August klummen 2022

...

I min barndom i 1960erne slog vores forældre til og sagde JA til mulighederne i de nye rammevilkår og ændrede forbrugs- og kønsrollemønstre, som det økonomiske opsving tilbød dem. Eller som de selv tog til sig.

Ingen nærede en forestilling om, at mængden af almindelig materiel forstoppelse - og øvrige vækstgevinster senere ville være medvirkende årsager til stress, komplekse diagnoser og en SOME-skabt præstationskultur blandt børn og unge i 2020erne.

Retfærdigvis er det også sådan, at nutidens børn og unge – i forhold til mine forældres generation - kan regne med en ikke ubetydelig forlængelse af deres levealder, de vil kunne blive kurerede for flere livsstilssygdomme og de vil formentligt komme til at leve i en mere bæredygtighedsorienteret periode.

Sidstnævnte er måske endda det, der vil komme til at knytte bånd mellem børn og unge i hele verden – selv om det næppe isoleret set vil ændre på fart & tempo i performanceoptimeringen.

Sådan er det – uanset om et snarligt folketingsvalg ændrer på magtbalancer, forlig eller aftalepapirer.

Men spørgsmålet er hvem, der skal sørge for, at børnene og de unge får tilegnet sig de livsduelighedsfremmende kompetencer, den nødvendige dannelsesmæssige baggrund og den vigtige helbredelsesmæssige hjælp, hvis sygdom skulle indtræffe?


Tallene for årets optag på de videregående uddannelser taler deres tydelige sprog: For få unge vil læse til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

Der kommer angiveligt til at mangle 35.000 ”velfærdsuddannede” i 2030 ifølge en analyse fra DAMVAD Analytics for Danske Professionshøjskoler. (https://xn--danskeprofessionshjskoler-xtc.dk/wp-content/uploads/2021/05/Damvad-Final-07-05-2021.pdf)

Siden 2019 har velfærdsuddannelserne optaget 14 procent færre studerende.

Det er naturligvis alvorligt nok i sig selv.

I hvert fald to ting kan inkarnere forstyrrelsen: 

Dels oplever mange af de mennesker, der har brug for offentlige ydelser, omsorg eller indgreb frustrationer, som er med til at ekskludere dem fra deltagelse i sociale fællesskaber og begrænse andre former for oplevelse af normalitet.

Dette kan medvirke til, at vrede og utilfredshed bliver rettet mod ansatte i de omtalte sektorer, hvilket kan medføre en høj grad af belastning i jobbet.

Derudover spiller løn-, arbejdsvilkår- og ikke mindst anseelsesforhold naturligvis også en rolle i, at disse velfærdsuddannelser generelt har været foruroligende mindre attraktive for unge studiesøgende i 2022.

Men som Svend Brinkmann skriver i et Facebook opslag fra 29/7 i år, så kan det måske også være ’at disse fags problemer hænger sammen med, at man klumper dem sammen og omtaler dem under ét som velfærdsuddannelser?’

Det er potentielt devaluerende, skriver han, fordi de netop er professioner. Og at begrebet VELFÆRD ikke indgår i kompetencemålene for de studerende.

Dels viser analyser fra ex KL https://www.kl.dk/media/28084/det-kommunale-arbejdsmarked-i-tal-2020.pdf , at kommunerne det seneste årti, har udvidet antallet af akademikere betragteligt. Mellem 2010 og 2019 er antallet af ansatte med en lang videregående uddannelse steget med lidt mindre end 14.700 personer, hvilket svarer til 62 pct.

De fleste af dem må antages at repræsentere de såkaldt kolde hænder, som i parentes bemærket altså løser rigtig vigtige opgaver.

De er ikke blot blevet flere; mange administratorer har også over en årrække anvendt et dehumaniserende sprog, når de har beskrevet forhold, omstændigheder og omdrejningspunkter i den offentlige sektor. Min pointe er, at hvis identitetslogik, regulative, normative og kognitive strukturer, netværksstyring, diskursanalyse, målingsrationaler, beslutningsadfærd og den postmoderne forvaltning uantastet bliver begreber, som lader os forstå, at det vigtigste i den offentlige sektor er økonomi og styring, så bliver det op ad bakke at putte autoritet, selvværd og arbejdsglæde ind i opgaver, der handler om omsorg, undervisning & læring, tilrettelæggelse af betingelser for dannelse, håndtering af sundhedsmæssig og medicinsk ekspertise m.m..

Sprog skaber bevidsthed. Det kræver derfor ikke bare opmærksomhed, men også bevidst stillingtagen til hvem der skal - og hvordan man skal - regulere den hierarkiske magt, betydning og autoritet, der tillægges forskellige aktørers udsagn om form og indhold i den offentligt finansierede velfærd.

Den opgave gælder os alle, men i særlig grad de politikere, der skal forholde sig til rekrutteringsproblemet, hvis rigtighed ingen hidtil har erklæret sig uenige i.

En ting er helt sikkert; hvis vi vil løse problemet, kan vi ikke overlade definitionsmagten til de statskundskabsuddannede, juristerne og økonomerne, der – selv om de er ansatte til at løse offentlige velfærdsopgaver - ikke ser sig som en del af samlebetegnelsen, de velfærdsuddannede.

Det er næppe paranoia at antage, at mange Djøf’ere har sort bælte i at opfinde nye opgaver til sig selv. Og i at pålægge os andre hele implementeringsbyrden.

Vi ved, at regeringen har prioriteret uddannelser højt, og vi ved også, at der er nedsat en lønstrukturkomité, som ser på løn i den offentlige sektor, og som skal komme med anbefalinger senere på året.

Men det handler om andet end løn.

Vi er nødt til også at se på rammerne for det arbejdsliv, der venter de studerende.

Vi anerkender, at opgaven er kompleks, men det er en bunden opgave at finde løsninger, hvad enten en kommende regering er rød, blå, violet eller regnbuefarvet. 

Problemet har været kendt længe, og det har ærligt talt været som at se et trafikuheld i slowmotion.

I de kommende år, hvor der bliver mindre ungdomsårgange, vil problemerne bliver værre, medmindre man får knækket koden.

For vores vedkommende gælder bekymringen naturligvis særligt for de mest udsatte børn og unge.

Vi må insistere på, at uddannelse er et vigtigt afsæt for fortsat udvikling af den nødvendige faglighed i ønsket om at skabe bedre vilkår for børnene og de unge – og for det personale, der skal løse opgaverne. 

Næsten alle aktører på vores område oplever vanskeligheder ved rekruttering og tilknytning af medarbejdere. Sidstnævnte skal vi selv blive bedre til …

De unge studerende på de nævnte områder efterspørger

  • professionsuddannelser med høj studieintensitet
  • stærk kobling mellem teori og praksis.
  • et kommende arbejdsliv, som kan kombineres med et meningsfuldt fritids- og familieliv.
  • en anseelse og løn, der afspejler den betydning jobbet har – og med den form for stolthed, der kommer af at have tilegnet sig – og at kunne anvende - en særlig viden og nogle særlige færdigheder.

I modsætning til mine forældres generation skal de unge i dag ikke lære at slå til, men måske snarere lære at sige NEJ.

I den forbindelse er det måske en af vores opgaver i lærings- og dannelsessektoren at gøre, hvad vi kan for, at de børn og unge, vi arbejder med, ikke udvikler et snævert fokus på at blive den bedste udgave af sig selv, ikke bliver for optagede af at finde de rette key performance indicators, ikke bliver for fleksible, omstillingsparate og agile, ikke opdyrker et growth-mindset og ikke lærer at trives med mange bolde i luften på brændende platforme (inspiration S. Brinkmann)

 

Charlotte Møller Pedersen

Dokument:

Udskrevet fra www.fadd.dk 02,12,2023