I en kronik i Politiken igår (23/9) skriver de 7 forstandere fra landets sikrede institutioner blandt andet: "Sat på spidsen vil vi derfor hævde, at samfundet udøver systematisk omsorgssvigt over for kriminelle unge. Unge, hvis behov for sammenhæng, mening, stabilitet og kontinuitet er veldokumenteret. \r\n\r\nDer er derfor brug for socialpædagogiske døgninstitutioner, der på tværs af sikrede og åbne pladser med garanti kan rumme og fastholde de unge i lange og sammenhængende behandlingsforløb." \r\n
Samfundet svigter kriminelle unge \r\nDe allermest udsatte og truede unge har behov for hjælp \r\n\r\n\r\nVores unge er blandt de allermest belastede i Danmark. \r\n\r\nDet dokumenterer ny forskning. De seneste måneder har psykiatere og psykologer på en af vore institutioner, Ungdomsinstitutionen Egely på Fyn, undersøgt de unge, som blev anbragt her. \r\n\r\nDe foreløbige resultater viser, at en tredjedel af de unge, der som følge af sigtelse for alvorlig kriminalitet anbringes på en sikret institution, lider af alvorlige og behandlingskrævende psykiatriske lidelser. Og at op til halvdelen vil have behov for psykologisk og ungdomspsykiatrisk behandling. \r\n\r\nUndersøgelsen dokumenterer således endnu en gang, hvor belastede de unge på vore institutioner er. Der er tale om unge, som foruden kriminel adfærd også hører til blandt nogle af de mest marginaliserede og misbrugende unge i Danmark. \r\n\r\nPsykisk lidelse og en mistrøstig opvækst fritager naturligvis på ingen måde de unge for ansvaret for deres ugerninger. Men resultaterne bør efter vores opfattelse føre til besindighed, når man overvejer, hvilke foranstaltninger der mest effektivt vil bidrage til forebyggelse og bekæmpelse af ungdomskriminalitet. \r\n\r\nI 1998 var der 42 pladser på sikrede institutioner i Danmark. I dag er der 121 pladser. 15 mere er på vej. Det er en kraftig stigning. For 80-90 procent af de unge er optagelse et alternativ til varetægtsfængsling. Herudover er der seks andre kriterier for anbringelse på sikret institution.\r\n\r\nVi er ikke overbeviste om, at en fortsat udvidelse af antallet af pladser i sig selv vil løse problemerne. Der er behov for nøje at overveje, hvordan og til hvad de eksisterende pladser bruges. \r\n\r\nFørst og fremmest er der behov for at kvalificere anvendelsen af eksisterende pladser og herunder at se på sikringsforanstaltningerne i sammenhæng med hele systemet omkring bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Men herom senere. Så længe det ikke sker, vil systemet ironisk nok selv producere yderligere behov for pladsudvidelser.\r\n\r\nI den brede offentlighed, i pressen og blandt politikere, omtales de sikrede institutioner ofte som ’ungdomsfængsler’. Intet kan være mere forkert. I Danmark har vi ikke haft ungdomsfængsler siden 1973. Unge under 18 år afsoner som hovedregel deres dom på åbne institutioner. \r\n\r\nKun hvis afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod en sådan anbringelse, kan den unge anbringes til afsoning i fængsel eller arresthus. Det sker sjældent.\r\n\r\nDanmark godkendte (ratificerede) FN’s børnekonvention i 1991. I den hedder det blandt andet, at børn under frihedsberøvelse skal holdes adskilt fra voksne. Det fremgår også, at børn, der har begået kriminalitet, ikke skal straffes, men hjælpes og have behandling ud fra det enkelte barns behov.\r\n\r\nI modsætning til flere andre lande har der i Danmark ikke været tradition for at inddrage konventionens hensigter og bestemmelser i lovgivningen. \r\n\r\nVi mener, at der er al mulig grund til, at der sker en ændring på dette område, således at de allermest udsatte og truede børn og unges rettigheder i langt højere grad tilgodeses – også i dansk sociallovgivning.\r\n\r\nDet er efter vores opfattelse vigtigt, at der findes socialpædagogiske tilbud til de mest marginaliserede unge. Eksempler på det er de sikrede institutionernes tilbud om undervisning, beskæftigelse, psykologisk og psykiatrisk undersøgelse og behandling. \r\n\r\nFrem for bøder og straf viser vores erfaringer samt forskningen, at et professionelt personales fokus på de unges udvikling, er noget af det, der skal til, hvis de unge skal på rette spor. Hvad kan man så med rimelighed forvente af os på de sikrede institutioner?\r\n\r\nEn sikret institution er som nævnt ikke et ungdomsfængsel, men en socialpædagogisk døgninstitution. Det særlige ved en sikret institution er, at de fleste unge kommer her på betingelser, som retssystemet træffer afgørelse om. \r\n\r\nDe unges bevægelsesfrihed og kontakt med omverdenen er begrænset af låste døre. De unge er på institutionen, mens anklagemyndigheden arbejder, og indtil domstolen træffer en afgørelse i deres sag. \r\n\r\nMed indskrænkningen af den unges bevægelsesfrihed og kontakt til omverdenen, er den retlige del af vores opgave varetaget. Resten af det, der foregår under opholdet, drejer sig om at yde den unge omsorg samt at motivere til ændret adfærd. \r\n\r\nIgennem udredning af den unges behov drejer det sig om at skaffe det bedst mulige grundlag for at hjælpe den unge videre efter endt ophold.\r\n\r\nKrumtappen i dette arbejde er et erfarent og kompetent personale. Vi påvirker ikke de unge i en positiv retning, med mindre vi kan opnå deres tillid og respekt. Derfor lægger vi vægt på, at personalet er troværdige rollemodeller og danner gode normer. Vi anerkender de unge for det, de er – men ikke nødvendigvis for det, de har gjort. \r\n\r\nVore medarbejdere skal være dygtige til at skabe gode relationer. Relationer som måske for første gang kan give den unge en tro på, at der også er en fremtid uden kriminalitet og misbrug. \r\n\r\nDe sikrede institutioner kan ikke skabe mirakler. De unge er hos os i gennemsnit 53 dage. De lukkede rammer sætter for en stund en parentes i livet. Et pusterum fra en kaotisk hverdag med flakken rundt, vold og misbrug. \r\n\r\nPå de sikrede institutioner er der ingen mobiltelefoner, ingen stress for at finde nogen at være sammen med. De kan ikke komme væk fra voksne. De er tvunget til at blive inden for de fire vægge, indtil dommeren beslutter noget andet.\r\n\r\nVore unge har mødt mange dygtige professionelle og andre, der har forsøgt at forstå og hjælpe dem. Men de unge giver ofte udtryk for, at de på vores institutioner for første gang har fået den ro, der skal til for at modtage hjælp. \r\n\r\nEn langsigtet behandling og socialpædagogisk indsats kan ikke ske i lukket regi. Lange ophold i lukket regi gør de unge mindre egnede til at leve ude i samfundet.\r\n\r\nOpholdet på en sikret afdeling skal være et kort ophold, der skaber grundlag for en fremtidig og målrettet indsats. \r\n\r\nDet fremføres indimellem i debatten, at de unge ofte vender tilbage til kriminalitet efter endt ophold på en sikret døgninstitution. Selv om det nærmest forventes, så er der ingen faglige, saglige eller objektive grunde til at tro, at et kortvarigt ophold på en sikret afdeling kan reducere unges tilfald til kriminalitet. \r\n\r\nApropos de unges tilbagefaldt til kriminaliteten, så foreslog Kommunernes Landsforening (KL) hen over sommeren at nedlægge de sikrede døgninstitutioner. KL vil hellere sende de unge på stroppetur et fjernt sted i Sverige eller Norge under kyndig behandling af jægersoldater. \r\n\r\nDen slags udsagn vidner efter vores opfattelse om manglende forståelse for eller kendskab til de opgaver, som løses med succes på sikrede døgninstitutioner. I betragtning af hvor kort tid de unge tilbringer på vore institutioner, er det ude af proportion at forvente, at et kortvarigt ophold overhovedet har nogen signifikant kriminalpræventiv effekt. \r\n\r\nDet kræver supplerende rammer og opholdstid. \r\n\r\nStørstedelen af alle unge, der bliver dømt for kriminalitet, begår ny kriminalitet, mens de afsoner deres straf. Fuldbyrdelsen sker ofte i form af en retligt fastsat ungdomssanktion. Typisk i et behandlingsforløb i en åben socialpædagogisk institution. \r\n\r\nUngdomssanktionen blev skabt i en erkendelse af, at straf ikke i sig selv hjælper. Og af det faktum, at unge, som blev idømt ubetingede straffe ledsaget af anbringelser i åbne socialpædagogiske døgninstitutioner, ikke kunne fastholdes i deres behandlingsforløb. \r\n\r\nEn anden grund til, at ungdomssanktionens blev indført i 2001, var, at behandlingen tager længere tid end den traditionelle strafudmåling. Disse erkendelser, behandlingsargumentet, fastholdelsesargumentet og varighedsargumentet, er vigtige og må ikke glemmes, hvis nogen i den aktuelle debat skulle overveje at afskaffe ungdomssanktionen. \r\n\r\nDet er desværre