FRA PODCAST & På CYKEL TIL NY BøRNEREFORM?

Der er rigtig mange af dem. Mange flere end der er latterlige kasketter på Smuk-fest…
Jeg er ret vild med podcasts.
Fra Kvinden med den tunge kuffert- typen – over amerikanske doku-gysere til de mere langhårede fra P1.
Jeg hørte for nogle dage siden en af sidstnævnte; Brinkmanns bænk om, HVOR BLEV MENINGEN MED LIVET AF?
Svend Brinkmann havde inviteret to gæster op på briksen: Anders Petersen, lektor i sociologi på Aau (som nogle af jer måske kan huske, at vi havde et oplæg om diagnosekultur af på vores årsmøde i 2017) og Morten Albæk, filosof og CEO på Voluntas.

Formentligt utilsigtet – i hvert fald uden at bruge ordet – kom deres diskussion til at beskæftige sig ret meget med socialpædagogik.
—
INDSPARK: I forlængelse af regeringens fokus på anbringelsesområdet har vi – udover meget at glæde os over – som minimum to bekymringer.
1. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils forbehold overfor interne skoler
2. Den samlede regerings fokus på det anbragte barns ret til at vælge dets forældre fra

Ad 1. Der var en gang en klog mand der sagde: Hvis du har noget, der fungerer og noget, der ikke fungerer, og hvis du gerne vil have det, der ikke fungerer til at fungere, er det bedste styringsredskab, du kan bruge … en cykel. Sæt dig op på cyklen og kør ud til det sted, der ikke fungerer og gør det nødvendige for, at det kommer til at fungere. Og lad så de steder, der fungerer, være …
Sådan har vi det også med de interne skoler.
Luk de interne skoler, der lader en 10 årig pige sidde alene i et klasseværelse uden kontakt til voksne. Men lad være med at stille spørgsmålstegn ved eksistensen af den store gruppe af interne skoler, der hver dag står på tæerne for at bringe børn og unge med sporadisk skolegang, skolesvigt og social uro i bagagen på omgangshøjde. Men stil gerne krav: Vi skal kontinuerligt blive dygtigere til at løse opgaverne. Flere anbragte børn og unge SKAL have en uddannelse…
Men vi kan måske starte med at bede om børns ret til 1800 skoledage i løbet af et grundskoleliv?

Ad 2. Må jeg ikke bare stilfærdigt gøre opmærksom på, at udsatte børn og unge naturligvis har ret til at blive hørt, inddraget og respekteret. Timing og forholdemåde skal til- og afpasses deres alder og modenhedsniveau.
Børnene skal stå først, som flere ministre har påpeget.
Men ligesom med ansvar-for-egen-læring, der på et for tidligt tidspunkt kan være et undergreb, så er det et overgreb at lade børn træffe definitive beslutninger på et situationsbestemt grundlag.
Det er helt afgørende vigtigt, at det er professionelle voksne, der på et fagligt grundlag kan nuancere børns affektivt bestemte ønsker og forestillinger, så børns vilkår tilgodeses både på kort og på langt sigt.
Hvor gammelt skal et barn for eksempel være for at kunne vælge mellem plejefamilie og forældre?
Herunder at vælge den ene part fra – med livslange konsekvenser til følge.
Eller hvornår kan vi være helt sikre på at barnet mener det, når han/hun siger: Jeg vil aldrig se min mor?

Vi skal naturligvis have de tunge redskaber i værktøjskassen (tvang, minus-kontakt m.m.)
Men efter mere end 30 år i branchen, må jeg sige at det er umådeligt sjældent, at det har været relevant at bruge dem.
Jeg har til gengæld oplevet masser af gange, at det har været godt – for den ene part eller for begge – at sætte relationen på standby.
Vi har også gode erfaringer med, at teknologi kan bruges til at parterne kan følge med i hinandens liv uden konkret kontakt – mhp at relationen så kan genetableres, når barnet kan profitere af den.
At udsatte børn og unges forældre (og andre ressourcepersoner) kan spille en vigtig rolle i behandlingsindsatsen, er der slet ingen tvivl om. Ofte er det en forudsætning for resultatet.
—
Tilbage til Brinkmanns bænk: Skåret ind til benet handlede den første halve time om deres bud, på hvad der er galt i vores samfund:
Paradokset mellem at vi bliver rigere, ældre og bedre uddannede samtidig med, at vi bliver mere stressede, angste og deprimerede.
Mellem præstationssamfundets krav om hastighed, som et mål i sig selv og som medproducent af menneskeligt forfald og så menneskers behov for meningsfuldhed og lyst til at bidrage.
Brinkmann ridsede det op ved at spørge om det er præstationssamfundet, der gør, at vi glemmer at leve et meningsfuldt liv? Eller er det tabet af mening, der gør, at vi “bare går rundt og præsterer”?
Det er blevet til svaghed at insistere på at holde en pause, hvilket vi fra musik uden pauser ved, gør, at vi ikke kan høre melodien, og som derfor reducerer lyd til støj.
Liv uden pauser bliver til støj. Og er umenneskeligt.
Som vi ved, er der meget, der tyder på, at det er de 16-24 årige, som dette paradoks går hårdest udover.

Det socialpædagogiske islæt manifesterede sig specielt i diskussionen om, hvad vi gør ved paradokset.
Det er først og fremmest mennesket, der er blevet grænseløst
Samfundet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet spiller også en rolle.
Men det er mennesket før systemet
Derfor er det mennesket, der skal lære at afgrænse sig ved at styrke selvværdet, så det kan udvikle integritet, dydsforståelse og generøsitet. Og modstå de systemelementer, der ikke gør noget godt..
Heri ligger det socialpædagogiske DNA ..

Vi skal bevæge os fra at gå opad karrierestigen til at gå opad selv-respekt-stigen.
Vi skal have mere fokus på at styrke unges etisk/moralske kompas – altså at skabe bedre forudsætninger for, at de kan lære at navigere mellem det meningsfulde og det meningsløse.
Det er det, vi i mange år på vores område har kaldt for … dannelse.
Vi skal forstå forskellene mellem tilfredshed, lykke og meningsfuldhed, hvoraf kun det sidste begreb er efterstræbelsesværdigt og bæredygtigt. De to første begreber er vigtige nok, men flygtige.
Dermed bliver det en socialpædagogisk opgave for os, der arbejder i det specialiserede socialområde at medskabe rammerne for at udsatte børn og unge kan “flytte markørerne og koordinaterne for det meningsfulde liv”.

På et konkret spørgsmål om hvad de tre i studiet ville sige til en ung, der står midt i at skulle i gang med sit voksenliv, sagde de:

• Sørg for at for at installere præstationsfrie rum
• Insister på at have omgangskredse, der er mere optagede af hvem du er end af hvad du laver
• Få fat på hvad du er forpligtet af, hvad du er en del af, og hvad du har ansvar for

—

Men hvorfor skriver jeg egentligt dette referat af en podcast om meningsfuldhed og mangel på samme?
Det gør jeg fordi vi står overfor en af de vigtigste reformer i nyere tid:
Vi har en historisk politisk åbning for at bringe udsatte børn og unge og forståelsen af, hvad de har brug for ind i lovgivningen og dermed ind som forandringspejlemærker i børn og unges liv – ikke bare i de udsatte børn og unges liv, men i hele vores samfunds opfattelse, hvad udsathed er og hvad vi kan gøre ved det.
Og hvordan vi på længere sigt kan deaktivere det menneskelige forfald og humanisere sammenhængskraften i vores samfund.
Når vi derfor som en del af regeringens inddragelsesløfte tropper op ministerkontorerne, vil vi argumentere for vigtigheden af at styrke udsatte børn og unges selvværd og selvrespekt ved både at stille krav OG sørge for, at de får pauser.
Vi vil insistere på at udsatte børn og unge profiterer af at være en del af fællesskaber, hvor de møder mest mulig normalitet, men også, at de får en pause fra den normalitet ved at være sammen med andre, der også har det svært.
Vi vil fortælle om den helt centrale pointe, der er i at inddrage børnenes forældre, der hvor det giver mening for barnet; for dets trivsel og udvikling, men også at de får en pause fra den relation, når den bliver for smertefuld og for vanskelig
Vi vil fremlægge synspunkter, der vil understøtte barnets og den unges medbestemmelses- og inddragelsesret, men vi vil også fortælle, hvorfor vi vil give barnet pauser i at skulle have ansvaret for vigtige beslutninger i dets eget liv.

Til gengæld vil vi ikke give det udsatte barn pauser, når det handler om at styrke den dannelsesfordring, de kan tillade sig at forvente, at vi vil bidrage med og hvis substans er hentet fra teorien, fra vores ordentligheden og fra alt det, vi i øvrigt ved – og det vi forpligter os på at komme til at vide mere om – i forhold til, hvad der er godt for børn, der har brug for omsorg, vejledning og livshjælp.

Afslutning:
Jeg indrømmer: Denne klumme er lidt langhåret.
Nu er der ikke noget i vejen med at være langhåret. Jeg er bare så gammel, at jeg ikke kan huske, hvordan det var.
Til gengæld har jeg så mange kilometer i benene, at jeg godt ved, hvornår man skal gå dybt for at finde saften og kraften i argumenterne.
Hør podcasten her: https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-46