Det er en særpræget tid, vi lever i. November måned har ikke været en undtagelse.
Lad os i flæng nævne fra de store overskrifter:
Det amerikanske præsidentvalg
En regeringsrokade og udvidelse – herunder afholdelsen af et Folketingsvalg, som kun landets nye Udenrigsminister havde deltaget
Medieomtalen af markante dødsfald i ind- og udland.
Og en skærpelse af forbrugsformen op til den tilstundende højtid hos rigtig mange danskere i forbindelse med de efterhånden velinintegrerede, men stadigt mere omsiggribende ny-danske traditioner som Black Friday og Thanksgiving.
Vi er glade for, at der er noget godt, der ligger helt fast. Operation JULEGAVEREGNs insisterende bestræbelse på at indsamle penge til køb af ekstra julegaver til anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.
De er allerede i gang. Godt & vel…
For eksempel har JGR fået en donation fra Johan Bülow på Lakrids-julekalendere til alle anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.
Det er et godt signal: Det bedste vi har - til anbragte børn og unge.
Bort set fra det skal vi jo til det igen: At sætte en ny minister ind i vores område. Vi har en vis rutine i det: Siden 2009 – efter at Anders Fogh i 2007 nedlagde ministeriet, har vi haft fornøjelsen af at møde 7 socialministre. Det er cirka én om året.
Men vi nyder det hver gang.
Vi har sendt en lykønskningsmail til den nye minister, der som bekendt bliver Mai Mercado.
Udover nedsættelse af den kriminelle lavalder, efterværn for anbragte børn og unge, plejefamilier som ansatte på døgninstitutioner, indsatstrappens mulige udvidelse og et par andre småting, har vi skrevet til ministeren, at vi også gerne vil drøfte vejledningen til Lov om Voksenansvar.
I den forbindelse har vi nævnt, at vi sammen med en række andre aktører inden for vores område – herunder KL og Børnerådet - har udtrykt bekymring for fraværet af den passus, som blandt andet en række adspurgte anbragte børn ifm Magtanvendelsesudvalgets arbejde havde anbefalet; at det i den nye lov skulle være muligt for en voksen at fjerne det barn fra fællesskabet, der forårsager uro og utryghed. Under hensyntagen til fællesskabets bedste …
Begrebet 'pædagogisk guidning' har tidligere været brugt, men er undervejs i den langstrakte proces blevet erstattet af ’fysisk guidning’ og er tillige blevet udvidet til at kunne omfatte ‘kortvarig fastholdelse’.
Der er flere ærgerlige konsekvenser af dette aspekt.
Vi har bedt om et snarligt møde – gerne inden høringsfristen den 14/12.
Hvis vi sammenholder det oplæg som formanden for Magtanvendelsesudvalget, Jens Møller holdt på vores årsmøde med forslaget til ’Vejledningen til Lov om voksenansvar’ må vi præcisere i hvert fald to forhold:
Af vejledningsforslaget fremgår det:
”Der er kun tale om fysisk guidning, så længe barnet eller den unge ikke gør fysisk modstand mod fx at blive ført et andet sted hen, dvs. at barnet eller den unge følger med uden at gøre modstand. Gør barnet eller den unge fysisk modstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, medmindre situationens karakter ændrer sig, så der opstår fare for barnet eller den unge selv, andre børn og unge eller personalet. I sådanne tilfælde vil der kunne anvendes fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
I forslaget er der således tale om, at den fysiske guidning skal ophøre SÅ SNART barnet eller den unge gør modstand.
At fastholde et mindre barn, der ikke er til fare for sig selv eller andre kortvarigt i forbindelse med en fysisk guidning, mens man giver barnet en flyverdragt på, giver god mening.
Hvis man skalerer en sådan situation op til en ung på 15 år– og skynder sig at se bort fra det med flyverdragten – så vil det sjældent give god mening, at begrebet fysisk guidning kan omfatte en kortvarig fastholdelse.
Og det er da også lige præcis i sådanne situationer, at vi gerne ville have en lovfæstet mulighed for omsorgsfuldt og respektfuldt for barnet eller den unge, der forårsager uroen og trygheden OG for de andre børn, at kunne fjerne barnet fra fællesarealet – UDEN altså at barnet skal være til decideret til fare for sig selv eller andre.
Det ulogiske i formuleringen består i, at når den fysiske guidning skal stoppe såfremt barnet gør modstand, så giver det ikke nogen mening at fastholde barnet selv kortvarigt.
Efter vores overbevisning er formuleringen valgt uden at tage hensyn til, at vilkårene for såvel fysisk guidning og magtanvendelse i praksis er forskellige afhængigt af barnets alder.
Det skal ligeledes præciseres, at det af forslaget til vejledningen fremgår, at det ikke er muligt at fastsætte en konkret grænse for hvad der er en ’kortvarig fastholdelse’. Jens Møllers udlægning af, at en kortvarig fastholdelse maksimalt må vare 59 sekunder er - for nuværende i henhold til vejledningsforslaget – altså ikke rigtig.
Når det er sagt, så foreligger der er en god og vigtig samarbejdsopgave for institutionerne og for de sociale tilsyn i at få omsat indholdet i vejledningen til fremme af det, som hele voksenansvarsloven handler om; at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse plejefamilier og personales adgang til som led i varetagelsen af den daglige omsorg at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret. Som det hedder i lovens § 1.
Med mindst ligeså megen alvor har Statsrevisorerne og Rigsrevisionen i ’Rigsrevisionens notat om beretning om indsatsen over for anbragte børn’ (december 2016) kritiseret, at Social- og Indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet kommunerne i, som det hedder i notatet, ”at indfri Anbringelsesreformens formål, og at ministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt”.
I FADD har vi et sådan, at er der nogen man ikke skal spøge med – udover nisser og trolde - så er det Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
Så hvis vi var dem – altså Social- og Indenrigsministeriet, som i mellemtiden er kommet til at hedde Børne- og Socialministeriet – så ville vi gøre hvad de – altså Statsrevisorerne og Rigsrevisionen – siger.
Med troen på og håbet om at skår vil blive klinkede, freden vil sænke sig, og at lyset snart vil vende tilbage …
God december
Søren Skjødt, formand