Januar-klummen 2015

For de læsere der følger os på facebook eller som af og til dropper forbi her på vores hjemmeside er det ikke en overraskelse, at julen 2014 har været en jubel-jul.

Ikke fordi blå blok har erkendt, at den kriminelle lavalder alligevel ikke skal nedsættes til 12 år.

Ikke fordi vi har fået løfter om, at alle kommuner fremover vil vælge de rigtige løsninger for udsatte børn og unge – a) første gang og b) alene ud fra en børn- og ungefaglig vurdering.

Heller ikke fordi børne- og undervisningsminister Christine Antorini har bekendtgjort, at inklusionsforventningen om, at folkeskolen skal kunne rumme 96 % af alle skolebørn måske nok er lidt for ambitiøs.

Heller ikke fordi socialminister Manu Sareen har givet os ret i, at staten skal være medfinansierende i forhold til de mest specialiserede tilbud.

Og heller ikke fordi beskæftigelsesministeriet nu har meddelt, at anbragte unge over 18 fremover vil få SU når de er under uddannelse – og ikke kontanthjælp.

Derfor står alle disse punkter fortsat på vores to-do-liste for 2015.

Men når vi næsten ikke kan få armene ned, er det selvfølgelig fordi vores venner fra OPERATION JULEGAVEREGN sammen med de rigtig mange små og store bidragsydere har gjort det, som vi i selv de mest optimistiske stunder ikke troede muligt: At resultatet af indsamlingen ville nå op over 600.000,-

They (julegaveregn) and you (jer der bidrog) did it…

Det er tit, at vi har travlt i FADD, men aldrig har vi har haft SÅ travlt med SÅ stor fornøjelse. Foreløbig (fordi der stadig tikker penge ind ...) har 1500 børn og unge fra knap 90 medlemsinstitutioner fået ikke bare en ekstra julegave, men flere har fået to fordi LEGO en uges tid før jul lettede på hatten og sendte os 1500 legokasser til fordeling blandt børn og unge på vores medlemsinstitutioner.

Vi bøjer os i respekt for det flotte resultat og takker initiativtagere, ambassadører, sponsorer og alle der har bidraget til indsamlingen.

Herunder de børn og unge, medarbejdere, afdelingsledere og forstandere, fra Magnoliegården på Stevns, Godhavn i Tisvilde, Ny Møllegård i Odense, Tinghøj i Kolding, Døgncentret i Århus og Hostruphøj i Hobro, der bidrog til, at de mange legokasser kunne blive fordelt til børn og unge på vores medlemsinstitutioner i hele landet inden jul.

Så det hedder … TAK.

-----

Bladrer man lidt i forudsigelserne for det nye år, er det tydeligste vi lige kan få øje på - og som samtidig kommer til at involvere alt det, vi har at skyde med – det folketingsvalg, som vi har vidst skulle komme sådan cirka 4 år.

Tydeligste, nåh ja, måske lige bortset fra at magtanvendelsesudvalget skal afslutte arbejdet, tilsynsreformen skal midtvejsevalueres, og skolereformen skal have noget kærlighed. Plus det løse, som blandt andet omfatter ’realitetskorrektioner’ af politikere, embedsmænd og forskere.

Samt en række uopfyldte ønsker fra vores ønskesedler fra perioden 2011 til 2014, men som stadig gælder ....

(Se ovenfor)

Vi har tænkt os at holde et vågent øje med alle de partier, organisationer, kommuner, regioner, medier, forskningsenheder og virksomheder, der fra tid til anden har en mening om udsatte børn og unge. Og om hvad der er godt for dem …

De massivt udfordrede og udsatte børn og unge er der jo både før, under og efter et folketingsvalg …

Jeg ønsker alle et godt nytår

Søren Skjødt, formand

Julegaveregn i 24/7

Mikkel Hartwich, David Bastian-Møller og Søren Skjødt var her til morgen i Radio 24/7 for at tale om jul, gaver ... og priser.

Lyt til indslaget her

www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/10680555/24syv-morgen-0605-04-12-2014-1/

Lyt til indslaget her

Debatoplæg mod sænkelse af den kriminelle lavalder

Under overskriften DUMMERE END POLITIET TILLADER har en række organisationer – herunder FADD- udarbejdet et debatindlæg, der i dag (3/12) bringes i JP.

Der står blandt andet:

Forslaget om en kriminel lavalder på 12 år er et vildskud, og det hører ikke hjemme i et land, der er forpligtet til at overholde FN’s Børnekonvention i ånd og bogstav. Lad os i stedet bruge servicelovens muligheder og støtte kommuner, boligselskaber og dygtige fagfolk i at hjælpe unge, der begår kriminalitet

Underskrivere

 Per Larsen, formand for Børnerådet

Eik Møller, formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Niels Christian Barkholt, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening

Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet

Søren Skjødt, formand for Foreningen af døgn og dagtilbud for udsatte børn og unge

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Læs indlægget her:

Link: www.jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7254600/Dummere-end-politiet-tillader/

December-klummen 2014

Det er blevet et klassisk svar på en faglig uenighed, et paradoks  eller et dilemma at anbefale mere forskning.

I et forsøg på at konkretisere det allestedsnærværende fokus på, hvad der virker - for eksempel  i socialt arbejde -tyer fagfolk og meningsdannere ofte til krav om evidens: For hvad har vi ellers at skyde med?

Et af problemerne med evidens er, at ingen endnu har fremlagt det værktøj, der kan isolere de variabler, som påvirker et barns udvikling – så man på den måde vil kunne afgøre konkret  og endegyldigt HVAD, der virker.

I FADD synes vi, at der er mange gode forskningsprojekter i gang – og vi støtter og deltager i følgegrupper så meget, vi kan overkomme …

Indtil videre er det vores vurdering, at de forskningsprojekter, der specifikt har til formål at gøre noget bedre eller lettere for de udsatte børn og unge, og som samtidig skaber forudsætninger for, at de fagpersoner, der arbejder med de udsatte børn og unge, kan blive dygtigere, er de mest værdifulde.

Et sådant forskningsprojekt er netop udkommet i bogform med titlen ’Budgetblikket i socialt arbejde med udsatte børn og unge’, skrevet af adjunkt Ida Marie Schrøder,  Professionshøjskolen Metropols Institut for Social Arbejde.

IMS har undersøgt, hvilken rolle budgettet spiller, når der i kommunernes børn- og familieudvalg skal tages beslutninger om, hvordan man bedst hjælper udsatte børn og unge.

Og en af konklusionerne er, at socialrådgivere bliver langt mere farvede af kommunens budget, end de selv er klar over.

Der er derfor en reel fare for, at kommunens økonomi styrer anbringelser af børn.

’Man glemte også helt at diskutere sammenhængen mellem prisen, og hvad der var den bedste løsning for barnet på lang sigt’, siger adjunkten til Videnskab.dk

Sammenholder man undersøgelsens resultater med de seneste tal fra Ankestyrelsen, der viser, at kommunerne nu foretager 43 procent færre anbringelser af udsatte børn og unge end før kommunesammenlægningen, er det nærliggende at konstatere som Ida Marie Schrøder: ’Men om de unge har fået det værre eller dårligere, eller om det i sidste ende kommer til at koste flere penge, det ved vi ikke. Den dyre løsning kan jo i sidste ende blive den billigste løsning, hvis den er den rigtige.’

I parentes bemærket aner man måske her konturerne af 2 ganske interessante forskningsmæssige ledetråde: 1. Får børn og unge det værre eller bedre af de færre anbringelser? 2. Kommer de færre anbringelser til at koste flere eller færre penge i den sidste ende?

PS: Vi vil rigtig gerne være med til at udpege de kriterier, der skal undersøges!

 I FADD er vi enige i kritikken, og vi bliver faktisk noget bekymrede over udviklingen. Ikke at vi er overraskede over undersøgelens resultater. Både vi og andre har såmænd postuleret i adskillige år, at kommunerne tager mere hensyn til økonomien end til, hvad der er det rigtige tilbud.

Det er slemt nok, at landets  sagsbehandlere ikke har mulighed for at arbejde efter lovgivningen. Men hvad der måske er mindst lige så alvorligt, er fraværet af bevidsthed i de undersøgte sagsbehandleres argumentation for valg af indsats:

’Når jeg spurgte sagsbehandlerne, hvor meget økonomi fyldte i deres daglige arbejde svarede nogle med det samme, at det intet fyldte, mens andre svarede, at det fyldte rigtig meget,« siger Ida Marie Schrøder og fortæller, at interviewpersonerne vendte rundt på en tallerken i slutningen af interviewet og nu vurderede det modsatte af, hvad de havde lagt ud med’.

Det burde vel egentligt være tilstrækkeligt at minde om hvad der står i Lov om social service, eller hvad?

---- 

Bortset fra det er vi jo i julemåneden. Jeg er rigtig glad for at vi også i år – for 8. år i træk! – samarbejder med Operation JULEGAVEREGN om indsamling af penge til julegaver til børn hos vores medlemmer.

De gode mennesker bag operationen, der sidste år modtog Børnesagsprisen, har i skrivende stund allerede indsamlet 165.000,-

Det er lige før vi går realityshowdeltagerne i bedene og messer: Oh, my God.

Vi er SÅ taknemmelige for den indsats og det samarbejde …

Når det er sagt ved alle vi, der til dagligt arbejder med de udsatte børn og unge, at nok er gaver vigtige. Ligesom nogle af de andre måske lidt mere udvendige ting ved julen som juleudstillinger, julepynt, nisser, julekalendere, julemænd og koner, lyskæder-på-carport m.m. også hører med til julen.

Men for et udsat barn er julen også følelsernes holdeplads.

Spændingen op mod jul kan have mange årsager.

I den forbindelse er vi heldigvis mange, der prøver at gøre alt, hvad vi kan for, at julen også kan blive en fejring af, at lyset – læs håbet – må være på vej tilbage.

Det gælder det forældrepar, der til trods for stram økonomi, personlige udfordringer og uenigheder om hvis tur det er, rent faktisk får skabt en ramme af nærvær og fordragelighed for deres udsatte børn juleaften.

Det gælder træneren i håndboldklubben, der ’helt tilfældigt får planlagt’ lidt specialtræning i hallen i juledagene.

Det gælder familiemedlemmer, der udviser storsind og demonstrerer format og handlekraft til at foretage de nødvendige justeringer i forhold til juleaftens-logistik og gavefordeling.

Og det gælder de ansatte på vores medlemsinstitutioner, der både tager sig af de børn, der ikke kan komme hjem, men som også sørger for, at de børn, der kan komme hjem, får nogle ’håndter-situationen-værktøjer’ og eventuelle naturalier med i tasken.

Lad os med lige dele håb og insisterende social- og specialpædagogisk arbejde gøre, hvad vi kan for, at også udsatte børn og unge kan få en fredfyldt jul.

Men vi kan ikke vide, om det virker …

Glædelig jul og godt nytår til medlemmer og samarbejdspartnere

Søren Skjødt

Pressemeddelelse fra FORSETE

Den kriminalpolitiske tænketank FORSETE har med blandt andet opbakning fra FADD udsendt en pressemeddelelse: Farligt at sænke den kriminelle lavalder.

Heraf fremgår det blandt andet: 

”Forslagsstillerne mener, at man ved at gribe hårdere ind i en ung alder kan få stoppet den kriminelle løbebane i tide. Men forskning og praktiske erfaringer peger på, at man bedst stopper børns kriminalitet ved den tidlige indsat og herefter ved en insisterende og koordineret indsats mellem kommune, barnet/den unge, forældre og de sociale tilbud.

Ungdomsdomstolen vil stemple børnene som kriminelle fra en meget tidlig alder og kan komplicere deres sociale liv blandt ikke-kriminelle børn.” Det siger formanden for Forsete, Ole Ingstrup.

Læs hele PM herunder

Mission

FADD er en interesseorganisation, der i socialpædagogiske og specialpædagogiske sammenhænge repræsenterer foreningens medlemmer på et fagligt og indflydelsesorienteret niveau.

Således er det en central opgave for FADD at medvirke til at sætte og at påvirke den socialpædagogiske og specialpædagogiske diskurs på udsatte børn- og ungeområdet.

Derudover har FADD fokus på at følge og fremme holdningerne til, viden om og nyskabelsen af forskning indenfor udsatte børn og ungeområdet samt formidlingen heraf.

Slides fra årsmødet 2014

Hermed foreligger slides fra vores årsmøde

Slides kan hentes herunder

November klummen 2014

For nylig deltog vi i et seminar, som Børne-kulturchefforeningen sammen med Dansk Socialrådgiverforening, Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår havde indbudt en række aktører på udsatte børn og unge området til.

Mødet handlede blandt andet om hvordan vi sammen fremover kan sætte fokus på at bedre vilkårene for udsatte børn og unge i DK.

Et af de temaer vi bragte op på mødet, var den kriminelle lavalder. Eller rettere, den folkelige opbakning, som blå blok har fået til nedsættelsen af den kriminelle lavalder til (’i hvert fald’ som det har heddet fra de mest uforsonlige …) 12 år.

Ikke overraskende var der i det forum ikke megen sympati for forslaget.

Der var i øvrigt enighed om, at der frem mod folketingsvalget en gang i 2015 foreligger en stor informationsopgave for os, der ser forslaget som en tilbagevenden til det, vi for ikke så længe siden troede var et for længst udgået syn på udsatte børn og unge, der begår kriminelle handlinger: Domstol, forsvarer og anklager, votering, udmåling, domsafsigelse og straf.

I den drøftelse vi havde med socialminister Manu Sareen for en uges tid siden indgik dette tema også - sammen med en lang række andre temaer. Og hvor stor sympati og enighed ministeren end havde for både vores principielle modstand og en kommende mere koordineret indsats, vurderede han at det kontroversielle tema ville få relativt stor signalværdi i valgkampen. Blå blok vil i tilfælde af, at regeringsmagten skifter forventeligt fremsætte et konkret forslag.

Jeg nævner dette, fordi forslaget, hvis det vedtages, vil få ganske alvorlige konsekvenser for hele det arbejde, de erfaringer og de resultater, der over en årrække er opbygget via et samarbejde mellem, lovgivere, juridiske eksperter, børneorganisationer og praksisfeltet.

