MISTRIVSEL PSYKIATRIPLAN OG PRAKSIS
Mange børn og unge mistrives.
Hvis ellers begrebet MISTRIVSEL kan afgrænses, mener nogle forskere, at det andrager op mod 20% af alle børn og unge i dette land.
For nylig tog 1000 psykologer ordet og sagde højt i et åbent brev til politikerne: Børn og unge mistrives, og vi er dybt bekymrede.
Psykologerne mener, at problemer med mistrivsel blandt børn og unge skyldes rammerne på landets dagtilbud og skoler, og at fagpersonalet ikke har ressourcer nok til at hjælpe dem.
Samtidigt mener en række psykologer, at færre børn ville ende hos psykiatrien, hvis der blev investeret mere i samarbejdet mellem lærere, pædagoger og PPR-psykologer.
Relevansen og timingen er til at tage og føle på.
De politiske forhandlinger om en ny psykiatriplan indledtes i forgårs (31/8) – hvilket vi i parentes bemærket ser frem til at høre mere om, når Psykiatrifondens adm. direktør, Marianne Skjold Larsen holder oplæg på vores psykiatriseminar 15-16 september (UDSOLGT :))
Men der er også en anden faktor, der ser ud til at influere på, at så mange børn og unge har det svært.
Det fortæller en af dansk børneforsorgs store bidragsydere, den 89-årige professor, Per Schultz-Jørgensen, der i en samtale med Politikens Jes Stein Pedersen 27/8 blandt andet sætter fokus på forholdet mellem børn og frihed. Og på de voksnes forpligtelse til at begrænse denne frihed.
I bogen VENDEPUNKTER, der netop er udkommet og som på grund af fremskreden sygdom nok sørgeligvist bliver PSJs sidste bog, skriver han:
»Det er der, vi står i dag. Der er stadig et dilemma mellem børns frihed til selv at bestemme og voksnes ansvar for at give dem et grundlag at handle på, der kan begrænse denne frihed. Det radikale børnesyn i dag skal ses i forhold til samfundsrammer, der ikke fungerer som værdiudviklende eller etisk perspektiverende. Derfor kan forøget frisættelse af børn ende med at prisgive dem«.
»Det er kun blevet værre og værre«, svarer han og fortsætter:
»Vi bliver hele tiden bestyrket i den grænseløse frihed, og gennem de seneste 20-30 år har den sat sig i os alle sammen.
Jes Stein spørger ham, hvad det så er, der skal redde os, og svaret falder prompte:
»Praksis!«.
Altså handling.
Min pointe er – for at knytte PSJs analyse sammen med psykologernes, at vi med det entydige spot, vi har på akademisering og bogliggørelse, så har vi længe været i gang med at afmontere en stor gruppe af børn og unges muligheder i samfundet: De børn og unge, der har svært ved at knække koden til at lære gennem bøger.
For når et opdragelsesideal som maksimal frihed og et samfunds opprioritering af intellektuel kapital mødes med konkurrence-, perfektions-, præstationskulturer i alle afskygninger, så er konsekvensen, at sammenligninger og resultaterne heraf bliver det stof, der inkluderer og ekskluderer.
Som PSJ siger i artiklen: »Børn bliver sammenlignet, som jeg aldrig i mit liv er blevet sammenlignet med nogen. Jeg kender børn, der føler sig helt valgt fra af deres jævnaldrende med de konsekvenser, det får for familien. Jeg tror, vi er fanget i et kulturelt dilemma, som vi ikke kan løfte os ud af. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi kan heller ikke ansætte flere psykiatere og tro, de kan løse det eller lave flere undersøgelser, de er ubrugelige«.
Også i vores egen verden vender spørgsmålet med jævne mellemrum tilbage: Hvor meget skal børn selv bestemme? Fra hvornår? Og hvad gør vi, hvis barnet vil træffe et valg, som vi som professionelle vurderer er et dårligt valg?
Tilbage til 3. marts 2021, havde vi i FADD et debatindlæg på ALTINGET, som svar på de første meldinger om indholdet i Barnets Lov.
Vi advarede den gang som nu mod at give udsatte børn for meget selvbestemmelse.
”Et barn på ti år er sjældent i stand til at beregne konsekvenserne af for eksempel at fravælge kontakt til sin psykisk syge far, som barnet måske ovenikøbet på et alt for tidligt tidspunkt, har skullet tage et alt for alvorligt ansvar for. Nogle udsatte børn vil utvivlsomt kunne profitere af, at de netop ikke skal vælge.”
Og pointerede: ”Der er i forhold til at inddragelse helt afgørende at skelne mellem de tre niveauer: Medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse: Man skal have hovedet oven vande for at kunne vælge den rigtige retning. Barnets modenhed, livsomstændigheder og netværk er vigtige retningsgivende pejlemærker i den proces, som kræver tilstedeværelse af fagpersoner med viden, varme og visdom og vedholdenhed.
Jeg deler Per Schultz-Jørgensens andet og tredje forslag til forandringer:
»Vi skal have skabt en struktur, som hviler på, at det enkelte menneske i et fællesskab med andre er forpligtet til at yde noget. Du er en del af besætningen, du er ikke en passager. Det er det vigtige. Det skal de have lært«, siger han og fortsætter:
»Det andet er det her: Kom og vær med til at opbygge og tro på en grundfortælling. Lige nu balancerer vi jo på håbløshed, som er berettiget. Med klima og bæredygtighed, Rusland og Ukraine og hele elendigheden«.
Som Karen Blixen sagde: ’Alle sorger kan bæres, hvis de sættes ind i en fortælling, eller man kan fortælle en historie om dem’.
Praksis og arbejdet med at opbygge en ny grundfortælling skal vi i den grad inddrage alle børn og unge i.
Forpligtelsen til, at alle børn og unge skal være en del af besætningen, skal vi stille krav om …
Charlotte Møller Pedersen
Dokument: