejde nogen noget. I ordets egentlige forstand har vi alle været i samme båd. Og ingen af os har sejlet med den før …

I FADD har vi givet og modtaget: Tak til alle. Og selvtak..

Efter sommerferien – op mod vores årsmøde 11-13 november og derefter - får vi brug for alt, hvad vi ved og kan. Barnets lov står for døren og selv om Regeringen og Social – og indenrigsminister Astrid Krags foreløbige og indtil videre meget overordnede retningsangivelse på mange måder lover godt for de udsatte børn, så foreligger der for os et vigtigt virkelighedskorrektionsarbejde, som vi kalder det, når vi skal kvalificere politiske beslutningsgrundlag.

Børne – undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils udmeldinger om de interne skolers fremtid, hvis konkrete indhold vi afventer - ligesom anbefalingerne fra den tværministerielle arbejdsgruppe - forventer vi ligeledes at skulle lægge mange ressourcer i at løfte fri af skærene.
Det er dog vores indtryk, at hendes stemme er gået fra skinger til lys…

I den forbindelse af har vi netop modtaget den længe ventede rapport fra Ombudsmanden om en undersøgelse fra 2019 på blandt andre nogle af vores medlemsinstitutioner med nedslag på magtanvendelser, skolegang, samarbejdet med pårørende og medicinhåndtering.

Vores medlemmer fortæller samstemmende at de var rigtig glade for besøget, for delegationens entusiasme, velforberedthed og dialogiske attituder.
At Børne-undervisningsministeren har kaldt resultaterne, som i parentes bemærket åbenbart kan tolkes på flere måder og i øvrigt i alt drejer sig om 8 anbringelsessteder for ’decideret skammelige’ vælger vi at forstå på den måde, at ministeren måske er ved at trænge til velfortjent sommerferie.

Og sådan har vi det faktisk også i foreningen. Vi er ved at trænge til ferie.
Om den er velfortjent, får vi et konkret fingerpeg om på vores generalforsamling, der vanen tro er placeret lige midt i vores årsmøde, hvis program udsendes i disse timer.
Vi glæder os helt vildt. Og helt vildt godt bliver det.

God sommer
Søren Skjødt, formand


Marts-klummen 2020

ss_aug2019_3.jpg

LAD OS NU HOLDE HÆNDERNE VARME!!!

Mens den politiske proces på Christiansborg - efter det man vel kun kan kalde et rigtig friskt udlæg fra statsministeren der første nytårsdag – ifølge velinformerede kilder i øjeblikket er helt og aldeles fraværende, er der 3  ting, der optager os lige nu i FADD:

1. Det omsiggribende fænomen med handelsuddannede ledere – i bedste Mads Skjern-stil - også kaldet controllere eller forhandlings- og budgettilpasningsfacilatorer i de kommunale anbringelsesafdelinger og deres endimensionelle appeller om rabatter, særpriser og skamløse besparelsesforslag.

Der er vel kun et par mulige svar på galskaben, da budgettet i vores verden er baseret på den udmeldte og godkendte takst på tilbudsportalen

  • Hvis I vil betale mindre, hvem skal så betale mere?
  • Hvilke dele af ydelsen, synes I, vi skal se bort fra?
  • Tror I nu, det er den rigtige indsats, I er i gang med at visitere barnet til?
Vi har sagt det før: Indsatser for udsatte børn og unge koster det, som det koster! Til gengæld lover vi, der udelukkende repræsenterer non-profittilbuddene, at være økonomisk effektive, ansvarlige  og bæredygtige  Og vi bryder os stadig ikke om, at enkeltpersoner kan have økonomiske interesser i driften af et socialt tilbud for udsatte børn og unge.
Den eneste profit, vi skaber, er menneskelig og har derfor kun til hensigt at vitaminiserer den fælles menneskelige hovedstol…

2. Et voksende antal af klager over svar på klager over svar på klager – afsendt af forældre til tvangsanbragte børn.
Det er vores erfaring, at når forældres børn bliver anbragt, så er hele familien i forbindelse med effektueringen af anbringelsen i krise. Det har vi vidst i mange år. Men måske vi i højere grad skal være nysgerrige på, hvordan de professionelle omkring familien i fælleskab kan medvirke til at iscenesætte forældrene, som de vigtige personer de er og skal være i de udsatte børn og unges liv – for børnenes skyld.
De seneste anbringelsestal  fra professor Inge Bryderup viser, at tvangsanbringelser i Danmark nu udgør 23% af samtlige anbringelser (2018).
For 10 år siden var procenten 1,5. Alene fra 2017 til 2018 sted tallet med 10%.

Konsekvensen er indlysende: Godt hjulpet af ’velmenende advokater’ enkeltpersoner fra miljøet omkring facebookgruppen Magt & tvang og en gruppe af medløbere sættes der fokus først på modstand og protester mod anbringelser, dernæst klager … og klager over de svar, som både sagsbehandlere og vi selv i henhold til god forvaltningsskik bruger oceaner af tid på at formulere, tilpasse, modificere og aflevere- uden anden konsekvens, end at der kommer en ny klage over svaret og at samme forældres kritiske udsagn til socialtilsynet betyder fald i forældretilfredshed.
Vi må spørge, hvornår er nok … nok?

3. Pernille Rosenkrantz-Theils udmelding om de interne skole, specialskoler og dagbehandlingsinstitutioner og de udsatte børns skolegang, og de resultater, som vi alle ønsker at forbedre. 
I den forbindelse har vi i samarbejde med Socialpædagogerne, LOS, Selveje, Danmark og De anbragtes vilkår udarbejdet en række forslag til kvalificering af skoleindsatsen for udsatte børn og unge, som optakt til det kommende arbejde i den tværministerielle arbejdsgruppe, hvis opstart vi har til gode at kende datoen for:  

  • Flere centraliserende tiltag: Eksempelvis et bedre og mere ensartet tilsyn med en fælles kvalitetsmodel
  • Skoleafklarende indsatser for nogle målgrupper med særlige udfordringer
  • Retskrav på 1800 skoledage for alle børn
  • Øget fokus på inddragelse af ressourcepersoner (i særlig grad børnenes forældre) i læringsfremmende tiltag – herunder etablering af uddannelsesstøtteordninger
  • Skolehandleplaner/uddannelsesplaner, der rækker udover et skoleår og ind i ungdomsuddannelserne
  • Flere hybrid løsninger (samarbejde mellem intern skole/specialskole og folkeskole med henblik på gradvis nedtrapning af specialundervisning og optrapning af folkeskoleundervisning, men med mulighed for hurtig revisitering efter behov)
  • Obligatorisk screening for somatiske sygdomme
Intet er umuligt for den, der bærer viljen i sit hjerte. Sådan afsluttede TV-værten Thomas Mygind svundne tiders ’Fangerne på fortet’ for 10-12 år siden.

Vi har masser af hjerte og vilje, så derfor tror vi på, at intet er umuligt.
Let there soon be drums.

Glædeligt forår
Søren Skjødt, formand 

 


Februar klummen 2020

SS_jan2020.png

FRA PODCAST & PÅ CYKEL TIL NY BØRNEREFORM? 

Der er rigtig mange af dem. Mange flere end der er latterlige kasketter på Smuk-fest…
Jeg er ret vild med podcasts.
Fra Kvinden med den tunge kuffert- typen - over amerikanske doku-gysere til de mere langhårede fra P1.
Jeg hørte for nogle dage siden en af sidstnævnte; Brinkmanns bænk om, HVOR BLEV MENINGEN MED LIVET AF?
Svend Brinkmann havde inviteret to gæster op på briksen: Anders Petersen, lektor i sociologi på Aau (som nogle af jer måske kan huske, at vi havde et oplæg om diagnosekultur af på vores årsmøde i 2017) og Morten Albæk, filosof og CEO på Voluntas.

Formentligt utilsigtet – i hvert fald uden at bruge ordet - kom deres diskussion til at beskæftige sig ret meget med socialpædagogik.
--
INDSPARK: I forlængelse af regeringens fokus på anbringelsesområdet har vi – udover meget at glæde os over - som minimum to bekymringer.
1. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils forbehold overfor interne skoler
2. Den samlede regerings fokus på det anbragte barns ret til at vælge dets forældre fra

Ad 1. Der var en gang en klog mand der sagde: Hvis du har noget, der fungerer og noget, der ikke fungerer, og hvis du gerne vil have det, der ikke fungerer til at fungere, er det bedste styringsredskab, du kan bruge … en cykel. Sæt dig op på cyklen og kør ud til det sted, der ikke fungerer og gør det nødvendige for, at det kommer til at fungere. Og lad så de steder, der fungerer, være …
Sådan har vi det også med de interne skoler.
Luk de interne skoler, der lader en 10 årig pige sidde alene i et klasseværelse uden kontakt til voksne. Men lad være med at stille spørgsmålstegn ved eksistensen af den store gruppe af interne skoler, der hver dag står på tæerne for at bringe børn og unge med sporadisk skolegang, skolesvigt og social uro i bagagen på omgangshøjde. Men stil gerne krav: Vi skal kontinuerligt blive dygtigere til at løse opgaverne. Flere anbragte børn og unge SKAL have en uddannelse…
Men vi kan måske starte med at bede om børns ret til 1800 skoledage i løbet af et grundskoleliv?

Ad 2. Må jeg ikke bare stilfærdigt gøre opmærksom på, at udsatte børn og unge naturligvis har ret til at blive hørt, inddraget og respekteret. Timing og forholdemåde skal til- og afpasses deres alder og modenhedsniveau.
Børnene skal stå først, som flere ministre har påpeget.
Men ligesom med ansvar-for-egen-læring, der på et for tidligt tidspunkt kan være et undergreb, så er det et overgreb at lade børn træffe definitive beslutninger på et situationsbestemt grundlag.
Det er helt afgørende vigtigt, at det er professionelle voksne, der på et fagligt grundlag kan nuancere børns affektivt bestemte ønsker og forestillinger, så børns vilkår tilgodeses både på kort og på langt sigt.
Hvor gammelt skal et barn for eksempel være for at kunne vælge mellem plejefamilie og forældre?
Herunder at vælge den ene part fra – med livslange konsekvenser til følge.
Eller hvornår kan vi være helt sikre på at barnet mener det, når han/hun siger: Jeg vil aldrig se min mor?

Vi skal naturligvis have de tunge redskaber i værktøjskassen (tvang, minus-kontakt m.m.)
Men efter mere end 30 år i branchen, må jeg sige at det er umådeligt sjældent, at det har været relevant at bruge dem.
Jeg har til gengæld oplevet masser af gange, at det har været godt – for den ene part eller for begge – at sætte relationen på standby.
Vi har også gode erfaringer med, at teknologi kan bruges til at parterne kan følge med i hinandens liv uden konkret kontakt – mhp at relationen så kan genetableres, når barnet kan profitere af den.
At udsatte børn og unges forældre (og andre ressourcepersoner) kan spille en vigtig rolle i behandlingsindsatsen, er der slet ingen tvivl om. Ofte er det en forudsætning for resultatet.
--
Tilbage til Brinkmanns bænk: Skåret ind til benet handlede den første halve time om deres bud, på hvad der er galt i vores samfund:
Paradokset mellem at vi bliver rigere, ældre og bedre uddannede samtidig med, at vi bliver mere stressede, angste og deprimerede.
Mellem præstationssamfundets krav om hastighed, som et mål i sig selv og som medproducent af menneskeligt forfald og så menneskers behov for meningsfuldhed og lyst til at bidrage.
Brinkmann ridsede det op ved at spørge om det er præstationssamfundet, der gør, at vi glemmer at leve et meningsfuldt liv? Eller er det tabet af mening, der gør, at vi ’bare går rundt og præsterer’?
Det er blevet til svaghed at insistere på at holde en pause, hvilket vi fra musik uden pauser ved, gør, at vi ikke kan høre melodien, og som derfor reducerer lyd til støj.
Liv uden pauser bliver til støj. Og er umenneskeligt.
Som vi ved, er der meget, der tyder på, at det er de 16-24 årige, som dette paradoks går hårdest udover.

Det socialpædagogiske islæt manifesterede sig specielt i diskussionen om, hvad vi gør ved paradokset.
Det er først og fremmest mennesket, der er blevet grænseløst
Samfundet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet spiller også en rolle.
Men det er mennesket før systemet
Derfor er det mennesket, der skal lære at afgrænse sig ved at styrke selvværdet, så det kan udvikle integritet, dydsforståelse og generøsitet. Og modstå de systemelementer, der ikke gør noget godt..
Heri ligger det socialpædagogiske DNA ..

Vi skal bevæge os fra at gå opad karrierestigen til at gå opad selv-respekt-stigen.
Vi skal have mere fokus på at styrke unges etisk/moralske kompas – altså at skabe bedre forudsætninger for, at de kan lære at navigere mellem det meningsfulde og det meningsløse.
Det er det, vi i mange år på vores område har kaldt for … dannelse.
Vi skal forstå forskellene mellem tilfredshed, lykke og meningsfuldhed, hvoraf kun det sidste begreb er efterstræbelsesværdigt og bæredygtigt. De to første begreber er vigtige nok, men flygtige.
Dermed bliver det en socialpædagogisk opgave for os, der arbejder i det specialiserede socialområde at medskabe rammerne for at udsatte børn og unge kan ’flytte markørerne og koordinaterne for det meningsfulde liv’.

På et konkret spørgsmål om hvad de tre i studiet ville sige til en ung, der står midt i at skulle i gang med sit voksenliv, sagde de:

  • Sørg for at for at installere præstationsfrie rum
  • Insister på at have omgangskredse, der er mere optagede af hvem du er end af hvad du laver
  • Få fat på hvad du er forpligtet af, hvad du er en del af, og hvad du har ansvar for

--

Men hvorfor skriver jeg egentligt dette referat af en podcast om meningsfuldhed og mangel på samme?
Det gør jeg fordi vi står overfor en af de vigtigste reformer i nyere tid:
Vi har en historisk politisk åbning for at bringe udsatte børn og unge og forståelsen af, hvad de har brug for ind i lovgivningen og dermed ind som forandringspejlemærker i børn og unges liv – ikke bare i de udsatte børn og unges liv, men i hele vores samfunds opfattelse, hvad udsathed er og hvad vi kan gøre ved det.
Og hvordan vi på længere sigt kan deaktivere det menneskelige forfald og humanisere sammenhængskraften i vores samfund.
Når vi derfor som en del af regeringens inddragelsesløfte tropper op ministerkontorerne, vil vi argumentere for vigtigheden af at styrke udsatte børn og unges selvværd og selvrespekt ved både at stille krav OG sørge for, at de får pauser.
Vi vil insistere på at udsatte børn og unge profiterer af at være en del af fællesskaber, hvor de møder mest mulig normalitet, men også, at de får en pause fra den normalitet ved at være sammen med andre, der også har det svært.
Vi vil fortælle om den helt centrale pointe, der er i at inddrage børnenes forældre, der hvor det giver mening for barnet; for dets  trivsel og udvikling, men også at de får en pause fra den relation, når den bliver for smertefuld og for vanskelig
Vi vil fremlægge synspunkter, der vil understøtte barnets og den unges medbestemmelses- og inddragelsesret, men vi vil også fortælle, hvorfor vi vil give barnet pauser i at skulle have ansvaret for vigtige beslutninger i dets eget liv.

Til gengæld vil vi ikke give det udsatte barn pauser, når det handler om at styrke den dannelsesfordring, de kan tillade sig at forvente, at vi vil bidrage med og hvis substans er hentet fra teorien, fra vores ordentligheden og fra alt det, vi i øvrigt ved – og det vi forpligter os på at komme til at vide mere om – i forhold til, hvad der er godt for børn, der har brug for omsorg, vejledning og livshjælp.

Afslutning:
Jeg indrømmer: Denne klumme er lidt langhåret.
Nu er der ikke noget i vejen med at være langhåret. Jeg er bare så gammel, at jeg ikke kan huske, hvordan det var.
Til gengæld har jeg så mange kilometer i benene, at jeg godt ved, hvornår man skal gå dybt for at finde saften og kraften i argumenterne.
Hør podcasten her: https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-46 

 


JULE-klummen 2019

SS_julen_2019.png

WISH - LOVE - GIVE

For nylig gik jeg forbi en forretning på Vesterbro. Målrettet og forstyrrelsesresistent.
Det har jeg såmænd gjort så mange gange før, men i forbindelse med trængsel på fortovet måtte jeg vende kroppen ind mod et forretningsvindue.
Der faldt mit blik på de tre ord, malet på vinduet. WISH, LOVE, GIVE.

Hvis man lige ser bort fra den uafviselige, men også helt rimelige forretningsmæssige pointe, der er i appellen: ØNSKE, KÆRLIGHED … KØB, så repræsenterer de tre ord måske ’on the other hand’ en meget præcis linje i julens spændingskurve: Du ønsker dig noget af den eller dem, du elsker, som så fordi de elsker dig, giver dig det, du ønsker dig … juleaften.

Vi har også fået en finanslov. Der står ikke så meget om udsatte børn og unge – bortset fra penge til psykiatrien, en styrkelse af den understøttende undervisning  og vist nok en bette rest fra et tidligere efterværnsforlig.
Men tillykke til dagområdet med minimumsnormeringerne. Det er naturligvis et skridt i den helt rigtige retning. Tidlig trivsel og udvikling er kun godt.
Skulle vi ønske noget i den retning, så ville det batte meget, hvis vi på vores område fik minimumsgrænser for faglighed, tværfagligt samarbejde, inddragelse, efterværn, m.m.

Men!
Er der nogen, der ikke har behov for en minimumgrænse er vores allerbedste julegaveregnsvenner, der altid kun har været optagede af maksimumsstandarder. Max gas på WISH-LOVE-GIVE.
For 13 år siden startede en gruppe københavnere den indsamling, der år efter år har gjort det muligt for os i FADD, at sørge for anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner får en ekstra julegave.
Vi er bare SÅ glade for den indsamling.

Tidligere i mit liv, hvis man fik en julegave, man ikke havde ønsket sig SÅ hårdt, at man ligefrem skulle have den, har man vel halvsurt fået hvislet at ’det også er vigtigere med tanken’.
Men Julegaveregns-indsamlingen kan bare af et ærligt julehjerte begge dele. Det er både og. Gaven og tanken.
Vi ved det, for børnene siger det til os. ”Wauw, lækker gave. Også fedt, at der er nogen der tænker på mig på den måde, herreoptur”.

I mine mange år i dansk børneforsorg, har jeg aldrig mødt en mor eller far til et af vores børn på Godhavn, der ikke elskede deres barn. Og jeg har heller aldrig oplevet et barn, der ikke kunne finde på et eneste julegaveønske.
Jeg har til gengæld mødt en del forældre, der havde vanskeligt ved at stå for det noget opstyltede set-up vi i vores land har til julen. Ikke mindst juleaften.
Det er der, vi og vores kolleger ude på institutionerne kommer ind i billedet.
Hvad enten vi har ’trænet’ juleaften, familiesamvær, juletraditioner eller har leveret stegen, kartoflerne, rødkålen og sovsen eller har stået for juleaften (også) den 24., så har vi alle følt en forpligtelse til at være, gøre og sige helt noget særligt for/til det barn, vi har i vores varetægt til dagligt - op til julen.
Den pointe understreger operation julegaveregn

At vi så i FADD her i december har haft et rigtig godt møde med Socialminister Astrid Krag, statsminister, Mette Frederiksen kiggede forbi, årsmødet gik virkelig godt, vi har afleveret kvalificerende høringssvar, vi har haft opbyggelige møder med samarbejdspartnere og en god bestyrelse har afløst en god bestyrelse osv, så er det ret beset småting i forhold til WISH - LOVE – GIVE, set fra et barns perspektiv.

Må alle – udsatte og ikke-udsatte børn, unge, forældre, samarbejdspartnere, kommunalbestyrelser, regionsråd, Regering og Folketing, kongehuset, FADD-medlemmer og ikke mindst alle jer, der støtter JULEGAVREGN  få en glædesfuld, udramatisk og helende december og jul.

Pas på hinanden, derude i juleræset …
WISH - LOVE – GIVE

Søren Skjødt, formand for FADD


November-klummen 2019

ss_aug2019_2.jpg

På depressive dage, som jeg i gennemsnit har en af hvert femte år, kan jeg blive overbevist om at alting var bedre i gamle dage.
Fodboldspillere brugte hverken halsedisser (det hedder det!) eller tophuer.
Brøndby vandt pokaler
Der var bedre plads på vejene.
Ispindene var større og billigere.
Og udsatte børn og unge var ikke et regneark.

Lad mig nøjes med den sidste: Er udsatte børn og unge et regneark i 2019?
JA og NEJ

JA fordi nogle kommuner i den måde de behandler udsatte børn og unge  og deres familier på i hvert fald fremstår mere optagede af tallene end de mennesker, der har brug for hjælpen.
Månedsopfølgning på fremskridt, kronefokuserede licitationer over indsatser, rabatforventning v/ mere end et barn,  hurtigt ind, hurtigt ud, flere anbringelser i starten af året og i starten af kvartalet, og ubæredygtige og kortsigtede løsninger.
Nogle af de praksishistorier, vi hører fra vores medlemmer handler rigtig meget om tid. Og tid er penge.

NEJ fordi der er mange kommuner, hvor man ikke tænker og handler på den måde.
NEJ fordi vi er mange, der bærer på det socialpædagogiske DNA (omsorg, udvikling og respekt i betydningen; blive ved med at se, re-spekt)

Som professor Lene Tanggård en gang sagde på et årsmøde: Pædagogik er et svagt projekt – fordi resultaterne aldrig kan garanteres.
LT spurgte: ”At værdsætte hvad vi måler eller måle, hvad vi værdsætter? Målbarhed  og evidens:  Måler vi faktisk, hvad vi værdsætter, eller måler vi blot det, vi med lethed kan måle og dermed kommer til at værdsætte?”
Og svarede selv: ”At måle pædagogisk effekt for at finde universelle  sammenhænge, svarer  til at veje en pengeseddel  for at måle  dens værdi.”
 ---
Vi har fået en ny regering. Og vi kan tillade os at forvente nye tiltag.
Om det ligefrem er et nyt tiltag er måske nok udtryk for en sproglig overgørelse. Men i et interview i Politiken 22/10 siger uddannelses- og forskningsminister (S) Ane Halsboe-Jørgensen under overskriften; HØR HER, VI REGNER PILSKÆVT: ”Der skal ske noget. Samfundet reparerer for meget og forebygger for lidt”.

I FADD støtter vi naturligvis både bedre regnestykker, mere praksisnær forskning, socialt arbejde som investering og at uddannelse er godt.
Det er meget enkelt: Hvis kommunerne vil øge inklusion, mindske udsathed og skabe bedre forudsætninger for at mennesker kan klare sig selv, så må man anerkende, at kvalitetsudvikling kræver investering.
Og vi ved godt, at det ikke er direkte motiverende for kommunale beslutningstagere, at gevinsterne ved kommunale investeringer i socialområdet typisk bonner ud på statsøkonimien - ovenikøbet på relativt langt sigt.
Det må vi have lavet om …

Men pas nu alligevel på:
Kloge hoveder har før stillet spørgsmålstegn ved både Heckman-kurven (den der viser at tidlig indsats betaler sig) og for stor skævvridning i balancen mellem ressourcer til forebyggelse og til behandling.
Vær varsom med dele af den evidensbaserede viden. Den er som udgangspunk gammel, men ikke nødvendigvis forældet. Pas på fælden, værdsættelse vs måling.
Lad nu være med at forske i noget vi godt ved. Medtænk erfaringer og lad os gå efter det rebelske, det skæve, det, der kan ’breake the rules’.
Lad os lede efter hvad der er godt for udsatte børn og unge. Det står og falder med om de får mulighed for at deltage i forpligtende fællesskaber. Keep it sometimes simpel and sometimes complex…

Og så er det jo snart årsmødetid – der kommer ca 180 udover mig.
HURRA for det…

Jeg glæder mig  smile

 

 


September klummen 2019

ss_aug2019.jpg

Det er finanslovsforhandlingstid. Det betyder, at der sættes kroner og ører på, hvad velfærdsstaten må koste til næste år.
Kommunerne, der er den primære udmønter af vedfærdsydelser, har pt. møder med regeringen om, hvor meget, på hvilke områder og med hvilke resultatforventninger kommunerne kan/skal tilrettelægge de indsatser, der skal betrygge flest mulige borgere i det rimelige i, at man mod at afgive noget af sin frihed til gengæld modtager tryghed fra fællesskabet.
Økonomisk sikring af borgere ved sygdom, ulykke, alderdom eller arbejdsløshed bliver – sammen med gratis skolegang og lægehjælp - traditionelt set betragtet som velfærdsstatens kerneydelser.

Fra min stol - hvis udsigt er rundet af en erkendelse af, at markedet ikke kan alt, men noget og at såvel det personlige ansvar og det personlige initiativ kan medvirke til at vitaminisere løsningen af samfundsmæssige opgaver … og omvendt - har jeg i mange år ment, at det velfærdssamfund, jeg foretrækker, skal kendes på dets evne til at tage vare på de svageste.
Afhængig af hvordan man definerer de svageste, så vil nogle udsatte børn og unge og deres familier i nogle forståelser høre til i kategorien ’de svageste’
Omvendt har jeg rigtig ofte i mit arbejdsliv mødt både udsatte børn og familier, der er fremstået alt andet end svage.

Ikke sjældent har jeg tænkt på, hvordan det barn eller den familie har fået kræfter til at holde ikke bare skinnet på næsen, men også overleve til trods for de mest brutale situationer og vilkår. Måske med ar på krop og sjæl, men dog med vedholdende livskraft og gå-på-mod. Nogle gange endog med humor, klarhed og overskud af en anden verden.

Der er mange versioner af, hvad velfærdsstaten gør ved os. På godt og ondt.
Med skiftet fra bistandslov til servicelov i 1998 fik fortalerne for markedsgørelse af statens ydelser medvind, og borgerne fik et belæg for, at se sig selv mere som kunder i butikken med krav på service mere end på deres behov.
Som konsekvens har det haft, at nogle mennesker enten er blevet for vænnede til eller har ladet sig passivisere af velfærdsstatens kontrol af det enkelte menneske.
Når systemet ikke fungerer, kan det indimellem se ud som om samme systems  reaktionen har været lige dele opgivelse pga uoverskuelighed, enkeltpersoners kynisme eller bevidstløs stramning af regler, som i mange sammenhænge har ført til et betydeligt bureaukrati og problemfastholdende regelopfølgning.
Det er min erfaring, at vi gør klogt i at forstå svaghed og styrke for den sags skyld som dynamiske øjebliksbilleder. Som en periode mere end en tilstand. Problemer kan gå over; nogle gange med hjælp fra andre mennesker.
Ikke kun fordi, at det er sådan det er. Vores liv er dynamisk. Det går i ordets egentlige forstand op og ned.
Det er vores allesammens vilkår, at vi den ene dag kan bidrage til fællesskabet for den næste at få brug for det samme fællesskab. Hvad enten det drejer sig om penge, ny viden eller behandling.
Men også fordi det er min helt klare opfattelse, at udsatte børn, unge og deres familier profiterer af, at vi indgår i samarbejde med dem med henblik på, at vi kan komme til at bidrage til at vende deres aktuelle svaghed til en ny styrke baseret på de læringsprocesser, vi med faglighed, omsorg og ordentlighed sammen kan styre hen imod: Uddannelse, beskæftigelse, sundhed og sociale normer, så man er til at holde ud at være sammen med …Det arbejde kalder vi socialpædagogisk behandling eller udvikling.

Lidelse opstår altid i fravær af mening.
Smerte opstår, når der er for langt mellem det liv, man lever, og det liv man drømmer om.
Derfor skal det, vi foretager os, som de konkrete velfærdsleverandører, skabe mening og forbindelse til drømmene.
Så vi kan bidrage til at vende svaghed, i den afgrænsede periode det udsatte barn eller familie er det, til styrke.
...
Tilbage til finanslovsforhandlingerne:
Når finansminister Nicolai Wammen i forbindelse med det traditionelle kasseeftersyn efter en regeringsovertagelse meddeler, at der er et hul i de offentlige udgifter på 3,5 mia, og når vi tidligere på måneden hørte KLs formand Jakob Bundsgård og næstformand Martin Damm bede om flere penge og mere metodefrihed til kommunerne, så bliver jeg en smule bekymret.
Mange har set frem til at få styrket lige netop det område de repræsenterer på velfærdspaletten.
Vi beder ikke om flere penge til vores område. Heller ikke færre.
Men vi har en forestilling om, at vi kan bruge pengene til udsatte børn og unge-området klogere.
Ved at tænke langsigtet, kortsigtet, målrettet, sammenhængende, koordineret … og videns- og erfaringsinformeret.

Vi foreslår, at vi laver et kasseeftersyn på udsatte børn og unge området og i forlængelse heraf lancerer en masterplan for, hvordan vi vil organisere brugen af de ca 16 mia, vi bruger på udsatte børn og unge og deres familier i DK.
Vi foreslår professor Svend Brinkmann som formand for en udsatte-børn og unge-kommission, hvis medlemmer skal være repræsentanter fra forskning, myndighed, nuværende anbragte børn og fagets aktører. Men ingen politikere, hvis tilstedeværelse vi til gengæld vil glæde os over den dag i 2021, hvor vi i Landstingssalen fremlægger et visionært, kreativt og bæredygtigt forslag til, hvordan udsatte børn og unge området kan se ud …fremadrettet. Klogt, afstemt og ordentligt.

Søren Skjødt
Formand for FADD


Augustklummen 2019

SS_aug2019.png

Oplevelsen gentager sig hvert år.
Når den udebliver, må det være tidspunktet at køre sulkyen i stalden for sidste gang: De sidste tre dage før jeg skal starte på arbejde igen efter ferien, står jeg og skraber i savsmulden fordi jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet.Jeg synes stadig, at vi, der arbejder med de mest udsatte børn og unge har verdens vigtigste job: Med engagement, faglighed og stålsathed at arbejde stenhårdt for at rammesætte og indholdsbestemme de korrigerende, meningsbærende, omsorgsfulde og læringsfremmende processer, der skal lede til at udsatte børn og unge får det bedre og lettere i deres liv - i samarbejde med børnene, deres forældre og kommunal myndighed.Eller som jeg hørte en sige det for nogen tid siden: Vi skal værne om børns ret til at være børn, lære dem ansvarlighed og medvirke til at justere deres drømme, så de ikke mister dem ...Har man i den sammenhæng brug for inspiration, kan man bare slå op i serviceloven…Selv om fortællingerne fra vores historie er bredspektrede og mange-facetterede, så må vi erkende, at vi også bærer på tidligere tiders udsatte børn og unges oplevelser med tæsk, overgreb og medicinske forsøg.Efter et meget langt tilløb sker der noget nu. Tidligere anbragte børn og unge får ved et arrangement på Marienborg den 13/8 2019 Regeringens officielle undskyldning for statens manglende tilsyn med de institutioner, hvor de har boet.- Nogle af samfundets mest sårbare børn blev mishandlet. De blev svigtet af de voksne, der skulle passe på dem.- Myndighederne gjorde intet. Det kan og må vi ikke som samfund lukke øjnene for.- Vi kan ikke ændre det, der er sket. Men vi kan og skal lære af det. Det var ikke børnenes skyld. Det er det aldrig. Derfor er det på høje tid, at vi giver ofrene en undskyldning, sagde statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse fra 3/7 2019.Vi har stor respekt for de kampe mange tidligere anbragte har ført for at få anerkendelsen af, at samfundet bar et ansvar for, at der ikke blev grebet ind overfor urimelighederne.Alle udsatte børn og unge har krav på at få mulighed for at fortælle deres historie. Og at politikere, forvaltere og ikke mindst os, der er i branchen, har en særlig forpligtelse at lytte, forstå og udvikle såvel vores mindset som vores handlemåder. Børn, der reagerer normbrydende og asocialt er hverken er dumme eller onde, men i mistrivsel og i ubalance.Historien forpligter. Tiden ændrer sig. Værdierne flytter sig. Dannelsesidealerne skifter retning.På et tidspunkt vil også vores praksis blive vurderet i et nyt og skarpere lys og med nye og bedre briller.Med en let omskrivning af et gammelt udtryk, håber jeg, at man engang om vores måde at handle på, vil kunne sige:”Tilgiv dem, de gjorde hvad de vidste, og vidste hvad de gjorde. Og ordentlighed var den bærende ide”.---I forbindelse med ungdomskriminalitetsreformen havde vi visse forbehold overfor ungdomskriminalitetsnævnene, der skulle ledes af en juridisk dommer og som ikke var forpligtede til at inddrage børnesagkyndige i afgørelserne.Vi har fulgt nævnenes arbejde grundigt, hvis status i øvrigt er, at man  pr. første halvår i 2019 samlet set har modtaget 300 sager (heraf vedrører 100 de 14 årige – vi kunne måske have reageret noget før; vi har kendt dem siden børnehavealderen!!), 57 af sagerne har ført til anbringelser, heraf er 16 børn og unge blevet anbragt på enten delvist lukket eller sikret institution.Det fremgår ikke af det statistiske materiale, hvilke øvrige foranstaltninger nævnene har bragt i anvendelse ift de resterende 243 sager.Vi ved således ikke om nogle børn og unge er blevet sat til at vaske brandbiler, som tidligere justitsminister Søren Pape foreslog i ungdomskriminalitetsudspillet.Vi har haft flere møder med Mette Adamsen, som er chef for Koncern Ungekriminalforsorgen, der hører under Kriminalforsorgen, ligesom flere møder er dagsordensat.Vi er blevet foreløbigt betryggede i indsatsens legitimitet og forholdemåder, men mangler fortsat forsikring om, at der blive lavet kvalitativ forskning på området med interviews og resultatvurdering af de involverede børn og unge og deres forældre.Søren Skjødt, formand for FADD


Maj KLUMMEN 2019

SS_ny_nov2012.jpg

DET ER ALDRIG FOR SENT AT FÅ EN GOD BARNDOM version 2.0

En artikel fra Mandag Morgen (6/3 2019) med en overskrift, der hverken var skrevet på skriggul Breaking-news-baggrund eller med megabogstaver - hvorfor jeg nær havde misset den – gjorde, at jeg var lige ved at få proteinpulveret i den gale hals:
’Rettidige indsatser i stedet for tidlig’

Artiklen fremkaldte den særlige både/og-oplevelse det nogen gange er, at læse noget man ligesågodt selv kunne have skrevet. Men aldrig fik gjort: Forløsende og irriterende wink

Skribenten var Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi, som vi - by the way - fluks fik inviteret med til en folkemødedebat (Kæmpestranden J36 fredag 14.45-15-30: Udsatte børn og unge – nye typer – hvornår gør vi hvad?)

Robin Vickery hiver den gamle seminarieklassiker, Heckman-kurven, frem. (Husker den svagt fra en fjern socialfagstime…)
De ved, den, der handler om, at jo tidligere i livet sociale indsatser sker, jo bedre. Kurven har haft betydelig indflydelse på dansk velfærdspolitik. Og kommunalt fokus på forebyggelse. Og har det stadig …

Men, forklarer RV, resultaterne af en empirisk efterprøvning foretaget af to newzealandske forskere i 2018 stemmer ikke overens med Heckman-kurvens.
Dels er Heckmans resultater over 50 år gamle, dels drager James Heckman sine konklusioner på baggrund af meget få studier.
De newzealandske forskere siger, at det fortsat kan betale sig at investere i en tidlig alder.

Men – og det er det, jeg gerne ville have sagt på præcis den her måde: ”Deres resultater viser også, at det mindst lige så godt kan betale sig at investere i ældre aldersgrupper”.

Det giver ualmindeligt god mening at blive bekræftet i, at vi der arbejder med de ældre børn også kan gøre en forskel, når de sociale udfordringer opstår senere i livet. Ikke at vi ikke vidste det, men ….
Løbet er altså ikke kørt, når vi passerer skolealderen.

RV: ”Men hvordan kan det være, at Heckman-kurven, der virker så intuitivt rigtig, tilsyneladende ikke holder empirisk? Når det giver så god mening, at jo før vi sætter ind, jo bedre?”
Og RV svarer selv: ”Her er vi nødt til at spørge, om den tidlige indsats er for tidlig. Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det.”

Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres når der er brug for den.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …

Vi kender det fra vores hverdag: Timing er rigtig vigtig for, om en social indsats fremmer et menneskes udvikling:
Handler vi for sent, er der ikke den rigtige indsats, rammer vi ikke det rigtige tidspunkt for en forandring, så risikerer vi at skulle starte forfra. I værste fald at mislykkes.

Med den nye forskning fra New Zealand har vi nu et argument for, at hvis vi starter for tidligt risikerer vi unødvendig stigmatisering og uansvarlig prioritering.

Det ligger i god gammeldags socialpædagogisk tænkning, at det aldrig er for sent at hjælpe, hverken det enkelte menneske … eller samfundsøkonomien for den sags skyld…

Helt i tråd med det nogle af os sagde den gang på seminariet, da vi besluttede at ville arbejde indenfor det specialiserede socialområde med de mest udsatte børn og unge og som siden blev forfinet af måske Jakob Haugård: Det er aldrig for sent at få en god barndom.

---

”Artiklen (fra de to new zealandske forskere) ligger fortsat som et working paper og er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift. Ikke, fordi nogen har udfordret resultaterne, eller fordi noget indikerer, at resultaterne ikke er holdbare. Det er derfor lidt af et mysterium, hvorfor det endnu ikke har ført til en kritisk debat og et eventuelt opgør med Heckman-kurven.”
Robin Vichery
---
Formand, Søren Skjødt


Marts-klummen 2019

SS_ny_nov2012.jpg

Vores - og rigtig mange andres - bønner er blevet hørt: Børne- og Socialminister Mai Mercado har som tidligere nævnt sparket forhandlingerne om det specialiserede socialområde til hjørne. Politikerne er gået i tænkeboks. Risikoen for afspecialisering har – ind til videre - været vigtigere at tage hensyn til end behovet for at  vise handlekraft.

For vores vedkommende har arbejdet med Sundhedsreformen betydet, at vi over en periode har intensiveret arbejdet med at få aftaler i kalenderen og i at få afholdt møderne vores nye politiske samarbejdspartnere i Sundhedsudvalget.

Ingen ved hvor forhandlingerne lander. Vi har noteret os, at langt de fleste partier bekymrer sig om risikoen for afspecialisering.
Vores  holdning er klar: Vi vil gøre hvad vi kan for at undgå, at denne gruppe af specialiserede institutioner udlægges til kommunerne eller for de sikrede institutioners vedkommende forankres i kriminalforsorgen.
Vi foreslår, såfremt regionernes nedlægges og der i stedet etableres administrative enheder med fokus på sygdom og sundhed, at der oprettes en statslig driftsenhed, der skal drive, koordinere og udvikle indsatserne på det specialiserede socialområde. 
Det ønsker vi for at samle et område, hvis specialiseringsgrad bør kalde mere på nationale løsninger end på lokal-kommunale budgetprioriteringer, men også i en anerkendelse af kommunernes udfordringer med at håndtere finansieringen og forsyningsforpligtelsen af de mest specialiserede tilbud.

Vi er således ikke ligeglade med, hvem der driver tilbuddene  – i modsætning til SLs formand Benny Andersen, der til Socialpædagogen 19/2 2019 sagde: ”Så er det er ikke så afgørende, hvem der driver institutionerne, hvis man landspolitisk tager ansvar for fagligheden og volumen”
For os at se, er det ret afgørende, hvem der sidder for bordenden.Dels betyder referencer, værdier og kultur rigtig meget for, hvordan organisatorisk tilknytning udmøntes, dels er der mig bekendt hverken et opgør med den kommunale selvbestemmelsesret eller overbevisende meldinger om kommunale interesser og manifesteringer af de nødvendige kompetencer lige om hjørnet i forhold f ex de små kommuners evne til at drive de meget specialiserede institutioner.
Vi foretrækker ensartethed, kontinuitet og faglig bæredygtighed, som fundament for driften af det specialiserede socialområde.

---

Hvis nogen skulle være i tvivl, er valgkampen i gang.
I FADD vil vi som traditionen foreskriver det, støtte op om de partier og de politikere, vi kan få til at love mest  til de udsatte børn og unge og deres familier.
Så har vi nemlig det største katalog at vælge fra, når vi efter valget skal minde de folkevalgte om deres løfter. Ligesom vi så på den måde i god tid kan påbegynde det samfundsnyttige  arbejde med at virkelighedskorrigere aktørerne i de politiske beslutningsprocesser.
Sådan er reglerne.
Idet jeg på forhånd siger, at det var tilfældigt, at den lige netop var socialdemokratisk, så blev jeg for nylig inspireret af en pressemeddelelse fra det gamle arbejderparti:
MINDRE BØVL OG BEDRE RAMMEVILKÅR hed det i overskriften.

Som en del af Socialdemokratiets erhvervsudspil, ønsker man fokus på, som det fremgår af pressemeddelelsen ”at  lette administrative byrder for de virksomheder, der følger reglerne. Og som sikrer fortsat fokus på udvikling og forskning, som skaber danske arbejdspladser.”

”Med fire forslag vil Socialdemokratiet gøre det mindre bøvlet og besværligt at drive virksomhed for dem, der opfører sig ordentligt og bidrager til fællesskabet. Virksomheder, der følger reglerne, bidrager til fællesskabet og sikrer ordentligt arbejdsmiljø for ansatte, skal opleve, at tilsynsmyndigheder og kontrolinstanser ikke unødigt påfører virksomheden administrative byrder. Omvendt skal virksomheder, der snyder og omgår reglerne, mærke konsekvenserne heraf.”

Inspirationen går på, at det for mig at se præcis er den type tilsyn og kontrol, der er brug for på vores område.
Hvad enten vi efter et valg skal have et eftersyn eller en reform på udsatte børn og unge området, kommer vi ikke udenom at drøfte hvordan de sociale tilsyn skal føre tilsyn, der i parentes bemærket generelt længe har fungeret rigtig godt.
Dårlige historier med ringe faglighed, økonomisk plattenslageri og bekvemmeligheds- fortielser/løgne fyldte godt op i mediebilledet i 2018 på udsatte børn og unge området og gav politikere fra et bredt spektrum næring til ønsker om øget kontrol og flere tilsynsbeføjelser.
I min verden er der brug for, at de sociale tilsyn skal have mulighed for at prioritere opgaverne.

Vi har blandt vores medlemmer institutioner, der år efter får rigtig gode tilsynsrapporter: Der er et godt match mellem børnenes og familiernes behov og medarbejdernes kompetencer. Der er styr på økonomien. Der er et balanceret forhold mellem tradition og fornyelse. Der er vedligeholdelsesplaner og effektueringer. Der er et børnesyn, der svarer til den tid vi lever i: Omsorg og faglighed og trives side om side med den rette dosering af inddragelse af børnene, deres forældre, lokalsamfund med mere. Og børnene udvikler sig. 
Jeg siger ikke at disse institutioner IKKE skal have besøg af tilsynet.
Men jeg vil rigtig gerne have, at der er mere tillid mellem de anbringelsessteder, der overholder reglerne og tilsynsmyndigheden. 
Til gengæld må der sættes hårdt ind mod dem, der ikke overholder reglerne eller som har kvalificeret sig til et særligt tilsyn, f ex når enkeltpersoner gennem selskabskonstruktioner får mulighed for  at trække betydelige ressourcer ud af driften af de sociale botilbud til egen vinding.
Som i forhold til børn er der heller ikke på tilsynsområdet brug for, at en model ’fits all’.

Vi kender det i øvrigt fra Levnedsmiddelkontrollen. Elite-godkendte virksomheder har lettere kontrolvilkår end dem, der snyder på vægten eller ikke har styr på hygiejnen.
Giv os egenkontrolværktøjer med passende dokumentationskrav og lad institutioner, der organisatorisk og ledelsesmæssigt har format og kvalitet til selv at foretage nogle af kontrolopgaverne, som har udvidede erfaringer med kvalificeret dokumentationsarbejde og som i forlængelse her af formår at skabe et ordentligt arbejdsmiljø.

”Tillid til ordentlige virksomheder”, kan let omskrives til TILLID TIL ORDENTLIGE SOCIALE TILBUD
Og som det præciseres i udspillet: ”Hvor kontrolindsatsen med dem, der snyder, skal skærpes. Mens de, der spiller efter reglerne, omvendt skal mødes med mere tillid og færre krav.”
Kunne ikke have sagt det smukkere selv.

Mener jeg hørte en lærke gennem mit åbne bilvindue forleden: Glædeligt forår …

Søren Skjødt, formand for FADD

 


Januar-klummen 2019

SS_ny_nov2012.jpg

5. NYTÅRSFORSÆTTER

Vi sidder midt i den.
Midt og midt; det er måske så meget sagt.
Det er ihvertfald upræcist, for hvem ved, om vi skal være der lige så lang tid, som vi har været der? Altså midt i den.
Under alle omstændigheder har vi i en meget lang periode befundet os i den evalueringskultur – for ikke at sige evalueringsindustri eller kvantificeringskultur - hvor rigtig meget skal opgøres i talværdier i ’det metriske samfund’.

I Politikens klumme MODERNE MENNESKER (30/12-2018) behandler Sven Brinkmann fænomenet og skriver blandt andet at ”kvalitative vurderinger af indhold erstattes i stigende grad af kvantitativ optælling af forekomster.” Og senere : ” kvalitative forskelle (bliver) i stigende grad gjort til kvantitativ ulighed”.

Og det er her vi skal passe på: Når antallet af succes’er i virvaret mellem parametre, indikatorer, gennemsnitstal og impact factors bliver vigtigere end, at nogen har gjort noget godt for nogle andre.
Misforstå mig bare.
Men jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skal dokumentere vores arbejde eller undlade at udlede best knowledge.
Det har vi en helt grundlæggende forpligtelse til. Herunder at fremme, udvikle, dele og anvende ny viden.

Men som Brinkmann skriver i klummens overskrift, så ’bliver du, hvad du måler. Så mål dig mindre’.
Det er et af mine nytårsforsæt.
Jeg vil selv - og jeg vil argumentere for, at vi som område skal - måle det rigtige for at blive bedre til vores kerneopgaver. Og bruge det, vi får at vide…

---

I et ret interessant opslag på Facebook (19/12-2018) har en Ruben Fønsbo skrevet om den aktuelle tendens til, at nogle mennesker optræder ’proaktivt krænkelsesopsøgende’
Jeg føler mig ikke ramt, sådan personligt.
Jeg har aldrig følt mig krænket. En sjælden gang er jeg blevet fornærmet eller såret over noget nogen har sagt – selv om det er så længe siden, at jeg ikke kan huske, hvornår det var.
Til gengæld er det sket, at jeg er blevet vred eller sur over et udsagn, som typisk har handlet om bevidst eller ubevidst udtrykte negative eller generaliserende holdninger til udsatte børn og unge og deres familier.
Privat er jeg blevet bedre til at bruge det lille 3-bogstavsbegreb, pyt.

Mit andet nytårsforsæt er at blive ved med at hugge til dem, der generer dem, der ikke kan forsvare sig – hvis det vel at mærke fremmer deres sag og muligheder. Ellers pyt.

---

Forskningsrapporten Børn og Unge i Danmark, Velfærd og Trivsel 2018, som er udarbejdet af forskere på VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, blev offentliggjort 6. december 2018
Undersøgelsen overvåger bevægelser og udviklingstræk i børns trivsel og opvækstbetingelser. Første udgave af undersøgelsen udkom i 2010, den anden i 2014. Denne undersøgelse er den tredje i rækken.
Forskerne har peget på tre områder, hvor der ud fra undersøgelsens forskellige resultater især synes at være sket en forværring i løbet af de sidste 8 år: de sociale polariseringstendenser, den faldende skoletrivsel og den psykiske mistrivsel blandt unge.
Vi ser nogle af de samme tendenser blandt de børn og unge, som vi arbejder med på vores medlemsinstitutioner: Generelt problemer med det normalitetsønske som de fleste børn og unge i udsatte positioner stræber efter.

Mit 3. nytårsforsæt i forlængelse heraf er at vi i FADD vil formå at bidrage til at mindske polariseringen, at skabe bedre skoletrivsel og at øge trivslen for børn og unge, der lider af psykiatriske problemstillinger.

---

Mit 4. nytårsforsæt er af mere sproglig karakter.

Der skal ryddes ud og op:

  • Mindre uforpligtende terapisprog (jeg tænker, jeg oplever, det jeg hører dig sige er…, jeg omfavner min…, jeg adresserer, jeg hører hvad du siger, jeg genbesøger min overbevisning m.m.m)
  • Mere forpligtende menneskesprog (Jeg mener, jeg synes, jeg er uenig, jeg er enig m.m.m.)
Mit 5. nytårsforsæt er også i sprogafdelingen …
  • Ud med alle ord der ender på ’fullness’
  • Ud med ’skatteplanlægning’ (= snyd)
  • Ud med MUMS (det hedder lækkert)

 ---
Vores arbejdspunkter for 2019 (plus det løse – herunder det kommende folketingsvalg)

  • Implementering af Ungdomskriminalitetsreformen
  • Servicetjek eller reform af anbringelsesområdet (pt uafklaret)
  • National handlingsplan for standardiseret screening af somatiske sygdomme hos udsatte børn og unge – mhp lovgivning
  • Udvikling og kvalificering af nye typer af plejefamilier
  • Evaluering af lov om voksenansvar
  • Opkvalificeringsaktiviteter vedr medicinhåndtering
  • Den socialøkonomiske investeringsmodel (SØM)

 Ligesom Folkemødet også i 2019 bliver et møde-, diskussions- og udstillingssted for os og vores medlemmer.

GODT NYTÅR
Søren Skjødt, formand


November klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Det var salig ex-borgmester i Farum Kommune, Peter Brixtofte, der en gang i slutfirserne sagde: Kvalitet er selvbestemmelse til lavest mulig pris.
Citatet var vi nogle stykker, der dengang kun havde hånlige grynt til overs for. Typisk kun at have øje for, hvad tingene koster, sagde vi til hinanden og himlede med øjnene.
Der er løbet meget vand i åen siden. Om jeg ligefrem er blevet klogere med årene, ved jeg såmænd ikke. Men de kontekster vi arbejder i har forandret sig. De kommunale virkeligheder er anderledes. Vi har levet med konsekvenserne af en række reformer på udsatte børn og unge området. Og jeg er blevet ca. 30 år ældre…

2018 er første år efter kommunalvalget i 2017. Traditionelt bruger kommunalpolitikerne de første år af en valgperiode til at gennemføre upopulære forslag, som de håber befolkningen har glemt næste gang, der er valg.
Sådan er det.
Og hvis ikke det er fordi det er så gennemskueligt, så er det da egentlig ikke helt dumt tænkt.

Spekulation i folkets korttidshukommelse kan imidlertid også fungere som en boomerang.
Hvis det man beslutter, ikke er klogt – og der er nogen, som ikke bærer nag, men som bare husker rigtig godt, så får politikerne konsekvenserne smidt tilbage i hovedet, hvilket i nogle sammenhænge medfører dyrere løsninger.
For øjeblikket er der en bekymrende tendens på vores område: Kvalitet på det sociale område = budgetoverholdelse. Dixi (jeg har talt)
Chefniveauet over forstanderne/institutionslederne/tilbudslederne/centerlederne/afdelingslederne er befolket  med mennesker, hvis spidskompetence er økonomihåndtering.
Til at bistå de økonomiske chefer, som altså har ansvar for de sociale indsatser i kommunerne, med at opfylde kvalitetsstandarderne ansætter man mange steder – og det er det nye - det, der på nydansk hedder controllere. Hvilket ikke refererer til styringsapparatet til en Sony Playstation – i flertal …
Man sondrer primært mellem en financial og business controller. En financial controller arbejder med regnskabsudarbejdelse, mens en business controller beskæftiger sig med økonomistyring, rentabilitet og øvrig ledelsesinformation. (Wikipedia)
Men det handler om det samme: At efterleve ønsket om budgetoverholdelse – som kvalitets- standarDEN.

Holdt op mod hvad der sker i den virkelige verden, er der udsatte børn og unge og deres familier som ikke får den hjælp og omsorg, de har brug for.

  • Der mangler trin på indsatstrappen.
  • Der er for mange sammenbrud – specielt i plejefamilier.
  • Mindsteindgrebsprincippet bliver skambrugt.
  • Økonomiske begrundelser for fravalg af de nødvendige indsatser

Og sådan kunne jeg blive ved…

I en efterhånden vidt berømmet kronik med overskriften ’Tilgiv os - vi vidste ikke, hvad vi gjorde’ fra Politiken fra 27. marts 2007 skrev en række økonomiske rådgivere følgende om de også i 2007 omsiggribende konsekvenser af New Public Mangament strategien:
”Vi var selv med til at skabe styringstænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind."
De skrev endvidere:

”Vi håber, vi med dette oplæg til debat kan få andre med i at konstruere nye svar og løsninger. For som nævnt skal vi ikke smide barnet ud med badevandet. Vi skal bevare de gode ting i eksempelvis kontraktstyringen, men tilpasse den nutidens behov. Vi skal lægge vægt på bedre dialog mellem politikere og ledere, så vi løbende lærer af egne og andres succeser – men også erkender manglende resultater og lærer af fiaskoer. Vi skal ikke se ledere eller medarbejdere i det offentlige som budgetmaksimerende bureaukrater – men heller ikke falde i en grøft af naiv tillidstænkning. Vi skal fastholde ansvaret og om fornødent afskedige ledere og medarbejdere, som svigter – men ikke rette smed for bager, i de tilfælde, hvor ansvaret bør placeres højere oppe i systemet.”