Og for at gøre opmærksom på, at det er nu den oplysningskampagne skal pågå. Pludseligt er valget udskrevet …

I den forbindelse er vi meget opmærksomme på, at der næppe er mange stemmer at hente i at plædere for børns ret til at være børn.

Men vi har tænkt os at insistere på – før under og efter valgkampen - at vi med den nuværende lovgivning allerede har de nødvendige værktøjer; herunder at vi kan beskytte såvel de meget udsatte børn og unge som civilsamfund ved at anbringe ned til 12 årige på en sikret afdeling.

Ligesom vi vil fastholde behandling fremfor straf, inklusion fremfor eksklusion, og deltagelse fremfor eksternalisering.

Samlet set, vil vi også efter et valg blive ved med at producere menneskelige og ikke-dæmoniserende løsninger og gentage, at også udsatte børn skal mødes med pædagogik og udviklingsforventninger.

Til orientering kan det nævnes at forslaget om en sænkelse af den kriminelle lavalder vil være modstrid med FN's anbefalinger og vil udløse kritik fra medlemmerne af FN's komité for Barnets Rettigheder.

Jeg skal desuden minde om, at den kriminelle lavlader på 15 år blev indført i forbindelse med den første børnelov i Danmark fra 1905.

For at finde eksempler både en lavere kriminel lavalder end 15 år, skal vi enten tilbage til 1800 tallet hvor en 10 årsgrænse var almindelig i Europa. Eller til England hvor grænsen i dag er 10 år. Eller til USA, hvor den kriminelle lavalder i visse stater er 6 år.

----

Tal fra Ankestyrelsen plejer at udkomme cirka på denne tid af året. For året før – altså fra 2013.

Det er sjældent, at tallene som tendens betragtet udløser de store overraskelsesoverskrifter.

Dog bør det bemærkes - udover at der ultimo 2013 var anbragt 11.614 børn i Danmark – et fald siden 2009 (13.060) på 1446 børn og unge – at der i perioden 2009 til 2013 var et fald på 1000 anbringelsesafgørelser.

I 2013 traf kommunerne 2.106 afgørelser om anbringelse af 0-17-årige børn og unge uden for hjemmet, mens de effektuerede 2.225 anbringelser i 2013.

Det lønlige håb, er naturligvis, at kommunerne har fundet andre og bedre løsninger. For eksempel på nogle af de dagbehandlingsinstitutioner og heldagsskoler, som vi i disse år inviterer med ind i vores forening.

Derudover er det værd at notere:

\r\n
• Der træffes flest afgørelser om anbringelse af 12-17-årige
\r\n
• Færre anbringes i plejefamilie
\r\n
• Utilstrækkelig omsorg og udad-reagerende adfærd er de hyppigste årsager til anbringelse
\r\n
• Andelen af sammenbrud i anbringelser er uændret
\r\n
• De fleste anbringelsesophør skyldes, at den unge fylder 18 år
\r\n
• Flere 18-22-årige i efterværn med døgnophold
\r\n

Alt sammen med klare referencer til Barnets reform – måske lige med undtagelse af at fære børn i 2013 blev anbragt i plejefamilie: Et hurtigt bud er at det har vist sig vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt kvalificerede  …

----

Den 22. oktober kunne man på DR1 se en udsendelse om Drengeakademiet, der her i første udsendelse (af 4)  var godt i gang med at give en gruppe drenge to års læring på to uger. I FADD synes vi rigtig godt om et sådant initiativ. Skolegang og uddannelse er sammen med sundhed og ordentlig opførsel adgangsbilletten til at blive en del af samfundet.

Det er faktisk sådan vi arbejder på de interne skoler på døgninstitutionerne og på heldagsskolerne.

Måske seerne bemærkede, at en enkelt dreng allerede i første udsendelse forlod sommerskolen.

Det er drenge som ham vi på vores område brænder for at bringe tilbage på sporet, og som vi arbejder stenhårdt på skal have samme muligheder som ikke udsatte-børn og unge for at blive en del af samfundet.

For nogle børn kræver det bare længere tid end 2 uger … og nogle andre rammer.

----

Og så er vi rigtig glade for meget snart efter et års ventetid at skulle mødes med medlemmer og samarbejdspartnere på vores årsmøde 5.-7. november: Mon ikke vi som sidste år kommer til at lytte, tale, snakke og feste …

Søren Skjødt

FADD møder Manu Sareen

Vi havde i går (27/10) et rigtig interessant møde med socialminister Manu Sareen.

Mødet blev afholdt på vores medlemsinstitution ’Bülowsvej - for børn og familier.

På mødet fik vi blandt andet lejlighed til at drøfte: FADDs nye navn, inklusionens udfordringer og gevinster, forebyggelse, den kriminelle lavalder, dokumentation, muligheden for at løfte de mest specialiserede og dyreste tilbud ud af den kommunale økonomi, SU til anbragte unge over 18 år i uddannelse (og ikke - som nu - på kontanthjælp), samarbejdet med HORESTA, om udsatte børn og unges fortrinsret til praktikpladser og fritidsjobs.

Dejligt at blive bekræftet i, at vi i DK har en nysgerrig, engageret og vidende socialminister …

På billedet er ministeren flankeret  af Søren Skjødt.

Vi havde i går (27/10) et rigtig interessant møde med socialminister Manu Sareen.

Mødet blev afholdt på vores medlemsinstitution ’Bülowsvej - for børn og familier.

På mødet fik vi blandt andet lejlighed til at drøfte: FADDs nye navn, inklusionens udfordringer og gevinster, forebyggelse, den kriminelle lavalder, dokumentation, muligheden for at løfte de mest specialiserede og dyreste tilbud ud af den kommunale økonomi, SU til anbragte unge over 18 år i uddannelse (og ikke - som nu - på kontanthjælp), samarbejdet med HORESTA, om udsatte børn og unges fortrinsret til praktikpladser og fritidsjobs.

Dejligt at blive bekræftet i, at vi i DK har en nysgerrig, engageret og vidende socialminister …

På billedet er ministeren flankeret  af Søren Skjødt.

Regnskab og budget til generalforsamlingen 6/11 2014

Hermed: 

Beretning, regnskab 2013-2014 og budget 2014-2015

Vel mødt ...

Kan hentes herunder

Dagsorden til generalforsamlingen 6. november 2014

Hermed foreligger dagsorden til GF 2014

Kan hentes herunder

Oktober KLUMMEN 2014

Vi har i FADD i et stykke tid været noget optagede af diskussionen om den kriminelle lavalder. Det er kommet til udtryk i både en pressemeddelelse og i en kronik, der under overskriften VI VED, AT STRAF IKKE HJÆLPER …, blev bragt i Kr. Dagblad forleden.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi anser den borgerlige fløjs forslag om en sænkning af den kriminelle lavalder – og hvad deraf følger – som et alvorligt tilbageslag for både anstændigheden og retsfølelelsen. Og som et eksempel på populisme af værste skuffe.

Den diskussion foregår altså lige nu i et land, der danner forbillede for andre landes visioner om at blive bedre til at værne om barndom og ungdom. Til at sikre børn og unges rettigheder. Og til at skelne mellem straf og behandling.

Hvad er det for noget?

Ærligt talt, så savner vi den besindige røst fra Det Konservative Folkeparti.

Hvor er det borgerlige Danmarks sociale vagthund, som tidligere har haft valgtemaer som  'ordentlig behandling af de svageste’?

Er den holdning forsvundet med exit’en fra anstændighedsfortalere som Henriette Kjær og Benedikte Kiær, der i deres socialministertid var gode og vigtige samarbejdspartnere for os på udsatte børn og unge-området?

Overraskende – for  ikke at sige lidt skræmmende - var resultatet af den meningsmåling, som A&B Analyse havde foretaget for Altinget for en uges tid siden.

Den viste, at  to tredjedele af de danske vælgere mener, at 14-årige skal kunne straffes, hvis de begår noget kriminelt.

Hvis jeg havde været minister kunne jeg have hørt mig selv  komme med standardsvaret på, hvorfor folket mener noget andet end os: "Vi har været for dårlige til at informere…"

Målingen kan måske give yderligere vind i sejlene til det retspolitiske udspil, som en samlet blå blok kom med for nyligt. Her tænkes en sænkning af den kriminelle lavalder ned til 12 år sammen med oprettelsen af en såkaldt ungdomsdomsstol, der skal tage sig af sager om kriminalitet begået af de 12-17-årige.

I stedet for konservativ sund fornuft kunne vi læse partiets nye formand Søren Pape Poulsens kommentar: "Problemet i dag er, at der er velmenende folk, som sidder og snakker frem og tilbage med de unge om, hvad de ikke må. Men det har ingen konsekvens."

Nu ved jeg ikke hvem Søren Pape hentyder til eller hvilke samtaler mellem 'velmenende folk' og udsatte børn og unge han har overværet. Men dels er det ikke sådan det foregår, dels er der nogle af de børn og unge vi har med at gøre, som helt klart oplever, at deres handlinger har en konsekvens.

Det afgørende for os er, HVEM, der træffer beslutningen, med HVILKEN kompetence og HVAD HVEM efterfølgende skal sætte i gang. Og der tror vi altså mere på børnesagkyndige end på jurister, og mere på pædagogik end på straf ….

Omvendt, hvis vi forsøgsvis  skulle gå med på tankegangen, at 12 årige vil kunne profitere af at blive stillet overfor en dommer: 

Vi bærer på en forestilling om, at retssystemet skal vurdere om den skyldige har haft et intentionelt forehavende, og at vedkommende har kunnet konsekvensberegne sine handlinger.

Kan 12 årige konsekvensberegne? Kan den 12 årige dreng som måske hungrer efter social kontakt - efter at være blevet ekskluderet i skolen og efter at være kommet i kløerne på en lokal bande - vurdere konsekvenserne af de handlinger, som han foretager – måske ovenikøbet under pres og trusler?

Med hvilket belæg opererer man med at 12 årige vil have lettere ved at acceptere og erkende en sammenhæng mellem handling og sanktion – hvis en dommer har afsagt kendelsen?

Hvad er det så forslagsstillerne forestiller sig at der vil ske? Vil børnene have lettere ved at forstå en sanktion eller vil de blive mere kyniske, mere hærdede. Og hvad vil de bruge de erfaringer til?

Det er som professor på Københavns universitet Eva Smith, sagde i et debatindlæg i Politiken 21/9: “Nogle pædagoger skal imidlertid efter forslaget skiftes ud med fængselspersonale. Der tales også om personale »med militærfaglig baggrund« uden nærmere forklaring eller begrundelse. I USA har man forsøgt at udsætte unge kriminelle for militær disciplin. Desværre viste evalueringerne, at de unge ikke begik mindre kriminalitet efter sådan et ophold – tværtimod var der tendens til, at de begik mere kriminalitet.”

----

Til om ikke noget helt andet, så dog ….

Efterdønningerne af den på alle måder triste sag fra Himmelbjerggården, hvor en ung mand sidst i august voldtog en nattevagt er ved at klinge af.

Skyldsspørgsmålet er afklaret. Voldsmanden på 17 år er varetægtsfængslet.

Sagen påvirker naturligvis alle os, der arbejder inden for området.

Men hvad der har fået den ellers besindige formand for Forældreforeningen til anbragte børn, Alice Sørensen til at udtale, at den slags overfald – nærmest er hverdagskost, det må stå hen i det uvisse …

Til DR Østjylland udtalte jeg derfor her til morgen:  - "Hvis det står så galt til, som Alice Sørensen siger, så er forholdene forhåbentlig dokumenteret, så man kan arbejde konstruktivt med dem. Men det er ikke en verden, som jeg kan nikke genkendende til."

Derudover glæder vi os rigtig meget til vores årsmøde.

Alle værelser på konferencehotellet er udsolgt, men vi kan fortsat skaffe værelser på nabohotellet…

God sensommer

Søren Skjødt, formand

(fortsættes)

Kronikken - i en indscannet udgave

Hermed kronikken i udgaven fra Kr. Dagblad

Se den også her www.facebook.com/foreningenfadd/photos/a.321720627935728.76603.303712736403184/661358657305255/?type=1&theater

FADD har en kronik i Kr. Dagblad: Vi ved, at straf ikke hjælper...

Måden vi behandler de svageste og de mest voldsomme - og dermed de mest udsatte - børn og unge på, er også fortællingen om, hvordan velfærdssamfundets institutioner tænker, lovgiver og handler i forhold til begreberne straf og pædagogik.

I Danmark har vi i den tid, vi lever i – bistået af internationale konventioner – besluttet, at vi ikke straffer børn.

Lad os opsummere, hvad vi ved, hvad vi ikke kan, og hvad vi skal i forhold til udfordringerne med og behandlingen af de mest udsatte børn og unge.

Vi ved, at straf ikke hjælper. Med mindre det bare er det, man vil.

Vores pointe er, at det ofte er afmagt, der får os til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selv om det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.

(fortsættes)

Kr. Dagblad giver ikke adgang til kronikken med mndre man har abonnement.

Læs hele kronikken herunder:

------

Måden vi behandler de svageste og de mest voldsomme - og dermed de mest udsatte - børn og unge på, er også fortællingen om, hvordan velfærdssamfundets institutioner tænker, lovgiver og handler i forhold til begreberne straf og pædagogik.

I Danmark har vi i den tid, vi lever i – bistået af internationale konventioner – besluttet, at vi ikke straffer børn.

Lad os opsummere, hvad vi ved, hvad vi ikke kan, og hvad vi skal i forhold til udfordringerne med og behandlingen af de mest udsatte børn og unge.

Vi ved… og vi kan ikke …

Vi ved, at straf ikke hjælper. Med mindre det bare er det, man vil.

Vores pointe er, at det ofte er afmagt, der får os til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selv om det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.

Vi ved, at tidlig indsats hæmmer risikoen for fastholdelse af udsathed.

Og vi ved, at kommunerne har økonomiske udfordringer.

De seneste år har kommunerne imidlertid brugt milliarder af kroner færre end der var budgetteret med og har samtidigt ofte udskudt den rette tidlige indsats.

Begge dele under henvisning til, at udgifterne til udsatte børn og unge eksploderer.

