I går (31/8) – på sommerens officielt sidste dag – fremlagde Regeringen forslag til en ny finanslov.
“I forslaget bliver der blandt andet afsat 1,4 mia. kr. over fire år til en bedre fremtid for udsatte og anbragte børn” skriver Finansminister Nikolai Wammen i en pressemeddelelse.

Vi spidser ører og hvæsser pennen, når vi hører den slags.
Spidser ører, fordi flere penge til vores område er godt.
Hvæsser pennen, fordi vi har hørt det før: En udmelding om central tilførsel af midler til et bestemt område er mere end en gang set pludseligt konverteret til en principiel forhøjelse af et bloktilskud.

For at være helt ærlig:
Vi står og skraber i savsmulden for at give regering og minister gode råd til, hvad pengene skal anvendes til, hvordan og hvorfor …
De afsatte midler skal naturligvis bruges klogt og med faglig omhu og skal målrettes initiativer, der skal gøre livet lettere og/eller bedre for de udsatte og anbragte børn og unge – selvfølgelig i forhold til den fremtid, alle børn og unge er optagede af ‘at have gode og tryghedsskabende billeder på’. Men også til lige her og nu.
En ting er børnenes vigtige fremtid, men lige så vigtigt er det, at vi reagerer rettidigt og afstemt når et barn har, fortæller om, eller ser ud til at have alvorlige trivselsudfordringer.
Vi, der arbejder med udsatte og anbragte børn og unge, må insistere på – også her – at arbejde med både og.
I den forbindelse kommer vi ikke udenom de vigtigste beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv: Uddannelse, beskæftigelse og kendskab til gode sociale normer.

Vi forhåndsanbefaler, at politikerne indtænker behovet for kontinuitet, sammenhæng og inddragelse. Konkretisering følger i vores anbefalinger til Barnets Lov, der udsendes i løbet af september.
Vi fraråder hovsa-løsninger, blindt evidens-fokus og støtte til årsværk i børnehjælpsorganisationerne …
Fordi det er for dumt. Vi har været der, det virker ikke og det giver ikke børnene noget godt…

—

Selv om der naturligvis er noget om snakken, når Hanne Leth Andersen, rektor på RUC i et læserbrevssvar i Politiken 14/8 2020 til Dansk Erhverv, der havde problematiseret forskellige aspekter af RUCs optagelsesprocedurer og hvad-de-studerende-og-samfundet-får-ud-af-det, skriver at: “man skal huske, at det ikke er alt talent, der afspejles i et gennemsnit”, er der ingen lette genveje til at komme med på uddannelsesvognen.
Heller ikke for udsatte børn og unge. Tallene viser, at de SKAL løftes …

Som aktører på vores område skal vi skabe de nødvendige angstdæmpende rammer for mest mulig normalitet til de børn og unge, hvis udsathed kommer til udtryk på mange forskellige måder, men som har det til fælles, at den har medført alvorlige huller ikke bare i viden om fagene, men også i forhold til at lære at gå i skole. Og at leve livet…
Normalitet i den her forbindelse betyder, at de udsatte og anbragte børn og unge, når de profiterer af det, skal have en dynamisk, fleksibel og nænsom overgang til at gå i en distriktsskole, spille fodbold i en klub og eller lære fluebinding i en lystfiskerforening. Fordi det gør ikke-udsatte børn og unge
Normalitet betyder også vi må sikre udsatte børn og unge indflydelse på deres eget liv. Fordi det har ikke-udsatte børn og unge.
Og normalitet betyder desuden, at vi som samfund må gøre os ekstra umage, når vi skal kompetencevurdere, de børn og unge, der har sværest ved at lære at lære. Fordi sådan skal vi også behandle ikke-udsatte børn og unge.

Vi peaker alle på forskellige tidspunkter. Men mange af vores børn har brug for mere end ikke-udsatte børn og unge for at opnå den læringsegnethed, der skaber en af forudsætningerne for at et udsat barn kan leve et selvstændigt liv præget af autonomi, integritet og værdighed; også kendt som det socialpædagogiske dannelsesideal.

Talent for et eller andet har alle børn.
Vi, der arbejder med børn og unge har en helt særlig forpligtelse til – og glæde over – at gøre alt hvad vi kan for, at børns talent sammen med andre kan blive afprøvet, trænet og opgraderet.
Så også udsatte børn og unge kan begå sig i meningsfulde fællesskaber …

Det er noget af det, vi gerne ser, at de 1,4 mia bruges til jævnt henover de næste 4 år.
Vi er rede, fru minister …