STATSMINISTEREN OG MIG
Jeg og vi i FADD har flere gange haft lejlighed til at møde Mette Frederiksen. Første gang i 2007 mens Mette Frederiksen og Socialdemokraterne var i opposition og hvor hun var vores gæt på en kommende socialminister efter valget i november 2007- såfremt S skulle vinde valget.
(Som det er valgnørder bekendt genvandt Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten og nedlagde i den forbindelse Socialministeriet som selvstændigt ministerium)
Men dengang i juni 2007 besøgte Mette Frederiksen sammen med os i FADD en række af vores medlemsinstitutioner på en heldagstur.
Vi oplevede dengang en vidende, empatisk, nysgerrig og engageret socialminister in spe.
Socialminister blev hun nu ikke.
Sidste gang vi mødte Mette Frederiksen var i forbindelse med undskyldningen, hvor vores indtryk fra 2007 blev bekræftet.
I går (1/10) åbnede Mette Frederiksen så Folketinget som landets hidtil yngste statsminister.
Børnenes Statsminister.
Jeg hæftede mig ved talens overskrift: ”Det talte ord gælder.”
Og ved MFs opmærksomhed på sproget i forhold til virkeligheden:
New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer.
Fra lærerseminarium til University College.
Fra skolebibliotek til PLC (pædagogisk læringscenter
”Men velfærd er ikke et projekt. Velfærd er varme. Trivsel. Kærlighed. Muligheder.”
--
En af vores opgaver i FADD er at holde øje med mønstre, bevægelser og tendenser på udsatte børn og ungeområdet.
Det gør vi naturligvis for, at vi så herefter kan agere og reagere fagligt, venligt, men bestemt og med rettidig omhu på vores analyse af iagttagelserne.
Vi er midt inde i en kommunal valgperiode. Ret præcist faktisk: Det er to år siden og der er er to år til næste gang.
Der er - om ikke tradition for – så er det sket i historien, at nogle kommuner har benyttet perioden mellem to valg til at træffe upopulære beslutninger i håbet om, at vælgernes hukommelse er kort og hullet, så sammenhængen mellem valgløfter og ’omprioriteringer’ på valgdagen kan fremstå så uklar som muligt.
Lad det være sagt med det samme: Der er mange kommuner, der fagligt og økonomisk ansvarligt træffer gode beslutninger for deres udsatte borgere – herunder børn, unge og deres familier. Hvor man undersøger sagerne, inddrager børn og familier, prioriterer opgaverne efter en klar og kommunikeret strategi, lader de decentrale ledere lede, hvor tillid, dialog, ordentlighed og beslutsomhed er nøgleordene i opgaveløsningerne og i samarbejdsrelationerne.
Uden at have statistisk belæg for det, er det vores klare indtryk, at jo mere fagligt, tænksomt og ordentligt det øverste ledelseslag (fra borgmester og kommunaldirektør til chefer i afdelingerne) i en kommune handler, desto bedre smitter anstændigheds- og kvalitetsaspektet af på medarbejderne i de borgernære indsatser.
Men der er også kommuner, der - ofte med et korps af controllere allerforrest på eksekveringsbølgen – får barberet takster, priser og vilkår så langt ned, at det dels går ud over fagligheden, dels fører nedsmeltninger af fagligt velfungerende miljøer med sig.
I forlængelse af Mette Frederiksens åbningstale: Sprog skaber bevidsthed, har vi sagt i mange år.
Udtryk fra sportens verden har for eksempel fyldt godt op på selvforståelsesparametret i landets mange præstationskulturelle miljøer – også på de kommunale kontorer og gange. Og hos os selv.
New Public management har spillet en ikke ubetydelig rolle i den forbindelse.
Ligesom vores eget ønske om at være moderne, proaktive og omstillingsparate har gjort det…
Måske er det rigtig som den gamle russisk-amerikansk-tjekkiske sprogmand Roman Jakobson (ham med de 6 sprogfunktioner og en af de mange kommunikationsmodeller) en gang sagde: ”Sprogets magt ligger over vores tanker i, hvad det (sproget) tvinger os til at tænke på.
”Udsatte børn og unge området er dyrt”.
”Udgifterne eksploderer”.
”Det virker ikke”.
”De bliver værre og værre” (børnene)
”Familierne har ingen normer”
Fortsæt selv.
Rækken af fordomme og myter er uendelig. Risikoen for selvopfyldende profetier er nærliggende.
Vi hører nogle gange vores egne folk sige det.
Så er det godt, at vi har forskere, styrelser og journalister, der af og til kan bidrage med at skille ad, hvad der er hold i, og hvad der er tilfældige synsninger.
For eksempel glæder vi os til at Ankestyrelsen i løbet af det næste år offentliggør hele tre undersøgelser om hhv Børnesagsbarometret, pædagogik og kulturer på åbne døgninstitutioner og opholdssteder og en trivselsrapport på anbragte B/U området (som opfølgning til Rambølls rapport fra tidligere på året)
For nylig hørte jeg en historie om en controller, der til en forstander på en af vores medlemsinstitutioner sagde: ”Du kan da bare lade være med at ansætte uddannede medarbejdere. De uuddannede er billigere og lige så gode som de uddannede. Nogle af dem har endda prøvet det selv” (at være udsat, forstås)
Havde jeg overhørt den ”samtale” ville jeg have sagt noget i retning af: Hvad snakker du om? Hvis du kom til skade og fik et åbent benbrud, ville du så bede om, at ham der skulle operere dig, bare skulle have prøvet det selv - altså at have et åbent benbrud? Luk dog r…. !
Så omvendt er det måske ikke sproget, der er faretruende, men virkeligheden.
I takt med at flere kommuner ansætter controllere i stedet for fagchefer bliver antallet af dem, der traditionelt set har skullet (og har kunnet!) oversætte budskaber fra dem med viden om børn til dem med viden om regneark – og omvendt – færre i antal.
Det både kan give sprogligt og virkeligt bøvl.
Hvis en kommune i stedet for kun at tælle, reducere og regne den ud, brugte primærressourcer på at afklare, koordinere, kvalificere, så ville der, udover den menneskelige, også være en økonomisk gevinst.
Jeg vil vædde ti ristede med brød, hvis der er en controller på linjen, der er frisk på eksperimentet.
Men vi kan jo også bare aftale at gøre det, der står i Lov om social service. Sprogligt og i virkeligheden.
--
Som alle andre afventer vi de første konkrete aftryk fra landets statsminister. Børnenes statsminister.
Vi følger udviklingen …
Søren Skjødt
Formand for FADD