Vi minder om en af konklusionerne fra ’Når man anbringer et barn II: »Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.« (1)

 Politikerne må forstå, hvad blandt andre den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson har sagt om den tidlige indsats: ”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”

”Vi ved endnu mindre om, hvad det ville koste, hvis vi ikke gjorde noget.”

Vi ved, at uddannelse og beskæftigelse fremmer samfundsdeltagelsen.

De sidste mange års reformer har haft det til fælles, at de har haft til hensigt at øge udsatte børn og unges inklusionsmuligheder i samfundet.

Samlet set har disse begreber været med til at artikulere et paradigmeskifte, hvis positive effekt har givet medvind til bevægelsen fra tidligere tiders relativt lukkede og matrikelfokuserede døgninstitutionsmiljøer til nutidens åbne og vidensfokuserede specialiserede sociale tilbud.

Vi kan ikke – som nogle debattører efterspørger – hverken uden videre ophæve grænserne mellem straf og pædagogik eller undgå begreber som anerkendelse, respekt og inddragelse.

Vi kan heller ikke nøjes med at kræve af børn og unge, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene.

Fordi det vil være et brud med de konventioner, vi har tilsluttet os.

Fordi mennesker ikke bare lader sig forandre – selv om autoriteter kræver det.

Fordi de børn og unge, der begår volden for rigtig manges vedkommende har lært den at kende som et sprog, de har fået overdraget fra barns ben.

Og fordi hårdt-mod-hårdt-pædagogikken lærer børn at sætte … hårdt mod hårdt.

Ikke at løse konflikter ved samtale, ikke at behandle andre mennesker med anstændighed, ikke at kunne sætte sig i andre menneskers sted.

Hvilket mange mennesker i dette land forbinder med civilization. Med fastholdelsen af håbet og troen på det gode i mennesket som ankeret i  vores eksistens.

Hvis ikke straf…

Når det er sagt, så har vi i Danmark et ganske lille antal børn og unge, som i perioder har brug for at blive skærmet i et afgrænset eller lukket miljø.

Både for at vi på de specialiserede sociale tilbud som en del af systemet kan få mulighed for at påtage os denne særlige forandringsopgave, men naturligvis også for at beskytte civilsamfundet – herunder ofre og deres familier. 

Hvis straf ikke hjælper, hvad gør så?

Den opgave vi i de specialiserede sociale tilbud skal løse sammen med de øvrige aktører på området, plejefamilier og private opholdssteder, er den i al fald aktuelt uafviselige samfundsmæssige opgave, det er at medvirke til på den ene side, at udsatte børn og unge kan undgå et liv med vold, kriminalitet og misbrug, og på anden side kan opnå et liv med læringsglæde, beskæftigelse, og deltagelse i samfundslivet.

Vores opgave er at medvirke til, at de resultater, som udsatte børn og unge udvikler og opnår også kan bringes i anvendelse andre steder end på institutionen.

Hvad skal der til?

For det første skal vi sikre, at det enkelte barn får det rigtige og det nødvendige tilbud … første gang.

Dernæst er det helt afgørende, at aftalegrundlaget for indsatsen afklares og præciseres. Og ændres i takt med fremskridt, stilstand og tilbageskridt.

Så skal de organisatoriske betingelser for ydelserne være velkonsoliderede således, at opgaven ideelt set kan løses i den samme organisatoriske ramme (alternativt via partnerskabsaftaler).

Det handler om at skabe nænsomhed i overgangene i børnenes liv – først og fremmest for at undgå, at børnene kan få oplevelsen af at kunne diskvalificere sig til fortsat behandling: Sammenbrud i disse forløb har der været for mange af …

Arbejdet skal tilrettelæges i et samarbejde mellem myndighed, forældre, barn/ung, lokalsamfund og det sociale tilbud. Med inddragelse af lokale samarbejdspartnere, skoler, frivillige, m.fl.

Medarbejderne skal have mulighed for at opbygge det overskud, der er forudsætningen for den menneskelige generøsitet, som er fundamentalt i alt socialt arbejde …

Endeligt er de nødvendige opfølgningsaktiviteter helt afgørende for, at et socialpædagogisk forløb ikke mister omsætningsværdi…

Hvis ovennævnte skal kunne lade sig gøre, skal de mest specialiserede (og udgiftstunge) børnesager fjernes fra de trængte kommunale økonomier.Det er, som familiechef i Guldborgsund Kommune, Lis Hamburger, sagde for nyligt: ”Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart."

Når lovgivningen fastslår, at børn og unge skal have det nødvendige tilbud, når intet tyder på, at de forebyggende indsatser vil kunne opfange alle børnesager, og når vi samtidig ikke præcist ved, i hvilke kommuner disse sager opstår og siden bevæger sig hen, så bør det være et fælles samfundsanliggende at sikre, at intet barn skal opleve ikke at få den rigtige hjælp og behandling, for eksempel under henvisning til at budgettet er brugt.

Vi må som samfundsborgere have en forventning om ensartethed i behandlingen uanset om det drejer sig om sygdom eller social udsathed … og uanset postnummer.

Value for money?

Om man får value for money og om de sociale indsatser fører den nødvendige kvalitet med sig afhænger af øjnene, der ser.

Der er mange eksempler på vellykkede indsatsforløb, men naturligvis eksempler på, at en indsats ikke har ført det med sig, som man kunne have forventet.

Men vi vil minde om, at en social indsats både har en nutidsværdi og en fremtidsværdi.

Nutidsværdien består i, at barn får et frirum. Fra omsorgssvigt, vold, pres, stress, kriminalitet, isolation, gæld, misbrug m.m.

Det handler om angstreduktion, sundhed, re-opbygning af sociale kompetencer og at genskabe forudsætningerne for, at barnet lærer at tro på, at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide eller ikke at kunne forstå.

Frirummet har en værdi uanset, hvordan det går barnet i resten af livet

Fremtidsværdien handler om – med lige dele realisme og ambition - at skabe troværdige forestillinger om, at et barn eller en ung kan blive en aktiv, selvhjulpen samfundsborger.

Tilsammen kan nutidsværdier og fremtidsværdier flytte bjerge ...

Tilbage står

Den næststørste fare er, hvis vi prøver at reducere komplekse problemstillinger ved at vælge enkle løsninger. Den største fare er helt at negligere problemets eksistens.

Derfor vil vi på området kunne leve med, at man en gang i en fjern fremtid vil bebrejde os, at vi gjorde det forkerte.

Hvad vi ikke kan holde ud at tænke på er, hvis vi ikke gjorde noget. Og hvis vi ikke havde brugt al vores viden og al vores erfaring.

Det ligger dybt i vores DNA at handle - med hovedet koldt og hjertet varmt, som Lis Sørensen sang, i de sene 80ere.

Tilbage står, når det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige beslutninger af hensyn til økonomien eller til fortalerne for afmagtspædagogikken, hvordan kan vi så i fællesskab nå frem til en meningsfuld, resultatorienteret og menneskelig omsorgsfuld og insisterende måde, hvorpå vi kan håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så invaliderende og komplekse problemstillinger, at deres integritet, autonomi og værdighed er alvorligt truet og på længere sigt vil kunne blive til en ganske betydelig samfundsmæssig menneskelig og økonomisk belastning.

(1) Udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed, april 2013

FADDs pressemeddelelse - Den kriminelle lavalder - ingen lavere?

Vores pressemeddelelse er på DKnyt

Se debatsiderne på DKnyt her

http://dknyt.dk/sider/debat.php

Link: www.dknyt.dk/sider/debat.php

Pressemeddelelse: Den kriminelle lavalder - ingen lavere?

I en kommentar til flere politikeres forslag om at sænke den kriminelle lavalder skriver FADDs formand Søren Skjødt i en pressemeddelelse blandt andet:

"Hvis det samfundsmæssige svar til udsatte børn og unges bliver straf – så er det et udtryk for vores alle sammens afmagt.

Men udsatte børn og unge skal ikke udsættes vores for afmagt, men  for vores faglighed, handlekraft og omsorg.

I Danmark har vi en tradition for, at vi bruger hjernen - og ikke maven og overarmen til at træffe beslutninger med, når vi skal vurdere forhold som skyld, ansvar og konsekvenser. 

Lad os blive ved med det ..."

Læs hele pressemeddelelsen herunder 

Juni-tallene fra vores belægningsundersøgelse

Hermed foreligger det sidste afsnit af vores belægningsundersøgelse i al fald i denne omgang.

Undersøgelsen har været afviklet siden den 1. januar 2010.

Udgangspunktet for, at vi nu stopper undersøgelsen, er de nye indsatsmønste, der ikke længere tegner et entydigt billede af aktiviteterne på området.

Lige som vores nye efternavn og ønsket om at tilknytte flere dag- og skoleforanstaltninger til foreningen ligeledes har haft betydning.

Den sidste kommentar fra henrik Ernst:

Nu hvor belægningsundersøgelsen er afsluttet efter 4½ år, er det godt at kunne konkludere at belægningen på døgnanbringelser generelt er stabiliseret over det seneste år. Det store fald fra 2010 til 2013, ser ud til at have fundet et nyt leje. Sammenholdt med at rigtig mange institutioner i perioden har formået at etablere mange nye typer ydelser, udover døgnanbringelser, betyder måske at det slet ikke ser så skidt ud for institutionerne mere.

For familieinstitutionerne gør den samme tendens sig gældende. Der er i perioden lukket nogle institutioner, specielt i 2010 og 2011, men de resterende har haft en stabil belægning de seneste par år.

Håber I rundt på institutionerne kan bruge de informationer der ligger i de mange tal til noget konstruktivt.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til de mange institutioner som har deltaget og leveret mange 1000 tal og til FADD for samarbejdet gennem årene. Det har været rigtigt spændende at følge med i udviklingen på området.

Se tallene herunder

September 2014

Allerførst, tak for de mange positive tilkendegivelser vi har fået i forbindelse med vores nye navn, logo, hjemmeside og Facebookside.

Det glæder os, at så mange har fortalt os hvad de mener, dernæst at de fleste kan lide, hvad de har set.

Udgangspunktet for navneskiftet har været ønsket om at øge foreningens mulighed for at samle institutioner og tilbud, der arbejder med udsatte børn og unge i det specialiserede socialpædagogiske arbejdsfeltt og at afspejle de typer af tilbud som aktuelle og kommende medlemmer tilbyder kommunerne.

Dernæst at medvirke til at intensivere kvalifikationen af politikeres og administratorers beslutningsgrundlag - for at fremme de generelle vilka°r for udsatte børn og unge.

Navnet forpligter. Vi vil gøre os umage ...

--------

Medierne er for øjeblikket vældigt optagede en sag fra København, der omfatter overfald og trusler på blandt andre en kendt ex-politikers datter.

De fleste kan sætte sig ind i, hvor forfærdeligt det er at være offer og familie i en sådan situation. Genoplivningen af diskussionen om straf eller behandling er lige så forudsigelig som smilet fra en brugtvognssælger …

I FADD har vi skrevet en kronik om emnet. Den er lige nu til gennemlæsning hos et større dansk dagblad. Kronikken er et modsvar på ønskerne fra flere debattører om lavere kriminel lavalder, straf til børn og hårdt-mod-hårdt-pædagogikken.

I vil blive informerede, når vi har fået svar fra avisen …

Søren Skjødt Formand

Årsmødet 2014 - program

Hermed foreligger årsmødeprogrammet for 2014.

Det udsendes til alle medlemsinstitutioner i en papirudgave i denne uge 

Vi glæder os til at se jer ...

Tilmelding conferencemanager.dk/FADD2014 - se aktivt link nedenfor

Husk først til mølle ...

Link: www.conferencemanager.dk/FADD2014

Nyt efternavn, ny hjemmeside og nyt logo

Kære medlemmer og samarbejdspartnere,

Så er der release på foreningens navneskifte.

Det betyder ny hjemmeside og nyt logo.

Håber I kan lide det ...

-----

FADD samler og repræsenterer nu de professionelle døgn- og dagtilbud i Danmark med henblik at fremme vilkårene for såvel de mest udsatte, sårbare og omsorgskrævende børn og unge som den faglige indsats i det specialiserede socialområde

Se også foreningens nye facebookside: www.facebook.com/foreningenfadd

Medlemskab af FADD

Som medlemmer af foreningen kan optages danske døgn- og dagtilbud, der arbejder med udsatte børn, unge og/eller familier med sociale og/eller psykiske vanskeligheder.
Herudover kan tilbud fra beslægtede virkefelter optages som medlemmer, idet kriterierne for optagelse af sådanne tilbud skriftligt fastlægges af den til enhver tid værende bestyrelse.

Optagelse sker efter skriftlig anmodning om indmeldelse, der skal være underskrevet af det optagelsessøgende tilbuds leder.
Anmodningen fremsættes overfor foreningens bestyrelse, der skal imødekomme anmodningen, hvis 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.
Nægtes en ansøger optagelse, skal spørgsmålet om optagelse på ansøgerens begæring forelægges den førstfølgende generalforsamling.

Optagelse sker med virkning fra den 1. i måneden efter bestyrelsens godkendelse af den optagelsessøgende, og det nye medlem betaler et forholdsmæssigt beregnet kontingent for det løbende kontingentår.

Udtrædelse af foreningen sker ved skriftlig opsigelse, der skal være underskrevet af det udtrædende tilbuds leder. Udtrædelsesvarslet er 3 måneder til udgangen af et regnskabsår.

Øvrige oplysninger gives efter henvendelse på info@fadd.dk
Henvendelse til FADD på info@fad.dk

FADD i DKnyt

Man kan mistænke kommunerne for helt bevidst at fremme merdiernes fokusering på budgetoverskridelser.

Jeg minder om en af konklusionerne fra ’Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser - udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed og offentliggjort den 22. april 2013’, hvoraf det fremgår:

»Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.«

Læs læserbrevet herunder 

www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=72862#.U_ST9GIaySO

Link: www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=72862#.U_ST9GIaySO

Region ændrer indsatsen for børn og unge

Efter en årrække med vigende efterspørgsel har Specialområde 

Socialpsykiatri Børn og Unge (SBU) i Region Midtjylland valgt at 

nytænke området. Områdeledelsen har netop fremsat et forslag, der 

indebærer, at Oustruplund i Kjellerup lukker som institution, og at 

aktiviteterne samles i et nyt gentænkt SBU med to matrikler: 

Himmelbjerggården i Ry og Hald Ege i Viborg. Samtidig ændrer 

specialområdet sin profil markant. 

Læs mere herunder ...

August.klummen 2014

Ovenpå den i vejrmæssig forstand bedste sommer i mands minde, har en gennemgang af de pressesager, der vedrører udsatte-børn og unge-området fra feriemåneden været ganske overskuelig: Relanceringen af, at anbringelser igen (!) sprænger budgetterne og drøftelser af sociale tilbuds muligheder for at begrænse unges udgang fra en institution i forbindelse med overfaldet på Nasser Khaders datter.

Lad os tage det første først:

At få de kommunale anbringelsesbudgetter til at sprænge, er i virkeligheden en meget nem manøvre: På den korte bane handler det såmænd bare om, at man i budgetlægningsfasen skærer udgifterne til de sociale indsatser rigtig langt ned. Fordi kommunerne har den lovmæssige forpligtelse til at give de udsatte børn og unge det rigtige tilbud, hvilket i de meget komplekse sager kan omfatte en anbringelse, så vil en overskridelse af budgettet ofte komme helt af sig selv.

 Er man i det kritiske hjørne på en halvdårlig dag, kan man mistænke kommunerne for helt bevidst at fremme mediernes fokusering på budgetoverskridelser: Som om det er anbringelserne, der er problemet. Der er eksempler på, at nogle kommuner så efterfølgende legitimerer de billigere løsninger med henvisning til den gamle sang om, at de sociale indsatser jo alligevel ikke virker…

I den virkelige verden ville det være mere hæderligt at  ...

(Fortsættes)

... begrunde valget af billige løsninger med økonomiske hensyn. Omvendt er det ikke lovligt, så let er det ikke …

 På den lange bane ser strategien ud til primært at være skabt ud fra devisen: Hvis vi gentager det tilstrækkeligt ofte, så vil de begynde at tro på det …

Man bruger med andre ord gentagelsen til at konstruere en sandhed, som ikke findes. Jeg minder om en af konklusionerne fra ’Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser - udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed og offentliggjort den 22. april 2013’, hvoraf det fremgår: »Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.« 

 Samtidig må man – på en helt almindelig dag - også anerkende de økonomiske udfordringer, som kommunerne har, fordi det er, som den nye familiechef i Guldborgsund Kommune Lis Hamburger sagde til Altinget (31/7): ”Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart."

Befriende ærligt…

Under alle omstændigheder er det naivt at tro, at man kan spare penge ved ikke at gøre noget: Ovenstående historie og flere lignende – herunder at socialrådgivere i Århus Kommune i næsten tusind tilfælde systematisk har overskredet lovpligtige frister for at hjælpe socialt udsatte unge (Information 4/8) er et tydeligt fingerpeg om, at når det det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige valg, så har vi at gøre med en samfundsmæssig udfordring: Hvordan vil vi som samfund håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så komplekse problemstillinger, at vi sammen skal skabe forudsætningerne for, at der sættes de nødvendige ressourcer af, så lovgivningen overholdes og de udsatte børn og unge får det rigtige tilbud?

Vi er rigtig glade for, at ombudsmanden følger udviklingen.

Måske der en dag er politisk flertal for, at de mest specialiserede børn- og ungesager løsrives fra de kommunale økonomier. I håndterbarhedens navn, forstås …

---

Fra tid til anden involverer mennesker med følelsesmæssige, politiske og/eller faglige interesser sig i drøftelser om forholdet mellem pædagogik og straf.

Konkrete voldsepisoder er ofte startskuddet. Således også sagen om Nasser Khaders datter, der ifølge ex-politikeren blev overfaldet af nogle piger fra en døgninstitution. Nu kender vi ikke noget til omstændighederne for konflikten. Men BT bruger i en artikel (3/8) anledningen til at hævde at ’Her gør de anbragte unge, hvad der passer dem’.

Et lignende budskab sendte den tidligere afdelingsleder på en døgninstitution, Troels Gamst i en kronik i Berlingske tilbage i januar 2014 med adresse til landets kriminalitetstruede eller kriminelle unge.  Hans skrev blandt andet: ”Ja, jeg kan godt forstå, du undrer dig. Det gør jeg egentlig også. Men sådan er det med det sociale system, som du er underlagt. Det er helt frivilligt, om du gider at lege med dem, eller du vil lege med dine kriminelle venner. Der er ingen magt bag deres ord, hvis du ikke ønsker at samarbejde.”

I Danmark har vi – godt hjulpet af internationale konventioner - besluttet at vi ikke straffer børn. I stedet arbejder  vi pædagogisk – insisterende og inddragende - med de børn og unge, der ikke umiddelbart passer ind i vores forestilling om hvad børn kan, skal og vil – i al fald ind til de bliver 18 år.

Ser man på pædagogisk arbejde op gennem tiden – lad os bare tage de sidste 100 år - så vil man få øje på ganske store forskelle i metoderne, som svinger sådan nogenlunde i takt med forskellige herskende syn på børn.

Så for 100 år siden gjorde de mennesker, der arbejdede med datidens udsatte børn og unge tingene anderledes, end vi gør i dag. Og om 100 år vil man tilsvarende også have forandret mangt og meget i forhold til vores tids forståelse af, hvad man gør med og sammen med udsatte børn og unge. Sådan er det …

Samtidig er vi nødt til at kvalitetsvurdere indsatserne ud fra den viden og den bevidsthed vi har til rådighed i en given historisk sammenhæng.

Og i den tid vi lever i, kan vi altså ikke hverken sådan uden videre ophæve grænserne mellem straf og pædagogik eller undgå begreber som anerkendelse, medbestemmelse og nærvær.

Vi kan ikke nøjes med at kræve af de mennesker, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene.

Forandring af komplekse problemstillinger kræver viden, empati og de nødvendige håndværksmæssige kompetencer.

Præcis på samme måde som vi forventer det af vores sundhedssystem.

De fleste af os foretrækker, at vores sygdomme behandles af medicinsk uddannede eksperter. Derudover at vi bliver behandlet, når vi har brug for det og ikke må se os henviste til enten at blive behandlet af en samaritter eller at vente til et nyt budgetår.

Og så er vi ved at være tilbage ved indledningen:

Udsatte børn og unge har også krav på den rigtige indsats – uanset tidspunktet på året. Herunder om der er penge på budgettet.

Fra FADDs side deltager vi med glæde i vedvarende at lede efter, hvad den rigtige indsats består af.

Det, har vi tænkt os, skal blive ved med at være en del af vores faglige udfordrings - og udviklingsopmærksomhed.

På præcis samme måde som lægerne på de specialiserede hospitalsafsnit forhåbentligt heller aldrig vil læne sig tilbage og med et tilfredst smil om munden konstatere, at nu kan vi ikke blev klogere.

 ---

Apropos sommerferiens afslutning, så er det nu, at skolereformen træder i kraft.

Fra de specialiserede sociale tilbuds side har vi et fromt ønske: Lad os nu slå alle gode kræfter sammen om at skabe så god en folkeskole som muligt.

Det skal ikke bare være en floskel, at vi ønsker det bedste for alle børn.

Det kræver hårdt arbejde, faglighed, samarbejde, målrettethed, differentieringsforståelse og kontinuitet at lykkes med den opgave, at også udsatte børn og unge får et uddannelsesmæssigt løft ind i fremtiden.

Let there be drums …

Søren Skjødt, formand for FADD

JULI-klummen 2014

At tænke forebyggelse som en investering i at undgå, at sociale problemer udvikler sig - og som ellers risikerer at generere både menneskelig forarmelse  og økonomiske belastninger, er sund fornuft.

Jo før jo bedre.

Som den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson siger:

”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - lykkes det så i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”

Derfor er der da også næsten kun positivt at skrive om de 280 mill som Regeringen sammen med Venstre, de Konservative og SF har afsat over de næste fire år til at styrke den forebyggende indsats over for socialt udsatte børn.

Ingen kan være imod, at børn i familier med sociale problemer skal have tidligere og mere hjælp.

Når jeg så alligevel skriver ’næsten kun positivt’ er det fordi ...

(fortsættes)

... 280 mill altså ikke er et meget stort beløb. Beløbet skal fordeles mellem rigtig mange aktører og selv om Socialstyrelsen er sat til at løse den rigtig vigtige opsamlingsopgave, kan man frygte at vi, når pengene er brugt, står med at en række anbefalinger, svar og løsninger, som vi godt kendte til i forvejen.

Men som Ingvar Nilsson også siger: ”Vi ved endnu mindre om, hvad det ville koste, hvis vi ikke gjorde noget.”

Så i stedet for forbehold, vil vi glæde os, hvis pengene kan være med til at give os ny og meningsfuld viden om, hvordan vi undgår de stigmatiserende konsekvenser af ikke at gøre noget …

Jeg vil dog lige benytte lejligheden til at minde om, at de specialiserede sociale institutioner, som vi i FADD repræsenterer – udover det konsekvente fokus, vi har på udvikling og læring -både spiller en vigtig samfundsmæssig rolle i den klassiske forståelse af hvad forebyggelse er (’aktiviteter, der søger at forhindre opståen og udvikling af sygdom, funktionsnedsættelse, sociale problemer eller ulykker’) men også i forhold den kendsgerning, at forebyggelse tillige indebærer tiltag, der ’har til formål at stabilisere en tilstand, undgå forværring af en tilstand samt at imødegå tilbagefald.’

Derudover er sommertid også statustid.

I FADD er vores arbejde med at skabe de indholdsmæssige, formelle og kommunikationsmæssige rammer for vores nye navn ved at være færdige. Medio august lancerer vi således en ny hjemmeside. Stadig www.fadd.dk men med ’efternavnet’ - Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge.

Vi har i halvåret siden vores generalforsamling desuden været optagede af tilsynsreformen, skolereformen, deltagelse i magtanvendelsesudvalget og overgrebspakkeudvalget, diverse høringer; i særlig grad fra Undervisningsministeriet, vores egen forårstemadag, diverse interne netværksgruppeaktiviteter, en film om døgninstitutioner, samt møder med blandt andre Ankestyrelsen, KL, Socialstyrelsen, Børnerådet, et par forskere og vores gode venner fra Julegaveregn, der er ude i rigtig god tid i år …

Desværre blev vores aftale med social – m.m. – minister Manu Sareen udsat til september. Men så glæder vi os bare en gang mere ;-)

I særlig grad imødeser vi opgaven med at implementere skolereformen, hvis succes er helt afhængig af, at alle aktører smøger ærmerne op og lægger al viden, empati og håndværksmæssig kunnen sammen for i fællesskab at arbejde stenhårdt på, at også udsatte børn og unge får de bedste betingelser for både at få del i og at kunne påvirke de nye læringsbølger, der skyller ind over det Vidensdanmark, vi allerede er, men også fremover bliver så afhængige af …” 

Fra vores helt egen verden har vi efter tre et halvt år med månedlige opdateringer på belægningssituationen afsluttet vores samarbejde med Henrik Ernst, der har lavet et rigtig stort stykke arbejde med at indsamle oplysninger om ind- og udskrivninger på vores område.

Vores ønske om at udvide vores medlemskreds har sammen med de mange nye aktivitets- og tilbudstyper blandt vores medlemmer betydet, at det ikke længere giver mening at opgøre belægningstallene – i al fald ikke på den måde, som vi har gjort det hidtil.

Men vi er glade for, at opgørelsen stopper på et tidspunkt, hvor faldet på belægnings- og normeringskurven ser ud til at være fladet ud. Siden august sidste år har vi ikke kunnet notere yderligere fald på den graf, der siden 1. januar 2010 i forlængelse af Barnets Reform ellers har været karakteriseret ved en reduktion i antallet af døgnanbringelser.

Til gengæld har vi kunnet konstatere, at antallet af ’andre aktiviteter’ som dagbehandling, skærmningsopgaver, og undersøgelser i samme periode er steget betragteligt. 

Vi har derfor lavet den aftale med Henrik Ernst, at vi i løbet af eftersommeren skal mødes for at undersøge mulighederne for, om vi kan samarbejde om en eller anden form for registrering af de aktivitetsbevægelser, der foregår på området …

Og så glæder vi os til årsmødet den 5.-7. november 2014

Rigtig god sommer og ferie …

Søren Skjødt, formand

Akutte anbringelser trækker ud - på Chr. lX's børnehjem

De anbragte børn og unges ophold på akutinstitutionen Chr. IX’s Børnehjem i Aarhus var længere i 2013 end i 2012. Det er vigtigt, at akutinstitutionen er en relativt kortvarig løsning, lyder det fra forstander, Rune Meyer

 www.jyllands-posten.dk/aarhus/politik/ECE6839978/laengere-ophold-pa-institution-fylder-sengene/

www.jyllands-posten.dk/aarhus/politik/ECE6840186/akutte-anbringelser-traekker-ud/

Se herunder

Link: www.jyllands-posten.dk/aarhus/politik/ECE6839978/laengere-ophold-pa-institution-fylder-sengene/

FADD læsrebrev

koihjjlk

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE6401810/dyrt-er-et-relativt-begreb/serbre

JUNI 2014

I en ny rapport om fattigdom fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (21/5) viser tallene, at hver fjerde af de økonomisk fattige i aldersgruppen 18-29 år, har været anbragt som børn.

Lad mig indledningsvist slå fast - selv om det lyder polemisk - så både HAR vi et ansvar for de børn og unge, vi får i vores varetægt og er klar til at TAGE ansvaret på os, når vi bliver mindet om at vi kan blive bedre til at håndtere opgaver, der vedrører arbejdet med udsatte børn og unge.

Men vi kan ikke alene. Helt i tråd med tidens inklusionsforventninger både kan og skal mange gode kræfter aktiveres og samstemmes for, at det udsatte barn kan komme til at leve et ordentligt liv.

Vi på de specialiserede sociale institutioner kan facilitere og justere tilgangene til den betydelige kompleksitet, der som hovedregel karakteriserer opgaverne på udsatte børn og ungeområdet. Men vi kan ikke alene. Komplekse problemstillinger kræver flerfaglighed og med et udtryk som ikke skal forstås alt for konkret, skal vi ’blande blod’ med alle de aktører, der kan og vil bidrage til opgaven: At løfte og frigøre et udsat barn …

Umiddelbart kalder fattigdomsundersøgelsen på tre spørgsmål:

1. Er fattigdom ikke bare endnu et forudsigeligt eksempel på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere end ikke-anbragte?

2. Kan vi ikke bare lade være med at anbringe børn og unge i Danmark, hvis det ikke hjælper?

3. Hvis vi alligevel fortsat skal anbringe børn og unge i Danmark, så skal de mennesker, der arbejder med de anbragte børn og unge blive bedre til at løse opgaven?

(Fortsættes)

ad. 1 Er fattigdom ikke bare endnu et eksempel på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere end ikke-anbragte?

I en årrække har flere danske forskningsmiljøer påvist, at på en lang række områder scorer anbragte børn og unge ikke så højt som ikke-anbragte børn og unge. Anbragte børn og unge kommer oftere i fængsel end ikke-anbragte, de har lavere uddannelses og erhvervsfrekvens, får oftere livsstilsygdomme m.m. Og bliver nu altså også fattigere, som voksne end ikke-anbragte.

Det er ikke overraskende. Hvad havde man forestillet sig?

Vi savner et alternativ til denne type undersøgelser. Fordi disse traditionelle undersøgelser om socialt udsatte børn og unge, hovedsageligt er baserede på en vurdering af barnets udvikling i forhold til normalitetsområdet, og en problemorienteret opmærksomhed på reduktion af individuelle problemer og en udbedring-af-fejl-og-mangler-tilgang.

Efter vores vurdering, er der brug en ressourcefokuseret og udviklingsorienteret undersøgelse af udsatte børn og unges udvikling - i tråd med det børnesyn og de metoder, der anvendes på de specialiserede sociale tilbud i dag.

Opmærksomheden skal rettes på måling af forandringer i adfærd og i forhold de resultater, som barnet/den unge opnår undervejs i udviklingsperioden.

For vi ved det godt og vi har vidst det altid: At leve et liv i modgang med nederlag, omsorgssvigt og vold giver svære odds at vokse op under – ikke mindst i et samfund, hvor det ’perfekte liv´ med lykke, overskud, og selvrealiseringskompetencer står og lyser som et par af de grundpiller, mange også udsatte børn og unge forestiller sig er ledetrådene i det voksenliv, de arbejder så hårdt på at lære at håndtere.

Modsætningerne er til at få øje på … 

Det kan måske blive banebrydende forskning, at et amerikansk forskerhold fra Pennsylvania University med Daniel Notterman i chefstolen har fundet frem til, at udsathed slider på børns kromosomer. Helt præcist er det enderne på de udsatte børns kromosomer, de såkaldte telomerer, der oplever et større slid end hos jævnaldrende børn, der har fået en mere tryg opvækst. (Politiken 4. maj 2014)

Næste skridt for forskningen i samarbejde med udførerleddet bliver så at finde metoder til, hvordan vi kan indarbejde den viden i måden, vi arbejder med udsathed på …

ad 2. Kan vi ikke bare lade være med at anbringe børn og unge i Danmark, hvis det ikke hjælper?

Indrømmet, det er fra min side tænkt som et retorisk spørgsmål.

Vi skal (naturligvis)anbringe børn og unge, der udviklingsmæssigt profiterer af den indsats, hvis fundament ideelt set skabes i et samarbejde mellem anbringende myndighed, forældre, barn/ung, lokalsamfund og det sociale tilbud.

En anbringelse kan anskues som et dramaturgisk forløb: Der er en indledning, en afslutning … og noget der i mellem.

Den vellykkede sociale indsats kender vi en del til:

•Det rigtige match mellem barn/ung/familie og det sociale tilbud, der skal stå for at koordinere og løse opgaven på et klart og aftalt grundlag for indsatsen – samt en udredning, der blandt andet adskiller evt diagnose og personlighed

•Veluddannede medarbejdere, der med udgangspunkt i en professionel kompetence- og resultat-fokuseret organisation arbejder anerkendende, transparent og vidensbaseret på at løse den behandlings og udviklingsopgave, som er beskrevet i grundlaget. Og som evner at forbinde forestillinger om normalitet med en gennemførlig hverdag i et fællesskab med andre børn og voksne

•Aftaler, planlægning, koordination, inddragelse, opfølgning, status … og forfra

•Kompenserende behandlings og udviklingsforløb, hvor de involverede parter i en afklaret og præciseret ansvarsfordelingsnøgle jævnligt drøfter forløbets resultater og evt. justerer målene

•Opfølgende efterværn så lang tid der er brug for det og så længe det giver mening

Og så skal vi minde hinanden om at en social indsats både skal have en nutidsværdi og en fremtidsværdi.

Nutidsværdien kan bestå i at barn får et frirum. Fra omsorgssvigt, vold, pres, stress, kriminalitet, isolation, gæld, misbrug m.m.) Det handler om angstreduktion, sundhed, re-opbygning af sociale kompetencer og at genskabe forudsætningerne for, at barnet lærer at tro på, at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide eller ikke at kunne forstå …

Fremtidsværdien handler om – med lige dele realisme og ambition - at skabe troværdige forestillinger om, at et barn eller en ung kan opnå nogle grader af integritet, autonomi og værdighed – blandt andet ved hjælp af den indsats, som det sociale tilbud leverer …

ad 3. Hvis vi alligevel fortsat skal anbringe børn og unge i Danmark, så skal de mennesker der arbejder med de anbragte børn og unge blive bedre til at løse opgaven?

Jo da. Vi har, som forvaltere af en meget vigtig opgave, fået i opdrag at gøre noget virkeligt godt for andre menneskers børn, som i en kortere eller længere periode har det rigtig vanskeligt. Så vi har vedholdende en forpligtelse til at insistere på at blive bedre til at gøre alt, hvad vi kan for, at udsatte børn og unge får reetableret håbet og troen på, at de kan finde en meningsfuld plads i samfundet …

Vi er leveringsdygtige i masser af fortællinger om udsatte børn og unge, der dagligt kæmper kampe for at gøre sig umage og som rent faktisk opnår de mål, som de selv sammen med dedikerede ’samarbejdspartnere’ har sat sig for at ville opnå …

-----

Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (maj 2014) har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik vist, at landets 98 kommuner og andre offentlige myndigheder i løbet af de sidste tre år har brugt knap 25 milliarder kroner mindre på velfærd, end regeringen havde givet dem lov til.

Samtidigt har vi på udsatte-børn og unge området de seneste år set adskillige signalpolitiske lowbudget løsninger – her senest med etableringen af et efterværns-opsamlingssted, hvor individuelt timeansatte medarbejdere kommer forbi de unge - på skift og uafhængigt af hinanden - uden koordinering og uden referencer til et professionelt miljø.

Lige til højrebenet ligger det, at bruge nogle af pengene på langsigtede sociale investeringer: En omregning, som CBS og pensionskoncernen Skandia har foretaget på baggrund af beregninger og analyser af samfundets udgifter til socialt udsatte i 80 svenske kommuner viser, at op mod 6300 danske unge eller 10 procent af en ungdomsårgang aldrig kommer i arbejde. Det vil koste samfundet omkring 105 milliarder kroner i udgifter og tabte indtægter målt over et livsforløb, skriver Information. (2/6) I den forbindelse kan kommunerne starte med at lytte til SENIORRÅDGIVER,SENIOR ANALYST, PH.D Rasmus Højbjerg Jacobsen, CBS ”Vi vil gerne væk fra, at man ude i kommunerne kun kigger på næstes års budget”

I FADD vil vi rigtig gerne være med til at anvise yderligere konkrete tiltag for de børn, der har det allersværest. …

Søren Skjødt, formand for FADD

Maj-klummen

Hvad enten det er et udtryk for, at børn i Danmark får det værre eller det skyldes den store medieeksponering, der har været om misrøgt og omsorgssvigt af børn, de dårlige anbringelsessager, sagsbehandlingsfejl, fravær af kommunalt ansvar, og efterfølgende erstatninger til de involverede børn og unge, viser de første tal, at den whistleblowerordning regeringen indførte i forbindelse med etableringen af de sociale tilsyn, ’er kommet flyvende fra start’, som DR så malende beskriver det den 11/4 på stationens hjemmeside. Siden årsskiftet har landets fem sociale tilsyn modtaget i alt 183 anonyme henvendelser.

I FADD har vi forståelse for hvis de sociale tilsyn må opleve det som udfordrende at skulle agere mellem på den ene side at tage alle whistleblows alvorligt, og så på den anden side at træde respektfuldt ind i børns liv på baggrund af anonyme henvendelser – uden unødig forstyrrelse, såfremt henvendelsen er grundløs.

Vi har fra starten været forbeholdne overfor ordningen eller rettere ...

(fortsættes)

nogle af de omstændigheder, der er knyttet til den. Herunder at de sociale tilsyn ikke må fortælle de sociale tilbud om en whistleblowerhenvendelse, hvilket i yderste instans kan forringe retssikkerheden for de ansatte i de sociale tilbud, der således ikke har mulighed for at kende til – endsige blive hørt - inden en sag eventuelt udvikler sig til en decideret indberetningssag.

Omvendt hvis ordningen kan medvirke til at bare et barn ikke omsorgssvigtes, så må vi leve med uvidenheden, usikkerheden eller mistænkeliggørelsen.

Men måske vi hen ad vejen kan få behandlingssikkerhed for børnene og retssikkerhed for ledere og medarbejdere til at gå hånd i hånd…

Forventeligt bliver vi alle sammen klogere på, hvad de 183 sager indeholder, når analyseafdelingerne har været i gang og giver forklaringer på HVORFOR og HVAD der er sket. Eller måske snarere ikke er sket …

Om en aktuel konkret sag, hvor tidligere medarbejdere fortæller om hashmisbrug på den sikrede institution Sølager skyldes whistleblowerordningen vides af ovennævnte grunde ikke. Det er ikke første gang – og formentligt heller ikke sidste gang medierne beskæftiger sig med udsatte børn/unge og hashmisbrug. For hashrygning ER et problem på linje med anden uhensigtsmæssig og læringsforstyrrende adfærd. Det gælder i samfundet og derfor også på nogle anbringelsessteder. Og i landets fængsler for den sags skyld …

I en undersøgelse blandt 280 ansatte på 15 af Københavns kommunens døgninstitutioner, som netop er blevet offentliggjort, fortæller otte ud af ti ansatte, at de flere gange hver uge støder på anbragte unge, der ryger hash, og at problemer med hash langt overskygger problemer med alkohol. Dertil kommer at 38,6 procent af alle anbragte unge har prøvet at ryge hash, når de er 15 år.

- Formentlig skader hash rent fysisk ikke de unge mere end alkohol, hvis de undgår hashpsykoser. Men for denne gruppe er hash et langt større problem, fordi det skader deres evne til at lære noget nyt, at agere socialt ansvarligt og at opretholde en almindelig døgnrytme. Dermed blokerer hashen for lige præcis det, vi mener, det er allervigtigst at arbejde med, forklarer forstander på Den Flyvende Hollænder Henrik Rune Holst, der er en af initiativtagerne undersøgelsen til Kristeligt Dagblad. (27/4)

Vi har sagt det før og vi siger det gerne igen: I den bedste af alle verdener fandtes hash ikke. Og slet ikke steder, hvor udsatte børn og unge færdes.

Vi skal selv blive skarpere på at håndtere udsatte unges misbrug. Fordi det er en af vores opgaver. Det handler blandt andet om mere viden og målrettethed. Men med til forståelsen af den opgave hører, at mange af de unge, der i parentes bemærket ofte anbringes relativt sent, har nået at opbygge en livsform, hvor misbruget er blevet en kulturelt overleveret og integreret del af den unges mestringsstrategi – for at dulme smerterne og forpintheden … og for at slippe for ansvaret i et kaotisk liv.  Denne form for selvmedicinering udgør sammen med den kriminalitet, der ofte følger med et misbrug, en klangbund i den unges liv, som man ikke bare lige fjerner den dag den unge indskrives i et specialiseret socialt tilbud.

Med til historien hører, at sammenhængen mellem behov og muligheden for behovstilfredsstillelse reguleres ganske effektivt af et marked, der er kendetegnet ved lige dele brutalitet og leveringsdygtighed.

Men igen: Det er vores opgave – i samarbejde med unge, forældre, venner og sociale myndigheder - at håndtere og arbejde stenhårdt på at stoppe de udsatte unges hashmisbrug.

Det gør vi ved kontinuerligt at udvide vores vidensniveau, at øge vores påvirkningsmuligheder, og ved at vitalisere vores berøringsparathed.

At fjerne hash og det marked, hvor stærke kræfter kæmper om distributionsmagten ligger udenfor vores rækkevidde.

---

I sidste klumme beskæftigede jeg mig en del med skolereformen og de inklusionsmæssige udfordringer den giver udsatte børn og unge, deres familier … og lærere.

Med den stålsathed – nogle vil kalde det endimensionalitet – som undervisningsminister Christine Antorini har lagt for dagen siden de første spæde reformmæssige visioner for en ny folkeskole, er et tilbagetog ikke inden for rækkevidde.

Af og til bliver vi af regering, regioner og kommuner med henvisning nytænkning og social innovation bedt om at rette blikket mod Norge og Sverige – ikke sjældent hvis der også er penge at spare – for der at få inspiration til hvordan vi kan gøre socialt arbejde bedre … og altså også billigere.

Under overskriften, ’Svenske forskere advarer: Svensk reform gav lærerflugt’ omtalte DR på dr.dk 7/4 en ny, stor undersøgelse bestilt af den svenske regering, hvor svenske forskere peger på, at modstand mod reformer i 1990'erne blandt svenske lærere er en af årsagerne til den svenske skoles deroute, lyder det fra Professor Leif Lewin, der står bag undersøgelsen - med lærerflugt, faldende karaktergennemsnit blandt skolebørnene og skuffede forældre til følge.

Måske vi skulle lytte lidt til svenskerne?

Og huske at ’grattis’ på svensk ikke betyder gratis, men … tillykke.

Søren Skjødt

Formand for FADD

En smedje med plads til hjertevarme ...

Perspektivrigt samarbejde ...

Behandlingskrævende børn/ unge fra Godhavn og lokale pensionister mødes i smedjen ...

