Der er mindst 20 grunde til det:
1. Nyt år
2. Nyt årti
3. Nyt Folketing
4. Ny Regering
5. Nye virkeligheder, der skal korrigeres
6. Nyt bestyrelsesår i FADD
7. Nyt Folkemøde på Bornholm
8. Nye samarbejdspartnere – som supplement til de gamle
9. Ny forskning, der skal tjekkes og gives med- og modspil
10. Ny udvikling og resultater, der skal dokumenteres
11. Nye spørgsmål, der kalder på nye svar
12. Nye udfordringer, der skal håndteres
13. Nye børn, der skal hjælpes
14. Nye forældre, der skal betrygges
15. Ny halvsæson i superligaen
16. Nyt EM i fodbold
17. Nyt OL
18. Ny slags proteinpulver
19. Ny skjorte – julegave fra min kone
20. Nye sokker – fra hunden, som ikke bare er en hund, men Vera
I sandhed. DET BLIVER ET GODT åR I åR
—
Det er aldrig tidligere sket, at en statsminister har brugt 2/3 af sin taletid på at tale om udsatte børn og unge.
Ingen tvivl om, at det ligger Mette Frederiksen ualmindelig meget på sinde, at tale de udsatte børn og unges sag op.
Med udmeldinger som at ‘vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile’ og “vi skal reagere tidligere” træder børnenes statsminister i karakter. Det lover godt.
Kæmpetak for den opmærksomhed din tale om og til vores område har givet danskerne, Mette Frederiksen.
—
Skal man på baghjul så forholde sig bare en smule kritisk til den del af talen, der handlede om et nyt hjem tidligere til flere børn, flere tvangsadoptioner, og hvor dårlige nogle forældre er til at varetage forældrerollen, så må vi rynke de faglige bryn en anelse.
Tidlig indsats må ikke blive et mål i sig selv. Den tidlige indsats kan vise sig at være for tidlig.
“Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det” som vores gode ven Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome – Videnscenter for Socialøkonomi, skrev i en artikel i Mandag Morgen for et lille års tid siden.
Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres når der er brug for den.
Det vigtige er timingen.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …
Tvangsadoptioner som Statsministeren mener der skal være flere af, er et meget alvorligt og ultimativt indgreb.
Dels i et familieliv, dels i et barneliv.
Og vel egentlig også i samfundsmæssig forstand.
For hvor alvorlige skal, hvilke faktorer være – over hvor lang tid med hvilken intensitet og uden fortrydelsesret – for at udløse, at et barns ve og vel overdrages til en adoptionsfamilie?
Man har gennem en årrække brugt tvangsadoptioner i England som en meget anvendt anbringelsesform. Os bekendt ikke uden skelen til, at det er en billig (=gratis) anbringelsesform.
Måske vi skulle skaffe os noget viden om indsatstypen inden vi begår sammen fejl som i forbindelse med Barnets Reform fra 2011, hvor man valgte at opprioritere en anbringelsesform, som på tidspunktet var den suverænt dårligst undersøgte.
Fra professor Inge Bryderups plejefamilieundersøgelse fra 2017 ved vi:
- at børnene efter en anbringelse vender tilbage til deres biologiske ophav.
- at omkring 40% af plejefamilieanbringelserne bryder sammen
- at gennemsnitsalderen for en plejefamilie er 58 år
Rigtig mange kommuner fortæller desuden, at de har meget svært ved at skaffe det nødvendige antal plejefamilier.
Og vi ved fra vores arbejde på institutionerne, hvor helt afgørende vigtigt det er, at de udsatte børn og unges forældre er medspillende og deltagende i deres børns liv – både når de bor hjemme og når de bor ude.
Vi ser det som Leonard Cohen i sangen Anthem: There is a crack in everything. That’s how the light gets in.
Vi har en seriøs forpligtelse til at lede efter enhver sprække, hvor der kan komme lys igennem.
Enhver omsorgsopgave som forældrene kan stå for – som børnene kan profitere af – skal vi identificere, facilitere og effektuere.
Nogle gange under opsyn, ofte med håndholdte anvisninger og rådgivning. Og altid med barnets behov, forudsætninger og rettigheder allerforrest.
Den del af vores arbejde er meget, meget vigtigt…
Vi har sagt det før. Og nu siger vi det lige igen:
Der er brug for flere både/og løsninger for at skabe nænsomhed i overgangene i børns liv.
—
Vi har meget på dagsordenen for 2020.
Men Mette Frederiksen har lige skubbet til en ide:
Vi må her i foråret være nogle stykker, der går sammen om at sætte et nationalt fokus på, hvad der skal være op og ned i måden vi behandler de mest udsatte børn og unge – og deres familier.
FAGLIGT. ORDENTLIGT. KONTINUERLIGT
I hører nærmere
—
2020
Der er noget klart, kontant og kompromisløst over det tal. Tyvetyve.
Det kan jeg godt lide, som Jørgen Leth måske ville have sagt …
Det forpligter alle os, der agter at gøre, sige, ville og kunne noget nyt.
Handling giver forvandling. Få det nu fixet. Do it.
Godt nytår !!
Søren Skjødt, formand for FADD