Måden vi behandler de svageste og de mest voldsomme - og dermed de mest udsatte - børn og unge på, er også fortællingen om, hvordan velfærdssamfundets institutioner tænker, lovgiver og handler i forhold til begreberne straf og pædagogik.
\r\nI Danmark har vi i den tid, vi lever i – bistået af internationale konventioner – besluttet, at vi ikke straffer børn.
\r\nLad os opsummere, hvad vi ved, hvad vi ikke kan, og hvad vi skal i forhold til udfordringerne med og behandlingen af de mest udsatte børn og unge.
\r\nVi ved, at straf ikke hjælper. Med mindre det bare er det, man vil.
\r\n\r\n
Vores pointe er, at det ofte er afmagt, der får os til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selv om det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.
\r\n(fortsættes)
Kr. Dagblad giver ikke adgang til kronikken med mndre man har abonnement.
\r\nLæs hele kronikken herunder:
\r\n------
\r\nMåden vi behandler de svageste og de mest voldsomme - og dermed de mest udsatte - børn og unge på, er også fortællingen om, hvordan velfærdssamfundets institutioner tænker, lovgiver og handler i forhold til begreberne straf og pædagogik.
\r\nI Danmark har vi i den tid, vi lever i – bistået af internationale konventioner – besluttet, at vi ikke straffer børn.
\r\nLad os opsummere, hvad vi ved, hvad vi ikke kan, og hvad vi skal i forhold til udfordringerne med og behandlingen af de mest udsatte børn og unge.
\r\nVi ved… og vi kan ikke …
\r\nVi ved, at straf ikke hjælper. Med mindre det bare er det, man vil.
\r\nVores pointe er, at det ofte er afmagt, der får os til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selv om det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.
\r\nVi ved, at tidlig indsats hæmmer risikoen for fastholdelse af udsathed.
\r\nOg vi ved, at kommunerne har økonomiske udfordringer.
\r\nDe seneste år har kommunerne imidlertid brugt milliarder af kroner færre end der var budgetteret med og har samtidigt ofte udskudt den rette tidlige indsats.
\r\nBegge dele under henvisning til, at udgifterne til udsatte børn og unge eksploderer.
\r\nVi minder om en af konklusionerne fra ’Når man anbringer et barn II: »Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.« (1)
\r\nPolitikerne må forstå, hvad blandt andre den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson har sagt om den tidlige indsats: ”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”
\r\n”Vi ved endnu mindre om, hvad det ville koste, hvis vi ikke gjorde noget.”
\r\nVi ved, at uddannelse og beskæftigelse fremmer samfundsdeltagelsen.
\r\nDe sidste mange års reformer har haft det til fælles, at de har haft til hensigt at øge udsatte børn og unges inklusionsmuligheder i samfundet.
\r\nSamlet set har disse begreber været med til at artikulere et paradigmeskifte, hvis positive effekt har givet medvind til bevægelsen fra tidligere tiders relativt lukkede og matrikelfokuserede døgninstitutionsmiljøer til nutidens åbne og vidensfokuserede specialiserede sociale tilbud.
\r\nVi kan ikke – som nogle debattører efterspørger – hverken uden videre ophæve grænserne mellem straf og pædagogik eller undgå begreber som anerkendelse, respekt og inddragelse.
\r\nVi kan heller ikke nøjes med at kræve af børn og unge, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene.
\r\nFordi det vil være et brud med de konventioner, vi har tilsluttet os.
\r\nFordi mennesker ikke bare lader sig forandre – selv om autoriteter kræver det.
\r\nFordi de børn og unge, der begår volden for rigtig manges vedkommende har lært den at kende som et sprog, de har fået overdraget fra barns ben.
\r\nOg fordi hårdt-mod-hårdt-pædagogikken lærer børn at sætte … hårdt mod hårdt.
\r\nIkke at løse konflikter ved samtale, ikke at behandle andre mennesker med anstændighed, ikke at kunne sætte sig i andre menneskers sted.
\r\nHvilket mange mennesker i dette land forbinder med civilization. Med fastholdelsen af håbet og troen på det gode i mennesket som ankeret i vores eksistens.
\r\nHvis ikke straf…
\r\nNår det er sagt, så har vi i Danmark et ganske lille antal børn og unge, som i perioder har brug for at blive skærmet i et afgrænset eller lukket miljø.
\r\nBåde for at vi på de specialiserede sociale tilbud som en del af systemet kan få mulighed for at påtage os denne særlige forandringsopgave, men naturligvis også for at beskytte civilsamfundet – herunder ofre og deres familier.
\r\nHvis straf ikke hjælper, hvad gør så?
\r\nDen opgave vi i de specialiserede sociale tilbud skal løse sammen med de øvrige aktører på området, plejefamilier og private opholdssteder, er den i al fald aktuelt uafviselige samfundsmæssige opgave, det er at medvirke til på den ene side, at udsatte børn og unge kan undgå et liv med vold, kriminalitet og misbrug, og på anden side kan opnå et liv med læringsglæde, beskæftigelse, og deltagelse i samfundslivet.
\r\nVores opgave er at medvirke til, at de resultater, som udsatte børn og unge udvikler og opnår også kan bringes i anvendelse andre steder end på institutionen.
\r\nHvad skal der til?
\r\nFor det første skal vi sikre, at det enkelte barn får det rigtige og det nødvendige tilbud … første gang.
\r\nDernæst er det helt afgørende, at aftalegrundlaget for indsatsen afklares og præciseres. Og ændres i takt med fremskridt, stilstand og tilbageskridt.
\r\nSå skal de organisatoriske betingelser for ydelserne være velkonsoliderede således, at opgaven ideelt set kan løses i den samme organisatoriske ramme (alternativt via partnerskabsaftaler).
\r\nDet handler om at skabe nænsomhed i overgangene i børnenes liv – først og fremmest for at undgå, at børnene kan få oplevelsen af at kunne diskvalificere sig til fortsat behandling: Sammenbrud i disse forløb har der været for mange af …
\r\nArbejdet skal tilrettelæges i et samarbejde mellem myndighed, forældre, barn/ung, lokalsamfund og det sociale tilbud. Med inddragelse af lokale samarbejdspartnere, skoler, frivillige, m.fl.
\r\nMedarbejderne skal have mulighed for at opbygge det overskud, der er forudsætningen for den menneskelige generøsitet, som er fundamentalt i alt socialt arbejde …
\r\nEndeligt er de nødvendige opfølgningsaktiviteter helt afgørende for, at et socialpædagogisk forløb ikke mister omsætningsværdi…
\r\nHvis ovennævnte skal kunne lade sig gøre, skal de mest specialiserede (og udgiftstunge) børnesager fjernes fra de trængte kommunale økonomier.Det er, som familiechef i Guldborgsund Kommune, Lis Hamburger, sagde for nyligt: ”Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart."
\r\nNår lovgivningen fastslår, at børn og unge skal have det nødvendige tilbud, når intet tyder på, at de forebyggende indsatser vil kunne opfange alle børnesager, og når vi samtidig ikke præcist ved, i hvilke kommuner disse sager opstår og siden bevæger sig hen, så bør det være et fælles samfundsanliggende at sikre, at intet barn skal opleve ikke at få den rigtige hjælp og behandling, for eksempel under henvisning til at budgettet er brugt.
\r\nVi må som samfundsborgere have en forventning om ensartethed i behandlingen uanset om det drejer sig om sygdom eller social udsathed … og uanset postnummer.
\r\nValue for money?
\r\nOm man får value for money og om de sociale indsatser fører den nødvendige kvalitet med sig afhænger af øjnene, der ser.
\r\nDer er mange eksempler på vellykkede indsatsforløb, men naturligvis eksempler på, at en indsats ikke har ført det med sig, som man kunne have forventet.
\r\nMen vi vil minde om, at en social indsats både har en nutidsværdi og en fremtidsværdi.
\r\nNutidsværdien består i, at barn får et frirum. Fra omsorgssvigt, vold, pres, stress, kriminalitet, isolation, gæld, misbrug m.m.
\r\nDet handler om angstreduktion, sundhed, re-opbygning af sociale kompetencer og at genskabe forudsætningerne for, at barnet lærer at tro på, at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide eller ikke at kunne forstå.
\r\nFrirummet har en værdi uanset, hvordan det går barnet i resten af livet
\r\nFremtidsværdien handler om – med lige dele realisme og ambition - at skabe troværdige forestillinger om, at et barn eller en ung kan blive en aktiv, selvhjulpen samfundsborger.
\r\nTilsammen kan nutidsværdier og fremtidsværdier flytte bjerge ...
\r\nTilbage står
\r\nDen næststørste fare er, hvis vi prøver at reducere komplekse problemstillinger ved at vælge enkle løsninger. Den største fare er helt at negligere problemets eksistens.
\r\nDerfor vil vi på området kunne leve med, at man en gang i en fjern fremtid vil bebrejde os, at vi gjorde det forkerte.
\r\nHvad vi ikke kan holde ud at tænke på er, hvis vi ikke gjorde noget. Og hvis vi ikke havde brugt al vores viden og al vores erfaring.
\r\nDet ligger dybt i vores DNA at handle - med hovedet koldt og hjertet varmt, som Lis Sørensen sang, i de sene 80ere.
\r\nTilbage står, når det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige beslutninger af hensyn til økonomien eller til fortalerne for afmagtspædagogikken, hvordan kan vi så i fællesskab nå frem til en meningsfuld, resultatorienteret og menneskelig omsorgsfuld og insisterende måde, hvorpå vi kan håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så invaliderende og komplekse problemstillinger, at deres integritet, autonomi og værdighed er alvorligt truet og på længere sigt vil kunne blive til en ganske betydelig samfundsmæssig menneskelig og økonomisk belastning.
\r\n\r\n
(1) Udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed, april 2013
Dokument: