De sidste mange klummer har på den ene eller anden måde handlet om fænomenet covid19 og i særlig grad haft fokus på beskyttelse af og sikkerhed for de udsatte børn og unge, vi har i vores varetægt.

Den særlige opmærksomhed har vi stadig, men har for nylig udvidet dette fokus til også at omfatte de forstandere, ledere og medarbejderne fra vores medlemsinstitutioner og vores samarbejdspartnere, der havde tilmeldt sig vores årsmøde: Vi har aflyst.

Vi er corona-optagede af at skabe rammer, der både sikrer, at vi alle er i live, men også at vi alle lever.

Som situationen er, vil vi dog hverken lægge navn til, hvad der ville være et letsindigt eksperiment eller et arnested for en potentiel superspredning med risiko for, at udsatte børn og unge efterfølgende ville kunne blive smitteramt af coronavirus.

Som skrevet i vores nyhedsmail til medlemmerne i fredags må vi have “Den sædvanlige gode stemning, netværksvedligeholdelsen og udvidelsen samt fællessangen, ikke at forglemme, til gode. Vi glæder os allerede til næste år i håbet om, at situationen har ændret sig.”

Hvad angår Generalforsamlingen vil den blive afholdt om formiddagen den 12/11 2020 og livestreamet til alle medlemmer.

–

Som sædvanligt, fristes man til at sige, er indsatsmønsteret for øjeblikket, at der ikke er noget. Altså mønster.

Den administrative håndtering af vores område foregår stadig meget forskelligt fra kommune til kommune

I dag åbner et nyt Folketingsår, og vi har et håb og en forventning om, at vores område igen vil blive adresseret – for ikke at sige omfavnet – i statsminister Mette Frederiksens åbningstale, som i Nytårstalen.

Statsministeren skal vide, at vi som aktører på udsatte børn og unge-området er ved at være utålmodige efter at komme i gang med en ny lovgivning og udmøntningen af de værdier, der vil ligge i en forventet ambitiøs politisk aftale, om hvor godt vi i Danmark kan gøre det for udsatte børn og unge.

Vi ved om nogen, hvad corona har betydet og betyder for praksis. Derfor forstår vi også godt, at det politiske niveau har haft opmærksomheden rettet mod pandemien, og hvad vi, i en strøm af ny viden, kan gøre for at undgå de alvorligste følger.

Og nu er vi er ved at forstå, forstår vi også, at nogle kommuner afventer, hvilke rammer og vilkår, der skal gælde for området.

Men vi må fastholde – corona og en kommende ny lovgivning eller ej – vigtigheden af, at børn og unge i udsatte positioner får den nødvendige hjælp og indsats – når de har brug for den.

Som det er nu, betyder den generelle afventning, at der ER børn, der ikke bliver hjulpet, ligesom der ER uroplagede børn, der får lov til at udskrive sig selv i samarbejde med sagsbehandlere i misforstået selvbestemmelsesomsorg.

Når barnet så senere enten beder om at komme tilbage til indsatsen eller får en mere indgribende indsats – måske fra Ungdomskriminalitetsnævnet – så er der tillidssår, der skal heles og aftaleskår, der skal klinkes.

Det hænder, at opgaven for barnet – vi skal nok klare det – med at komme ind i en “træf-bedre-valg-spiral” dermed bliver vanskeligere end at starte forfra.

Så, Mette Frederiksen: Vi er Så klar …

–

En sidste ting for denne gang:

Vi er helt principielt fans af åbenhed, transparens, kommunikation og inddragelse af ressourcepersoner i det udsatte barns liv; det er ofte en forudsætning for, at barnet udvikler sig og kommer i trivsel.

Når det er sagt, er der rigtig mange udsatte børn og unge, der har brug for, at der bliver passet på dem i relationen til bestemte mennesker. Det er faktisk derfor vi bruger udtrykket, at være udsat.

Der er for eksempel brug for, at professionelle tager barnet i hånden og/eller afgrænser, når det udsatte barn kommer i kontakt med mennesker og organisationer, der ikke har det fulde overblik over dets situation, ikke kender til dets udfordringer og ikke kender til dets behov for at være i ro og i stabile rammer.

Dette tema er vi i dialog med forvaltninger, socialtilsyn og politikere om at håndtere …

Søren Skjødt, formand