FORSVAR FOR KOMPLEKSITETEN
Det må være et forholdsvist kvalificeret gæt, at ’VERDEN UNDER FORANDRING’, er blandt de oftest anvendte overskrifter i klummer, feeds og medier i de sidste par måneder.
Vi, der arbejder med børn og unge, må kunne abstrahere fra tidens kriser, hvad enten de handler om krige, klima eller kaos på finansmarkederne.
Vi har en allestedsnærværende forpligtelse til at indgyde håb.
Det gør vi blandt andet ved at insistere på de værdier, som giver os mod og tro på livet: fællesskab, tolerance og kærlighed.
Som menneskeart er vi generelt dårlige til at anerkende det komplicerede.
Vi foretrækker typisk, at noget enten er entydigt vidunderligt eller modbydeligt.
Måske er fastholdelse af kompleksitet en af nøglerne til at kunne manifestere håbet.
Fordi vi så bliver ved med at være nysgerrige på, hvad der er det væsentlige. Og på at undersøge tingene grundigt
Dels for at skabe rum for samtalen, dels for at kvalificere løsningerne.
”Ja, men på den anden side set …”
”Det er et godt spørgsmål; lad os prøve at finde ud af …”
”Jeg mener, at …, men jeg har hørt andre sige …”
3 eksempler på reaktioner, der fremmer væsentlighed og grundighed – og favner kompleksiteten.
-
Den slags reaktioner prøver vi også at anvende, når vi vil forstå politiske udmeldinger eller attituder inden for vores område.
Som da Pernille Rosenkrantz-Theil udskammede hele specialundervisningsindsatsen tilbage i 2021. (PS: Hun har forbedret sig …)
Eller nu hvor vi i forbindelse med Barnets Lov finder ud af, at flere af de del-undersøgelser, der aktuelt pågår og som skal legitimere politiske beslutninger, er bundet op på en udbudstekst, der favoriserer bestemte typer af indsatser.
Så må vi jo prøve at være nysgerrige på og grundige efter, at få at vide hvorfor effektundersøgelser af en række efterværnsindsatser udelukkende andrager civilsamfundsindsatser?
Eller hvorfor adoptionsløsninger for udsatte børn, der blandt andet er karakteriserede ved, at de er gratis, er blevet ret hårdt hypede – uden at vi ved om der er et tilstrækkeligt antal forældre, der er interesserede i at adoptere? Og når vi samtidig har belæg for at kunne sige, at mange forældre til udsatte børn - med den rigtige hjælp - kan lære at påtage sig et forældreskab?
Eller hvorfor man har tiltro til, at plejefamilier kan løse en stadig større del af anbringelsesopgaverne, når vi ved, at henved 40% af dem bryder sammen, at plejeforældre i gennemsnit er over 50 år og at mange kommuner har svært ved at rekruttere nye?
Og lad det være sagt med det samme for at forebygge, at mit motiv er interesse-informeret:
Nogle børn skal bortadopteres.
Nogle børn skal i plejefamilier.
Og nogle skal ikke.
Det afgørende må være børnesagkyndiges vurdering af udviklingspotentialet hos forældrene og profiteringsgraden hos børnene.
Vi fortsætter naturligvis med at lede efter gode svar hos politikerne.
Selv om vi er grundige, er det lidt op ad bakke.
Vi fastholder forpligtelsen som område til at kunne levere håb.
Men politikere er jo ikke børn.
Så hvis ikke de kan hjælpe med svarene, så kan det være, de skal overveje at droppe skråsikkerheden til fordel for nysgerrigheden på og grundigheden med behovet for at forstå kompleksitetens betydning for de gode løsninger.
Charlotte Møller Pedersen
Formand