Mine to væsentligste pointer er:

  1. Man har med opgraderingerne af de økonomiske kontrolsystemer også fået regnedrengene til at skulle stå på mål for de faglige indsatser. Vi ser eksempler på, at økonomiske chefer kræver, holder fast i, kører hen over hovedet på fagfolk m.m. og træffer beslutninger, som INGEN faglig gang bør have på jord.
  2. Vi er mange, der ser en ære i at overholde et budget. Men det bliver uvederhæftigt hvis man budgetlægger et område rigtig lavt og langt fra virkeligheden, oplever en budgetoverskridelse og så råber op om, at udgifterne til det område eksploderer. Det hedder talmanipulation

Vi savner fagligt kvalificerede chefer
Vi vil have armslængdeprincippet aktiveret.
Vi ønsker os faktisk Peter Brixtoftes princip tilbage.
For vi vil gerne løse opgaverne til lavest mulig pris
Men hvis vi skal gøre det med engagement, klogskab, format og faglighed skal vi have et rum, et ansvar og et mandat til at lede i og på for at kunne træffe de rigtige beslutninger i samarbejde med de mennesker beslutningerne omhandler …
Det kræver ….selvbestemmelse.
Ellers fyr os hvis vi ikke lever op til forventningerne – hvilket naturligvis omfatter budget-overholdelse.

På regnvejrsdage får jeg ind imellem den paranoide tanke, om man bare sjosker rundt som en anden Tyttebær-Maja og ser vi ’tyfis’ alle vegne…
Skal vi bare ind i kampen og regne den ud?
Men så skinner solen og man bliver klar i hovedet:
Så længe jeg er her, hvor jeg er, vil jeg arbejde stenhårdt på at medvirke til at udsatte børn og unge kan få mulighed for at kunne fortælle bedre historier om deres liv.
Jeg var lige ved at sige: Koste hvad det vil …

PS: Er der en frisk controller på  linien, der lige kan regne ud, hvad det koster at have controllerne til at rende rundt og kontrollere?

Og så glæder jeg mig i øvrigt rigtig meget til årsmødet…smile

Intet

December-klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Blade Runners ’far’, science fiction-forfatteren Philip K. Dick, sagde en gang: ”Virkeligheden eller sandheden er det, der ikke går væk, selv om man holder op med at tro på det.”

Tænk lige lidt over det …




Så er jeg tilbage igen:

Sådan har jeg det faktisk nogle gange med det område, vi lever for, i, med og af.

I nævnte rækkefølge.

En mini-status på forholdet mellem velfærd og udsatte børn og unge-området - her hvor vi nærmer os årets afslutning - kunne i den forbindelse lyde sådan her:

Selv om beslutningstagere i dette land ind i mellem agerer som om det ikke eksisterede, så er der 64.500 fattige børn i Danmark. Antallet er vokset med 12.000 i 2017; det viser en ny (dec, 2018) rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Det er også sådan, at fra 2010 til 2017 er andelen af børn, der har fået en diagnose som depression, angst, autisme og ADHD fra børnepsykiatrien, inden de fylder 15 år, steget fra fire til ni procent.

Tallet er gået fra 2354 til 7189, viser en rapport fra Sundhedsdatastyrelsen (feb 2018).

Der er også belæg for, at ca 40% af alle plejefamilieforhold bryder sammen (Inge Bryderup, 2017)

Fra Børns Vilkår ved vi, at der i 2012 var 5305 samtaler med børn og unge om psykisk mistrivsel på Børnetelefonen. Fem år senere - i 2017 - var der 12.205 samtaler.

Og det er et faktum, at et ukendt antal børn og unge lider af skolevægring.

Sammen med klimakrisen, konstateringen af bankernes griskhed, skævheden i uddannelsessystemet og FN'S 17 VERDENSMÅL FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING in general - og hvis vi nu holder fast i, at de udfordringer klarer vi ikke ved at sende dem alle sammen ud på en øde ø - så er der i sandhed nok at tage fat på for stærke kvinder og friske mænd – der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Vi må nok ty til Verdensmål nr. 16: Om fred, retfærdighed og stærke institutioner.

”Støtte fredelige og inkluderende samfund. Give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer”

Vi er klar J

På vores Generalforsamling 8/11 2018 fik vi sat det hold, der skal beslutte, hvordan vi skal prioritere vores opgaver i den kommende sæson:

Jeg får igen fornøjelsen af være formand.

Den øvrige bestyrelse består af: Hanne Dalsgård, Skovgården, Peter Rødbro Johannessen, Dyssegården, Annette Olsen, Josephine Schneiders Hus, TinaMaria Larsen, Den sikrede institution Kompasset, Marianne Beck-Hansen, Børne-familiehusene Holstebro, Frants Christensen, Store Dyrehave Skole, Torben Norup, Struer Skolehjem og Charlotte Møller Pedersen, Dannevirkeskolen.

En særlig velkomst til sidstnævnte, der som den eneste er helt ny i sammenhængen.

På et bestyrelsesmøde her i december konstituerer vi os - spytter i næverne og glæder os.

Hvert år i december måned håber jeg, at vi i det kommende år skal bruge færre kræfter på at virkelighedskorrigere de beslutningstagere, der angiveligt håber, at det hjælper med at holde op med at tro på at det findes …

Og i stedet bruge alle vores kræfter på at gøre vores arbejde med de udsatte børn og unge så fagligt, så dedikeret og så omsorgsfuldt som muligt.

Hvad jeg også håber hvert år er, at Operation Julegaveregnsfolkene tager en tur mere.

Og det gør de – nu for 13. (trettende) år i træk)!!!

Utrættelige, uegennyttige, stålsatte og dedikerede; det er, hvad de er, denne velsammensatte gruppe af mennesker, der december efter december gør det muligt for os i FADD at fordele de indsamlede midler til anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.

Sidste år fik alle.

De - og vi – håber, at det også kommer til at ske i år.


Julen er andet end gaver, steg og træ.

(Det ved alle os, der har prøvet hele pakken: Fra julemand, over kok til ham, der må bruge en halvandendags tid på at skære og file juletræet til, så det passer i juletræsfoden)
Julen repræsenterer i min verden også et ønske om fred og fordragelighed.

Alle udsatte børn og unges forældre håber, at julen i år bliver lige så god eller bedre end sidste år.
Nogle af dem har ansvarligt og afklaret vurderet, at de ikke er i stand til at stå for hele julearrangementet, men måske noget af det …
De forældre lover vi naturligvis, at vi tager os ekstra godt af deres børn.

Hvad enten børnene får nogle madposer med hjem, at børnene bliver hentet tidligt, at forældrene kommer på besøg eller at man venter til et bedre samværstidspunkt:

I alle faserne hjælper Julegaveregns indsats med til, at det hele bliver lidt lettere, lidt enklere og lidt mere bærbart…


God december – keep it down

SS

Intet

Oktoberklummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Ret præcist er det et år siden, vi første gang hørte om regeringens udspil mod ungdomskriminalitet, ALLE HANDLINGER HAR KONSEKVENSER, som siden er blevet til en fælles lovpakke fra Justitsministeriet og Børne- Socialministeriet – med Justitsministeriet som primærafsender…
Som det fremgår af det høringssvar, vi har offentliggjort tidligere i denne uge, er vi ikke begejstrede.
Og det har vi ikke været på noget tidspunkt.
Vi savner vidensbaseret belæg for opstramningerne og/eller ’lovende erfaringer’ med lignende initiativer fra andre lande.
Vi har ledt, men forgæves …

Det er vores opfattelse, at flere af forslagene baseret på en forestilling om, hvad der vil være virkningsfuldt (læs: afskrækkende ift at fastholde en kriminel løbebane) for ikke-udsatte børn og unge fra ressourcestærke familier.

Adskillige klummer, debatindlæg og argumentationsrækker på et hav af møder med politikere, embedsmænd, forskere og organisationsfolk og rådsmedlemmer - og ikke mindst vores egne medlemmer - har siden peget i den samme retning:
Vi er bekymrede over det værdiskred, som det er kommet til udtryk i form af en hård retorik med straffelignende sanktioner, mere overvågning, økonomiske konsekvenser og mere politi
Det er elementer, der – som vi har skrevet i høringssvaret – ”kan fremme en risiko for, at børnene i målgruppen vil påtage sig en identitet som kriminelle, som de kan få svært ved at slippe igen.”

Som vi hørte en leder på en medlemsinstitution sige: Nogle gange modtager vi unge, der i affekt siger: ’Bare vi kan få et enkelt slag ind, så ….’

Vi ser for os, at nogle af initiativerne kan risikere at optrappe og producere ’dem-mod-os-kulturer’, som ingen profiterer af.

Når alt dette er sagt, har vi en udfordring med en mindre gruppe af børn og unge på i særlig grad de åbne afdelinger, der ligger i tilknytning til de sikrede institutioner og på de delvist lukkede døgninstitutioner/afdelinger.
I de sammenhænge er der af sikkerheds- og omsorgsmæssige grunde brug for for eksempel døralarmer, som kan gøre os i stand til at beskytte og skærme børn – uden at vi erstatter, men supplerer, menneskelig omsorg med teknologi.
Brugt afgrænset, omsorgsfuldt og klogt...

Udsatte børn og unge er lige så forskellige som ikke-udsatte børn og unge.
Det er vores erfaring, at magtstatuering for nogle børn og unge vil kunne fremme ny bevidsthed og forandringserkendelse, mens det for andre kan medføre stagnation og fastholdelse i negative selvbilleder.
I den forbindelse skal jeg ikke lægge skjul på, at der også i vores forening er forskellige holdninger til, hvor grænserne i forhold til magtmidler og beføjelser skal gå.
Til de af jer vi har haft drøftelser med: Tak. Vi er blevet klogere hver gang, vi har talt med jer.
Vi har brug for forstyrrelser og uenigheder. Dels for at undgå selvfedme, dels for at holde trit med virkeligheden.
Det er det vi lever og ånder for: At vi kan udtale os kvalificeret og kvalificerende fordi vi har ’hands on’.
Der har længe været et politisk flertal for reformen.  

Vi ved ikke, om høringsprocessen skaber mere klarhed og forandringsparathed blandt de partier, der repræsenterer flertallet.
Lige nu kan vi kun håbe på, at nogle af de 22 forbedringsforslag ud af de 23 kommentarer, vi har afleveret, vil blive hørt.

Den 23. kommentar handler i øvrigt om, at vi er glade for, at vores ønske om, at det bør være muligt at fjerne det barn der forårsager uroen  fra fællesskabet – som foreslået af de børn, der blev spurgt af Magtanvendelsesudvalget (2013-2015) - er kommet med i udkastet til lovpakken fra Børne-Socialministeriet.

Men:
Som vi har gjort det i al den tid vi har været her, bliver vi ved med at løse opgaverne – uanset hvad det endelige resultat af reformen bliver.

Vi vil til gengæld insistere på, at vi der arbejder med de mest udsatte børn og unge skal kendes på, at vi opdyrker, fremhæver og udvikler de mest humanistiske sider af det til enhver tid gældende samfundsmæssige syn på  børn.

---

Og så er vi da for resten helt oppe at køre over, at alle værelser på konferencehoteller er ’solgt’ til vores årsmøde 7-9 november.
Men der er plads til flere:
Nabohotellet ligger 12 meter der fra, så TILMELD NU smile
Vi vil gerne være endnu flere om at undersøge de valgte POSITURER

Læs de 23 kommentarer – heraf 22 forbedringsforslag i høringssvaret vedr ungdomskriminalitet andetsteds her på siden …

Søren Skjødt, formand

Intet

September klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Fag-fagligt har vi i en periode været optagede af ungdomskriminalitetsreformen. Se for eksempel august-klummen og vores debatoplæg fra Kr. Dagblad i februar 2018… Læs det her
Langt om længe har vi som høringsberettigede netop fået tilsendt høringsmateriale fra såvel Justitsministerium som fra Børne- socialministerium, der begge har svarfrist primo oktober 2018.
Reformen er som tidligere nævnt på plads med et flertal af FTs politiske partier.
Vi er aldrig til flugt eller frys. Men måske heller ikke - hvad vi kunne være i så mange andre sammenhænge – til kamp.
Vi vil blot insistere på at give det saglige …og nødvendige indspark.

Som vi altid gør det, når vi bliver bedt om at bidrage til en høringsproces, har vi tænkt os at gøre os rigtig umage med at udarbejde et svar, der er fagligt klart og tydeligt, men som også rummer de nuancer, som et komplekst lovforslag kræver – i respekt for, at en sådan reform kan få vidtrækkende konsekvenser for de børn og unge, som den rækker ud efter.
Jeg kan godt afsløre, at vi er bekymrede for det værdiskred reformen ser ud til at repræsentere: En hård retorik med straffelignende sanktioner og en risiko for, at den tidlige retliggørelse af børns adfærd kan komme til at betyde, at disse børn vil påtage sig en identitet som kriminelle, som de kan få svært ved at slippe igen…
Men som jeg skrev i august-klummen har vi en sikkerheds- og omsorgsmæssig udfordring med en gruppe af børn på i særlig grad de åbne afdelinger, der ligger i tilknytning til de sikrede institutioner og på de semi-sikrede døgninstitutioner.

Vi lægger os med garanti i selen for at afgive et høringssvar, der med udgangspunkt i det, vi ved og det, vi tror på - medtager alle relevante aspekter samtidig med, at vi insisterer på vigtigheden af at fastholde socialpædagogikken i et døgninstitutionsmiljø, og imødegå det, der på en række punkter mere ligner straf i et ungdomsfængsel.
Vi savner ganske enkelt belæg – forsknings- eller erfaringsmæssigt – for reformens legitimitet – ikke mindst set i lyset af det markante fald i ungdomskriminaliteten over en årrække.
---
Vores årsmødeprogram for 7-9 november er meget snart færdigt og klar til at blive udsendt til medlemmer og samarbejdspartnere.
De fem oplæg har vi knyttet sammen i overskriften POSITURER, som betyder holdning, attitude eller stilling.
Det har vi gjort for - for en stund – at fastfryse nogle af de retningsbestemte bevægelser, der i den virkelige verden er dynamiske pejlemærker i vores arbejde - for at kunne undersøge dem nærmere.

Vi glæder os rigtig meget til at høre og se alle 5 oplægsholdere:
Ledetråden fra overskriften POSITURER til oplæggene vil Marie-Louise Bjørn, cand.scient.pol., og Master i Organisationspsykologi gøre os klogere på i sit indslag om styringsstrategiske modsætninger og ledelsesmæssige udfordringer i arbejdet med børnesager – fordi det er der vores arbejde starter: Hvilke rationaler, hensyn og motiver lægger beslutningstagerne til grund for de trufne beslutninger?
Professor ved Institut for Socialt Arbejde på Stockholms Universitet og medlem af Lær for Livets Advisory Board, Bo Vinnerljung vil tale om vigtigheden af uddannelse og sundhed i udsatte børn og unges liv.
Psykolog, ph.d. og forfatter Rasmus Alenkær vil berette om nye måder at forstå inklusion på.
Specialkonsulent på Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling ved Københavns Universitet Poul Hjulmann Seidler vil fortælle om, hvordan indsatser i naturen kan understøtte behandling og trivsel hos børn og unge i udsatte positioner.
Og endeligt vil Jonas Dahl alias Jokeren åbne op for historier om sit liv med rapmusik, ADHD og et liv i overhalingsbanen: ’Stiv xxx …og håret tilbage’.
Vi er derudover rigtig glade for, at vores gode ven og samarbejdspartner Simon Østergård Møller fra Metodecentret vil åbne årsmødet.
Næsten ligeså meget glæder jeg mig til vores generalforsamling – den flittige bestyrelses festdag, som jeg plejer at sige - den 8 nov, hvor vi sammen med medlemmerne får gjort status på det sidste års arbejde og får udlagt skinnerne for det kommende års strategier og aktiviteter.

Efterskrift:
Overgangen fra august til september er ret beset bare et skifte fra en måned til den næste. Same procedure? Like every year, James…
Alligevel kan man godt finde noget negativt ved denne tid på året: ’Sommeren er forbi og den nærmest føj af sted’, som CV Jørgensen synger i en sang fra det usikre årti i 80erne - med Kartoffelkur, atomtrussel, Palmemordet og tøj i neon. Vi går mod mørke, kulde og efterår.
Oveni hatten er Brøndby IF kommet lidt slingrende fra start, det er FC København ikke, den 7. sæson af Klovn er ikke særlig sjov og sådan kunne man blive ved. Der er nok at surmule over…
Hvis det da ikke lige var fordi …

For sådan er det jo heldigvis ofte. Bedst som man sidder der og synker hen i mismod over dårligt vejr, elendige sportsresultater og kedeligt TV, så er der pludseligt hul igennem og en revitalisering af troen, håbet og kærligheden blæser een bagover og bliver til bar’ begejstring:
Vores årsmøde og generalforsamling nærmer sig …

Således opmuntret - og mens denne klumme er blevet til: Melankolien er forsvundet …og vi er ’ready to move’ smile

Glædeligt efterår
Søren Skjødt, formand

Intet

August-klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Mens sommeren i DK har slået i al fald et par varmerekorder, så har jeg slået en rekord i en noget anden – nå ja - boldgade.
I forbindelse med at varmen udenfor har skabt hysteriske tilstande ved isboder, på nord/syd/øst/vest og derimellem-vendte strande og i biler uden aircondition, så har jeg stille og roligt indenfor slået min egen ellers solide rekord fra sidste EM i fodbold med flest sete fodboldkampe under en slutrunde – her fra VM fra Rusland – fra næsten samme position: min sofa - med en fjernbetjeningen til en ventilator inden for bekvem rækkevidde.
Det blev fulgt op af en intens opmærksomhed på tennis fra Wimbledon og cykelløb fra Frankrig.
Mellem tacklinger, mål, VAR-indslag, tiebreak’s, flugtninger, styrt, højdemeter og spurter har jeg også fået læst lidt op på noget af det, vi i FADD kommer til at beskæftige os med her i sensommeren og efteråret.

Først for står den ungdomskriminalitetsreform, som har været så længe undervejs.
Ærgerligt nok har et politisk flertal bestående af regeringspartierne sammen med Socialdemokraterne og DF her inden den kommende høring meldt ud, at de sammen vil stemme reformen igennem.
Ærgerligheden består naturligvis i, at det så forventeligt bliver sværere at få ændret ret meget.
Det forhindrer os ikke i at gøre forsøget. Men det forhindrer sandsynligvis partierne bag reformen i at blive klogere.

Fra vores side bliver der ikke så meget nyt under solen:

  • Vi mener faktisk, at vi ift de 10-14 årige har de nødvendige redskaber - vi savner til gengæld, at kommunerne mere konsekvent benytter sig af dem.
  • Vi mener, at rettidig igangsættelse af en social opdragelsesmæssig indsats er vigtigere end at afklare skyldsspørgsmålet i ren juridisk forstand - vi savner til gengæld, at reformen beskæftiger sig mere med de pædagogiske indsatser end med alarmer, overvågning, husordener og øget magtanvendelse på de sikrede institutioner.
  • Vi mener, at reformen er med til at stigmatisere børn i reformens målgrupper, som til orientering og i henhold til regeringens egne tal for de 10-11 åriges vedkommende andrager omkring 40 børn. Fyrre! Der er dokumentation for ”at en tidlig retliggørelse af børns adfærd i sig selv har en negativ effekt, fordi børn har tendens til dermed at påtage sig en identitet som kriminelle og fortsætte ud ad det spor”, som nogle medlemmer af Retspolitisk Forening skrev i et debatindlæg i Politiken 3/8-2018 - vi savner derfor samlet set dokumenterede belæg for at foretage stramningerne.

 Vi undrer os midt sagt over såvel timing som intensitet i forslaget, der kommer på et tidspunkt, hvor ungdomskriminaliteten over en 10 års-periode er faldet markant. Vi, der arbejder med de mest udsatte børn og unge gør det - sammen med de kommunale forbyggende indsatser - rent faktisk så godt, at kriminaliteten blandt de 10-14-årige gennem de sidste 10 år er faldet med 71 pct.
Det er - som en af mine jyske slægtninge ville sige – sådan set, når alt kommer til alt vel egentlig helt OK.

Når det er sagt, så er der en gruppe af særligt udfordrede børn og unge – specielt blandt de børn og unge, der bliver anbragt – eller burde anbringes - på de åbne afdelinger, der er knyttet til de sikrede institutioner og på de delvist sikrede institutioner, hvis adfærd har en karakter, der gør, at vi bliver nødt til drøfte, hvordan vi skaber mest mulig omsorg, men også sikkerhed for denne målgruppe. Og for den sags skyld også for de medarbejdere, der arbejder der…

Dels er der brug for en konkret diskussion ift værktøjer, som i parentes bemærket kan være andet end magtmæssige beføjelser; dels at få løftet indsatsernes form og indhold op på et højere niveau, så det kommer til at handle om bedre sammenhænge i det socialpædagogiske arbejde med de mest udsatte børn og unge.
Det er en større diskussion, som vi gerne vil have til at handle om revitalisering af indsatstrappen (flere og mere flytbare trin og kortere afstand mellem trinnene) ny finansiering (statslig indblanding og/eller flere samskabelsesprojekter mellem kommunerne) bedre udnyttelse af gældende regler for at effektuere og konstituere individuelt målrettede løsninger, mere fokus på vigtigheden af at lette udsatte børn og unges adgang til uddannelsessystemet og til arbejdsmarkedet, bedre koordinering samt familiers og ressourcepersoners inddragelse i arbejdet.
Det er vores overbevisning, at der er brug for en national handlingsplan, der afgrænser kommunernes selvbestemmelse på en række områder indenfor vores arbejdsfelt.

I den forbindelse – altså hvis ovenstående forehavende skal lykkes – er jeg på linie med Svend Brinckmann, der i sin Politiken-klumme tilbage fra den 3/6 2018 skælder ud på et af de centrale psykologiske begreber i moderne pædagogik: mindset.
Langt ind i også vores egne kredse er der fortalere for at fokusere på begrebet, herunder læringsstilspædagogik, positiv psykologi og tænkning osv.
Brinckman nævner, at der for nylig i tidsskriftet Psychological Science blev udgivet en stor sammenfattende analyse af mere end 300 enkeltundersøgelser af betydningen af mindset for skolemæssige præstationer (i alt indgik data fra mere end 400.000 personer).

Forskerne bag undersøgelsen måtte konkludere, at der kun er en »meget svag« sammenhæng mellem mindset og succes i skolen og en tilsvarende »meget svag effekt« af de interventioner, der sigter mod at udvikle growth mindset.
”Rigtig mange undersøgelser kan ikke vise nogen effekt overhovedet, og forfatterne advarer derfor kraftigt mod at lægge mindset-teorien til grund for en reformation af undervisningssystemet.”

Vores (Svend Brinckmans og min) konklusion er derfor:
”I langt de fleste tilfælde kommer man længst med at skabe et godt og rummeligt miljø med plads til faglig fordybelse frem for hele tiden at bearbejde det enkelte menneskes indre.
Alle skoler, virksomheder og kommuner bør have mindst én medarbejder med en veludviklet bullshitdetektor for at sikre den sunde fornuft.”

Vi må starte en bevægelse: Flere bullshitdetektorer i dansk børneforsorg!!!
Den sidste er min egen ...

God eftersommer
Søren Skjødt, formand

Intet

Maj-klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Mens den udendørs belejring af Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads – som  på flere områder - for eksempel før, under og efter - mindede mere om en festival end om forhandlingsopbakning- fornylig blev afsluttet med rockstjernemodtagelser, minutlange, tårevædede omfavnelser og fælles afsyngelse af WE ARE THE CHAMPIONS i en hidtil uset til lejligheden iscenesat og mediefokuseret Instagramvenlig glorificering af i særlig grad fagbevægelsens repræsentanter, har piben fået en anden lyd her nogle dage efter at tømmermændene i såvel overført som konkret forstand har fortaget sig:
Kritiske røster, skuffelser og påstået løftebrud betyder, at der fortsat er tvivl om roen på arbejdsmarkedet kan bevares.

Jeg følger udviklingen, hylder stille den danske model, men undrer mig samtidig over hvor meget tid og hvor stort et engagement vist nok rigtig mange mennesker har kunnet frigøre som tilskuere i forbindelse med nogle forhandlinger, der, som jeg har forstået det, reelt har bestået af en ret begrænset fællesmængde: uenighed om nogle få procents lønudvikling, betaling for en spisepause og en arbejdstidsaftale for lærerne, hvis samlede resultat - hverken kunne tales op af topforhandlerne eller havde en kinamands chance for at blive løst ved en konflikt.
Forhandling handler om at mødes på midten plus minus.

Det kan give god mening at fagbevægelsen prøver at relancere sig selv, men pas nu på seriøsiteten, venner.
Det virker ikke umiddelbart som om Løhde, Ziegler og Kühnau er typer, der ryster i bukserne ved synet af mange mennesker i (lidt for) stramme T-shirts med bannere, der rimer,  indstuderede slagord og fællessang  til guitarspil med ekstra gas når et TV-hold nærmer sig.
Men omvendt hvis det her også handler om at skabe nye former for fælleskaber, så må vi acceptere overgørelser og småfejlskud.
Relationer mellem mennesker kan være kimen til fred i verden.
Se bare på de kærlige tilnærmelser mellem de fire turtelduer Sydkoreas Moon Jaein og Nordkoreas Kim Jong-un og Frankrigs Emmanuel Macron og USA’s Donald Trump wink

Måske vi skal lade arbejdsmarkedets parter forhandle lidt mere i fred og ro, når de om tre år skal på den igen …

---

På DR2 er der et  program der hedder Detektor. Det er et meget vigtigt program.
I en verden hvor fake news, halve sandheder, fortielser, løgnehistorier og spin-manøvrer, der gør sorte historier hvide eller omvendt efter forgodtbefindende, er vi i gang med at erstatte den tillid, vi en gang havde til myndigheder, banker og medier med forbehold, mistro og paranoia: Det er måske rigtigt, men det kan ligesågodt være forkert.

Det gør Detektor noget ved. Programmet, der vel bare er det, vi i gamle dage kaldte for god journalistik, er sat i verden for at skille skæg fra snot. Og omvendt var jeg lige ved at sige - og går derved i demokratiets tjeneste fordi en af de vigtige forudsætninger for demokratiet netop er tillid mellem mennesker og systemer.

Tidligere i april  behandlede programmets redaktion de påståede resultater fra Løkke-fonden og andre  udbydere af de såkaldte intensive læringsforløb.
Selv om nogle af os får lette tics af quick fixes og smart-i-en-fart-løsninger, så har vi alligevel tænkt: Er der mon noget om snakken? Når forskningsrapporter ligefrem dokumenterer at drengene i for eksempel Løkkefonden indhenter 3 og 4 læringsår …

Men som professor Michael Rosholm fra Trygfondens Børnecenter sagde det så klart på spørgsmålet, om man kan dokumentere læringsmæssige gevinster fra Løkkefonden: NEJ.
Han antydede endog, at nogle af drengene fik tilbagefald, når de kom tilbage i 9b.

Et problem i den sammenhæng var også, at ingen åbenbart længere bruger begrebet læringsår. Og at der havde ikke været nogen forsker involveret i forskningsprojektet, kunne vi forstå på Fondens direktør Frederik Meyer, hvis bror i øvrigt er Niels Meyer som vi også kender som Bubber, og som sidder i bestyrelsen i Løkkefonden – sammen med Lars Løkkes kone og Bubbers kone.
Det var lige før man fik ondt af direktøren, der vævede noget rundt i fondens egne begreber, afløst af et par selvmodsigelser og synsninger.
Kom til at tænke på de klummer, jeg har skrevet i de 5 år jeg har været formand for FADD og hvor mange gange jeg egentlig har skrevet: Det lange seje træk er det, der skal til …

Lad mig slå fast, at projekter, der handler om at gøre noget godt for udsatte børn og unge – og som rent faktisk gør det – skal have al mulig anerkendelse. Men må vi ikke nok blive fri for alle opskrivningerne og fiflerierne med tal og begreber. 

Den kritiske rapport fra Trygfondens børnecenter bestilt af Egmontfonden om de intensive læringsforløb, fandt jeg aldrig helt ud af, hvorfor ikke var blevet offentliggjort…
Hvis man måler noget, får et resultat, giver det vel god mening at fortælle om det. Også selv om resultatet ikke var det man forventede eller havde håbet på?
Det er en gammel sandhed, at hvis noget lyder for godt til at være sandt,  så er det det ofte …
Jeg bliver så søvnig af at producere for megen mistro. Hjææælp…
Løkkefonden og andre intensive læringsforløb kan noget. De kan skabe afgrænsede positive oplevelser for børn, der har brug for afgrænsede positive oplevelser.
Når vi jagter tallene hænder det, at vi bliver talblinde.
Vi taler så meget om inddragelse. Måske vi bare skal spørge børnene?
Drengen og hans mor, som Detektor havde talt med, var klare i spyttet.
De gode oplevelser ville de ikke have været foruden, men nogen langtidseffekt af forløbet havde ikke indfundet sig.
---
En ny jammerhistorie blev pillet fra hinanden i Detektor fra i går aftes under overskriften: Hjælper kommuner ikke overgrebsramte børn?
Udsendelsen viste flere ting, men blandt andet, at Danmarks Statistik har fremlagt upræcise tal (”2 ud af 5 børn får ikke nogen hjælp ifm overgreb”), som flere medier (i al fald TV2 og Information) ukritisk efterfølgende havde blæst op som forargelsesfremmende breaking news.
Fakta var, at kommunerne har indberettet forskellige tal – herunder har flere af dem undladt at indberette egne foranstaltninger og de såkaldte § 11 indsatser.

Jeg er føler mig overbevist om, at redaktionen på Information ikke havde haft for travlt, som redaktøren forklarede, at de havde haft, til at undersøge nye helbredelsestal fra kræftoperationer eller nyt om kraftig reduktion i antallet af personer på overførselsindkomst ordentligt.
Selv kaldte redaktøren det for ’surt pis’ at de havde overreageret på tallene fra Danmarks Statistik.
Sjusk og populisme er et dårligt mix.
Akkuratesse ønskes –også når der er tale om børn, der mistrives.

Jeg håber, at DR-Detektor bliver ved med at få lov til at skrælle flere løgnehistorier fra hinanden.
De 20 % DR skal spare kan de for min skyld tage fra Go’aften Danmark,  transmissioner fra Melodi Grand Prix’et. Og alt med Jarl Friis Mikkelsen. 
Hold nallerne fra Detektor. 
’Surt pis’ hvis de ikke er her …
Længe leve Detektor.
---
Til noget helt andet:
Den nye persondatalov træder i kraft den 25/5.
Som I alle ved, omhandler den regler for behandling af personoplysninger og beskyttelse af persondata.
Vi hilser lovgivningen velkommen fordi den tager udgangspunkt i en tid med nye teknologier og dermed også nye muligheder for misbrug af personfølsomme oplysninger
Det skal vi kunne håndtere. Også uden, at vi hver især skal opfinde vores egne sikkerhedssystemer.
Det er vores opfattelse, at vi på vores område har en lang tradition for og er  trænede i at behandle personoplysninger, men nogle af os har givet vis brug for tjekke vores procedurer af og at foretage os det nødvendige tilpasningsarbejde.
Mange kommuner har lavet et godt stykke vejledningsarbejde  og vores generelle indtryk er, at vi som område er godt rustet til at imødekomme de nye regler.
Datatilsynet har udarbejdet en pjece, der sætter fokus på 12 spørgsmål som dataansvarlige med fordel kan forholde sig til.
Find den her: https://www.datatilsynet.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/12_spoergsmaal_-_GDPR.pdf 
---
I forbindelse med en nylig afholdt studietur, hvor vi i FADDs bestyrelse - sammen de værter, der tilbage i august 2017 modtog besøg af direktør i Lighthouse Emmanuel Akpan-Inwang - besøgte institutioner, organisationer og politiske kontakter i London – med Emmanuel som vært og guide, har vi naturligvis drøftet ligheder og forskelle på traditioner, forståelser og løsninger.
Men uanset forskellene var besøget en bekræftelse på, at mennesker, der arbejder med udsatte børn og unge – i hvert fald dem vi mødte og os  – har let ved at forstå hinanden.
Måske det har noget med fagets DNA at gøre: At prøve at forstå mennesker med henblik på at omsætte forståelsen til handling.
Til trods for vigtigheden af teori, analyser, undersøgelser og research står og falder socialpædagogisk praksis med, om der følger en handling med…
Det mener de også i London.

Kunne vi så lære noget i en by og i et land, hvor socialpædagogik hverken er en fælles referenceramme eller en uddannelse og derfor knap nok er et fag?
Ja. Organiseringen af det frivillige arbejde, stoltheden over den erfaringsbaserede viden om, at noget virker, der flere steder kom til udtryk som civiliseret pral, den tillagte og bevidste betydning af lokale forholds konkrete afsmitning på  indretning og hjemliggørelse og ikke mindst det faglige engagement, der drev disse mennesker – på trods af ret hårde omgivelser - til at gøre en forskel.
Endelig betyder det at være på udebane også, at man bliver ny-opmærksom på ens hjemmebanes kvaliteter.
---
Vi deltog sidste med stadeplads, telt og events på Folkemødet.
Det gør vi også i år.
I perioden fra den 14-16 juni er derfor heller ikke hjemme, men befinder os på J20 på Kæmpestranden, skråt overfor den plads vi havde sidste år.
I år deler vi faciliteter med Børnehjælpsdagen, Lær for livet og Metodecentret, hvilket vi synes er et rigtig stærkt hold
Udover vores egne events har vi den store glæde og fornøjelse, at 4 af vores medlemsinstitutioner stiller op:
Stutgården med: Læring på trods
BUC Vejle Fjord med: NÅR DØGNANBRINGELSER ER VEJEN FREM – interaktiv lounge debat
Thorshøjgård med: Special Skills – for unge med særlige behov
Diabetikerhjemmet Solglimt med: Når diabetes kræver en socialfaglig indsats
Spændende og relevante temaer…

Vi har selv to events:
Bevægelse på udsatte børn og unge området (som vi arrangerer sammen med Metodecentret) hvor vi samler en
række aktører fra KL, Børne kulturchefforeningen og de faglige organisationer (SL og DS) for at drøfte hvordan vi sammen kan skubbe området i den gode retning.
Vi er rigtig glade for at Lisbeth Zornig har sagt ja til at lede og formentligt også provokere slagets gang…

I den anden event, Familiepleje eller døgninstitution: Hvad kan vi sammen? drøfter Thomas Vorre-Grøntved, formand for Plejefamilieforeningen og jeg sammen med Inge Bryderup hendes konklusioner af undersøgelsen af plejefamilieområdet, der udkom i bogform sidste år.

Vi håber at rigtig mange medlemmer – som sidste år kom forbi os på pladsen:

Vi ta’r imod…

Søren Skjødt, formand

Intet

Juni klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Vi er formentligt mange, der afventer Socialminister Mai Mercados udmelding om omfanget af det servicetjek af anbringelsesområdet, som blev aftalt i forbindelse med efterårets satspuljeaftale.

Mens ministeren selv har omtalt undersøgelsen som "politiske drøftelser", har partierne, som pressede på for at åbne forhandlingerne, krævet en omfattende revision af området, som senest blev reformeret med Barnets Reform i 2011.

I særlig grad har Socialdemokraterne, SF og DF ønsket af reelle forhandlinger om større forandringer på anbringelsesområdet.

Uanset hvor ambitionsniveauet lander, kalder DRs dokumentar om DRABET PÅ KØBMANDEN sammen med statsradiofoniens afsløringer af ’behandlingsture’ til Sydafrika, samt internt lukrativt køb og salg af brugt inventar og intern ejendomsudlejning - på justeringer på området.

Der er uden nogen som helst tvivl brug for, at nogen mener noget meget håndfast om vigtigheden af tilstedeværelsen af de nødvendige kompetencer i arbejdet med udsatte børn og unge, og om regler for økonomiske transaktioner mellem fonde og direktion.
Spørgsmålet er hvem ’nogen’ er.

Jeg vil ikke afvise, at der skal ny lovgivning til. Måske der skal strammes op i forhold de regler, vi har. Det kan være vi har brug for at præcisere, hvem der har ansvar for hvad.

Men det også kan være, at der er nogle af områdets heldigvis meget få aktører, der skal gribe i egen barm og komme i gang med at lade være med at påtage sig opgaver, de ikke har forstand på at løse, ikke at fifle med sandheden, ikke forhindre andre i at gøre deres arbejde, ikke bare skyde skylden på de andre, ikke tænke på egen vinding og ikke udnytte huller i love og regler.

Måske handler det handler om at (gen)indføre sund fornuft og almindelig anstændighed.

Når enkeltpersoner tosser rundt, sker der ofte det, at der bliver skreget på nye regler for alle.
Vi risikerer dermed, dels at skyde gråspurve med kanoner, men også at der opstår en unødvendig kompleksitet og indviklingsspiral med efterfølgende øgede kontrolkrav, der er med til at fjerne fokus fra kerneopgaverne i socialt arbejde.

Vi skal efter FADDs opfattelse satse på 13 rigtige – hvilket vi har tænkt os at drøfte med ministeren på et møde senere her i juni:

  1. Færre sammenbrud i anbringelsessager - mere kontinuitet - den rigtige indsats – første gang -
  2. Lang og korttidsplanlægning af helhedsorienterede indsatser med udgangspunkt i al tilgængelig viden (herunder også screening for somatiske og psykiatriske sygdomme samt viden om barnet – herunder at barnet skal i skole, kommer i puberteten og bliver 18 år på et tidspunkt) som forudsætning for valg af indsatstype
  3. Mindre enten/eller – mere både/og
  4. Fra evidensbaseret til evidensinformeret og fra effektmåling til forandringsmåling
  5. Et højt og realistisk ambitionsniveau for indsatserne på udsatte børn og unge området (uddannelse, sociale kompetencer og trivsel)
  6. Mere tilbageholdenhed ift kategorisk ansvarsplacering
  7. På samme tid at bekæmpe nul-fejlskultur og undgå at begå de samme fejl igen igen
  8. Nationale minimumsstandarder for uddannelsesfrekvens på medarbejderniveau i såvel udførerled som i sagsbehandling
  9. Bedre timing i koordinering af indsatser – tingene hænger sammen..
  10. Færre socialrådgiverskift og dermed mere kontinuitet i behandlingen af børnesager
  11. Fra upræcis og uafgrænset kan-hvis-vi-vil-tværfaglighed til præcis og afgrænset skal-tværfaglighed - på professionsniveau
  12. Fokusskifte fra projektbarn til … barn
  13. Een indgang – flere niveauer på samme institution – smidigere frem-og tilbageførsler = nænsomhed i overgangene i børns liv

 Fordi der er så meget fokus på det, har vi også tænkt os at drøfte 'inddragelse' med ministeren.
Det bliver nok noget i retning af:

Alle børn har brug for at opleve sig lyttet til, respekteret og forstået. Anbragte børn kan have særlige udfordringer med at opleve, føle og italesætte, at de har indflydelse på deres eget liv og på de beslutninger, der får indflydelse på deres liv.
Som aktører på området har vi en særlig forpligtelse til at gøre alt, hvad vi kan for at udsatte børn og unge får en oplevelse af, at de er betydningsfulde og har værdi.
Ligesom vi har en ligeså særlig forpligtelse til at hjælpe dem med at formulere deres ønsker, tanker, håb, mål og drømme.
I den bestræbelse indgår naturligvis at inddrage barnet i dets egen udvikling.

Men ligesom med andre temaer, der er stærke følelser knyttet til, er der brug for at adskille og præcisere begreberne:
Barnet skal medinddrages – sammen med forældre og andre ressourcepersoner – i de beslutninger, der gælder for barnet.
Barnet har ikke selvbestemmelse og heller ikke nødvendigvis medbestemmelse.
Mange faktorer afgør, hvor afgrænsningen støder på: Barnets modenhed, udviklingsniveau, problemfelter og generelle situation – herunder også karakteren af forholdet til barnets forældre.

Det er således de professionelle voksnes opgave at oversætte fra og at mentalisere på barnets vegne – med udgangspunkt i den merviden – forstået som lige dele faglighed og anstændighed – som den empatiske, lyttende og fagligt insisterende reflekterende praktiker, der er dannelsesidealet for aktører på vores område, skal kunne.

Bortset fra det glæder vi os til at Folkemødet åbner torsdag 14. juni kl. 11.30 og lukker søndag 17. juni kl. 12.00.

PS: I finder os på J20 – Kæmpestranden J - og hører nærmere!!


Søren Skjødt
Formand for FADD

Intet

Marts-klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

For nogle år siden var bæredygtighed et venstreorienteret begreb. 
Det fremkaldte billeder på reminiscenser af mænd i hønsestrik, som de selv havde strikket, tennissokker i jesussandaler, kvinder med alt-for-højt pandehår og peacetegn på aflagt alt-for-stort herretøj og lalleglade - omend sympatiske - budskaber som peace, love and understanding. 
Jeg gik i klasse med nogle af dem på seminariet…

Sådan er det ikke længere. Bæredygtighed er blevet er begreb som alle - uanset partifarve kan bruge uden at blive drillet. Tværtimod kan det give respekt langt ind den mørkeblå businessverden. 
Fordi begrebet er nødvendigt.
I al fald ind til begrebet ikke længere giver mening.
Og når det sker, er det fordi vi ikke længere kan få øje på det modsatte.
Begrebers værdi er ligefrem proportional med om det modsatte eksisterer. Ellers mister de saft og kraft og bliver til klicheer.
Vi skal nok få skamredet bæredygtighed så hårdt, at vi en dag ikke længere kan holde ud at tage det i vores mund.
Men indtil videre holder det meget godt vand: I verden omkring os kan vi godt få øje på det modsatte af bæredygtighed; hvorfor vi bliver nødt til at relancere begrebet igen og igen. Foreløbigt.
Levende systemer bliver bæredygtige når de er i balance, hvilket altså kræver, at det modsatte eksisterer.

Indenfor vores område giver det rigtig god mening at forstå begrebet på nye, mere subtile og indgribende måder.
Vi taler om bæredygtig økonomi, som betyder, at vi har en forpligtelse til som  skattefinansierede velfærdsregulerende institutioner at sørge for fornuftige balancer mellem indtægter og udgifter, mellem det kort- og det langsigtede, mellem drift og investering og mellem hoved- og biformål.
I vores verden er vi ikke sat i verden for at tjene penge, men for at løse sociale opgaver. Indhold og rammer definerer vi sammen med dem, der køber og dem der kontrollerer ydelserne. Som det til gengæld kræver penge at kvalificere, udvikle og levere.
Derfor har vi hos os et standardsvar på spørgsmålet om de mest udsatte børn og unge-området ikke er meget dyrt. Det er det ikke.
Det koster det, som det koster for at opgaven bliver løst – efter de aftaler, som parterne indgår med hinanden.
Hverken mere eller mindre. Vi skal ikke have bonusser eller belønninger for at passe vores arbejde. Vi motiveres af, at vores arbejde kan lykkes og lykkes  – ved det fagligt, kloge, insisterende og lange seje træk.
Vi arbejder stenhårdt på, at der er ordentlige forhold bredt set for vores medarbejdere: Fordi det er vores overbevisning, at de så er bedre til at løse opgaverne. Det er rækkefølgen. Det er den logik, vi tænker økonomi ind i.
Det var AP Møller, der sagde: ”Respekt for pengene. De kommer ikke af sig selv. Nøjsomhed og sparsommelighed. Papiret bruges på begge sider.”
I FADD er vi helt enige.

Vi opererer også med bæredygtig ledelse.
Det handler om – for at bruge en Leif Sylvester Petersen (og sikkert flere andre) - at kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt.
Den bæredygtige leder har et vist hjernemæssigt format og har så ellers hjertet på det rette sted, har hjerte for andre og hjerte for helhederne – individuelt, socialt og globalt.
Bæredygtig ledelse er at opføre sig ordentligt. At have fokus på opgaven samtidig med at man interesserer sig for mennesker og omstændigheder omkring opgaven. At undgå overgreb og undergreb. At kunne tænke på andre uden at miste sig selv.
At være i og skabe balance.

Men måske vi også fremover skal til at arbejde den bæredygtige indsats.
Eller det rigtige match – som vi i parentes gerne ser som et generelt mantra i den offentlige sektors håndtering, fordeling og ekspedering af ydelser til borgere, der har brug for hjælp
På vores område handler det om at insistere på, at opgaven i forhold til de udsatte børn og unge er OMSORG (angstreduktion, tillid, trøst, håb m.m.) FAGLIGHED (viden om børn og unge i udsatte positioner, deres familier, læringsbehov, resultater og erfaringer, indsatsmuligheder og afgrænsethed m.m.) og VILJE (disciplin til at gøre det man kan forstå, tilsidesættelse af egne behov, udholdenhed og tålmodighed m.m.).
Den bæredygtige indsats er også karakteriseret ved, at mål, resultater og jævnlig opfølgning er centrale omdrejningspunkter i samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed og institution.
Kontinuitet og stabilitet i indsatserne skabes gennem viden om og planlægning.
Dette inkluderer helhedsforståelsesfremmende undersøgelser af det udsatte barn (og deres familier) og at bruge denne viden som forudsætning for at planlægge skridt 1-2 og 3 og evt. 4, som naturligvis kan ændre sig i takt med registreret udvikling, afvikling eller indvikling smile

Indsatserne er bestemt af den bedste tilgængelige viden, der omfatter fokus på de tre vigtige beskyttelsesfaktorer - den tidlige indsats, uddannelse og beskæftigelse.
Men også gerne på regeringens forslag om ’den særligt udvidede indberetningspligt’ – som blot skal følges op med en lige så særlig udvidet reaktionspligt fra myndigheds side.
Fordi det måske er det der skal til for at vi kan undgå den ’pludseligt’ opståede situation, hvor 12 årige Daniels problemer i skolen, i fritidsklubben og i indkøbscenteret ’ud af den blå luft’ eskalerer sammen med et heftigt stofmisbrug, hærværk og andre usunde vaner.
Bæredygtighed betyder også at vi griber ind, når tid er …
Og at vi en gang for alle afviser alle former for forestillinger om quickfixes, mirakelkure og den definitive løsning.
Den stationære indsatstrappe er afløst af den flytbare rulletrappe, der gennem koordinering mellem parterne skaber og udvikler den skræddersyede og nødvendige indsats til det enkelte barn og den enkelte familie.
Bæredygtighed og balance kan man opnå, når man giver plads til feedback både indefra ens eget system og ude fra omgivelserne.  
Når man lytter og ser ordentligt efter.

På en dag hvor det er koldere i Danmark end på Nordpolen, hvor medierne har været helt oppe at køre over, at Medina skifter navn, hvor ’Vild med dans’ fik ny vært, hvor Kuglestøderen med 12 års forsinkelse får udsigt til en sølvmedalje og hvor Berlusconi er på vej til et comeback, er det egentlig helt rart at kunne konstatere, at det stadig giver mening at beskæftige sig med bæredygtighed.

Det modsatte findes.

Glædeligt forår
Søren Skjødt

Intet

Januar-klummen 2018

SS_ny_nov2012.jpg

Allerførst GODT NYTÅR.
Det er en god opfindelse med helligdage, ferie og fri.
For eksempel får man tid til at læse friske aviser og gamle artikler…
I Politikens MODERNE MENNESKER- klumme den 1. januar 2018 skrev Sven Brinckman, der jo efterhånden har fået skabt sig den position, at hvis Folkemødet havde haft en Orange Scene så ville han både have indledt og afsluttet 4 dages Folke-festivallen med at STÅ FAST på indspark til, hvad der er right’n’wrong til folket, som ingen anstændig DJØF’er ville GÅ GLIP af – inklusive STÅSTEDER til de forventelige  follow-up-events med bogsignering og autografskrivning – afmålt overvåget og  køligt afgrænset af veltrænede og kortklippede mænd i stramme jakkesæt og moderne solbriller:
”Vi er tvunget til at bekymre os mere, fordi der sjældent i menneskehedens historie har været større grund til bekymring. Vi har nu i et halvt århundrede lært os lykketeknikker, der skal gøre livet behageligt for os og fjerne vores bekymringer. Nu må vi igen lære os at føle ubehag”. 

Jeg kom til at tænke på her ved begyndelsen af et nyt år, hvor vigtigt det er for os, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner, at vi vedholdende bliver ved med at holde fast i troen og håbet på, at det nok skal gå og at det gode vil sejre. 
Det uafviselige ved livet er, at vi mellem yderpositionerne fødsel og død vil opleve det hele – opture, nedture, glæder og sorger. 
Ubehag og håb. Brøndby taber, Brøndby vinder. Ingen lykke uden bekymring.

Det afgørende må være, at vi gør, hvad vi kan for at kvalificere vores styre- og handlekraft, der hvor vi kan.
Det, der for alvor er bekymrende, er det vi ikke kan handle på.
Troen og håbet bliver nærværende og udslaggivende, når vi handler – og når vores handling giver mening.

Det sidste var resultatet af operations Julegaveregns-indsamlingen et eksempel på.
Vores gode venner - og sammen med dem hele set-up’et af sponsorer, ambassadører, private bidragsydere, firmaer og fonde - gjorde det, vi ikke havde turdet håbe på. Eller rettere netop det, vi havde håbet på: De nåede millionen og satte dermed indsamlingsrekord med mere end 200.000 kroner over det, den hidtidige rekord lød på …
Vi har derfor haft travlt på den rigtig gode måde:
Vi har været og er fortsat i gang med at fordele alle de mange rare penge til anbragte børn og unge i hele kongeriget.
De penge falder på nogle meget tørre steder.
Vi, vores medlemmer og ikke mindst børnene og de unge har været R-I-G-T-I-G glade for det fantastiske resultat: At alle anbragte børn og unge kan få en ekstra julegave.

Tilbage til ubehag og frygt:
Selvfølgelig skal vi ikke være naive og fremstå som lalleglade tosser og lade tingene passere forbi os, som orkesteret i Titanic, der bliver ved med at spille selv om katastrofen er – undskyld det ufølsomme udtryk – godt i gang.
Hvilket leder til en artikel i Kr. Dagblad fra 12. maj 2016, som jeg fandt i bunken TIL SENERE BRUG ”Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” som Rasmus Willig sagde om sin (den gang) nye bog, Afvæbnet kritik.

Min pointe er – udover det med håbet og troen, - at vi, der på gode dage både er voksne, følsomme og klartseende, adresserer forskelligt.
Vi skal tænke os om, se efter hvad der foregår, vurdere godt og skidt – og finde passende udtryk for det, vi mener og aflevere det, der hvor vi sammen med andre kan gøre noget ved det, der forstyrrer, frustrerer eller ødelægger. Mod er, at vi med handling tør håndtere, konfrontere og holde det op mod lyset, der kræver vores tilstedeværelse og vilje til at forandre til det bedre. 
Modet kommer i særlig grad til udtryk, når man beslutter sig for at overvinde det ubehag, der af forskellige grunde kan opstå undervejs.
En særlig forpligtelse til at tale imod har vi, når enkeltpersoner eller systemer prøver at få os til at tro, at de nu har fundet mirakelkuren, quickfixet, den endelige opskrift eller sandheDEN.
Det ultimative mod fordrer, at man også er kritisk overfor sig selv og sin egen rolle.

Den intention bruger vi som drivkraft når vi senere på året skal evalurere de sociale tilsyn og deres indsatser. Og vi bruger den, når vi skal forholde os til regeringens reformudspil mod ungdomskriminalitet – Alle handlinger har konsekvenser der manifesterer ønsket om en stramning og en relancering af de indsatser, der kan bringes i spil, når børn mellem 12 og 17 år bryder eller sigtes for at bryde  loven.
For eksempel siger vi, at vi i FADD et stykke tid har haft drøftelser med vores egne folk og andre aktører på området, herunder politikere og forskere om temaet. 
Vi har ledt efter – og har fundet modsatrettede synspunkter, hvis legitimitet og motivation, vi kun sjældent har haft grund til betvivle eller beklikke.
Vi siger, at løsningerne på problemerne derfor mere kalder på omtanke end på skråsikkerhed – ikke at forveksle med rådvildhed eller handlingslammelse.

Reformen er en af de vigtigere i nyere tid og kræver af os alle det bedste, vi kan præstere – for børnene og de unges skyld – for  deres familiers skyld og for det civilsamfunds skyld, der forventer, at vi som samfund kan håndtere udfordringerne med den relativt lille gruppe af børn og unge, der er allermest udsatte og som derfor har brug for en helt særlig fagligt specialiseret  indsats.
Og vi argumenterer for, at pointen - når det handler om børn på 12 til 15 år og kriminalitet – er, at det ikke er et spørgsmål om at lede efter skyld eller ikke- skyld. 
Det handler om, at et barn har brug for hjælp.
Vi skal forstå, at et barn løbende gennem opdragelse og barndom skal have ansvar, der passer til dets formåen, kompetencer, alder og evne til at konsekvensberegne. Og indflydelsen skal udvides i takt med barnets progression og udvikling.
Dette gælder også når vi skal vurdere hvad vi skal sige hvornår til hvem.
Så vi bliver på det spillebrædt, der afgrænser og anerkender det balancerede forhold mellem håb og virkelighed.
Retfærdigvis skriver Brinckman lidt senere i samme klumme:
”Vi må finde en måde at føle ubehag på, som kanaliserer det over i nødvendige handlinger snarere end depression eller fortrængning. Hvordan dette gøres bedst, bør efter min mening blive en af de store diskussioner i 2018”.

Man fristes til at sige AMEN  :-)
Med håbet om og troen på et godt - og modigt - 2018

Søren Skjødt
Formand for FADD

Intet

December - klummen 2017

ss_nissehue_2.jpg

Man kan vel roligt kan sige, at udsatte børn- og ungeområdet ikke kom til at fylde alverden i forbindelse med kommunalvalget 2017.
I hvert fald hverken ’før eller under’.
Vi er nu kommet til ’efter’.

For nylig havde jeg møde med en mand, der mente, at medarbejderne på institutioner, der arbejder med udsatte børn og unge ikke skal læse handleplaner, sagsakter og journaler, og dermed ikke vide noget om børnene inden de starter i det nye tilbud.
Han syntes, at det var synd for børnene, at deres historier blev fastholdt.
Jeg er sikker på, at han mente det godt. Hans forestilling om ’den gode indsats’ var, at man skulle møde børnene med nye øjne, så de kunne starte på en frisk. Nyt liv, nye muligheder.

Selv om jeg har sympati for synspunktet, er det bare meget langt fra den verden, vi lever i.
Læsere af denne klumme ved, at vi i FADD godt kan lide at sammenligne vores område med sygehusverdenen.
Så jeg spurgte ham, om han ikke mente, at det var godt, at den læge eller det behandlingspersonale, der møder os i forbindelse med sygdom har læst vores journal, ved hvad andre har gjort og tænkt, og hvad de har ordineret og hvad der er blevet afprøvet af mindre indgribende foranstaltninger? Og hvad der dermed er af erfaringer og viden?
Jeg tror hans sænkede blik og det næsten usynlige nik betød, at han havde forstået pointen…

Og hvad har den historie så at gøre med, at vi er kommet ’efter’ kommunalvalget?
Såmænd kun den appel, der ligger i, at vi alle – også de nyvalgte kommunalpolitikere og i særlig grad medlemmer af Børn- og unge-udvalgene – er forpligtede på at bruge, omsætte og relancere den viden og de erfaringer, vi har på udsatte børn- og unge-området. *

Som vores lille film – der nu er både tilgængelig og hentbar på vores facebookside og på youtube – og som vi er glade for har fået så god respons - viser det, så er der ikke så stor forskel på de tanker og drømme udsatte børn og unge og ikke-udsatte børn og unge har om deres barndom og voksenliv.
Vores pointe med filmen er, at der bare er nogle børn og unge, der har brug for en særlig hjælp for at komme til at opleve en god barndom og et godt voksenliv.
Det er derfor vi er her …
Jeg kunne endvidere betrygge manden i, at er der noget, vi har sort bælte i, så er det at give udsatte børn og unge nye chancer.
Det er også derfor, vi er her…

Lad mig minde om at gentagne undersøgelser viser, at det er er folkeønske, at vi på tværs af blokkene foretrækker velfærd fremfor skattelettelser.
Det er så enkelt, at folket er uenige med de politikere, der mener, at (alle) pengene ligger bedst i borgernes lommer.
Det kan godt være, at politikerne ikke været dygtige nok til at forklare det, men vi – folket – er åbenbart uenige. Hvilket betyder, at det her ikke handler om kommunikationskompetencer …

----

Apropos det med ’at være her’. Og det med ’hvor penge har godt af at være’:
Igen i år er vores gode venner fra Operation Julegaveregn her … og de har en mening om, hvor pengene skal hen.
De mener - og vi er enige – at rigtig mange mennesker blot skal bidrage til Operation Julegaveregn, så vi i FADD kan uddele penge ekstra julegaver til så mange anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner som muligt.

Jeg ved godt, at jeg siger det hvert år. Den indsamling er bare SÅ vigtig og gør SÅ meget godt – for forhåbentligt SÅ mange børn og unge.
Sidste år kunne vi uddele penge til ekstra julegaver til 2000 anbragte børn og unge i Danmark og i Grønland.
Vi håber, at den helt særlige glæde også bliver mulig i år.
Vi ved om nogen, at penge og gaver ikke kan udgøre det for fravær, usikkerhed og savn eller hvis forældre i en kortere eller længere periode ikke har mulighed for at gøre julen til en glædens tid med nærvær, tryghed og fordragelighed.
Men vi ved også, at gaver kan hjælpe.

Det giver mening, hvad enten gaverne kan henføres til ’at nogen tænker på mig’ eller til at letteregøre svaret på det spørgsmål, som vi ved at nogle anbragte børn og unge ikke bryder sig om på første skoledag efter ferien: Nå, hva’ så, har I fået nogle gode julegaver?

Jeg har tre ønsker i år – udover lidt proteinpulver og fred på jorden.

  1. JEG ØNSKER VORES VENNER I JULEGAVEREGN GOD VIND MED INDSAMLINGEN.
  2. JEG ØNSKER, AT ALLE I ANDRE VIL STØTTE JULEGAVEREGNSINDSAMLINGEN
  3. JEG ØNSKER ALLE – MEDLEMMER, SAMARBEJDSPARTNERE OG KLUMMELÆSERE EN DEJLIG DECEMBER OG EN GLÆDELIG JUL

Søren Skjødt, formand

* Og der stiller vi jo rigtig gerne op …

Intet

Oktober-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Det var Niels Hausgård, der for nogle år siden sagde, at ”vi, der lever af satiren bliver overdynget med materiale for tiden”.
Han henviste derefter til Farum-sagen og til Prins Henriks kritik af kongehusets vigtighedsrækkefølge med ham selv som Henrik d. 3.
Uden sammenligning overhovedet: For øjeblikket bliver vi, der gør, hvad vi kan for at gøre tingene ordentligt, etisk og fagligt forsvarligt overdynget af eksempler på det modsatte.

På DR vises dokumentaren, ’Hvem passer på Michael?’
I den to-delte serie, hvoraf  vi endnu har den anden udsendelse til gode, får vi indblik i, hvor skævt det er gået i Esbjerg Kommune, hvor en dreng, Michael, blev fjernet fra sin psykisk syge mor, da han var 19 dage gammel, og blev anbragt hos en plejefamilie på deres gård i Vestjylland.
Michael trivedes i sin nye familie, men da han blev  større og fik en diagnose, startede problemerne.
”Kommunen og familien er nemlig ikke enige om, hvordan man passer på Michael, og han kommer nu i klemme mellem familie og system”, som DR skriver i sin omtale af programmet.

Nogenlunde samtidigt viser TV2 – ligeledes i bedste sendetid – Anbragt i helvede. Denne serie på flere dokumentarafsnit og debatprogrammer handler om en række børn, der får år tilbage har oplevet overgreb fra såvel enkeltpersoner som fra anbringende myndigheders side.

TV er et stærkt medie. Disse dokumentarudsendelser er ingen undtagelse.
Klipning, musik og, teasere og dramaturgiske opbygninger med afsluttende cliffhangere fremhæver de dramaer, der udspiller sig i og omkring de tidligere og nuværende anbragte børn og unge.
Hvis ikke man vidste bedre og ikke havde vished for, at der indenfor samme tidsperiode har været præsteret masser af fagligt kvalificeret sagsbehandlerarbejde og virkningsfuld socialpædagogisk praksis, var det passende at sige: Luk nu bare det hele ned. Og start forfra.

Det ligger mig uendeligt fjernt at konkludere på forhold som jeg ikke har detaljeret kendskab til, men der er unægteligt forhold som enkeltpersoner og myndigheder, der ’portrætteres’ i udsendelserne burde beklage. Og der er forhold  hvor i særlig grad myndigheder både burde have ført bedre kontrol og burde have stoppet ulovlige og moralsk forkastelige afgørelser og ufaglig praksis.
Ingen af de nævnte kommuner har  valgt at deltage i udsendelsen.
Det kan - og jeg understreger, det kan – være, at de vil kunne fortælle andre historier om de - uanset omstændighederne - kritisable forhold, som disse børn og unge er blevet udsat for. Dermed ville kommunerne kunne medvirke til at nuancere nogle af begrundelserne for ønsket om forandringer i og af praksis.
Det er på det foreliggende grundlag ikke til at vide, hvilke børnefaglige begrundelser, der kan have nødvendiggjort nye indsatser. Men.
Det forklarer, endsige legitimerer, på ingen måde kopiering af handleplaner, mangel på børnesamtaler, fravær af supervision, straksflytninger, ulovlig overvågning, ulovlig medicinoverdragelse, ulovlige udlandsanbringelser og manglende børn og unge- udvalgsbeslutninger.
Ulovlighederne er grelle nok i sig selv.

Men det bliver for alvor tragisk og hovedrystende - bortset fra konsekvenserne for de involverede børn og ung - når en mand der tilsyneladende/måske er ved sine sansers fulde fem – men som forhåbentligt ikke længere er aktiv på området, fremhæver sine egne kvaliteter og tildeler sig selv Ridderkorset på en bagrund, han burde skamme sig over.

Vi ser og hører i den forbindelse i udsendelsen nogle unge, der som en af dem siger, er blevet til noget på trods – ikke på grund af den mands gøren og laden.
Jeg håber, jeg har ret når jeg siger, at billederne fra TV2 – som retfærdigvis rækker nogle år tilbage - er meget langt fra den virkelighed, jeg kender til fra vores medlemsinstitutioner.

På en skala fra 1 til 10 over mediers sensationslyst – jo højere rating desto mere fokus på ulykke, vold, blod og mangel på almindelig anstændighed, har DR traditionelt holdt sig på 1-3. TV2 giver den sædvanligvis lidt ekstra gas med virkemidlerne.
Men de holder sig i denne sammenhæng begge indenfor det acceptable.
Jeg ville være noget mere nervøs for etikken, hvis TV 3-4-5 ledte efter historier, der kunne øge deres seertal med endnu mere dramatiserede udstillinger og stigmatiseringer af udsatte børn og unge til følge.
De dramatiserede historier må gerne komme frem og nogle gange skal de frem i en form, som vi kan forstå. Både de gode og de dårlige.
I særlig grad, hvis nuværende og kommende udsatte børn og unge kan profitere af det.
Eller hvis vi som samfund er nødt til at få kendskab til kritisable forhold, så vi kan få strammet op på anstændighed og retssikkerhed – med mere.
Det hører under TV stationernes public service forpligtelse…
Det er så op til lovgivere, myndighed og praktikere at gøre alt hvad vi kan for at skabe de mest nænsomme løsninger i udsatte børn og unges liv, så de får mulighed for at få et bedre liv end, hvis de alene selv kunne bestemme.
Hvis praksisområdet, kommunerne og lovgiverne ikke ’har nok’ i De sociale tilsyn, Ankestyrelsen, Ombudsmandens børnekontor med flere, må vi selvfølgelig insistere på nye modeller og mentalitetsændringer for at sikre udsatte som ikke-udsatte børn og unge ordentlige forhold.
---
Jeg er for øvrigt i godt humør for tiden:
Vi har fået rigtig mange tilmeldinger til vores årsmøde her i november.
Vi sætter rekord med 165 tilmeldinger, har udsolgt af værelser, men har fortsat mulighed for at booke værelser på nabohotellet 12 meter fra vores konferencehotel.
Så tøv ikke med nye tilmeldinger – vi vil gerne være endnu flere om det vi selv synes er et rigtig godt program.

Med fare for at nogen vil synes, at jeg kammer over i aktuel højspændt eufori:
Jeg vil gå så langt som til at give min støtte til Kanal 5 med Thomas Mygind i værtsrollen, med reklameafbrydelser hvert 10 minut og teasere fra Paradise Hotel, hvis de vil fortælle nye historier fra vores verden – hvis blot de holder sig til hvad der er godt for de involverede børn og unge – og deres sag. Herunder hvis de også vil vise, hvor godt nogle af disse børn og unge klarer sig – ikke på trods af, men på grund af…
I det regi vil det ikke være public service, men blot … godt TV.

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

Novemberklummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

November måned har i år 2 fagpolitiske højdepunkter for mig.
Kommunalvalg 21/11 og FADDs årsmøde 8-10/11.
Hvad det sidste angår, har vi, som omtalt de sidste par medlemsnyhedsbreve, den store glæde, at rigtig mange - knap 190 - deltagere fra vores medlemsinstitutioner og blandt vores samarbejdspartnere mødes på Kysthotellet i Grenå til faglige oplæg, netværksudvidelse og vedligeholdelse og måske lidt spøg og skæmt torsdag aften.
Vi har fokus på faglig ledelse, fordi vi efter nogle år med en generel optagethed af ledelse som selvstændig disciplin, ønsker at lægge yderligere lag på den del af vores identitet, som omfatter forståelsen af, at faglighed – viden og erfaringer – er og skal være basis for arbejdet med de mest udsatte børn og unge i Danmark – også på ledelsesniveau.

Hvis man opdeler ’forstyrrelser’ i gode og dårlige, så har vi været vidner til nogle stykker af de dårlige på det seneste i form af en række TV-udsendelser, der har sat hele vores område i et dårligt lys med Indefra - Anders Agger på Grenen, som behagelig undtagelse.
Og som jeg skrev i sidste klumme: ”Hvis ikke man vidste bedre og ikke havde vished for, at der indenfor samme tidsperiode har været præsteret masser af fagligt kvalificeret sagsbehandlerarbejde og virkningsfuld socialpædagogisk praksis, var det passende at sige: Luk nu bare det hele ned. Og start forfra.”
Men også: "Det er først og fremmest aktørernes etik, egenkontrol, faglighed og menneskelighed, der skal sikre at udsatte børn og unge behandles ordentligt." (Pressemeddelelse fra 24/10)
Siden har DR vist det to-delte program, Afsløret – Tvinds nye imperium.
De udsendelser, hvoraf vi så den sidste forleden aften (31/10) - har nærmest gjort ondt værre…
Hvilket så fører næsten naturligt over i månedens næste store oplevelse: Kommunalvalget.
For hvad tænker kandidaterne om ‘Tvinds nye imperium’?

Som aktører inden for udsatte børn og unge området igennem mange år, ved vi, at der i et halv års tid op til valget ikke bliver truffet væsentlige beslutninger i kommunerne. Men at de kan komme lige efter.
Om det ligefrem er, som min gamle sidekammerat på seminariet en gang svarede på sit eget spørgsmål : Hvilken lighed er der mellem en køkkensælger og en politiker? Lover/låger og skuffer, hvis De forstår sådan en lille en, ved jeg såmænd ikke.
Indrømmet: Hvis man kan kalde den en joke, er den bedst – ikke nødvendigvis morsom – mundtligt …

Vi er derfor  generelt opmærksomme på kommunale signaler, episoder og småbeslutninger, som KAN være forskud på nye initiativer, der vil kunne  komme til udtryk som større skælv, NÅR altså resultaterne af kommunalvalget foreligger.
Og vi har set eksempler på besynderlige prioriteringer, pludselige kursskift, og umotiverede ændringer af gældende praksis
I den forbindelse vil vi – i første omgang stilfærdigt og venligt – minde kommunerne om de faglighedsforpligtelser, der er i Lov om social service.
Vi vil også minde om, at sammenbrud i særlig grad i plejefamilier ser ud til at blive en af de helt store udfordringer for vores område de kommende år - vist og dokumenteret i professor Inge Bryderups undersøgelse af plejefamilieområdet fra tidligere i år.

I særlig grad beder vi nye – og minder de gamle kommunalbestyrelsesmedlemmer om den forsyningsforpligtigelse, der ligger i at medvirke til at sørge for, at der, for de udsatte børn og unges og deres familiers skyld og i nærdemokratiets navn, er de nødvendige tilbud på den kommunale indsatstrappe.
Det er løsninger, der skal kunne række ud efter og fungere i forhold til naboens børn.

Vi beder alle parter om, i forlængelse af Regeringens nye ungdomskriminalitetsreform, som vi vanen tro vil give faglige mod- og medspil, at forstå, at den 17 årige dreng, der pludselig slår sig i tøjret, udebliver fra skolen, begynder at ryge og sælge hash og som følge heraf måske bliver presset ind i kriminelle grupper, den drengs udfordringer – jeg vil vædde 3 ristede med brød - har kommunen kendt til i mange år. Vi ønsker aktion fremfor reaktion  og reaktion fremfor ingen aktion…
Det hedder også rettidig omhu.
Vi følger op.
Det gør vi også på vidundermetoder og tryllemodeller.
I det forløbne år har vi for eksempel søgt faglige svar spørgsmål som:
Hvad er Herning-modellen? Hvordan går det med den Herning-model? Hvor blev Herning-modellen af? Og befinder den model sig overhovedet i Herning?

Lad os i al venskabelighed anbefale kommunerne: The 12 recommendations: (på dansk, De 12 rigtige)
From all of us to all of you

  1. Få nu styr på fejlene i udsatte-børn-og unge–sagerne
  2. Tænk langsigtet – brug pengene på udsatte børn og unge-området som investering
  3. Gå sammen i tværkommunale samdriftsløsninger om de nødvendige tilbud
  4. Styrk indsatstrappen i stedet for at fjerne trin – flytbar rulletrappe i stedet for stationær trappestige.
  5. Skab det rigtige match mellem barnets udfordringer og indsatsstedets kompetencer
  6. Apropos det rigtige mach: Sørg for at jeres forvaltningsledere har de rigtige kompetencer ift de opgaver de  skal løse
  7. 7. Overvej nøje hvilken type tilbud, I vælger og hvad I vil stå på mål for. Billigst er IKKE en kvalitet i sig selv
  8. Sørg for at have systemer (og enkeltpersoner) der fremmer den rigtige timing
  9. Lad nu være med at nedlægge noget, der virker og som det tager lang tid at bygge op igen
  10. Gå i dialog med udførerleddet om, hvordan man kan bruge den viden og de erfaringer, der er i forvejen, men måske på nye måder. Kræv nye fagligheder og kompetencer, hvis det er det, der er brug for …
  11. Lad være med at slå nytænkning og besparelser sammen i én proces; det giver modstand + modstand. Start med nytænkning – drop besparelserne med mindre det kan begrundes fagligt
  12. Ring hvis der er noget I er tvivl om ift viden og erfaringer om udførerleddets opgaver

Af forventeligt gode forstyrrelser kan jeg nævne, at vi i det næste bestyrelsesår i FADD vil få mulighed for at drøfte faglige spørgsmål, udfordringer og dilemmaer med en række fagfolk fra Norden, England, Nordirland og Tyskland med vores deltagelse i nye internationale  netværkscirkler, som det har været vores bestræbelse at blive en del af det sidste års tid.
Vi håber og tror på, at internationale kontakter kan medvirke til at ruste os yderligere til at give kvalificeret mod- og medspil til nye og gamle politikere og embedsmænd - også når de kommer hjem fra studieturene og bedyrer, at nu, nu har de fundet den, metoDEN, som vi alle skal arbejde efter.
Med henvisning til Svend Brinkmans nye bog, så vil vi prøve at leve med, at vi må GÅ GLIP.
Trylleri hører til i underholdningsbranchen.
Indtil det modsatte er bevist, tror vi mest på det lange seje træk – baseret på viden og erfaringer.

Stem på kandidater, der vil noget godt for udsatte børn og unge - og vel mødt til årsmødet …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

September klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

På konferencen FREMTIDENS DØGNTILBUD den 28. august havde Socialpædagogerne bedt forskere og praktikere om fra hvert sit ståsted at give deres bedste bud på, hvad der er problemet (eller rettere problemerne) i forhold til indsatserne på anbringelsesområdet og/eller hvordan vi fremover kan indrette de tilbud, der skal medvirke til at kvalificere mulighederne for, at udsatte børn og unge kan få et bedre liv.
Som skrevet i den korte opdatering lige efter konferencen så er vi i FADD mere optagede af NUTIDENS DØGNTILBUD (og i det hele taget alle typer indsatser og tilbud for udsatte børn og unge) end af FREMTIDENS DØGNTILBUD.

Når man ved, hvor vigtig timing er i arbejdet med udsatte børn og unge, så er der et etisk problem forbundet med ikke - i første omgang forsøgsvis, hist & her - at omsætte enslydende budskaber fra forskere og praktikere.

Selv om vi tidligere har problematiseret den inkonsekvens, der ligger i mange politikeres vekslende – efter økonomisk forgodtbefindende – krav om viden om hvad der virker (nogle gange, med mindre det er for dyrt) og insisterende synsninger (nogle gange, når konsekvensen af videnssargumenter bliver for dyre) kan vi jo godt gøre det igen.

Så ærgerligt at:

  • Socialministeren – efter et i øvrigt udmærket oplæg – måtte haste videre uden at få de mange hovedpointer med
  • KL ikke deltog (os bekendt) fordi vi betragter KL som en afgørende aktør i at skabe den nødvendige sammenhængskraft mellen både samdrift og tværfaglige indsatser i kommunerne
  • så få politikere  deltog – vi så dog SFs socialordfører Trine Torp smile samt nogle få lokalpolitikere smile

Rigtig mange af oplæggene pegede i den samme retning:

  • Udsatte børn og unge oplever for mange sammenbrud (uplanlagte flytninger)
  • Alle aktører på udsatte børn og unge området har en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at undgå disse sammenbrud
  • Tidlig indsats, skolegang (og beskæftigelse) er beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv. Men det er sociale kompetencer også...
  • Områdets aktører skal blive bedre til at samarbejde. (Der er brug for en samarbejdsreform)
  • Børn med behandlingsbehov skal have et behandlingstilbud
  • Kommunerne skal have de rigtige tilbud på hylderne
  • Det rigtige match mellem barnets udfordringer og indsatsstedets kompetencer er HELT afgørende for om en indsats virker
  • Samarbejde med de udsatte børn og unges forældre er meget vigtigt.

Hvad skal der så til?
På konferencen bidrog 3 af vores medlemsinstitutioner. Alle er det tilbud, der har fokus på specialisering, tværfagligt samarbejde og løsninger til konkret glæde og gavn for dem, det handler om: De udsatte børn og unge – og deres familier

Forstander Bjarne Jensen fra Børne og familieinstitutionen Bakkevej havde blandt andet fokus på, at man der:

  • arbejder på tværs af afdelinger med bl.a. familiearbejde, udredninger samt projekter.
  • har ansvaret for og driver Familieplejen i Hedensted Kommune
  • som pædagoger arbejder også som undervisere, supervisorer og procestovholdere

 Funktionsleder Søren Lønborg Kristiansen fra Familiecenter Esbjerg beskrev en indsats kendetegnet af at:

  • alt arbejde ift udsatte børn og unge er organiseret i eet center
  • løsninger foregår på tværs og med det tværgåendes dybde, højde og bredde
  • indgående kendskab til hinandens og hinandens tilbud og funktioner er vigtig
  • håndholdte indsatser skal være koordinerede

 Forstander og formand for FADD Søren Skjødt, Godhavn omtalte i sit oplæg:

  • den særlige faglighed (håndværket, handlekraften, løsningsfokus)
  • døgninstitutionen som vidensbaseret udførerled, med bevægelighed, agilitet og ’det specialiserede i det specielle’
  • FRA INDSATSTRAPPE TIL “RULLETRAPPE” med Kommunernes forsyningsforpligtelse, døgninstitution som kraftcenter, skalering af viden og indsats
  • kvalificering af de politiske beslutninger (tænke i både-og-løsninger og at institutionen i udgangspunktet altid er en del af løsningen

Hovedbudskabet fra konferencen må derfor være:

Når nu forskere (Inge Bryderup, AaU, Mette Lausten, VIVE, Simon Østergård Møller, Metodecenteret) og praktikere et meget langt stykke hen ad vejen får øje på nogle af de samme problemer og løsninger; hvordan får vi så - ikke bare etableret dialogen med politikerne, for den har vi – men skabt forståelse hos politikere og embedsmænd for det helt afgørende etiske projekt: a) at gøre mere af det, der er rigtig at gøre og b) at gøre mindre det, vi skal lade være med.

For vi ved jo godt hvad der virker:

  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. Det rigtige match mellem barnets udfordringer og tilbuddets kompetencer
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4.  Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  5. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  6. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder ikke-udsatte børn og unge
  7. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-6 – tilsat den rigtige dosering af normalitet

 Sørens Skjødt, formand

 

Intet

August-klummen 2017

Med fare for ikke bare at være, men også at lyde som en mand på godt & vel 50, så bliver man aldrig for gammel til at nyde at holde fri, sætte objektiviteten i parentes, trække stikket og få lidt kvalitetstid med sig selv og sine nærmeste: Helt god opfindelse, det der ferie …

Hvis den dårlige nyhed er, at sommervejret næppe har været ringere i mands minde, så er den gode nyhed, at det blev vi heller ikke på noget tidspunkt lovet.
Prognoser og oplevet vejr har stemt overens: Omskifteligt sommervejr, lavtryk over Atlanten, vekslende skydække, regnbyger, varsling af skybrud, kølig og fugtig luft, sagde meteorologerne. Og sådan blev det.

Så velhjemkommet fra det varme, regnfattige og solrige udland med opladte batterier, fit for fight og med forestillingen om de positive følelsers og tankers magiske kraft er jeg og resten af FADDs bestyrelse og sekretariat ved at være klar til en sensommer og et efterår, der som altid leder frem mod vores årsmøde, og som i år bliver den 8-10 november.
Program udsendes her i august.

---

På det seneste har flere kommuner søgt efter plejefamilier til udsatte børn og unge for at imødekomme en øget efterspørgsel, der dels er opstået på grund af et efterslæb fra Barnets reform i 2011, dels fordi mange plejeforældre går på pension i disse og de kommende år, og at der derfor er et stigende behov for at finde erstatninger for dem.
Det er nærliggende at spørge, hvorfor efterspørgslen er så meget større end udbuddet.
Svaret er ikke så enkelt at besvare.
Men der er et par oplagte, et par mulige og et par overvejende sandsynlige:

  • Nogle kommuner ønsker at anbringe børn og unge med meget komplekse vanskeligheder og udfordringer. 24/7 kan det være en meget stor opgave at løse - med konsekvenser for samliv og familiestruktur
  • Nogle familier kan gennemskue, at man af hensyn til barnets behov for forudsigelighed, kan være nødt til at afholde sig fra, begrænse eller omdefinere lystbetonede, impulsive og kreative aktiviteter.
  • Varme hjerter er vigtige i arbejdet med udsatte børn og unge, men det er ikke tilstrækkeligt.
  • Krav om personlige og familiemæssige kompetencer, robusthedsforventninger kan sammen med bureaukrati synes overvældende
  • Plejefamiliernes vilkår er meget forskellige fra kommune til kommune - og de ændrer sig løbende; det kan give usikkerhed om økonomi.
  • Den lovede uddannelsesmæssige opgradering er ikke blevet som forventet
  • Faglige netværk og tilhørsforhold kan være svære at få etableret, hvorfor alenehedsfølelse kan være en konsekvens
  • En del forældre har det svært med den plejefamilie, der uden nødvendigvis at ville det, kommer til at fremstå i en overposition ift barnets egen familie, hvilket kan belaste samarbejdsrelationen.
  • Den generelle beskæftigelse er stigende i DK

Opprioriteringen af plejefamilieområdet har ikke været problemfri, for nu at sige det sommermildt.
Hvilket vel også ville have været mærkeligt, når man tænker på, at dette område har været blandt de dårligst undersøgte anbringelsesformer.

I FADD har vi haft den principielle holdning til børn og sociale indsatser, at børn og unge skal have det tilbud, der bedst matcher den omsorg, støtte og hjælp, som de efter børnesagkyndiges vurdering har brug for.
Børn og unge, der vil kunne profitere af at blive anbragt i en plejefamilie, skal det.
Børn og unge der vil kunne profitere af at komme på en specialskole eller et dagbehandlingstilbud, skal det
Børn og unge, der vil kunne profitere af et specialiseret behandlingstilbud på en døgninstitution, skal det.
Og så videre…
Lov om social service understreger denne vigtige pointe.

I sig selv var det et paradoks at basere en reform på et vidensfattigt grundlag.
Ingen vidste reelt, hvad det var plejefamilierne kunne i forhold til hvilke udsatte børn og unge.
I stedet henviste man til de få undersøgelser, der forelå, som viste, at børn og unge i plejefamilier klarede sig bedre end andre anbragte børn og unge.
Man undlod bare at tage højde for, at børn og unge i plejefamilier havde væsentligt flere ressourcer og færre og mere endimensionelle problemstillinger end anbragte børn og unge på eksempelvis døgninstitutioner.
Reformen var ikke ordentligt forberedt. Man havde ikke – som Konrad og Aksel i det gode gamle TV-køkken ellers sagde igen og igen: 'Vi har snydt lidt og har lavet retten på forhånd'. For at kunne præsentere den bedste version, når det gjaldt
Man forsømte at redefinere plejefamiliebegrebet, at lave en prototype og en beskrivelse af krav, kompetencer, uddannelsesbehov og forventninger til de plejefamilier, der skulle løse nye og flere opgaver med børn og unge med færre ressourcer og med flere og flerdimensionelle udfordringer.
Skiftende Socialministre – i hvert fald en af dem - sagde det meget håndfast: De udsatte børn og unge skal bare have boller og kakao.

Lokalpolitikere og embedsmænd har undervejs med synsninger og hjemmestrikkede lommelogikker i forhold til opprioriteringen af plejefamilierne på samme tid forsøgt at nedtone det vidensbaserede grundlag og at betone det følelsesmæssige aspekt som grundlag for beslutninger om indsatsniveauet for udsatte børn og unge.
I andre sammenhænge kan vi høre de samme politikere og embedsmænd forsøge at overdøve hinanden i krav til dokumentation (meningsfuld OG meningsløs) evidens og validitet, der i overskriftform meget ofte er blevet til negationen VI-VED-IKKE-HVAD-DER-VIRKER.
Det er absurd …

Det minder om den 13årige pige med lidt for meget makeup, jeg engang hørte afslutte en diskussion med en lærer om, hvor mange mennesker, der bor i New York med et: Nåh, men det synes jeg altså.
Hun syntes der boede 100.000.

Eller om DFs Peter Skaarup, der i et interview i Information (28/7) om forskellen på argumenter baseret på holdninger og følelser og argumenter baseret på viden og kendsgerninger, mente, at følelser er vigtigere end viden i politik.
Nogle af os får - formentligt vellignende - billeder på, hvordan grundlaget for beslutningen om den del af indholdet i Barnets reform, der omhandlede opprioriteringen af plejefamilieområdet, kan være blevet til på.
Helt i tråd med hvor-svært-kan-det-lige-være-tankegangen…

Vi lever i en tid, hvor vi er vidner til, at meningsdannere og beslutningstagere vælger videns- eller følelsesmæssig argumentation efter forgodtbefindende.
Og ’forgodtbefindende’ har vist sig ofte at være lig med økonomiske parametre som de afgørende pejlemærker.
I første omgang kan man måske nøjes med at ryste overbærende på hovedet.
I anden omgang er det et alvorligt problem, hvis den skattefinansierede viden, som vi og andre producerer ikke bliver brugt til, at aktørerne på området fremadrettet bliver bedre til at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag med den til enhver tid eksisterende bedste viden.
I tredje omgang kan der være udsatte børn og unge, der får en indsats, der er baseret på følelser og dermed potentielt på folkestemninger.
Det må altså være ambitionen på udsatte børn og unge-området, at de pejlemærker, vi bruger, handler om hvor godt vi kan gøre det med den viden, vi har.
Der kunne man måske godt ønske sig en lidt mere endimensionel og konsistent måde at søge belæg for sine synspunkter på…
Stram op …

Det er vores håb som forening, at politikere på landsplan og i kommunerne vil få et mere realistisk forhold til, hvor mange og ikke mindst hvilke udsatte børn og unge, der skal have hvilke indsatser. Og konsekvent blive mere vidensorienterede – uden at blive kliniske og koldhjertede.
Vi glæder os til arbejdet her i anden halvdel af sæsonen.

Prognosen er fin: Udsigten til arbejdet med at skabe de bedst mulige vilkår for udsatte børn og unge og deres familier ser god ud, timing og medieopmærksomhed er vi gearede til, virkelighedskorrektion af beslutningstagere er indenfor rækkevidde, vigtige møder med samarbejdspartnere er planlagt - plus-plus.
Og sådan forventer vi så også, at den konkrete oplevelse bliver.

Søren Skjødt, formand for FADD

 

Intet

Juli-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Juli-klummen er hvert år den første platform, der kalder på en opsummerende mellemtid:
Vi er et halvt henne i sæsonen og ca. midt mellem to årsmøder.
Vi stiller os på dette tidspunkt af året spørgsmål som: Hvor langt er vi i henhold til de mål, vi satte fra sæsonstarten? Er der forhold, vi skal gøre mere eller mindre ved ift udslag på aktualitets – og alvorsbarometeret? Hvilke nye mål og sager skal vi sætte handling bag?

Først og fremmest kan vi konstatere, at der har været – og er – ”nok at tage fat på i digternes land’, som Steffen Brandt synger i Sommer i Danmark:
Vedholdende kærlighed til skolereformen – herunder samarbejdet med UVM om at udvikle nye modeller for progressionsmålinger, implementeringen af Lov om voksenansvar, virkelighedskorrektion af udbudsinitiativer, deltagelse i div. følge og styregrupper, Folkemødet på Bornholm, studietur for Folketingets Socialudvalg, temadage for medlemmer, møder med samarbejdspartnere og andre, der måske kan blive det  + det løse.

Dertil kom så opstart af det nye tilsyn for medicinhåndtering pr. 1. januar 2017, som resulterede i møder i vores 4 regioner, et par rapporter fra SFI, Ankestyrelsen, et digert værk fra Inge Bryderup om Familiepleje i DK og et par høringer vedrørende ny prøveterminsbekendtgørelse, de særlige specialiserede tilbud og om lempelse af bindinger i regelsættet om Fælles Mål i Folkeskolen

Efteråret kalder på en række temadage for vores medlemmer om specialundervisning, de målfokuserede indsatser, familiedøgnarbejdet, arbejdet med uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund og planlægning af flere temadage med psykiatri og dagbehandling og unge som omdrejningspunkt. En ny studietur for FTs socialudvalg venter– denne gang til Vestdanmark. 
Vi har meget at glæde os til … og over smile
---
Som det vil være læsere af denne klumme bekendt, hænder det, at vi kaster os over - og sætter lup på – nogle af de begreber, vi bruger på udsatte børn og unge området. Det gør vi for enten at problematisere eller fremhæve betydninger, erfaringer og praksis med ordenes anvendelse.
Her op mod ferien – med god tid til refleksion og efterklang – vil jeg holde begrebet ’inddragelse’ op mod lyset. 
Inddragelse er et følsomt og helligt begreb, som har sneget ind stort set alle vegne som et nærmest uindtageligt must for udsatte børn og unge i familierne, på institutionerne, i skolerne og på de kommunale kontorer.

Ordet inddragelse - forstået som de voksnes og de professionelles forpligtelse til at lade børns indflydelse komme til udtryk i afgørelser og beslutninger, der angår deres eget liv - er sammen med de mere indgribende begreber selvbestemmelsesret, ansvar for egen læring med flere en udløber af de reform- og projektpædagogiske begreber, der opstod i kølvandet på opgøret med den sorte skole i 60’erne. Disciplin skulle erstattes af et fokus på barnet som et selvstændigt menneske. Kæft, trit og retning skulle erstattes af demokrati og medbestemmelse. Terperi og udenadslære skulle erstattes af individuelle læringsprocesser med fokus på barnets dannelse. Alt sammen meget godt.
Ret beset var tankerne formuleret af en uddannelseselite, der med sit på det tørre, fik held af at misbruge demokratiseringsbegreberne til at niveaudele folkeskolen i en uskøn alliance med skiftende spareivrige regeringer.
Tankerne og handlingerne var dog uafviseligt nødvendige for at forny den sorte skole, der ind til da godt & vel havde brugt kvoten på at producere og udskille de børn, der ikke havde evner eller ressourcer til at klare cut’et i forhold til at komme med på uddannelses- og beskæftigelsesvognen.
Noget nyt skulle til.

Men efter årtusindskiftet var status imidlertid, at individualiseringen af folkeskolen havde taget overhånd, og at projektpædagogikken var blevet udhulet.
Tilhængerne af ’ansvar for egen læring’ eller for sin egen lykke er nu blevet så få, at de enten ikke vil være ved det eller blot i det stille praktiserer deres forehavende i private foretagender. Meget hører vi ikke fra den kant.
Det gør vi til gengæld i forhold til inddragelse.

Med fare for at en fatwa eller en bandbulle – en henholdsvis muslimsk og kristen grimmer skik at få kastet efter sig – vil lande i min indbakke: Det er gået for vidt.
Vi er for øjeblikket vidner til, at nogle udsatte børn og unge – som i min verden bare er børn som har vedvarende, varierende men indgribende vanskeligheder - der under påberåbelse af inddragelsesretten nærmest truer sig til, at der bliver truffet beslutninger, som ikke er til børnenes bedste, men som i stedet ofte blot sikrer barnet ... inddragelse.
Vi er som socialarbejdere kammet over, når vi med den positive psykologis håndhævelse af ret over pligt, ressourcer fremfor problemer, JA-hat før NEJ-hat - også sætter inddragelse over ansvar.
Det er her det går galt. Når vi glemmer, at der er forskel på inddragelse og ansvar. 
Med ønsket om at imødekomme, please og give medspil, kan konfliktskyhed komme til at blokere for rigtige beslutninger. 
Inddragelse er et bekvemt begreb, fordi det er så allestedsnærværende og så politisk korrekt. Man kan næste ikke få øje på det modsatte, hvorfor begrebet mister kraft og mening.

Udsatte børn og unge skal principielt hverken lige så lidt eller lige så meget som ikke-udsatte børn og unge opleve, at det af de voksne italesatte begreb inddragelse kommer til at stå over ansvar.
Et barn skal løbende gennem opdragelse og barndom have indflydelse, der passer til barnets formåen, kompetencer, alder og evne til at konsekvensberegne. Og indflydelsen skal udvides i takt med barnets progression og udvikling.
I min verden betyder inddragelse, at vi voksne og professionelle, der er omkring det udsatte barn har en forpligtelse til at lytte til barnet. Altid.
Og til at gå langt for at imødekomme barnets ønsker.
Men vi har også en forpligtelse til at forstå, ikke bare hvad barnet har lyst til, men også hvad det har brug og behov for. Og lige så ofte hvad barnet lige præcis IKKE har brug og behov for … selv om barnet har lyst til det.
Vores faglige og menneskelige ansvar skal komme til udtryk i disse vurderinger. Altid.
Et barn skal for eksempel ikke have indflydelse på om det skal anbringes – hvis det er det, de børnefaglige instanser mener, er det rigtige.
Til gengæld kan indflydelsen komme i spil, når barnet svarer på spørgsmål som: Når du nu skal anbringes, hvad er så vigtigt for dig? Hvordan kan vi, der er omkring dig, kan hjælpe dig så godt som muligt?
De voksnes grundsignal skal vi være: Vi tager ansvar for dig. Vi passer på dig. Og gøre det ordentligt, respektfuldt og fagligt forsvarligt.


På Folkemødet havde vi i FADD en event, hvor vi satte fokus på, hvordan det politiske niveau, embedsværket, forskerne og aktørerne fra praksisfeltet kan blive bedre til at koordinere indsatserne for de udsatte børn og unge.
I FADD er vi optagede af, at vi sammen med myndighedsområdet og med det rigtige lovmæssige grundlag skal have mere styr på forholdet mellem inddragelse og ansvar sådan, at vi klogt kan involvere børn og forældre i beslutninger om børnenes sociale, følelsesmæssige og læringsmæssige udvikling samtidig med, at vi dels undgår at demontere den viden og de erfaringer vi har og dels opnår den afklarethed, der er forbundet med, at vi har adskilt og forstår det samme ved inddragelse og ansvar.

Tak til alle eventdeltagere, samarbejdspartnere, medlemmer og deltagere, der droppede forbi os på J18 i teltet på Bornholm for et fantastisk Folkemøde 2017. 
WE’LL BE BACK…

”Sommer i Danmark
og solen gør hvad den kan
der er nok at tage fat på
her i digternes land”
STEFFEN BRANDT, Kys Bruden, 1996

God sommer, derude & derinde …

Formand Søren Skjødt

Intet

Juni-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Fra tid til anden dukker begreber som ’mønsterbryder’ og ’social arv’ op i drøftelser og omtaler af  forholdet mellem børn og unge, udsathed, og de indsatser, der skal gøre noget ved problemerne.
Senest i forbindelse med TV2s opdatering  på historien om Mors lille Jørn, der i parentes bemærket fremstod ’uklædeligt ureflekteret og pegefingermoralsk’, som Politikens TV-anmelder Henrik Palle bemærkede det.
Jeg har altid haft det lidt stramt med det begreb, mønsterbryder:
Det er individualiserende.
Det er ekskluderende.
Og det manifesterer, at man ikke hører til nogen steder; hverken det, man brød fra og det man er brudt ind til.

En kvindelig lærerstuderende skrev det meget tydeligt i et læserbrev i Information: Jeg har altid længtes sådan efter den dag, hvor nogen ville kalde mig mønsterbryder. Men nu, hvor de gør det, vrider det sig i mig. For jeg er blevet til noget i kraft af min opvækst, ikke på trods af den.

I slipstrømmen på udsendelsen  – eller nok snarere af andre grunde, men-man-ved-jo-aldrig-hvad-de-spindoktorer-gør-af-anstrengelser-for-at-koble-sig-på-aktuelle-mediehypede-historier, havde såvel venstres leder, statsminister Lars Løkke Rasmussen som Socialdemokratiets Socialordfører Pernille Rosenkrands Theil en kronik i Politiken hhv den 26/5 og 29/5.

LLRs kronik omhandlede ’Tre opgør med en forfejlet uddannelsespolitik’, hvor han blandt andet skrev. ”For det første må vi tage et opgør med de gode viljer, forstået på den måde, at gode viljer ikke er nok. De unge på kanten skal mødes af en professionel indsats".
Og senere: ”Den vigtigste socialpolitik overhovedet er uddannelse til børnene og arbejde til forældrene. Det er det, der får mennesker til at flytte sig fra kanten og ind i fællesskabet.”

I PRTs kronik redegjorde hun for Socialdemokraternes Apollo-projekt med slet skjult henvisning til månelandingerne i 60erne og 70erne. Og vigtigheden af at blive ved.
”Om tyve år skal vi kunne se hvert enkelt barn i øjnene og konstatere at fællesskabet løftede sit ansvar for at give dem det bedst tænkelige liv”.
”Socialdemokratiet har en ambition om, at tilværelserne hos de mest udsatte børn og unge om 20 år skal være mærkbart forbedret".

Pernille Rosenkrantz-Theil kalder det endda velfærdsstatens største undladelsessynd, at det ikke er nemmere for børn og unge at bryde den sociale arv. 

Selv om man har rundet de 50, behøver man ikke være en sur gammel mand. Omvendt synes jeg, at man har lov til det.
Begge kronikker er vigtige, bevares, men de efterlader en underligt uforløst.
Man kan jo hverken sige eller skrive, at kronikørerne er på vildspor. 
Ingen kan være uenige i, at borgere – og slet ikke børn - der har det det svært, skal have det bedre.
Så spørgsmålet er naturligvis: Hvordan gør vi? Hvordan indfrier vi intentionerne? Hvordan undgår vi, at børn bliver udsatte? Eller reducerer antallet af dem, der bliver det? Og hvordan håndterer vi udsathed, når den er en realitet?

Som jeg ser det er der en række paradokser som vi samfundsmæssigt med fordel kunne tage stilling til med henblik på, at vi får givet den rette omsorg, hjælp og handlekraft til de allermest udsatte børn og unge.
Sagt på en anden måde, hvis det, som LLR og PRT skriver et meget langt stykke hen ad vejen og i den bedste af alle verdener, er sådan vi vil have det: At alle får det bedst tænkelige liv – ingen vold, ingen kriminalitet, intet misbrug, ingen eksklusion, ingen mobning osv, hvad skal der så stå i en til formålet udfærdiget BAK? (best questions and answers).
Lad mig nøjes med spørgsmålene:
Når nu de fleste mennesker mener at det (blandt andet) er en samfundsmæssig opgave at løse sociale problemer, hvad så med at vi begynder at bruge den viden der viser, at investeringer i udsathed skaber klare afkast på både kortere og længere sigt?

  1. Når nu vi efterhånden ved at mange kommuner kan få budget- og prioriteringsproblemer hvis de i en periode har mange børnesager, der kræver en specialiseret indsats, hvad så med at vi begynder at se flere eksempler på, at kommuner går sammen om driften af et specialiseret tilbud og hvad med, at vi bygger andre finansieringsmodeller op?
  2. Når vi nu ved at kommunernes indsatser på udsatte børn og unge området er meget forskellige, hvad så med at vi – til trods for gode indsatser fra Ankestyrelsen, Ombudsmanden og de sociale tilsyn – skaber de nødvendige redskaber så vi kan sikre at udsatte børn og unge får den samme indsats til den samme type udfordringer?
  3. Når vi nu ved, at mange udsatte børn og unge oplever problemer i overgangene i deres liv, hvad så med at vi får skabt de nødvendige trin på indsatstrappen med efterværn og forpligtende kontinuitetsfremmende overgangordninger?
  4. Når nu de fleste mennesker er enige om, at komplekse børnesager kræver det lange seje træk, hvad så med at vi stopper  med at producere korttidsløsninger, der selv om de har heddet noget forskelligt op gennem tiden, i virkeligheden blot har haft et økonomisk incitament og ofte ikke er lykkedes med at gøre det, der skulle til? Og hvad med at vi laver et opgør med, at så mange sociale penge er bundet til kortsigtede satspuljemidler?
  5. Når vi nu ved at kvaliteten af de handleplaner, der skal præcisere indholdet i det socialpædagogiske arbejde er så vigtig, hvad så med at vi holder op med at begå de samme fejl igen og igen?

Vi stiller gerne op med flere spørgsmål og bud på svarene ...
---

Også er juni måned jo Folkemødemåned.
I sidste klumme skrev jeg om vores samarbejde med Børnehjælpsdagen, Lær for livet,  Plejefamiliernes Landsforening og Netværket.
I skrivende stund har vi lagt den store planlægning, videoproduktion, eventsafklaring og al logistik bag os.
Men der er alligevel nogle detaljer som vi heldigvis har næsten 14 dage til at få helt og aldeles styr på. Eller må vi lade som om ...
Håber mange af os ses  på solskinsøen, Kæmpestranden, J18. Og det var Kæmpestranden, J18.

Søren Skjødt, formand

Intet

Maj-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Sidste år deltog vi i FADD på Folkemødet for at finde ud af, om det var noget for os at være der, der på DJØF’ernes Roskildefestival - sådan for alvor med stand, telt, events og arrangementer.
Det besluttede vi, at det var.

Tidligere på året gik vi derfor sammen med  en række andre aktører på området dels for at opnå en synergieffekt: Flere sammen, mere aktivitet, stærkere signal. Dels for at manifestere og udvikle aktuelle og nye netværk.

Under overskriften ANBRAGTE OG UDSATTE BØRN OG UNGE – SPOT (PÅ) RESSOURCER OG POTENTIALER #SpotPåRessourcerogPotentialer har vi i år sammen med Børnehjælpsdagen, Lær for livet, Plejefamilieforeningen og Netværket (under Plejefamilieforeningen) en stand, der kommer til at danne ramme om daglige paneldiskussioner, debatter, workshops, oplæg og andre aktiviteter under det 4 dage lange Folkemøde på Bornholm fra den 15. til den 18 juni.

Der skal ikke være tvivl om at vi er der for de udsatte børn og unges skyld. Vi er der fordi den faglighed, der skal være omdrejningspunktet for de indsatser, der rækker ud efter de mest udsatte børn og unge, blandt andet udmøntes af vores medlemsinstitutioner på det specialiserede socialområde.
I al beskedenhed repræsenterer vi og vores medlemmer den dybde, bredde og højde på den mange facetterede og tredimensionelle ydelsespalet, der i samarbejde med børnene, deres familier, myndighedsområdet og den lange række af specialister, skoler, idrætsklubber og frivillige skal sikre løsninger på de komplekse problemstillinger og udfordringer, som de udsatte børn og unge bærer på.
Det er blandt derfor at vi med omhu har valgt de to temaer:
Hvordan kan politikere, embedsmænd, forskere og aktører hjælpe hinanden med at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge?, som vi laver sammen med PLEJEFAMILIEFORENINGEN
Og Hvad synes de anbragte børn og unge at vi skal diskutere på folkemødet?, som vi laver sammen med STYRKET INDSATS.
Derudover har vi et bonustema med vores husven filosoffen Ole Fogh Kirkeby.

Vi er også rigtig glade for at 2 af vores medlemsinstitutioner, Center for børn unge og familier, Herning Kommune om Social kompetence og bevidsthed, som forudsætning for at deltage i et demokrati og Familiecenter Esbjerg om Tæt i Familien – et skræddersyet tilbud, deltager på vores stand.

I forbindelse med vores egne arrangementer kommer vi til at markere en lang række synspunkter, der vil have det til fælles, at de vil medvirke til at gøre noget bedre eller lettere for udsatte børn og unge.
Vi ved at Folkemødet vil komme til at handle rigtig meget om kommunalvalget til november.
I den forbindelse har vi tidligere introduceret en ide til et slogan: ”Bedre nu, billigere senere”
Og vi vil være generøse og sige, at såfremt et politisk parti eller en kommunal opstillingsliste ønsker at bruge sloganet, der skal sætte fokus på, at vi kan træffe valg, der er bedre for de udsatte børn og som bliver billigere for samfundet, så skal de være så velkomne.
Vi bidrager vi gerne med svar på hvordan …

Men vi kommer helt sikkert til at nævne FADDs 8 nye udviklingsforslag:

Vigtigheden af …

  1. at kommunerne kommer i gang med at gå sammen om løsninger af de mest specialiserede opgaver på tværs af kommunegrænserne – for at genskabe og fastholde specialiseringsgraden på området
  1. at give medspil til den moderne forsyningsforpligtelse (at få udførerleddet løftet, nu hvor rådgiverniveauet mange steder har fået sit,  at skabe de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen, at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge kræves, fordres og understøttes)
  1. at tænke på udsatte børn og unge-området som et investeringsområde med udsigt til rigtig gode fortjenester
  1. at etablere det rigtige match mellem barnets udfordringer og indsatsstedets kompetencer
  1. at give særlig opmærksomhed til overgangene i børn og unges liv
  1. at fokusere på bevægelsen fra evidensbaseret til evidensinformeret og til forandringsmåling
  1. at udvikle nye forståelser og handlemuligheder af kendte beskyttelsesfaktorer som tidlig indsats, skolegang, og deltagelse på arbejdsmarkedet
  1. at tænke og forstå indsatser for udsatte børn og unge mere som ’både og’ end ’enten eller’

Derfor deltager vi på Folkemødet og beder alle medlemmer: Forstandere, ledere, afdelingsledere og medarbejdere, og andre venner af huset om - hvis I alligevel er på Bornholm eller har fået lyst til at komme der - at komme forbi os på Kæmpestranden, J18 – anbragte og udsatte børn og unge, Kæmpestranden fra 15-18 juni.

For at citere den gamle drikkevise –   Da hønsehuset brændte: Hvis ikke vi sku ku`, ja hvem sku så ku` ku`

Programmet offentliggøres snarest.

PS:
Pas på de mange grupper af pensionister og efterlønnere – specielt lige omkring spisetid når der uddeles smagsprøver fra de forskellige stande.
Vær desuden opmærksom på at mange pensionister definerer spisetid meget bredt :-)

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

April-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Herningmodel og Sverigesmodel.
Vi har hørt en del til de to stednavnebaserede begreber de sidste par år.
Sverigesmodellen kom først, udviklet af økonomer og revisorer. 
Herningmodellen er overvejende inspireret af de svenske erfaringer.

Selv foretrækker vi at vi kalde denne type indsatser – som nogle udsatte børn og unge indiskutabelt  profiterer af – for mål- og tidsfokuserede indsatser.
Vi kan lære af måden at tænke på: Samskabende løsninger, nedbrydning af silotænkning, nytænkning af samarbejdet mellem myndighed og udførerled - med mere
Men modeller må aldrig blive en one-size-fitts-all: Herningmodellen kan ikke bruges til alle udsatte børn og unge.

De to modeller har mange ligheder: Udgangspunktet – skåret ind til benet - har  begge steder har været: Hvordan kan man flytte flere anbragte børn og unge fra døgninstitutioner og opholdssteder til plejefamilier?  Og kan vi spare nogle penge ved manøvren?
Dermed har man samtidigt kunnet formulere en reaktion på den ganske vist falske præmis, at udgifterne til udsatte-børn og ungeområdet gennem årene er eksploderede.
Det er de ikke.
(Når man anbringer et barn II, Signe Hald Andersen, Rockwool Fondens Forskningsenhed 2013)

\r\n

Der er også forskelle …. 
En af dem er, at mens ingen svenskere kender til Sverigesmodellen, så ved herningenserne og som minimum resten af det sociale Danmark godt, hvad Herningmodellen handler om.
Et par undervejs-evalueringer har set dagens lys, siden Herning Kommune i 2013 besluttede sig for, at det ikke var nok med Boxen, Herning og Herningsmotorvejen, men at man også måtte have sin egen model for de sociale indsatser på Børn og unge området.
Nu er så også Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, i daglig tale det noget mere mundrette KORA på banen med en evaluering.

Så vidt så godt.

Nu kunne man måske forledes til at tro, at man i en evalueringsrapport om en social indsats beskæftiger sig med om det, man har undersøgt har haft en effekt på de mennesker indsatsen omhandler.
Det har KORA så ikke.
Vi ved desværre ikke om de udsatte børn og unge i Herning har fået det bedre eller lettere.

Rapportens forfatter og evaluator, Hanne Søndergård Pedersen (HSP) anbefaler til gengæld ”at man får lavet systematiske målinger på udviklingen af børnenes trivsel i disse kommuner. På den måde kan man få noget mere solid viden om, hvilken betydning modellen har på børnenes og de unges trivsel.”

Bortset fra den håbefulde forsikring om, at vi vil få noget mere at vide, hvis vi får noget mere at vide, jamen så er det da en forrygende ide at undersøge børnenes trivsel.
Hvorfor man ikke har gjort det, står på den ene side hen i det uvisse, når det nu er det man anbefaler.
Operationen lykkedes, men vi ved ikke om patienten klarede den.

I første omgang kunne man have brugt det gode gamle trick: At spørge folk hvordan de har det.
I den forbindelse er det en skærpende omstændighed, at rapporten hedder - og derfor må antages at være ’Slutevaluering af Herning Kommunes Sverigesprogram’.
Mon ikke det betyder, at evalueringen af modellen er slut?
Har man slet ikke overvejet at høre hvordan børnene har det? Og deres familier?
Kommer der ikke en 2er?

På den anden side er det måske fordi det er et omstændeligt, langsigtet og et vanskeligt projekt at undersøge specifikke effekter og forandringer i socialt arbejde: Hvornår er resultatet et resultat og ikke en midlertidig følelse? Hvilken betydning har tidspunktet for hvornår man foretager evalueringen? Hvad kan et barns trivsel og udvikling være bestemt af? Hvor meget er vilje, hændelser og hvor meget er indsats? Og så videre.

”Kommunen har stort set nået alle de mål, den havde opstillet for projektet. På kort tid er det lykkedes at skabe et frugtbart tværfagligt samarbejde og høste en række klare, positive gevinster”, siger Hanne Søndergård Pedersen.
Der er ikke et øje tørt.
Selv bliver jeg rimelig aggressiv når nogen i min nærhed fortæller afslutningen på spændende film og fodboldkampe, men her vover jeg pelsen og afslører resultatet af KORAs undersøgelse: 

\r\n

YES, det er lykkedes at flytte flere anbragte børn og unge fra døgninstitutioner og opholdssteder til plejefamilier.
YES, det er lykkedes at spare nogle penge.
Man har målt det, der har været i fokus (økonomi) og på det, der umiddelbart har kunnet måles (talværdier)
Hvad der ligger i ”Frugtbart samarbejde og en række klare positive gevinster” fremgår ikke tydeligt af rapporten.

Jeg bliver altid en anelse søvnig ved disse forudsigelige lanceringer af resultater, vi kender i forvejen.
Lidt ligesom genudsendelser af nyheder.
Og samtidig bliver jeg pikeret på skatteydernes vegne over, at der bliver brugt penge – rigtig mange penge – på at hype almindeligheder som ikke er meget andet end legitimering af kommunale prioriteringer iklædt ønsket om at fremstå med ’evidente og uafhængige’ resultatvurderinger.

I Danmark er der et ikke ubetydeligt antal af konsulentfirmaer, der hvert år bistår kommunerne med at evaluere og dokumentere deres indsatser (læs: udgifter)

\r\n

Rapporten giver anledning til en række spørgsmål som måske kunne være udgangspunktet for en undersøgelse:
Hvor mange kommunale evalueringsrapporter er der mon lavet om indsatser for børn og unge?
Hvilke effekter har de haft for området? Hvor meget value for money har de givet? Og for hvem?
Hvor mange penge bruger stat, regioner og kommuner egentlig på konsulenter, herunder til evalueringsopgaver? 
Kan det tænkes, at konsulenthusene har en særlig interesse i ALDRIG at nå frem til resultater, der er ugunstige for opdragsgiver?
Hvis en sådan undersøgelse kunne vise at mere end halvdelen - for nu at sætte det lavt – af pengene er gået til konkret at forbedre borgernes trivsel og udvikling i den borgernære indsats, og samtidig opleves af borgerne at de gør det, så skal jeg bøje mig i støvet.

Hvad værre er, men som også HSP nævner i omtalen af undersøgelsen, ”Herning-modellen er jo i fuld gang med at blive implementeret i en lang række danske kommuner.”
Jeg spørger: Er det ikke bare en anelse problematisk, at vi ikke ved, om det er godt for børnene?

Tilbage står – som professor Inge Bryderup (IB) udtalte tilbage i september 2016:          
"Vi anbringer over 6.000 børn i familiepleje, og vi ved stort set intet om, hvorvidt det virker."
Det svarer til 6 ud af 10 anbragte børn og unge.

Det sker vel at mærke samtidig med, at plejeforældre til IB i hendes seneste gennemgribende og grundige rapport om plejefamilier i DK fortæller, at de i stigende grad må tage sig af børn med diagnoser og tunge problemer.
For eksempel børn, der har meget svært ved at omgås andre samtidigt med, at de kæmper med ADHD.
”Det er betydeligt over halvdelen af de børn og unge, der er anbragt i familiepleje, der har belastninger på rigtig mange områder samtidig. Det havde jeg ikke forventet at se, siger hun.
”Jeg tror, vi vil se store katastrofer inden for familieplejen med rigtig mange sammenbrud i anbringelserne,” som IB sagde på en konference i efteråret.

Vi kan konstatere, at rapporten fra KORA om Herningmodellen absolut intet bidrager med i den sammenhæng.

Selvfølgelig skal vi lave rapporter, der sætter spot på indsatserne for udsatte børn og unge.
Vi der har ’hands on’ har en forpligtelse til kontinuerligt at blive bedre til vores arbejde. Og til at lære af hinanden og af forskerne.
Vi må blot ikke forfalde til at skabe endimensionelle forbindelseslinjer mellem barnets udfordringer, indsatserne og effekterne:
Vi bliver nødt at også at holde opmærksomhed på den nutidsværdi, der ligger i, at et udsat barn får den rigtige hjælp – lige nu og her.
Vi må vedholdende koble viden, faglighed og omsorg med at undersøge, hvilke faktorer der henholdsvis fremmer og hæmmer barnets oplevelse af at få den rigtige hjælp –på det rigtige tidspunkt.
I første omgang for at samskabe bæredygtige løsninger for barnet, sammen med barnets forældre.
I anden omgang for at undgå sammenbrud.
Nutidsperspektivet skal sammen med den afstemte og løbende potentialeafklaring være parametre på om en indsats har legitimitet. 

Alt andet svarer til at man kører alvorligt tilskadekomne i et trafikuheld direkte til genoptræning.
 ---

Blækket var nærmest ikke blevet tørt efter søndagens (20/3) gode nyhed om, at regeringen alligevel ikke ville sænke den kriminelle lavalder før DF’s Peter Skaarup råbte det forventede ’LØFTEBRUD’: ”Den gruppe, der ikke kan nås i dag med det nuværende system, og som indgår i bander og laver kriminalitet, selv om de er under den kriminelle lavalder, skal vi have sat ind over for”, sagde han til DR.

I FADD er vi blandt de mange eksperter, der har sagt det tit: La' nu vær'…
For det første fordi straf ikke hjælper.
For det andet fordi domstolsprocesser stigmatiserer
For det tredje fordi vi i lovgivningen har de nødvendige værkstøjer til at håndtere den mest bekymrende adfærd blandt børn og unge – insisterende og konsekvent.

I et civiliseret samfund er juridiske beslutninger truffet ud fra fornuft og fakta mere end ud fra følelser. Og når vi beslutter os for at ændre lovgivninger, regler og cirkulærer, gør vi det, fordi vi er i dialog, vi argumenterer, lytter, reflekterer. Og bliver klogere…

Det samme gælder, når vi skifter holdninger og synspunkter. Nogle af de partier, som tidligere har været for at sænke den kriminelle lavalder er blevet klogere fordi de har været i dialog, har argumenteret, har lyttet og reflekteret.
Politikere, der står stejlt på synspunkter fordi har haft dem længe, blokerer for udvikling. Det er typisk afmagt, der får mennesker til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selvom det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.

Det ville ærligt talt være befriende hvis Peter Skaarup gik i tænkeboks i stedet for i følelsesmode.

\r\n

Fakta er, at ungdomskriminaliteten har været faldende over en årrække. Forebyggende, kompenserende, behandlende og udviklende indsatser har en gavnlig effekt på udsatte børn og unge.
Vi kan ikke nøjes med at kræve af børn og unge, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene. Fordi det vil være et brud med de konventioner, vi har tilsluttet os.
Fordi mennesker ikke bare lader sig forandre - selvom autoriteter kræver det.
Fordi mange af de børn og unge, der begår kriminalitet, har fået den overdraget som et kulturelt sprog.
Og fordi hårdt mod hårdt-pædagogikken lærer børn at sætte hårdt mod hårdt og ikke at løse konflikter ved samtale, ikke at behandle andre mennesker med anstændighed.

Vi ved godt hvad der virker:

\r\n
    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Det rigtige match mellem barnets udfordringer og tilbuddets kompetencer
  4. \r\n
  5.  Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  6. \r\n
  7. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  8. \r\n
  9. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  10. \r\n
  11. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder ikke-udsatte børn og unge
  12. \r\n
  13. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-6 - tilsat den rigtige dosering af normalitet
  14. \r\n
\r\n

 Lad os håbe at fornuften, anstændigheden og klarheden har sejret …

Søren Skjødt, formand

Intet

Marts-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Nogle gange bliver man ekstraordinært glad for at repræsentere FADD.
For eksempel når fremvisning, faglig og menneskelig argumentation – med udsatte børn og unge som omdrejningspunkt - går op i en højere enhed.
Det gjorde det i sidste uge, da vi havde inviteret Folketingets Socialudvalg og sekretariat på en hovedstadsstudietur til vores 3 medlemsinstitutioner Hvidborg, Ungehuset Emdrup og Børne- og Familieinstitutionen Wibrandtsvej.
Udvalget blev præsenteret for en bred vifte af de ydelser, som vores medlemsinstitutioner tilbyder i samarbejde med anbringende kommuner – og som kontinuerligt bliver udfordret, forfinet og tilpasset: Fra småbørns- og familiearbejde, via før-skole- og skolebørnsfokus til arbejdet med unge med psykiatriske udfordringer.
Medlemmerne af Socialudvalget fik mulighed for at høre om og spørge til indsatser, der har det til fælles , at de er vævet ind i socialpædagogikkens DNA: Det omsorgs- og udviklingsorienterede arbejde med særlig opmærksomhed på beskyttelsesfaktorer, som den tidlige indsats, uddannelse og beskæftigelse – fleksibelt og nænsomhedsfremmende forankret  i dag- og døgnregier.

Det blev en rigtig dejlig dag med FTs socialudvalg. Og nogle rigtig gode præsentationer fra forstander Mikala Frølich, Hvidborg, institutionsleder Lau A. Larsen, Ungehuset Emdrup, centerchef Claus Gosvig og institutionsleder Grete Bøegh Svendsen, Børne- og Familieinstitutionen Wibrandtsvej. Med flere...

Vi fik lejlighed til at drøfte en række forhold med Socialudvalgets medlemmer  – som vi i parentes bemærket vil takke for det store engagement, nysgerrigheden og interessen i udsatte børn og unge og vores områdes arbejde.
Vi fik udvekslet synspunkter med udvalgets medlemmer med formand Troels Ravn (S) og næstformand Karin Nødgård (DF) i spidsen om vigtigheden af nænsomhed i overgangene i udsatte børn og unges liv – blandt andet helt konkret ved at øge opmærksomheden på plejefamilier som ansatte i institutionsmiljøer – gerne med nye initiativer fra Christiansborg.
Vi talte om den nødvendige bevægelse fra evidensbaseret til evidensinformeret – herunder om sprogets betydning for udviklingen af bevidsthed.
Vi introducerede det slogan: ”Bedre nu, billigere senere” – den rigtige indsats første gang, som vi håber kan blive et tema i den kommunale valgkamp til november. (Det var jo ikke sikkert, at alle udvalgets medlemmer havde læst Søen Skjødts februar-klumme ;-) )

Og så fortalte vi om den moderne forsyningsforpligtelse:, der kunne bestå i, at når rigtig mange kommunalpolitikere med inspiration fra Sveriges-Herning-med-flere-modellerne har opkvalificeret myndighedsområdet, så må næste skridt være at få udførerleddet løftet tilsvarende.
Det fører ikke til bedre resultater for børnene, hvis man nøjes med at ansætte flere socialrådgivere.

Vi fortalte udvalget, at vi på området har brug for de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen. Og at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge skal understøttes tværfagligt.
Vi nævnte, at intentionen fra kommunalreformen om, at kommunerne på tværs af kommunegrænserne i fællesskab kan løse opgaver, der rækker udover den enkelte kommunes kapacitet eller kompetencer bør afprøves, udmøntes og evalueres.

Vi vil i FADD i den forbindelse på en kommende studietur til Sverige se nærmere på nogle igangværende eksempler på mellemkommunale samdriftsløsninger – og invitere relevante samarbejdspartnere med – for at kvalificere fællesbilleder på HVORDAN den type løsninger kan se ud.
Vi lover ikke at begå den fejl, som vi ofte har kritiseret danske embedsmænd, politikere og interesseorganisationer for:  Når de efter at have været i udlandet kommer hjem til fædrelandet – pris’n’metode-forelskede til op over begge ører - og taler med endimensionel begejstring om enkle - og billigere - løsninger på komplekse problemstillinger.

Vi fortalte desuden Udvalget, at vi I 2017 ser vi frem til at give positiv opmærksomhed til udmøntningen af lov om voksenansvar, men at vi fortsat mangler lovmæssig hjemmel for at fjerne det barn fra fællesskabet, der skaber uro og utryghed – uden decideret at være  til fare for sig selv eller andre (som de adspurgte børn i magtanvendelsesudvalgets afsøgningsproces nævnte det …), kærlighed til den samarbejdende folkeskole og passioneret med- og modspil til ministeriers og kommuners generelle og konkrete håndtering af arbejdet med udsatte børn og unge.

Som et lille apropos fik vi også sagt, at vi godt ved hvad der virker:
\r\n

    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4. \r\n
  5. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  6. \r\n
  7. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  8. \r\n
  9. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder andre børn og unge
  10. \r\n
  11. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-5 - tilsat den rigtige dosering af normalitet
  12. \r\n
\r\n

Afslutningsvis fik vi også nævnt, at udgifterne til udsatte-børn og ungeområdet (fortsat) ikke er eksploderet (!!)

----

Tidligere på året varslede KL i en  foromtale af en ny nøgletalspublikation, at der – som de skrev – ”fortsat er store forskelle på det udsatte og det ikke-udsatte barn.
Uanset baggrunden bør det være et mål for alle kommuner at mindske disse forskelle.”

Tjah …
Den dag det ikke  gør en forskel for et barn at vokse op i en familie, der har så store vanskeligheder og personlige udfordringer, at barnet ikke trives og ikke udvikler sig aldersvarende og med de nødvendige grader af normalitet, så behøver vi ikke de tilbud, der som vores egne dagligt arbejder med at genskabe barnets tillid til sin omverden, som leder efter lyspunkterne i barnets vigtige relation til dets familie og andre mennesker og som insisterer på at ville det barn så meget, at selv om barnet afviser al kontakt, så bliver man stående og fastholder troen på, at det barn kan udvikle sig i en bedre retning.

Indtil da må vi tage til takke med, at der findes fagligt kompetente mennesker og miljøer, der bliver ved med at gøre det, der skal til  for ”at mindske disse forskelle.”

Søren Skjødt, formand

Intet

Februar-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

I Anders Matthesens seneste show, ”Shhh” appellerer han til, at vi går hårdt til mennesker, der postulerer uden at have styr på fakta.
Engang gav en henvisning til, at man havde hørt et eller andet en særlig autoritet. Siden blev, ’jamen, det er noget jeg har læst’ trumfen i en diskussion.
I dag er referencen til evidens det, der rydder bordet, når vi skal overbevise hinanden om hvad der er rigtigt og sandt.
Det skal jeg vende tilbage til.

\r\n

Først et back flash til vores årsmøde i november sidste år, hvor vi blandt andet havde sat os for at rette blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken:
Vi ville udfordre den i nogle sammenhænge hårdt udspændte line mellem etikken og evidensen.
Vi ville undersøge, om det med lige dele klogskab, humanisme og faglighed kunne lade sig gøre at lægge kimen til nye forståelser af sammenhængen mellem anstændighed, viden og value for money.
Vi ønskede at udfordre, nytænke og bidrage til opbygningen af et paradigme, der skulle (medvirke til) at generere og manifestere nyt indhold, nye fremtrædelsesformer og nyt sprog.
For nu at citere fra programmet…

I den sammenhæng havde vi bedt professor fra Aalborg Universitet, Lene Tanggaard (LT) sammen med forskningsassistent, Tue Juelsbo om at stå for den bevidsthedsudvidende proces: Opfindsomhed i mødet mellem evidens og etik – et forløb over 4 timer vekslende mellem oplæg, workshops og opsamling.
JIC: (Just in case) Nedenstående er et forsøg på at freestyle hen over en eftermiddag i det Peter Bastian aftenen forinden havde kaldt for et ’skabende fællesskab’, hvor det fløj med faglige forståelser, personlige påstande og kvikke kommentarer. Og udlede et par pointer…

Lad mig understrege:

\r\n
    \r\n
  • Der var mange udlægninger af teksten
  • \r\n
  • Jeg har ikke fanget alle pointer
  • \r\n
  • Jeg står på mål for det, der står
  • \r\n
  • Skulle Lene Tanggård være uenig i noget af det, har hun ret J
  • \r\n
\r\n

LT indledte med at skelne mellem opfindsomhed, kreativitet og innovation og i den sammenhæng at foretrække begrebet opfindsomhed, som er ’mindre mystisk, mere ligetil, er et inviterende begreb, er for alle og er som råstof betragtet en forudsætning for kreativitet og innovation’.
Hun fremhævede vigtigheden af ’de 6 principper for opfindsomhed’: Opfindsomhedshuskelisten:

\r\n
    \r\n
  1. Eksperimenter og lær af fejl
  2. \r\n
  3. Leg med egne projekter
  4. \r\n
  5. Luk op for nye tanker
  6. \r\n
  7. Du skal snuble noget mere
  8. \r\n
  9. Dyrk gamle nyheder
  10. \r\n
  11. Husk værdierne
  12. \r\n
\r\n

Herefter mindede LT os om betydningen af begrebet evidens og fortalte, at evidensbegrebet begrebsligt set er ikke direkte forbundet med bestemte metoder, videnskaber eller behandlingsmetoder.
Evidensbegrebet blev op gennem 1990erne i USA og Storbritannien motiveret af en kritik af den pædagogiske forskning, som man mente var for vag.
I DK henter vi derfor ambitionen om evidens typisk fra en amerikansk og britisk sammenhæng.
Oprindeligt blev evidensbegrebet brugt indenfor medicinske område: Man giver en pille. Og den virker uafhængigt af patientens med/modspil og vilje.
Sådan er det ikke indenfor pædagogisk arbejde.
Der væsentlig flere forhold, der dels er i spil i forhold til, hvad der virker, dels er disse faktorer vanskelige at adskille fra hinanden.
Pædagogik er noget vi gør!

\r\n

’Pædagogik kan kun gøres i konkrete sammenhænge af bestemte mennesker, der har bestemte mål. Medicin kan virke, og man kan måle dens effekt. Pædagogik derimod gøres, og den skaber gøren, effekten er afhængig af den der gør/handler og man kan diskutere dens mening og mål og dens bygning’.

\r\n

’At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi’.

\r\n

Det sidste er interessant: At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at undersøge effekten af pædagogisk arbejde, men blot, at vi vedholdende skal forstå, tænke og handle efter, at en effekt altid er bundet til et konkret barn og en konkret familie. Og at vi kan forvente, at den samme indsats sandsynligvis har en anden effekt på et andet barn og en anden familie.
I den store sammenhæng skal og kan evidens kun forstås som viden, der er produceret og derfor er fortidig. Og nogle af os går altså og siger, at vi ikke kan behandle nutidens børn og unge med fortidens metoder.
Vi har en forpligtelse til at kende og forstå vores historie, men også en forpligtelse til at udvikle og re-tænke vores praksis.
Det betyder med LTs ord, at vi ikke kan bruge begrebet evidensbaseret, hvorimod brugen af evidensinformerede indsatser giver god mening.
I den forbindelse beskrev LT forskelle på ren og uren pædagogik:
Mens ren pædagogik kan defineres som bestræbelsen på at udvikle pædagogikken ud fra kausale relationer og metodiske procedurer, stræber uren pædagogik efter at genrejse et sprog, der handler om mål, tradition, praksis, mening, kritik og kontekst. Ren pædagogik handler om, hvad der virker for at fremme ydre tekniske mål.
I den urene pædagogik virker pædagogikken kun i betydningen 'rumsterer'. Den får et virke. Den virker og værker og skaber et værk, som kan virke i andre.
Der er i professionsudøvelse altid et element af menneskelig dømmekraft, som man ikke kan reducere eller se bort fra: Ingen regel, teknik, metode eller manual kan diktere sin egen anvendelse.
Det er altid konkrete personer, der vurderer i hvilke situationer, det er relevant at anvende en teknik eller manual på en bestemt måde, og selve dømmekraften kan ikke manualiseres.
Her er vi oppe mod stærke kræfter: LT: ’Viden (om for eksempel evidens, red.) er en vare, der kun har værdi, hvis den kan indgå i cirkulationer med andre kapitalformer'.

\r\n

Meget enig. Men mange politikere og andre beslutningstagere, herunder nogle af DJØF’erne betragter tilsyneladende evidens som et mål i sig selv; den teoretiske cost benefit analyse bliver vigtigere end børns udvikling, som i parentes bemærket netop også er en kapitalform.
Det kammer også over, når aktører indenfor vores eget område bliver mere optagede af fortællingen om pædagogikken end af hvordan barnet har det og hvordan det udvikler sig.
Det afgørende er, hvad der legitimerer hvad.
For mig vil det altid være det vigtigste, at de børn der har det dårligt og hårdt får det bedre og lettere.
Tilbage til Anders Matthesen og hans opfordring til et oprør mod postulater og ’postulanter’. Problemet med det, vi hører, læser og mener, at der er evidens for er: Hvordan kan vi være sikre? Hvad virker for hvem og hvornår?

En af forståelserne af hvorfor vi nogle gange må ty til autoriteter er, at vi har brug for sikkerhed og overbevisning.
Evidenspolitik er formentligt en forståelig reaktion på at leve i en usikker verden. Men spørgsmålet er om ikke vi er ved at være så kloge, at vi kan holde op med at bilde hinanden ind, at vi kan håndtere komplekse problemstillinger med kompleksitetsreducerede og standardiserede løsninger?
Som LT sagde: ’Menneskelige og intellektuelle dyder som ydmyghed, villighed til at lære, åbenhed overfor kritik og integritet er, bør og skal være omdrejningspunktet før alt andet.
Disse dyder skal kultiveres og forfines i uddannelse og i praksis’.
Det tror jeg på. Det er vores arbejde i en nøddeskal. Måske foreløbigt.
Det må i hvert fald gælde, indtil vi bliver så kloge, at vi bliver nødt til også at udvikle den tankegang smile

\r\n

En af grupperne i etikprocessen på årsmødet skrev på en af plancherne om KVALITET & ETIK: ’Vi skal kunne se os selv i spejlet om 20 år’.
Enig. Men vi kan ikke være sikre. Personligt vil jeg kunne leve med, at vi gjorde noget forkert, men ikke, at vi ingenting gjorde…
Ind til da, må vi holde postulaterne op mod lyset. Og være parate til, som drengen i Kejserens nye klæder, at sige: Han har jo ikke noget tøj på …

\r\n

Og så til noget helt andet:

\r\n

Ankestyrelsen afgjorde som det er de fleste bekendt før jul, at der har været en retsvildfarelse i opgørelsen af hvilke kommuner, der har skullet betale hvad for en efterværnsindsats. Vi har siden arbejdet på at få lavet lovgivningen om.
Nu tyder det på, at vores og andre aktørers bønner er blevet hørt. Socialministeriet er på vej med en lovændring, der legitimerer praksis før Ankestyrelsens korrektiv.

Vi har tidligere påpeget det, men flere af vores medlemsinstitutioner fortæller, at de har meget brug for, at lov om voksenansvar også gælder på dagbehandlingsindsatser, specialskoler og på institutioner, der tilbyder aflastning.
Hvad de sidste angår, er der børn, der befinder sig mellem 10 og 15 døgn på en institution – uden formelt at være anbragt og dermed udenfor den lovgivning, der gælder for anbragte børn og unge.
Det er vores indtryk, at aflastningsindsatserne er tiltagende i antal og opholdslængde og vi vurderer, at der brug for at lovgivningen anerkender dette. Dels er der børn og unge, der ikke får den lovgivningsbestemte omsorg, de har brug for, dels er der ledere og medarbejdere, der har en svag/uklar retssikkerhed blandt andet fordi lov om nødværge er et straffelovsanliggende.

Det bliver vi også nødt til at få lavet lovgivningsmæssigt om.

Til de af jer der har brug for den paragrafmæssige reference – og det er den, der gælder aktuelt: (Se pkt. 23 i vejledning om voksenansvar):
”Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1.
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven. Unge der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter § 76 i serviceloven er heller ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.”

Hvis nogle af jer mener, at de kan huske, at det på et tidspunkt er fremgået, at børn og unge – anbragte og ikke-anbragte – ikke skulle opleve forskelle for så vidt angår Lov om voksenansvar, så husker de rigtigt:
Det var Magtanvendelsesudvalgets hensigt….
Men denne passus er altså faldet ud …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

JANUAR-klummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

Allerførst, RIGTIG GODT NYTÅR.
Håber alle er kommet godt & vel ind i 2017.
Og at det til trods for naboens anstrengte humoristiske sans med Wc-papir i postkassen, barberskum under håndtaget, tape for nøglehullet, knaldperler eller husholdningsfilm under WC-brættet, ballon på udstødningen, og test af netop dit HFI-anlæg er muligt at frembringe mod, håb og optimisme til et år, der hverken byder på VM eller EM i foldbold wink

På den politiske scene kommer det nye år blandt andet til at handle om kommunalvalget den 21. november.
Vi iler med en ide til et slogan: ”Bedre nu, billigere senere”
Hvis et politisk parti eller en kommunal opstillingsliste ønsker at bruge sloganet, der skal sætte fokus på, at vi kan træffe valg, der er bedre for de udsatte børn og som bliver billigere for samfundet, bidrager vi gerne med gode ideer til svar på hvordan …
Vi vil se, om vi kan tale pænt til dem, der foretrækker: ”Værre nu, dyrere senere”
Men et godt gæt er, at vi nok bliver noget rustikke i udtrykket …
---
Når der forestår et kommunalvalg, kan vi være helt sikre på en ting: Der bliver ikke truffet store og vidtrækkende beslutninger.
Det er svært at forpligte politikere udover deres valgperiode.
Hvad vi til gengæld kan lige så sikre på er, at når valget er overstået og vi ved hvem, der med hvilket mandattal, skal kæmpe om de kommunale prioriteringer, så vil der det første år blive gået hårdt til de borgernære ydelser – i håbet om, at tiden vil læge alle sår, og at vælgerne ikke kan huske, hvem der sagde hvad om de gamle, de arbejdsløse, de syge, før-skole og skolebørnene og om de udsatte børn og unge. Med flere.
De udsatte børn og unge har vi i FADD naturligvis tænkt os at ofre en særlig opmærksomhed i valgkampen.
Vi vil minde kommunalpolitikerne om, at en investering i udsatte børn og unge også er ’et brev til fremtiden’ for nu at citere Mia Lyhnes figur i Bilka-reklamerne op til nytåret.
Aktørerne på udsatte børn og unge området bliver ind i mellem beskyldt for, at vi ikke ved hvad der virker og at udgifterne til området eksploderer: Af politikere, der håber på et belæg for besparelser og rationaliseringer, over forskere, der håber på nyfinansieringer og deraf følgende kalorietilførsel til egen karriere og til medarbejderfastholdelsesaktiviteter til menigmand m/k, der frit fra leveren postulerer, at de enten ’bare skal have nogen flade’ eller ’hvor svært kan det lige være’ ….
For det første; vi ved godt hvad der virker for udsatte børn og unge:

\r\n
    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4. \r\n
  5. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  6. \r\n
  7. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  8. \r\n
  9. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder andre børn og unge
  10. \r\n
  11. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-5 tilsat den rigtige dosering af normalitet
  12. \r\n
\r\n

For det andet så er udgifterne til udsatte børn og unge området (fortsat) ikke eksploderet.

Når det er sagt, så har vi tænkt os før under og efter kommunalvalget at erindre lokalpolitikerne om den vigtige opgave, det er, at varetage det, vi forsøgsvis kunne kalde ’den moderne forsyningsforpligtelse’.
Det moderne kunne bestå i, at når rigtig mange kommunalpolitikere med inspiration fra Sveriges-Herning-med-flere-modellerne har opkvalificeret myndighedsområdet, så må næste skridt være at få udførerleddet løftet tilsvarende.
Vi, der har stået for byggeprojekter ved, at det ikke fører bedre byggeri med sig at lægge rigtig mange ressourcer i ingeniørarbejdet, hvis der ikke er penge til ordentlige arkitekter og håndværkere.
Det samme gælder for arbejdet med udsatte børn og unge.
Det fører ikke til bedre resultater, hvis man nøjes med at ansætte flere socialrådgivere.
Når man har sagt A må man også sige B. Og det er at skabe helhedsorienterede og fagligt bæredygtige løsninger.
Vi tiltror kommende lokalpolitikere, at de er opmærksomme på den egeninteresse, der ligger i at ’sognets’ egne børn og unge får den rigtige indsats – første gang.
Det betyder at politikerne skal sørge for:

\r\n
    \r\n
  • at skabe de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen
  • \r\n
  • at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge kræves, fordres og understøttes
  • \r\n
  • at nye kommunalpolitikere bliver bedre til at udmønte intentionen fra kommunalreformen om, at kommunerne på tværs af kommunegrænserne i fællesskab kan løse opgaver, der rækker udover den enkelte kommunes kapacitet eller kompetencer. 
  • \r\n
\r\n

---
Her på den anden side af tærsklen til det nye år ser vi frem til at give positiv opmærksomhed til udmøntningen af lov om voksenansvar, kærlighed til den samarbejdende folkeskole og passioneret med- og modspil til ministeriers og kommuners generelle og konkrete håndtering af arbejdet med udsatte børn og unge.
Sæt i gang …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

Februarklummen 2017

SS_ny_nov2012.jpg

I Anders Matthesens seneste show, ”Shhh” appellerer han til, at vi går hårdt til mennesker, der postulerer uden at have styr på fakta.
Engang gav en henvisning til, at man havde hørt et eller andet en særlig autoritet. Siden blev, ’jamen, det er noget jeg har læst’ trumfen i en diskussion.
I dag er referencen til evidens det, der rydder bordet, når vi skal overbevise hinanden om hvad der er rigtigt og sandt.
Det skal jeg vende tilbage til.

\r\n

Først et back flash til vores årsmøde i november sidste år, hvor vi blandt andet havde sat os for at rette blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken:
Vi ville udfordre den i nogle sammenhænge hårdt udspændte line mellem etikken og evidensen.
Vi ville undersøge, om det med lige dele klogskab, humanisme og faglighed kunne lade sig gøre at lægge kimen til nye forståelser af sammenhængen mellem anstændighed, viden og value for money.
Vi ønskede at udfordre, nytænke og bidrage til opbygningen af et paradigme, der skulle (medvirke til) at generere og manifestere nyt indhold, nye fremtrædelsesformer og nyt sprog.
For nu at citere fra programmet…

I den sammenhæng havde vi bedt professor fra Aalborg Universitet, Lene Tanggaard (LT) sammen med forskningsassistent, Tue Juelsbo om at stå for den bevidsthedsudvidende proces: Opfindsomhed i mødet mellem evidens og etik – et forløb over 4 timer vekslende mellem oplæg, workshops og opsamling.
JIC: (Just in case) Nedenstående er et forsøg på at freestyle hen over en eftermiddag i det Peter Bastian aftenen forinden havde kaldt for et ’skabende fællesskab’, hvor det fløj med faglige forståelser, personlige påstande og kvikke kommentarer. Og udlede et par pointer…

Lad mig understrege:

\r\n
    \r\n
  • Der var mange udlægninger af teksten
  • \r\n
  • Jeg har ikke fanget alle pointer
  • \r\n
  • Jeg står på mål for det, der står
  • \r\n
  • Skulle Lene Tanggård være uenig i noget af det, har hun ret J
  • \r\n
\r\n

LT indledte med at skelne mellem opfindsomhed, kreativitet og innovation og i den sammenhæng at foretrække begrebet opfindsomhed, som er ’mindre mystisk, mere ligetil, er et inviterende begreb, er for alle og er som råstof betragtet en forudsætning for kreativitet og innovation’.
Hun fremhævede vigtigheden af ’de 6 principper for opfindsomhed’: Opfindsomhedshuskelisten:

\r\n
    \r\n
  1. Eksperimenter og lær af fejl
  2. \r\n
  3. Leg med egne projekter
  4. \r\n
  5. Luk op for nye tanker
  6. \r\n
  7. Du skal snuble noget mere
  8. \r\n
  9. Dyrk gamle nyheder
  10. \r\n
  11. Husk værdierne
  12. \r\n
\r\n

Herefter mindede LT os om betydningen af begrebet evidens og fortalte, at evidensbegrebet begrebsligt set er ikke direkte forbundet med bestemte metoder, videnskaber eller behandlingsmetoder.
Evidensbegrebet blev op gennem 1990erne i USA og Storbritannien motiveret af en kritik af den pædagogiske forskning, som man mente var for vag.
I DK henter vi derfor ambitionen om evidens typisk fra en amerikansk og britisk sammenhæng.
Oprindeligt blev evidensbegrebet brugt indenfor medicinske område: Man giver en pille. Og den virker uafhængigt af patientens med/modspil og vilje.
Sådan er det ikke indenfor pædagogisk arbejde.
Der væsentlig flere forhold, der dels er i spil i forhold til, hvad der virker, dels er disse faktorer vanskelige at adskille fra hinanden.
Pædagogik er noget vi gør!

\r\n
    \r\n
  • ’Pædagogik kan kun gøres i konkrete sammenhænge af bestemte mennesker, der har bestemte mål. Medicin kan virke, og man kan måle dens effekt. Pædagogik derimod gøres, og den skaber gøren, effekten er afhængig af den der gør/handler og man kan diskutere dens mening og mål og dens bygning’.
  • \r\n
  • ’At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi’.
  • \r\n
\r\n

Det sidste er interessant: At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at undersøge effekten af pædagogisk arbejde, men blot, at vi vedholdende skal forstå, tænke og handle efter, at en effekt altid er bundet til et konkret barn og en konkret familie. Og at vi kan forvente, at den samme indsats sandsynligvis har en anden effekt på et andet barn og en anden familie.
I den store sammenhæng skal og kan evidens kun forstås som viden, der er produceret og derfor er fortidig. Og nogle af os går altså og siger, at vi ikke kan behandle nutidens børn og unge med fortidens metoder.
Vi har en forpligtelse til at kende og forstå vores historie, men også en forpligtelse til at udvikle og re-tænke vores praksis.
Det betyder med LTs ord, at vi ikke kan bruge begrebet evidensbaseret, hvorimod brugen af evidensinformerede indsatser giver god mening.
I den forbindelse beskrev LT forskelle på ren og uren pædagogik:
Mens ren pædagogik kan defineres som bestræbelsen på at udvikle pædagogikken ud fra kausale relationer og metodiske procedurer, stræber uren pædagogik efter at genrejse et sprog, der handler om mål, tradition, praksis, mening, kritik og kontekst. Ren pædagogik handler om, hvad der virker for at fremme ydre tekniske mål.
I den urene pædagogik virker pædagogikken kun i betydningen 'rumsterer'. Den får et virke. Den virker og værker og skaber et værk, som kan virke i andre.
Der er i professionsudøvelse altid et element af menneskelig dømmekraft, som man ikke kan reducere eller se bort fra: Ingen regel, teknik, metode eller manual kan diktere sin egen anvendelse.
Det er altid konkrete personer, der vurderer i hvilke situationer, det er relevant at anvende en teknik eller manual på en bestemt måde, og selve dømmekraften kan ikke manualiseres.
Her er vi oppe mod stærke kræfter: LT: ’Viden (om for eksempel evidens, red.) er en vare, der kun har værdi, hvis den kan indgå i cirkulationer med andre kapitalformer'.

\r\n

Meget enig. Men mange politikere og andre beslutningstagere, herunder nogle af DJØF’erne betragter tilsyneladende evidens som et mål i sig selv; den teoretiske cost benefit analyse bliver vigtigere end børns udvikling, som i parentes bemærket netop også er en kapitalform.
Det kammer også over, når aktører indenfor vores eget område bliver mere optagede af fortællingen om pædagogikken end af hvordan barnet har det og hvordan det udvikler sig.
Det afgørende er, hvad der legitimerer hvad.
For mig vil det altid være det vigtigste, at de børn der har det dårligt og hårdt får det bedre og lettere.
Tilbage til Anders Matthesen og hans opfordring til et oprør mod postulater og ’postulanter’. Problemet med det, vi hører, læser og mener, at der er evidens for er: Hvordan kan vi være sikre? Hvad virker for hvem og hvornår?

En af forståelserne af hvorfor vi nogle gange må ty til autoriteter er, at vi har brug for sikkerhed og overbevisning.
Evidenspolitik er formentligt en forståelig reaktion på at leve i en usikker verden. Men spørgsmålet er om ikke vi er ved at være så kloge, at vi kan holde op med at bilde hinanden ind, at vi kan håndtere komplekse problemstillinger med kompleksitetsreducerede og standardiserede løsninger?
Som LT sagde: ’Menneskelige og intellektuelle dyder som ydmyghed, villighed til at lære, åbenhed overfor kritik og integritet er, bør og skal være omdrejningspunktet før alt andet.
Disse dyder skal kultiveres og forfines i uddannelse og i praksis’.
Det tror jeg på. Det er vores arbejde i en nøddeskal. Måske foreløbigt.
Det må i hvert fald gælde, indtil vi bliver så kloge, at vi bliver nødt til også at udvikle den tankegang 

\r\n

En af grupperne i etikprocessen på årsmødet skrev på en af plancherne om KVALITET & ETIK: ’Vi skal kunne se os selv i spejlet om 20 år’.
Enig. Men vi kan ikke være sikre. Personligt vil jeg kunne leve med, at vi gjorde noget forkert, men ikke, at vi ingenting gjorde…
Ind til da, må vi holde postulaterne op mod lyset. Og være parate til, som drengen i Kejserens nye klæder, at sige: Han har jo ikke noget tøj på …

\r\n

Og så til noget helt andet:

\r\n

Ankestyrelsen afgjorde som det er de fleste bekendt før jul, at der har været en retsvildfarelse i opgørelsen af hvilke kommuner, der har skullet betale hvad for en efterværnsindsats. Vi har siden arbejdet på at få lavet lovgivningen om. 
Nu tyder det på, at vores og andre aktørers bønner er blevet hørt. Socialministeriet er på vej med en lovændring, der legitimerer praksis før Ankestyrelsens korrektiv.

Vi har tidligere påpeget det, men flere af vores medlemsinstitutioner fortæller, at de har meget brug for, at lov om voksenansvar også gælder på dagbehandlingsindsatser, specialskoler og på institutioner, der tilbyder aflastning.
Hvad de sidste angår, er der børn, der befinder sig mellem 10 og 15 døgn på en institution – uden formelt at være anbragt og dermed udenfor den lovgivning, der gælder for anbragte børn og unge.
Det er vores indtryk, at aflastningsindsatserne er tiltagende i antal og opholdslængde og vi vurderer, at der brug for at lovgivningen anerkender dette. Dels er der børn og unge, der ikke får den lovgivningsbestemte omsorg, de har brug for, dels er der ledere og medarbejdere, der har en svag/uklar retssikkerhed blandt andet fordi lov om nødværge er et straffelovsanliggende.

Det bliver vi også nødt til at få lavet lovgivningsmæssigt om.

Til de af jer der har brug for den paragrafmæssige reference – og det er den, der gælder aktuelt: (Se pkt. 23 i vejledning om voksenansvar):
”Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1.
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven. Unge der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter § 76 i serviceloven er heller ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.”

Hvis nogle af jer mener, at de kan huske, at det på et tidspunkt er fremgået, at børn og unge – anbragte og ikke-anbragte – ikke skulle opleve forskelle for så vidt angår Lov om voksenansvar, så husker de rigtigt:
Det var Magtanvendelsesudvalgets hensigt….
Men denne passus er altså faldet ud …

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

December-klummen 2016

ss_jul2012.jpg

Det er en særpræget tid, vi lever i. November måned har ikke været en undtagelse.
Lad os i flæng nævne fra de store overskrifter:
Det amerikanske præsidentvalg
En regeringsrokade og udvidelse – herunder afholdelsen af et Folketingsvalg, som kun landets nye Udenrigsminister havde deltaget
Medieomtalen af markante dødsfald i ind- og udland.
Og en skærpelse af forbrugsformen op til den tilstundende højtid hos rigtig mange danskere i forbindelse med de efterhånden velinintegrerede, men stadigt mere omsiggribende ny-danske traditioner som Black Friday og Thanksgiving.

Vi er glade for, at der er noget godt, der ligger helt fast. Operation JULEGAVEREGNs insisterende bestræbelse på at indsamle penge til køb af ekstra julegaver til anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.
De er allerede i gang. Godt & vel…
For eksempel har JGR fået en donation fra Johan Bülow på Lakrids-julekalendere til alle anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.
Det er et godt signal: Det bedste vi har - til anbragte børn og unge.
Bort set fra det skal vi jo til det igen: At sætte en ny minister ind i vores område. Vi har en vis rutine i det: Siden 2009 – efter at Anders Fogh i 2007 nedlagde ministeriet, har vi haft fornøjelsen af at møde 7 socialministre. Det er cirka én om året.
Men vi nyder det hver gang.

Vi har sendt en lykønskningsmail til den nye minister, der som bekendt bliver Mai Mercado.
Udover nedsættelse af den kriminelle lavalder, efterværn for anbragte børn og unge, plejefamilier som ansatte på døgninstitutioner, indsatstrappens mulige udvidelse og et par andre småting, har vi skrevet til ministeren, at vi også gerne vil drøfte vejledningen til Lov om Voksenansvar.
I den forbindelse har vi nævnt, at vi sammen med en række andre aktører inden for vores område – herunder KL og Børnerådet - har udtrykt bekymring for fraværet af den passus, som blandt andet en række adspurgte anbragte børn ifm Magtanvendelsesudvalgets arbejde havde anbefalet; at det i den nye lov skulle være muligt for en voksen at fjerne det barn fra fællesskabet, der forårsager uro og utryghed. Under hensyntagen til fællesskabets bedste …
Begrebet 'pædagogisk guidning' har tidligere været brugt, men er undervejs i den langstrakte proces blevet erstattet af ’fysisk guidning’ og er tillige blevet udvidet til at kunne omfatte ‘kortvarig fastholdelse’.
Der er flere ærgerlige konsekvenser af dette aspekt.
Vi har bedt om et snarligt møde – gerne inden høringsfristen den 14/12.

Hvis vi sammenholder det oplæg som formanden for Magtanvendelsesudvalget, Jens Møller holdt på vores årsmøde med forslaget til ’Vejledningen til Lov om voksenansvar’ må vi præcisere i hvert fald to forhold:
Af vejledningsforslaget fremgår det:
”Der er kun tale om fysisk guidning, så længe barnet eller den unge ikke gør fysisk modstand mod fx at blive ført et andet sted hen, dvs. at barnet eller den unge følger med uden at gøre modstand. Gør barnet eller den unge fysisk modstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, medmindre situationens karakter ændrer sig, så der opstår fare for barnet eller den unge selv, andre børn og unge eller personalet. I sådanne tilfælde vil der kunne anvendes fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

I forslaget er der således tale om, at den fysiske guidning skal ophøre SÅ SNART barnet eller den unge gør modstand.
At fastholde et mindre barn, der ikke er til fare for sig selv eller andre kortvarigt i forbindelse med en fysisk guidning, mens man giver barnet en flyverdragt på, giver god mening.
Hvis man skalerer en sådan situation op til en ung på 15 år– og skynder sig at se bort fra det med flyverdragten – så vil det sjældent give god mening, at begrebet fysisk guidning kan omfatte en kortvarig fastholdelse.
Og det er da også lige præcis i sådanne situationer, at vi gerne ville have en lovfæstet mulighed for omsorgsfuldt og respektfuldt for barnet eller den unge, der forårsager uroen og trygheden OG for de andre børn, at kunne fjerne barnet fra fællesarealet – UDEN altså at barnet skal være til decideret til fare for sig selv eller andre.
Det ulogiske i formuleringen består i, at når den fysiske guidning skal stoppe såfremt barnet gør modstand, så giver det ikke nogen mening at fastholde barnet selv kortvarigt.
Efter vores overbevisning er formuleringen valgt uden at tage hensyn til, at vilkårene for såvel fysisk guidning og magtanvendelse i praksis er forskellige afhængigt af barnets alder.
Det skal ligeledes præciseres, at det af forslaget til vejledningen fremgår, at det ikke er muligt at fastsætte en konkret grænse for hvad der er en ’kortvarig fastholdelse’. Jens Møllers udlægning af, at en kortvarig fastholdelse maksimalt må vare 59 sekunder er - for nuværende i henhold til vejledningsforslaget – altså ikke rigtig.

Når det er sagt, så foreligger der er en god og vigtig samarbejdsopgave for institutionerne og for de sociale tilsyn i at få omsat indholdet i vejledningen til fremme af det, som hele voksenansvarsloven handler om; at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse plejefamilier og personales adgang til som led i varetagelsen af den daglige omsorg at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret. Som det hedder i lovens § 1.

Med mindst ligeså megen alvor har Statsrevisorerne og Rigsrevisionen i ’Rigsrevisionens notat om beretning om indsatsen over for anbragte børn’ (december 2016) kritiseret, at Social- og Indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet kommunerne i, som det hedder i notatet, ”at indfri Anbringelsesreformens formål, og at ministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt”.
I FADD har vi et sådan, at er der nogen man ikke skal spøge med – udover nisser og trolde - så er det Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
Så hvis vi var dem – altså Social- og Indenrigsministeriet, som i mellemtiden er kommet til at hedde Børne- og Socialministeriet – så ville vi gøre hvad de – altså Statsrevisorerne og Rigsrevisionen – siger.

Med troen på og håbet om at skår vil blive klinkede, freden vil sænke sig, og at lyset snart vil vende tilbage …
God december

Søren Skjødt, formand

Intet

November-klummen 2016

ss_jul2012.jpg

Mens vi glæder os til vores årsmøde med det rekordstore deltagerantal på 165 har vi i FADD, i forbindelse med høringen om opfølgning på folkeskolereformen, haft fokus på udsatte børn og unges skolegang ud fra to spor:
\r\n

    \r\n
  1. Hvordan kan lovgivningen fremme udsatte børn og unges reelle deltagelse i læringsfokuserede fællesskaber?
  2. \r\n
  3. Hvordan kan vi som praktikere – med udgangspunkt i gældende lovgivning - medvirke til at skabe de bedste læringsbetingelser for de udsatte børn og unge?
  4. \r\n
\r\nFørst og fremmest er det vores opfattelse som interesseorganisation for de interne skoler og en lang række dagbehandlingsinstitutioner, heldagsskoler og specialskoler, at det inklusionsprojekt, som reformen har haft som sit meget afgørende omdrejningspunkt, er rigtig godt for rigtig mange udsatte børn og unge.
Skole og uddannelse er og bliver en helt central beskyttelsesfaktor i også udsatte børn og unges liv.Hvilket både understreges af forskningen (ex SFI) og vores egne erfaringer.

I FADD påskønner vi alle de aktiviteter – fra lovgivning til makkerlæsning -  der kan betyde, at udsatte børn og unge får en reel plads i et lærende fællesskab i en folkeskole.
For alle udsatte børn og unge, der i en kortere eller længere periode ikke kan profitere af at gå i en almindelig folkeskoleklasse skal det være ambitionen og målet med andre normalitetsfremmende indsatser, at de kommer til det.
Imidlertid er det en kendsgerning, at nogle børn og unge har brug for at få et særligt tilrettelagt og intensivt læringsforløb i et specialskolemiljø eller i et dagbehandlingsmiljø.
Og få lov til at blive der indtil de er klar til kunne indgå i en normalklasse
\r\n
    \r\n
  • på fuldtid eller
  • \r\n
  • på deltid eller
  • \r\n
  • i perioder eller
  • \r\n
  • i forhold til enkelte fag
  • \r\n
\r\n

 Det er et spørgsmål om koordinering, differentiering og timing. Eller rettidig omhu…
Vi ved, at der er børn i den danske folkeskole, der både oplever og reelt er på tålt ophold  – uden betydningsfulde relationer til andre børn, med mistrivsel og uden faglig udvikling.
I værste fald betyder det faglige og sociale tilbageskridt.
I den sammenhæng er det vores erfaring, at både-og løsninger fremmer dels udsatte børn og unges læringslyst og generelle udvikling af læringskompetencer, dels kan hindre tilbagefald.
Det er derfor vigtigt, at læringsindsatsen tilrettelægges håndholdt og individuelt omkring det enkelte barn, dets særlige forudsætninger, i et koordineret samarbejdet mellem de professionelle, og med inddragelse af forældre og andre netværkspersoner – med henblik på at barnet kan bevæge sig fleksibelt mellem de miljøer, der har fokus på barnets læring.
Lad os i den forbindelse nævne behovet for, at der lovgivningsmæssigt gives mulighed flydende eksaminer (ex hvert kvartal eller hvor eller når det giver mening) og 9 års skoleret – udregnet i forhold til hvor mange år barnet/den unge reelt har gået i skole.

\r\n

Vi påskønner betydningen af de aktiviteter som eksempelvis indgår i satspuljeprojektet ’Styrkelse af Kvaliteten af Anbragte Børns Undervisning’ http://www.emu.dk/modul/anbragte-unge-rykker-til-folkeskolen samt i det Egmontfond-støttede projekt Styrket indsats http://www.styrket-indsats.dk/ , som har til formål at hjælpe, støtte og vejlede det enkelte barn hen mod deltagelse i et lærende fællesskab i en folkeskole samt at styrke de voksnes muligheder for at fremme sådanne processer.
Børn skal når de kan det ud i de proaktive miljøer, der medskaber deres oplevelse af normalitet – afstemt efter deres kompetencer.

Nogle af de udfordringer, vi har haft siden reformens ikrafttræden, har handlet om de længere skoledage, forpligtelsen på fuld fagrække og
specielt for de mindre  skolers vedkommende, de skemamæssige problemer med at skabe et match mellem børnenes individuelle fag-behov  og de lærerressourcer, man har til rådighed samt de, som følge af de mindre budgetter, begrænsede økonomiske muligheder for at ansætte/leje faglærere og at indrette eller leje faglokaler. 
Disse vilkår anerkender vi samtidig med, at kendsgerningerne kalder på både at øge samarbejdsfrekvenserne eller partnerskaberne mellem specialområdet og lokale folkeskoler, men også på en prioritering af, hvad der er vigtigst i bestemte perioder af et barns liv.

For også at tage hensyn til de kommuner, der har tendens til at fortolke indsatsen for de mest udsatte børn og unge for snævert (med endimensionelt fokus på enten skolefaglighed eller på udviklingen af personlige og sociale kompetencer) eller for bredt (uden fokus) må vi derfor bede om en lovgivning, der knivskarpt beskriver den vigtige sammenhæng mellem den skolefaglige og den behandlingsmæssige indsats.
Vi har brug for en lovgivning der lægger op til, at indsatsen for og sammen med børn, unge og deres forældre fra de interne skoler, specialskolerne og dagbehandlingsområdet tager udgangspunkt i det enkelte barn, dets egne og forældrenes ressourcer. Og parternes potentiale.
Vi har brug for en lovgivning, der nuanceret og balanceret anerkender, at børn er forskellige:  Nogle børn har let ved at gå i en folkeskole, nogle har ikke, nogle kan komme til det. Og nogle kommer (måske) aldrig til at kunne det.
Det er blandt andet for at kunne skabe perspektiver for de sidste tre kategorier, at vi har dagbehandlingsinstitutioner, specialskoler, heldagskoler og interne skoler. Og vi har brug for en lovgivning, der betoner vigtigheden af hensynet til det udsatte barn mere end hensynet til de kommunale budgetter.

\r\n

Det er så vores opgave som praktikere i spændet mellem strukturel forudsigelighed og metodisk dynamik at sikre sammenhæng i udviklingen af børnenes alsidige kompetencer.
Vi har en forpligtelse til at skabe et helhedsorienteret og afvekslende uddannelsesmiljø, der skal ligne det, det skal være: En skole for børn – hvor de voksne omkring og med børnene finder løsninger  på tværs af faggrænser og siloer i kommunerne.
Vi skal sørge for, at der er adgang til et mentalt udsigtstårn, hvor børn kan gå op og få øje på livet i en folkeskole, og de skal kunne se konturerne af, hvad det kræver at gå der.
Vi skal kunne anvise vejen der til…
Trivsel er en forudsætning for læring. Læring er en forudsætning for trivsel.

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

Oktober-klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Udkast til bekendtgørelsen om voksenansvar (om magtanvendelser) for anbragte børn og unge er for øjeblikket i høring blandt områdets aktører. 
I FADDs høringssvar kommer vi blandt andet til at fremhæve de gode præciseringer og et par alvorlige begrænsninger.
Lad os i henhold til Svend Brinckmans fokus på også at have øje for bagsiderne af det positive, koncentrere os om manglerne.

Først og fremmest er det tidsmæssige perspektiv nærmest en hovedløs fornærmelse af alle de mennesker, der skal leve med konsekvenserne af den nye bekendtgørelse, den nye lovgivning (som er vedtaget) og den kommende vejledning, som vi, der har flere års erfaringer i arbejdet med lovstof på socialområdet slet ikke tør gætte på, hvornår er klar til at forlade trykkeriet…
Vi minder om lovens ikrafttræden er 1. Januar 2017. Altså om knap 3 måneder …
I sagens natur tænker vi i første omgang på de anbragte børn og unge, for hvem rettigheder i forbindelse med voksnes magtanvendelser er blandt de mest afgørende i barnets oplevelse af retssikkerhed.
Anbragte børns rettigheder skal nu hastes igennem en lovmaskine, hvis ophavsmænd tilsyneladende ikke skeler til, at implementering af markante og ofte nødvendige ændringer i de borgernære regler og rammer for, hvad de professionelle må og ikke må, kræver både afklaring, drøftelse og præcisering. Plus det løse …
Som et eksempel på hastværket kan det nævnes, at ledende medarbejde i de sociale tilsyn, der alt andet lige har en ganske vigtig rolle at spille i behandlingen, implementeringen og erfaringsdannelsen af det nye lovstof først kan komme på kursus i håndteringen af ændringerne til december – godt nok 2016 – men alligevel ….
Først herefter kan vores folk på anbringelsesstederne blive vejledt af socialtilsynet i, hvad der er op og ned i betænkningen.
Det er indlysende, at de medarbejdere, der som en grundbetingelse i arbejdet med anbragte børn og unge har, at konflikter kan opstå, ligeledes har brug for tid til at drøfte ikke bare tilladte og ikke tilladte magtanvendelser, men også hvordan man på den mest nænsomme og samtidigt insisterende måde medvirker til, at opgaven med at tage vare på andre menneskers børn bliver så omsorgsfuld og udviklende som muligt.

Når det så er sagt, så er det tillige et stort problem, at lederne af anbringelsesstederne fremover ifølge bekendtgørelsesudkastet skal kunne nå at fremsende indberetningsskemaer vedrørende tilladte magtanvendelser til handlekommunen indenfor 24 timer.
Dels er det ikke den praksis, vi har nu, hvor lederen orienterer handlekommuner pr mail eller telefon indenfor 24 timer.
Dels er det meget vanskeligt (læs umuligt) at lave en kvalificeret vurdering indenfor 24 timer, herunder at tale med børn, medarbejdere og forældre.
I henhold til loven og således som en del af de anbragtes retssikkerhedskrav og desuden som en del fagets egne etiske standarder skal børnene høres og inddrages, deres version skal tillægges værdi, ligesom deres forældre skal orienteres ordentligt.
Derudover er det en grundlæggende del af arbejdet med magt vedvarende at reflektere, at nytænke og at gøre de oplevelser, man får, til erfaringer.

Vi har med lige dele ærgrelse og bekymring desuden noteret os, at en i øvrigt helt nødvendig omsorgsfremmende og respektfuld passus om, at medarbejdere på anbringelsesstederne skal have mulighed for at fastholde eller fjerne det barn, der forårsager uro og skaber utryghed for sig selv og de andre i børnefællesskabet, IKKE er medtaget i udkastet.
Det ærgrer os, fordi det i forbindelse med magtanvendelsesudvalgets samtaler med anbragte børn og unge fremgik, at børnene fandt det uretfærdigt og urimeligt, at det var dem, der skulle forlade rummet, når et andet barn larmede eller tyranniserede i fællesarealerne.
Vores ærgrelse går også på, at børnene er blevet spurgt, deres svar var entydige, og der er efter vores opfattelse ikke gode grunde til ikke at efterkomme børnenes ønske på dette område ...
Vores bekymring er, at konsekvensen - hvis et flertal i Folketinget beslutter ikke at medtage denne passus - vil være, at anbragte børn og unge fortsat skal opleve, at det barn, der forårsager uroen med sin adfærd kan bestemme over og påvirke en hel gruppe af børn – på et grundlag som børnene har meget svært ved at forstå.
For god ordens skyld er der i denne sammenhæng tale om eksempler, hvor barnet ikke er til fare for sig selv eller andre.
I disse tilfælde har vi de nødvendige værktøjer og muligheder.

---

\r\n

Bortset fra det, er der jo for hver dag der går, en dag færre til vi skal mødes til vores årsmøde til november.
We love it … smile

\r\n

SørenSkjødt, formand for FADD

Intet

August-klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

For ganske nyligt genhørte jeg den gamle CV Jørgensen-klassiker, ’Sæsonen er forbi’, hvor den offentlighedssky poet, der som få magter at omkringle klicheer i det danske sprog, nasalt og på samme tid tilbagelænet og snerrende brægede til os: "Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj af sted. Tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med”. 
Sådan havde jeg det lige kortvarigt, inden jeg startede på arbejdet tidligere i denne uge.
I sådan en situation er det godt at kunne ty til mediernes arkiver og søgemaskiner om udsatte børn og unge.
Sæsonen er startet smile
En kvikscanning omhandler blandt andet uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund.
Senest har anklager om befamlinger og voldtægt ført til anholdelser af en gruppe unge fra et asylcenter på Langeland.
Reaktionerne fra et bredt spektrum af politikere tyder på, at Folketinget på et tidspunkt skal tage stilling til om det fremover skal være muligt for asylcentrene og politiet at give udgangsforbud til børn og unge med grænseoverskridende adfærd.
”Asylcentrene skal have flere sanktionsmuligheder, der forhindrer, at beboerne overtræder de normer, love og regler, der er i det danske samfund”, siger blandt andre Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til DR Nyheder (2/8)
- De unge bliver nødt til at lære de danske spilleregler også overfor det modsatte køn. Der er sanktioner for unge danskere, og det skal der selvfølgelig også være på asylcentrene, siger hun.

Uden at tage konkret stilling til det forslag og uden at ville forklare intentionerne bag de kriminelle handlinger, så ved vi, at mange af de uledsagede flygtningebørn og unge har voldsomt traumatiserende oplevelser med i bagagen; dels i form af de vilkår de er flygtet fra, dels i forhold til de oplevelser, de har fået under flugten.
Det er ikke raketvidenskab, at når man har traumer, så har man brug for behandling.
Når vi som nation siger ja til at modtage traumatiserede børn og unge med flygtningebaggrund, så har vi altså en forpligtelse til at tilbyde disse børn mere end tag over hovedet og regelmæssige måltider.
De har krav på hjælp, og vi skal selvfølgeligt insistere på at tilbyde den nødvendige behandling.
Efter oplysninger fra det, der hedder ’sædvanligvis velorienterede kilder’ har kommunerne inden sommerferien fået tilsendt et hyrdebrev, hvoraf det angiveligt fremgår, at børn og unge med flygtningebaggrund er under den samme lovgivning som danske børn og unge og skal tilbydes den hjælp som er beskrevet i lovgivningen.
Den præcisering er vi helt enige i …

En anden vinkel på de uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund har været udtalelser fra nogle af disse børn om, at de ikke ønsker at blive anbragt i en plejefamilie, men foretrækker at bo sammen med andre børn og unge i samme situation.
- Her (på døgninstitutionen, red.) bor jeg sammen med andre, der har oplevet det samme som mig, og som jeg kan snakke med”, fortæller Ahmad Khaled til BT. (30/7)
I den sammenhæng – og som et supplerende apropos til forslaget om udgangsforbud til børn og unge på asylcentrene - er det måske på sin plads at nævne en passage fra den pressemeddelelse, vi skrev for et år siden, som reaktion på, at Inger Støjberg havde fået ondt i hjertet – bedst som vi var kommet i tvivl om hun havde et – af at høre at flygtningebørn og unge blev tilknyttet institutioner og skoler for udsatte danske børn og unge. Vi skrev:
”Lad os lige holde os til kendsgerningerne: En af konsekvenserne af at være traumatiseret og omsorgssvigtet er, at man kan få svære psykiske og sociale problemer. Nogle optræder desuden udadreagerende og selvskadende.?Men børn og unge på døgninstitutioner er ikke kun udadreagerende og selvskadende. Omsorgssvigt kan også komme til udtryk som en særlig skrøbelighed, indadvendthed, og ondt i livet. For slet ikke at tale om de børn og unge, der har psykiatriske lidelser. Det afgørende er, at udsatte børn og unge får den rigtige behandling – og så er det ligegyldigt om de er fra Somalia eller Solrød.?Må jeg desuden minde om, at vi på det specialiserede socialområde er vant til at sætte os ind i andre kulturer, til at handle udviklingsfremmende og til at håndtere meget komplekse problemstillinger.?Som altid er det et spørgsmål om at skabe det rigtige match mellem barnets behov og en foranstaltnings karakter”. 
Den kan vi passende lade stå et øjeblik.

Et andet tema har været et forslag til en revideret lov for de sociale tilsyn.
Et af de centrale elementer er, at sundhed og trivsel skal være nogle af de kvalitetsparametre, som sociale bosteder fremover skal måles på.
Det er endnu ikke præciseret hvad kriterierne kommer til at dække over, når Socialtilsynet fremover skal føre tilsyn med landets sociale bosteder.
Ifølge Steen Bengtsson, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), hvor han forsker i metoder på de sociale bosteder, vil det blive evalueringen af de nye kriterier, der bliver den store udfordring.
»Det svære bliver at måle det her – hvordan kommer eksempelvis bedre trivsel til udtryk? Skal der måles på færre indlæggelser, et faldende medicinforbrug eller noget helt tredje? Omvendt kan de her nye parametre forhåbentlig bidrage til ny viden på området«, siger han til Politiken (23/7)
I FADD forventer vi naturligvis at blive inddraget i diskussionen om evalueringskriterierne. Det gælder både hvordan det sundheds- og trivselsfokuserede arbejde skal udmønte sig i praksis og i forhold til, hvordan tilsynet skal føres.
Vi ser i den sammenhæng frem til at aflevere vores høringssvar til socialministeriet som har karakter af en generel opfølgning på socialtilsynsreformen fra 2013.

Derudover retter vi i den kommende tid stigende opmærksomhed på vores generalforsamling og årsmøde der foregår fra den 9. til den 11. november.
Vi kan afsløre at temaet bliver ETIK, program og tilmeldingsinfo kommer her i august og … at vi glæder os.

\r\n

Sæt i gang …
Søren Skjødt, formand

Intet

Juli-klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Som læsere af vores facebook-opslag vil vide det, var vi rigtig glade for at være med på Folkemødet her tidligere i juni.
Man bliver glad-i-låget over at være dansker sådan nogle dage, fordi man møder en masse mennesker, der har noget på sinde – og som rigtig gerne vil dele det med os andre. Traditionen med at vi deler os efter anskuelser og diskuterer med hinanden får ny næring med dette tilbagevendende demokratifremmende initiativ.
De var der alle sammen; politikerne, journalisterne, lobbyisterne, turisterne, pensionisterne og hjemmeværnet, der  sammen med et talstærkt politiopbud diskret sørgede for god ro og  orden.
Og så var der naturligvis interesseorganisationerne, som os selv …
Vi havde fornøjelsen af selv at deltage i nogle debatter undervejs, men havde derudover tid til at drible lidt rundt på området, i boderne, på bådene, i teltene og på cafe’erne.
Vi er nu gået i tænkeboks i forhold til, hvordan og med hvilken intensitet vi skal deltage i 2017.
Jeg vil nævne 3 ting som konkret har gjort indtryk på os i vores lille FADD-delegation:

1. Selv om en af pointerne med Folkemødet er at mødes i fordomsfrihed og fordragelighed, så er det vores oplevelse, at  ’den hyggelige samtale’ som socialpædagogerne havde indbudt socialminister Karen Ellemann til – sikkert utilsigtet, men ærgerligt nok – blev for ufarlig, for uspændende, og dermed for uinteressant – fordi rammen var sat op til ’nu-må-vi-jo-ikke-ødelægge-den-gode-stemning’
Der var ellers nok at tage fat på.
Næste år vil vi rigtig gerne udfordre socialministeren – hvis hun stadig er der – på følgende spørgsmål og lægge op til et civiliseret skænderi om:

Er boller og  lagkage i en plejefamilie virkeligt hvad socialministeren mener, skal være samfundets bud på, hvad udsatte børn og unge har brug for i 2016?
Hvordan flugter den retorik med, at vi skal - og gerne vil - måle indsatsens kvalitet?
Er ministeren klar over, at plejefamilieområdet er blandt de sjældnest undersøgte indsatsformer – forskningsmæssigt set?

\r\n

Synes socialministeren ikke, at det er et problem, at indsatserne for udsatte børn og unge er så forskellige i de 98 kommuner?
Hvad vil ministeren sige til vores forslag om at erstatte de ord, hun bruger om magtanvendelser, sund fornuft, kærlighed og konsekvens med viden, omsorg og udvikling?
Hvad tænker ministeren om, at vi prøver at vende evidenstænkningen om, og som supplement til viden om, hvad der virker, tog udgangspunkt i, hvad vi ved, der skaber eller forstærker udsathed:  Mangel på anerkendelse, tilsidesættelse af basale fysiske behov, følelsesmæssig afvisning, utilstrækkelig eller forkert behandling, straf, sundhedsskadelige stoffer, for lidt søvn, ikke-ernæringsrigtig kost, ubehandlede sygdomme, passivitet, ukoordinerede indsatser, for langsom reaktionstid på indsatsens iværksættelse osv? 
Og brugte disse ledetråde på måling af indsatsen: I hvilket omfang lykkes det at etablere et omsorgsfuldt og udviklingsorienteret miljø, hvor barnet anerkendes, får opfyldt basale fysiske behov, imødekommes følelsesmæssigt, får det rigtige tilbud og behandling, ikke udsættes for sundhedsskadelige stoffer, får tilstrækkelig søvn, ernæringsrigtig mad, kontinuerlige sundhedstjek og behandling, oplever rettidig omhu og en koordineret netværksinddragende indsats?
Hvad vil der ske, hvis vi ændrer italesættelsen af indsatsen fra: ’Risikoen for at blive anbragt er faldet’ til  ’Muligheden for at blive hjulpet er steget?’
Hvordan kan det være, at lov om voksenansvar på plejefamilieområdet kun skal gælde de 87 (!) kommunale plejefamilier, der er i DK?
Selvfølgelig har vi et par spørgsmål mere i ærmet…

2. Siden starten af 1990erne har den offentlige sektor i Danmark været dikteret af principperne i New Public management.
I 90erne  kan der meget vel have været god mening i at ændre præmisserne for forbruget i de offentlige udgifter. Men allerede i 2007 skrev de selvsamme debattører, der i 90erne var medarbejdere i Finansministeriet og som i egenskab heraf var med til at formulere NPM-strategien en velkendt kronik i Politiken med overskriften: Tilgiv os– vi vidste ikke bedre. Siden har det været op ad bakke for modellen, der ifølge i al fald nogle undersøgelser kun har gjort den offentlige sektor dyrere og dårligere..
På Folkemødet fik vi god kontakt en af kronikørerne, Henrik Hjortdal, der siden har været en af de meget hårde kritikere af NPM. Vi aftalte at mødes med ham for at udveksle synspunkter blandt andet  med henblik at vitaminisere vores ønske om en national metaplan for udsatte børn og unge området i DK. Herunder også at drøfte nye styringsmodeller.
Problemet er til at føle på: NPMs endimensionelle fokus på resultatmålinger opleves af  mange ledere og medarbejdere som et udtryk for mistillid. Mistilliden kommer til udtryk som demotivation. Som igen fører produktivitetsnedgang med sig – for nu at blive i NPM- terminologien …
Med fare for at blive for sloganagtig: Sammen må vi kunne gøre det bedre …

3. Forskning på udsatte børn og unge området er forhåbentligt kommet for at blive.
Vi er rigtig mange, der har interesser i, at områdets aktører får mulighed for at lægge ny viden og nye erfaringer til grund for udvikling af praksis.
På Folkemødet deltog jeg blandt andet i en paneldebat  om efterværn.
Rockwool-fondens Signe Hald Andersen  præsenterede resultaterne af en undersøgelse, som hun og fonden netop havde afsluttet.
Nogle gange kan det give mening, at problematisere en undersøgelses vilkår, omstændigheder, tal og metoder.
I FADD er vi først og fremmest interesserede i, at de unge får et bedre efterværn.
Vi vil gerne forstyrres i vores selvopfattelse af, hvad der er godt & skidt …
Så når vi godt ved,  at en indsatstype som efterværnet kan forbedres – og det kan den - er det betimeligt, når et forskningsresultat spotter de ømme punkter – uanset om der er forhold ved undersøgelsen, der kan give anledning til kritik.
Undersøgelsen påpeger, at der er plads til forbedringer i såvel kommunernes prioriteringer, sagsbehandlernes akkuratesse og institutionernes metoder.
Så er den ikke længere: Sæt i gang!

Dybt nede i socialpædagogikkens DNA ligger optagetheden af kontinuerligt at være opmærksomme på de etiske fordringer: På at ville, kunne og skulle, på magten, afmagten og modmagten. På at anerkende, reflektere og insistere…
Så hvad enten det handler om anstændigheden i, hvad et samfund tilbyder de mest udsatte børn og unge, hvem der skal kunne hvad i magtanvendelser og hvordan vi indtænker den meningsfulde forskning som forudsætning for, at vi kan blive ved med at blive dygtigere, så er håndteringen af og nysgerrigheden på etiske spørgsmål helt afgørende for såvel kvaliteten i arbejdet som for fagets fortsatte legitimitet.
Vi glæder os derfor til vores årsmøde – 9.-11. november 2016 – hvor vi  får lejlighed til at både at blive eksternt udfordrede og internt klogere på, hvad der er op & ned i vores etiske selvforståelse – som alt andet lige skal give udsatte børn og unge flere kompetencer og mere tro og håb.
Program udsendes i august…

God sommer

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD

Intet

Juni-klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Det er et stort beløb, det drejer sig om. For at være helt nøjagtig 10 mia kroner. Så betydelig er uenigheden mellem regeringen og KL om det kommende års kommune-budgetter. Selv om der sikkert er meget strategi og positions-talk i parternes udmeldinger her op til de afgørende forhandlinger, kan man konstatere, at en af KLs forhandlere, borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler forudser et kommende blodbad i kommunerne – hvis ikke regeringen besinder sig – og sender flere penge til de trængte kommunale pengekasser.

\r\n

Her fra skal vi ikke blande os i de forhandlinger. Blot skal vi minde om, at investeringer i udsatte børn og unges trivsels- og udviklingspotentiale både er nødvendige og fornuftige. Det er rimeligt at tænke i at ansætte flere socialrådgivere i kommunerne. Men sker der ikke mere, svarer det til udelukkende at ansætte flere ingeniører i byggeriet. Det bliver kvaliteten af byggeriet ikke i sig selv bedre af. Håndværkerne skal både være kompetente og tilstrækkelige i antal . Selve indsatsen skal dimensioneres efter børnenes behov. Derfor er vi også for længst holdt op med at kalde de sociale indsatser for udsatte børn og unge for dyre. De er specialiserede …

\r\n

De specialinstitutioner, der er lukkede og lukker i disse år kan betyde, at indsatstrappen bliver for grov-masket. Eller for smal og med for få trin …Sagt på en anden måde: Hvis vi ikke kan rumme og håndtere specialinstitutionernes målgrupper, skubber vi disse børn og unge nærmest ud af indsatstrappen til betragteligt dyrere – og få -foranstaltninger, økonomisk og menneskeligt. Der er i dag udsatte børn og unge som ikke får det rigtige og det nødvendige tilbud. Enten fordi tilbuddet ikke findes eller fordi der er for få pladser og for lang ventetid. Jeg nævner blot 4 af dem. Psykiatriske behandlings- og udredningssteder, institutioner, der arbejder med behandling af misbrug, efterbehandling af unge der udskrives fra sikrede institutioner og særlige institutioner for piger med alvorlige selvskade-problematikker.

\r\n

Der er brug for en national META-plan for udsatte børn og unge området, som blandt andet skal udfordre kommunernes selvbestemmelsesret, et årige budgetter samt påpege vigtigheden af, at kommuner og andre aktører kommer i gang med at udnytte synergieffekten af tværgående samdriftsløsninger. Som de sociale indsatser fungerer aktuelt – med kommunerne som driftsherrer og leverandører på udsatte børn og unge området, er det for tilfældigt hvilket indsatstilbud et udsat barn får. Der findes eksempler på indsatser, der fungerer med laveste indgrebsgrad. Og der er nogle der ikke gør det. Vi tror på, at børnene vil kunne profitere af, at nye samarbejdsfora og nye finansieringsmodeller bliver afprøvet, så de børn og unge der har sociale, adfærdsmæssige, trivsels- og indlæringsmæssige vanskeligheder får det rigtige tilbud – første gang. For så herefter at udfase indsatsen i takt med, at barnet bliver bedre til at håndtere sine udfordringer.

\r\n

Det er – helt reelt - vanskeligt for kommunerne, selv hvis de en gang for alle beslutter, at der ikke er brug for flere cyklist-tællere ved alle indfaldsveje - at skulle prioritere mellem nye bøger til alle 6. klasser, bedre bemanding i SFO’er og anbringelsen af to 12 årige på en døgninstitution. Dilemmaet er indlysende. Der er brug for at vi samler viden og erfaring i bæredygtige, faglige og handlekompetente miljøer. Til sammenligning foretrækker de fleste af os at blive hjerteopereret af en læge, der har helt særlige kompetencer og erfaringer indenfor hjertekirurgi. Den erfaring får man kun ved at arbejde med det snævre udgangspunkt, men bredspektrede samfundssyn, og ved løbende at forfine og justere indsatsen. Og at arbejde konkret med de mennesker og miljøer, der har problemet …

\r\n

I forlængelse af ovenstående er det på sin plads at nævne, at vi i FADD har været inddragede i de politiske værksteder, som Justitsministeriet sammen med Socialministeriet har afholdt den sidste måneds tid. Det sidste møde i den forbindelse foregik på Sønderbro den 31/5. Det omhandlede den hårde kerne … 

\r\n

Udover ovenstående har vi i de sammenhænge gjort opmærksom på vigtigheden af at kunne forstå, håndtere og anlægge et helhedssyn på de børn, der er kriminalitetstruede eller ser ud til at kunne blive det: Hvis ældste storebror sidder på gang med far og onkel i Vestre Fængsel, hvis yngste storebror er på en sikret institution, så bør der være automatik i, at lillebror på 10 år ofres en ganske særlig type opmærksomhed. Det er altid sociale problemer, der får unge til at begå kriminalitet. Hvad enten passivitet i en børnesag skyldes mangel på rettidig omhu, mangel på tilbud eller for lang venteliste, så er det meget uheldigt. Timing er som i andre af livets gøremål rigtig afgørende; ventetid ødelægger motivation. Vi kender det fra os selv, hvis vi ikke har kunnet få en børnehaveplads til vores børn, hvis vi ikke har kunnet blive behandlet for en lidelse på et hospital eller hvis vores gamle forældre ikke har kunnet få en plads på et plejehjem. Det er benhårdt at skulle fravælge både selvtægt (af moralske grunde) og tålmodighed (af temperamentsmæssige grunde). Vi har sagt, at selv om normalitet er en ledetråd for også udsatte børn og unge, så bliver vi nødt til at se på, hvilke gevinster der er i at anerkende relativ normalitet (det at være og leve sammen med andre, der også lever med minuspoint - på eksempelvis døgninstitutioner) som alternativ til altid at skulle kigge opad og opleve at få udstillet sin unormalitet. Vi har gentaget, at der er brug for flere både/og løsninger med henblik på at sikre nænsomhed i overgangene i de udsatte børn og unges liv (ex institutioner som kraft- og videnscentre med flere indsatser i den samlede indsatsvifte). Vi ønsker konsekvent fokus på forældre og øvrigt netværks inddragelse og medspil i indsatsen. Og at vi generelt tilrettelægger en koordineret og forventningsafstemt og -præciseret indsats – at der er styr på, hvem der gør hvad. Det skal foregå i dynamiske, potentialesøgende og insisterende pædagogiske miljøer med fagligt veluddannede medarbejdere, der omsorgsfuldt, respektfuldt og fagligt kan medvirke til at skabe ny mening og retning for et udsat barn. For de mest hardcore-unge skal vi have indsatser/tilbud, hvor de unge oplever at kunne miste noget, vi skal medtænke inddragelse af familie og netværk og arbejde med rettidighed i indsatsen.

\r\n

Vi ved hvad der ikke fremmer noget godt: Straf, endimensionerede keep-it-simpel –løsninger, lange ventetider, negative forventninger, stigmatisering og børns inddragelse i retssager forstået som ’oplæring’ i scenarier med forsvarere og anklagere, der som, udgangspunkt har hhv frikendelse eller straf-idømmelse som strategiske ledetråde, hvad det kan omfatte af alt fra let omgang med sandheden til fortielser og løgne. Vi foretrækker bekendelsen – at få det, der er sket, sagt højt - i et omsorgsfuldt behandlingsorienteret specialiseret pædagogisk tilbud. Vi plæderer også for at have opmærksomhed på skole og skolegang som en særlig beskyttelsesfaktor. Herunder medvirke til at styrke børns elevidentitet ved sammen med børnene at tykne læringsaspektet for det enkelte barn. Det gør man blandt andet ved at træne det sprog, der medskaber barnets forståelse af sig som et menneske, der kan lære at lære…. I den forbindelse er det en helt central pointe – i en tid hvor vi er mange der er optagede af helhedssyn og tværfaglige indsatser - at minde hinanden om vigtigheden af, at udsatte børn og unge er budbringere af oplevelser i deres eget liv. Lad os vælge det, vi ved, hvordan virker.

\r\n

Vi er sådan set friske på aftaler om deltagelse i flere arbejdende politiske værksteder.

\r\n

Foreløbig ser vi dog rigtig meget frem til at deltage i Folkemødet på Bornholm …

Intet

Maj-klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Vores arbejde med filem DER KOMMER EN DAG har skabt både travlhed, bevægelse og respons. Først og fremmest har vi glædet os over, at filmmediet som kunstart har beskæfiget sig med vores område. Som det er facebookvenner og læsere af denne klumme bekendt, skrev vi, som FADDs reaktion på filmen, en kronik, der blev bragt i Frederiksborg Amtsavis  på premieredagen den 21. april: ”I den forbindelse har vi en uafviselig samfundsmæssig forpligtelse til at anerkende og give plads til de historier tidligere og nuværende anbragte har at fortælle. Det er filmen et velkomment kunstnerisk udtryk for.”

\r\n

Avisen havde til gengæld af pladsmæssige årsager udeladt følgende: ”Filmen er et eksempel på, hvad ingen evidensbaseret rapport kan tilbyde. Smerte og glæde står knivskarpt.” Filosoffen og forfatteren Villy Sørensen har engang sagt: 'Kunst er for samfundet, hvad drømme er for den enkelte'. Det gælder hvad enten kunsten og drømmene gestalter mareridtene eller længslerne. Og det er vel noget af det, som film og andre kunstarter kan: Give os billeder på og indsigt i det, vi frygter og det vi ønsker. Kunstnere kan bringe os på sporet af følelser og holdninger som vores sædvanlige hverdagsradar ikke fanger eller blot automatikafviser. Det kunstneriske element tilbyder os et sprog som både vores bevidsthed og ikke mindst vores underbevidsthed påvirkes af. Tilskuerens udfordring består typisk i at forstå indflydelsen på det underbevidste – og at gøre den nye forståelse til ny bevidsthed. Med de samfundsmæssige briller har filmen – udover dens kvaliteter som film – mindet os om hvilke omstændigheder, der (igen) kan føre til overgreb:

\r\n
    \r\n
  • Straf i stedet for pædagogisk behandling
  • \r\n
  • Endimensionelt fokus på kontrol
  • \r\n
  • Institutionernes isolation
  • \r\n
  • Adskillelse af børn og netværk (med mindre det er til barnets bedste)
  • \r\n
\r\n

Vi skrev i kronikken, at al sammenligning med aktuelle diskussioner i tiden er tilsigtet… Og at vi bl.a. tænker forslaget om at nedsætte den kriminelle lavalder og hele retsfølelsesdebatten. Vi postulerede med Primo Levis ord "Det er sket, og derfor kan det ske igen" Vi argumenterede også for, hvad der skal til for at undgå tidligere tiders brutale opdragelsesmetoder: Gennemsigtighed, faglighed og uddannede med arbejdere med hjerne og hjerte på det rette sted. Og et syn på udsatte børn og unge, der flugter med det syn vi samfundsmæssigt har på ikke-udsatte børn og unge.

\r\n

Vi har i FADD altid gjort meget ud af vores høringssvar til ministerierne. Ind i mellem har vi i svage øjeblikke tænkt om det nyttede noget. Men på det seneste er vi blevet positivt overraskede. De lytter … I forlængelse af, at vi og andre aktører på udsatte børn og unge området i vores høringssvar om Lov om voksenansvar (magtanvendelsesloven) opfordrede til, at alle former for magtanvendelse skal registreres, har Socialministeriet trukket forslaget om, at visse lettere former for magtanvendelse hverken skulle registreres eller indberettes. Det fik vores gode ven fra Operation Julegaveregn, Rasmus Kristensen til tasterne: ”Bravo! I en tid hvor anbringelser af børn har fået et barskt historisk og kunstnerisk perspektiv med bl.a. filmen "Der kommer en dag", er det skønt, at fagfolk, insisterer på åbenhed. For at forhindre tvang og mishandling af de mest sårbare børn i samfundet, råber de virkeligt professionelle kræfter på mere transparens - ikke mindre. Og politikerne lytter! Det er bevis på, at selvom demokratiet somme tider tager et par skridt baglæns, så er der håb.”

\r\n

Men vi har travlt. Lovforslaget om Voksenansvar skal forventeligt træde i kraft 1. Januar 2017, så vores arbejde i de to socialministerielle følgegrupper vi har sæde i kan godt blive lidt halvhektisk …. Og så vil vi i FADD for første gang i Folkemødets snart 5 årige historie deltage i det nogen har kaldt DJØF’ERNES Roskilde-festval. Ikke et ondt om hverken DJØF’ERE eller Roskildefestival… Bornholm, Bornholm, Bornholm. Vi glæder os …

\r\n

Søren Skjødt, formand 

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

 

Intet

April klummen

02-04-2016

April klummen

SS_ny_nov2012.jpg

I modsætning til i Sverige, hvor de ikke ved, at der er noget der hedder Sveriges-modellen, så kender rigtig mange mennesker i DK til Herning-modellen. Dels i Herning (!) dels fordi modellen været diskuteret flittigt blandt landets socialarbejdere, politikere og embedsmænd siden optakt og opstart i 2012.

\r\n

Så mest af alt for lige at genkalde udgangspunktet:

\r\n

To Herning-døgninstitutioner Hedebocentret, afdeling Claudisvej, og Toften i har i 4 år i samarbejde med Metodecenteret udviklet og implementeret et koncept for intensive anbringelser.

\r\n

Konceptets intention var at opbygge en ny måde at tænke anbringelser på og vise, at en anbringelse på døgninstitution ikke behøver at vare i flere år. At det også kan være en specialiseret kortvarig indsats, der kan igangsætte en ny positiv udviklingsproces for de udsatte børn og deres familier.

\r\n

I FADD har vi fulgt udviklingen nøje.

\r\n

Ikke fordi vi mener, at hele udsatte børn og unge-indsatsen skal omlægges og konsekvent følge sporene fra Herning … og Sverige, men fordi der i modellen var og er aspekter, som kan bruges til at supplere og vitaminisere andre trin på indsatstrappen.

\r\n

Det vigtige er, at vi til enhver tid bruger vores bedste viden og de forståelser og indsatser, som de udsatte børn og unge kan profitere af – individuelt.

\r\n

Her har de mål- og tidsfokuserede indsatser noget at byde på.

\r\n

Hvis dette forehavende – at forløse bedste viden, forståelser og indsatser - skal lykkes, stiller det krav til politiske beslutningstagere, embedsværket og praktikerne om at sikre, at der på indsatstrappen er de nødvendige tilbud.

\r\n

Og at indsatstrappen samlet set skal indeholde såvel den faglige tyngde som den tilbudsmæssige bredde, der skal medvirke til at de udsatte børn og unge får tilbudt den rigtige indsats så tidligt som muligt og så længe som den giver mening og er påkrævet i forhold til barnets trivsel og udvikling.

\r\n

Kigger man i den forbindelse udover det politiske landskab, kalder tiden måske på et opgør med kommunernes selvbestemmelse ift indsatserne, som alternativt kan detaljestyres på udvalgte områder via lovgivningen?

\r\n

Måske vi også kan begynde en mere konkret diskussion om flerårige kommunale budgetter på området og flere tværkommunale løsninger hvad angår særlige problemstillinger for at lappe hullerne i indsatstrappen?

\r\n

På en temadag i FADD for nylig fremlagde Metodecentret resultaterne af de 4 års arbejde, som kan læses her http://metodecentret.dk/udgivelser/intensive-anbringelser.aspx (hvorfra også evalueringsrapporten kan hentes)

\r\n

I temadagen deltog – udover ledere og medarbejdere fra Hedebocenteret og Toften også Børn og ungecenter Vejle Fjord og Børn og ungecentret Østervang i Holstebro.

\r\n

I vores optik ser det ud til at:

\r\n
    \r\n
  • Der er meget godt i modellen; herunder vigtigheden af at have forståelse for, at man i en børn- og unge-indsats skal overtage fra og overdrage til nogle andre.
  • \r\n
  • Indsatsen virker for nogle børn i nogle målgrupper
  • \r\n
  • Geografiske forhold betyder meget: Når inklusion i skole og fritidsliv spiller en vigtig rolle i en indsats, skal eksempelvis døgninstitution, familie og plejefamilie ligge i nærheden af hinanden for at parterne kan koordinere og understøtte barnet i inklusionsprocessen
  • \r\n
  • Der mangler kvalificerede plejefamilier til at overtage hele eller dele af indsatsen
  • \r\n
  • Vi på døgn- og dagtilbudsområdet for udsatte børn og unge har mange steder og bør have en forpligtelse til og et  ansvar for at medvirke til at kvalificere og redefinere plejefamiliernes opgave og den måde opgaverne bliver udført på
  • \r\n
  • Indsatsen handler IKKE kun om at ansætte nogle flere socialrådgivere. En opgradering af medarbejdere i HELE indsatsen er en forudsætning
  • \r\n
  • Ledere og medarbejdere på de involverede institutioner har oplevet et fagligt boost, hvilket ser ud til at føre faglig selvtillid og øget engagement med sig.

  • \r\n
\r\n

 Lad mig lige dvæle ved det sidste. Hvad er det, der gør at mennesker kan blive ved med at relancere sig selv og føje nye kapitler til den faglige historie?

\r\n

Den amerikanske psykoterapiforsker Scott Miller fremhæver, at der er tre ting, der karakteriserer den gode psykoterapeut: 1) skal have en teori og metode han/hun er velbevandret i og tillige være optaget af teoriens og metodens udvikling, 2)  skal være villig til at tale om problemerne i sit arbejde og 3) skal kunne se en sammenhæng mellem metode og de problemstillinger han/hun arbejder med.

\r\n

Pointen er til at få øje på: Det er ikke selve teorien og selve metoden, der nødvendigvis er afgørende, men den velbevandrethed, den problemanerkendelse, den udviklingsnødvendighed, den sammenhæng, og den optagethed som terapeuten oplever og tilbyder, der betyder noget i samspillet med det menneske, som har brug for den professionelle indsats.

\r\n

Vi lader den stå et øjeblik og minder om vigtigheden af at forstå, at den professionelles tilgængelighed, responsivitet og engagement – som i er væsentlige begreber i arbejdet med udsatte børn og unge – ikke hverken opstår eller vedligeholdes af sig selv. Men kontinuerligt som en del af en organisatorisk forankring skal holdes op mod lyset og forfines ind til spændingskurven knækker… og der skal nye boller på suppen.

\r\n

Udsatte børn og unge området er et dynamisk område, der kontinuerligt skal afspejle det øvrige samfunds grundsyn på børn.

\r\n

Vi har en vedholdende forpligtelse til at vores metoder, vores forståelser og omgangsformer flugter med den måde vi ser på børn samfundet og den værdi vi tillægger børn og barndom generelt.

\r\n

Det er de mål- og tidsfokusrede indsatser et konkret udtryk for med dens fokus på det enkelte barn, familieinvolvering, uddannelsesorientering og opfølgningsarbejde.

\r\n

Skrækscenariet er, at nogle af de kommuner eller institutioner, der påtænker at starte mål- og tidsfokuserede indsatser op, tror, at de kan copy-paste sig til et hurtigt, billigt og light-end anbringelsesfix.

\r\n

Hvis det mind-set som praktikerne også fra Vejle Fjord og Østervang fremhæver som væsentligt at forandre, skal konstituere bedre løsninger, så er der kun det lange seje træk, der kan forløse intentionerne.

\r\n

I projektet har man blandt andet undersøgt hvornår i et anbringelsesforløb, man registrerer den største effekt. Det gør man ifølge undersøgelsen inden for det første halve år. Ræsonnementet er så, at man ved at koncentrere indsatsen indenfor det første halve år kan opnå en øget effekt i forhold til at afhjælpe barnets udfordringer.

\r\n

En sammenligning: Den største effekt i forbindelse med et barns indlæggelse på Rigshospitalets traumeafdeling efter et alvorligt trafikuheld, har vi indenfor den første halve time. Blødningerne skal stoppes. Men betyder det, at barnet skal udskrives efter en halv times intensiv behandling?

\r\n

Næppe.

\r\n

 

\r\n

Det samme gælder indenfor udsatte børn og unge-området. De børn der kan udskrives efter et halvt års intensiv behandling, skal det.

\r\n

Men hvis barnet har flere og mere alvorlige skader – og hvis sagkyndige vurderer at barnet vil profitere af det – så skal behandlingen finde sted indtil barnet klarer sig bedre eller ligesågodt uden…

\r\n

Vi har i disse år fokus på anerkendelse, inddragelse og respekt og at dannelsesfilosofien tager udgangspunkt i forestillingen om værdighed, integritet og autonomi. Ligesom vi fra forskningen ved at høj grad af selvkontrol ser ud til i sig selv at skabe værdifulde forudsætninger for ikke bare at forebygge problemer i livet men også at det enkelte menneske kan realisere sit eget potentiale bedre end mennesker med lav selvkontrol.

\r\n

Uden at ville kreditere Herning-modellen for alt aktuelt nyt, så fører den brydningstid vi er i også nye ord og begreber med sig.

\r\n

Vi kommer til at høre mere til basismedarbejdere, netværksmedarbejdere, midlertidighed i børns liv, lokalsamfundsinddragelse, ressourcepersoner, fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen, forældrehandleplaner etc.

\r\n

Og  mindre til kontaktpædagoger, relationsarbejde (som det primære arbejdsmæssige omdrejningspunt), vagtplaner etc.

\r\n

De dybe og bredspektrede indsatser som de kommer til udtryk i en mangfoldighed af indsatstyper, nogle korterevarende andre længerevarende, vil vi gøre hvad vi kan for at fastholde på indsatsviften.

\r\n

Lakmusprøven er enkel: Medvirker de til at fremme udsatte børn og unges sundhed, livsglæde og samfundsdeltagelse? Eller gør de ikke…

\r\n

-----

\r\n

 Til sidst fra min egen verden:

\r\n

 

\r\n

17. april har Zentropa gallapremiere på filmen ’Der kommer en dag’, som er en film om Godhavn og andre børnehjem i Danmark.

\r\n

Filmen, der er instrueret af  Jesper W. Nielsen efter ide og manuskript af Søren Sveistrup tager udgangspunkt i to brødres liv i en tid præget af økonomisk opsving, ungdomsoprør og teknologiske landvindinger i slutningen af 1960erne.

\r\n

Efter nogle rapserier, morens sygdom og en onkels begrænsede muligheder for at tage sig af drengene anbringes de to drenge på Gudbjerg.

\r\n

Det bliver starten på en tid med tæsk, ydmygelse og hårdt arbejde.

\r\n

Handlingen er inspireret af Godhavnsdrengenes oplevelser i 1950erne og 1960erne og ER en barsk oplevelse. I første omgang for drengene. Dernæst for tilskuerne. Også for mig, der efterhånden har set filmen nogle gange.

\r\n

På Godhavn og i FADD har vi af gode grunde vidst længe, at filmen var på vej.

\r\n

Vi har – uafhængigt af hinanden - forberedt os i begge organisationer, så godt vi kan.

\r\n

Til områdets aktører: Vi kan alle blive inddragede, selv om der er gået over 50 år siden handlingen udspillede sig.

\r\n

Historier kan dukke op. Enkeltpersoner kan blive fremhævede. Hvad vi troede var glemt, kan pludseligt få nyt liv. Og opmærksomhed fra medier og på sociale platforme skal vi forvente – uden at blive paranoide.

\r\n

Vores udgangspunkt er, at  alle tidligere anbragte har ret til at fortælle deres historie.

\r\n

Kun ved at anerkende og at genfortælle, hvordan tingene var, kan vi holde fast i at fravælge det, vi ikke bryder os om. Også selv om vi troede, at det var det rigtige, mens det stod på.

\r\n

Åbenhed og gennemsigtighed er vigtig.

\r\n

Vi må vedholdende lære og blive klogere.

\r\n

At et kunstnerisk medie (som en spillefilm) beskæftiger sig med vores fag er fantastisk

\r\n

Så vores opfordring er, at vi åbner op. Vi ved I gør det i forvejen, men der kan komme flere henvendelser til jer og flere tidligere anbragte kan komme på ’tilfældige’ besøg.

\r\n

Deres historier er vigtige.

\r\n

Vi forsøger ikke at bortforklare, men anerkender de gode såvel som de dårlige historier.

\r\n

Vi dukker os ikke.

\r\n

Og selv om vi ikke nødvendigvis har personlige aktier i historierne, har de mennesker, der fortæller dem krav på vores opmærksomhed og respekt.

\r\n

Samtidig med at vi skal tage os af de børn, vi aktuelt har i vores varetægt. Og sikre de rigtige doser af beskyttelse og udfordringer.

\r\n

I FADD har vi med reference til hele vores område følt os kaldede til at skrive en kronik, som vi håber en af de store aviser vil bringe.

\r\n

Vi svarer blandt andet på spørgemålene: Hvordan er det i dag? Kan det ske igen? Hvad gør vi for at undgå det?

\r\n

Som forstander på Godhavn deltager jeg i rigtig mange møder og holder mange oplæg om Godhavn i dag .

\r\n

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi prøver at bruge den dårlige historie til at fortælle nogle gode …

\r\n

Med al respekt for de tidligere anbragte, der kæmper den retfærdige kamp …

\r\n

Lad det ikke ske igen.

\r\n

Film skal ses i biografen …

\r\n

Glædeligt forår…

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD

\r\n

 

Intet

Marts klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Lokalavisen i Halsnæs har på det seneste beskæftiget sig med udsatte børn og unge.

\r\n

 

\r\n

I en artikel fra den 23/2 udtaler kommunens socialchef Christian Lorens Hansen:

\r\n

"Halsnæs har tidligere placeret mange, især unge, i døgninstitutioner. Det er hundedyrt, og ofte vil en plejefamilie være en bedre løsning."

\r\n

 Nu er det ikke første gang en kommunal embedsmand prøver at problematisere forholdet mellem pris og resultater.

\r\n

 

\r\n

Jeg lover til gengæld, at det ikke bliver sidste gang vi vil virkelighedskorrigere udsagn, der blander tingene sammen og hvis konsekvenser kan være på kant med lovgivningen.

\r\n

For at blive i den kommunale logik: Lad os starte med prisen:

\r\n

’Det er hundedyrt’, siger Christian Lorens Hansen.

\r\n

Signe Hald Andersen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed siger:

\r\n

’Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år.

\r\n

Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.’

\r\n

Fra ’Når man anbringer et barn II’, Rockwool Fondens Forskningsenhed 2013.

\r\n

Tal fra professor Inge Bryderups mangeårige forskning viser tillige, at såvel antallet af udsatte børn og unge som den del af BNP vi bruger på udsatte børn og unge i Danmark har været nogenlunde konstant siden indførelsen af den første børnelov i 1905.

\r\n

 

\r\n

Derudover er der mange der har sagt det: Investeringer i udsatte børn og unge kan betale sig.

\r\n

Den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson har i rapporten, Insatser kring barn och unga – en kortsiktig kostnad eller en långsiktig social investering med hög lönsamhet? (2011) for eksempel slået fast:

\r\n

 

\r\n

”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”

\r\n

Så hundedyrt?

\r\n

Det koster det, det koster. Vi har alle en forpligtelse til at være omkostningsbevidste og til vedvarende at lede efter bedre og billigere måder at håndtere både udsathed og de økonomiske forudsætninger, der skal til for, at indsatsen giver mening.

\r\n

Lad mig i den forbindelse advare de kommuner (og det er ikke alle), der for øjeblikket afprøver eksperimenter med at omprioritere ydelserne for kommunens udsatte borgere: Man kan spare så hårdt, at ydelserne bliver så dårlige og ineffektive, at det bliver en selvopfyldende profeti, at indsatsen ikke står mål med investeringen. Low cost kan betyde low benefit!

\r\n

På udsatte børn og unge området er vi optagede af, at det enkelte barn får det tilbud, som bedst matcher dets behov for uddannelse, omsorg og sundhed, der tilsammen skal medvirke til ’at vende udviklingen til det bedre’, som også socialchefen fra Halsnæs ønsker det.

\r\n

 

\r\n

Dette udgangspunkt kan man læse mere om i Lov om social service og dens intentioner, hvoraf det fremgår, at myndighed ikke må vurdere en ydelses relevans alene ud fra økonomiske hensyn.

\r\n

'Ofte vil en plejefamilie være en bedre løsning’, siger Christian Lorens Hansen.

\r\n

 

\r\n

Vi siger: Hvor ved Christian Lorens Hansen det fra?

\r\n

Plejefamilieområdet er blandt de dårligst belyste anbringelsesformer. Med det fokus, der er på dokumentation, så giver påstanden i bedste fald ikke mening.

\r\n

Er vi blot vidner til en holdning?

\r\n

Et udsagn bliver ikke sandt bare fordi det bliver gentaget …

\r\n

Så vil en plejefamilie ofte være en bedre løsning?

\r\n

I forhold til hvad?

\r\n

Min pointe er, at det må og skal – som nu og fremover- være børnesagkyndige, der skal vurdere karakteren af de problemer og udfordringer, som barnet eller den unge har – og som så sammen med myndighed og tilbud – barn og familie - sætter de nødvendige initiativer i gang.

\r\n

For os at se, er det afgørende, at vi bliver dygtigere til at tænke både og – i stedet for enten eller.

\r\n

Vi skal strukturelt og indholdsmæssigt fokusere på, at indsatserne - fra det rådgivende til det specialiserede - hænger sammen.

\r\n

I det perspektiv er det rigtig vigtigt, at der udarbejdes dynamiske planer for hvad, der skal ske med et udsat barn – på kort og langt sigt; at der både er en mening og en retning. Herunder at der er et gennemtænkt FØR-, UNDER- og EFTER-aspekt i enhver indsats

\r\n

Forventningen må være, at børnene skal have et tilbud som de profiterer af og at de voksne omkring barnet er gearede til at skrue indsatshåndtaget op og ned  - efter behov. Og vel at mærke med den type faglighed og empati, der skaber nænsomhed og effekt i overgangene i børns liv.

\r\n

 

\r\n

Det var i den forbindelse befriende at læse tidligere familieplejekonsulent Søren Torrense Hansens reaktion på artiklen i Halsnæs Avis:

\r\n

 

\r\n

"Åh nej, nu igen. Det er den samme gamle historie om institutioner kontra plejefamilier. Når Halsnæs Kommune nu vil flytte børn og unge fra døgninstitutioner til familiepleje, så ringer alarmklokken hos mig. For man kan ikke sige, at plejefamilie altid er bedre end døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted. Halsnæs Kommune har især mange anbragte i aldersgruppen 14-17 år. Det tegner et billede af, at man har været for længe om at reagere. Problemer opstår sjældent først, når børnene er blevet så gamle."

\r\n

Den lader vi stå et øjeblik …

\r\n

Der findes ikke en indsatsform, der principielt og til alle tider er bedre end andre.

\r\n

 

\r\n

Det afhænger først og fremmest af, hvad barnet har brug for.

\r\n

Der er meget, vi ved:

\r\n

Vi ved, at den tidlige og rigtige indsats er vigtig.

\r\n

Vi ved, at investeringer kan betale sig.

\r\n

Vi ved, at uddannelse og beskæftigelse fremmer også udsatte børn og unges deltagelse i samfundslivet.

\r\n

Og så ved vi at indsatstrappen har visse mangler: Det psykiatriske område er fraværende, lige som mangel på specifikke tilbud gør, at nogle udsatte børn og unge ikke får det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.

\r\n

Vi forestiller os, at videnscentre og/eller partnerskaber mellem flere typer tilbud med den nødvendige faglige tyngde, fleksibilitet og økonomiske bæredygtighed i et tværdisciplinært samarbejde med udvalgte ministerier, KL, Danske Regioner og relevante forskere vil kunne nyskabe indsatserne til gavn for de udsatte børn og unge OG for samfundsøkonomien.

\r\n

’Vi vet ännu mindre om vad det skulle kosta om vi gjorde ingenting’, som Ingvar Nilsson siger.

\r\n

 

\r\n

Vi skal vide mere …

\r\n

 

\r\n

Glædeligt forår.

\r\n

Søren Skjødt, formand


Februar-klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Magtanvendelser er et begreb, der ofte kalder på rigtig mange følelser.

\r\n

Med fare for at lyde mere hård end jeg har lyst til, bør det begreb i virkeligheden kalde på rigtig meget faglighed.

\r\n

Når begrebet har udfordret fagfolk, når politikere har ønsket at skabe nye rammer for indholdet, når aktører på området har givet medierne adgang  til at filme og fotografere de nogle gange voldsomme optrin og når nogle akademikere har belært os alle om, hvad  der er rigtig/forkert og opad/nedad i forhold til anvendelse af magt overfor anbragte børn og unge, så er det fordi magt og modmagt er og skal være noget, vi beskæftiger os med i et civiliseret samfund:

\r\n

Vi har som fagets udøvere en etisk forpligtelse til vedvarende at holde alle former for magt op mod lyset.

\r\n

Samfundet – politikere, embedsmænd og forskere i særdeleshed, lægfolk i almindelighed - har en ligeså væsentlig opgave i at drøfte, definere og skabe rammer for professionelles indgreb i menneskers liv.

\r\n

Og medierne har et ansvar for – som demokratisk kontrollant – at holde øje med over- og undergreb i udmønternes måde at håndtere velfærdsopgaverne på bredt set …

\r\n

Uanset om det er på grund af det med følelserne eller om der er andre grunde, så har Socialministeriet for nylig udsendt en høringsinvitation med overskriften ’Høring over forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn eller unge.’ Det er magtanvendelser, det drejer sig om.

\r\n

I FADD kan vi godt se pointen i den sproglige ændring.

\r\n

Først og fremmest fordi det principielt er en god ide at bruge nye begreber og betegnelser, når vi er blevet klogere og mener noget nyt eller mere om et fænomen, fordi vi så på den måde kan blive mere præcise i, hvad vi mener.

\r\n

Vel at mærke ind til vi så er blevet endnu klogere og må finde nye begreber – og så fremdeles …

\r\n

Sprog skaber bevidsthed. Bevidsthed skaber sprog.

\r\n

I den her sammenhæng flugter ’Lov om voksenansvar’ meget godt med FADDs generelle holdninger til anvendelse af magt i det professionelle arbejde med anbragte børn og unge.

\r\n

En magtanvendelse handler om den voksnes vurdering af, hvad der i en given situation – med det til enhver tid gældende lovmæssige grundlag som udgangspunkt - fagligt set er rigtigst at gøre i forhold til et anbragt barns adfærd – med mindst mulig indgriben, og bedst mulig proportionsafstemning.

\r\n

Indgrebet skal passe til barn, situation og sammenhæng. Herunder til barnets og den øvrige børnegruppes trivsels- og læringspotentiale.

\r\n

Og skal ALTID handle om omsorg: ’Jeg vil passe så meget på dig, at jeg insisterer på, at du hverken må skade dig selv eller andre. Og (i det nye lovforslag nu) også dine egne og andres ting.’

\r\n

Derfor repræsenterer ’voksenansvar’ en væsentlig præcisering af, hvem der er handleperson i det man kunne kalde for den etiske fordring i forbindelse med et magtmæssigt indgreb i et barns liv.

\r\n

Den korte version af selve lovforslaget er, at der har været bred enighed om, at betingelserne for indgreb skal præciseres. Det skal gøres tydeligere, hvad de professionelle må og skal hvornår:

\r\n

Forslaget omfatter:

\r\n
    \r\n
  • At de professionelle skal have mulighed for pædagogisk guidning (arm-om-skulder-nu-går-vi-lige-en-tur) - uden indberetningsforpligtelse
  • \r\n
  • At adgang til at fastsætte en husorden lovfæstes
  • \r\n
  • At lærere og pædagoger på interne skoler (på døgninstitutioner og opholdssteder) fremover skal være omfattet af lov om voksenansvar og magtanvendelser
  • \r\n
  • At medarbejdere på døgninstitutioner og opholdssteder og i kommunale plejefamilier kan forhindre at barnet gør skade på genstande
  • \r\n
  • At medarbejdere på døgninstitutioner og opholdssteder og i kommunale plejefamilier (nyt at de kommunale plejefamilier omfattes af lovgivning på dette område) kan forhindre et barn i at stikke af (hvis der er risiko for at barnet skader sig selv eller andre)
  • \r\n
  • At den eksisterende adgang til tilbageholdelse i forbindelse med anbringelse udvides med yderligere 14 dage
  • \r\n
  • At den eksisterende adgang til undersøgelse af opholdsrum på sikrede institutioner udvides til også at omfatte undersøgelse af barnets/den unges person
  • \r\n
  • At der skal være hjemmel til at medarbejderne kan foretage rusmiddeltest (hidtil ureguleret)
  • \r\n
\r\n

Følg dette link for at få et overblik de hidtil gældende regler:

\r\n

http://obsolete.socialstyrelsen.dk/omsorgogmagt/magtanvendelse/forskellige-anbringelsessteder

\r\n

Der er høringsfrist den 12 februar, og vi er naturligvis godt i gang med at forberede vores høringssvar.

\r\n

En enkelt detalje kan vi godt løfte sløret for:

\r\n

Vi er uforstående overfor, at ministeriet ikke har ønsket, at det skal være de sociale tilsyns opgave at afgøre om en magtanvendelse er tilladt eller ikke tilladt.

\r\n

Vi og andre aktører på området (Børnerådet, Børns Vilkår, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne, LOS) problematiserede i et notat tilbage til den 12. april 2013 til Folketingets Socialudvalg med kopi til Socialministeren risikoen for uklar og uhensigtsmæssig kompetencefordeling, hvad angår selve behandlingen og vurderingen af en magtanvendelsesindberetningen.

\r\n

Vi er fortsat af den opfattelse, at kompetencen til at vurdere en magtanvendelses berettigelse skal være placeret hos de sociale tilsyn, der med sin omfattende faglige ekspertise må være den rette myndighed til at foretage vurdering af, hvorvidt anvendelsen i praksis er overensstemmende med reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

\r\n

-----

\r\n

Læsere af denne klumme vil vide, at vi har været optagede af det problem, at de sociale tilsyn efter Ankestyrelsens praksisændring ikke længere har mulighed for at give dispensation til et anbringelsestilbuds anmodning om at få lov til at iværksætte ’den rigtige anbringelse’ selv om den måtte ligge udenfor det aktuelle godkendelsesgrundlag.

\r\n

Men måske vores bønner er blevet hørt.

\r\n

Vi og andre aktører på området har i al fald sagt det meget tit og meget højt.

\r\n

I  ’Konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge’, som indgår i det samlede høringsmateriale fremgår det at:

\r\n

’Det foreslås således, at socialtilsynet får mulighed for, efter anmodning fra tilbuddet, at træffe afgørelse om, at et tilbud kan fravige sin godkendelse på nærmere fastsatte vilkår, inden for en nærmere bestemt frist og eventuelt inden for en bestemt periode.  Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en plejefamilie er godkendt til to børn, men den anbringende kommune ønsker, at et tredje barn, som er en søskende til et af de andre børn, gives mulighed for ophold i plejefamilien, eller hvor et botilbud til voksne for en kortere periode har behov for at udvide sin målgruppe.’

\r\n

Det lyder rigtig godt…

\r\n

Vi vil aldrig mere mene, sige eller skrive, at politikere ikke lytter til praksisområdet.

\r\n

Med mindre selvfølgelig at ….

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


JANUAR - Klummen 2016

SS_ny_nov2012.jpg

Da vi sidste år en anelse senere på året evaluerede den på det tidspunkt netop overståede  OPERATION-JULEGAVEREGN-INDSAMLING,  blev vi ærligt talt  noget mundlamme, da folkene bag indsamlingen meddelte, at de i 2015 ville gå efter at indsamle 800.000 kr. til ekstra julegaver til anbragte børn og unge i Danmark, Grønland og på Færøerne.

\r\n

Nu her efter måneders forberedelse, en hektisk december måned, og en rigtig vild afslutningsspurt, må vi konstatere, at de lykkedes med målsætningen. Godt og vel. Indsamlingsresultatet landende på 880.211 kr.

\r\n

Både operation og patient har det derfor rigtig godt.

\r\n

Som vi skrev i vores opdatering på Facebook til projektets initiativtagere:

\r\n

’Mens vi på diskuterer fattigdom, materiel forstoppelse og julens øvrige potentielle trængsler og alarmer, har I gjort noget ved det.’

\r\n

For 9. (!) år i træk har vi i FADD haft den store glæde at uddele indsamlingspengene fra JULEGAVEREGN til ekstra julegaver til anbragte børn og unge.

\r\n

I en tid hvor selvpromovering, påtaget opofrelse og mediedækket velgørenhed – lad os sige – forekommer i det offentlige rum, er det en befrielse og en fornøjelse, at arbejde sammen med mennesker, der tænker, taler og handler fra et godt sted: Ønsket om anstændighed og ordentlighed.

\r\n

Jeg tror, der er en grund til, at vi klikker så godt med disse brave mennesker, som til dagligt arbejder med og i salg & marketing, folkekirken, bank & penge og kommunikation.

\r\n

Vi har alle erkendt, at engagementet og ønsket om at gøre den berømte forskel er det vigtigste.

\r\n

Herefter kommer så sikkert engagementet og ønsket om at gøre en forskel.

\r\n

Men lige derefter kommer den nødvendige viden, professionalisme og strategisk forståelse.

\r\n

Så vi kan GØRE det rigtige.

\r\n

Folkene bag indsamlingen er lette at samarbejde med. Fordi vores grundindstilling til opgaven er den samme. Og værdierne, der bestemmer vores handlinger, flugter …

\r\n

Det korte af det er lange er, at over 2000 anbragte børn og unge har fået en ekstra julegave.

\r\n

Det er vi meget glade for og stolte over at have været med til …

\r\n

Vi bøjer os og takker de mange bidragsydere, fonde, organisationer, virksomheder og privatpersoner.

\r\n

Ikke mindst GAVEFABRIKKEN, der har været hovedsponsor i 5 år.

\r\n

-----

\r\n

I FADDs bestyrelse ser vi frem til at komme i gang med årets arbejde.

\r\n

I forlængelse af budskaberne fra Svend Brinckman med flere, så vil vi insistere – for ikke at sige 'stå fast' - på at kalde nogle af de ting, vi arbejder med for et problem. Ikke en udfordring, ikke synd for …

\r\n

Det er et problem, at mange udsatte børn og unge ikke får en uddannelse.

\r\n

Det er et problem, at mange udsatte børn og unge ikke får mulighed for at være en del af foreningsliv og lokalsamfund.

\r\n

Det er et problem, at anbragte unge får kontanthjælp – og ikke SU når de er i gang med en uddannelse.

\r\n

Det er et problem, at indsatsen for mange udsatte børn og unge starter for lavt på indsatstrappen. Og at det i den forbindelse også er et problem, at der mangler trin på trappen.

\r\n

Det er et problem, når en indsats bryder sammen – ikke mindst når alle parter havde forventet det.

\r\n

Det er et problem, at et nyt socialministerielt forslag vil lempe reglerne for indberetning af magtanvendelser.

\r\n

Det er et problem, at mange udsatte børn og unge OGSÅ har sundhedsmæssige problemstillinger

\r\n

Det er et problem, hvis sociale indsatser alene bestemmes ud fra økonomiske hensyn eller i realiteten bliver det …

\r\n

Det er et problem, at de sociale tilsyn efter en vurdering i Ankestyrelsen ikke længere kan give dispensationer til tilbuddene

\r\n

Det er et problem, at en politianmeldelse af børn er en forudsætning for at medarbejdere på børneinstitutioner kan få erstatning i voldssager

\r\n

Det gode ved problemer er, at de lægger op til handling.

\r\n

Problemer skal man tage alvorligt.

\r\n

Problemer skal man gøre noget ved.

\r\n

Problemløsning kræver engagement og ønsket om at gøre den berømte forskel, den nødvendige viden, professionalisme og strategisk forståelse.

\r\n

Så vi kan GØRE det rigtige.

\r\n

I hvert fald ind til vi igen bliver trætte af problemtænkningen og begynder at overveje at kalde det, vi skal gøre noget ved - for noget andet.

\r\n

Udfordringer? Synd for …?

\r\n

Som Steffen Brandt synger: Giv mig lige et praj, når vinden vender igen.

\r\n

Ind til da har vi tænkt os at gøre noget ved … problemerne

\r\n

SÆT I GANG … 

\r\n

GODT NYTÅR

\r\n

Søren Skjødt


September-klummen

SS_ny_nov2012.jpg

Udsatte børn og unge området er og bliver legitimeret af, at vi løser opgaverne til alles tilfredshed.

\r\n

Samfundet vil have noget for pengene. Vi vil have færre udgifter og flere indtægter så vi har råd til velfærd også i fremtiden; det betyder at samfundet forventer, at der ud af arbejdet med udsatte børn og unge kommer aktive samfundsborgere, der ikke er syge, ikke kommer i fængsel og som betaler skat og svarer enhver sit.

\r\n

Anbringende myndigheder vil også have noget for pengene: Øget trivsel, bedre skolekundskaber, mindre kriminalitet, mindre misbrug, mere ro i lokalområdet. 

\r\n

Forældrene vil tages alvorligt, de vil inddrages i deres børns liv. De vil have informationer om hvordan det går. Og de ønsker, at deres børn får det bedre og at de udvikler sig. 

\r\n

Børnene vil inddrages og beskyttes. De vil have mulighed for at opbygge nye forståelser af sig selv. De vil være sammen med andre børn. Og de vil være ligesom alle andre børn. 

\r\n

 Sammenligninger er nogle gange rigtig irriterende. Andre gange giver de god mening.

\r\n

Det er en formildende omstændighed, hvis man selv er den, der sammenligner. Og ikke sammenlignes med …

\r\n

I FADD ynder vi for eksempel af sammenligne udsatte børn og unge området med sygdomsbehandlingsområdet.

\r\n

Af og til hører man, at nogle mennesker synes, det er synd for børn at blive anbragt. Eller at gå på en specialskole. Eller at komme på en dagbehandlingsinstitution.

\r\n

Men det svarer altså til, at man synes det er synd for syge børn, at blive sendt på hospitalet, fordi der bor andre syge børn.

\r\n

Hvis man endelig skal bruge ordet synd, er det synd ikke at få behandling, hvis man er syg.

\r\n

Der er to centrale pointer:

\r\n

Der er – og skal være forskel på hvilken behandling et barn skal have – hvad enten vi er udsat-området eller i syge-området.

\r\n

Det afgørende er naturligvis, hvilken grad af udsathed eller sygdom barnet har.

\r\n

Der er noget Falck-kassen kan klare, lidt sværere til fælde fixer skadestuen eller den praktiserende læge.  Andre sygdomme kræver tidsintervalbestemte indsatser – enten dagligt eller månedligt. De mest komplekse og alvorlige sygdomme kræver indlæggelse – og kan indbefatte langvarige behandlingsforløb.

\r\n

På udsatte børn og unge området er der tilsvarende indsatser, der stiger i intensitet bestemt af barnets udfordringsniveau: Noget mobberi kan klares af skolelæreren eller skolepædagogen, typisk i samarbejde med de involverede børns forældre. Mere alvorlige trivselsproblemer kræver måske involvering af sagsbehandler. Herefter kan barnet og familien tilbydes familiebehandling. Måske i samarbejde med et dagbehandlingstilbud. Skoleproblemer kan nogle gange klares med ekstrahjælp i klassen, andre gange er mere insisterende hjælpeforanstaltninger påkrævede.  

\r\n

Øverst på anbringelsesstigen er døgninstitutioner med intern skole

\r\n

I den medicinske verden har man i årevis kunnet profitere af at undersøge virkningen af bestemte indsatser ved at tilbyde sammenlignelige grupper hhv medicin og placeboprodukter. 

\r\n

Den mulighed har vi ikke haft på samme måde på det socialpædagogiske og det undervisningsmæssige område.

\r\n

Men måske der er noget på vej. 

\r\n

Internationale studier fra blandt andet University of Western Ontario har vist, at man nu kan måle koncentratet af stresshormonet kortisol i hår. Da man ved, at et hår vokser ca. 1 cm om måneden, kan man ved at måle kortisolmængden i et 6 cm langt hår aflæse stressniveauerne et halvt år tilbage.

\r\n

Uden i disse spalter at tage etisk stilling til, om vi så fremover skal se eksempler på den type målinger på udsatte børn, der hhv tilbydes og ikke-tilbydes behandling, så er vi altså ved at være der, hvor vi i al fald kan vurdere om en indsats fører et fald i stresskoncentration med sig 

\r\n

Den udvikling følger vi rigtig gerne…

\r\n

For det andet:

\r\n

Vi skal måske til at tænke lidt mere over begrebet 'relativ normalitet'.

\r\n

Hvis du er skeptisk, kære læser: Prøv at lukke øjnene og forestil dig en situation i din barndoms skolegård, hvor du i et tænkt eller realistisk øjeblik står alene og ser på, at de andre  børn har et fællesskab, som du ikke kan få adgang til?

\r\n

Prøv så at forestille dig denne følelse gentage sig ved skoleskift, til fritidsaktiviteten, hos plejefamilie nummer to og tre?

\r\n

Kan du frem- eller genkalde glæden over pludseligt at få øje på nogen, der ligner dig selv?

\r\n

De fleste børn - ikke mindst udsatte børn og unge - svarer som regel på spørgsmålet om, hvad de ønsker sig for deres liv, at de vil have et normalt liv: En sød kæreste, et godt job, et ordentligt sted at bo, en god familie osv.

\r\n

Men det må da passe meget godt med det inklusionsfokus, der præger debatten om udsathed?, kunne man indvende.

\r\n

Bestemt. Det giver rigtig god mening, at børn skal inkluderes i daginstitutioner, skoler, idræts og fritidsklubber.

\r\n

Vi, der arbejder med de udsatte børn og inklusionsbestræbelserne har en vedvarende forpligtelse til at lede efter alle sprækker, der kan give udsatte børn og unge mulighed for at blive en del af et normalt fællesskab.

\r\n

Men der er bare børn som har så store udfordringer, at de enten kommer på tålt ophold i skolen, fodboldklubben og rollespilsklubben eller slet ikke kommer der.

\r\n

For disse børn er der en rigtig god ide i, at man etablerer det næstbedste - fordi det bedste så alligevel ikke konkret er det bedste: Et fællesskab – men dog et fællesskab – der knytter deltagerne sammen i en relativ normalitet, hvor man får mulighed for at gøre afvigelse til et foreløbigt normalitetsanliggende; ved at være sammen med andre på nogenlunde samme niveau– så man ikke altid stikker negativt af fra fælleskabet ved at være ham eller hende med minuspointene. Og så have for øje, at dette fælleskab skal skabe rammen for at deltagerne kan indgå i nye fællesskaber.

\r\n

Billedet giver mening i en verden hvor selviscenesættelse er veleksponeret disciplin – ofte vist i bedste sendetid…

\r\n

At være en træningsbane med de dygtigste trænere er den egentlige ambition for det moderne tilbud for udsatte børn og unge. Så disse børn på kortere eller længere sigt kan lære at blive en del af det 'normalt normale fællesskab'.

\r\n

Som et eksempel på den forpligtelse tog Børne og Ungecenter VejleFjord et interessant initiativ for nyligt.

\r\n

I et tillæg i JP om Vejle Kommune indrykkede forstander Lone Pedersen en helsidesannonce med overskriften: Anbringelse kan være vejen frem.

\r\n

Vi kan godt lide, at vore medlemsinstitutioner prøver forskellige muligheder af for at komme til orde. Også gerne ved at gå ad veje, der ikke bruges så tit.

\r\n

De skrev:

\r\n

”Fælles for alle børn og familier der kommer i kontakt med Børne og Ungecenter VejleFjord er, at de er i forskellige former for ’sociale nødsituationer’, som viser sig i hverdagen som f. eks. skænderier, konflikter magtesløshed, mistrivsel og skolefravær. For at takle hverdagens krav eller komme ud på den anden side af de vanskeligheder, de befinder sig i , har børnene og familierne i en periode brug for at samarbejde med robuste og fagligt velfunderede voksne. Alle børn og familier har drømme, som de stræber efter at realisere, men vejen der til er sjældent enkel og uden besværligheder. Gode fagfolk, der samarbejder på tværs af sammenhænge i skole, i hjemmet, på institutionen og i fritiden støtter op om børn og familier så der spottes nye og bedre veje at gå.”

\r\n

 Fortsat – godt efterår

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


August-klummen 2015

SS_ny_nov2012.jpg

Overdreven virketrang og uvidenhed kan nogle gange føre til forundringsvækkende optrin.

\r\n

Det er en kendt sag, at medarbejdere i virksomheder, organisationer og ministerier, etc. ofte er lidt nervøse for hvad deres chefer – specielt dem med Tigerdyret i ascendanten - kan have udviklet af overdreven virketrang ovenpå ferier og fridage.

\r\n

Måske har centerchef Klaus Wilmann, Center for Familiepleje i Københavns Kommune været på en længere ferie.

\r\n

I hvert fald efterlyser kommunens Center for Familiepleje  – på Facebook - en plejefamilie til en endnu ufødt dreng eller pige, som efter planen kommer til verden ved kejsersnit midt i august.

\r\n

- Og vi er mildt sagt overvældede af den massive reaktion, siger centerchef Klaus Wilmann, Center for Familiepleje i Københavns Kommune, til Jyllands-Posten.

\r\n

Fredag havde over 300.000 set opslaget på Facebook, og det er blevet delt mange gange.

\r\n

Centerchefen, som udover at være tidligere formand for Børnerådet ellers er kendt som en mand, der er optaget af fagligt bæredygtige løsninger,  har ikke oplyst noget om kvaliteten af de mange reaktioner.

\r\n

For at bruge en Hausgård: Er de fleste de bedste eller bare de fleste?

\r\n

Vi anerkender om nogen, at komplekse problemstillinger nogle gange skal løses kreativt og nytænkende.

\r\n

Hvis Københavns Kommune tror på eller har erfaring for, at man kan rekruttere fagligt kompetente plejefamilier gennem Facebook, jamen så ønsker vi dem da held og lykke med projektet.

\r\n

På den anden side set: Såvel et udsat barns forældre som et ufødt barn har krav på al den beskyttelse, vi som samfund kan opdrive.

\r\n

Det er ikke første gang Center for Familiepleje i Københavns Kommune går viralt for at søge plejefamilier. Sidste gang mødte centeret også kritik og vi troede ærligt talt, at de havde fået en lærestreg. Kan man blive straffet for gentagne forsøg på tivolisering af udsathed!

\r\n

Hvad bliver det næste? Hvis det ikke var fordi omstændighederne var så alvorlige, så venter der måske følgende indsatser:

\r\n

Nyt realityprogram: Hvilken plejefamilie skal have Louise? De skyr ingen midler: Følg den dramatiske kamp om Louise på TV3.

\r\n

Eller: Autisten Lille William søger plejefamilie – hvis I er hurtige får I også hans lillesøster med i hatten … PS Hun har kun ubetydelige skader efter fejlernæring.

\r\n

Efter min opfattelse er der flere røde lygter, der blinker, når man på et socialt medie rækker følelsesmæssigt ud efter en faglig løsning.

\r\n

Vi kan anbefale Københavns Kommune at gøre ligesom man gør i et stadig stigende antal kommuner, hvor man lader sociale tilbud – ex døgninstitutioner - stå for driften af plejefamilierne.

\r\n

Erfaringer fra flere kommuner viser, at det ofte er lettere at rekruttere kompetente plejefamilier, når de får mulighed for at blive en del af et fagligt og kulturelt miljø med supervision, fællesskab, aflastning og adgang til generelt at gøre overgangene i udsatte børn og unges liv mere nænsom.

\r\n

Som et eksempel på uvidenhed – sådan må man forstå det – demonstrerede radiovært og plejefar Alex Nyborg Madsen et noget begrænset udsyn i DRs ferieserie, Sommer i Systemet, hvor han sammen med selvstændig, tidligere model og tidligere anbragt Malkit Singh besøgte et børnehjem.

\r\n

På et tidspunkt spørger ANM MS: ”Når du siger institutionsbarn og mange børnehjem; hvorfor sidder du så ikke inde?”

\r\n

Hvorfor skulle den fordom lige luftes der? Hvor var respekten for de børn, der midt i deres udsathed, leder efter håbet og lyset?

\r\n

ANM betonede senere i samme udsendelse flere gange, at de 2 piger han og hans kone har haft i familiepleje i mange år er ”mine piger”. Den præcisering var måske en anelse ufølsom overfor de biologiske forældre, der angiveligt stadigt spiller en rolle i de to pigers liv.

\r\n

Bemærkningen fremkaldte hos mig spørgsmålet om hvem er det nu lige, der gør noget for hvem. Hvem skal redde hvem?

\r\n

Udsendelsen viste ikke det billede af ANM, som vi almindeligvis forbinder med ham: Rummelig, fordomsfri og med hjertet på det rette sted.

\r\n

Måske nogle af dialogerne har været kørt vel hårdt igennem producerens klippemaskine?

\r\n

Fra vores egen verden forlød det lige på den anden side af midten af juli, at børn, der flygter fra krig og forfølgelse uden deres forældre, ofte anbringes sammen med udadreagerende, selvskadende eller omsorgssvigtede børn og unge, når de placeres i landets kommuner. Det viste et rundspørge, som Radio24syv havde foretaget.

\r\n

”Hver femte af de adspurgte kommuner - der inden for det seneste år har modtaget uledsagede mindreårige - har anbragt et eller flere børn på døgninstitutioner eller opholdssteder, der ikke er målrettet målgruppen, men derimod tilpasset danske unge, ofte med svære psykiske eller sociale problemer.”

\r\n

Som det forlød i en artikel i Berlingske Tidende 23/7.

\r\n

Lad os lige holde os til kendsgerningerne: En af konsekvenserne af at være traumatiseret og omsorgssvigtet er, at man kan få svære psykiske og sociale problemer. Nogle optræder desuden udadreagerende og selvskadende. Men børn og unge på døgninstitutioner er ikke kun udadreagerende og selvskadende. Omsorgssvigt kan også komme til udtryk som en særlig skrøbelighed, indadvendthed, og ondt i livet. For slet ikke at tale om de børn og unge, der har psykiatriske lidelser. Det afgørende er, at udsatte børn og unge får den rigtige behandling – og så er det ligegyldigt om de er fra Somalia eller Solrød.

\r\n

Der er masser af eksempler på vellykkede anbringelser af flygtninge på danske døgninstitutioner.

\r\n

Må jeg desuden minde om, at vi på det specialiserede socialområde er vant til at sætte os ind i andre kulturer, til at handle udviklingsfremmende og til at håndtere meget komplekse problemstillinger.

\r\n

Som altid er det et spørgsmål om at skabe det rigtige match mellem barnets behov og en foranstaltnings karakter.

\r\n

Der er derfor ikke noget principielt forkert i at anbringe børn, der flygtet fra krig og forfølgelse på døgninstitutioner.

\r\n

”Omsorgsarbejdere skal fremover politianmelde børn og demente, hvis de skal gøre sig håb om at få erstatning i forbindelse med voldsomme hændelser.

\r\n

Erstatningsnævnet har meddelt, at personale, som er kommet til skade efter nærkontakt med børn eller patienter, kun kan få erstatning, hvis episoden meldes til politiet. Det fremgår af nævnets årsberetning.”

\r\n

Sådan skriver Berlingske 1/8

\r\n

For os at se er en politianmeldelse som forudsætning for erstatning en helt unødvendig og en samarbejdsbelastende stramning af erstatningsreglerne.

\r\n

Naturligvis kan det give mening, at vold mod personalet anmeldes til politiet, men så skal motivet være voldens karakter – og ikke om medarbejderen vil være berettiget til erstatning.

\r\n

Vi har naturligvis tænkt os at følge op på denne sag –i samarbejde med flere af de involverede fagforeninger.

\r\n

Måske der skal en lovændring til for at genindføre en mere lempelig praksis.

\r\n

Til sidst en god nyhed: Kriminaliteten fortsætter med at dykke.

\r\n

Dugfriske tal fra Danmarks Statistik vidner om et overordnet fald i antallet af anmeldelser på én procent i andet kvartal af 2015 sammenlignet med det foregående. Og dén gode nyhed kan vi blandt andet takke udviklingen inden for børne- og ungdomskriminalitet for, lyder det fra sociolog og kriminolog på Syddansk Universitet Linda Kjær Minke. Måske denne oplysning kan lægge yderligere pres på de politikere, der fortsat mener, at den kriminelle lavalder skal nedsættes til 12 år…

\r\n

God sommer – for nu kommer den vist ….

\r\n

Søren Skjødt


Juli - klummen

02-07-2015

Juli - klummen

SS_ny_nov2012.jpg

Vi har før i historien set eksempler på , at nyopfundne ord skal stemme vores sind mildere, når beslutningstagere fremlægger upopulære beslutningsforslag.

\r\n

På spinsprog hedder det ’framing’.

\r\n

Hvem husker ikke trylleord som budgettilpasninger, realitetsjusteringsstrategi og nedbemandingsrunder…

\r\n

Det sidste skud på stammen er den nye regerings ønske om ’omprioriteringsbidrag’.

\r\n

"Regeringen vil tage initiativ til at indarbejde et omprioriteringsbidrag i det kommunale udgiftsloft på 1 pct. om året fra 2016, og at alle større statslige driftsområder omfattes af et årligt omprioriteringsbidrag på 2 pct. fra 2016", som det hedder i regeringsgrundlaget

\r\n

Der er vist ikke megen tvivl om, at det for det offentlige Danmark  betyder effektiviseringer, sparerunder og fyringer i de kommunale serviceafdelinger.

\r\n

Alt tyder på at det vil være utilstrækkeligt, at man i nogle kommuner genovervejer opsætning af nye cyklisttællere, opførelse af flere dystopiske skulpturer af genbrugsjern i rundkørsler og reetablering af nedslidte hundeluftningsanlæg.

\r\n

For når selv venstre-manden og KLs formand Martin Damm begynder at beklage sig, så er der nok noget om snakken.

\r\n

  "Man skal huske på, at vi i de sidste fire år har reduceret budgetterne med 11 mia. årligt og vi har sagt farvel til omkring 25.000 ansatte. Og hvis man lægger ind her, at man vil trække yderligere en procent hvert eneste år. Så kommer det til at kunne mærkes rundt om i landet”, sagde Martin Damm (30/6) til DR-nyhederne

\r\n

Ifølge KL risikerer kommunerne for eksempel at skulle afskedige op mod 5000 lærere i folkeskolen, hvis et flertal i Folketinget beslutter ’omprioriteringsbidraget’.

\r\n

Læsere af disse klummer vil vide, at det ligger os uendeligt fjernt at klynke endsige frygte noget som helst.

\r\n

Man kan naturligvis ikke afvise, at det kan give  god mening at lede efter nye måder at bruge pengene på. Men vi bliver ærligt talt noget bekymrede ved udsigten til, at det offentlige skal igennem endnu en runde med det ene formål at reducere, indskrænke og begrænse.

\r\n

Bortset fra det har vi i FADD benyttet regeringsskiftet til at byde de for os på udsatte børn og unge-området mest relevante ministre velkommen på podiet: Vi har således sendt lykønskningsmails af sted til Socialminister Karen Ellemann, børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby og justitsminister Søren Pind.

\r\n

Vi har anbefalet ministrene, at vi inddrages i en række af de temaer som – blandt andet i forhold til de første udtalelser fra disse  ministre – forventeligt vil komme på dagsordenen her efter sommerferien.

\r\n

Vi tænker her på den kriminelle lavalder, magtanvendelser, folkeskolereformens inklusionsfokus, ungdomsuddannelserne plus et par andre småting…

\r\n

 For en sikkerheds skyld vil vi nok indlede drøftelserne med, at et er ikke synd for udsatte børn og unge at blive anbragt, at få et specialiseret dagtilbud eller at få tilbudt specialundervisning i en kortere eller længere periode.

\r\n

Det er tværtimod synd for de børn, der ikke får en særlig kraftig dosis af omsorg, udviklingsstimulation og beskyttelse.

\r\n

Anbragte børn og  unge og elever i specialundervisningstilbuddene får en unik mulighed for ikke at blive udstillet, ekskluderet og være på ’tålt ophold’ - ved at være sammen med andre børn og unge, der har nogle af de samme problemer og udfordringer.

\r\n

 Vi vil minde ministrene om, at der generelt er brug for … og at der er investeringsmæssige gevinster i:

\r\n

·      Løsninger der fremmer udsatte børn og unges udvikling af autonomi, integritet og

\r\n

·      værdighed, hvilket kræver at de udsatte børn og unge får bedre uddannelse, mere viden og udvikling af sociale kompetencer

\r\n

·      Nytænkning og social innovation

\r\n

·      Meningsfuld praksisrelateret forskning på vores område

\r\n

 

\r\n

Vi vil rigtig gerne have:

\r\n

·      Afklarede, koordinerede præciserede og målbare handleplaner til alle udsatte børn og unge

\r\n

·      Klare regler for og konkret tildeling af de nødvendige efterværn

\r\n

·      SU til anbragte børn og unge – i stedet for kontanthjælp

\r\n

·      Behandling - og ikke straf til børn under 15 år

\r\n

·      Opblødning af inklusionsprocenter ift folkeskolereformen

\r\n

·      Opdeling af eksamen i moduler og løbende eksamensafvikling for bogligt udfordrede børn og unge

\r\n

·      Øget støtte til kommunernes håndtering af de mest specialiserede og udgiftskrævende opgaver

\r\n

 

\r\n

God sommer

\r\n

 

\r\n

\r\n

Søren Skjødt. formand

\r\n

\r\n

 

Intet

Juni klummen 2015

SS_ny_nov2012.jpg

Et folketingsvalg er på en måde samfundets generalforsamling.

\r\n

Ligesom i foreninger, der vælger bestyrelser på den årlige generalforsamling, skal vi den 18/6  vælge de 179 ‘bestyrelsesmedlemmer', der siden konstituerer sig med et forretningsudvalg – en regering.

\r\n

Vi ønsker de bedste kandidater, som er de kandidater, som vi vurderer bedst kan varetage vores interesser.

\r\n

I FADD er vi mere optagede af, hvem der mener hvad om udsatte børn og unge og deres vilkår for at få et liv med værdighed, autonomi og integritet, end hvilken farve partierne og kandidaterne har.

\r\n

Det handler om agtelse. At agte et andet menneske vil sige, at man udviser respekt for dette menneskes autonomi, dets evne til at lære at bestemme over sit eget liv - med den pointe, at det har udsatte børn og unge brug for hjælp til at kunne praktisere …

\r\n

Men det handler også om det motiv og den tone, vi anvender i bestræbelsen på at agte et andet menneske.

\r\n

Både når vi diskuterer flygtninge, inklusion, dagpengeregler, grænsekontrol, Udkantsdanmark, renovering af kloaknet, lukkedage og … udsathed.

\r\n

Vi har en forpligtelse til at agte hinanden.

\r\n

Så det er måske meget præcist det, vi bemærker i denne valgkamp: Hvilke partier og kandidater giver udtryk for både intentioner om og vilje til at træffe beslutninger, der kan fremme udsatte børn og unges læringspotentiale og deltagelse i samfundslivet? Og som generelt kalder på ‘agtelsen’ mellem mennesker?

\r\n

Samtidigt ser vi tilbage på de snart 4 år der er gået siden sidste valg: Hvilke politikere har sagt og gjort hvad .. og hvad har det haft af konsekvenser for vores område.

\r\n

 

\r\n

Ind til nu har den sociale dagsorden været meget lidt synlig i de politiske debatter og i mediernes dækning af valgkampen.

\r\n

Flere kommentatorer havde ellers forventet, at værdipolitiske temaer ville få en markant placering i de politiske markeringer, hvilket det sociale område udgør en velegnet arena for.

\r\n

Vi savner fortsat diskussioner om, hvad vi gør ved de børn og unge, der ikke profiterer af de i øvrigt mange gode intentioner i inklusionsåbenbaringen.  Og om stigningen i sygefraværet på landets folkeskoler i den forbindelse kan henføres til Folkeskolereformen (På landsplan steg sygefraværet med 27 procent i sidste halvår af 2014 sammenlignet med samme periode 2013 ifølge Danmarks Lærerforening)

\r\n

Vi savner drøftelser af hvad ’tidlig indsats’ konkret betyder. Og hvad vi som samfund vil med de udsatte børn, for hvem det forebyggende arbejde ikke er tilstrækkeligt?

\r\n

Vi savner fokus på betydningen af opfølgning på de gode anbringelsesforløb.

\r\n

Vi savner at politikere og medier beskæftiger sig med, hvad vi gør ved den kendsgerning, at mange kommuner ikke følger intentionen i Serviceloven om, at man skal anbringe ’til barnets bedste’.

\r\n

Vi savner diskussioner om finansieringen af de meget specialiserede indsatser.

\r\n

Og vi vil rigtig gerne høre nogle politikere diskutere, hvad man synes om, at kommunerne siden 2010 har været så udfordrede på økonomien, at de har sparet 1,8 mia kr på børneområdet.  Herunder om det har været tilstrækkeligt at ’bruge pengene på en anden  måde’ som er en af de floskler, der er blevet sagt  & skrevet rigtig mange gange i denne valgkamp eller om, der kan være børn og unge, der ikke har fået den hjælp, de havde brug for.  

\r\n

For nu bare at nævne nogle af temaerne fra det sociale område.

\r\n

Men pt er der jo da 16 dages valgkamp tilbage, så måske vi bliver berigede på den front …

\r\n

 

\r\n

Til sidst en glædelig nyhed: Ifølge en rapport, som Indenrigs- og Økonomiministeriet står bag, går det den rigtige vej, når det gælder antallet af fattige børn. I løbet af det senest målbare år - det er 2013 - blev der 600 færre fattige børn i Danmark. I alt er der nu er 7300 børn, der lever i fattigdom, viser rapporten.

\r\n

Hvad rapporten ikke viser, er den sociale og kulturelle fattigdom, som ofte følger med det at være et udsat barn.

\r\n

Et samfunds sammenhængskraft i en globaliseret verden er afhængig af vores evne til at mobilisere den kreativitet, der blandt andet er bestemt af, om man kan begå sig blandt andre mennesker og har viden om den verden, vi lever i.

\r\n

I vores optik er den fornemste opgave for os, der arbejder i det specialiserede social-og skoleområde netop at kvalificere de betingelser, der gør, at de mest udfordrede børn og unge kan få mulighed for at udvikle deres evner til at være og blive aktive deltagere i og medskabere af såvel deres eget liv, som det samfund, som vi alle har pligt og ret til at være en del af.

\r\n

Vi er rede …

\r\n

God valgkamp– og en varm velkomst til de 250.00 unge, der for første gang skal i stemmeboksen …

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


Maj-klummen

05-05-2015

Maj-klummen

SS_ny_nov2012.jpg

En sjælden gang hører jeg fra en fjern fortid en stemme i mit hoved, som lyder fuldstændig som min gamle matematiklærers: ’Faktorernes orden er ligegyldig’.

\r\n

Senere i livet har jeg lært, at det ikke gælder alle forhold…For eksempel i politik. Mens vi således er nogle stykker, der har gået og ventet på betænkningen om  ”Magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet” så skulle vi først igennem en hel del andre lovforslag, betænkninger og ministerielle initiativer, som blandt andre regeringens udspil til bekæmpelse af ungdomskriminaliteten ’En ungdom uden kriminalitet’. Det vil jeg vende tilbage.

\r\n

Men nu er den her altså, betænkningen om ”Magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet”. Betænkningen er netop sendt i høring.

\r\n

FADDs næstformand Gitte Callesen har haft sæde i magtanvendelsesudvalget, der i næsten 2 år har undersøgt, analyseret, diskuteret og vendt og drejet alle tænkelige forhold af et af de mest følsomme og komplekse aspekter af arbejdet med udsatte børn og unge: Anvendelsen af magt i socialpædagogisk arbejde.

\r\n

Vi ved at udvalget har været pålagt tavshedspligt. Vi ved at udvalget har gjort sig umage. Og vi ved hvad vi selv har bidraget med.

\r\n

Som udgangspunkt er det sådan i den nuværende lovgivning, at en magtanvendelse legitimeres af 2 typer sammenhænge: En medarbejder har ret og pligt til at gribe ind efter magtanvendelsescirkulæret såfremt et barn (eller en ung)

\r\n

1. er til fare for sig selv eller andre

\r\n

2. optræder uforsvarligt

\r\n

I forhold til magtanvendelsesudvalgets arbejde er den korte udgave, at vi har ønsket, at omsorgsaspektet for det enkelte barn skal være tydeligere i hele forståelsen af, hvad en magtanvendelse er, og hvilke konsekvenser den kan have for barnet eller den unge. Men også konsekvensen af at undlade at gøre det nødvendige for og med det barn, som kan have vanskeligt ved at konsekvensberegne sine handlinger eller som oplever så store smerter i livet, at det efter barnets opfattelse kun kan udlignes ved selvskadende adfærd. I den forbindelse skal den professionelles etik afspejle både respekt for barnet og ordentlighed – herunder mindste nødvendige indgriben – og altid af hensyn til barnet. En magtanvendelse og den sammenhæng den indgår i, skal kunne tåle at blive vist på landsdækkende TV. Ligeledes har vi insisteret på, at retssikkerheden for barnet og den unge skal fremhæves. Vi har argumenteret for, at det skal præciseres, at det også hører med til en magtanvendelse at tænke på og handle efter, hvad der er til fællesskabets bedste. Og vi har bedt om den passus, der omhandler ’uforsvarlighed’ bliver eksemplificeret for at reducere det ikke ubetydelige fortolkningsrum, der kan høre med til vurderingen af, hvad der er henholdsvis uforsvarligt og forsvarligt. Vi ser frem til at få læst og at kommentere den 330 sider lange betænkning.

\r\n

’En ungdom uden kriminalitet, tydelig konsekvens, flere i uddannelse og arbejde’ er som KLs udspil ’Udsatte børn og unge – fremtiden er jeres’ et udtryk for den tendens i tiden, at også udspillenes overskrifter skal signalere optimisme og handlekraft. Egentlig passer det meget godt med den måde, som vi arbejder med udsatte børn og unge på i det specialiserede socialområde. Måske vi er knap så kategoriske. Vi forstår begrebet målbarhed meget konkret. Jeg mener ’en ungdom uden kriminalitet’ og ’udsatte børn og unge - fremtiden er jeres’ har en stærk signalværdi. Sortsyn og pessimisme ligger os fjernt, men taget bogstaveligt sender sådanne overskrifter et måske vel frisk ambitionsniveau. Med det dokumentationsfokus, vi er så optagede af på hele det sociale område, bliver det nok svært at nå resultatmæssigt hele vejen hjem …

\r\n

Men lad nu det ligge. Vi skal gøre vores til at medvirke til at indfri de gode intentioner.

\r\n

Regeringens udspil skal med 11 tiltag styrke bekæmpelsen af ungdomskriminalitet. Vi har med glæde noteret os, at regeringen satser på forebyggelse fremfor straf og vil i det hele taget reagere hurtigt og fagligt bæredygtigt på unges risikoadfærd. Et af nøgleordene er desuden koordinering. Med udspillet ønsker regeringen at oprette Reaktionsråd i hver politikreds, som skal bestå af repræsentanter fra politiet og de sociale myndigheder. Andre instanser og enkeltpersoner kan indkaldes, når det er relevant. Ligesom forældrene og den unge skal deltage i møderne. Vi tror på, at oprettelsen af disse Reaktionsråd kan medvirke til at sikre koordination mellem de centrale instanser. Det vigtige er, at kriminalitetstruede unge sikres en både hurtig og sammenhængende indsats. Vi kan også godt lide tanken om 'genoprettende ret' og 'konfliktråd', der skal fokusere på læring og dialog med den unge, og hvor man orienterer sig efter årsag og virkning frem for straf. Til gengæld vil vi minde om, at historien viser, at uanset hvor dygtige vi bliver til at forebygge, så vil der være udsatte børn og unge som er så hårdt udfordrede af omsorgssvigt, diagnoser og misbrug at der skal mere insisterende og intensive indsatser  til for at 'against all odds' kan lade sig gøre. Den opgave påtager vi os vedvarende i det specialiserede socialområde....                                                           

\r\n

Endeligt glæder det os, at undervisningsminister Christine Antorini (S) som hun siger til TV2 nyhederne 28/4 er klar til at trække i arbejdstøjet efter at have nærlæst en ny rapport om inklusion i folkeskolen. Undersøgelsen, der er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), viser, at seks af ti inkluderede elever i folkeskolen savner hjælp og støtte i den daglige undervisning. I modsætning til undervisningsministeren er vi ikke overraskede. I forvejen har det været vores vurdering, at forventningen om, at folkeskolen skulle kunne rumme 96% af alle elever har været for ambitiøs.

\r\n

Vi ser frem til sammen med en række af ministeriets embedsmænd her i foråret at sætte fokus på, hvad vi sammen kan gøre for at få flere udsatte børn og unge med på uddannelsesvognen.

\r\n

 


April-klummen

07-04-2015

April-klummen

SS_ny_nov2012.jpg

At valgkampen er i gang, behøver man ikke være cand. scient. pol. med speciale i folketingsvalg for at have opdaget.

\r\n

Et af de temaer, vi i FADD dels er meget optagede af, dels deltager aktivt i, er modstanden mod en nedsættelse af den kriminelle lavalder.

\r\n

Blå blok har allerede test-fremsat forslaget i folketinget og vil efter al sandsynlig genfremsætte forslaget i en ny folketingssamling.

\r\n

 Og beslutte det, hvis de får flertal …

\r\n

Vi mener, at børn ned til 12 år ganske enkelt ikke kan profitere af at blive en del af en domstolsproces.

\r\n

Fra internationale konventioner og i det nuværende sociale system i DK er vi generelt optagede af, hvordan vi som samfund kan hjælpe det barn, som har sendt et signal om, at det har brug for hjælp til at udvikle de færdigheder, den viden og den empati, som det ikke har lært endnu.

\r\n

Og i den forbindelse vil en domstolsproces i sig selv kunne udvikle sig til et overgreb, der yderligere vil kunne medføre stigmatisering.

\r\n

 Læs for eksempel Folkebevægelsens talsmand Eva Smiths kronik i Politiken. (Se her ved siden af …)

\r\n

 

\r\n

Folkebevægelsen har etableret en rigtig god og informativ facebook-side. Se adressen her ved siden af klummen…

\r\n

Læs for eksempel hvilke organisationer, der bakker op om kampagnen … og læg meget gerne kommentarer og indspark ind på væggen …

\r\n

Og like den, if you (nåja) like ...

\r\n

 ---

\r\n

Derudover har har vi været vidne til en god nyhed: Ifølge en undersøgelse som DK-nyt har lavet, har kommunerne generelt klaret sig rigtig godt økonomisk gennem 2014.

\r\n

Af de kommuner, der indtil nu (31/3) har sendt deres regnskaber til revision, har alle opnået solide overskud. Størst i Gladsaxe med 450 mio. kr. og mindst i Halsnæs med 12 mio. kr.

\r\n

For alle på nær én kommune blev overskuddet større end budgetteret. Undtagelsen er Horsens, der er 20 mio. kr. under budget, men dog har genereret et overskud på 208 mio kr.

\r\n

I gennemsnit er de kommunale regnskaber landet på et overskud på 147 mio. kr. og i gennemsnit 51 mio. kr. bedre end budgetlægningen.

\r\n

Hvis vi forsøgsvis skulle lave et estimat på det samlede kommunale regnskabsresultat, har kommunerne foret økonomien med i alt 14,5 mia. og har til sammen underbudgetteret med ca. 5 mia.

\r\n

Prøver man at holde et sådant resultat op mod det borgeroplevede niveau for velfærd og den kendsgerning, at danskerne foretrækker en lidt højere kommunal skatteprocent for et øget niveau for børn og ældre og samtidig husker at henlægge en del ud af økonomien for at  været rustet til ’hårdere tider’, så forekommer det voldsomt, at kommunerne fremlægger så store overskud og samtidig skyder 5 mia kr ved siden af målet budgetmæssigt set.

\r\n

Vi ved at en tidlig indsats er rigtig vigtig for at reducere risikoen for at udsatte børn udvikler alvorlige sociale, følelsesmæssige og læringsmæssige problemer.

\r\n

Samtidig hører vi fra KL i forbindelse med det seneste udspil på socialområdet, Udsatte børn og unge – fremtiden er jeres, at man betragter udgifter til det specialiserede socialområde som investeringer i fremtidige udsatte børn og unge.

\r\n

I vores optik ligger det altså lige til højrebenet, at kommuner sammen med områdets aktører udarbejder modeller for, hvordan vi fremover kan løse opgaverne inden for det specialiserede område, og sammen sætter handling bag investeringsambitionerne.

\r\n

---

\r\n

På vores egen dagsorden står der i den kommende møder med Christine Antorini og KL om folkeskolereformen set fra i første omgang de 4% af de danske børn, som man administrativt har vurderet, har så store indlæringsmæssige og sociale problemer, at de ikke kan inkluderes i den danske folkeskole. Dernæst fra de specialister, der til dagligt gør alt hvad hjerne og hjerte kan begære for at skabe form og indhold i bestræbelsen på at give denne gruppe af udsatte børn og unge, de nødvendige håndtag for at kunne komme med på uddannelsesvognen.

\r\n

Vi vil rigtig gerne diskutere de interne skolers og heldagsskolernes rolle i både de enkelte børns liv,  i folkeskolernes, men også i forhold til Regeringens 2020-mål. Vi vil bringe vores viden om udsatte børn og unges adfærd i spil. Vi vil fokusere på børnenes potentialer mere end på deres ressourcer. Vi vil tale om uddannelsesmuligheder for de elever, der ikke opnår det adgangsgivende karakterniveau og i det hele taget om, hvordan de børn, der har de store faglige og sociale udfordringer kan få muligheder for at blive en del af (mindst) et lærende fællesskab.

\r\n

Derudover forventer vi at bruge en del ressourcer på dels den forventede høring om en ny magtanvendelsesbekendtgørelse, og dels bistå både Socialstyrelsen og de 5 kommunale tilsyn  med at få tilendebragt de sidste vel ca. 50 % af de re-godkendelser, der skal være afsluttede inden årets udgang…

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


Februar-klummen 2015

SS_ny_nov2012.jpg

Jeg har egentlig ikke spekuleret så meget over begrebet SYND siden jeg blev konfirmeret for efterhånden mange år siden.

\r\n

Men fra tid til anden støder vi, der arbejder på udsatte børn og unge-området på begrebet: Det er synd for børn og unge, at de bliver anbragt på en instituition, kommer i aflastning eller bliver henvist til specialundervisning.

\r\n

Det er min erfaring, at begrebet ’synd for’ ofte bliver brugt af  mennesker, der med forskellige motiver enten ønsker alternativer til eksisterende løsninger (for eksempel ønsket om anbringelse i plejefamilier fremfor på døgninstitutioner) eller har brug for at distancere sig fra dem, det er synd for (for eksempel: Hvor er det synd for dem – men godt, at  jeg har mit på det tørre)

\r\n

Jeg er mest optaget af, hvordan vi udmønter og organiserer den nødvendige indsats, der kan medføre den rigtige hjælp. Og det gør vi bedst ved at bringe al den viden vi har om den meningsfulde og virkningsfulde indsats i spil, og ved at bruge den viden vi har målrettet og omsorgsfuldt.

\r\n

\r\n

Hvis man endelig vil bruge begrebet ’synd for’ om udsatte børn og unge så skulle det da lige være i den betydning, at det vil være synd, hvis der ikke var nogen, der gjorde noget…

\r\n

Ikke desto mindre er det denne synd for-logik der ofte er udgangspunktet for det allestedsnærværende forebyggelsesbegreb.

\r\n

Når man i rigtig mange kommunale børn og unge-politikker kan læse om forebyggelse mod anbringelser og  at man skal undgå specialundervisning, så må vores modspørgsmål være: Hvad nu hvis en anbringelse eller en dagforanstaltningsindsats er den rigtige for barnet? Skal man så modarbejde eller undgå den?

\r\n

\r\n

For en sikkerheds skyld må jeg hellere nævne, at vi i FADD naturligvis ikke er imod hverken forebyggelse eller plejefamilier. Tværtimod giver det rigtig god mening, at myndighederne griber ind så tidligt som muligt med henblik på at sociale, følelsesmæssige og læringsmæssige udfordringer elimineres eller reduceres. Ligesom der er mange børnesager, hvor den eneste rigtige løsning er en plejefamilie.

\r\n

Sprog skaber bevidsthed, men også virkelighed. Min pointe er derfor, at vi skal tænke grundigt over hvad vi er for og hvad vi er imod. På hvilke præmisser og med hvilke for-forståelser og motiver, vi mener hvad …

\r\n

Og hvem det er ’synd for’ – om nogen …

\r\n

Jeg vil rigtig gerne slå et slag for, at vi prøver at ændre retorikken på dette område:

\r\n

Mange udsatte børn og unge har haft en både betydelig og betydende barsk start på livet.

\r\n

Men alt det, de skal, kan og vil, bliver ikke stimuleret, hvis vi synes, det er synd for dem. De hjælpes noget bedre på vej, hvis vi tager udgangspunkt den situation de er i … og så gør alt, hvad vi kan for at koordinere den indsats, der skal kompensere for deres begrænsninger (indtil de ønskede udviklingsmål er opnåede) og realisere deres potentiale…

\r\n

\r\n

Selv om den verden vi lever i er præget af en voldsom kompleksitet, er der ind i mellem en vis forløsning forbundet med at kunne kompleksitetsreducere til sort  & hvidt.

\r\n

I den forbindelse er Mariager Fjord Kommunes systematiske ekstra sundhedstjek af anbragte børn og unge kun godt.

\r\n

På en måde er det besynderligt, at det dels ikke er sket før, dels at alle kommuner ikke har et tjek af de fysiske konditioner som en del af en standardprocedure i forbindelse med visitation til det specialiserede socialområde.

\r\n

Det giver sig selv, at syns- og høre-reduktion, ordblindhed, allergi og andre fysiske skavanker har betydning for et barns trivsel og dermed også for et barns evne til at håndtere mere psykisk betonede udfordringer og problemer.

\r\n

\r\n

I samme afdeling, men med modsat fortegn er der al mulig grund til på det kraftigste at tage afstand til de smædekampagner eller shitstorms, der af og til rammer ledere og medarbejdere på udsatte børn og unge-området. Det gælder angiveligt både ansatte på anbringelsesstederne, i dagforanstaltninger, på myndighedsområdet og i retsvæsenet.

\r\n

Den lette adgang til sociale medier og den ukontrollerede brug af sprogets allerværste gloser er usmagelig. I virkeligheden fortjener disse mennesker kun at møde tavshedens mur.

\r\n

Men for dem der bliver ramt af offentlig udhængning og trusler, ofte afsendt anonymt, er det på samme tid intimiderende og frustrerende – fordi forsvaret er vanskeligt af hensyn til tavshedspligten, det eller de omfattede børn/unge, de pårørende, den organisatoriske uro og til uvisheden om, hvor til man skal adressere sit svar og modsvar.

\r\n

Og fordi der går rigtig meget tid med at håndtere sådanne sager.

\r\n

Vi har alle en forpligtelse til, at være bevidste om hvad vi deler, hvor vi gør det og hvordan vi kommenterer det

\r\n

\r\n

En helt anden tendens har vi besluttet os for at følge ganske nøje er, når teknologi afløser mennesker.

\r\n

Vi hilser alle tænkelige teknologiske fremskridt velkomne, hvis de kan medvirke til at skabe flere meningsfulde berøringsflader mellem mennesker. Udsatte børn og unge skal naturligvis have samme muligheder som ikke-udsatte børn og unge for at kunne være i kontakt med venner og netværk – under hensyn til den enkeltes udfordringer.

\r\n

Men ligesom vi alle på et tidspunkt har været nødt til at lære færdselsreglerne at kende, skal vi også lære at færdes på de sociale medieplatforme.

\r\n

Vi har set de første spage forsøg på at tænke brug af overvågningskameraer, babyalarmer, overfaldsalarmer, Skype-guidening m.m. – også på vores område.

\r\n

Der er gode grunde til at bruge teknologi intelligent.

\r\n

De spor vi vil anbefale, der bliver lagt til grund for nye forsøg vil være følgende:

\r\n

Brug af teknologi:

\r\n

·      må ikke erstatte omsorg

\r\n

·      må ikke indebære øgede overgrebsrisici

\r\n

·      skal tilpasses børnenes alder og udfordringsniveau

\r\n

·      må ikke medføre stigmatisering

\r\n

·      må ikke medføre sikkerhedsmæssige problemer

\r\n

\r\n

Som det er med så meget her i livet: Lad os undgå at blive bagstræberiske og fremtidsforskrækkede, men samtidig undgå hovedløst at tage ja-hatten på og vælge løsninger, der kan bruges, bare fordi man kan…

\r\n

\r\n

\r\n

Glædeligt forår

\r\n

\r\n

Formand for FADD

\r\n

Søren Skjødt

\r\n



December-klummen 2014

ss_jul2012.jpg

Det er blevet et klassisk svar på en faglig uenighed, et paradoks  eller et dilemma at anbefale mere forskning.

\r\n

I et forsøg på at konkretisere det allestedsnærværende fokus på, hvad der virker - for eksempel  i socialt arbejde -tyer fagfolk og meningsdannere ofte til krav om evidens: For hvad har vi ellers at skyde med?

\r\n

Et af problemerne med evidens er, at ingen endnu har fremlagt det værktøj, der kan isolere de variabler, som påvirker et barns udvikling – så man på den måde vil kunne afgøre konkret  og endegyldigt HVAD, der virker.

\r\n

I FADD synes vi, at der er mange gode forskningsprojekter i gang – og vi støtter og deltager i følgegrupper så meget, vi kan overkomme …

\r\n

Indtil videre er det vores vurdering, at de forskningsprojekter, der specifikt har til formål at gøre noget bedre eller lettere for de udsatte børn og unge, og som samtidig skaber forudsætninger for, at de fagpersoner, der arbejder med de udsatte børn og unge, kan blive dygtigere, er de mest værdifulde.

\r\n

Et sådant forskningsprojekt er netop udkommet i bogform med titlen ’Budgetblikket i socialt arbejde med udsatte børn og unge’, skrevet af adjunkt Ida Marie Schrøder,  Professionshøjskolen Metropols Institut for Social Arbejde.

\r\n

IMS har undersøgt, hvilken rolle budgettet spiller, når der i kommunernes børn- og familieudvalg skal tages beslutninger om, hvordan man bedst hjælper udsatte børn og unge.

\r\n

Og en af konklusionerne er, at socialrådgivere bliver langt mere farvede af kommunens budget, end de selv er klar over.

\r\n

Der er derfor en reel fare for, at kommunens økonomi styrer anbringelser af børn.

\r\n

’Man glemte også helt at diskutere sammenhængen mellem prisen, og hvad der var den bedste løsning for barnet på lang sigt’, siger adjunkten til Videnskab.dk

\r\n

Sammenholder man undersøgelsens resultater med de seneste tal fra Ankestyrelsen, der viser, at kommunerne nu foretager 43 procent færre anbringelser af udsatte børn og unge end før kommunesammenlægningen, er det nærliggende at konstatere som Ida Marie Schrøder: ’Men om de unge har fået det værre eller dårligere, eller om det i sidste ende kommer til at koste flere penge, det ved vi ikke. Den dyre løsning kan jo i sidste ende blive den billigste løsning, hvis den er den rigtige.’

\r\n

I parentes bemærket aner man måske her konturerne af 2 ganske interessante forskningsmæssige ledetråde: 1. Får børn og unge det værre eller bedre af de færre anbringelser? 2. Kommer de færre anbringelser til at koste flere eller færre penge i den sidste ende?

\r\n

PS: Vi vil rigtig gerne være med til at udpege de kriterier, der skal undersøges!

\r\n

 I FADD er vi enige i kritikken, og vi bliver faktisk noget bekymrede over udviklingen. Ikke at vi er overraskede over undersøgelens resultater. Både vi og andre har såmænd postuleret i adskillige år, at kommunerne tager mere hensyn til økonomien end til, hvad der er det rigtige tilbud.

\r\n

Det er slemt nok, at landets  sagsbehandlere ikke har mulighed for at arbejde efter lovgivningen. Men hvad der måske er mindst lige så alvorligt, er fraværet af bevidsthed i de undersøgte sagsbehandleres argumentation for valg af indsats:

\r\n

’Når jeg spurgte sagsbehandlerne, hvor meget økonomi fyldte i deres daglige arbejde svarede nogle med det samme, at det intet fyldte, mens andre svarede, at det fyldte rigtig meget,« siger Ida Marie Schrøder og fortæller, at interviewpersonerne vendte rundt på en tallerken i slutningen af interviewet og nu vurderede det modsatte af, hvad de havde lagt ud med’.

\r\n

Det burde vel egentligt være tilstrækkeligt at minde om hvad der står i Lov om social service, eller hvad?

\r\n

---- 

\r\n

Bortset fra det er vi jo i julemåneden. Jeg er rigtig glad for at vi også i år – for 8. år i træk! – samarbejder med Operation JULEGAVEREGN om indsamling af penge til julegaver til børn hos vores medlemmer.

\r\n

De gode mennesker bag operationen, der sidste år modtog Børnesagsprisen, har i skrivende stund allerede indsamlet 165.000,-

\r\n

Det er lige før vi går realityshowdeltagerne i bedene og messer: Oh, my God.

\r\n

Vi er SÅ taknemmelige for den indsats og det samarbejde …

\r\n

Når det er sagt ved alle vi, der til dagligt arbejder med de udsatte børn og unge, at nok er gaver vigtige. Ligesom nogle af de andre måske lidt mere udvendige ting ved julen som juleudstillinger, julepynt, nisser, julekalendere, julemænd og koner, lyskæder-på-carport m.m. også hører med til julen.

\r\n

Men for et udsat barn er julen også følelsernes holdeplads.

\r\n

Spændingen op mod jul kan have mange årsager.

\r\n

I den forbindelse er vi heldigvis mange, der prøver at gøre alt, hvad vi kan for, at julen også kan blive en fejring af, at lyset – læs håbet – må være på vej tilbage.

\r\n

Det gælder det forældrepar, der til trods for stram økonomi, personlige udfordringer og uenigheder om hvis tur det er, rent faktisk får skabt en ramme af nærvær og fordragelighed for deres udsatte børn juleaften.

\r\n

Det gælder træneren i håndboldklubben, der ’helt tilfældigt får planlagt’ lidt specialtræning i hallen i juledagene.

\r\n

Det gælder familiemedlemmer, der udviser storsind og demonstrerer format og handlekraft til at foretage de nødvendige justeringer i forhold til juleaftens-logistik og gavefordeling.

\r\n

Og det gælder de ansatte på vores medlemsinstitutioner, der både tager sig af de børn, der ikke kan komme hjem, men som også sørger for, at de børn, der kan komme hjem, får nogle ’håndter-situationen-værktøjer’ og eventuelle naturalier med i tasken.

\r\n

Lad os med lige dele håb og insisterende social- og specialpædagogisk arbejde gøre, hvad vi kan for, at også udsatte børn og unge kan få en fredfyldt jul.

\r\n

Men vi kan ikke vide, om det virker …

\r\n

Glædelig jul og godt nytår til medlemmer og samarbejdspartnere

\r\n

 

\r\n

\r\n

Søren Skjødt


November klummen 2014

SS_ny_nov2012.jpg

For nylig deltog vi i et seminar, som Børne-kulturchefforeningen sammen med Dansk Socialrådgiverforening, Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår havde indbudt en række aktører på udsatte børn og unge området til.

\r\n

Mødet handlede blandt andet om hvordan vi sammen fremover kan sætte fokus på at bedre vilkårene for udsatte børn og unge i DK.

\r\n

Et af de temaer vi bragte op på mødet, var den kriminelle lavalder. Eller rettere, den folkelige opbakning, som blå blok har fået til nedsættelsen af den kriminelle lavalder til (’i hvert fald’ som det har heddet fra de mest uforsonlige …) 12 år.

\r\n

Ikke overraskende var der i det forum ikke megen sympati for forslaget.

\r\n

Der var i øvrigt enighed om, at der frem mod folketingsvalget en gang i 2015 foreligger en stor informationsopgave for os, der ser forslaget som en tilbagevenden til det, vi for ikke så længe siden troede var et for længst udgået syn på udsatte børn og unge, der begår kriminelle handlinger: Domstol, forsvarer og anklager, votering, udmåling, domsafsigelse og straf.

I den drøftelse vi havde med socialminister Manu Sareen for en uges tid siden indgik dette tema også - sammen med en lang række andre temaer. Og hvor stor sympati og enighed ministeren end havde for både vores principielle modstand og en kommende mere koordineret indsats, vurderede han at det kontroversielle tema ville få relativt stor signalværdi i valgkampen. Blå blok vil i tilfælde af, at regeringsmagten skifter forventeligt fremsætte et konkret forslag.

\r\n

Jeg nævner dette, fordi forslaget, hvis det vedtages, vil få ganske alvorlige konsekvenser for hele det arbejde, de erfaringer og de resultater, der over en årrække er opbygget via et samarbejde mellem, lovgivere, juridiske eksperter, børneorganisationer og praksisfeltet.

\r\n

Og for at gøre opmærksom på, at det er nu den oplysningskampagne skal pågå. Pludseligt er valget udskrevet …

\r\n

I den forbindelse er vi meget opmærksomme på, at der næppe er mange stemmer at hente i at plædere for børns ret til at være børn.

\r\n

Men vi har tænkt os at insistere på – før under og efter valgkampen - at vi med den nuværende lovgivning allerede har de nødvendige værktøjer; herunder at vi kan beskytte såvel de meget udsatte børn og unge som civilsamfund ved at anbringe ned til 12 årige på en sikret afdeling.

\r\n

Ligesom vi vil fastholde behandling fremfor straf, inklusion fremfor eksklusion, og deltagelse fremfor eksternalisering.

\r\n

Samlet set, vil vi også efter et valg blive ved med at producere menneskelige og ikke-dæmoniserende løsninger og gentage, at også udsatte børn skal mødes med pædagogik og udviklingsforventninger.

\r\n

 

\r\n

Til orientering kan det nævnes at forslaget om en sænkelse af den kriminelle lavalder vil være modstrid med FN's anbefalinger og vil udløse kritik fra medlemmerne af FN's komité for Barnets Rettigheder.

\r\n

Jeg skal desuden minde om, at den kriminelle lavlader på 15 år blev indført i forbindelse med den første børnelov i Danmark fra 1905.

\r\n

For at finde eksempler både en lavere kriminel lavalder end 15 år, skal vi enten tilbage til 1800 tallet hvor en 10 årsgrænse var almindelig i Europa. Eller til England hvor grænsen i dag er 10 år. Eller til USA, hvor den kriminelle lavalder i visse stater er 6 år.

\r\n

----

\r\n

Tal fra Ankestyrelsen plejer at udkomme cirka på denne tid af året. For året før – altså fra 2013.

\r\n

Det er sjældent, at tallene som tendens betragtet udløser de store overraskelsesoverskrifter.

\r\n

Dog bør det bemærkes - udover at der ultimo 2013 var anbragt 11.614 børn i Danmark – et fald siden 2009 (13.060) på 1446 børn og unge – at der i perioden 2009 til 2013 var et fald på 1000 anbringelsesafgørelser.

\r\n

 

\r\n

I 2013 traf kommunerne 2.106 afgørelser om anbringelse af 0-17-årige børn og unge uden for hjemmet, mens de effektuerede 2.225 anbringelser i 2013.

\r\n

Det lønlige håb, er naturligvis, at kommunerne har fundet andre og bedre løsninger. For eksempel på nogle af de dagbehandlingsinstitutioner og heldagsskoler, som vi i disse år inviterer med ind i vores forening.

\r\n

Derudover er det værd at notere:

\r\n
    \r\n
  • Der træffes flest afgørelser om anbringelse af 12-17-årige
  • \r\n
  • Færre anbringes i plejefamilie
  • \r\n
  • Utilstrækkelig omsorg og udad-reagerende adfærd er de hyppigste årsager til anbringelse
  • \r\n
  • Andelen af sammenbrud i anbringelser er uændret
  • \r\n
  • De fleste anbringelsesophør skyldes, at den unge fylder 18 år
  • \r\n
  • Flere 18-22-årige i efterværn med døgnophold
  • \r\n
\r\n

 

\r\n

Alt sammen med klare referencer til Barnets reform – måske lige med undtagelse af at fære børn i 2013 blev anbragt i plejefamilie: Et hurtigt bud er at det har vist sig vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt kvalificerede  …

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

----

\r\n

Den 22. oktober kunne man på DR1 se en udsendelse om Drengeakademiet, der her i første udsendelse (af 4)  var godt i gang med at give en gruppe drenge to års læring på to uger. I FADD synes vi rigtig godt om et sådant initiativ. Skolegang og uddannelse er sammen med sundhed og ordentlig opførsel adgangsbilletten til at blive en del af samfundet.

\r\n

Det er faktisk sådan vi arbejder på de interne skoler på døgninstitutionerne og på heldagsskolerne.

\r\n

Måske seerne bemærkede, at en enkelt dreng allerede i første udsendelse forlod sommerskolen.

\r\n

Det er drenge som ham vi på vores område brænder for at bringe tilbage på sporet, og som vi arbejder stenhårdt på skal have samme muligheder som ikke udsatte-børn og unge for at blive en del af samfundet.

\r\n

For nogle børn kræver det bare længere tid end 2 uger … og nogle andre rammer.

\r\n

 

\r\n

----

\r\n

Og så er vi rigtig glade for meget snart efter et års ventetid at skulle mødes med medlemmer og samarbejdspartnere på vores årsmøde 5.-7. november: Mon ikke vi som sidste år kommer til at lytte, tale, snakke og feste …

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt


Oktober KLUMMEN 2014

SS_ny_nov2012.jpg

Vi har i FADD i et stykke tid været noget optagede af diskussionen om den kriminelle lavalder. Det er kommet til udtryk i både en pressemeddelelse og i en kronik, der under overskriften VI VED, AT STRAF IKKE HJÆLPER …, blev bragt i Kr. Dagblad forleden.

\r\n

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi anser den borgerlige fløjs forslag om en sænkning af den kriminelle lavalder – og hvad deraf følger – som et alvorligt tilbageslag for både anstændigheden og retsfølelelsen. Og som et eksempel på populisme af værste skuffe.

\r\n

Den diskussion foregår altså lige nu i et land, der danner forbillede for andre landes visioner om at blive bedre til at værne om barndom og ungdom. Til at sikre børn og unges rettigheder. Og til at skelne mellem straf og behandling.

\r\n

Hvad er det for noget?

\r\n

Ærligt talt, så savner vi den besindige røst fra Det Konservative Folkeparti.

\r\n

Hvor er det borgerlige Danmarks sociale vagthund, som tidligere har haft valgtemaer som  'ordentlig behandling af de svageste’?

\r\n

Er den holdning forsvundet med exit’en fra anstændighedsfortalere som Henriette Kjær og Benedikte Kiær, der i deres socialministertid var gode og vigtige samarbejdspartnere for os på udsatte børn og unge-området?

\r\n

Overraskende – for  ikke at sige lidt skræmmende - var resultatet af den meningsmåling, som A&B Analyse havde foretaget for Altinget for en uges tid siden.

\r\n

Den viste, at  to tredjedele af de danske vælgere mener, at 14-årige skal kunne straffes, hvis de begår noget kriminelt.

\r\n

Hvis jeg havde været minister kunne jeg have hørt mig selv  komme med standardsvaret på, hvorfor folket mener noget andet end os: "Vi har været for dårlige til at informere…"

\r\n

Målingen kan måske give yderligere vind i sejlene til det retspolitiske udspil, som en samlet blå blok kom med for nyligt. Her tænkes en sænkning af den kriminelle lavalder ned til 12 år sammen med oprettelsen af en såkaldt ungdomsdomsstol, der skal tage sig af sager om kriminalitet begået af de 12-17-årige.

\r\n

I stedet for konservativ sund fornuft kunne vi læse partiets nye formand Søren Pape Poulsens kommentar: "Problemet i dag er, at der er velmenende folk, som sidder og snakker frem og tilbage med de unge om, hvad de ikke må. Men det har ingen konsekvens."

\r\n

Nu ved jeg ikke hvem Søren Pape hentyder til eller hvilke samtaler mellem 'velmenende folk' og udsatte børn og unge han har overværet. Men dels er det ikke sådan det foregår, dels er der nogle af de børn og unge vi har med at gøre, som helt klart oplever, at deres handlinger har en konsekvens.

\r\n

Det afgørende for os er, HVEM, der træffer beslutningen, med HVILKEN kompetence og HVAD HVEM efterfølgende skal sætte i gang. Og der tror vi altså mere på børnesagkyndige end på jurister, og mere på pædagogik end på straf ….

\r\n

Omvendt, hvis vi forsøgsvis  skulle gå med på tankegangen, at 12 årige vil kunne profitere af at blive stillet overfor en dommer: 

\r\n

Vi bærer på en forestilling om, at retssystemet skal vurdere om den skyldige har haft et intentionelt forehavende, og at vedkommende har kunnet konsekvensberegne sine handlinger.

\r\n

Kan 12 årige konsekvensberegne? Kan den 12 årige dreng som måske hungrer efter social kontakt - efter at være blevet ekskluderet i skolen og efter at være kommet i kløerne på en lokal bande - vurdere konsekvenserne af de handlinger, som han foretager – måske ovenikøbet under pres og trusler?

\r\n

Med hvilket belæg opererer man med at 12 årige vil have lettere ved at acceptere og erkende en sammenhæng mellem handling og sanktion – hvis en dommer har afsagt kendelsen?

\r\n

Hvad er det så forslagsstillerne forestiller sig at der vil ske? Vil børnene have lettere ved at forstå en sanktion eller vil de blive mere kyniske, mere hærdede. Og hvad vil de bruge de erfaringer til?

\r\n

Det er som professor på Københavns universitet Eva Smith, sagde i et debatindlæg i Politiken 21/9: “Nogle pædagoger skal imidlertid efter forslaget skiftes ud med fængselspersonale. Der tales også om personale »med militærfaglig baggrund« uden nærmere forklaring eller begrundelse. I USA har man forsøgt at udsætte unge kriminelle for militær disciplin. Desværre viste evalueringerne, at de unge ikke begik mindre kriminalitet efter sådan et ophold – tværtimod var der tendens til, at de begik mere kriminalitet.”

\r\n

----

\r\n

Til om ikke noget helt andet, så dog ….

\r\n

Efterdønningerne af den på alle måder triste sag fra Himmelbjerggården, hvor en ung mand sidst i august voldtog en nattevagt er ved at klinge af.

\r\n

Skyldsspørgsmålet er afklaret. Voldsmanden på 17 år er varetægtsfængslet.

\r\n

Sagen påvirker naturligvis alle os, der arbejder inden for området.

\r\n

 

\r\n

Men hvad der har fået den ellers besindige formand for Forældreforeningen til anbragte børn, Alice Sørensen til at udtale, at den slags overfald – nærmest er hverdagskost, det må stå hen i det uvisse …

\r\n

Til DR Østjylland udtalte jeg derfor her til morgen:  - "Hvis det står så galt til, som Alice Sørensen siger, så er forholdene forhåbentlig dokumenteret, så man kan arbejde konstruktivt med dem. Men det er ikke en verden, som jeg kan nikke genkendende til."

\r\n

Derudover glæder vi os rigtig meget til vores årsmøde.

\r\n

Alle værelser på konferencehotellet er udsolgt, men vi kan fortsat skaffe værelser på nabohotellet…

\r\n

 

\r\n

God sensommer

\r\n

Søren Skjødt, formand

\r\n

(fortsættes)

\r\n

 

\r\n

 


September 2014

04-09-2014

September 2014

SS_ny_nov2012.jpg

Allerførst, tak for de mange positive tilkendegivelser vi har fået i forbindelse med vores nye navn, logo, hjemmeside og Facebookside.

\r\n

Det glæder os, at så mange har fortalt os hvad de mener, dernæst at de fleste kan lide, hvad de har set.

\r\n

Udgangspunktet for navneskiftet har været ønsket om at øge foreningens mulighed for at samle institutioner og tilbud, der arbejder med udsatte børn og unge i det specialiserede socialpædagogiske arbejdsfeltt og at afspejle de typer af tilbud som aktuelle og kommende medlemmer tilbyder kommunerne.

\r\n

Dernæst at medvirke til at intensivere kvalifikationen af politikeres og administratorers beslutningsgrundlag - for at fremme de generelle vilka°r for udsatte børn og unge.

\r\n

Navnet forpligter. Vi vil gøre os umage ...

\r\n

--------

\r\n

Medierne er for øjeblikket vældigt optagede en sag fra København, der omfatter overfald og trusler på blandt andre en kendt ex-politikers datter.

\r\n

De fleste kan sætte sig ind i, hvor forfærdeligt det er at være offer og familie i en sådan situation. Genoplivningen af diskussionen om straf eller behandling er lige så forudsigelig som smilet fra en brugtvognssælger …

\r\n

I FADD har vi skrevet en kronik om emnet. Den er lige nu til gennemlæsning hos et større dansk dagblad. Kronikken er et modsvar på ønskerne fra flere debattører om lavere kriminel lavalder, straf til børn og hårdt-mod-hårdt-pædagogikken.

\r\n

I vil blive informerede, når vi har fået svar fra avisen …

\r\n

Søren Skjødt Formand


August.klummen 2014

SS_ny_nov2012.jpg

Ovenpå den i vejrmæssig forstand bedste sommer i mands minde, har en gennemgang af de pressesager, der vedrører udsatte-børn og unge-området fra feriemåneden været ganske overskuelig: Relanceringen af, at anbringelser igen (!) sprænger budgetterne og drøftelser af sociale tilbuds muligheder for at begrænse unges udgang fra en institution i forbindelse med overfaldet på Nasser Khaders datter.

\r\n

Lad os tage det første først:

\r\n

At få de kommunale anbringelsesbudgetter til at sprænge, er i virkeligheden en meget nem manøvre: På den korte bane handler det såmænd bare om, at man i budgetlægningsfasen skærer udgifterne til de sociale indsatser rigtig langt ned. Fordi kommunerne har den lovmæssige forpligtelse til at give de udsatte børn og unge det rigtige tilbud, hvilket i de meget komplekse sager kan omfatte en anbringelse, så vil en overskridelse af budgettet ofte komme helt af sig selv.

\r\n

 Er man i det kritiske hjørne på en halvdårlig dag, kan man mistænke kommunerne for helt bevidst at fremme mediernes fokusering på budgetoverskridelser: Som om det er anbringelserne, der er problemet. Der er eksempler på, at nogle kommuner så efterfølgende legitimerer de billigere løsninger med henvisning til den gamle sang om, at de sociale indsatser jo alligevel ikke virker…

\r\n

I den virkelige verden ville det være mere hæderligt at  ...

\r\n

(Fortsættes)

... begrunde valget af billige løsninger med økonomiske hensyn. Omvendt er det ikke lovligt, så let er det ikke …

\r\n

 På den lange bane ser strategien ud til primært at være skabt ud fra devisen: Hvis vi gentager det tilstrækkeligt ofte, så vil de begynde at tro på det …

\r\n

Man bruger med andre ord gentagelsen til at konstruere en sandhed, som ikke findes. Jeg minder om en af konklusionerne fra ’Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser - udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed og offentliggjort den 22. april 2013’, hvoraf det fremgår: »Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.« 

\r\n

 Samtidig må man – på en helt almindelig dag - også anerkende de økonomiske udfordringer, som kommunerne har, fordi det er, som den nye familiechef i Guldborgsund Kommune Lis Hamburger sagde til Altinget (31/7): ”Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart."

\r\n

Befriende ærligt…

\r\n

 

\r\n

Under alle omstændigheder er det naivt at tro, at man kan spare penge ved ikke at gøre noget: Ovenstående historie og flere lignende – herunder at socialrådgivere i Århus Kommune i næsten tusind tilfælde systematisk har overskredet lovpligtige frister for at hjælpe socialt udsatte unge (Information 4/8) er et tydeligt fingerpeg om, at når det det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige valg, så har vi at gøre med en samfundsmæssig udfordring: Hvordan vil vi som samfund håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så komplekse problemstillinger, at vi sammen skal skabe forudsætningerne for, at der sættes de nødvendige ressourcer af, så lovgivningen overholdes og de udsatte børn og unge får det rigtige tilbud?

\r\n

 

\r\n

Vi er rigtig glade for, at ombudsmanden følger udviklingen.

\r\n

Måske der en dag er politisk flertal for, at de mest specialiserede børn- og ungesager løsrives fra de kommunale økonomier. I håndterbarhedens navn, forstås …

\r\n

---

\r\n

Fra tid til anden involverer mennesker med følelsesmæssige, politiske og/eller faglige interesser sig i drøftelser om forholdet mellem pædagogik og straf.

\r\n

Konkrete voldsepisoder er ofte startskuddet. Således også sagen om Nasser Khaders datter, der ifølge ex-politikeren blev overfaldet af nogle piger fra en døgninstitution. Nu kender vi ikke noget til omstændighederne for konflikten. Men BT bruger i en artikel (3/8) anledningen til at hævde at ’Her gør de anbragte unge, hvad der passer dem’.

\r\n

Et lignende budskab sendte den tidligere afdelingsleder på en døgninstitution, Troels Gamst i en kronik i Berlingske tilbage i januar 2014 med adresse til landets kriminalitetstruede eller kriminelle unge.  Hans skrev blandt andet: ”Ja, jeg kan godt forstå, du undrer dig. Det gør jeg egentlig også. Men sådan er det med det sociale system, som du er underlagt. Det er helt frivilligt, om du gider at lege med dem, eller du vil lege med dine kriminelle venner. Der er ingen magt bag deres ord, hvis du ikke ønsker at samarbejde.”

\r\n

I Danmark har vi – godt hjulpet af internationale konventioner - besluttet at vi ikke straffer børn. I stedet arbejder  vi pædagogisk – insisterende og inddragende - med de børn og unge, der ikke umiddelbart passer ind i vores forestilling om hvad børn kan, skal og vil – i al fald ind til de bliver 18 år.

\r\n

Ser man på pædagogisk arbejde op gennem tiden – lad os bare tage de sidste 100 år - så vil man få øje på ganske store forskelle i metoderne, som svinger sådan nogenlunde i takt med forskellige herskende syn på børn.

\r\n

Så for 100 år siden gjorde de mennesker, der arbejdede med datidens udsatte børn og unge tingene anderledes, end vi gør i dag. Og om 100 år vil man tilsvarende også have forandret mangt og meget i forhold til vores tids forståelse af, hvad man gør med og sammen med udsatte børn og unge. Sådan er det …

\r\n

Samtidig er vi nødt til at kvalitetsvurdere indsatserne ud fra den viden og den bevidsthed vi har til rådighed i en given historisk sammenhæng.

\r\n

Og i den tid vi lever i, kan vi altså ikke hverken sådan uden videre ophæve grænserne mellem straf og pædagogik eller undgå begreber som anerkendelse, medbestemmelse og nærvær.

\r\n

Vi kan ikke nøjes med at kræve af de mennesker, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene.

\r\n

Forandring af komplekse problemstillinger kræver viden, empati og de nødvendige håndværksmæssige kompetencer.

\r\n

Præcis på samme måde som vi forventer det af vores sundhedssystem.

\r\n

De fleste af os foretrækker, at vores sygdomme behandles af medicinsk uddannede eksperter. Derudover at vi bliver behandlet, når vi har brug for det og ikke må se os henviste til enten at blive behandlet af en samaritter eller at vente til et nyt budgetår.

\r\n

Og så er vi ved at være tilbage ved indledningen:

\r\n

Udsatte børn og unge har også krav på den rigtige indsats – uanset tidspunktet på året. Herunder om der er penge på budgettet.

\r\n

Fra FADDs side deltager vi med glæde i vedvarende at lede efter, hvad den rigtige indsats består af.

\r\n

Det, har vi tænkt os, skal blive ved med at være en del af vores faglige udfordrings - og udviklingsopmærksomhed.

\r\n

På præcis samme måde som lægerne på de specialiserede hospitalsafsnit forhåbentligt heller aldrig vil læne sig tilbage og med et tilfredst smil om munden konstatere, at nu kan vi ikke blev klogere.

\r\n

 ---

\r\n

Apropos sommerferiens afslutning, så er det nu, at skolereformen træder i kraft.

\r\n

Fra de specialiserede sociale tilbuds side har vi et fromt ønske: Lad os nu slå alle gode kræfter sammen om at skabe så god en folkeskole som muligt.

\r\n

Det skal ikke bare være en floskel, at vi ønsker det bedste for alle børn.

\r\n

Det kræver hårdt arbejde, faglighed, samarbejde, målrettethed, differentieringsforståelse og kontinuitet at lykkes med den opgave, at også udsatte børn og unge får et uddannelsesmæssigt løft ind i fremtiden.

\r\n

Let there be drums …

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


JULI-klummen 2014

SS_ny_nov2012.jpg

At tænke forebyggelse som en investering i at undgå, at sociale problemer udvikler sig - og som ellers risikerer at generere både menneskelig forarmelse  og økonomiske belastninger, er sund fornuft.

\r\n

Jo før jo bedre.

\r\n

Som den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson siger:

\r\n

”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”

\r\n

Derfor er der da også næsten kun positivt at skrive om de 280 mill som Regeringen sammen med Venstre, de Konservative og SF har afsat over de næste fire år til at styrke den forebyggende indsats over for socialt udsatte børn.

\r\n

Ingen kan være imod, at børn i familier med sociale problemer skal have tidligere og mere hjælp.

\r\n

Når jeg så alligevel skriver ’næsten kun positivt’ er det fordi ...

\r\n

(fortsættes)

\r\n

 

... 280 mill altså ikke er et meget stort beløb. Beløbet skal fordeles mellem rigtig mange aktører og selv om Socialstyrelsen er sat til at løse den rigtig vigtige opsamlingsopgave, kan man frygte at vi, når pengene er brugt, står med at en række anbefalinger, svar og løsninger, som vi godt kendte til i forvejen.

\r\n

Men som Ingvar Nilsson også siger: ”Vi ved endnu mindre om, hvad det ville koste, hvis vi ikke gjorde noget.”

\r\n

Så i stedet for forbehold, vil vi glæde os, hvis pengene kan være med til at give os ny og meningsfuld viden om, hvordan vi undgår de stigmatiserende konsekvenser af ikke at gøre noget …

\r\n

Jeg vil dog lige benytte lejligheden til at minde om, at de specialiserede sociale institutioner, som vi i FADD repræsenterer – udover det konsekvente fokus, vi har på udvikling og læring -både spiller en vigtig samfundsmæssig rolle i den klassiske forståelse af hvad forebyggelse er (’aktiviteter, der søger at forhindre opståen og udvikling af sygdom, funktionsnedsættelse, sociale problemer eller ulykker’) men også i forhold den kendsgerning, at forebyggelse tillige indebærer tiltag, der ’har til formål at stabilisere en tilstand, undgå forværring af en tilstand samt at imødegå tilbagefald.’

\r\n

 

\r\n

Derudover er sommertid også statustid.

\r\n

I FADD er vores arbejde med at skabe de indholdsmæssige, formelle og kommunikationsmæssige rammer for vores nye navn ved at være færdige. Medio august lancerer vi således en ny hjemmeside. Stadig www.fadd.dk men med ’efternavnet’ - Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge.

\r\n

Vi har i halvåret siden vores generalforsamling desuden været optagede af tilsynsreformen, skolereformen, deltagelse i magtanvendelsesudvalget og overgrebspakkeudvalget, diverse høringer; i særlig grad fra Undervisningsministeriet, vores egen forårstemadag, diverse interne netværksgruppeaktiviteter, en film om døgninstitutioner, samt møder med blandt andre Ankestyrelsen, KL, Socialstyrelsen, Børnerådet, et par forskere og vores gode venner fra Julegaveregn, der er ude i rigtig god tid i år …

\r\n

Desværre blev vores aftale med social – m.m. – minister Manu Sareen udsat til september. Men så glæder vi os bare en gang mere ;-)

\r\n

 

\r\n

I særlig grad imødeser vi opgaven med at implementere skolereformen, hvis succes er helt afhængig af, at alle aktører smøger ærmerne op og lægger al viden, empati og håndværksmæssig kunnen sammen for i fællesskab at arbejde stenhårdt på, at også udsatte børn og unge får de bedste betingelser for både at få del i og at kunne påvirke de nye læringsbølger, der skyller ind over det Vidensdanmark, vi allerede er, men også fremover bliver så afhængige af …” 

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

Fra vores helt egen verden har vi efter tre et halvt år med månedlige opdateringer på belægningssituationen afsluttet vores samarbejde med Henrik Ernst, der har lavet et rigtig stort stykke arbejde med at indsamle oplysninger om ind- og udskrivninger på vores område.

\r\n

Vores ønske om at udvide vores medlemskreds har sammen med de mange nye aktivitets- og tilbudstyper blandt vores medlemmer betydet, at det ikke længere giver mening at opgøre belægningstallene – i al fald ikke på den måde, som vi har gjort det hidtil.

\r\n

 

\r\n

Men vi er glade for, at opgørelsen stopper på et tidspunkt, hvor faldet på belægnings- og normeringskurven ser ud til at være fladet ud. Siden august sidste år har vi ikke kunnet notere yderligere fald på den graf, der siden 1. januar 2010 i forlængelse af Barnets Reform ellers har været karakteriseret ved en reduktion i antallet af døgnanbringelser.

\r\n

 

\r\n

Til gengæld har vi kunnet konstatere, at antallet af ’andre aktiviteter’ som dagbehandling, skærmningsopgaver, og undersøgelser i samme periode er steget betragteligt. 

\r\n

Vi har derfor lavet den aftale med Henrik Ernst, at vi i løbet af eftersommeren skal mødes for at undersøge mulighederne for, om vi kan samarbejde om en eller anden form for registrering af de aktivitetsbevægelser, der foregår på området …

\r\n

 

\r\n

Og så glæder vi os til årsmødet den 5.-7. november 2014

\r\n

 

\r\n

Rigtig god sommer og ferie …

\r\n

 

\r\n

\r\n

Søren Skjødt, formand


JUNI 2014

03-06-2014

JUNI 2014

SS_ny_nov2012.jpg

I en ny rapport om fattigdom fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (21/5) viser tallene, at hver fjerde af de økonomisk fattige i aldersgruppen 18-29 år, har været anbragt som børn.

\r\n

Lad mig indledningsvist slå fast - selv om det lyder polemisk - så både HAR vi et ansvar for de børn og unge, vi får i vores varetægt og er klar til at TAGE ansvaret på os, når vi bliver mindet om at vi kan blive bedre til at håndtere opgaver, der vedrører arbejdet med udsatte børn og unge.

\r\n

Men vi kan ikke alene. Helt i tråd med tidens inklusionsforventninger både kan og skal mange gode kræfter aktiveres og samstemmes for, at det udsatte barn kan komme til at leve et ordentligt liv.

\r\n

Vi på de specialiserede sociale institutioner kan facilitere og justere tilgangene til den betydelige kompleksitet, der som hovedregel karakteriserer opgaverne på udsatte børn og ungeområdet. Men vi kan ikke alene. Komplekse problemstillinger kræver flerfaglighed og med et udtryk som ikke skal forstås alt for konkret, skal vi ’blande blod’ med alle de aktører, der kan og vil bidrage til opgaven: At løfte og frigøre et udsat barn …

\r\n

Umiddelbart kalder fattigdomsundersøgelsen på tre spørgsmål:

\r\n

1. Er fattigdom ikke bare endnu et forudsigeligt eksempel på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere end ikke-anbragte?

\r\n

2. Kan vi ikke bare lade være med at anbringe børn og unge i Danmark, hvis det ikke hjælper?

\r\n

3. Hvis vi alligevel fortsat skal anbringe børn og unge i Danmark, så skal de mennesker, der arbejder med de anbragte børn og unge blive bedre til at løse opgaven?

\r\n

(Fortsættes)

ad. 1 Er fattigdom ikke bare endnu et eksempel på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere end ikke-anbragte?

\r\n

I en årrække har flere danske forskningsmiljøer påvist, at på en lang række områder scorer anbragte børn og unge ikke så højt som ikke-anbragte børn og unge. Anbragte børn og unge kommer oftere i fængsel end ikke-anbragte, de har lavere uddannelses og erhvervsfrekvens, får oftere livsstilsygdomme m.m. Og bliver nu altså også fattigere, som voksne end ikke-anbragte.

\r\n

Det er ikke overraskende. Hvad havde man forestillet sig?

\r\n

 

\r\n

Vi savner et alternativ til denne type undersøgelser. Fordi disse traditionelle undersøgelser om socialt udsatte børn og unge, hovedsageligt er baserede på en vurdering af barnets udvikling i forhold til normalitetsområdet, og en problemorienteret opmærksomhed på reduktion af individuelle problemer og en udbedring-af-fejl-og-mangler-tilgang.

\r\n

Efter vores vurdering, er der brug en ressourcefokuseret og udviklingsorienteret undersøgelse af udsatte børn og unges udvikling - i tråd med det børnesyn og de metoder, der anvendes på de specialiserede sociale tilbud i dag.

\r\n

Opmærksomheden skal rettes på måling af forandringer i adfærd og i forhold de resultater, som barnet/den unge opnår undervejs i udviklingsperioden.

\r\n

For vi ved det godt og vi har vidst det altid: At leve et liv i modgang med nederlag, omsorgssvigt og vold giver svære odds at vokse op under – ikke mindst i et samfund, hvor det ’perfekte liv´ med lykke, overskud, og selvrealiseringskompetencer står og lyser som et par af de grundpiller, mange også udsatte børn og unge forestiller sig er ledetrådene i det voksenliv, de arbejder så hårdt på at lære at håndtere.

\r\n

Modsætningerne er til at få øje på … 

\r\n

 

\r\n

Det kan måske blive banebrydende forskning, at et amerikansk forskerhold fra Pennsylvania University med Daniel Notterman i chefstolen har fundet frem til, at udsathed slider på børns kromosomer. Helt præcist er det enderne på de udsatte børns kromosomer, de såkaldte telomerer, der oplever et større slid end hos jævnaldrende børn, der har fået en mere tryg opvækst. (Politiken 4. maj 2014)

\r\n

Næste skridt for forskningen i samarbejde med udførerleddet bliver så at finde metoder til, hvordan vi kan indarbejde den viden i måden, vi arbejder med udsathed på …

\r\n

 

\r\n

ad 2. Kan vi ikke bare lade være med at anbringe børn og unge i Danmark, hvis det ikke hjælper?

\r\n

Indrømmet, det er fra min side tænkt som et retorisk spørgsmål.

\r\n

Vi skal (naturligvis)anbringe børn og unge, der udviklingsmæssigt profiterer af den indsats, hvis fundament ideelt set skabes i et samarbejde mellem anbringende myndighed, forældre, barn/ung, lokalsamfund og det sociale tilbud.

\r\n

En anbringelse kan anskues som et dramaturgisk forløb: Der er en indledning, en afslutning … og noget der i mellem.

\r\n

Den vellykkede sociale indsats kender vi en del til:

\r\n

•Det rigtige match mellem barn/ung/familie og det sociale tilbud, der skal stå for at koordinere og løse opgaven på et klart og aftalt grundlag for indsatsen – samt en udredning, der blandt andet adskiller evt diagnose og personlighed

\r\n

•Veluddannede medarbejdere, der med udgangspunkt i en professionel kompetence- og resultat-fokuseret organisation arbejder anerkendende, transparent og vidensbaseret på at løse den behandlings og udviklingsopgave, som er beskrevet i grundlaget. Og som evner at forbinde forestillinger om normalitet med en gennemførlig hverdag i et fællesskab med andre børn og voksne

\r\n

•Aftaler, planlægning, koordination, inddragelse, opfølgning, status … og forfra

\r\n

•Kompenserende behandlings og udviklingsforløb, hvor de involverede parter i en afklaret og præciseret ansvarsfordelingsnøgle jævnligt drøfter forløbets resultater og evt. justerer målene

\r\n

•Opfølgende efterværn så lang tid der er brug for det og så længe det giver mening

\r\n

 

\r\n

Og så skal vi minde hinanden om at en social indsats både skal have en nutidsværdi og en fremtidsværdi.

\r\n

Nutidsværdien kan bestå i at barn får et frirum. Fra omsorgssvigt, vold, pres, stress, kriminalitet, isolation, gæld, misbrug m.m.) Det handler om angstreduktion, sundhed, re-opbygning af sociale kompetencer og at genskabe forudsætningerne for, at barnet lærer at tro på, at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide eller ikke at kunne forstå …

\r\n

Fremtidsværdien handler om – med lige dele realisme og ambition - at skabe troværdige forestillinger om, at et barn eller en ung kan opnå nogle grader af integritet, autonomi og værdighed – blandt andet ved hjælp af den indsats, som det sociale tilbud leverer …

\r\n

 

\r\n

ad 3. Hvis vi alligevel fortsat skal anbringe børn og unge i Danmark, så skal de mennesker der arbejder med de anbragte børn og unge blive bedre til at løse opgaven?

\r\n

Jo da. Vi har, som forvaltere af en meget vigtig opgave, fået i opdrag at gøre noget virkeligt godt for andre menneskers børn, som i en kortere eller længere periode har det rigtig vanskeligt. Så vi har vedholdende en forpligtelse til at insistere på at blive bedre til at gøre alt, hvad vi kan for, at udsatte børn og unge får reetableret håbet og troen på, at de kan finde en meningsfuld plads i samfundet …

\r\n

Vi er leveringsdygtige i masser af fortællinger om udsatte børn og unge, der dagligt kæmper kampe for at gøre sig umage og som rent faktisk opnår de mål, som de selv sammen med dedikerede ’samarbejdspartnere’ har sat sig for at ville opnå …

\r\n

-----

\r\n

Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (maj 2014) har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik vist, at landets 98 kommuner og andre offentlige myndigheder i løbet af de sidste tre år har brugt knap 25 milliarder kroner mindre på velfærd, end regeringen havde givet dem lov til.

\r\n

Samtidigt har vi på udsatte-børn og unge området de seneste år set adskillige signalpolitiske lowbudget løsninger – her senest med etableringen af et efterværns-opsamlingssted, hvor individuelt timeansatte medarbejdere kommer forbi de unge - på skift og uafhængigt af hinanden - uden koordinering og uden referencer til et professionelt miljø.

\r\n

Lige til højrebenet ligger det, at bruge nogle af pengene på langsigtede sociale investeringer: En omregning, som CBS og pensionskoncernen Skandia har foretaget på baggrund af beregninger og analyser af samfundets udgifter til socialt udsatte i 80 svenske kommuner viser, at op mod 6300 danske unge eller 10 procent af en ungdomsårgang aldrig kommer i arbejde. Det vil koste samfundet omkring 105 milliarder kroner i udgifter og tabte indtægter målt over et livsforløb, skriver Information. (2/6) I den forbindelse kan kommunerne starte med at lytte til SENIORRÅDGIVER,SENIOR ANALYST, PH.D Rasmus Højbjerg Jacobsen, CBS ”Vi vil gerne væk fra, at man ude i kommunerne kun kigger på næstes års budget”

\r\n

 

\r\n

I FADD vil vi rigtig gerne være med til at anvise yderligere konkrete tiltag for de børn, der har det allersværest. …

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


Maj-klummen

01-05-2014

Maj-klummen

SS.jpg

Hvad enten det er et udtryk for, at børn i Danmark får det værre eller det skyldes den store medieeksponering, der har været om misrøgt og omsorgssvigt af børn, de dårlige anbringelsessager, sagsbehandlingsfejl, fravær af kommunalt ansvar, og efterfølgende erstatninger til de involverede børn og unge, viser de første tal, at den whistleblowerordning regeringen indførte i forbindelse med etableringen af de sociale tilsyn, ’er kommet flyvende fra start’, som DR så malende beskriver det den 11/4 på stationens hjemmeside. Siden årsskiftet har landets fem sociale tilsyn modtaget i alt 183 anonyme henvendelser.

\r\n

I FADD har vi forståelse for hvis de sociale tilsyn må opleve det som udfordrende at skulle agere mellem på den ene side at tage alle whistleblows alvorligt, og så på den anden side at træde respektfuldt ind i børns liv på baggrund af anonyme henvendelser – uden unødig forstyrrelse, såfremt henvendelsen er grundløs.

\r\n

 

\r\n

Vi har fra starten været forbeholdne overfor ordningen eller rettere ...

\r\n

(fortsættes)

nogle af de omstændigheder, der er knyttet til den. Herunder at de sociale tilsyn ikke må fortælle de sociale tilbud om en whistleblowerhenvendelse, hvilket i yderste instans kan forringe retssikkerheden for de ansatte i de sociale tilbud, der således ikke har mulighed for at kende til – endsige blive hørt - inden en sag eventuelt udvikler sig til en decideret indberetningssag.

\r\n

Omvendt hvis ordningen kan medvirke til at bare et barn ikke omsorgssvigtes, så må vi leve med uvidenheden, usikkerheden eller mistænkeliggørelsen.

\r\n

Men måske vi hen ad vejen kan få behandlingssikkerhed for børnene og retssikkerhed for ledere og medarbejdere til at gå hånd i hånd…

\r\n

Forventeligt bliver vi alle sammen klogere på, hvad de 183 sager indeholder, når analyseafdelingerne har været i gang og giver forklaringer på HVORFOR og HVAD der er sket. Eller måske snarere ikke er sket …

\r\n

 

\r\n

Om en aktuel konkret sag, hvor tidligere medarbejdere fortæller om hashmisbrug på den sikrede institution Sølager skyldes whistleblowerordningen vides af ovennævnte grunde ikke. Det er ikke første gang – og formentligt heller ikke sidste gang medierne beskæftiger sig med udsatte børn/unge og hashmisbrug. For hashrygning ER et problem på linje med anden uhensigtsmæssig og læringsforstyrrende adfærd. Det gælder i samfundet og derfor også på nogle anbringelsessteder. Og i landets fængsler for den sags skyld …

\r\n

I en undersøgelse blandt 280 ansatte på 15 af Københavns kommunens døgninstitutioner, som netop er blevet offentliggjort, fortæller otte ud af ti ansatte, at de flere gange hver uge støder på anbragte unge, der ryger hash, og at problemer med hash langt overskygger problemer med alkohol. Dertil kommer at 38,6 procent af alle anbragte unge har prøvet at ryge hash, når de er 15 år.

\r\n

Formentlig skader hash rent fysisk ikke de unge mere end alkohol, hvis de undgår hashpsykoser. Men for denne gruppe er hash et langt større problem, fordi det skader deres evne til at lære noget nyt, at agere socialt ansvarligt og at opretholde en almindelig døgnrytme. Dermed blokerer hashen for lige præcis det, vi mener, det er allervigtigst at arbejde med, forklarer forstander på Den Flyvende Hollænder Henrik Rune Holst, der er en af initiativtagerne undersøgelsen til Kristeligt Dagblad. (27/4)

\r\n

 

\r\n

Vi har sagt det før og vi siger det gerne igen: I den bedste af alle verdener fandtes hash ikke. Og slet ikke steder, hvor udsatte børn og unge færdes.

\r\n

Vi skal selv blive skarpere på at håndtere udsatte unges misbrug. Fordi det er en af vores opgaver. Det handler blandt andet om mere viden og målrettethed. Men med til forståelsen af den opgave hører, at mange af de unge, der i parentes bemærket ofte anbringes relativt sent, har nået at opbygge en livsform, hvor misbruget er blevet en kulturelt overleveret og integreret del af den unges mestringsstrategi – for at dulme smerterne og forpintheden … og for at slippe for ansvaret i et kaotisk liv.  Denne form for selvmedicinering udgør sammen med den kriminalitet, der ofte følger med et misbrug, en klangbund i den unges liv, som man ikke bare lige fjerner den dag den unge indskrives i et specialiseret socialt tilbud.

\r\n

Med til historien hører, at sammenhængen mellem behov og muligheden for behovstilfredsstillelse reguleres ganske effektivt af et marked, der er kendetegnet ved lige dele brutalitet og leveringsdygtighed.

\r\n

Men igen: Det er vores opgave – i samarbejde med unge, forældre, venner og sociale myndigheder - at håndtere og arbejde stenhårdt på at stoppe de udsatte unges hashmisbrug.

\r\n

Det gør vi ved kontinuerligt at udvide vores vidensniveau, at øge vores påvirkningsmuligheder, og ved at vitalisere vores berøringsparathed.

\r\n

At fjerne hash og det marked, hvor stærke kræfter kæmper om distributionsmagten ligger udenfor vores rækkevidde.

\r\n

---

\r\n

I sidste klumme beskæftigede jeg mig en del med skolereformen og de inklusionsmæssige udfordringer den giver udsatte børn og unge, deres familier … og lærere.

\r\n

Med den stålsathed – nogle vil kalde det endimensionalitet – som undervisningsminister Christine Antorini har lagt for dagen siden de første spæde reformmæssige visioner for en ny folkeskole, er et tilbagetog ikke inden for rækkevidde.

\r\n

Af og til bliver vi af regering, regioner og kommuner med henvisning nytænkning og social innovation bedt om at rette blikket mod Norge og Sverige – ikke sjældent hvis der også er penge at spare – for der at få inspiration til hvordan vi kan gøre socialt arbejde bedre … og altså også billigere.

\r\n

Under overskriften, ’Svenske forskere advarer: Svensk reform gav lærerflugt’ omtalte DR på dr.dk 7/4 en ny, stor undersøgelse bestilt af den svenske regering, hvor svenske forskere peger på, at modstand mod reformer i 1990'erne blandt svenske lærere er en af årsagerne til den svenske skoles deroute, lyder det fra Professor Leif Lewin, der står bag undersøgelsen - med lærerflugt, faldende karaktergennemsnit blandt skolebørnene og skuffede forældre til følge.

\r\n

Måske vi skulle lytte lidt til svenskerne?

\r\n

Og huske at ’grattis’ på svensk ikke betyder gratis, men … tillykke.

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt

\r\n

Formand for FADD


April-klummen

01-04-2014

April-klummen

ss_jul2012.jpg

De 5 socialtilsyn er lige nu i gang med den betydelige opgave, det er at re-godkende de flere tusinde sociale tilbud for udsatte børn, unge og voksne.

\r\n

 

\r\n

Inden 1. januar 2016 skal alle plejefamilier, døgntilbud og bosteder godkendes af det sociale tilsyn for fortsat at kunne arbejde med blandt andre de ca. 15.000 anbragte børn og unge.

\r\n

I FADD har vi fra starten af tilsynsprojektet medtænkt den nye tilsynsmyndighed som en samarbejdspartner, vi har mindst én væsentlig fællesinteresse med: At skabe de bedste mulige rammer og betingelser for udsatte børn og unge. 

\r\n

Vi har set det som en kærkommen lejlighed få skabt generelt fokus på:

\r\n
    \r\n
  • \r\n

    større faglige udviklingskrav til medarbejderne

    \r\n
  • \r\n
  • \r\n

    større ensartethed og uafhængighed i tilsynet af anbringelsesstederne

    \r\n
  • \r\n
  • \r\n

    transparens i de økonomiske vilkår og dispositioner

    \r\n
  • \r\n
\r\n

Et af de bærende udgangspunkter for forståelsen af de offentlige ydelser i disse år er ’borgeren i centrum’. På vores område er det med til at understrege den forpligtelse, vi har til vedvarende at være skarpe på, hvad der er godt for det enkelte barn. Herunder, at når barnets behov og udfordringer forandrer sig, så skal indsatsen justeres eller nytænkes.

\r\n

Sprog skaber bevidsthed, hvilket naturligvis også er kommet til udtryk i bevægelserne i de begreber, man op gennem tiden har brugt til at beskrive ydelserne for de svageste i vores samfund. Uden at gå i historiske detaljer er der for eksempel forskel på (de delvist) svundne tiders genopdragelsestanker og de inklusions- og anerkendelsesforestillinger, der præger moderne dannelsesidealer.

\r\n

Skyld, ansvars og løsningsforståelser har haft betydning for begrebernes kommen og gåen, og med ’borgeren i centrum’ er vi altså kommet til at tænke i ligeværdighed, ansvarlighed og … medborgerskab.

\r\n

Og hvor vil jeg så hen med det?

\r\n

Af de tilbagemeldinger vi får fra vores medlemmers møder med de sociale tilsyn – blandt andet i forbindelse med re-godkendelsesprocesserne, tyder det ikke overraskende på, at socialtilsynene har en række udfordringer; opstart, nye organisationer, nye ledere og medarbejdere, nye opgaver og det arbejdspres, vi ved socialtilsynene har oplevet fra day-one.

\r\n

Vi har forståelse for, at der bag den udfordring er en massiv stofmængde og kompleksitet, der skal konstitueres med referencer til jura, politik og etik. Samtidig skal tilsynet fungere i et samspil med de mennesker og organisationer, der har brug for at kunne samstemme et udviklingsorienteret, transparent og ensartet tilsynssystem og en håndterbar, meningsfuld og retningsanvisende praktisk hverdag.

\r\n

I den ideelle verden er der ikke nogen modsætning her i mellem.

\r\n

Men det har ikke gjort det lettere for parterne, at vejledningen ikke er færdig og først forventes at blive det til sommerferien.

\r\n

En af udfordringerne kan blive forholdet mellem den fleksibilitet, som kommunerne efterspørger i de enkelte tilbud og den ensartethed socialtilsynene skal form- og indholdsbestemme tilsynene efter på hele området.

\r\n

For tilsynene har det måske betydet, at de i al fald hidtil har været noget tilbageholdende med ... (fortsættes)

...at ville give dispensation til anbringelser, der ligger bare lidt ud over tilbuddenes godkendelsesgrundlag.

\r\n

 

\r\n

De fleste kan forstå, at hvis man er godkendt til og derfor har faglige forudsætninger for og fysisk plads til at kunne arbejde med 12 børn med spiseforstyrrelser, så betyder det også, at man ikke automatisk kan indskrive 3 ekstra unge, der har problemer med voldelig adfærd, misbrug og kriminalitet fordi økonomien er trang eller fordi man i det gode samarbejdes navn bare hellere vil have ja-hatten på i forholdet til den kommune, der presser på med et akut problem og hvis forsyningsvelvilje anbringelsesstedet typisk er afhængig af. Eksemplet, der desværre ikke er grebet ud af den blå luft, er netop en af de gode grunde til, at vi har fået et regionalt tilsynssystem i statsligt regi (Socialstyrelsen), så det ikke BARE er et spørgsmål om hvad en kommune og et anbringelsessted kan blive enige om i porten

\r\n

Men i en tænkt sag, hvor tilsynets mulige afgørelse kan betyde, at Sofie på 11 år og 10 måneder - og måske ikke mindst Sofies mor - skal vente 2 måneder med at blive anbragt sammen med sine 4 ældre søskende på en døgninstitution, der i godkendelsesgrundlaget har skrevet 12 til 18 år, vil sikkert være lige stramt nok for de fleste.

\r\n

Det er blandt andet tilsynets opgave at fordre sammenhæng mellem det sociale tilbuds kompetencer og det enkelte barns specifikke udfordringer, men det er også vigtigt, at tilsynets regler og krav ikke forhindrer børn og unge i at få det rigtige tilbud.

\r\n

I vores optik er det også tilsynets opgave – via parathed, fleksibilitet og rettidig omhu – at medvirke til at fremme det virkningsfulde anbringelsesforløb. Herunder som i Sofies tilfælde at være nysgerrige på, hvordan en kommune med et udsat barn og et anbringelsestilbud med de nødvendige kompetencer og fysiske muligheder kan etablere et samarbejde, som barnet og barnets familie kan profitere af – selv om der måtte være formelle detaljer, der afviger en smule.

\r\n

Konkret må et møde mellem tilsyn, kommune og anbringelsessted i Sofies tilfælde kunne afklare om det rigtige match, ud fra kvalitetsmæssige, faglige og menneskelige hensyn, kan etableres.

\r\n

 

\r\n

Vi har tiltro til, at tilsynene skal bruge lidt tid på at få forventningen om kvalitet, ensartethed og gennemsigtighed til på alle områder også at gælde internt i organisationen.

\r\n

I FADD vil vi stå på tæer for at bidrage til, at tilsynene kan manifestere sig som det kvalitetsstempel, de er blevet sat i verden for at realisere. Måske vi så vil lade en bemærkning falder om, at vi gerne ser tilsynet have generelt fokus på kvalitet og udvikling af kvalitet, mere end på den enkelte anbringelsessag. Vi vil minde om, at vi ud over det generelle tilsyn også har et individuelt tilsyn, som anbringende myndigheder er lovmæssigt forpligtede til at foretage og som vi i parentes bemærket gerne ser kigget efter i sømmene med en proces gerne lig den, vi har set med den seneste tilsynsreform.

\r\n

Udgangspunktet er godt: Det enkelte barn i centrum. Vores opgave på de specialiserede sociale tilbud er at holde denne intention op for de kommuner, der anbringer efter devisen: ’Kommunekassen i centrum’. Måske med hjælp fra de sociale tilsyn, som vi i øvrigt allerede har inviteret os selv til opfølgningsmøde med - om et års tid …

\r\n

Vi kan godt noget før …

\r\n

Bortset fra det fremsatte socialminister Manu Sareen den 26/3 et lovforslag som første skridt i en ny, bred indsats for at forebygge negativ social arv. Sammen med V og K har regeringen afsat 280 millioner kroner til at sætte tidligt ind med hjælp til børn og unge i udsatte familier.

\r\n

I FADD synes vi rigtig godt om, at - som det fremgår af socialministeriets omtale af lovforslaget ’der nu tages nye midler i brug for at løfte en af de helt centrale indsatser på socialområdet: At hjælpe børn og unge i udsatte familier så tidligt som muligt’.

\r\n

Vi ved det ikke. Men vi tror at det er en forglemmelse, at de specialiserede sociale tilbud ikke er nævnt specifikt sammen med de øvrige relevante aktører; dagtilbud, frivillige foreninger, idrætsforeninger og kommuner.

\r\n

Men vi får heldigvis mulighed for på et møde med Manu Sareen senere på måneden, at fortælle ham om de specialiserede sociale tilbuds placering i forebyggelsesviften. Ikke som fortaler for forebyggelse mod anbringelser – primært fordi det ikke er i tråd med hvad der står i Lov om Social service, men også fordi det arbejde, der foregår rundt omkring på døgninstitutioner, dagbehandlingsinstitutioner, specialskoler og projekter som hovedsigte har … at forebygge: At problemerne for de udsatte børn og unge bliver for store og for komplekse, og at de gentager sig for at undgå, at problemstillingerne bliver en for dominerende del af barnets eller den unges identitet.

\r\n

Lige præcis der tror vi, at de sociale tilsyn og anbringelsesstederne gensidigt kan hjælpe hinanden med at blive dygtigere.

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt


Marts-klummen 2014

ss_jul2012.jpg

Undervisningsminister Christine Antorini (S) er glad.

\r\n

I en pressemeddelelse fra 5/2 skriver hun blandt andet: ” Det er vores ambition, at flere elever skal inkluderes i den almindelige undervisning, fordi det styrker børnene at blive en del af klassefællesskabet. Derfor er det selvfølgelig positivt, at antallet af elever i specialtilbud falder – og at det sker gradvist, så kommuner og skoler har den tid og de rammer, der skal til for at løfte opgaven på en god måde. Derfor er der også fokus i folkeskolereformen på at understøtte inklusionen gennem blandt andet Ressourcecenter for Folkeskolen og det nye korps af læringskonsulenter.”

\r\n

Siden 300 repræsentanter fra 92 lande og 25 internationale organisationer i 1994 mødtes i Salamanca i Spanien for at vedtage en principerklæring om børns skolegang- kendt som Salamanca-erklæringen - har vi vidst, at skolen på et tidspunkt i bogstaveligste forstand og for alvor skulle være for alle.

\r\n

Som sådan kan man hævde, at parterne haft god tid til at indstille sig på de nye vilkår, som de nu er kommet til udtryk i den folkeskolereform, der blandt andet har et pædagogisk hovedfokus på inklusion af et meget stort antal udsatte børn og unge.

\r\n

Mens undervisningsministeren således er glad for at ’der nu kun mangler 7000 børn’ i, at Regeringen når sit mål om, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skal modtage almindelig undervisning efter 2015, så kniber det angiveligt mere med morskaben blandt både de lærere, der skal stå for det konkrete inklusionsarbejde og nogle af de børn og forældre, der skal leve med konsekvenserne.

\r\n

Og i Venstre og Liberal Alliance har man efter de mange historier i medierne bestemt sig for at kalde undervisningsminister Christine Antorini i samråd, hvor hun skal gøre rede for, ....

...

\r\n

hvordan det går med at sluse flere børn med særlige behov ind i den almindelige undervisning på landets folkeskoler.

\r\n

- Vi kalder Antorini i samråd, fordi der er rigtig meget, der tyder på, at inklusionen er brutal, som den foregår i øjeblikket, siger Liberal Alliances undervisningsordfører, Merete Riisager, til Berlingske. (4/3)

\r\n

Lad os smide lidt facts på bordet:

\r\n

75 % af lærerne føler sig klædt dårligt på til at skulle modtage de mange undervisningsudfordrede børn.

\r\n

Knap 90 % af alle anbragte børn børnene har et eller flere problemfelter i skolen:

\r\n

Heraf har 69 % koncentrationsbesvær, 61 % har jævnligt konflikter med kammerater, halvdelen har psykiske problemer og 46 % oplevet at de har konflikter med lærerne. (Viden om anbragte børn og unge i døgntilbud, Kirsten Elisa Petersen, 2010)

\r\n

Lærerne har naturligt nok - og ikke overraskende - svært ved samtidig at skulle håndtere de udsatte børn og unges specifikke indlæringsvanskeligheder og deraf følgende ofte udfordrende adfærd, kravene om differentieret undervisning og så oven i hatten de mange forventninger fra forældre til både de udsatte børn og unge og til de ikke-udsatte.

\r\n

 Børn, der ikke føler sig set og hørt i de større klasser og færre lærerressourcer, må kæmpe med utilstrækkelighedsfølelser, mobning og stigmatisering.

\r\n

 Og forældrene oplever frustration og fortvivlelse fordi de må stå og se på, at deres børn mistrives og ikke får det undervisningsmæssige løft, de er blevet stillet i udsigt, når deres børn lige præcis ikke bliver en del af klassefællesskabet.

\r\n

Svarene på vanskelighederne har fra Regeringens side - sammen med oprettelse af et læringskonsulentkorps og nye samarbejdsformer mellem pædagoger og lærere i folkeskolen - været uddannelse, kurser og andre former for kompetenceløft af lærerne.

\r\n

I FADD mener vi, at rammer og vilkår for udsatte børn og unge skal være så meget lig rammer og vilkår for ikke-udsatte børn og unge som overhovedet muligt.

\r\n

Det er normalt at gå i en skole … der passer til én, og hvor man har mulighed for at honorere de krav, der bliver stillet.

\r\n

 

\r\n

Belejligt nok er det faktisk også det, de anbragte børn og unge ønsker, når man spørger dem: At gå på en helt almindelig skole, i en helt almindelig klasse med et helt almindeligt skema.

\r\n

Det er et mål vi alle skal forfølge, men med den rigtige timing, guidning og kompensation – indtil de kan klare det. Først med støtte og så … selv.

\r\n

 

\r\n

Vi er lidt bekymrede over undervisningsministerens glæde for tal og procenter.

\r\n

Det her handler altså om nogle liv, der skal leves og foldes ud.

\r\n

Hvilket kræver at man som barn bliver betragtet som et unikt individ med en historie, med kompetencer og særlige med måder at forstå verden på.

\r\n

Derved adskiller udsatte børn og unge sig ikke fra undervisningsministre.

\r\n

 

\r\n

Vi der arbejder med børnene har til gengæld en forpligtelse til at løse opgaverne, skabe resultater og i forlængelse heraf sørge for at barnet får mulighed for at lære at tro på at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide …

\r\n

Den lader vi lige stå et øjeblik … til inspiration.

\r\n

 

\r\n

Vi vil rigtig gerne være med til at kvalificere den her debat, det her tempo og det her indhold:

\r\n

Hvad er det for børn det drejer sig?

\r\n

Der fødes ca. 60.000 børn omåret. 4 % af dem giver 2400 børn.  Og hvad så?

\r\n

 

\r\n

Men hvis vi nu i stedet for at tænke i standardiseringer og kvoter 

\r\n

¤ beslutter nogle principper for et samarbejde mellem specialskolerne og  

\r\n

   folkeskolen

\r\n


\r\n

¤ stiller krav om at skoler fra begge verdener indgår forpligtende              

\r\n

   partnerskaber hvor faglighed, videnssamling, komplementaritet og  

\r\n

   målrettethed går hånd i hånd med anstændighed, samarbejde på tværs  

\r\n

   og vilje til forandring

\r\n


\r\n

¤ arbejder med nænsomhed i overgangene i børns liv – ikke enten eller,  

\r\n

   men både og, og så efter devisen: Et barn –én plan- for flere aktører

\r\n

 

\r\n

¤ har inklusion og re-inklusion som konstante parametre for indsatsen

\r\n

 

\r\n

Og det er vi sådan set parate til, når som helst at indgå drøftelser om…

\r\n

-----------

\r\n

Undervisningsminister Christine Antorini har også været i gang med en erhvervsskolereform.

\r\n

Reformen blev præsenteret den 24/2 og har opbakning fra alle Folketingets partier – undtagen Enhedslisten.

\r\n

Reformen sigter mod at få flere unge (direkte fra 9. eller 10. klasse) til at tage… og færdiggøre en erhvervsuddannelse.

\r\n

I FADD har vi et håb om, at også de unge, der af forskellige grunde vil få vanskeligt ved at leve op til de karaktergennemsnitskrav, der lægges op til i reformen – vil få mulighed for at tage en erhvervsuddannelse.

\r\n

Og tænker i den forbindelse – apropos denne klummes første del - specialundervisningsskoler ind som en aktiv medspiller i denne forberedelse af de unge – både ift de boglige krav, og ift inddragelse af den viden og de kompetencer, der er på de mange værkstedstilbud for udsatte børn og unge i blandt andet vores regi. Dels i form af særligt tilrettelagte kursusforløb og dels i form af muligheden for at etablere meritforløb og mentorordninger.

\r\n

Vi følger udviklingen…

\r\n

-------------

\r\n

Endeligt håber vi at kunne lave en aftale om at støtte Rachel Röst og hendes fantastiske bogprojekt – læs for livet – se mere påwww.laesforlivet.dk

\r\n

Læs for Livet blev stiftet tilbage i 2012 og er et nonprofit-projekt, som handler om at benytte litteratur som social innovation. Projektet indsamler bøger og indretter biblioteker på blandt andet døgninstitutioner.

\r\n

Siden begyndelsen har Læs for Livet sendt over 10 000 bøger ud til socialt udsatte børn og unge.

\r\n

 

\r\n

Sidste: På vej hjem fra et møde i dag (4/3)hørte jeg i bilradioen, at 40 kommuner søger plejefamilier fordi det korps, man har til rådighed er ved at nærme sig pensionsalderen. Så vidt så godt og fair nok…

\r\n

Men jeg hæftede mig nu også mere ved indgangsreplikken, der handlede om, at børn i plejefamilier klarer sig bedre end børn på institution.

\r\n

Hver gang jeg hører den slags bliver jeg så træt.

\r\n

Og man burde vel bare lade den ligge og tie den ihjel.

\r\n

På den anden side set, så …

\r\n

DET ER FORDI DER ER FORSKEL PÅ DE BØRN, DER BLIVER ANBRAGT I PLEJEFAMILIE OG DE BØRN, DER BLIVER ANBRAGT PÅ EN DØGNINSTITUTION!

\r\n

OG FORDI EN SAMMENLIGNING SVARER TIL DEN GAMLE MED PÆRERNE OG BANANERNE!

\r\n

OG DEN LISSÅ GAMLE MED, AT DET ER BEDRE AT VÆRE RIG OG RASK END SYG OG FATTIG!

\r\n

OG DEN NYERE MED AT DER OGSÅ ER FORSKEL PÅ HVAD SAMARITTERNE PÅ ROSKILDEFESTIVALEN KAN I FORHOLD TIL HVAD DE KAN PÅ RIGSHOSPITALETS HJERTEAFDELING!

\r\n

 

\r\n

Glædeligt forår ….

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt

\r\n

 

\r\n

Formand for FADD


Februar-klummen 2014

ss_jul2012.jpg

Efter SFs dramatiske regeringsexit har landet fået ny socialminister. Det er der ikke noget i.

\r\n

Siden man i 2009 genetablerede Socialministeriet - efter at det under Anders Fogh Rasmussen havde været nedlagt i et par år - har 4 socialministre stået i spidsen for den samlede sociale indsats i samfundet, som initiativtager til en række reformer, fordeler af satspuljemidler og moralsk storebror for kommunernes sociale indsatser.

\r\n

Men i FADD kan vi godt lide at møde nye mennesker.

\r\n

Og hvad man måske kan savne i kontinuitet på ministergangen, så håber og tror vi så meget desto mere hver gang på, at den nye socialminister har hjerte & hjerne for de udsatte børn og unge. I tanke og handling.

\r\n

Og det har vi al mulig grund til at tro med Manu Sareen, som således bliver den 5. socialminister på 5 år.

\r\n

Manu Sareen kender i den grad kender vores område. Dels fordi han er uddannet socialpædagog, dels fordi han har været ansat i Døgnkontakten i Københavns Kommune.

\r\n

Vi har rigtig gode forventninger … og glæder os til samarbejdet.

\r\n

 

\r\n

Ellers var udsatte-børn-området i januar måned i medierne blandt andet præget af børne-kulturchefernes bekymring ved udsigten til, at der angiveligt skulle være en håndfuld erstatningssager på vej fra misbrugte børn, der føler, at kommunerne har svigtet dem i deres sagsbehandling.

\r\n

Foreningens nye formand Eik Møller sagde blandt andet til DR (12/1)

\r\n

- Det bekymrer mig, hvis vi skal ind i det spor, for jeg kan frygte, at vores medarbejdere og vores ledere bliver rigtig bange for at tage handling i sager, hvor de bliver i tvivl om, at de efterfølgende står i en situation og har et personligt ansvar, siger han.

\r\n

Og senere i samme interview:

\r\n

- For at undgå at komme i fedtefadet risikerer man at overdrive sine indgreb for at være sikker på, at man ikke bagefter kan beskyldes for at have siddet passivt og set på.

\r\n

 

\r\n

Hvis vi lige et øjeblik ser på formandens udtalelser, så bliver jeg faktisk rigtig bekymret.

\r\n

’Bange for at tage handling’: Jamen, det er vel sådan set det, der er en af kommunernes vigtige opgaver: At sørge for at sætte handling bag ordene og gøre det rigtige for at undgå overgreb på børn.

\r\n

’Har et personligt ansvar’? Ja, det er den præmis ...

\r\n

(fortsættes)

...  vores retssamfund hviler på. Og for professionelle gælder det, at man skal kunne svare an for sine valg. Det er hverken nyt eller forkert…

\r\n

 ”Risikerer man at overdrive sine indgreb”: Det ville være dejligt med en præcisering, for jeg kan næsten ikke se det for mig …

\r\n

Eik Møller vil sikkert det bedste. Han er formand for en forening, hvis medlemmer oplever et ganske voldsomt krydspres mellem kommunalpolitikeres ønske om at passe på pengene og samvittighedsfulde sagsbehandlere, der gerne vil bruge deres faglighed til at træffe de nødvendige beslutninger for at hjælpe de børn og unge, der oplever mistrivsel og svigt.

\r\n

Men signalværdien i udtalelserne fra børne-kulturchefernes formand er i bedste fald uheldige.

\r\n

I værste fald er de et udtryk for, at vigtige budgetter har større betydning end rigtige mennesker.

\r\n

Hvorfor ikke bare anerkende, at såfremt der er begået fejl i de kommunale procedurer, så skal det have konsekvenser for de kommuner, der ikke levede op til lovgivningen?

\r\n

Og er vi helt på linje med Børns Vilkår, der håber, at sagerne, hvis de får medhold ved domstolene, kan danne præcedens og skabe en bedre sagsbehandling.

\r\n

Internt i FADD har vi grund til at behersket optimisme. Som det vil være faste læsere af denne klumme bekendt, så indsamler vi hver måned de aktuelle belægningstal fra vores medlemsinstitutioner.

\r\n

Den gode nyhed er, at såvel faldet i antallet af pladser som belægningsprocenten på døgninstitutionerne er stoppet. (Se nedenfor)

\r\n

Og hvis man dertil lægger de rigtig mange øvrige aktiviteter, der foregår på institutioner og tilbud, så er der ’rigtig meget puls’ derude…

\r\n

En hurtig analyse:

\r\n

Kommunerne har fundet deres anbringelsesmæssige ben at stå på, og man har fundet ud af, at der er grænser for hvilke typer opgaver plejefamilier og dagtilbud kan løse.

\r\n

Medvirkende til at døgninstitutionernes nedgang er stoppet er formentligt også høj grad af fleksibilitet og kommunevenlige attituder, mange JA’er, og kvalitet i løsningen af de ofte meget komplekse sager.

\r\n

Det har ganske givet haft betydning ift synlighed, omdømme, synergi m.m

\r\n

Men … vi vil forventeligt (fortsat) se megen ivrighed i forsøget på at skabe nye løsninger.

\r\n

Mangfoldighed, fleksibilitet, merkantil bevidsthed og kvalitet ser ud til at præge det innovationsbillede, som et rundspørge blandt vores medlemmer før generalforsamlingen, er et konkret vidnesbyrd om.

\r\n

Internt i FADD har vi på et seminar for nylig afstemt nye og gamle bestyrelsesmedlemmers forventninger til det kommende arbejdsår.

\r\n

Vi ønsker at sende det signal til offentligheden, at vi går ind for fuld transparens i alle aspekter af vores arbejde (vi og vores medlemmer kan tåle dagens lys, men det kan de udsatte børn og unge ikke …), ordentlighed (moralsk og juridisk), imødekommenhed (vi er altid parate til at diskutere vilkår, pris og rammer) … men har altid fokus på hvad der er det bedste for udsatte børn og unge, hvilket er et vigtigt pejlemærke for vores arbejde: Alt hvad vi mener noget om, skal kunne bestå udsatte-børn-og-unge-testen: Er det godt for udsatte børn og unge, er det godt for os. Og vi støtter op – ind til der evt fremkommer nye oplysninger, som sår tvivl om motiver, holdbarhed eller validitet.

\r\n

Vi vil til enhver tid arbejde stenhårdt på at ville forbedre vilkårene for udsatte børn og unge. Dernæst begrænse forringelser.

\r\n

 

\r\n

Vi ønsker grundlæggende at stimulere:

\r\n
    \r\n
  • Nytænkning og social innovation
  • \r\n
  • Løsninger der generelt og konkret fremmer børn og unges udvikling af autonomi, integritet og værdighed
  • \r\n
  • Meningsfuld forskning på vores område
  • \r\n
\r\n

 

\r\n

Samlet set vil vores fokuspunkter være:

\r\n

1. Skolereformen (Inklusion - uddannelse og beskæftigelse)

\r\n

2. Tilsynsreformen

\r\n

3. Pædagoguddannelsesreformen

\r\n

4. Magtanvendelsesudvalgets arbejde

\r\n

5. Overgrebspakken

\r\n

6. Div. dokumentationsprojekter

\r\n

 

\r\n

Sidst men ikke mindst har vi en meget vigtig opgave i at tilvejebringe den nødvendige viden, planlægning og handlekraft, der skal til for at vi kan komme i mål med den opgave, som bestyrelsen har pålagt sig selv og som generalforsamlingen har konfirmeret.

\r\n

·         Dels ift at udbrede kendskabet til det nye navn

\r\n

·         Dels ift at række medlemsmæssigt ud efter de aktører, der hører til indenfor området: Det specialiserede social-område

\r\n

… for at vi kan skabe den slagkraftige, bæredygtige og fagligt udviklende organisation, vi er på sporet af …

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


Januar-klummen 2014

SS_ny_nov2012.jpg

Allerførst og endnu en gang: Tak til folkene bag operation Julegaveregn, som i år har indsamlet godt 215.000 kroner til ekstra julegaver til døgninstitutionsanbragte børn.

\r\n

Det betyder, at vi har kunnet glæde mere end 525 børn på danske døgninstitutioner.

\r\n

Vi har skrevet det før, men de penge giver altså rigtig megen glæde; først og fremmest naturligvis hos de børn, der får den ekstra julegave, men også børnenes familier og de pædagogiske medarbejdere på institutionerne bemærker den indsats julegaveregn lægger for dagen … år efter år.

\r\n

Tak er kun et fattigt ord …

\r\n

Og apropos penge …

\r\n

Lige inden nytårsfreden sænkede sig over det ganske land offentliggjorde Jyllandsposten (29/12) en kortlægning af prisniveauet for behandlingen af de mest udsatte unge i Danmark: 3 mia bruger kommunerne på utilpassede – typisk unge.

\r\n

Undersøgelsen, der omfatter 60 kommuner – herunder Århus og København, men ikke Odense og Aalborg – viser, at 2287 sager koster over en million, 211 sager koster mellem 2 og 3 mio kr., mens 76 koster over 3 mio.

\r\n

JP bemærker i en kommentar til opgørelsen, at fysiske handicapsager ikke er medtaget og i øvrigt at kun 60 kommuner ud af de 98 havde indberettet tallene. JP antager derfor, at der findes flere sager end de her omtalte.

\r\n

 

\r\n

Disse tal, som vel at mærke på ingen måde er hverken nye eller overraskende, faldt blandt andre Venstres Eyvind Vesselbo så voldsomt for brystet, at det fik Venstres socialordfører til i TV-Avisen (29/12) at kræve kommunal undersøge af forbruget. Og om effekten af arbejdet med de udsatte unge.

\r\n

Som om det ikke foregår i den rigtige verden…

\r\n

Han henviste desuden til en række kontrakter, han havde haft adgang til at gennemgå og stillede så det nogle ville kalde det uartige – men i al fald retoriske spørgsmål – går pengene så til lederne eller børnene?

\r\n

 

\r\n

Lad os forsøge at slå det helt fast vedr. døgninstitutionerne i Danmark:

\r\n

(fortsættes)

Der udskrives der ikke blanco-checks på millionbeløb

\r\n

·         Alle anbringelser indeholder som udgangspunkt en grundlæggende præcisering af den enkelte unges behov og succeskrav til ydelsen

\r\n

·         Ledernes løn er fastfast enten gennem offentligt tilgængelige overenskomster eller aftaler med de bestyrelser der har arbejdsgiveransvar for driften og kerneydelserne

\r\n

·         Alle behandlingsforløb evalueres og indgår i talrige dokumentations og effektmålingsundersøgelser og systemer

\r\n

Vi vil rigtig gerne gennemgå procedurer og driftsvilkår med Eyvind Vesselbo, Joakim B. Olsen, Cepos og alle andre, der bærer rundt på forestillinger om, at anbringelsesområdet er landet, hvorfra det flyder med mælk og honning.

\r\n

Vi vil rigtig gerne diskutere fordele og ulemper ved statslig styring eller markedskræfternes velsignelser og om sammenhængen mellem pris og kvalitet på døgninstitutionerne.

\r\n

Men ligesom man på hospitalerne næppe kan finde tid til at diskutere sammenligning af hvad samaritterne kan på Roskildefestivalen med hvad man kan på Rigshospitalets kræftbehandlingsafdeling, så har vi det lidt på samme måde: Den specialiserede viden, der findes på blandt andet døgninstitutionerne, som skal matche de mest udsatte børn og unges behov for omsorg, læring og dannelse, kan ikke sammenlignes de meget billigere tilbud som for eksempel slægts-og familieplejeanbringelser. Der i parentes bemærket er en vigtig del af anbringelsesviften - til de børn, der kan profitere af den type anbringelser.

\r\n

Vi foretrækker at kalde vores behandlingsarbejde specialiseret, ikke dyrt.

\r\n

Fordi ’dyrt’ er et relativt begreb. Vi tænker det som en investering i menneskers liv. Som en måde at være anstændig på …

\r\n

Præcis som behandlingen af somatiske sygdomme.

\r\n

Grundlæggende undrer vi os over, hvorfor det vedholdende er virkninger af psykiske/fysiske belastninger efter vold, misbrug og fravær af omsorg, som nogle politikere har så travlt med at problematisere behandlingsprisen på.

\r\n

Komplekse problemer kræver komplekse løsninger. De kan være - nåh ja - dyre .. men de skal være virkningsfulde.

\r\n

Når et barn – eller en politiker – får en alvorlig sygdom, så skal vi jo heller ikke stå at diskutere, hvem der skal foretage operationen: Samaritteren eller overlægen …vel?

\r\n

Godt nytår

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


December-klummen 2013

2012JUL_ss.jpg

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for sidst til de mere end 150 medlemmer og gæster, der deltog i vores årsmøde den 13.-15. november.

\r\n

Vi fik taget behørig afsked med såvel bestyrelsesmedlem Aksel Rask som FADDs kasserer gennem 10 år, Bjarne Jensen Bakkevej i Hornsyld (blandt andet til tonerne af Flade Jensen fra Flade Strand …), ligesom vi fik valgt 3 nye ind i bestyrelsen: Anette Rubin, Orøstrand, TinaMaria Larsen, den sikrede institution Kompasset og Rune Meyer, Døgncenteret i Århus.

\r\n

 

\r\n

Vi har bedt alle årsmødedeltagere om at evaluere indtrykkene og vil på vores første bestyrelsesmøde den 11/12 nøje studere reaktionerne, så vi kan blive endnu skarpere til næste årsmøde, som bliver den 5.-7.- november 2014.

\r\n

 

\r\n

Derudover har vi kunnet glæde os over, at bestyrelsens forslag om nyt navn til FADD, Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge gav enstemmig opbakning fra generalforsamlingens deltagere.

\r\n

Men da forslaget medfører en vedtægtsændring betyder de regler, vi har i foreningen, at vi nu skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi så forventer, at vi definitivt kan beslutte, hvad vi skal hedde fremover.

\r\n

Udgangspunktet for bestyrelsens forslag er begrundet i, at foreningens medlemmer i bredest tænkelige forstand arbejder med meget mere end døgnanbringelser; herunder dagforanstaltninger af forskellig art. I et internt rundspørge blandt FADDs medlemmer viser det sig eksempelvis, at der i 3. kvartal 2013 var indskrevet ca. 1700 børn/unge/familer i tilbud på døgninstitutionerne som ikke omfattede en døgnydelse.

\r\n

Men også med henblik på at øge foreningens mulighed for at samle institutioner og tilbud, der arbejder med udsatte børn og unge i det specialiserede socialpædagogiske arbejdsfelt – for at opnå endnu mere slagkraft i vores vigtigste opgave; at fremme vilkårene for udsatte børn og unge.

\r\n

Apropos valg og nyvalg så har også kommunalvalget naturligvis også haft vores opmærksomhed de seneste uger. Og mens de sidste brikker om borgmesterkæder, formandsposter og lønnede og/eller prestigefulde kommunale ’ben’ falder på plads – i visse kommuner i noget uskønne forløb – skal så knap 1100 nye kommunalbestyrelsesmedlemmer begynde at indstille sig på den væsentlige opgave det er at skulle prioritere de kommunale midler.

\r\n

I Lolland Kommune kommer der næppe til at mangle viden om udsatte børn-området. Vi har glædet os over, at forstander på Børne- familiecenter Guldborgsund, Holger Schou Rasmussen har fået borgmesterposten.

\r\n

Hvad angår de udsatte børn og unge håber vi, ... (fortsættes)

... at de nye byråd og kommunalbestyrelser vil bruge de næste 4 år på at udvikle langtidsholdbare løsninger og give de anbringende myndigheder mulighed for vælge de rigtige tilbud … første gang.

\r\n

Og vi har stadig ikke hverken set eller hørt det faglige argument for ønskerne om at også de mest udsatte børn og unge skal anbringes i plejefamilier. Denne anbringelsesform er ifølge Professor Inge Bryderup blandt de mindst undersøgte. Jeg mener … i en tid, hvor der er rigtig meget fokus på, hvad der virker …

\r\n

I Århus Kommune har man således i perioden fra 2009 til 2012 reduceret antallet af pladser på døgninstitutioner og opholdssteder med 140 institutionspladser. I samme periode er antallet af underretninger steget fra 2703 til 3668. Mon der er en sammenhæng??

\r\n

Ved sidste kommunalvalg fik vi udarbejdet en pjece med en ’åben og stående invitation’ til politikere, embedsmænd og sagabehandlere om besøg på vores medlemsinstitutioner.

\r\n

Den gælder stadig …

\r\n

Og nu det handler om rammer og prioriteringer: Den nye tilsynsvejledning, der skal præcisere betingelserne for de nye social tilsyn var sendt i høring af Socialministeriet. I vores høringssvar problematiserede vi blandt andet, at det fortsat er uklart, hvilken myndighed, der har kompetence til at vurdere, hvorvidt en magtanvendelse er overensstemmende med reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

\r\n

Vi mener, at det vil være rigtigst, at de 5 tilsynscentre får denne opgave.

\r\n

Vi skal – hvis der viser sig behov for det - nok sige det mange gange endnu …

\r\n

 

\r\n

Til sidst - det er umuligt at overse det… det er snart jul. Og jul i FADD er ensbetydende med, at vores gode samarbejde med operation Julegaveregn er oppe i fulde omdrejninger.

\r\n

For 7. gang er det lykkedes folkene bag indsamlingsinitiativet, at skubbe gang i de aktiviteter, der skal give anbragte børn på døgninstitutioner en ekstra julegave …

\r\n

Følg dem … og støt deres indsamling (se snarest nedenfor …) hvordan du gør.

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

Glædelig december, jul, fest og fred …

\r\n

Søren Skjødt, formand for FADD


Oktober-klummen

ss_jul2012.jpg

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kunne den 30/9 oplyse om to nye forebyggelsespakker, der skal hjælpe døgninstitutioner og hjemmeplejen samt byggeriet med at forebygge henholdsvis vold på jobbet og arbejdsulykker. Arbejdspladser kan – kort fortalt - få et fastlagt forløb på omkring seks måneder, der skal ruste medarbejdere og ledere til at blive bedre til at forebygge og håndtere episoder med trusler og vold.

\r\n

Med fare for at lyde omnipotente, så ved vi godt, hvad der skal til for at mindske vold og trusler i risikofyldte miljøer:  

\r\n

Veluddannede medarbejdere, der har de nødvendige ressourcer og som samtidig oplever det rigtige match mellem målgruppens behov og den faglige ydelses karakter, har bedre muligheder for at dæmpe det angstniveau, der ofte er den udløsende faktor for vold og trusler.

\r\n

Og når man samtidigt arbejder med et balanceret forhold mellem tydelighed og kravfleksibilitet og ser forældre og netværk mere som en del af løsningen end en del af problemet, så er det faktisk muligt at skabe forudsætningen for ikke bare konfliktreduktion og rummelighed, men også læring og udvikling. Udgangspunktet må altid være, at vi ikke kan bede nogen om at tage ansvar for noget, de ikke har lært endnu …

\r\n

’Pakkerne’ ligner ærligt talt mere symbolik- eller alibipolitiske initiativer. Konklusionen kan i al fald godt skrives på forhånd.

\r\n

Bortset fra det er der i en branche som vores et statistisk belæg for, at medarbejdere kan blive udsat for vold og trusler.

\r\n

Det viser den undersøgelse fra ... (fortsættes)

... Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der er udgangspunktet for forebyggelsespakkeinitiativet. Ifølge undersøgelsen har 33 procent af de ansatte på døgninstitutions- og plejeområdet været udsat for vold inden for det seneste år.

\r\n

Vi synes naturligvis, at det er godt, at fagets problemer tages alvorligt, men savner ligesom flere af de involverede fagforbund en samlet registrering af voldsepisoderne og en mere præcis registreringspraksis.

\r\n

Arbejdstilsynet registrerer nemlig ikke, hvor mange anmeldelser, der skyldes vold og derfor bliver det svært at se, om forebyggelsespakken rent faktisk virker.

\r\n

En af efterårets store opgaver for bestyrelsen er vores deltagelse i udmøntningsarbejdet i forbindelse med den nye pædagoguddannelse.

\r\n

Vi glæder os fortsat over, at helhedsuddannelsen fastholdes, at der fremover uddannes pædagoger, der efter et basisår vælger et speciale og at udviklingspsykologien er på vej tilbage i uddannelsen.

\r\n

Derudover tyder alt på, at det i første omgang strukturelle fokus, der kommer på sammenhængen mellem kompetencemål, vidensmål og færdighedsmål, ser ud til at kunne give mening…

\r\n

Derudover bød september måned også på en interessant oplysning fra Børns Vilkår. Ifølge Politiken (27/9) kan det i ’fremtiden komme til at koste kommuner dyrt’, hvis de undlader at tvangsfjerne et omsorgssvigtet barn. Organisationen Børns Vilkår er klar til at hjælpe børn, som vil anlægge sag mod en kommune, som har svigtet dem groft.

\r\n

Børns vilkår fik med sidste års satspulje otte millioner kroner til at oplyse udsatte børn om deres rettigheder og til at hjælpe børn med at søge erstatning.

\r\n

»Det vil betyde, at børn, der har lidt under års svigt hjemme eller på anbringelsessted og siden fra myndighedernes side, reelt vil kunne få menneskelig, juridisk og økonomisk oprejsning«, siger Peter Albæk.

\r\n

FADD bifalder initiativet …

\r\n

Og så nærmer vores årsmøde (13.-15. november) sig. Og den flittige bestyrelses festdag, Generalforsamlingen.

\r\n

I den forbindelse barsler vi med et forslag til et nyt navn til FADD.

\r\n

 

\r\n

Mere herom senere …


September-klummen

ss_jul2012.jpg

I sociale sammenhænge, hvor konflikter kan opstå, handler den etiske fordring om vedholdende at holde magten og modmagten op mod lyset og drøfte & vurdere, hvad der er rigtigt og forkert; hvad vi vil acceptere, og hvad vi ikke vil acceptere.

\r\n

At arbejde med anbragte børn og unge giver en ganske særlig forpligtelse til på samme tid at arbejde nænsomt og insisterende, inddragende og retningsbestemmende.

\r\n

De fleste døgninstitutioner har over tid kunnet registrere et fald i antallet af magtanvendelser. Uddannelse, debriefing, åbenhed og fokus har inden for de sidste 10-15 år tilsammen skabt forudsætningen for udviklingen af en kultur, et børnesyn, der afspejler samfundsmæssige værdier og tendenser og som kommer til udtryk ...

\r\n

(forsættes)

... ved respekt, argumentation og balancerede med og modspil i den professionelles holdning og attitude til det anbragte barn.

\r\n

Alligevel kan der være god grund til, at man fra Socialministeriets side løfter opmærksomheden på forholdet mellem magt og udsatte børn og unge.

\r\n

Hvilket man så har gjort med etableringen af Magtanvendelsesudvalget (se kommissoriet nedenfor)

\r\n

Vi har med tilfredshed hæftet os ved vendinger som:

\r\n

·         ’Opgaven for udvalget bliver at afbalancere hensynet til børn og unges oplevelse af, at der foretages grænseoverskridende foranstaltninger’

\r\n

·         ’Et barn eller en ung har ikke den fulde retsevne som en voksen og kan måske have manglende forståelse for, hvilke konsekvenser en bestemt handling kan medføre og kan derfor ikke altid fuldt ud udøve selvbestemmelsesretten’

\r\n

·         ’Magtanvendelse over for børn og unge anbragt på opholdssteder, åbne døgninstitutioner, delvis lukkede døgninstitutioner og sikrede døgninstitutioner må som udgangspunkt kun ske, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet og må aldrig erstatte omsorg

\r\n

og socialpædagogisk bistand’

\r\n

 

\r\n

Samlet set giver udvalgets opdrag anledning til, at de forventede præciseringer vil medvirke til at de få sager, der har givet anledning til kritik på døgninstitutionsområdet kan blive endnu færre.

\r\n

Vi ser reelt frem til, at der kommer øget – også politisk - fokus på rammerne for handling, når den 7 årige pige med tilknytningsforstyrrelser i affekt er på vej ud på en motorvej i myldretiden eller når den 15 årige dreng med ADHD og sukkersyge, nægter at tage eller snyder med sin livsnødvendige insulin og i øvrigt er blandingsmisbruger i weekenderne.

\r\n

Vi har sæde i udvalget og glæder os til sammen med udvalget i almindelighed og udvalgets få praktikere i særdeleshed at bidrage til nye kapitler anstændighedens historie.

\r\n

Og apropos magt: En undersøgelse af hvem der har magten i Danmark, foretaget af Fyns Stiftstidende (28/8) viser, at et flertal af medlemmer af skolebestyrelser og lokalråd mener, at embedsmændene har større magt end politikerne. På den korte bane – hvis det er rigtigt - kan det betyde, at kvaliteten af de beslutninger, der for eksempel træffes i kommunerne disse år, isoleret set KAN hænge sammen med de præferencer, som embedsmænd med beslutningskompetence (DJØF’erne) har af uddannelsesmæssig, kulturel, netværksmæssig og tankegodsmæssig art. Og hvis nogen skulle være i tvivl så ligger Excel helt fremme i værktøjskassen.

\r\n

På den lange bane KAN det udgøre et demokratisk problem, hvis danske embedsmænd – hvis antal på rådhusene føjer nye forståelser til begrebet ’polstring af den kommunale økonomi’ - på denne måde på grund af kompleksitet, ugennemsigtighed og økonomiske endimensionelle målopfyldelseskvoter overmatcher politikerne og bliver de reelle beslutningstagere.

\r\n

Ifølge vores medlemmer rundt omkring i landet, så er der set eksempler på ovenstående …

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand

\r\n

 

\r\n

 


AUGUST-KLUMMEN

02-08-2013

AUGUST-KLUMMEN

SS.jpg

Juli måned er traditionelt højtid for agurker – mediemæssigt set …

\r\n

Den tørre sommer, transferrygter i fodboldverdenen og hvor Helle Thorning og Sydney Lee holder sommerferie har domineret avisoverskrifterne. Og bortset fra et par rømninger og ombudsmandens kritik af Esbjerg Kommune for at lade stærkt udsatte børn fra belastede familier strande i op til 2,5 år på en akutinstitution, har det været småt med beretninger fra døgninstitutionsområdet.

\r\n

 

\r\n

Til gengæld kom der adskillige reaktioner på en plejemors ganske voldsomme skænderi med en 12årig dreng, der sammen med 4 andre børn var anbragt i den odenseanske plejefamilie.

\r\n

Udover selve episoden, der ifølge videoen godt kunne ligne en overbelastningsreaktion fra plejemorens side, blev også plejefamiliers aflønning en del af opmærksomheden.

\r\n

Således sagde blandt andet Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo til tv2.dk: ’Det må aldrig være et økonomisk incitament, der ligger til grund for, at et par vælger at blive plejeforældre’.

\r\n

Kommentaren faldt efter oplysninger om, at den omtalte plejefamilie angiveligt får omkring 110.000 kroner om måneden for at have fem plejebørn boende.

\r\n

 

\r\n

Vi har før i disse og i andre spalter påpeget vigtigheden af, at alle, der arbejder professionelt med udsatte børn og unge, har en særlig forpligtelse til at gøre arbejdet ordentligt – med menneskelighed og faglighed som de helt centrale omdrejningspunkter. Hjerteblod er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt. Engagement, viden og udviklingsparathed er forudsætningen for ’det lange seje træk’, der samlet set skal skabe ny mening og retning i det udsatte barns liv.

\r\n

Det der legitimerer plejefamilien ...

\r\n

 

... som en vigtig del af anbringelsesviften er nærheden, overskueligheden og kontinuiteten. Plejefamilierne skal – som private opholdssteder og døgninstitutioner - løse en opgave.

\r\n

Opgaven skal være afgrænset og målrettet og tage udgangspunkt i det enkelte barns behov.

\r\n

Og det skal være muligt at stille krav til kvaliteten af det, der foregår.

\r\n

Derfor skal plejefamilierne naturligvis aflønnes, så de kan og vil løse opgaven. Hverken mere eller mindre.  

\r\n

Når et udsat barn eller ung oplever sammenbrud i et anbringelsestilbud har alle parter tabt. Mest alvorligt er det for barnet, der ofte – oven i bruddet – oplever både skyld, bristede illusioner og tab af selvværd.

\r\n

Det er derfor vigtigt, at enhver anbringelse gennemtænkes, så man gør alt, hvad man kan for at skabe det bedste match mellem barnets behov og det pædagogiske tilbud.

\r\n

Det betyder, at et anbringelsessted skal have de nødvendige forudsætninger, ’kalorier’ og supervisions og uddannelsesmuligheder … for at kunne vedligeholde og opgradere den faglighed, der skal til for, at man kan løse komplekse opgaver. Og i øvrigt tænke sig som en del af en større sammenhæng. Herunder kontakten til kommune, lokalområdet, familie og samarbejdspartnere.

\r\n

I FADD har vi derfor anbefalet mere både/og og mindre enten/eller i arbejdet med udsatte børn og unge i Danmark.

\r\n

Vi forestiller os, at store enheder, der med udgangspunkt i stordrift, vidensakkumulation og udviklingsfokus skal koordinere indsatsen for udsatte børn og unge for på den ene side at opnå kvalitet og sammenhæng og på den anden side at undgå sammenbrud og stagnation i de udsatte børns liv: Det skal være muligt for et udsat barn at være i et miljø, hvor man vedvarende skal kunne vælge at gøre det rigtige; at skrue op og ned for indsatsen afhængig af barnets behov. For eksempel ved, at det socialpædagogiske arbejde omkring og med det udsatte barn og dets familie kan forløbe så udramatisk som muligt ved at indsatsen kan veksle mellem en indsats i hjemmet, i en udviklingsfamilie og på en døgninstitution – dels uden at barnet oplever sig som årsag til et indsatsskifte, dels for at nænsomhed, kvalitet og timing kan være vigtige pejlemærker i den faglige prioritering af indsatsen.

\r\n

Og noget tyder på at en af de vigtige forudsætninger er til stede:

\r\n

Ifølge oplysninger på Altinget.dk (fra marts 2013) har danske kommuner på baggrund af kommunale nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet aldrig før ligget inde med så mange penge som nu. Alene København har ni milliarder liggende på kistebunden, og tilsammen har Danmarks 98 kommuner en kassebeholdning på 34 milliarder (!)

\r\n

Flere politikere – også fra regeringspartierne - opfordrer kommunerne til at løfte lidt på låget.

\r\n

Mon ikke efterårets kommunalvalg blandt andet – som så mange gange før - vil komme til at handle om forholdet mellem udgiftsniveau og velfærdskvalitet?

\r\n

 

\r\n

Vi har tænkt os at bede om at få klare prioritetsudmeldinger fra partierne … 

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand


JULI-KLUMMEN

01-07-2013

JULI-KLUMMEN

SS.jpg

I FADD kan vi rigtig godt lide, at vores område bliver bemærket. Og kommenteret…

\r\n

Det er ikke bare et vilkår, men en forudsætning for, at vi kan blive ved med at holde os skarpe på det, vi skal være gode til: At være det udmøntende led i lang række af børn og unges, forældres, familiers, sagsbehandleres, embedsmænds, forskeres og politikeres intentioner om at skabe bedre livsvilkår for de mest udsatte børn og unge i Danmark. Vi er den træningsbane, som børnene og de unge har brug for - for at kunne udvikle de kompetencer, der skal gøre dem gode til at spille kamp ude i livet…

\r\n

 

\r\n

Men ind imellem bliver man overasket over, hvad ellers gode og forstandige mennesker lader sig citere for i medierne.

\r\n

Sagen om Nexus afledte kommentarer fra mange mennesker, herunder fra en juraprofessor, der i skikkelse af Eva Schmidt angiveligt har sagt til DRNyhederne(17/6) www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/06/17/121130.htm

\r\n

- Ved at samle alle disse unge, som har problemer med at finde ud af det sammen, så kan det næsten ikke gå andet end galt. Det ville jo være meget bedre, hvis de kunne blive anbragt et sted, hvor der også er normale unge. At de i hvert fald kunne komme ud på uddannelser, i lærerpladser – og opleve unge, de kan spejle sig i. Det de her unge mangler er gode spejlbilleder.

\r\n

 

\r\n

Det er ikke til at sige med sikkerhed, men jeg tror, at det er længe siden Eva Schmidt har besøgt en døgninstitution.

\r\n

For det første kunne det være rart med en præcisering af, hvad ’normale unge’ er. I en tid hvor normalitetsbegrebet bliver udfordret på en lang række områder, var det måske klogt - når man nu anvender begrebet - at retningsbestemme præmisserne for, hvem der er normal og unormal. Hvis det verdenshjørne ellers findes. Peger juraprofessorens normalitetsstandard på ikke-anbragte unge, er blot et enkelt afsnit af For lækker til love eller Paradise Hotel med til at understrege, at en klar skelnen mellem normalt og ikke-normalt ikke handler om, hvorvidt man bor på en døgninstitution eller er behandlingskrævende…

\r\n

 

\r\n

Men det giver vel i virkeligheden mere mening at studere, hvem der  ... (fortsættes)

... reagerer normalt på unormale omstændigheder, og hvilke normalitetskonsekvenser det har for hvem. Og hvad vi så skal kalde det, der kommer ud af det …

\r\n

 

\r\n

Derudover er der faktisk masser af børn og unge, der samtidig med, at de er anbragt, kommer ud på både uddannelser og lærepladser, hvor de kan opleve ikke-anbragte unge, de kan spejle sig i.

\r\n

Enhver døgninstitution vil vedholdende lede efter, hvor meget og hvor ofte de anbragte børn og unge kan indgå i sammenhænge, hvor de kan møde børn og unge udenfor institutionsmatriklerne.

\r\n

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at nogle børn og unge er så udfordrede af manglende skolegang, misbrug, vold og kriminalitet, at de har brug for så megen beskyttelse og angstreduktion, at man er nødt til at passe særligt godt på dem. Herunder at docere deres kontakt med de miljøer, der har været med til at belaste deres muligheder for, at de kunne leve et børne eller -ungdomsliv – uden den særlige viden, uden de særlige forpligtelser, uden den særlige omsorg, som en døgninstitution skal kunne tilbyde og stå på mål for …

\r\n

 

\r\n

Et andet sted i den samme artikel udtaler også vores i øvrigt gode samarbejdspartner Peter Albæk, formand for Børns Vilkår sig.

\r\n

- Man risikerer i dag, at de unge bare bliver parkeret på institutioner, i stedet for at man lægger en klar plan for den unge.

\r\n

 

\r\n

Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at han er blevet fejlciteret. Eller som det ofte hedder sig, når meningsdannere skal nuancere en udtalelse: At citatet er taget ud af en sammenhæng.

\r\n

For jeg er nemlig helt sikker på, at Peter Albæk udmærket godt ved, at ingen unge bliver anbragt uden, at der er lagt en klar plan, hvorfor brug af ordet ’parkering’ i bedste fald må betegnes som upassende.

\r\n

 

\r\n

Men sådan er der jo så meget: Antallet af anmeldelser af børn og unge, der mistrives, er støt stigende. I Slagelse har ombudsmanden givet de kommunale myndigheder en næse for, at man havde placeret socialt belastede unge på hotel (!).

\r\n

Og tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (offentliggjort 7/6) viser, at 12.000 danske børn lever under den nye fattigdomsgrænse.

\r\n

Hvilket svarer til, at antallet af fattige børn i Danmark er tredoblet fra 2001 til 2011 …

\r\n

Der er nok at tage fat på for en rask ung mand m/k, som man sagde i min barndom…

\r\n

Vi er klar …

\r\n

 

\r\n

 

\r\n

Til slut en god nyhed:

\r\n

Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti blev den 21. juni enige om, at reformere landets største uddannelse, pædagoguddannelsen.

\r\n

Vi glæder os over, at helhedsuddannelsen fastholdes, at der fremover uddannes pædagoger, der har et speciale i Social- og specialpædagogik, at der vil være en bedre sammenhæng mellem undervisning og praktik, at den tværfaglige indsats får øget opmærksomhed og at kommende pædagogstuderende får særlig viden om køn og forskellige familieforhold.

\r\n

Og så ser vi da frem til at byde studerende og nyuddannede velkommen på døgninstitutionerne.

\r\n

 

\r\n

God sommer

\r\n

 

\r\n

Søren Skjødt, formand


JUNI-KLUMMEN

04-06-2013

JUNI-KLUMMEN

ss_jul2012.jpg

DR 21Søndags håndtering af forholdene på døgninstitutionen Nexus, hvor ’et omfattende hashmisbrug på daglig basis’ blandt de unge angiveligt ikke kunne bringe de ansatte til handling, har medført en del opfølgende aktiviteter i de fleste danske medier.

\r\n

Socialborgmester Mikkel Warming var oppe i det røde felt i selve udsendelsen søndag den 26/5, og han har fulgt trop med et kritisk læserbrev i Politiken her i weekenden (2/6), hvor han skælder Danmarks Radio ud for lige dele manipulation og udeladelse af fakta.

\r\n

 

\r\n

I FADD har vi sammen med Socialpædagogerne og LOS udarbejdet et debatindlæg, som vi forventer, vil blive bragt i løbet af denne uge. I debatindlægget skriver vi blandt andet:

\r\n

’DR’s dækning af den omtalte sag er spændt ud mellem to yderpoler: Nul hash eller fri hash. Er der “ansvarlighed” eller “ligegyldighed”? Hvilket er et fortænkt måleparameter, som ikke levner plads til en diskussion om viden, nuancer og faglig kvalitet. Kompleksiteten understreges af, at områdets aktører hverken kan acceptere hashrygning, forhindre køb og salg af hash i Danmark eller udskrive børn og unge på det grundlag, de blev skrevet ind på. Det afgørende er, hvilke opgaver, de anbringende myndighederne, har bedt anbringelsesstedet om at løse, og hvordan opgaverne kan håndteres - ideelt - og hvordan de bliver håndteret – reelt.’

\r\n

 Og senere:

\r