Og dog… trods den hyggelige stemning i den gamle smedje, er der ikke langt fra den evige mandehørm, som siden tidernes morgen har fulgt i hælene på fag med hårdt manuelt arbejde, her personificeret ved en af de faste smedes frække drilleri.

Men sådan er det at være en del af holdet i Godhavn Smedje, og for smedjens to ugentlige gæster, folkepensionisterne Villy og Bjarne, er det en stemning, de hurtigt må vende sig til.

En af pensionisterne, Villy Nielsen, er et kendt ansigt her i avisen i form af hans mange gode artikler fra Ramløse og omegn, og for man er det nyt og spændende at få lov at arbejde i smedjen. Han har en fortid som befalingsmand i militæret og er derfor ikke fremmed for den brovtende tone.

- Det var egentlig min kone, som opdagede det, da hun var en tur i Helsinge Aktivitetscenter, forklarer Villy Nielsen, der på konens anbefaling valgte at kigge nærmere på tilbuddet om at besøge smeden en fast dag om ugen.

(Gribskovavisen)

Link: www.gribskovavisen.dk/index.php/nyheder/tisvildeleje/en-smedje-med-plads-til-hjertevarmen/

Lukningstruet børnehjem viser sit værd, Døgncentret i Århus Stiftstidende

29. marts bragte Århus Stiftstidende en reportage fra Døgncentret i Århus. Centret består af Chr. IX's børnehjem og familieinstitutionen Bethesda.

I 2011 skulle børnehjemmet lukke, hvilket med nød og næppe blev undgået. Politikerne i Århus kommune lyttede til de faglige argumenter, besindede sig og fandt penge til børnehjemmets fortsatte drift - omend  med færre pladser og alene en akutfunktion.  

Idag viser det sig, at der i den grad er behov for det tilbud , der pt. kommer 18 børn og unge til gode. Det er 3 flere end de 15 pladser børnehjemmet er normeret til.

"I et samfund som det danske, vil der altid være børn, som kommer i klemme. Og så er vi nødt til at have et forsvarligt tilbud, som er gearet til at klare de børn. Det kræver en særlig erfaring og rutine at håndtere så ekstreme situationer," siger forstander Rune Meyer til avisen

Læs hele artiklen herunder

April-klummen

De 5 socialtilsyn er lige nu i gang med den betydelige opgave, det er at re-godkende de flere tusinde sociale tilbud for udsatte børn, unge og voksne.

Inden 1. januar 2016 skal alle plejefamilier, døgntilbud og bosteder godkendes af det sociale tilsyn for fortsat at kunne arbejde med blandt andre de ca. 15.000 anbragte børn og unge.

I FADD har vi fra starten af tilsynsprojektet medtænkt den nye tilsynsmyndighed som en samarbejdspartner, vi har mindst én væsentlig fællesinteresse med: At skabe de bedste mulige rammer og betingelser for udsatte børn og unge. 

Vi har set det som en kærkommen lejlighed få skabt generelt fokus på:

\r\n
• \r\n

  større faglige udviklingskrav til medarbejderne

  \r\n
\r\n
• \r\n

  større ensartethed og uafhængighed i tilsynet af anbringelsesstederne

  \r\n
\r\n
• \r\n

  transparens i de økonomiske vilkår og dispositioner

  \r\n
\r\n

Et af de bærende udgangspunkter for forståelsen af de offentlige ydelser i disse år er ’borgeren i centrum’. På vores område er det med til at understrege den forpligtelse, vi har til vedvarende at være skarpe på, hvad der er godt for det enkelte barn. Herunder, at når barnets behov og udfordringer forandrer sig, så skal indsatsen justeres eller nytænkes.

Sprog skaber bevidsthed, hvilket naturligvis også er kommet til udtryk i bevægelserne i de begreber, man op gennem tiden har brugt til at beskrive ydelserne for de svageste i vores samfund. Uden at gå i historiske detaljer er der for eksempel forskel på (de delvist) svundne tiders genopdragelsestanker og de inklusions- og anerkendelsesforestillinger, der præger moderne dannelsesidealer.

Skyld, ansvars og løsningsforståelser har haft betydning for begrebernes kommen og gåen, og med ’borgeren i centrum’ er vi altså kommet til at tænke i ligeværdighed, ansvarlighed og … medborgerskab.

Og hvor vil jeg så hen med det?

Af de tilbagemeldinger vi får fra vores medlemmers møder med de sociale tilsyn – blandt andet i forbindelse med re-godkendelsesprocesserne, tyder det ikke overraskende på, at socialtilsynene har en række udfordringer; opstart, nye organisationer, nye ledere og medarbejdere, nye opgaver og det arbejdspres, vi ved socialtilsynene har oplevet fra day-one.

Vi har forståelse for, at der bag den udfordring er en massiv stofmængde og kompleksitet, der skal konstitueres med referencer til jura, politik og etik. Samtidig skal tilsynet fungere i et samspil med de mennesker og organisationer, der har brug for at kunne samstemme et udviklingsorienteret, transparent og ensartet tilsynssystem og en håndterbar, meningsfuld og retningsanvisende praktisk hverdag.

I den ideelle verden er der ikke nogen modsætning her i mellem.

Men det har ikke gjort det lettere for parterne, at vejledningen ikke er færdig og først forventes at blive det til sommerferien.

En af udfordringerne kan blive forholdet mellem den fleksibilitet, som kommunerne efterspørger i de enkelte tilbud og den ensartethed socialtilsynene skal form- og indholdsbestemme tilsynene efter på hele området.

For tilsynene har det måske betydet, at de i al fald hidtil har været noget tilbageholdende med ... (fortsættes)

...at ville give dispensation til anbringelser, der ligger bare lidt ud over tilbuddenes godkendelsesgrundlag.

De fleste kan forstå, at hvis man er godkendt til og derfor har faglige forudsætninger for og fysisk plads til at kunne arbejde med 12 børn med spiseforstyrrelser, så betyder det også, at man ikke automatisk kan indskrive 3 ekstra unge, der har problemer med voldelig adfærd, misbrug og kriminalitet fordi økonomien er trang eller fordi man i det gode samarbejdes navn bare hellere vil have ja-hatten på i forholdet til den kommune, der presser på med et akut problem og hvis forsyningsvelvilje anbringelsesstedet typisk er afhængig af. Eksemplet, der desværre ikke er grebet ud af den blå luft, er netop en af de gode grunde til, at vi har fået et regionalt tilsynssystem i statsligt regi (Socialstyrelsen), så det ikke BARE er et spørgsmål om hvad en kommune og et anbringelsessted kan blive enige om i porten

Men i en tænkt sag, hvor tilsynets mulige afgørelse kan betyde, at Sofie på 11 år og 10 måneder - og måske ikke mindst Sofies mor - skal vente 2 måneder med at blive anbragt sammen med sine 4 ældre søskende på en døgninstitution, der i godkendelsesgrundlaget har skrevet 12 til 18 år, vil sikkert være lige stramt nok for de fleste.

Det er blandt andet tilsynets opgave at fordre sammenhæng mellem det sociale tilbuds kompetencer og det enkelte barns specifikke udfordringer, men det er også vigtigt, at tilsynets regler og krav ikke forhindrer børn og unge i at få det rigtige tilbud.

I vores optik er det også tilsynets opgave – via parathed, fleksibilitet og rettidig omhu – at medvirke til at fremme det virkningsfulde anbringelsesforløb. Herunder som i Sofies tilfælde at være nysgerrige på, hvordan en kommune med et udsat barn og et anbringelsestilbud med de nødvendige kompetencer og fysiske muligheder kan etablere et samarbejde, som barnet og barnets familie kan profitere af – selv om der måtte være formelle detaljer, der afviger en smule.

Konkret må et møde mellem tilsyn, kommune og anbringelsessted i Sofies tilfælde kunne afklare om det rigtige match, ud fra kvalitetsmæssige, faglige og menneskelige hensyn, kan etableres.

Vi har tiltro til, at tilsynene skal bruge lidt tid på at få forventningen om kvalitet, ensartethed og gennemsigtighed til på alle områder også at gælde internt i organisationen.

I FADD vil vi stå på tæer for at bidrage til, at tilsynene kan manifestere sig som det kvalitetsstempel, de er blevet sat i verden for at realisere. Måske vi så vil lade en bemærkning falder om, at vi gerne ser tilsynet have generelt fokus på kvalitet og udvikling af kvalitet, mere end på den enkelte anbringelsessag. Vi vil minde om, at vi ud over det generelle tilsyn også har et individuelt tilsyn, som anbringende myndigheder er lovmæssigt forpligtede til at foretage og som vi i parentes bemærket gerne ser kigget efter i sømmene med en proces gerne lig den, vi har set med den seneste tilsynsreform.

Udgangspunktet er godt: Det enkelte barn i centrum. Vores opgave på de specialiserede sociale tilbud er at holde denne intention op for de kommuner, der anbringer efter devisen: ’Kommunekassen i centrum’. Måske med hjælp fra de sociale tilsyn, som vi i øvrigt allerede har inviteret os selv til opfølgningsmøde med - om et års tid …

Vi kan godt noget før …

Bortset fra det fremsatte socialminister Manu Sareen den 26/3 et lovforslag som første skridt i en ny, bred indsats for at forebygge negativ social arv. Sammen med V og K har regeringen afsat 280 millioner kroner til at sætte tidligt ind med hjælp til børn og unge i udsatte familier.

I FADD synes vi rigtig godt om, at - som det fremgår af socialministeriets omtale af lovforslaget ’der nu tages nye midler i brug for at løfte en af de helt centrale indsatser på socialområdet: At hjælpe børn og unge i udsatte familier så tidligt som muligt’.

Vi ved det ikke. Men vi tror at det er en forglemmelse, at de specialiserede sociale tilbud ikke er nævnt specifikt sammen med de øvrige relevante aktører; dagtilbud, frivillige foreninger, idrætsforeninger og kommuner.

Men vi får heldigvis mulighed for på et møde med Manu Sareen senere på måneden, at fortælle ham om de specialiserede sociale tilbuds placering i forebyggelsesviften. Ikke som fortaler for forebyggelse mod anbringelser – primært fordi det ikke er i tråd med hvad der står i Lov om Social service, men også fordi det arbejde, der foregår rundt omkring på døgninstitutioner, dagbehandlingsinstitutioner, specialskoler og projekter som hovedsigte har … at forebygge: At problemerne for de udsatte børn og unge bliver for store og for komplekse, og at de gentager sig for at undgå, at problemstillingerne bliver en for dominerende del af barnets eller den unges identitet.

Lige præcis der tror vi, at de sociale tilsyn og anbringelsesstederne gensidigt kan hjælpe hinanden med at blive dygtigere.

Søren Skjødt

Unge får en ny start - på den sikrede institution KOMPASSET skriver Nordjyske/Thisted Dagblad

 ”Vi møder dem (de unge, red.) urokkeligt venligt og fast som en klippe. Kærligt og insisterende”, siger TinaMaria Larsen.

Og senere i artiklen: ”Ironisk nok kan det, at der er et hegn, som adskiller de unge fra omverdenen, være med til at give den unge ro.

- Hegnet giver mulighed for, at vi kan nå et refleksivt frikvarter, netop fordi de ikke bare kan smutte. De er fri for pres fra andre unge og fra telefoner, og når de ikke har det, så er de faktisk meget opsøgende på vores personale”.

Læs artikeln - følg links'ene ...

Mette Ove, Glostrup Observationshjem i Socialpædagogen: Den fleksible døgninstitution

”Det er ikke alle forældre, der er i stand til at modtage familiebehandling, og det er vigtigt at sige, at der fortsat er mange børn, der har behov for at blive anbragt udenfor hjemmet. Men i det omfang hvor det er muligt, er målet at klæde forældrene på, så barnet kan blive – eller komme tilbage i deres eget hjem. Og på den måde kan en anbringelse på en døgninstitution også være en forebyggende foranstaltning.”

Mette Ove, forstander på Glostrup Observationshjem

Læs hele artiken, der blev bragt den 28/2 2014 i Socialpædagogen, via nedenstående link:

FADD: Vi beder om flere - og relevante nuancer

DKnyt bringer idag (10/3) et læserbrev fra FADD:

Fra tid til anden hører man journalister og andre meningsdannere konstatere, at børn, der anbringes i plejefamilier, klarer sig i bedre senere i livet end børn, der bliver anbragt på en institution.

Som om det er en uafviselig sandhed…

Senest (4/3) hvor P4 Sjælland brugte postulatet i en historie om, at 40 kommuner søger yngre plejefamilier fordi det nuværende korps nærmer sig pensionsalderen!

I FADD har vi naturligvis forståelse for, at medierne ind imellem må ty til hurtige referencer og lette løsninger.

Omvendt er vi, der dagligt arbejder med de udsatte børn og unge, forpligtede til at reagere når tilfældige usandheder blive blæst op til uafviselige sandheder (ligesom den med, at udgifterne til udsatte-børn og unge området er eksploderet; det er de IKKE, viser Rockwoolfondens undersøgelse NÅR MAN ANBRINGER ET BARN, 2 fra 2013).

Professor Inge Bryderup skrev blandt andet i en kronik i JP(23. april 2013): ’I en større registerundersøgelse af, hvordan det uddannelsesmæssigt går tidligere anbragte unge, som vi foretog for et par år siden som led i et større internationalt projekt, kunne vi konkludere, at der ikke kunne påvises forskelle mellem, om de unge havde været anbragt i familiepleje, på døgninstitutioner eller opholdssteder. Af dette kunne vi udlede, at det synes at lykkes for døgninstitutionerne og opholdsstederne, som især modtager børn, der har store vanskeligheder i forhold til deres skolegang, at kompensere for dette enten via indsatsen på interne skoler eller via andre undervisningsformer – og i kraft af den professionelle støtte.’

Så når Inge Bryderup afslutningsvis skriver: ’Det betyder, at politikere skal være varsomme med at drage hurtige konsekvenser på baggrund af enkeltstående forskning på et så forskningstyndt og kompliceret område’, er det nok en fremadrettet advarsel, men også en opfordring, der er baseret på en forestilling om, at nogle politiske og administrative beslutninger på udsatte børn - og ungeområdet - også i nyere historie - kan være blevet taget på et fejlagtigt grundlag.

