November-klummen 2019

På depressive dage, som jeg i gennemsnit har en af hvert femte år, kan jeg blive overbevist om at alting var bedre i gamle dage.
Fodboldspillere brugte hverken halsedisser (det hedder det!) eller tophuer.
Brøndby vandt pokaler
Der var bedre plads på vejene.
Ispindene var større og billigere.
Og udsatte børn og unge var ikke et regneark.

Lad mig nøjes med den sidste: Er udsatte børn og unge et regneark i 2019?
JA og NEJ

JA fordi nogle kommuner i den måde de behandler udsatte børn og unge  og deres familier på i hvert fald fremstår mere optagede af tallene end de mennesker, der har brug for hjælpen.
Månedsopfølgning på fremskridt, kronefokuserede licitationer over indsatser, rabatforventning v/ mere end et barn,  hurtigt ind, hurtigt ud, flere anbringelser i starten af året og i starten af kvartalet, og ubæredygtige og kortsigtede løsninger.
Nogle af de praksishistorier, vi hører fra vores medlemmer handler rigtig meget om tid. Og tid er penge.

NEJ fordi der er mange kommuner, hvor man ikke tænker og handler på den måde.
NEJ fordi vi er mange, der bærer på det socialpædagogiske DNA (omsorg, udvikling og respekt i betydningen; blive ved med at se, re-spekt)

Som professor Lene Tanggård en gang sagde på et årsmøde: Pædagogik er et svagt projekt – fordi resultaterne aldrig kan garanteres.
LT spurgte: ”At værdsætte hvad vi måler eller måle, hvad vi værdsætter? Målbarhed  og evidens:  Måler vi faktisk, hvad vi værdsætter, eller måler vi blot det, vi med lethed kan måle og dermed kommer til at værdsætte?”
Og svarede selv: ”At måle pædagogisk effekt for at finde universelle  sammenhænge, svarer  til at veje en pengeseddel  for at måle  dens værdi.”
 ---
Vi har fået en ny regering. Og vi kan tillade os at forvente nye tiltag.
Om det ligefrem er et nyt tiltag er måske nok udtryk for en sproglig overgørelse. Men i et interview i Politiken 22/10 siger uddannelses- og forskningsminister (S) Ane Halsboe-Jørgensen under overskriften; HØR HER, VI REGNER PILSKÆVT: ”Der skal ske noget. Samfundet reparerer for meget og forebygger for lidt”.

I FADD støtter vi naturligvis både bedre regnestykker, mere praksisnær forskning, socialt arbejde som investering og at uddannelse er godt.
Det er meget enkelt: Hvis kommunerne vil øge inklusion, mindske udsathed og skabe bedre forudsætninger for at mennesker kan klare sig selv, så må man anerkende, at kvalitetsudvikling kræver investering.
Og vi ved godt, at det ikke er direkte motiverende for kommunale beslutningstagere, at gevinsterne ved kommunale investeringer i socialområdet typisk bonner ud på statsøkonimien - ovenikøbet på relativt langt sigt.
Det må vi have lavet om …

Men pas nu alligevel på:
Kloge hoveder har før stillet spørgsmålstegn ved både Heckman-kurven (den der viser at tidlig indsats betaler sig) og for stor skævvridning i balancen mellem ressourcer til forebyggelse og til behandling.
Vær varsom med dele af den evidensbaserede viden. Den er som udgangspunk gammel, men ikke nødvendigvis forældet. Pas på fælden, værdsættelse vs måling.
Lad nu være med at forske i noget vi godt ved. Medtænk erfaringer og lad os gå efter det rebelske, det skæve, det, der kan ’breake the rules’.
Lad os lede efter hvad der er godt for udsatte børn og unge. Det står og falder med om de får mulighed for at deltage i forpligtende fællesskaber. Keep it sometimes simpel and sometimes complex…

Og så er det jo snart årsmødetid – der kommer ca 180 udover mig.
HURRA for det…

Jeg glæder mig  

 

 

Dokument:

Udskrevet fra www.fadd.dk 02,12,2023