April-klummen 2023

Rekrutteringsproblemer i den offentlige sektor er en udbredt iagttagelse. Vel nærmest en uangribelig kendsgerning.

Manglen på sygeplejersker, lærere, socialrådgivere og pædagoger bliver blandt andet understreget af de faldende ansøgningstal til professionsuddannelserne fra de sidste års optag. Siden 2019 har uddannelserne optaget 14% færre studerende (2022)

I august-klummen fra 2022 anslog jeg et par årsager til de faldende tal: Belastningsfaktorer i udførelsen af de borgernære ydelser, ringe løn-, arbejds- og anseelsesforhold, brugen af begrebet VELFÆRDSUDDANNELSER stedet for professionsuddannelser (’Velfærd indgår ikke i uddannelsernes kompetencemål’, som Svend Brinkmann skrev i et Facebookopslag 27/9 2022) samt det dehumaniserende sprog som ofte anvendes om fagenes kerneydelser af de offentlige administratorer, der i øvrigt sjældent - selv om de arbejder med at rammesætte og regulere Velfærds-Danmark - definerer sig som en del af de velfærdsuddannede.

I FADD har vi, som det er læsere af klummer, debatindlæg og høringssvar bekendt, en svaghed for nuancer. Vi insisterer på, at verden meget sjældent er sort/hvid.

Vi foretrækker ofte både/og fremfor enten/eller. (For lige at nuancere den sætning, så findes der undtagelser! ;-) 

Derfor spurgte vi vores medlemmer for nyligt om deres oplevelse af udfordringer med at tiltrække uddannet personale.

Uden at påstå andet end, at på det konkrete tidspunkt, hvor en række af vores medlemmer svarede på spørgeskemaet, så viser tallene, at knap 60% svarede NEJ til, at de det seneste år har haft svært ved at rekruttere pædagoger til faste stillinger, mens 75% svarede NEJ til det samme spørgsmål vedr. lærere blandt de af vores medlemmer, der har interne skoler eller er en dagbehandlingsinstitution.

Et godt fagligt ry, høj grad af uddannede, intern uddannelse, kendte for at have et værdigrundlag er blandt de selvvurderede årsager til, at man har kunnet tiltrække uddannet arbejdskraft.

Det fremgår desuden, at det angiveligt er lettere at tiltrække fast personale jo mere bynært institutionen ligger.

Af årsager, som institutionerne selv har iværksat for at tiltrække arbejdskraft fremhæves: reklamer på sociale medier og tilstedeværelsen af et klart defineret arbejdsgrundlag.

Knap en fjerdedel har (75% har således ikke …) det seneste år samarbejdet med et vikarbureau, hvilket oftest har hængt sammen med, at man ikke selv har kunnet skaffe kvalificeret personale.

I svarene ser vi en omtrentlig ligelig fordeling af institutioner med kun gode erfaringer, både gode og dårlige, og kun dårlige erfaringer.

Hvis man kun har haft gode erfaringer med et samarbejde med et vikarbureau, skyldes det primært, at vikarerne (blot) har løst de opgaver, de var blevet bedt om at løse.

Hvis man kun har haft dårlige erfaringer med samarbejde med et vikarbureau, skyldes det primært at vikarerne har været for dyre eller at fagligheden var for dårlig.

Så vidt så godt.

Skal vi vove at skalere tallene fra medlemsundersøgelsen op til en aktuel tendens, når vi frem til, at der ER rekrutteringsudfordringer på vores område, men at der altså også er nogle institutioner, der ikke – i al fald det sidste år – har haft svært ved at tiltrække uddannede medarbejdere til faste stillinger.

Uden at der herfra skal overfortolkes på tallene, så tyder noget på, at det kan lade sig gøre at påvirke mulighederne for at kunne tiltrække nye uddannede medarbejdere: Fokus på og promoveringen af et udviklingsorienteret og et udviklende fagligt miljø (der retfærdigvis ikke er defineret i denne sammenhæng) ligner en fællesnævner.

Størst udfordring er der, hvis man ligger i en landzone.

-

Fra vores egen verden:

I et debatindlæg på ALTINGET (20/3 2023) under overskriften POLITIKERNE DELER GAVER UD TIL SOCIALE INDSATSER BASERET PÅ MAVEFORNEMMELSER. DET HØRER INGEN STEDER HJEMME I ET DEMOKRATI giver Pernille Skipper udtryk for en række vigtige pointer. Vi kunne ikke have sagt det bedre selv.

Satspuljemidlernes afløser, SSA-reserven, har regeringen besluttet ikke længere skal betyde ustabil og usikker finansiering af vigtige sociale indsatser.

Det kan vi godt lide; der har ved hver ny runde været brugt uanede ressourcer fra hobe af lobbyister fra civilsamfundsorganisationer af alle slags på at gøre sig politisk lækre med rapporter, grafer og lovning af guld og grønne skove, hvis bare …

Godt at konsulenterne over længere tid nu forventeligt kan koncentrere sig om indholdet.

Der er bare et problem mere: Det skal som PS påpeger ikke være politikerne, der skal afgøre, hvem der fremover skal have ’stabil og sikker finansiering’ af ydelserne.

Fordelingen af midlerne må ikke blive ved med at være en kampsport med uklare regler, hvor organisationer med det mest bredspektrede politiske netværk rager til sig og får polstret sin egen organisation med årsværker, hvis opgave det – måske sjovt nok, men mere paradoksalt – blandt andet er at forberede næste runde af pengefordelingerne.

Må vi, der aldrig har bedt om offentlig støtte til vores aktiviteter, bede om et armslængdeprincip, hvor embedsværket efter objektivt udstukne og politisk bestemte kriterier forvalter de mange penge, så de afspejler de behov, der står i kø for at blive kastet lys over med henblik på, at tildelingerne lander der, hvor der reelt afprøves nye løsninger eller stilles nye spørgsmål.