Gentagelser fremmer måske nok forståelsen, men ikke nødvendigvis sandhedsværdien…

Vi beder om flere - og relevante nuancer – også i indledninger og overskrifter.

”Børn, der anbringes i plejefamilier, klarer sig i bedre senere i livet end børn, der bliver anbragt på en institution.’ er således både unuanceret og irrelevant – også som indledning til den i øvrigt udmærkede historie om, at 40 kommuner søger yngre plejefamilier.

Søren Skjødt, formand for FADD

Tak til Inge Bryderup ...

Link: www.dknyt.dk/sider/debat.php?id=7260

Til P4 DR-Sjælland

Til redaktionen,

I forbindelse med lokalnyhederne på P4 DR-Sjælland den 4. marts omtaler redaktionen 40 kommuners ’jagt’ på nye plejefamilier fordi det aktuelle korps nærmer sig pensionsalderen.

Indslaget indledes med en konstatering af at ”Børn, der anbringes i plejefamilier, klarer sig i bedre senere i livet end børn, der bliver anbragt på en institution.’

 I en kronik den 23. april 2013 skriver professor Inge Bryderup Aalborg Universitet en kronik i JP blandt andet.

------

Familiepleje er den mest anvendte anbringelsesform i Danmark, og det er samtidig det område, som er mindst belyst forskningsmæssigt. Når talen falder på familiepleje, sker det oftest med udgangspunkt i varmhjertede anbefalinger, men når der skal findes dokumentation refereres oftest til forskning fra andre lande. Men i de lande, som vi normalt sammenligner os med, er familiepleje fundamentalt anderledes, hvad angår godkendelse, uddannelse, specialisering, løbende supervision, tilsyn mv., hvilket betyder, at denne viden vanskeligt lader sig overføre til danske forhold.

Vi ved fra en række undersøgelser, at de voksne, der har været anbragte som børn, klarer sig ”dårligere” på en række områder end de børn, der ikke har været anbragt – det være sig skolegang, uddannelse, kriminalitet, misbrug mv. Med udgangspunkt i sådanne undersøgelser kan man enten søge belæg for overvejelser om, hvorvidt anbringelser er ”effektfulde”, eller man kan konkludere, at der var gode grunde til, at netop disse voksne var blevet anbragt som børn – og måske at de uden disse anbringelser ville have klaret sig endnu dårligere.

På et så komplekst område er det vanskeligt at finde årsagsforklaringer. Hvis børnene fx klarer sig bedre, når de har været i familiepleje end, når de har været på døgninstitution, kan det så være, fordi de er blevet anbragt tidligere/som mindre børn, eller fordi sagsbehandlerne har vurderet, at børnenes problemstillinger, herunder tidligere skolegang, ikke har været så alvorlige, at der var behov for professionelle på en døgninstitution og for specialiseret undervisning.  

I en større registerundersøgelse af, hvordan det uddannelsesmæssigt går tidligere anbragte unge, som vi foretog for et par år siden som led i et større internationalt projekt, kunne vi konkludere, at der ikke kunne påvises forskelle mellem, om de unge havde været anbragt i familiepleje, på døgninstitutioner eller opholdssteder. Af dette kunne vi udlede, at det synes at lykkes for døgninstitutionerne og opholdsstederne, som især modtager børn, der har store vanskeligheder i forhold til deres skolegang, at kompensere for dette enten via indsatsen på interne skoler eller via andre undervisningsformer – og i kraft af den professionelle støtte.

De forskelligartede konklusioner fra disse tre undersøgelser kan alle være korrekte, da selv større registeranalyser kan give forskellige resultater, alt efter forskningstekniske tilgange og fx tidsramme og undersøgte grupper af unge. Man må ikke forledes til at tro, at man har fat i noget nær sandheden, når man i registeranalyser eller forløbsundersøgelser opererer med et meget stort datamateriale.

Det betyder, at politikere skal være varsomme med at drage hurtige konsekvenser på baggrund af enkeltstående forskning på et så forskningstyndt og kompliceret område.

Og et andet sted i samme kronik:

Desværre sondrer hverken Rockwool Fondens Forskningsenhed eller SFI i deres undersøgelser mellem døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, hvor der som nævnt ovenfor anbringes forskellige målgrupper og aldersgrupper. En tidligere spørgeskemaundersøgelse, som jeg sammen med andre forskere har foretaget blandt disse institutioner viser, at målgruppen på døgninstitutioner kan opfattes som langt mere belastet end på opholdsstederne. Når der alene laves en sammenligning af plejefamilie over for institution, bliver analyserne ”skæve” og mangelfulde – også vedrørende forholdene i plejefamilierne. Sådanne sondringer kunne have bidraget med yderligere viden om de tre mest anvendte anbringelsesformer.

-------

Vi har naturligvis forståelse for, at medierne ind imellem må ty til hurtige referencer og lette løsninger.

Omvendt må I så acceptere at vi der af og til må se tilfældige usandheder blive blæst op til uafviselige sandheder (ligesom den der med at udgifterne til udsatte-børn og unge området er eksploderet; det er de IKKE, viser Rockwoolfondens undersøgelse NÅR MAN ANBRINGER ET BARN, 2 fra 2013) må give jer svar på tiltale.

Når Inge Bryderup afslutningsvist skriver: ’Det betyder, at politikere skal være varsomme med at drage hurtige konsekvenser på baggrund af enkeltstående forskning på et så forskningstyndt og kompliceret område’, så skal I vide at det er oplagt for nogle politikere og administratorer at bruge overskrifter/indledninger som jeres, som sandhedsbelæg for en bestemt prioritering.

Vi beder om flere  - og relevante nuancer – også i indledninger og overskrifter.

”Børn, der anbringes i plejefamilier, klarer sig i bedre senere i livet end børn, der bliver anbragt på en institution.’ er således både unuanceret og irrelevant som indledning til den i øvrigt udmærkede historie om, at 40 kommuner søger yngre plejefamilier.

Sig til hvis I har brug for yderligere …

Med venlig hilsen

Henrik Kaustrup

Marts-klummen 2014

Undervisningsminister Christine Antorini (S) er glad.

I en pressemeddelelse fra 5/2 skriver hun blandt andet: ” Det er vores ambition, at flere elever skal inkluderes i den almindelige undervisning, fordi det styrker børnene at blive en del af klassefællesskabet. Derfor er det selvfølgelig positivt, at antallet af elever i specialtilbud falder – og at det sker gradvist, så kommuner og skoler har den tid og de rammer, der skal til for at løfte opgaven på en god måde. Derfor er der også fokus i folkeskolereformen på at understøtte inklusionen gennem blandt andet Ressourcecenter for Folkeskolen og det nye korps af læringskonsulenter.”

Siden 300 repræsentanter fra 92 lande og 25 internationale organisationer i 1994 mødtes i Salamanca i Spanien for at vedtage en principerklæring om børns skolegang- kendt som Salamanca-erklæringen - har vi vidst, at skolen på et tidspunkt i bogstaveligste forstand og for alvor skulle være for alle.

Som sådan kan man hævde, at parterne haft god tid til at indstille sig på de nye vilkår, som de nu er kommet til udtryk i den folkeskolereform, der blandt andet har et pædagogisk hovedfokus på inklusion af et meget stort antal udsatte børn og unge.

Mens undervisningsministeren således er glad for at ’der nu kun mangler 7000 børn’ i, at Regeringen når sit mål om, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skal modtage almindelig undervisning efter 2015, så kniber det angiveligt mere med morskaben blandt både de lærere, der skal stå for det konkrete inklusionsarbejde og nogle af de børn og forældre, der skal leve med konsekvenserne.

Og i Venstre og Liberal Alliance har man efter de mange historier i medierne bestemt sig for at kalde undervisningsminister Christine Antorini i samråd, hvor hun skal gøre rede for, ....

...

hvordan det går med at sluse flere børn med særlige behov ind i den almindelige undervisning på landets folkeskoler.

- Vi kalder Antorini i samråd, fordi der er rigtig meget, der tyder på, at inklusionen er brutal, som den foregår i øjeblikket, siger Liberal Alliances undervisningsordfører, Merete Riisager, til Berlingske. (4/3)

Lad os smide lidt facts på bordet:

75 % af lærerne føler sig klædt dårligt på til at skulle modtage de mange undervisningsudfordrede børn.

Knap 90 % af alle anbragte børn børnene har et eller flere problemfelter i skolen:

Heraf har 69 % koncentrationsbesvær, 61 % har jævnligt konflikter med kammerater, halvdelen har psykiske problemer og 46 % oplevet at de har konflikter med lærerne. (Viden om anbragte børn og unge i døgntilbud, Kirsten Elisa Petersen, 2010)

Lærerne har naturligt nok - og ikke overraskende - svært ved samtidig at skulle håndtere de udsatte børn og unges specifikke indlæringsvanskeligheder og deraf følgende ofte udfordrende adfærd, kravene om differentieret undervisning og så oven i hatten de mange forventninger fra forældre til både de udsatte børn og unge og til de ikke-udsatte.

 Børn, der ikke føler sig set og hørt i de større klasser og færre lærerressourcer, må kæmpe med utilstrækkelighedsfølelser, mobning og stigmatisering.

 Og forældrene oplever frustration og fortvivlelse fordi de må stå og se på, at deres børn mistrives og ikke får det undervisningsmæssige løft, de er blevet stillet i udsigt, når deres børn lige præcis ikke bliver en del af klassefællesskabet.

Svarene på vanskelighederne har fra Regeringens side - sammen med oprettelse af et læringskonsulentkorps og nye samarbejdsformer mellem pædagoger og lærere i folkeskolen - været uddannelse, kurser og andre former for kompetenceløft af lærerne.

I FADD mener vi, at rammer og vilkår for udsatte børn og unge skal være så meget lig rammer og vilkår for ikke-udsatte børn og unge som overhovedet muligt.

Det er normalt at gå i en skole … der passer til én, og hvor man har mulighed for at honorere de krav, der bliver stillet.

Belejligt nok er det faktisk også det, de anbragte børn og unge ønsker, når man spørger dem: At gå på en helt almindelig skole, i en helt almindelig klasse med et helt almindeligt skema.

Det er et mål vi alle skal forfølge, men med den rigtige timing, guidning og kompensation – indtil de kan klare det. Først med støtte og så … selv.

Vi er lidt bekymrede over undervisningsministerens glæde for tal og procenter.

Det her handler altså om nogle liv, der skal leves og foldes ud.

Hvilket kræver at man som barn bliver betragtet som et unikt individ med en historie, med kompetencer og særlige med måder at forstå verden på.

Derved adskiller udsatte børn og unge sig ikke fra undervisningsministre.

Vi der arbejder med børnene har til gengæld en forpligtelse til at løse opgaverne, skabe resultater og i forlængelse heraf sørge for at barnet får mulighed for at lære at tro på at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide …

Den lader vi lige stå et øjeblik … til inspiration.

Vi vil rigtig gerne være med til at kvalificere den her debat, det her tempo og det her indhold:

Hvad er det for børn det drejer sig?

Der fødes ca. 60.000 børn omåret. 4 % af dem giver 2400 børn.  Og hvad så?

Men hvis vi nu i stedet for at tænke i standardiseringer og kvoter 

¤ beslutter nogle principper for et samarbejde mellem specialskolerne og  

   folkeskolen

¤ stiller krav om at skoler fra begge verdener indgår forpligtende              

   partnerskaber hvor faglighed, videnssamling, komplementaritet og  

   målrettethed går hånd i hånd med anstændighed, samarbejde på tværs  

   og vilje til forandring

¤ arbejder med nænsomhed i overgangene i børns liv – ikke enten eller,  

   men både og, og så efter devisen: Et barn –én plan- for flere aktører

¤ har inklusion og re-inklusion som konstante parametre for indsatsen

Og det er vi sådan set parate til, når som helst at indgå drøftelser om…

-----------

Undervisningsminister Christine Antorini har også været i gang med en erhvervsskolereform.

Reformen blev præsenteret den 24/2 og har opbakning fra alle Folketingets partier – undtagen Enhedslisten.

Reformen sigter mod at få flere unge (direkte fra 9. eller 10. klasse) til at tage… og færdiggøre en erhvervsuddannelse.

I FADD har vi et håb om, at også de unge, der af forskellige grunde vil få vanskeligt ved at leve op til de karaktergennemsnitskrav, der lægges op til i reformen – vil få mulighed for at tage en erhvervsuddannelse.

Og tænker i den forbindelse – apropos denne klummes første del - specialundervisningsskoler ind som en aktiv medspiller i denne forberedelse af de unge – både ift de boglige krav, og ift inddragelse af den viden og de kompetencer, der er på de mange værkstedstilbud for udsatte børn og unge i blandt andet vores regi. Dels i form af særligt tilrettelagte kursusforløb og dels i form af muligheden for at etablere meritforløb og mentorordninger.

Vi følger udviklingen…

-------------

Endeligt håber vi at kunne lave en aftale om at støtte Rachel Röst og hendes fantastiske bogprojekt – læs for livet – se mere påwww.laesforlivet.dk

Læs for Livet blev stiftet tilbage i 2012 og er et nonprofit-projekt, som handler om at benytte litteratur som social innovation. Projektet indsamler bøger og indretter biblioteker på blandt andet døgninstitutioner.

Siden begyndelsen har Læs for Livet sendt over 10 000 bøger ud til socialt udsatte børn og unge.

Sidste: På vej hjem fra et møde i dag (4/3)hørte jeg i bilradioen, at 40 kommuner søger plejefamilier fordi det korps, man har til rådighed er ved at nærme sig pensionsalderen. Så vidt så godt og fair nok…

Men jeg hæftede mig nu også mere ved indgangsreplikken, der handlede om, at børn i plejefamilier klarer sig bedre end børn på institution.

Hver gang jeg hører den slags bliver jeg så træt.

Og man burde vel bare lade den ligge og tie den ihjel.

På den anden side set, så …

DET ER FORDI DER ER FORSKEL PÅ DE BØRN, DER BLIVER ANBRAGT I PLEJEFAMILIE OG DE BØRN, DER BLIVER ANBRAGT PÅ EN DØGNINSTITUTION!

OG FORDI EN SAMMENLIGNING SVARER TIL DEN GAMLE MED PÆRERNE OG BANANERNE!

OG DEN LISSÅ GAMLE MED, AT DET ER BEDRE AT VÆRE RIG OG RASK END SYG OG FATTIG!

OG DEN NYERE MED AT DER OGSÅ ER FORSKEL PÅ HVAD SAMARITTERNE PÅ ROSKILDEFESTIVALEN KAN I FORHOLD TIL HVAD DE KAN PÅ RIGSHOSPITALETS HJERTEAFDELING!

Glædeligt forår ….

Søren Skjødt

Formand for FADD

Belægningsundersøgelsen december 2013

'Det ser ud til at nedgangen i døgnanbringelser generelt er stoppet. Belægningen har i 2. halvår 2013 været meget mere stabil end tidligere, og det gælder alle aldersgrupper. Sammenholdes denne tendens til stabilisering med efterårets undersøgelse af hvor mange nye typer opgaver døgninstitutionerne er begyndt at løse de senere år, kan det, lidt forsigtigt, konkluderes at det vist går ganske godt på institutionerne – den blødning der har været for 2-4 år siden ser ud til at være stoppet.

På familieinstitutionerne har det været mere svingende, dog med en tydelig stigning de seneste måneder.'

(Henrik Ernst, januar 2014)

Se alle tallene herunder: 

Februar-klummen 2014

Efter SFs dramatiske regeringsexit har landet fået ny socialminister. Det er der ikke noget i.

Siden man i 2009 genetablerede Socialministeriet - efter at det under Anders Fogh Rasmussen havde været nedlagt i et par år - har 4 socialministre stået i spidsen for den samlede sociale indsats i samfundet, som initiativtager til en række reformer, fordeler af satspuljemidler og moralsk storebror for kommunernes sociale indsatser.

Men i FADD kan vi godt lide at møde nye mennesker.

Og hvad man måske kan savne i kontinuitet på ministergangen, så håber og tror vi så meget desto mere hver gang på, at den nye socialminister har hjerte & hjerne for de udsatte børn og unge. I tanke og handling.

Og det har vi al mulig grund til at tro med Manu Sareen, som således bliver den 5. socialminister på 5 år.

Manu Sareen kender i den grad kender vores område. Dels fordi han er uddannet socialpædagog, dels fordi han har været ansat i Døgnkontakten i Københavns Kommune.

Vi har rigtig gode forventninger … og glæder os til samarbejdet.

Ellers var udsatte-børn-området i januar måned i medierne blandt andet præget af børne-kulturchefernes bekymring ved udsigten til, at der angiveligt skulle være en håndfuld erstatningssager på vej fra misbrugte børn, der føler, at kommunerne har svigtet dem i deres sagsbehandling.

Foreningens nye formand Eik Møller sagde blandt andet til DR (12/1)

- Det bekymrer mig, hvis vi skal ind i det spor, for jeg kan frygte, at vores medarbejdere og vores ledere bliver rigtig bange for at tage handling i sager, hvor de bliver i tvivl om, at de efterfølgende står i en situation og har et personligt ansvar, siger han.

Og senere i samme interview:

- For at undgå at komme i fedtefadet risikerer man at overdrive sine indgreb for at være sikker på, at man ikke bagefter kan beskyldes for at have siddet passivt og set på.

Hvis vi lige et øjeblik ser på formandens udtalelser, så bliver jeg faktisk rigtig bekymret.

’Bange for at tage handling’: Jamen, det er vel sådan set det, der er en af kommunernes vigtige opgaver: At sørge for at sætte handling bag ordene og gøre det rigtige for at undgå overgreb på børn.

’Har et personligt ansvar’? Ja, det er den præmis ...

(fortsættes)

...  vores retssamfund hviler på. Og for professionelle gælder det, at man skal kunne svare an for sine valg. Det er hverken nyt eller forkert…

 ”Risikerer man at overdrive sine indgreb”: Det ville være dejligt med en præcisering, for jeg kan næsten ikke se det for mig …

Eik Møller vil sikkert det bedste. Han er formand for en forening, hvis medlemmer oplever et ganske voldsomt krydspres mellem kommunalpolitikeres ønske om at passe på pengene og samvittighedsfulde sagsbehandlere, der gerne vil bruge deres faglighed til at træffe de nødvendige beslutninger for at hjælpe de børn og unge, der oplever mistrivsel og svigt.

Men signalværdien i udtalelserne fra børne-kulturchefernes formand er i bedste fald uheldige.

I værste fald er de et udtryk for, at vigtige budgetter har større betydning end rigtige mennesker.

Hvorfor ikke bare anerkende, at såfremt der er begået fejl i de kommunale procedurer, så skal det have konsekvenser for de kommuner, der ikke levede op til lovgivningen?

Og er vi helt på linje med Børns Vilkår, der håber, at sagerne, hvis de får medhold ved domstolene, kan danne præcedens og skabe en bedre sagsbehandling.

Internt i FADD har vi grund til at behersket optimisme. Som det vil være faste læsere af denne klumme bekendt, så indsamler vi hver måned de aktuelle belægningstal fra vores medlemsinstitutioner.

Den gode nyhed er, at såvel faldet i antallet af pladser som belægningsprocenten på døgninstitutionerne er stoppet. (Se nedenfor)

Og hvis man dertil lægger de rigtig mange øvrige aktiviteter, der foregår på institutioner og tilbud, så er der ’rigtig meget puls’ derude…

En hurtig analyse:

Kommunerne har fundet deres anbringelsesmæssige ben at stå på, og man har fundet ud af, at der er grænser for hvilke typer opgaver plejefamilier og dagtilbud kan løse.

Medvirkende til at døgninstitutionernes nedgang er stoppet er formentligt også høj grad af fleksibilitet og kommunevenlige attituder, mange JA’er, og kvalitet i løsningen af de ofte meget komplekse sager.

Det har ganske givet haft betydning ift synlighed, omdømme, synergi m.m

Men … vi vil forventeligt (fortsat) se megen ivrighed i forsøget på at skabe nye løsninger.

Mangfoldighed, fleksibilitet, merkantil bevidsthed og kvalitet ser ud til at præge det innovationsbillede, som et rundspørge blandt vores medlemmer før generalforsamlingen, er et konkret vidnesbyrd om.

Internt i FADD har vi på et seminar for nylig afstemt nye og gamle bestyrelsesmedlemmers forventninger til det kommende arbejdsår.

Vi ønsker at sende det signal til offentligheden, at vi går ind for fuld transparens i alle aspekter af vores arbejde (vi og vores medlemmer kan tåle dagens lys, men det kan de udsatte børn og unge ikke …), ordentlighed (moralsk og juridisk), imødekommenhed (vi er altid parate til at diskutere vilkår, pris og rammer) … men har altid fokus på hvad der er det bedste for udsatte børn og unge, hvilket er et vigtigt pejlemærke for vores arbejde: Alt hvad vi mener noget om, skal kunne bestå udsatte-børn-og-unge-testen: Er det godt for udsatte børn og unge, er det godt for os. Og vi støtter op – ind til der evt fremkommer nye oplysninger, som sår tvivl om motiver, holdbarhed eller validitet.

Vi vil til enhver tid arbejde stenhårdt på at ville forbedre vilkårene for udsatte børn og unge. Dernæst begrænse forringelser.

Vi ønsker grundlæggende at stimulere:

\r\n
• Nytænkning og social innovation
\r\n
• Løsninger der generelt og konkret fremmer børn og unges udvikling af autonomi, integritet og værdighed
\r\n
• Meningsfuld forskning på vores område
\r\n

Samlet set vil vores fokuspunkter være:

1. Skolereformen (Inklusion - uddannelse og beskæftigelse)

2. Tilsynsreformen

3. Pædagoguddannelsesreformen

4. Magtanvendelsesudvalgets arbejde

5. Overgrebspakken

6. Div. dokumentationsprojekter

Sidst men ikke mindst har vi en meget vigtig opgave i at tilvejebringe den nødvendige viden, planlægning og handlekraft, der skal til for at vi kan komme i mål med den opgave, som bestyrelsen har pålagt sig selv og som generalforsamlingen har konfirmeret.

·         Dels ift at udbrede kendskabet til det nye navn

·         Dels ift at række medlemsmæssigt ud efter de aktører, der hører til indenfor området: Det specialiserede social-område

… for at vi kan skabe den slagkraftige, bæredygtige og fagligt udviklende organisation, vi er på sporet af …

Søren Skjødt, formand for FADD

FADD læserbrev i JP: Dyrt er et relativt begreb

Under overskriften DYRT ER ET RELATIVT BEGREB bragte JP igår (14/1) et læserbrev fra FADD.

Indslaget er en reaktion på blandt andre Venstres socialordfører Eyvind Vesselbos problematisering af prisen på behandling af samfundets allermest udsatte unge.

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE6401810/dyrt-er-et-relativt-begreb/

Klik på nedenstående link for at hente læserbrevet

FADD læserbrev i JP: Dyrt er et relativt begreb

JP bragte igår (14/1) et læserbrev fra FADD

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE6401810/dyrt-er-et-relativt-begreb/serbre

KLik på linket herunder og hent & læs læserbrevet 

JULEGAVEREGN 2013

Vi elsker julegaveregn ...

Tak til folkene bag operation Julegaveregn, som i år har indsamlet godt 215.000 kroner til ekstra julegaver til døgninstitutionsanbragte børn.
Det betyder, at vi har kunnet glæde mere end 525 børn på danske døgninstitutioner.
Vi har skrevet det før, men de penge giver altså rigtig megen glæde; først og fremmest naturligvis hos de børn, der får den ekstra julegave, men også børnenes familier og de pædagogiske medarbejdere på institutionerne bemærker den indsats julegaveregn lægger for dagen … år efter år.
Tak er kun et fattigt ord …

Læs mere på www.julegaveregn.dk

Januar-klummen 2014

Allerførst og endnu en gang: Tak til folkene bag operation Julegaveregn, som i år har indsamlet godt 215.000 kroner til ekstra julegaver til døgninstitutionsanbragte børn.

Det betyder, at vi har kunnet glæde mere end 525 børn på danske døgninstitutioner.

Vi har skrevet det før, men de penge giver altså rigtig megen glæde; først og fremmest naturligvis hos de børn, der får den ekstra julegave, men også børnenes familier og de pædagogiske medarbejdere på institutionerne bemærker den indsats julegaveregn lægger for dagen … år efter år.

Tak er kun et fattigt ord …

Og apropos penge …

Lige inden nytårsfreden sænkede sig over det ganske land offentliggjorde Jyllandsposten (29/12) en kortlægning af prisniveauet for behandlingen af de mest udsatte unge i Danmark: 3 mia bruger kommunerne på utilpassede – typisk unge.

Undersøgelsen, der omfatter 60 kommuner – herunder Århus og København, men ikke Odense og Aalborg – viser, at 2287 sager koster over en million, 211 sager koster mellem 2 og 3 mio kr., mens 76 koster over 3 mio.

JP bemærker i en kommentar til opgørelsen, at fysiske handicapsager ikke er medtaget og i øvrigt at kun 60 kommuner ud af de 98 havde indberettet tallene. JP antager derfor, at der findes flere sager end de her omtalte.

Disse tal, som vel at mærke på ingen måde er hverken nye eller overraskende, faldt blandt andre Venstres Eyvind Vesselbo så voldsomt for brystet, at det fik Venstres socialordfører til i TV-Avisen (29/12) at kræve kommunal undersøge af forbruget. Og om effekten af arbejdet med de udsatte unge.

Som om det ikke foregår i den rigtige verden…

Han henviste desuden til en række kontrakter, han havde haft adgang til at gennemgå og stillede så det nogle ville kalde det uartige – men i al fald retoriske spørgsmål – går pengene så til lederne eller børnene?

Lad os forsøge at slå det helt fast vedr. døgninstitutionerne i Danmark:

(fortsættes)

Der udskrives der ikke blanco-checks på millionbeløb

·         Alle anbringelser indeholder som udgangspunkt en grundlæggende præcisering af den enkelte unges behov og succeskrav til ydelsen

·         Ledernes løn er fastfast enten gennem offentligt tilgængelige overenskomster eller aftaler med de bestyrelser der har arbejdsgiveransvar for driften og kerneydelserne

·         Alle behandlingsforløb evalueres og indgår i talrige dokumentations og effektmålingsundersøgelser og systemer

Vi vil rigtig gerne gennemgå procedurer og driftsvilkår med Eyvind Vesselbo, Joakim B. Olsen, Cepos og alle andre, der bærer rundt på forestillinger om, at anbringelsesområdet er landet, hvorfra det flyder med mælk og honning.

Vi vil rigtig gerne diskutere fordele og ulemper ved statslig styring eller markedskræfternes velsignelser og om sammenhængen mellem pris og kvalitet på døgninstitutionerne.

Men ligesom man på hospitalerne næppe kan finde tid til at diskutere sammenligning af hvad samaritterne kan på Roskildefestivalen med hvad man kan på Rigshospitalets kræftbehandlingsafdeling, så har vi det lidt på samme måde: Den specialiserede viden, der findes på blandt andet døgninstitutionerne, som skal matche de mest udsatte børn og unges behov for omsorg, læring og dannelse, kan ikke sammenlignes de meget billigere tilbud som for eksempel slægts-og familieplejeanbringelser. Der i parentes bemærket er en vigtig del af anbringelsesviften - til de børn, der kan profitere af den type anbringelser.

Vi foretrækker at kalde vores behandlingsarbejde specialiseret, ikke dyrt.

Fordi ’dyrt’ er et relativt begreb. Vi tænker det som en investering i menneskers liv. Som en måde at være anstændig på …

Præcis som behandlingen af somatiske sygdomme.

Grundlæggende undrer vi os over, hvorfor det vedholdende er virkninger af psykiske/fysiske belastninger efter vold, misbrug og fravær af omsorg, som nogle politikere har så travlt med at problematisere behandlingsprisen på.

Komplekse problemer kræver komplekse løsninger. De kan være - nåh ja - dyre .. men de skal være virkningsfulde.

Når et barn – eller en politiker – får en alvorlig sygdom, så skal vi jo heller ikke stå at diskutere, hvem der skal foretage operationen: Samaritteren eller overlægen …vel?

Godt nytår

Søren Skjødt, formand for FADD