GODKENDT MINISTERUNDSKYLDNING, MEN KAN VI GØRE NOGET FOR AT UNDGÅ BAGUDRETTEDE UNDSKYLDNINGER I FREMTIDEN?
Det var en flot og nødvendig undskyldning, som Pernille Rosenkrantz-Theil på statens vegne for et par måneder siden gav til anbragte i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980.
Og det manglede vel også bare!
Her er tale om mennesker, der har lidt overlast hele deres liv.
De blev ikke set. De oplevede ikke nærvær eller forståelse. De manglede at blive mødt med menneskelighed.
Der var ikke professionelle, der satte sig ned og gav sig tid sammen med dem, og som var der for dem.
Her var det enkelte menneske ikke i fokus og ikke synligt.
Alle blev mødt med samme tilgang.
Ingen var speciel, men blot en del af flokken.
Man siger, at UNDSKYLD – og TAK - kun er fattige ord. Begge kan forstås på flere måder; for eksempel koster det ikke noget at give en undskyldning, hvorfor man nogle gange bare burde gøre det. Jo før jo bedre.
Men også at det kan være for billigt – og for let – at bede om baglæns syndsforladelse, når skaden er sket for rigtig lang tid siden.
Ingen er sådan RIGTIGT ansvarlige, vel?
Man kender det fra sit parforhold; den gode undskyldning kommer tæt på forseelsen, så man kan nå at rette op eller ind. Bedre sent end aldrig. Værst er det, hvis den aldrig kommer.
Det kræver både indsigt og udsyn at være en ansvarlig politiker; det er i hvert fald det, politikerne selv siger både i skåltalerne og i Deadline: Vi har ansvaret, siger de. Og skyder brystet frem.
Alternativet til undskyldningen er den rette adfærd i situationen baseret på den viden, vi har til rådighed kombineret med den rette dømmekraft.
Ser vi pessimistisk på nogle af de vilkår, som vi samfundsmæssigt i dag byder de svagest stillede, så vil der fremover måske blive brug for flere undskyldninger.
I en tid med knaphed på ressourcerne kræver det ekstraordinær ansvarlighed at prioritere, at vælge til og at vælge fra.
Kloden brænder.
Verden er i krig.
Statsministeren beder om mere flid og virkelyst.
Bubber hærger fortsat på DK4 ;-)
De økonomiske udmeldinger fra kommuner og regioner er dystre.
Og brugere af velfærdsydelserne oplever, at fagpersoner skal løbe endnu hurtigere; der er for få varme hænder og dokumentationsbyrden vokser.
Og sådan kunne man blive ved ...
Vores appel er, at vi alle: politikere, embedsmænd og -kvinder og fagpersoner med flere vedholdende vitaminiserer den dømmekraft, der skal retningsanvise og meningsbestemme vores beslutninger, bruger den fagspecifikke viden, vi allerede har og målretter forskningen efter det, vi ikke ved endnu, så vi kan agere og agere på et oplyst grundlag og fastholder modet og nysgerrigheden i dialogen - også når vi skændes.
Vi beder om, at fagpersoners viden, opbakning og kritik generelt og mere grundlæggende bliver en del af politikernes beslutningsunivers. Ikke for at vi kan få ret eller blot få det, vi beder om, men for at vidensgrundlaget kan blive kvalificeret med kreativitet, alternative forståelsesrammer og nye kort -langsigtede pejlemærker.
Måske vi så ikke behøver at forvente, at der nok er en politiker, der en dag bliver nødt til at sige …UNDSKYLD?
-
Således opløftede ser vi – som sædvanligt her i novemberklummen - frem mod vores årsmøde, hvor vi har udsolgt – og hvor vi bare glæder os til at være sammen med vores medlemmer.
Charlotte Møller Pedersen, formand og Hanne Dalsgaard, næstformand
Udskrevet fra www.fadd.dk 02,12,2023