DE GJORDE DET IGEN ... og FADD ønsker GLÆDELIG JUL og GODT NYTÅR til medlemmer, venner af foreningen og samarbejdspartne...
Hvor er det fantastisk :-)
Operation Julegaveregn har igen indsamlet over 800.000,- til ekstrajulegaver til anbragte børn og unge, i Grønland, på Færøerne og i Danmark.
Et lille pluk fra responsen fra vores medlemmer:
* Super dejligt med ekstra gaver til vores unge, det betyder så meget.
* Det er med største taknemlighed, at vi har modtaget jeres store gestus.
* Jeg siger mange tak for gaven.
* Jaaaa – det er skønt.
* Det betyder rigtig meget for os/børnene at nogen er villig til at give børnene en ekstra julegave.
* Sikke en dejlig julegaveregn :-)
* Det giver SÅ megen mening det her
* På vegne af forstanderen, vil jeg gerne takke mange gange for jeres Julegaveregn igen i år, jeg ved at børnene bliver rigtig glade for den ekstra gave.
* Tusind tak på vegne af børnene - med ønsket om en glædelig jul * Fantastisk :-) De bliver så glade…juhu
* Tusind tak for det, projekt JULEGAVEREGN. Også tak for de fine lakridskalendere.
Tak til alle i Operation julegaveregn
Og tak til alle der iøvrigt har bidraget til indsamlingen...
Jeres støtte og engagement rækker udover pengene: Når noget er svært for nogen, betyder tanken om, at nogen har gjort noget godt, rigtig, rigtig meget.
Som et barn skrev i et brev til JULEGAVEREGNsfolkene sidste år:
'I gør en stor forskæld' ...
Sådan burde det staves
Vi ønsker alle der på den ene eller anden måde har medvirket til det meget flotte resultat en glædelig og fredfyldt jul...
I al taknemmelighed...
FADD
Det er en særpræget tid, vi lever i. November måned har ikke været en undtagelse.
Lad os i flæng nævne fra de store overskrifter:
Det amerikanske præsidentvalg
En regeringsrokade og udvidelse – herunder afholdelsen af et Folketingsvalg, som kun landets nye Udenrigsminister havde deltaget
Medieomtalen af markante dødsfald i ind- og udland.
Og en skærpelse af forbrugsformen op til den tilstundende højtid hos rigtig mange danskere i forbindelse med de efterhånden velinintegrerede, men stadigt mere omsiggribende ny-danske traditioner som Black Friday og Thanksgiving.
Vi er glade for, at der er noget godt, der ligger helt fast. Operation JULEGAVEREGNs insisterende bestræbelse på at indsamle penge til køb af ekstra julegaver til anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.
De er allerede i gang. Godt & vel…
For eksempel har JGR fået en donation fra Johan Bülow på Lakrids-julekalendere til alle anbragte børn og unge på vores medlemsinstitutioner.
Det er et godt signal: Det bedste vi har - til anbragte børn og unge.
Bort set fra det skal vi jo til det igen: At sætte en ny minister ind i vores område. Vi har en vis rutine i det: Siden 2009 – efter at Anders Fogh i 2007 nedlagde ministeriet, har vi haft fornøjelsen af at møde 7 socialministre. Det er cirka én om året.
Men vi nyder det hver gang.
Vi har sendt en lykønskningsmail til den nye minister, der som bekendt bliver Mai Mercado.
Udover nedsættelse af den kriminelle lavalder, efterværn for anbragte børn og unge, plejefamilier som ansatte på døgninstitutioner, indsatstrappens mulige udvidelse og et par andre småting, har vi skrevet til ministeren, at vi også gerne vil drøfte vejledningen til Lov om Voksenansvar.
I den forbindelse har vi nævnt, at vi sammen med en række andre aktører inden for vores område – herunder KL og Børnerådet - har udtrykt bekymring for fraværet af den passus, som blandt andet en række adspurgte anbragte børn ifm Magtanvendelsesudvalgets arbejde havde anbefalet; at det i den nye lov skulle være muligt for en voksen at fjerne det barn fra fællesskabet, der forårsager uro og utryghed. Under hensyntagen til fællesskabets bedste …
Begrebet 'pædagogisk guidning' har tidligere været brugt, men er undervejs i den langstrakte proces blevet erstattet af ’fysisk guidning’ og er tillige blevet udvidet til at kunne omfatte ‘kortvarig fastholdelse’.
Der er flere ærgerlige konsekvenser af dette aspekt.
Vi har bedt om et snarligt møde – gerne inden høringsfristen den 14/12.
Hvis vi sammenholder det oplæg som formanden for Magtanvendelsesudvalget, Jens Møller holdt på vores årsmøde med forslaget til ’Vejledningen til Lov om voksenansvar’ må vi præcisere i hvert fald to forhold:
Af vejledningsforslaget fremgår det:
”Der er kun tale om fysisk guidning, så længe barnet eller den unge ikke gør fysisk modstand mod fx at blive ført et andet sted hen, dvs. at barnet eller den unge følger med uden at gøre modstand. Gør barnet eller den unge fysisk modstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, medmindre situationens karakter ændrer sig, så der opstår fare for barnet eller den unge selv, andre børn og unge eller personalet. I sådanne tilfælde vil der kunne anvendes fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
I forslaget er der således tale om, at den fysiske guidning skal ophøre SÅ SNART barnet eller den unge gør modstand.
At fastholde et mindre barn, der ikke er til fare for sig selv eller andre kortvarigt i forbindelse med en fysisk guidning, mens man giver barnet en flyverdragt på, giver god mening.
Hvis man skalerer en sådan situation op til en ung på 15 år– og skynder sig at se bort fra det med flyverdragten – så vil det sjældent give god mening, at begrebet fysisk guidning kan omfatte en kortvarig fastholdelse.
Og det er da også lige præcis i sådanne situationer, at vi gerne ville have en lovfæstet mulighed for omsorgsfuldt og respektfuldt for barnet eller den unge, der forårsager uroen og trygheden OG for de andre børn, at kunne fjerne barnet fra fællesarealet – UDEN altså at barnet skal være til decideret til fare for sig selv eller andre.
Det ulogiske i formuleringen består i, at når den fysiske guidning skal stoppe såfremt barnet gør modstand, så giver det ikke nogen mening at fastholde barnet selv kortvarigt.
Efter vores overbevisning er formuleringen valgt uden at tage hensyn til, at vilkårene for såvel fysisk guidning og magtanvendelse i praksis er forskellige afhængigt af barnets alder.
Det skal ligeledes præciseres, at det af forslaget til vejledningen fremgår, at det ikke er muligt at fastsætte en konkret grænse for hvad der er en ’kortvarig fastholdelse’. Jens Møllers udlægning af, at en kortvarig fastholdelse maksimalt må vare 59 sekunder er - for nuværende i henhold til vejledningsforslaget – altså ikke rigtig.
Når det er sagt, så foreligger der er en god og vigtig samarbejdsopgave for institutionerne og for de sociale tilsyn i at få omsat indholdet i vejledningen til fremme af det, som hele voksenansvarsloven handler om; at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse plejefamilier og personales adgang til som led i varetagelsen af den daglige omsorg at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret. Som det hedder i lovens § 1.
Med mindst ligeså megen alvor har Statsrevisorerne og Rigsrevisionen i ’Rigsrevisionens notat om beretning om indsatsen over for anbragte børn’ (december 2016) kritiseret, at Social- og Indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet kommunerne i, som det hedder i notatet, ”at indfri Anbringelsesreformens formål, og at ministeriet efter 10 års indsats ikke kan dokumentere, at kommunernes sagsbehandling i forhold til anbringelse af børn er blevet bedre, eller at indsatsen har haft den tilsigtede effekt”.
I FADD har vi et sådan, at er der nogen man ikke skal spøge med – udover nisser og trolde - så er det Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
Så hvis vi var dem – altså Social- og Indenrigsministeriet, som i mellemtiden er kommet til at hedde Børne- og Socialministeriet – så ville vi gøre hvad de – altså Statsrevisorerne og Rigsrevisionen – siger.
Med troen på og håbet om at skår vil blive klinkede, freden vil sænke sig, og at lyset snart vil vende tilbage …
God december
Søren Skjødt, formand
DER STÅR MENNESKER BAG …
Mens forberedelserne til den kommende højtid mange steder i vores del af verden har en stejl stigningskurve op mod det store klimaks, der peaker mellem kl. 18.15 og 20.30 denfireogtyvende, hvorefter ’arrangørerne’ synker udmattede sammen – i bedste fald i taknemmelighed over at alt er foregået efter planen, at ingen har fået spiseskader og at alle har fået det, de ønskede sig – er der er både børn og voksne, der frygter, at alt går som det plejer.
Fattigdommen blandt de mest sårbare familier er slem nok i sig selv.
Men de børn, hvis forældre midlertidigt eller måske mere generelt ikke har ressourcer til eller forudsætninger for at skabe rammen om en tryg, fredfyldt og opbyggelig jul, oplever en helt særlig stigmatisering, når man ser en hel verden, i hvert fald nærmest ’alle andre’ er i gang med den fuldkomne familieharmoni, får den rigtige mad og modtager de perfekte gaver.
Godt stimuleret af de billeder vi får af julen fra reklamer, medier og vores egne endimensionelle forsidehistorier på de sociale platforme.
For et barn, der oplever rigtig megen unormalitet er normalitet det vigtigste i verden.
FADDs medlemsinstitutioner, der omfatter døgninstitutioner, dagbehandlingsinstituitioner og specialskoler, har i døgndrift eller dagligt et helt centralt fokus på at skabe så meget normalitet som muligt for de udsatte børn, unge og familier, vi har i vores varetægt.
I denne tid omfatter det blandt hjælp til egenproduktion af julegaver, ordentlig indpakning, til & fra kort, brevskrivning, afholdelse af traditionsbundne julearrangementer, pakning af poser med julemad - sammen med det man kunne kalde for almindelig forventningsafstemning og en allestedsnærende forsikring om, at vi er her hvis …
Alle anbragte børn og unge får mindst en – undskyld det kliniske udtryk – cirkulærebestemt julegave købt af medarbejdere på den døgninstitution, de bor på…
Vi ved der er rigtig mange af vores folk, der skruer gaven eller gaverne lidt op.
Men DEN ekstra julegave kan vi ikke skaffe.
Det har vi heldigvis så nogle andre, der kan.
Faste læsere af denne klumme ved, hvor stor pris vi sætter på vores samarbejde med folkene bag operation JULEGAVEREGN.
For 11. år i træk har de med tårnhøje ambitioner og med kæmpestore og hjerter og hjerner arbejdet på at samle så mange penge ind som muligt.
Sidste år var det over 850.00 kr.
I år stiler de endnu højere: En million er målet.
Det mål som skal give os mulighed for at fordele pengene, så der kan blive ekstra julegaver til rigtig, rigtig mange anbragte børn i Danmark, på Færøerne og i Grønland.
Konsekvensen skulle være til at få øje på.
Det vil blive lidt lettere for et anbragt barn at komme igennem juleaften
Det vil blive lidt lettere for et anbragt barn at kunne svare på lærerens spørgsmål efter juleferie; Nå, har I så fået nogle gode julegaver?
Det vil blive lidt lettere for et anbragt barn at føle sig normal.
DER STÅR MENNESKER BAG …
Håber I bærer over med os, når vi år efter år bruger ordet TAK.
Men når det er jer og jeres indsats det handler om, kan vi bare ikke finde på et bedre ord…
Læs om dem og det her www.julegaveregn.dk
Intet
Slides fra Lene Tanngaards oplæg kan hentes herunder
via nedenstående link
FADD LTJ 10112016 til deltagerne.pdf
Den nye bestyrelse i FADD 2016-2017
På foreningens generalforsamling den 10. november 2016 var der genvalg til de opstillede kandidater.
Bestyrelsen består af:
Formand Søren Skjødt, Godhavn, Tisvilde
Hanne Dalsgård, Skovgården, Fuglebjerg
Peter Rødbro Johannessen, Dyssegården, Kokkedal
Annette Olsen, Josephine Schneiders Hus, Frederiksberg
TinaMaria Larsen, Kompasset, Brønderslev
Ole Christian Graversen, Fårupgård, Vejle
Torben Norup, Struer Skolehjem
Marianne Beck-Hansen, Østervang, Holstebro
Frants Christensen, Kejserdal, Fredensborg
Bestyrelsen konstituerer sig på førstekommende møde i december
Se stort foto af bestyrelse og sekretariat nedenfor ...
Se billedet via nedenstående link
FADDs bestyrelse 2017-2.jpg Hermed foreligger slides fra Jens Møller
Kan hentes via nedenstående link
FADD_Opl_Jens_Moeller_2016 .pdf Mens vi glæder os til vores årsmøde med det rekordstore deltagerantal på 165 har vi i FADD, i forbindelse med høringen om opfølgning på folkeskolereformen, haft fokus på udsatte børn og unges skolegang ud fra to spor:
\r\n
Det er et spørgsmål om koordinering, differentiering og timing. Eller rettidig omhu…
Vi ved, at der er børn i den danske folkeskole, der både oplever og reelt er på tålt ophold – uden betydningsfulde relationer til andre børn, med mistrivsel og uden faglig udvikling.
I værste fald betyder det faglige og sociale tilbageskridt.
I den sammenhæng er det vores erfaring, at både-og løsninger fremmer dels udsatte børn og unges læringslyst og generelle udvikling af læringskompetencer, dels kan hindre tilbagefald.
Det er derfor vigtigt, at læringsindsatsen tilrettelægges håndholdt og individuelt omkring det enkelte barn, dets særlige forudsætninger, i et koordineret samarbejdet mellem de professionelle, og med inddragelse af forældre og andre netværkspersoner – med henblik på at barnet kan bevæge sig fleksibelt mellem de miljøer, der har fokus på barnets læring.
Lad os i den forbindelse nævne behovet for, at der lovgivningsmæssigt gives mulighed flydende eksaminer (ex hvert kvartal eller hvor eller når det giver mening) og 9 års skoleret – udregnet i forhold til hvor mange år barnet/den unge reelt har gået i skole.
Vi påskønner betydningen af de aktiviteter som eksempelvis indgår i satspuljeprojektet ’Styrkelse af Kvaliteten af Anbragte Børns Undervisning’ http://www.emu.dk/modul/anbragte-unge-rykker-til-folkeskolen samt i det Egmontfond-støttede projekt Styrket indsats http://www.styrket-indsats.dk/ , som har til formål at hjælpe, støtte og vejlede det enkelte barn hen mod deltagelse i et lærende fællesskab i en folkeskole samt at styrke de voksnes muligheder for at fremme sådanne processer.
Børn skal når de kan det ud i de proaktive miljøer, der medskaber deres oplevelse af normalitet – afstemt efter deres kompetencer.
Nogle af de udfordringer, vi har haft siden reformens ikrafttræden, har handlet om de længere skoledage, forpligtelsen på fuld fagrække og
specielt for de mindre skolers vedkommende, de skemamæssige problemer med at skabe et match mellem børnenes individuelle fag-behov og de lærerressourcer, man har til rådighed samt de, som følge af de mindre budgetter, begrænsede økonomiske muligheder for at ansætte/leje faglærere og at indrette eller leje faglokaler. Disse vilkår anerkender vi samtidig med, at kendsgerningerne kalder på både at øge samarbejdsfrekvenserne eller partnerskaberne mellem specialområdet og lokale folkeskoler, men også på en prioritering af, hvad der er vigtigst i bestemte perioder af et barns liv.
For også at tage hensyn til de kommuner, der har tendens til at fortolke indsatsen for de mest udsatte børn og unge for snævert (med endimensionelt fokus på enten skolefaglighed eller på udviklingen af personlige og sociale kompetencer) eller for bredt (uden fokus) må vi derfor bede om en lovgivning, der knivskarpt beskriver den vigtige sammenhæng mellem den skolefaglige og den behandlingsmæssige indsats.
Vi har brug for en lovgivning der lægger op til, at indsatsen for og sammen med børn, unge og deres forældre fra de interne skoler, specialskolerne og dagbehandlingsområdet tager udgangspunkt i det enkelte barn, dets egne og forældrenes ressourcer. Og parternes potentiale.
Vi har brug for en lovgivning, der nuanceret og balanceret anerkender, at børn er forskellige: Nogle børn har let ved at gå i en folkeskole, nogle har ikke, nogle kan komme til det. Og nogle kommer (måske) aldrig til at kunne det.
Det er blandt andet for at kunne skabe perspektiver for de sidste tre kategorier, at vi har dagbehandlingsinstitutioner, specialskoler, heldagskoler og interne skoler. Og vi har brug for en lovgivning, der betoner vigtigheden af hensynet til det udsatte barn mere end hensynet til de kommunale budgetter.
Det er så vores opgave som praktikere i spændet mellem strukturel forudsigelighed og metodisk dynamik at sikre sammenhæng i udviklingen af børnenes alsidige kompetencer.
Vi har en forpligtelse til at skabe et helhedsorienteret og afvekslende uddannelsesmiljø, der skal ligne det, det skal være: En skole for børn – hvor de voksne omkring og med børnene finder løsninger på tværs af faggrænser og siloer i kommunerne.
Vi skal sørge for, at der er adgang til et mentalt udsigtstårn, hvor børn kan gå op og få øje på livet i en folkeskole, og de skal kunne se konturerne af, hvad det kræver at gå der.
Vi skal kunne anvise vejen der til…
Trivsel er en forudsætning for læring. Læring er en forudsætning for trivsel.
Søren Skjødt, formand for FADD
FADD har afgivet høringssvar vedr opfølgning på folkeskolereformen.
\r\n
\r\n
\r\n
Læs høringssvaret via nedenstående link
H_svar_folkeskolen_okt2016_def.pdf
Hermed diverse regnskab:
\r\n
Kan hentes herunder
Caspary Fonden_aarsrapport 2015.pdf Hermed diverse regnskab:
\r\n
Kan hentes herunder
FADD_aarsrapport 2015_16.pdf
Hermed diverse regnskab:
\r\n
Kan hentes herunder
FADD_Specifikation_2015_16.pdf Hermed foreligger formandens beretning for 2015-2016 sæsonen
God læselyst
Beretningen kan hentes herunder
FADD beretning 2016_def.pdf INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING i FADD
Hermed indkaldels medlemmer af FADD til Generalforsamling 10. november 2016 på
Kystvejens Konferencecenter, Kystvej 26, 8500 Grenaa
Med støtte fra Veluxfonden tilbyder LivaRehab fagpersonalet på opholdssteder og døgninstitutioner et todages undervisningsforløb. Konsulenten medbringer den nyeste viden om unge og gråzoner, og i fællesskab med jer?vil der blive udviklet en værktøjskasse med konkrete handlemuligheder, der mindsker psykisk sårbarhed og forebygger gråzoneprostitution.
Formålet?er at udvikle og forankre metoder. der bidrager til øget trivsel blandt anbragte børn og unge, samt at give medarbejdere ejerskab over metode og forebyggelse.
Undervisningsforløbet er et gratis tilbud til døgninstitutioner og opholdssteder på Sydsjælland.
Læs mere herunder:
Livarehab_FADD_okt2016.docx
Hvert år afholder Børnesagens Fællesråd en høring på Christiansborg, hvor man sammen med eksperter, politikere og fagpersoner diskuterer samfundsforhold, der påvirker udsatte børn og unge.
I år skal det handle om børn og unges seksuelle risikoadfærd – og hvordan vi danner ramme om deres tryghed heri.
Tid: 6. december 2016
Sted: Christiansborg
Læs mere herunder
IntetLink: www.boernesagen.dk/boerne-og-ungepolitisk-hoering-paa-christiansborg/
FADD har netop afleveret høringssvar om Høring over Bekendtgørelse om voksenansvar over for anbragte børn eller unge.
Af høringssvaret fremgår det blandt andet, som vores 3 alvorligste kritikpunkter:
1. Tidsperspektivet er alt for snævert. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2017 og er ikke besluttet endnu. Og vejledningen mangler...
2. 24 timer er for kort tid for lederne, hvis de i forbindelse med indsendelse af indberetninsskemaer skal nå at inddrage børn og deres forældre i efterbearbejdningen af en magtanvendelse.
3. Vi har med lige dele ærgrelse og bekymring desuden noteret os, at en i øvrigt helt nødvendig omsorgsfremmende og respektfuld passus om, at medarbejdere på anbringelsesstederne skal have mulighed for at fjerne det barn, der forårsager uro og skaber utryghed for sig selv og de andre i børnefællesskabet, IKKE er medtaget i udkastet.
Læs hele høringssvaret herunder- herunder også et par eksempler på 3. kritikpunkt.
INVITATION
Kursus om Borderline
Landsforeningen LIVSVÆRK inviterer til heldagskursus om ´Borderline´.
Kurset udbydes eksternt og henvender sig til alle, der arbejder med børn, unge og voksne, der er ramt af Borderline.
Mere information om dagen, herunder dato, tilmeldingsfrist, sted m.v., fremgår af vedhæftede invitation.
Se nedenfor ...
Der er plads til 100 deltagere på kurset.
Bemærk første 30min af dagen indledes med frivillig netværk og kaffe.
Har I spørgsmål til kurset, er i velkomne til at kontakte:
Daniélle Bertelsen
Db@livsvaerk.org
tlf: 23353575
Udkast til bekendtgørelsen om voksenansvar (om magtanvendelser) for anbragte børn og unge er for øjeblikket i høring blandt områdets aktører.
I FADDs høringssvar kommer vi blandt andet til at fremhæve de gode præciseringer og et par alvorlige begrænsninger.
Lad os i henhold til Svend Brinckmans fokus på også at have øje for bagsiderne af det positive, koncentrere os om manglerne.
Først og fremmest er det tidsmæssige perspektiv nærmest en hovedløs fornærmelse af alle de mennesker, der skal leve med konsekvenserne af den nye bekendtgørelse, den nye lovgivning (som er vedtaget) og den kommende vejledning, som vi, der har flere års erfaringer i arbejdet med lovstof på socialområdet slet ikke tør gætte på, hvornår er klar til at forlade trykkeriet…
Vi minder om lovens ikrafttræden er 1. Januar 2017. Altså om knap 3 måneder …
I sagens natur tænker vi i første omgang på de anbragte børn og unge, for hvem rettigheder i forbindelse med voksnes magtanvendelser er blandt de mest afgørende i barnets oplevelse af retssikkerhed.
Anbragte børns rettigheder skal nu hastes igennem en lovmaskine, hvis ophavsmænd tilsyneladende ikke skeler til, at implementering af markante og ofte nødvendige ændringer i de borgernære regler og rammer for, hvad de professionelle må og ikke må, kræver både afklaring, drøftelse og præcisering. Plus det løse …
Som et eksempel på hastværket kan det nævnes, at ledende medarbejde i de sociale tilsyn, der alt andet lige har en ganske vigtig rolle at spille i behandlingen, implementeringen og erfaringsdannelsen af det nye lovstof først kan komme på kursus i håndteringen af ændringerne til december – godt nok 2016 – men alligevel ….
Først herefter kan vores folk på anbringelsesstederne blive vejledt af socialtilsynet i, hvad der er op og ned i betænkningen.
Det er indlysende, at de medarbejdere, der som en grundbetingelse i arbejdet med anbragte børn og unge har, at konflikter kan opstå, ligeledes har brug for tid til at drøfte ikke bare tilladte og ikke tilladte magtanvendelser, men også hvordan man på den mest nænsomme og samtidigt insisterende måde medvirker til, at opgaven med at tage vare på andre menneskers børn bliver så omsorgsfuld og udviklende som muligt.
Når det så er sagt, så er det tillige et stort problem, at lederne af anbringelsesstederne fremover ifølge bekendtgørelsesudkastet skal kunne nå at fremsende indberetningsskemaer vedrørende tilladte magtanvendelser til handlekommunen indenfor 24 timer.
Dels er det ikke den praksis, vi har nu, hvor lederen orienterer handlekommuner pr mail eller telefon indenfor 24 timer.
Dels er det meget vanskeligt (læs umuligt) at lave en kvalificeret vurdering indenfor 24 timer, herunder at tale med børn, medarbejdere og forældre.
I henhold til loven og således som en del af de anbragtes retssikkerhedskrav og desuden som en del fagets egne etiske standarder skal børnene høres og inddrages, deres version skal tillægges værdi, ligesom deres forældre skal orienteres ordentligt.
Derudover er det en grundlæggende del af arbejdet med magt vedvarende at reflektere, at nytænke og at gøre de oplevelser, man får, til erfaringer.
Vi har med lige dele ærgrelse og bekymring desuden noteret os, at en i øvrigt helt nødvendig omsorgsfremmende og respektfuld passus om, at medarbejdere på anbringelsesstederne skal have mulighed for at fastholde eller fjerne det barn, der forårsager uro og skaber utryghed for sig selv og de andre i børnefællesskabet, IKKE er medtaget i udkastet.
Det ærgrer os, fordi det i forbindelse med magtanvendelsesudvalgets samtaler med anbragte børn og unge fremgik, at børnene fandt det uretfærdigt og urimeligt, at det var dem, der skulle forlade rummet, når et andet barn larmede eller tyranniserede i fællesarealerne.
Vores ærgrelse går også på, at børnene er blevet spurgt, deres svar var entydige, og der er efter vores opfattelse ikke gode grunde til ikke at efterkomme børnenes ønske på dette område ...
Vores bekymring er, at konsekvensen - hvis et flertal i Folketinget beslutter ikke at medtage denne passus - vil være, at anbragte børn og unge fortsat skal opleve, at det barn, der forårsager uroen med sin adfærd kan bestemme over og påvirke en hel gruppe af børn – på et grundlag som børnene har meget svært ved at forstå.
For god ordens skyld er der i denne sammenhæng tale om eksempler, hvor barnet ikke er til fare for sig selv eller andre.
I disse tilfælde har vi de nødvendige værktøjer og muligheder.
---
Bortset fra det, er der jo for hver dag der går, en dag færre til vi skal mødes til vores årsmøde til november.
We love it … 
SørenSkjødt, formand for FADD
Intet Hermed foreligger opstillingsinformation i forbindelse med FADDs Generalforsamling 2016
Fadd_GF2016_1.pdf
FADDs årsmøde foregår fra den 9. til den 11. november 2016.
Hermed foreligger programmet ...
Vi retter i år blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken.
Et fags etik skal blandt andet bistå dets udøvere i bestræbelsen på at kunne håndtere dilemmaer.
En af vores fags fordringer består i at holde et stramt fokus på børn og unge med særligt vanskelige livsvilkår på en sådan måde, at de mødes med værdighed, omsorg og faglighed, for at de kan trives, styrkes og udvikles. \r\n
Udfordringen har i nogle år blandt andet været, at vi samtidigt har skullet kunne forstå, argumentere og handle ind i et paradigme, hvor evidens, målstyring, cost-benefit og resultatfokus har stillet varierende krav til vores måde at arbejde og evaluere på.
Hent program og tilmeldingsvilkår herunder.
Vi glæder os til at medlemmer og venner af foreningen ...
Vi er for øjeblikket vidner til et par større paradokser inden for udsatte børn og unge området.
Nogle år efter Barnets reform, der, som det vil være de fleste læsere af denne klumme bekendt, argumenterede for at fremme brugen af plejefamilier på bekostning af andre indsatser for udsatte børn og unge, er det fortsat vanskeligt for mange kommuner at tiltrække nye, interesserede og fagligt kompetente plejefamilier.
Dels forlader mange plejefamilier arbejdsmarkedet på grund af alder, dels tyder det på, at plejefamilie-arbejdsopgaverne/vilkårene ikke er så attraktive for det moderne menneske.
Desuden medvirker de sociale tilsyns indsats til, at det indskærpes, at det ikke er nok at ville noget. Man skal også kunne noget.
Det sier nogle interesserede fra…
Det paradoksale i den situation er, at der i forlængelse af kommunalreformen fra 2007 er lukket eller sammenlagt omkring 50 døgninstitutioner. Og at der enten er eller kan skaffes ledig kapacitet flere steder, samtidigt med at vores medlemmer melder om en stigning i antallet af henvendelser, der omhandler børn og unge, der kommer fra sammenbrud i plejefamilier.
For os at se skal de børn, der kan profitere af at blive anbragt i en plejefamilie, naturligvis det.
For det første er det et faktum, at vi ikke ved ret meget forskningsmæssigt set om plejefamilieområdet.
For det andet – og i forlængelse heraf - savner vi stadigt et vidensbaseret belæg for, at denne type indsats ifølge socialministeren og mange kommuner skal opprioriteres … sådan helt principielt. Vi har i mange sammenhænge plæderet for flere både/og løsninger – i stedet for enten eller-løsninger.
Vores forslag er enkelt:
Lad flere institutionerne ansætte de plejefamilier, der skal arbejde med de mere udsatte børn og unge
\r\n
Søren Skjødt
Intet Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling udsendte i begyndelsen af juli et hyrdebrev til kommunerne for at henlede samtlige kommuners opmærksom på de regler, som gælder for undervisning af elever på interne skoler på dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.
Baggrunden for brevet er, at Folketingets Ombudsmand ved en undersøgelse af fem interne skoler på anbringelsessteder for børn og unge har konstateret, at der på tre ud af de fem interne skoler ikke er givet undervisning i folkeskolens fulde fagrække. Ombudsmanden har ligeledes konstateret, at der ofte ikke er dokumentation for afgørelser om at fritage enkelte elever for undervisning i et eller flere fag.
Ministeriet kan oplyse følgende om reglerne på området:
Kort opsummering:
\r\n
For ganske nyligt genhørte jeg den gamle CV Jørgensen-klassiker, ’Sæsonen er forbi’, hvor den offentlighedssky poet, der som få magter at omkringle klicheer i det danske sprog, nasalt og på samme tid tilbagelænet og snerrende brægede til os: "Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj af sted. Tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med”.
Sådan havde jeg det lige kortvarigt, inden jeg startede på arbejdet tidligere i denne uge.
I sådan en situation er det godt at kunne ty til mediernes arkiver og søgemaskiner om udsatte børn og unge.
Sæsonen er startet
En kvikscanning omhandler blandt andet uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund.
Senest har anklager om befamlinger og voldtægt ført til anholdelser af en gruppe unge fra et asylcenter på Langeland.
Reaktionerne fra et bredt spektrum af politikere tyder på, at Folketinget på et tidspunkt skal tage stilling til om det fremover skal være muligt for asylcentrene og politiet at give udgangsforbud til børn og unge med grænseoverskridende adfærd.
”Asylcentrene skal have flere sanktionsmuligheder, der forhindrer, at beboerne overtræder de normer, love og regler, der er i det danske samfund”, siger blandt andre Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til DR Nyheder (2/8)
- De unge bliver nødt til at lære de danske spilleregler også overfor det modsatte køn. Der er sanktioner for unge danskere, og det skal der selvfølgelig også være på asylcentrene, siger hun.
Uden at tage konkret stilling til det forslag og uden at ville forklare intentionerne bag de kriminelle handlinger, så ved vi, at mange af de uledsagede flygtningebørn og unge har voldsomt traumatiserende oplevelser med i bagagen; dels i form af de vilkår de er flygtet fra, dels i forhold til de oplevelser, de har fået under flugten.
Det er ikke raketvidenskab, at når man har traumer, så har man brug for behandling.
Når vi som nation siger ja til at modtage traumatiserede børn og unge med flygtningebaggrund, så har vi altså en forpligtelse til at tilbyde disse børn mere end tag over hovedet og regelmæssige måltider.
De har krav på hjælp, og vi skal selvfølgeligt insistere på at tilbyde den nødvendige behandling.
Efter oplysninger fra det, der hedder ’sædvanligvis velorienterede kilder’ har kommunerne inden sommerferien fået tilsendt et hyrdebrev, hvoraf det angiveligt fremgår, at børn og unge med flygtningebaggrund er under den samme lovgivning som danske børn og unge og skal tilbydes den hjælp som er beskrevet i lovgivningen.
Den præcisering er vi helt enige i …
En anden vinkel på de uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund har været udtalelser fra nogle af disse børn om, at de ikke ønsker at blive anbragt i en plejefamilie, men foretrækker at bo sammen med andre børn og unge i samme situation.
- Her (på døgninstitutionen, red.) bor jeg sammen med andre, der har oplevet det samme som mig, og som jeg kan snakke med”, fortæller Ahmad Khaled til BT. (30/7)
I den sammenhæng – og som et supplerende apropos til forslaget om udgangsforbud til børn og unge på asylcentrene - er det måske på sin plads at nævne en passage fra den pressemeddelelse, vi skrev for et år siden, som reaktion på, at Inger Støjberg havde fået ondt i hjertet – bedst som vi var kommet i tvivl om hun havde et – af at høre at flygtningebørn og unge blev tilknyttet institutioner og skoler for udsatte danske børn og unge. Vi skrev:
”Lad os lige holde os til kendsgerningerne: En af konsekvenserne af at være traumatiseret og omsorgssvigtet er, at man kan få svære psykiske og sociale problemer. Nogle optræder desuden udadreagerende og selvskadende.?Men børn og unge på døgninstitutioner er ikke kun udadreagerende og selvskadende. Omsorgssvigt kan også komme til udtryk som en særlig skrøbelighed, indadvendthed, og ondt i livet. For slet ikke at tale om de børn og unge, der har psykiatriske lidelser. Det afgørende er, at udsatte børn og unge får den rigtige behandling – og så er det ligegyldigt om de er fra Somalia eller Solrød.?Må jeg desuden minde om, at vi på det specialiserede socialområde er vant til at sætte os ind i andre kulturer, til at handle udviklingsfremmende og til at håndtere meget komplekse problemstillinger.?Som altid er det et spørgsmål om at skabe det rigtige match mellem barnets behov og en foranstaltnings karakter”.
Den kan vi passende lade stå et øjeblik.
Et andet tema har været et forslag til en revideret lov for de sociale tilsyn.
Et af de centrale elementer er, at sundhed og trivsel skal være nogle af de kvalitetsparametre, som sociale bosteder fremover skal måles på.
Det er endnu ikke præciseret hvad kriterierne kommer til at dække over, når Socialtilsynet fremover skal føre tilsyn med landets sociale bosteder.
Ifølge Steen Bengtsson, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), hvor han forsker i metoder på de sociale bosteder, vil det blive evalueringen af de nye kriterier, der bliver den store udfordring.
»Det svære bliver at måle det her – hvordan kommer eksempelvis bedre trivsel til udtryk? Skal der måles på færre indlæggelser, et faldende medicinforbrug eller noget helt tredje? Omvendt kan de her nye parametre forhåbentlig bidrage til ny viden på området«, siger han til Politiken (23/7)
I FADD forventer vi naturligvis at blive inddraget i diskussionen om evalueringskriterierne. Det gælder både hvordan det sundheds- og trivselsfokuserede arbejde skal udmønte sig i praksis og i forhold til, hvordan tilsynet skal føres.
Vi ser i den sammenhæng frem til at aflevere vores høringssvar til socialministeriet som har karakter af en generel opfølgning på socialtilsynsreformen fra 2013.
Derudover retter vi i den kommende tid stigende opmærksomhed på vores generalforsamling og årsmøde der foregår fra den 9. til den 11. november.
Vi kan afsløre at temaet bliver ETIK, program og tilmeldingsinfo kommer her i august og … at vi glæder os.
Sæt i gang …
Søren Skjødt, formand
Som læsere af vores facebook-opslag vil vide det, var vi rigtig glade for at være med på Folkemødet her tidligere i juni.
Man bliver glad-i-låget over at være dansker sådan nogle dage, fordi man møder en masse mennesker, der har noget på sinde – og som rigtig gerne vil dele det med os andre. Traditionen med at vi deler os efter anskuelser og diskuterer med hinanden får ny næring med dette tilbagevendende demokratifremmende initiativ.
De var der alle sammen; politikerne, journalisterne, lobbyisterne, turisterne, pensionisterne og hjemmeværnet, der sammen med et talstærkt politiopbud diskret sørgede for god ro og orden.
Og så var der naturligvis interesseorganisationerne, som os selv …
Vi havde fornøjelsen af selv at deltage i nogle debatter undervejs, men havde derudover tid til at drible lidt rundt på området, i boderne, på bådene, i teltene og på cafe’erne.
Vi er nu gået i tænkeboks i forhold til, hvordan og med hvilken intensitet vi skal deltage i 2017.
Jeg vil nævne 3 ting som konkret har gjort indtryk på os i vores lille FADD-delegation:
1. Selv om en af pointerne med Folkemødet er at mødes i fordomsfrihed og fordragelighed, så er det vores oplevelse, at ’den hyggelige samtale’ som socialpædagogerne havde indbudt socialminister Karen Ellemann til – sikkert utilsigtet, men ærgerligt nok – blev for ufarlig, for uspændende, og dermed for uinteressant – fordi rammen var sat op til ’nu-må-vi-jo-ikke-ødelægge-den-gode-stemning’
Der var ellers nok at tage fat på.
Næste år vil vi rigtig gerne udfordre socialministeren – hvis hun stadig er der – på følgende spørgsmål og lægge op til et civiliseret skænderi om:
Er boller og lagkage i en plejefamilie virkeligt hvad socialministeren mener, skal være samfundets bud på, hvad udsatte børn og unge har brug for i 2016?
Hvordan flugter den retorik med, at vi skal - og gerne vil - måle indsatsens kvalitet?
Er ministeren klar over, at plejefamilieområdet er blandt de sjældnest undersøgte indsatsformer – forskningsmæssigt set?
Synes socialministeren ikke, at det er et problem, at indsatserne for udsatte børn og unge er så forskellige i de 98 kommuner?
Hvad vil ministeren sige til vores forslag om at erstatte de ord, hun bruger om magtanvendelser, sund fornuft, kærlighed og konsekvens med viden, omsorg og udvikling?
Hvad tænker ministeren om, at vi prøver at vende evidenstænkningen om, og som supplement til viden om, hvad der virker, tog udgangspunkt i, hvad vi ved, der skaber eller forstærker udsathed: Mangel på anerkendelse, tilsidesættelse af basale fysiske behov, følelsesmæssig afvisning, utilstrækkelig eller forkert behandling, straf, sundhedsskadelige stoffer, for lidt søvn, ikke-ernæringsrigtig kost, ubehandlede sygdomme, passivitet, ukoordinerede indsatser, for langsom reaktionstid på indsatsens iværksættelse osv?
Og brugte disse ledetråde på måling af indsatsen: I hvilket omfang lykkes det at etablere et omsorgsfuldt og udviklingsorienteret miljø, hvor barnet anerkendes, får opfyldt basale fysiske behov, imødekommes følelsesmæssigt, får det rigtige tilbud og behandling, ikke udsættes for sundhedsskadelige stoffer, får tilstrækkelig søvn, ernæringsrigtig mad, kontinuerlige sundhedstjek og behandling, oplever rettidig omhu og en koordineret netværksinddragende indsats?
Hvad vil der ske, hvis vi ændrer italesættelsen af indsatsen fra: ’Risikoen for at blive anbragt er faldet’ til ’Muligheden for at blive hjulpet er steget?’
Hvordan kan det være, at lov om voksenansvar på plejefamilieområdet kun skal gælde de 87 (!) kommunale plejefamilier, der er i DK?
Selvfølgelig har vi et par spørgsmål mere i ærmet…
2. Siden starten af 1990erne har den offentlige sektor i Danmark været dikteret af principperne i New Public management.
I 90erne kan der meget vel have været god mening i at ændre præmisserne for forbruget i de offentlige udgifter. Men allerede i 2007 skrev de selvsamme debattører, der i 90erne var medarbejdere i Finansministeriet og som i egenskab heraf var med til at formulere NPM-strategien en velkendt kronik i Politiken med overskriften: Tilgiv os– vi vidste ikke bedre. Siden har det været op ad bakke for modellen, der ifølge i al fald nogle undersøgelser kun har gjort den offentlige sektor dyrere og dårligere..
På Folkemødet fik vi god kontakt en af kronikørerne, Henrik Hjortdal, der siden har været en af de meget hårde kritikere af NPM. Vi aftalte at mødes med ham for at udveksle synspunkter blandt andet med henblik at vitaminisere vores ønske om en national metaplan for udsatte børn og unge området i DK. Herunder også at drøfte nye styringsmodeller.
Problemet er til at føle på: NPMs endimensionelle fokus på resultatmålinger opleves af mange ledere og medarbejdere som et udtryk for mistillid. Mistilliden kommer til udtryk som demotivation. Som igen fører produktivitetsnedgang med sig – for nu at blive i NPM- terminologien …
Med fare for at blive for sloganagtig: Sammen må vi kunne gøre det bedre …
3. Forskning på udsatte børn og unge området er forhåbentligt kommet for at blive.
Vi er rigtig mange, der har interesser i, at områdets aktører får mulighed for at lægge ny viden og nye erfaringer til grund for udvikling af praksis.
På Folkemødet deltog jeg blandt andet i en paneldebat om efterværn.
Rockwool-fondens Signe Hald Andersen præsenterede resultaterne af en undersøgelse, som hun og fonden netop havde afsluttet.
Nogle gange kan det give mening, at problematisere en undersøgelses vilkår, omstændigheder, tal og metoder.
I FADD er vi først og fremmest interesserede i, at de unge får et bedre efterværn.
Vi vil gerne forstyrres i vores selvopfattelse af, hvad der er godt & skidt …
Så når vi godt ved, at en indsatstype som efterværnet kan forbedres – og det kan den - er det betimeligt, når et forskningsresultat spotter de ømme punkter – uanset om der er forhold ved undersøgelsen, der kan give anledning til kritik.
Undersøgelsen påpeger, at der er plads til forbedringer i såvel kommunernes prioriteringer, sagsbehandlernes akkuratesse og institutionernes metoder.
Så er den ikke længere: Sæt i gang!
Dybt nede i socialpædagogikkens DNA ligger optagetheden af kontinuerligt at være opmærksomme på de etiske fordringer: På at ville, kunne og skulle, på magten, afmagten og modmagten. På at anerkende, reflektere og insistere…
Så hvad enten det handler om anstændigheden i, hvad et samfund tilbyder de mest udsatte børn og unge, hvem der skal kunne hvad i magtanvendelser og hvordan vi indtænker den meningsfulde forskning som forudsætning for, at vi kan blive ved med at blive dygtigere, så er håndteringen af og nysgerrigheden på etiske spørgsmål helt afgørende for såvel kvaliteten i arbejdet som for fagets fortsatte legitimitet.
Vi glæder os derfor til vores årsmøde – 9.-11. november 2016 – hvor vi får lejlighed til at både at blive eksternt udfordrede og internt klogere på, hvad der er op & ned i vores etiske selvforståelse – som alt andet lige skal give udsatte børn og unge flere kompetencer og mere tro og håb.
Program udsendes i august…
God sommer
Søren Skjødt, formand for FADD
Intet
Læs vores opdateringer fra vores deltagelse i FOLKEMØDET 2016 på Facebook:
\r\n
www.facebook.com/foreningenfadd
Intet
Vores gode venner fra Landsforeningen LIVSVÆRK afholder heldagskursus om ´Seksuelgrænseoverskridende adfærd´ i samarbejde med JanusCentret, der har mange års erfaring og er specialister på området.
Kurser afholdes den 22. september 2016 fra kl.10-16 på Thorshøjgård, Pedersborgvej 20, 2635 Ishøj.
Kurset udbydes eksternt og henvender sig til alle, der arbejder med børn og unge.
Der er plads til 100 deltagere på kurset.
Tilmeldingsfrist: 4. juli 2016
Har I spørgsmål til kurset, er i velkomne til at kontakte Daniélle Bertelsen
\r\n\r\ntlf: 23353575
Invitation_kursus om s__adfaerd_juni2016.pdf
”Efterværn for anbragte unge: Hvad ved vi overhovedet?”
Signe Hald Andersen, Rockwool-fonden
Dato: 18. juni 2016
Tid: 13.00 – 14.00
Sted: J25 ?#Faktaboksen?, Kæmpestranden
Andre deltagere: Søren Skjødt (Formand for FADD og forstander for Godhavn), Ditte Reedtz (Grundlægger og CEO for European Orphanage Children Against Social Exclusion) og Niels Christian Barkholt (Næstformand for Dansk Socialrådgiverforening)
Moderator: Steffen Kretz
Det er et stort beløb, det drejer sig om. For at være helt nøjagtig 10 mia kroner. Så betydelig er uenigheden mellem regeringen og KL om det kommende års kommune-budgetter. Selv om der sikkert er meget strategi og positions-talk i parternes udmeldinger her op til de afgørende forhandlinger, kan man konstatere, at en af KLs forhandlere, borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler forudser et kommende blodbad i kommunerne – hvis ikke regeringen besinder sig – og sender flere penge til de trængte kommunale pengekasser.
\r\nHer fra skal vi ikke blande os i de forhandlinger. Blot skal vi minde om, at investeringer i udsatte børn og unges trivsels- og udviklingspotentiale både er nødvendige og fornuftige. Det er rimeligt at tænke i at ansætte flere socialrådgivere i kommunerne. Men sker der ikke mere, svarer det til udelukkende at ansætte flere ingeniører i byggeriet. Det bliver kvaliteten af byggeriet ikke i sig selv bedre af. Håndværkerne skal både være kompetente og tilstrækkelige i antal . Selve indsatsen skal dimensioneres efter børnenes behov. Derfor er vi også for længst holdt op med at kalde de sociale indsatser for udsatte børn og unge for dyre. De er specialiserede …
\r\nDe specialinstitutioner, der er lukkede og lukker i disse år kan betyde, at indsatstrappen bliver for grov-masket. Eller for smal og med for få trin …Sagt på en anden måde: Hvis vi ikke kan rumme og håndtere specialinstitutionernes målgrupper, skubber vi disse børn og unge nærmest ud af indsatstrappen til betragteligt dyrere – og få -foranstaltninger, økonomisk og menneskeligt. Der er i dag udsatte børn og unge som ikke får det rigtige og det nødvendige tilbud. Enten fordi tilbuddet ikke findes eller fordi der er for få pladser og for lang ventetid. Jeg nævner blot 4 af dem. Psykiatriske behandlings- og udredningssteder, institutioner, der arbejder med behandling af misbrug, efterbehandling af unge der udskrives fra sikrede institutioner og særlige institutioner for piger med alvorlige selvskade-problematikker.
\r\nDer er brug for en national META-plan for udsatte børn og unge området, som blandt andet skal udfordre kommunernes selvbestemmelsesret, et årige budgetter samt påpege vigtigheden af, at kommuner og andre aktører kommer i gang med at udnytte synergieffekten af tværgående samdriftsløsninger. Som de sociale indsatser fungerer aktuelt – med kommunerne som driftsherrer og leverandører på udsatte børn og unge området, er det for tilfældigt hvilket indsatstilbud et udsat barn får. Der findes eksempler på indsatser, der fungerer med laveste indgrebsgrad. Og der er nogle der ikke gør det. Vi tror på, at børnene vil kunne profitere af, at nye samarbejdsfora og nye finansieringsmodeller bliver afprøvet, så de børn og unge der har sociale, adfærdsmæssige, trivsels- og indlæringsmæssige vanskeligheder får det rigtige tilbud – første gang. For så herefter at udfase indsatsen i takt med, at barnet bliver bedre til at håndtere sine udfordringer.
\r\nDet er – helt reelt - vanskeligt for kommunerne, selv hvis de en gang for alle beslutter, at der ikke er brug for flere cyklist-tællere ved alle indfaldsveje - at skulle prioritere mellem nye bøger til alle 6. klasser, bedre bemanding i SFO’er og anbringelsen af to 12 årige på en døgninstitution. Dilemmaet er indlysende. Der er brug for at vi samler viden og erfaring i bæredygtige, faglige og handlekompetente miljøer. Til sammenligning foretrækker de fleste af os at blive hjerteopereret af en læge, der har helt særlige kompetencer og erfaringer indenfor hjertekirurgi. Den erfaring får man kun ved at arbejde med det snævre udgangspunkt, men bredspektrede samfundssyn, og ved løbende at forfine og justere indsatsen. Og at arbejde konkret med de mennesker og miljøer, der har problemet …
\r\nI forlængelse af ovenstående er det på sin plads at nævne, at vi i FADD har været inddragede i de politiske værksteder, som Justitsministeriet sammen med Socialministeriet har afholdt den sidste måneds tid. Det sidste møde i den forbindelse foregik på Sønderbro den 31/5. Det omhandlede den hårde kerne …
\r\nUdover ovenstående har vi i de sammenhænge gjort opmærksom på vigtigheden af at kunne forstå, håndtere og anlægge et helhedssyn på de børn, der er kriminalitetstruede eller ser ud til at kunne blive det: Hvis ældste storebror sidder på gang med far og onkel i Vestre Fængsel, hvis yngste storebror er på en sikret institution, så bør der være automatik i, at lillebror på 10 år ofres en ganske særlig type opmærksomhed. Det er altid sociale problemer, der får unge til at begå kriminalitet. Hvad enten passivitet i en børnesag skyldes mangel på rettidig omhu, mangel på tilbud eller for lang venteliste, så er det meget uheldigt. Timing er som i andre af livets gøremål rigtig afgørende; ventetid ødelægger motivation. Vi kender det fra os selv, hvis vi ikke har kunnet få en børnehaveplads til vores børn, hvis vi ikke har kunnet blive behandlet for en lidelse på et hospital eller hvis vores gamle forældre ikke har kunnet få en plads på et plejehjem. Det er benhårdt at skulle fravælge både selvtægt (af moralske grunde) og tålmodighed (af temperamentsmæssige grunde). Vi har sagt, at selv om normalitet er en ledetråd for også udsatte børn og unge, så bliver vi nødt til at se på, hvilke gevinster der er i at anerkende relativ normalitet (det at være og leve sammen med andre, der også lever med minuspoint - på eksempelvis døgninstitutioner) som alternativ til altid at skulle kigge opad og opleve at få udstillet sin unormalitet. Vi har gentaget, at der er brug for flere både/og løsninger med henblik på at sikre nænsomhed i overgangene i de udsatte børn og unges liv (ex institutioner som kraft- og videnscentre med flere indsatser i den samlede indsatsvifte). Vi ønsker konsekvent fokus på forældre og øvrigt netværks inddragelse og medspil i indsatsen. Og at vi generelt tilrettelægger en koordineret og forventningsafstemt og -præciseret indsats – at der er styr på, hvem der gør hvad. Det skal foregå i dynamiske, potentialesøgende og insisterende pædagogiske miljøer med fagligt veluddannede medarbejdere, der omsorgsfuldt, respektfuldt og fagligt kan medvirke til at skabe ny mening og retning for et udsat barn. For de mest hardcore-unge skal vi have indsatser/tilbud, hvor de unge oplever at kunne miste noget, vi skal medtænke inddragelse af familie og netværk og arbejde med rettidighed i indsatsen.
\r\nVi ved hvad der ikke fremmer noget godt: Straf, endimensionerede keep-it-simpel –løsninger, lange ventetider, negative forventninger, stigmatisering og børns inddragelse i retssager forstået som ’oplæring’ i scenarier med forsvarere og anklagere, der som, udgangspunkt har hhv frikendelse eller straf-idømmelse som strategiske ledetråde, hvad det kan omfatte af alt fra let omgang med sandheden til fortielser og løgne. Vi foretrækker bekendelsen – at få det, der er sket, sagt højt - i et omsorgsfuldt behandlingsorienteret specialiseret pædagogisk tilbud. Vi plæderer også for at have opmærksomhed på skole og skolegang som en særlig beskyttelsesfaktor. Herunder medvirke til at styrke børns elevidentitet ved sammen med børnene at tykne læringsaspektet for det enkelte barn. Det gør man blandt andet ved at træne det sprog, der medskaber barnets forståelse af sig som et menneske, der kan lære at lære…. I den forbindelse er det en helt central pointe – i en tid hvor vi er mange der er optagede af helhedssyn og tværfaglige indsatser - at minde hinanden om vigtigheden af, at udsatte børn og unge er budbringere af oplevelser i deres eget liv. Lad os vælge det, vi ved, hvordan virker.
\r\nVi er sådan set friske på aftaler om deltagelse i flere arbejdende politiske værksteder.
\r\nForeløbig ser vi dog rigtig meget frem til at deltage i Folkemødet på Bornholm …
Intet
Regeringen har offentliggjort 10 mål for social mobilitet. 3 af dem refererer direkte til udsatte børn og unge området:
\r\nI FADD bidrager vi rigtig gerne til konkretisering, præcisering, prioritering ... og løsninger
10_maal_socmin_maj2016.pdf
Vi har for øjeblikket en del opmærksomhed rettet mod visse kommuners omlægning af udsatte børn og unge-indsatsen. Senst har vi på Facebook kommenteret de varslede lukninger af Himmelbjergården i Ry og Nordlyset i Herning.
\r\nVi skriver:
\r\nVi ved desuden, at der pågår ændringer i Københavns Kommune.
\r\nVi følger udviklingen tæt og opfordrer til, at alle medlemsinstitutioner, der enten hører rygter eller selv konkret bliver berørte af ændringerne, kontakter os på info@fadd.dk så vi dels kan vedligeholde vores overblik og i forlængelse heraf påpege udviklingstendenser på møder med vores samarbejdspartnere, dels kan bistå med støtte og vejledning til de berørte.
boernsomtaber.wav Vores arbejde med filem DER KOMMER EN DAG har skabt både travlhed, bevægelse og respons. Først og fremmest har vi glædet os over, at filmmediet som kunstart har beskæfiget sig med vores område. Som det er facebookvenner og læsere af denne klumme bekendt, skrev vi, som FADDs reaktion på filmen, en kronik, der blev bragt i Frederiksborg Amtsavis på premieredagen den 21. april: ”I den forbindelse har vi en uafviselig samfundsmæssig forpligtelse til at anerkende og give plads til de historier tidligere og nuværende anbragte har at fortælle. Det er filmen et velkomment kunstnerisk udtryk for.”
\r\nAvisen havde til gengæld af pladsmæssige årsager udeladt følgende: ”Filmen er et eksempel på, hvad ingen evidensbaseret rapport kan tilbyde. Smerte og glæde står knivskarpt.” Filosoffen og forfatteren Villy Sørensen har engang sagt: 'Kunst er for samfundet, hvad drømme er for den enkelte'. Det gælder hvad enten kunsten og drømmene gestalter mareridtene eller længslerne. Og det er vel noget af det, som film og andre kunstarter kan: Give os billeder på og indsigt i det, vi frygter og det vi ønsker. Kunstnere kan bringe os på sporet af følelser og holdninger som vores sædvanlige hverdagsradar ikke fanger eller blot automatikafviser. Det kunstneriske element tilbyder os et sprog som både vores bevidsthed og ikke mindst vores underbevidsthed påvirkes af. Tilskuerens udfordring består typisk i at forstå indflydelsen på det underbevidste – og at gøre den nye forståelse til ny bevidsthed. Med de samfundsmæssige briller har filmen – udover dens kvaliteter som film – mindet os om hvilke omstændigheder, der (igen) kan føre til overgreb:
\r\nVi skrev i kronikken, at al sammenligning med aktuelle diskussioner i tiden er tilsigtet… Og at vi bl.a. tænker forslaget om at nedsætte den kriminelle lavalder og hele retsfølelsesdebatten. Vi postulerede med Primo Levis ord "Det er sket, og derfor kan det ske igen" Vi argumenterede også for, hvad der skal til for at undgå tidligere tiders brutale opdragelsesmetoder: Gennemsigtighed, faglighed og uddannede med arbejdere med hjerne og hjerte på det rette sted. Og et syn på udsatte børn og unge, der flugter med det syn vi samfundsmæssigt har på ikke-udsatte børn og unge.
\r\nVi har i FADD altid gjort meget ud af vores høringssvar til ministerierne. Ind i mellem har vi i svage øjeblikke tænkt om det nyttede noget. Men på det seneste er vi blevet positivt overraskede. De lytter … I forlængelse af, at vi og andre aktører på udsatte børn og unge området i vores høringssvar om Lov om voksenansvar (magtanvendelsesloven) opfordrede til, at alle former for magtanvendelse skal registreres, har Socialministeriet trukket forslaget om, at visse lettere former for magtanvendelse hverken skulle registreres eller indberettes. Det fik vores gode ven fra Operation Julegaveregn, Rasmus Kristensen til tasterne: ”Bravo! I en tid hvor anbringelser af børn har fået et barskt historisk og kunstnerisk perspektiv med bl.a. filmen "Der kommer en dag", er det skønt, at fagfolk, insisterer på åbenhed. For at forhindre tvang og mishandling af de mest sårbare børn i samfundet, råber de virkeligt professionelle kræfter på mere transparens - ikke mindre. Og politikerne lytter! Det er bevis på, at selvom demokratiet somme tider tager et par skridt baglæns, så er der håb.”
\r\nMen vi har travlt. Lovforslaget om Voksenansvar skal forventeligt træde i kraft 1. Januar 2017, så vores arbejde i de to socialministerielle følgegrupper vi har sæde i kan godt blive lidt halvhektisk …. Og så vil vi i FADD for første gang i Folkemødets snart 5 årige historie deltage i det nogen har kaldt DJØF’ERNES Roskilde-festval. Ikke et ondt om hverken DJØF’ERE eller Roskildefestival… Bornholm, Bornholm, Bornholm. Vi glæder os …
\r\nSøren Skjødt, formand
\r\n\r\n
\r\n
Intet
FADD afholder en temadag for jer, der arbejder med uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund.
\r\nDet bliver den 24. maj 2016 på Odense Kommunes kursuscenter, Schacksgade 39, 5000 Odense C
\r\nKonkret program udsendes senere, men mødets udgangspunkt er at vidensdele erfaringer.
\r\nVi starter kl 10.00 og slutter ca 15.30.
\r\nTilmelding sendes senest den 10/5 til info@fadd.dk
Intet
I anledning af filmen DER KOMMER EN DAG har vi skrevet denne artikel i Frederiksborg Amtsavis:
\r\nFra indledningen:
\r\n"Den sidder i kroppen længe efter, at rulleteksterne er stoppet og efter at ekkoet fra det voksenorkestrerede drengeråb: ”Gudbjerg-bank, Gudbjergbank”, har lagt sig.
\r\nDer kommer en dag – filmen om en periode i Godhavns og andre børnehjems historie - er en stærk følelsesmæssig oplevelse for tilskueren. Hvilket naturligvis er for ingenting at regne i forhold til, hvad de børn oplevede, der i den virkelige verden blev udsat for den behandling, som vi bliver vidner til i filmen.
\r\nGaranterne for at den historie ikke må gentage sig er politikere, embedsmænd og områdets aktører. Og kroniklæsere, familiemedlemmer, naboer. Os alle sammen.
\r\nSom nutidens forvaltere af den kollektive omsorg for udsatte og sårbare børn, er dette vores hovedpointe: I et civiliseret samfund bør vi alle gøre, hvad vi kan for, at ingen børn, hverken anbragte, udsatte eller ikke-udsatte lider overlast – hverken fysisk eller psykisk.
\r\nNu eller i fremtiden.
\r\nDerfor er en film om en 50 år gammel historie både vigtig, interessant og højaktuel.
\r\nVi må og skal forholde os til de spørgsmål, som filmen nådesløst stiller nutiden:
\r\nHvordan er tilværelsen for udsatte børn i dag?
\r\nKan det ske igen?
\r\n\r\n
Hvad gør vi for at undgå gentagelser?"
chrome-extension___mhjfbmdgcfjbbpaeojofohoefgiehjai_index.pdf
Godhavn har udsendt denne pressemeddelelse i forbindelse med filmen DER KOMMER EN DAG, der har premiere den 21. april 2016
PM kan hentes herunder
Pressemeddelelse fra Godhavn.pdf
Første gang er den 20/5 15.30 på Analog Bar, Huset i Rådhusstræde, KBH
Se invitationen herunder ...
Invitation_faglig fredagsbar.pdf
17. april har Zentropa gallapremiere på filmen ’Der kommer en dag’, som er en film om Godhavn og andre børnehjem i Danmark.
\r\nFilmen, der er instrueret af Jesper W. Nielsen efter ide og manuskript af Søren Sveistrup tager udgangspunkt i to brødres liv i en tid præget af økonomisk opsving, ungdomsoprør og teknologiske landvindinger i slutningen af 1960erne.
\r\nEfter nogle rapserier, morens sygdom og en onkels begrænsede muligheder for at tage sig af drengene anbringes de to drenge på Gudbjerg.
\r\nDet bliver starten på en tid med tæsk, ydmygelse og hårdt arbejde.
\r\nHandlingen er inspireret af Godhavnsdrengenes oplevelser i 1950erne og 1960erne og ER en barsk oplevelse. I første omgang for drengene. Dernæst for tilskuerne. Også for mig, der efterhånden har set filmen nogle gange.
\r\nPå Godhavn og i FADD har vi af gode grunde vidst længe, at filmen var på vej.
\r\nVi har – uafhængigt af hinanden - forberedt os i begge organisationer, så godt vi kan.
\r\nTil områdets aktører: Vi kan alle blive inddragede, selv om der er gået over 50 år siden handlingen udspillede sig.
\r\nHistorier kan dukke op. Enkeltpersoner kan blive fremhævede. Hvad vi troede var glemt, kan pludseligt få nyt liv. Og opmærksomhed fra medier og på sociale platforme skal vi forvente – uden at blive paranoide.
\r\nVores udgangspunkt er, at alle tidligere anbragte har ret til at fortælle deres historie.
\r\nKun ved at anerkende og at genfortælle, hvordan tingene var, kan vi holde fast i at fravælge det, vi ikke bryder os om. Også selv om vi troede, at det var det rigtige, mens det stod på.
\r\nÅbenhed og gennemsigtighed er vigtig.
\r\nVi må vedholdende lære og blive klogere.
\r\nAt et kunstnerisk medie (som en spillefilm) beskæftiger sig med vores fag er fantastisk
\r\nSå vores opfordring er, at vi åbner op. Vi ved I gør det i forvejen, men der kan komme flere henvendelser til jer og flere tidligere anbragte kan komme på ’tilfældige’ besøg.
\r\nDeres historier er vigtige.
\r\nVi forsøger ikke at bortforklare, men anerkender de gode såvel som de dårlige historier.
\r\nVi dukker os ikke.
\r\nOg selv om vi ikke nødvendigvis har personlige aktier i historierne, har de mennesker, der fortæller dem krav på vores opmærksomhed og respekt.
\r\nSamtidig med at vi skal tage os af de børn, vi aktuelt har i vores varetægt. Og sikre de rigtige doser af beskyttelse og udfordringer.
\r\nI FADD har vi med reference til hele vores område følt os kaldede til at skrive en kronik, som vi håber en af de store aviser vil bringe.
\r\nVi svarer blandt andet på spørgemålene: Hvordan er det i dag? Kan det ske igen? Hvad gør vi for at undgå det?
\r\nSom forstander på Godhavn deltager jeg i rigtig mange møder og holder mange oplæg om Godhavn i dag .
\r\nDet skal ikke være nogen hemmelighed, at vi prøver at bruge den dårlige historie til at fortælle nogle gode …
\r\nMed al respekt for de tidligere anbragte, der kæmper den retfærdige kamp …
\r\nLad det ikke ske igen.
\r\n\r\n
Film skal ses i biografen …
\r\n\r\n
(fra Søren Skjødts april-klumme)
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd gennemfører nu i foråret 2016 den anden runde af en landsdækkende undersøgelse af anbragte børn og unges trivsel. Formålet er at følge op på det positive billede fra 2014 af, hvordan anbragte børn og unge har det, fx i forhold til voksenrelationer, venner, sundhed, skolegang og fritidsliv.
\r\nDer er udtrukket i alt 2.600 børn og unge i alderen 11-17 år til at deltage i undersøgelsen.
\r\nSFI udsender materiale i denne og i næste uge ...
Se nedenfor ...
SFI_trivselsunders_2016.pdf I modsætning til i Sverige, hvor de ikke ved, at der er noget der hedder Sveriges-modellen, så kender rigtig mange mennesker i DK til Herning-modellen. Dels i Herning (!) dels fordi modellen været diskuteret flittigt blandt landets socialarbejdere, politikere og embedsmænd siden optakt og opstart i 2012.
\r\nSå mest af alt for lige at genkalde udgangspunktet:
\r\nTo Herning-døgninstitutioner Hedebocentret, afdeling Claudisvej, og Toften i har i 4 år i samarbejde med Metodecenteret udviklet og implementeret et koncept for intensive anbringelser.
\r\nKonceptets intention var at opbygge en ny måde at tænke anbringelser på og vise, at en anbringelse på døgninstitution ikke behøver at vare i flere år. At det også kan være en specialiseret kortvarig indsats, der kan igangsætte en ny positiv udviklingsproces for de udsatte børn og deres familier.
\r\nI FADD har vi fulgt udviklingen nøje.
\r\nIkke fordi vi mener, at hele udsatte børn og unge-indsatsen skal omlægges og konsekvent følge sporene fra Herning … og Sverige, men fordi der i modellen var og er aspekter, som kan bruges til at supplere og vitaminisere andre trin på indsatstrappen.
\r\nDet vigtige er, at vi til enhver tid bruger vores bedste viden og de forståelser og indsatser, som de udsatte børn og unge kan profitere af – individuelt.
\r\nHer har de mål- og tidsfokuserede indsatser noget at byde på.
\r\nHvis dette forehavende – at forløse bedste viden, forståelser og indsatser - skal lykkes, stiller det krav til politiske beslutningstagere, embedsværket og praktikerne om at sikre, at der på indsatstrappen er de nødvendige tilbud.
\r\nOg at indsatstrappen samlet set skal indeholde såvel den faglige tyngde som den tilbudsmæssige bredde, der skal medvirke til at de udsatte børn og unge får tilbudt den rigtige indsats så tidligt som muligt og så længe som den giver mening og er påkrævet i forhold til barnets trivsel og udvikling.
\r\nKigger man i den forbindelse udover det politiske landskab, kalder tiden måske på et opgør med kommunernes selvbestemmelse ift indsatserne, som alternativt kan detaljestyres på udvalgte områder via lovgivningen?
\r\nMåske vi også kan begynde en mere konkret diskussion om flerårige kommunale budgetter på området og flere tværkommunale løsninger hvad angår særlige problemstillinger for at lappe hullerne i indsatstrappen?
\r\nPå en temadag i FADD for nylig fremlagde Metodecentret resultaterne af de 4 års arbejde, som kan læses her http://metodecentret.dk/udgivelser/intensive-anbringelser.aspx (hvorfra også evalueringsrapporten kan hentes)
\r\nI temadagen deltog – udover ledere og medarbejdere fra Hedebocenteret og Toften også Børn og ungecenter Vejle Fjord og Børn og ungecentret Østervang i Holstebro.
\r\nI vores optik ser det ud til at:
\r\nLad mig lige dvæle ved det sidste. Hvad er det, der gør at mennesker kan blive ved med at relancere sig selv og føje nye kapitler til den faglige historie?
\r\nDen amerikanske psykoterapiforsker Scott Miller fremhæver, at der er tre ting, der karakteriserer den gode psykoterapeut: 1) skal have en teori og metode han/hun er velbevandret i og tillige være optaget af teoriens og metodens udvikling, 2) skal være villig til at tale om problemerne i sit arbejde og 3) skal kunne se en sammenhæng mellem metode og de problemstillinger han/hun arbejder med.
\r\nPointen er til at få øje på: Det er ikke selve teorien og selve metoden, der nødvendigvis er afgørende, men den velbevandrethed, den problemanerkendelse, den udviklingsnødvendighed, den sammenhæng, og den optagethed som terapeuten oplever og tilbyder, der betyder noget i samspillet med det menneske, som har brug for den professionelle indsats.
\r\nVi lader den stå et øjeblik og minder om vigtigheden af at forstå, at den professionelles tilgængelighed, responsivitet og engagement – som i er væsentlige begreber i arbejdet med udsatte børn og unge – ikke hverken opstår eller vedligeholdes af sig selv. Men kontinuerligt som en del af en organisatorisk forankring skal holdes op mod lyset og forfines ind til spændingskurven knækker… og der skal nye boller på suppen.
\r\nUdsatte børn og unge området er et dynamisk område, der kontinuerligt skal afspejle det øvrige samfunds grundsyn på børn.
\r\nVi har en vedholdende forpligtelse til at vores metoder, vores forståelser og omgangsformer flugter med den måde vi ser på børn samfundet og den værdi vi tillægger børn og barndom generelt.
\r\nDet er de mål- og tidsfokusrede indsatser et konkret udtryk for med dens fokus på det enkelte barn, familieinvolvering, uddannelsesorientering og opfølgningsarbejde.
\r\nSkrækscenariet er, at nogle af de kommuner eller institutioner, der påtænker at starte mål- og tidsfokuserede indsatser op, tror, at de kan copy-paste sig til et hurtigt, billigt og light-end anbringelsesfix.
\r\nHvis det mind-set som praktikerne også fra Vejle Fjord og Østervang fremhæver som væsentligt at forandre, skal konstituere bedre løsninger, så er der kun det lange seje træk, der kan forløse intentionerne.
\r\nI projektet har man blandt andet undersøgt hvornår i et anbringelsesforløb, man registrerer den største effekt. Det gør man ifølge undersøgelsen inden for det første halve år. Ræsonnementet er så, at man ved at koncentrere indsatsen indenfor det første halve år kan opnå en øget effekt i forhold til at afhjælpe barnets udfordringer.
\r\nEn sammenligning: Den største effekt i forbindelse med et barns indlæggelse på Rigshospitalets traumeafdeling efter et alvorligt trafikuheld, har vi indenfor den første halve time. Blødningerne skal stoppes. Men betyder det, at barnet skal udskrives efter en halv times intensiv behandling?
\r\nNæppe.
\r\n\r\n
Det samme gælder indenfor udsatte børn og unge-området. De børn der kan udskrives efter et halvt års intensiv behandling, skal det.
\r\nMen hvis barnet har flere og mere alvorlige skader – og hvis sagkyndige vurderer at barnet vil profitere af det – så skal behandlingen finde sted indtil barnet klarer sig bedre eller ligesågodt uden…
\r\nVi har i disse år fokus på anerkendelse, inddragelse og respekt og at dannelsesfilosofien tager udgangspunkt i forestillingen om værdighed, integritet og autonomi. Ligesom vi fra forskningen ved at høj grad af selvkontrol ser ud til i sig selv at skabe værdifulde forudsætninger for ikke bare at forebygge problemer i livet men også at det enkelte menneske kan realisere sit eget potentiale bedre end mennesker med lav selvkontrol.
\r\nUden at ville kreditere Herning-modellen for alt aktuelt nyt, så fører den brydningstid vi er i også nye ord og begreber med sig.
\r\nVi kommer til at høre mere til basismedarbejdere, netværksmedarbejdere, midlertidighed i børns liv, lokalsamfundsinddragelse, ressourcepersoner, fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen, forældrehandleplaner etc.
\r\nOg mindre til kontaktpædagoger, relationsarbejde (som det primære arbejdsmæssige omdrejningspunt), vagtplaner etc.
\r\nDe dybe og bredspektrede indsatser som de kommer til udtryk i en mangfoldighed af indsatstyper, nogle korterevarende andre længerevarende, vil vi gøre hvad vi kan for at fastholde på indsatsviften.
\r\nLakmusprøven er enkel: Medvirker de til at fremme udsatte børn og unges sundhed, livsglæde og samfundsdeltagelse? Eller gør de ikke…
\r\n-----
\r\nTil sidst fra min egen verden:
\r\n\r\n
17. april har Zentropa gallapremiere på filmen ’Der kommer en dag’, som er en film om Godhavn og andre børnehjem i Danmark.
\r\nFilmen, der er instrueret af Jesper W. Nielsen efter ide og manuskript af Søren Sveistrup tager udgangspunkt i to brødres liv i en tid præget af økonomisk opsving, ungdomsoprør og teknologiske landvindinger i slutningen af 1960erne.
\r\nEfter nogle rapserier, morens sygdom og en onkels begrænsede muligheder for at tage sig af drengene anbringes de to drenge på Gudbjerg.
\r\nDet bliver starten på en tid med tæsk, ydmygelse og hårdt arbejde.
\r\nHandlingen er inspireret af Godhavnsdrengenes oplevelser i 1950erne og 1960erne og ER en barsk oplevelse. I første omgang for drengene. Dernæst for tilskuerne. Også for mig, der efterhånden har set filmen nogle gange.
\r\nPå Godhavn og i FADD har vi af gode grunde vidst længe, at filmen var på vej.
\r\nVi har – uafhængigt af hinanden - forberedt os i begge organisationer, så godt vi kan.
\r\nTil områdets aktører: Vi kan alle blive inddragede, selv om der er gået over 50 år siden handlingen udspillede sig.
\r\nHistorier kan dukke op. Enkeltpersoner kan blive fremhævede. Hvad vi troede var glemt, kan pludseligt få nyt liv. Og opmærksomhed fra medier og på sociale platforme skal vi forvente – uden at blive paranoide.
\r\nVores udgangspunkt er, at alle tidligere anbragte har ret til at fortælle deres historie.
\r\nKun ved at anerkende og at genfortælle, hvordan tingene var, kan vi holde fast i at fravælge det, vi ikke bryder os om. Også selv om vi troede, at det var det rigtige, mens det stod på.
\r\nÅbenhed og gennemsigtighed er vigtig.
\r\nVi må vedholdende lære og blive klogere.
\r\nAt et kunstnerisk medie (som en spillefilm) beskæftiger sig med vores fag er fantastisk
\r\nSå vores opfordring er, at vi åbner op. Vi ved I gør det i forvejen, men der kan komme flere henvendelser til jer og flere tidligere anbragte kan komme på ’tilfældige’ besøg.
\r\nDeres historier er vigtige.
\r\nVi forsøger ikke at bortforklare, men anerkender de gode såvel som de dårlige historier.
\r\nVi dukker os ikke.
\r\nOg selv om vi ikke nødvendigvis har personlige aktier i historierne, har de mennesker, der fortæller dem krav på vores opmærksomhed og respekt.
\r\nSamtidig med at vi skal tage os af de børn, vi aktuelt har i vores varetægt. Og sikre de rigtige doser af beskyttelse og udfordringer.
\r\nI FADD har vi med reference til hele vores område følt os kaldede til at skrive en kronik, som vi håber en af de store aviser vil bringe.
\r\nVi svarer blandt andet på spørgemålene: Hvordan er det i dag? Kan det ske igen? Hvad gør vi for at undgå det?
\r\nSom forstander på Godhavn deltager jeg i rigtig mange møder og holder mange oplæg om Godhavn i dag .
\r\nDet skal ikke være nogen hemmelighed, at vi prøver at bruge den dårlige historie til at fortælle nogle gode …
\r\nMed al respekt for de tidligere anbragte, der kæmper den retfærdige kamp …
\r\nLad det ikke ske igen.
\r\nFilm skal ses i biografen …
\r\nGlædeligt forår…
\r\n\r\n
Søren Skjødt, formand for FADD
\r\nIntet
I samarbejde med Metodecenteret afholder FADD en temadag den 31. marts 2016 om evaluering af Herning-modellen. Temadagen afholdes på Markedspladsen 4 - 4. sal 7400 Herning (tæt på banegården) Der er gode parkeringsforhold på adressen.
\r\nTilmelding – med deltagernavne/institution/tilbud samt emailadresser på alle sendes snarest og senest den 29. marts 2016 til info@fadd.dk
\r\n\r\n
Deltagelse er gratis.
\r\nSe programmet herunder
\r\nEvalueringsrapporten og praksisbeskrivelserne kan hentes her:
\r\n\r\n FADD temadag_herningmodellen.pdf Lokalavisen i Halsnæs har på det seneste beskæftiget sig med udsatte børn og unge.
\r\n\r\n
I en artikel fra den 23/2 udtaler kommunens socialchef Christian Lorens Hansen:
\r\n"Halsnæs har tidligere placeret mange, især unge, i døgninstitutioner. Det er hundedyrt, og ofte vil en plejefamilie være en bedre løsning."
\r\nNu er det ikke første gang en kommunal embedsmand prøver at problematisere forholdet mellem pris og resultater.
\r\n\r\n
Jeg lover til gengæld, at det ikke bliver sidste gang vi vil virkelighedskorrigere udsagn, der blander tingene sammen og hvis konsekvenser kan være på kant med lovgivningen.
\r\nFor at blive i den kommunale logik: Lad os starte med prisen:
\r\n’Det er hundedyrt’, siger Christian Lorens Hansen.
\r\nSigne Hald Andersen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed siger:
\r\n’Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år.
\r\nMen det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.’
\r\nFra ’Når man anbringer et barn II’, Rockwool Fondens Forskningsenhed 2013.
\r\nTal fra professor Inge Bryderups mangeårige forskning viser tillige, at såvel antallet af udsatte børn og unge som den del af BNP vi bruger på udsatte børn og unge i Danmark har været nogenlunde konstant siden indførelsen af den første børnelov i 1905.
\r\n\r\n
Derudover er der mange der har sagt det: Investeringer i udsatte børn og unge kan betale sig.
\r\nDen svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson har i rapporten, Insatser kring barn och unga – en kortsiktig kostnad eller en långsiktig social investering med hög lönsamhet? (2011) for eksempel slået fast:
\r\n\r\n
”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”
\r\nSå hundedyrt?
\r\nDet koster det, det koster. Vi har alle en forpligtelse til at være omkostningsbevidste og til vedvarende at lede efter bedre og billigere måder at håndtere både udsathed og de økonomiske forudsætninger, der skal til for, at indsatsen giver mening.
\r\nLad mig i den forbindelse advare de kommuner (og det er ikke alle), der for øjeblikket afprøver eksperimenter med at omprioritere ydelserne for kommunens udsatte borgere: Man kan spare så hårdt, at ydelserne bliver så dårlige og ineffektive, at det bliver en selvopfyldende profeti, at indsatsen ikke står mål med investeringen. Low cost kan betyde low benefit!
\r\nPå udsatte børn og unge området er vi optagede af, at det enkelte barn får det tilbud, som bedst matcher dets behov for uddannelse, omsorg og sundhed, der tilsammen skal medvirke til ’at vende udviklingen til det bedre’, som også socialchefen fra Halsnæs ønsker det.
\r\n\r\n
Dette udgangspunkt kan man læse mere om i Lov om social service og dens intentioner, hvoraf det fremgår, at myndighed ikke må vurdere en ydelses relevans alene ud fra økonomiske hensyn.
\r\n'Ofte vil en plejefamilie være en bedre løsning’, siger Christian Lorens Hansen.
\r\n\r\n
Vi siger: Hvor ved Christian Lorens Hansen det fra?
\r\nPlejefamilieområdet er blandt de dårligst belyste anbringelsesformer. Med det fokus, der er på dokumentation, så giver påstanden i bedste fald ikke mening.
\r\nEr vi blot vidner til en holdning?
\r\nEt udsagn bliver ikke sandt bare fordi det bliver gentaget …
\r\nSå vil en plejefamilie ofte være en bedre løsning?
\r\nI forhold til hvad?
\r\nMin pointe er, at det må og skal – som nu og fremover- være børnesagkyndige, der skal vurdere karakteren af de problemer og udfordringer, som barnet eller den unge har – og som så sammen med myndighed og tilbud – barn og familie - sætter de nødvendige initiativer i gang.
\r\nFor os at se, er det afgørende, at vi bliver dygtigere til at tænke både og – i stedet for enten eller.
\r\nVi skal strukturelt og indholdsmæssigt fokusere på, at indsatserne - fra det rådgivende til det specialiserede - hænger sammen.
\r\nI det perspektiv er det rigtig vigtigt, at der udarbejdes dynamiske planer for hvad, der skal ske med et udsat barn – på kort og langt sigt; at der både er en mening og en retning. Herunder at der er et gennemtænkt FØR-, UNDER- og EFTER-aspekt i enhver indsats
\r\nForventningen må være, at børnene skal have et tilbud som de profiterer af og at de voksne omkring barnet er gearede til at skrue indsatshåndtaget op og ned - efter behov. Og vel at mærke med den type faglighed og empati, der skaber nænsomhed og effekt i overgangene i børns liv.
\r\n\r\n
Det var i den forbindelse befriende at læse tidligere familieplejekonsulent Søren Torrense Hansens reaktion på artiklen i Halsnæs Avis:
\r\n\r\n
"Åh nej, nu igen. Det er den samme gamle historie om institutioner kontra plejefamilier. Når Halsnæs Kommune nu vil flytte børn og unge fra døgninstitutioner til familiepleje, så ringer alarmklokken hos mig. For man kan ikke sige, at plejefamilie altid er bedre end døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted. Halsnæs Kommune har især mange anbragte i aldersgruppen 14-17 år. Det tegner et billede af, at man har været for længe om at reagere. Problemer opstår sjældent først, når børnene er blevet så gamle."
\r\nDen lader vi stå et øjeblik …
\r\nDer findes ikke en indsatsform, der principielt og til alle tider er bedre end andre.
\r\n\r\n
Det afhænger først og fremmest af, hvad barnet har brug for.
\r\nDer er meget, vi ved:
\r\nVi ved, at den tidlige og rigtige indsats er vigtig.
\r\nVi ved, at investeringer kan betale sig.
\r\nVi ved, at uddannelse og beskæftigelse fremmer også udsatte børn og unges deltagelse i samfundslivet.
\r\nOg så ved vi at indsatstrappen har visse mangler: Det psykiatriske område er fraværende, lige som mangel på specifikke tilbud gør, at nogle udsatte børn og unge ikke får det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.
\r\nVi forestiller os, at videnscentre og/eller partnerskaber mellem flere typer tilbud med den nødvendige faglige tyngde, fleksibilitet og økonomiske bæredygtighed i et tværdisciplinært samarbejde med udvalgte ministerier, KL, Danske Regioner og relevante forskere vil kunne nyskabe indsatserne til gavn for de udsatte børn og unge OG for samfundsøkonomien.
\r\n’Vi vet ännu mindre om vad det skulle kosta om vi gjorde ingenting’, som Ingvar Nilsson siger.
\r\n\r\n
Vi skal vide mere …
\r\n\r\n
Glædeligt forår.
\r\nSøren Skjødt, formand
Fra høringssvaret:
\r\nFADD har fra starten af denne proces – med nedsættelsen af magtanvendelsesudvalget (MAU) - været enige i, at der i forbindelse magtanvendelser på det sociale område, tillige har været behov for at styrke bevidstheden om børns og unges rettigheder.
\r\nOpsummering:
\r\nVi påskønner:
\r\n\r\n
\r\n
(Se yderligere kommentarer under gennemgangen af de enkelte paragraffer)
\r\n\r\n
FADDs oplevelse er dog, at det fremsendte lovforslag indeholder flere bestemmelser, som forringer de anbragte børn og unges retssikkerhed, og som derfor i mindre grad indfrier formålet om at tydeliggøre børns og unges rettigheder i forhold til magtanvendelse.
\r\nBarnets retssikkerhed kan efter FADDs opfattelse i højere grad sikres ved:
\r\n\r\n
Hvad det sidste tema (4) angår ærgrer vi os over, at ministeriet ikke har valgt at placere vurderingen af tilladte/ikke tilladte magtanvendelser hos de sociale tilsyn.
\r\n\r\n
Læs hele høringssvaret via nedenstående link
Høring_voksenansvar_febr2016.pdf
FADD afholder ungeseminar 14-15 april 2016 på Tonøes Hotel i Kerteminde
\r\n\r\n
\r\n
Hent program og tilmeldingsinfo herunder
FADD pjece_ungesem2016_def.pdf
\r\n
Arbejder du på en døgninstitution og møder du anbragte unge udsat for æresrelaterede konflikter?
\r\nKurset udbydes af Professionshøjskolen Metropol i et samarbejde med Styrelsen for Integration og Rekruttering, som et led i udmøntningen af National strategi mod æresrelaterede konflikter.
\r\nFormål: På dette kursus vil du få viden om æresrelaterede konflikter. Du vil få styrket dine kompetencer til at navigere i kulturmøder, imødekomme de unges behov for sikkerhed, og samtidigt arbejde med hvad dette betyder for dit pædagogiske arbejde med de unge på anbringelsesstedet.
\r\nMålgruppen: pædagogisk/psykologisk personale på ordinære (private og kommunale) døgninstitutioner for unge under 18 år.
\r\nKurset er gratis
\r\nLæs mere om kurset og tilmeld dig på:
\r\nwww.phmetropol.dk/Kurser/Socialt+arbejde/Boern+og+unge/Aeresrelaterede+konflikter
\r\n\r\n
Kurset er på 2 dage med 2-3 uger mellem hver kursusdag
Kurset udbydes i København, Aarhus og Odense
Forår
København:
13. april og d. 28. april 2016
Aarhus:
19. maj og 1. juni 2016
Efterår
Odense:
7. september og 26. september
København:
20. september og 4. oktober
Tirsdag d. 15. marts afholder Holmstrupgårtd en temadag om mentalisering.
\r\nTil at forestå dagen er professor Finn Skårderud og specialist i klinisk psykologi Bente Sommerfeldt.
\r\nTemadagen er tænkt som en mulighed for personer, som arbejder i og med terapeutiske miljøer, for at træne identificering og understøttelse af mentaliseringsfremmende interventioner på individ-, gruppe- og organisatorisk niveau.
\r\nArbejdet med unge med komplekse psykiatriske problemstillinger kræver en nuanceret og nuancerende forståelsesmodel og stiller store krav til de professionelle, som arbejder med og omkring de hårdest ramte unge og deres familier. Denne model tilbydes i mentaliseringsbaseret miljøterapi og målet er at bevare en mentaliserende holdning og handling både i de individuelle relationer og i de gruppe- processer, der kan opstå på organisatorisk niveau.
\r\nKursusdagen henvender sig til psykologer, psykiatere, socialrådgivere og andre faggrupper som arbejder i og med terapeutiske miljøer/ med interesse for mentaliseringsbaseret miljøterapi. Gennem oplæg og øvelser vil foredragsholderne dagen igennem holde et spejl op foran vores behandlingsmiljøer, så vi får mulighed for at se os selv og vores interaktion og for at udvikle de menneskelige møder. Der vil således være en variation mellem oplæg,
\r\nwww.holmstrupgaard.rm.dk/om-os/arrangementer/temadag-om-milljoterapi/
\r\n\r\n
Magtanvendelser er et begreb, der ofte kalder på rigtig mange følelser.
\r\nMed fare for at lyde mere hård end jeg har lyst til, bør det begreb i virkeligheden kalde på rigtig meget faglighed.
\r\nNår begrebet har udfordret fagfolk, når politikere har ønsket at skabe nye rammer for indholdet, når aktører på området har givet medierne adgang til at filme og fotografere de nogle gange voldsomme optrin og når nogle akademikere har belært os alle om, hvad der er rigtig/forkert og opad/nedad i forhold til anvendelse af magt overfor anbragte børn og unge, så er det fordi magt og modmagt er og skal være noget, vi beskæftiger os med i et civiliseret samfund:
\r\nVi har som fagets udøvere en etisk forpligtelse til vedvarende at holde alle former for magt op mod lyset.
\r\nSamfundet – politikere, embedsmænd og forskere i særdeleshed, lægfolk i almindelighed - har en ligeså væsentlig opgave i at drøfte, definere og skabe rammer for professionelles indgreb i menneskers liv.
\r\nOg medierne har et ansvar for – som demokratisk kontrollant – at holde øje med over- og undergreb i udmønternes måde at håndtere velfærdsopgaverne på bredt set …
\r\nUanset om det er på grund af det med følelserne eller om der er andre grunde, så har Socialministeriet for nylig udsendt en høringsinvitation med overskriften ’Høring over forslag til lov om voksenansvar over for anbragte børn eller unge.’ Det er magtanvendelser, det drejer sig om.
\r\nI FADD kan vi godt se pointen i den sproglige ændring.
\r\nFørst og fremmest fordi det principielt er en god ide at bruge nye begreber og betegnelser, når vi er blevet klogere og mener noget nyt eller mere om et fænomen, fordi vi så på den måde kan blive mere præcise i, hvad vi mener.
\r\nVel at mærke ind til vi så er blevet endnu klogere og må finde nye begreber – og så fremdeles …
\r\nSprog skaber bevidsthed. Bevidsthed skaber sprog.
\r\nI den her sammenhæng flugter ’Lov om voksenansvar’ meget godt med FADDs generelle holdninger til anvendelse af magt i det professionelle arbejde med anbragte børn og unge.
\r\nEn magtanvendelse handler om den voksnes vurdering af, hvad der i en given situation – med det til enhver tid gældende lovmæssige grundlag som udgangspunkt - fagligt set er rigtigst at gøre i forhold til et anbragt barns adfærd – med mindst mulig indgriben, og bedst mulig proportionsafstemning.
\r\nIndgrebet skal passe til barn, situation og sammenhæng. Herunder til barnets og den øvrige børnegruppes trivsels- og læringspotentiale.
\r\nOg skal ALTID handle om omsorg: ’Jeg vil passe så meget på dig, at jeg insisterer på, at du hverken må skade dig selv eller andre. Og (i det nye lovforslag nu) også dine egne og andres ting.’
\r\nDerfor repræsenterer ’voksenansvar’ en væsentlig præcisering af, hvem der er handleperson i det man kunne kalde for den etiske fordring i forbindelse med et magtmæssigt indgreb i et barns liv.
\r\nDen korte version af selve lovforslaget er, at der har været bred enighed om, at betingelserne for indgreb skal præciseres. Det skal gøres tydeligere, hvad de professionelle må og skal hvornår:
\r\nForslaget omfatter:
\r\nFølg dette link for at få et overblik de hidtil gældende regler:
\r\nhttp://obsolete.socialstyrelsen.dk/omsorgogmagt/magtanvendelse/forskellige-anbringelsessteder
\r\nDer er høringsfrist den 12 februar, og vi er naturligvis godt i gang med at forberede vores høringssvar.
\r\nEn enkelt detalje kan vi godt løfte sløret for:
\r\nVi er uforstående overfor, at ministeriet ikke har ønsket, at det skal være de sociale tilsyns opgave at afgøre om en magtanvendelse er tilladt eller ikke tilladt.
\r\nVi og andre aktører på området (Børnerådet, Børns Vilkår, Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne, LOS) problematiserede i et notat tilbage til den 12. april 2013 til Folketingets Socialudvalg med kopi til Socialministeren risikoen for uklar og uhensigtsmæssig kompetencefordeling, hvad angår selve behandlingen og vurderingen af en magtanvendelsesindberetningen.
\r\nVi er fortsat af den opfattelse, at kompetencen til at vurdere en magtanvendelses berettigelse skal være placeret hos de sociale tilsyn, der med sin omfattende faglige ekspertise må være den rette myndighed til at foretage vurdering af, hvorvidt anvendelsen i praksis er overensstemmende med reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
\r\n-----
\r\nLæsere af denne klumme vil vide, at vi har været optagede af det problem, at de sociale tilsyn efter Ankestyrelsens praksisændring ikke længere har mulighed for at give dispensation til et anbringelsestilbuds anmodning om at få lov til at iværksætte ’den rigtige anbringelse’ selv om den måtte ligge udenfor det aktuelle godkendelsesgrundlag.
\r\nMen måske vores bønner er blevet hørt.
\r\nVi og andre aktører på området har i al fald sagt det meget tit og meget højt.
\r\nI ’Konsekvensændringer som følge af lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge’, som indgår i det samlede høringsmateriale fremgår det at:
\r\n’Det foreslås således, at socialtilsynet får mulighed for, efter anmodning fra tilbuddet, at træffe afgørelse om, at et tilbud kan fravige sin godkendelse på nærmere fastsatte vilkår, inden for en nærmere bestemt frist og eventuelt inden for en bestemt periode. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en plejefamilie er godkendt til to børn, men den anbringende kommune ønsker, at et tredje barn, som er en søskende til et af de andre børn, gives mulighed for ophold i plejefamilien, eller hvor et botilbud til voksne for en kortere periode har behov for at udvide sin målgruppe.’
\r\nDet lyder rigtig godt…
\r\nVi vil aldrig mere mene, sige eller skrive, at politikere ikke lytter til praksisområdet.
\r\nMed mindre selvfølgelig at ….
\r\nSøren Skjødt, formand for FADD
Da vi sidste år en anelse senere på året evaluerede den på det tidspunkt netop overståede OPERATION-JULEGAVEREGN-INDSAMLING, blev vi ærligt talt noget mundlamme, da folkene bag indsamlingen meddelte, at de i 2015 ville gå efter at indsamle 800.000 kr. til ekstra julegaver til anbragte børn og unge i Danmark, Grønland og på Færøerne.
\r\nNu her efter måneders forberedelse, en hektisk december måned, og en rigtig vild afslutningsspurt, må vi konstatere, at de lykkedes med målsætningen. Godt og vel. Indsamlingsresultatet landende på 880.211 kr.
\r\nBåde operation og patient har det derfor rigtig godt.
\r\nSom vi skrev i vores opdatering på Facebook til projektets initiativtagere:
\r\n’Mens vi på diskuterer fattigdom, materiel forstoppelse og julens øvrige potentielle trængsler og alarmer, har I gjort noget ved det.’
\r\nFor 9. (!) år i træk har vi i FADD haft den store glæde at uddele indsamlingspengene fra JULEGAVEREGN til ekstra julegaver til anbragte børn og unge.
\r\nI en tid hvor selvpromovering, påtaget opofrelse og mediedækket velgørenhed – lad os sige – forekommer i det offentlige rum, er det en befrielse og en fornøjelse, at arbejde sammen med mennesker, der tænker, taler og handler fra et godt sted: Ønsket om anstændighed og ordentlighed.
\r\nJeg tror, der er en grund til, at vi klikker så godt med disse brave mennesker, som til dagligt arbejder med og i salg & marketing, folkekirken, bank & penge og kommunikation.
\r\nVi har alle erkendt, at engagementet og ønsket om at gøre den berømte forskel er det vigtigste.
\r\nHerefter kommer så sikkert engagementet og ønsket om at gøre en forskel.
\r\nMen lige derefter kommer den nødvendige viden, professionalisme og strategisk forståelse.
\r\nSå vi kan GØRE det rigtige.
\r\nFolkene bag indsamlingen er lette at samarbejde med. Fordi vores grundindstilling til opgaven er den samme. Og værdierne, der bestemmer vores handlinger, flugter …
\r\nDet korte af det er lange er, at over 2000 anbragte børn og unge har fået en ekstra julegave.
\r\nDet er vi meget glade for og stolte over at have været med til …
\r\nVi bøjer os og takker de mange bidragsydere, fonde, organisationer, virksomheder og privatpersoner.
\r\nIkke mindst GAVEFABRIKKEN, der har været hovedsponsor i 5 år.
\r\n-----
\r\nI FADDs bestyrelse ser vi frem til at komme i gang med årets arbejde.
\r\nI forlængelse af budskaberne fra Svend Brinckman med flere, så vil vi insistere – for ikke at sige 'stå fast' - på at kalde nogle af de ting, vi arbejder med for et problem. Ikke en udfordring, ikke synd for …
\r\nDet er et problem, at mange udsatte børn og unge ikke får en uddannelse.
\r\nDet er et problem, at mange udsatte børn og unge ikke får mulighed for at være en del af foreningsliv og lokalsamfund.
\r\nDet er et problem, at anbragte unge får kontanthjælp – og ikke SU når de er i gang med en uddannelse.
\r\nDet er et problem, at indsatsen for mange udsatte børn og unge starter for lavt på indsatstrappen. Og at det i den forbindelse også er et problem, at der mangler trin på trappen.
\r\nDet er et problem, når en indsats bryder sammen – ikke mindst når alle parter havde forventet det.
\r\nDet er et problem, at et nyt socialministerielt forslag vil lempe reglerne for indberetning af magtanvendelser.
\r\nDet er et problem, at mange udsatte børn og unge OGSÅ har sundhedsmæssige problemstillinger
\r\nDet er et problem, hvis sociale indsatser alene bestemmes ud fra økonomiske hensyn eller i realiteten bliver det …
\r\nDet er et problem, at de sociale tilsyn efter en vurdering i Ankestyrelsen ikke længere kan give dispensationer til tilbuddene
\r\nDet er et problem, at en politianmeldelse af børn er en forudsætning for at medarbejdere på børneinstitutioner kan få erstatning i voldssager
\r\nDet gode ved problemer er, at de lægger op til handling.
\r\nProblemer skal man tage alvorligt.
\r\nProblemer skal man gøre noget ved.
\r\nProblemløsning kræver engagement og ønsket om at gøre den berømte forskel, den nødvendige viden, professionalisme og strategisk forståelse.
\r\nSå vi kan GØRE det rigtige.
\r\nI hvert fald ind til vi igen bliver trætte af problemtænkningen og begynder at overveje at kalde det, vi skal gøre noget ved - for noget andet.
\r\nUdfordringer? Synd for …?
\r\nSom Steffen Brandt synger: Giv mig lige et praj, når vinden vender igen.
\r\nInd til da har vi tænkt os at gøre noget ved … problemerne
\r\nSÆT I GANG …
\r\nGODT NYTÅR
\r\nSøren Skjødt
\r\n
Program for temadagen om SPECIALUNDERVISNINGEN den 20/1 2016 på Nyborg Heldagsskole, Pårupvej 25B, 5540 Ullerslev
Kan hentes herunder
Program for special UV 20_jan2016.pdf
