Der har i dette forår 2021 igen været mediefokus på den pædagogiske praksis på flere private og kommunal drevet døgninstitutioner. Døgninstitutionerne har historisk set oplevet at være i modvind mange gange. Den aktuelle modvind, hvor der sættes spørgsmålstegn ved den pædagogiske tilgang og ultimativt om anbringelser på døgninstitution, har en længerevarende gavnlig effekt er således ikke enestående. Som mangeårig forstander på to forskellige døgninstitutioner for udsatte unge, har jeg ofte stillet mig spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet gav mening at anbringe mange udsatte unge på samme døgninstitution. Det meget logiske svar på dette spørgsmål, er nej. Idéen om at anbringe flere meget udsatte unge på samme matrikel – med en tro på, at dette skaber forbedrede livsvilkår for den enkelte udsatte ung, er i mange tilfælde naiv. Bogen “Døgninstitution gentænkt”, som beskriver Hvidovre kommunes omstilling af to døgninstitutioner, tager dette dilemma alvorligt. Dette gøres ikke ved at nedlægge de to institutioner – med ved, inspireret af den Svenske Borås model, som oversat i en Hvidovre kontekst kaldes ”lige muligheder”, at tage dilemmaet omkring døgninstitutioner alvorligt for derefter at gentænke disse. 

Rigtig mange, særligt større døgninstitutioner, har historisk set været lukket omkring sig selv. De anbragte har boet på institutionen og i mange tilfælde også gået i skole på institutionen. Der har samtidig været et yderst begrænset samvær med deres forældre – eller de venner, som de forlod ved anbringelsen. “Døgninstitution gentænkt” forsøger at skabe den modsatte bevægelse – altså at åbne institutionen for forældre, øvrig familie, venner og lokalsamfund. Her er det overordnede fokus på normaliteten. Der arbejdes derfor allerede under forberedelsen af anbringelsen på hvornår den unge skal udskrives – og særligt hvad den unge skal udskrives til. Den Svenske Borås model definerer en anbringelse som en nødsituation, hvis varighed skal gøres så kort som mulig. Modellen arbejder med en indsatstrappe, hvor fokus konstant er på at bringe den anbragte unges livssituation ned ad trappen og mod mest mulig normalitet. For at dette kan realiseres, skal den anbragtes forældre have et særligt fokus. De var tidligere ofte en overset samarbejdspartner. Nu betragtes de som ligeværdige og kan og skal bidrage med al den viden, de har om deres egne børn.

“Døgninstitution gentænkt” er ikke bare en teoretisk og kronologisk gennemgang af forandringsprocessen på Hvidovre kommunes to døgninstitutioner. Bogen er fyldt med eksempler fra et levet døgninstitutionsliv. Eksempler på hvordan forandringerne er blevet skabt og hvordan hverdagen ser ud efter denne gentænkning. Bogen har samtidig den nødvendige respekt i forhold til, at de anbragte unge har særlige udfordringer – og at de derfor også skal mødes i særlig forståelsesramme. Bogen er derfor også fyldt med rigtig mange gode fagteoretiske overvejelser og forklaringer. Bogen beriger altså ikke kun fagteoretisk, men i afgørende grad også til hvordan det teoretiske føres ud i livet i en presset hverdag på en døgninstitution. 

Jeg er selv uddannet socialpædagog i 1988 og har i de 33 år, siden jeg blev færdiguddannet, arbejdet med de mest udsatte unge og deres familier. Jeg har som forstander igennem mere end 10 år, set og oplevet livet på en kommunal døgninstitution på nærmeste hold. Døgninstitutioner har historisk set ikke bare været voldsomt dyre økonomisk, men i flere tilfælde også menneskeligt. “Døgninstitution gentænkt” gør op med tidligere vanetænkning og burde derfor stå på enhver boghylde hos alle landets kommunale børne- og ungechefer.

Af Peter Abel Gjaldbæk