reglen snarere end undtagelsen, at ungdomssanktioner bryder sammen. Både undersøgelser og vores egne erfaringer viser, at grunden til, at mange unge begår ny kriminalitet, kan forklares ved, at fuldbyrdelsen af domme ikke kan gennemføres på den måde, som det er tiltænkt. \r\n\r\nUndersøgelser tyder på, at det høje tilbagefald ikke skyldes, at ungdomssanktionen ikke dur. Snarere, at betingelserne for at ungdomssanktionen kan omsættes som tiltænkt ikke er tilstrækkeligt til stede. \r\n\r\nProblemet er først og fremmest, at der eksisterer alt for få institutioner, der kan rumme kriminelle unge i lange og tæt koordinerede socialpædagogiske behandlingsforløb. Vi tænker her på ubrudte forløb i én og samme institution med det samme behandlingsmiljø, som det ikke er muligt at blive smidt ud af. \r\n\r\nUngdomssanktionen er et glimrende eksempel på, at samfundets forvaltning af sine sanktioner over for ungdomskriminalitet har meget begrænset, hvis nogen, effekt. \r\n\r\nDet sørgelige resultat er, at anbringelsesforløb bryder sammen, og at domme uplanlagt gennemføres med usammenhængende anbringelsesforløb på to eller flere institutioner. Den manglende koordination og de evindelige brud i behandlingsforløbene er et kendt fænomen. Alle med kendskab til området ved det.\r\n\r\nSat på spidsen vil vi derfor hævde, at samfundet udøver systematisk omsorgssvigt over for kriminelle unge. Unge, hvis behov for sammenhæng, mening, stabilitet og kontinuitet er veldokumenteret. \r\n\r\nDer er derfor brug for socialpædagogiske døgninstitutioner, der på tværs af sikrede og åbne pladser med garanti kan rumme og fastholde de unge i lange og sammenhængende behandlingsforløb. \r\n\r\nForløb, som de unge under ingen omstændigheder kan blive smidt ud af. I sådanne organisationer skal de unge mødes med kontakt, grænser, uddannelse og meget andet godt, der kan fremme deres udvikling og livskvalitet. \r\n\r\nSådanne strukturelle tiltag er afgørende for, at de unge kommer til udvikle sig. Og give dem tro på, at deres behandling hjælper dem. I den nuværende situation bryder behandlingsforløbene sammen. Den store og omkostningskrævende indsats er i de fleste tilfælde spildt. \r\n\r\nVi foreslår, at sådanne institutioner etableres eller udbygges. Etablering og drift må forudsætte godkendelse og tilsyn med, at de socialpædagogiske behandlingsforløb hænger sammen, koordineres og fastholder de unge i hele forløbet. \r\n\r\nI overvejelserne omkring Ungdomskommissionens betænkning opfordrer vi de ansvarlige til at tage initiativer, der sikrer en sammenhængende kapacitet og indsats i den socialpædagogiske behandling af ungdomskriminelle unge. \r\n\r\nKommission, lovgivere eller andre kan foreslå alle mulige udmærkede nye lovmæssige tiltag i forhold til at bekæmpe ungdomskriminalitet. \r\n\r\nMen hvis ikke de strukturelle betingelser, hvis ikke kapaciteten, hvis ikke organiseringen og top-down-styringen medtænkes og bringes på plads inden søsætningen af nye, store som små, tiltag, så kan vi lige så godt skyde en hvid pind efter det, vi alle ønsker. Nemlig at nedbringe de unges kriminalitet og få dem på rette spor i vores samfund. \r\n\r\nVores forslag medtager imidlertid ikke det endnu vigtigere førkriminelle perspektiv. Altså det nødvendige forebyggende arbejde. Det har ikke været vores ærinde her.\r\n\r\nVi ved, at ungdomskriminalitet er kommet for at blive. Markante holdninger og forslag er afprøvet for at løse problemerne. Desværre uden den forventede effekt. Ønsker vi, at vort samfund fremover skal være trygt at færdes i, og at ungdomskriminalitet effektivt begrænses, må man erkende, at det er det lange seje træk, der skal til. \r\n\r\nDet indebærer blandt andet, at den unge kriminelle gøres ansvarlig for sin adfærd. Men også en erkendelse af, at hårdere straf ikke alene er svaret. Især ikke når ny forskning dokumenterer, at hver anden af de unge kriminelle også har alvorlige psykiatriske lidelser. \r\n\r\nDerfor opfordrer vi til at fastholde og yderligere kvalificere de pædagogiske og behandlingsmæssige tiltag, som blandt andet ungdomssanktionen lægger op til. Der er ikke mindst brug for, at vi får etableret de nødvendige organisatoriske og strukturelle rammer for et sammenhængende og robust behandlingsforløb for de unge i åbent regi. \r\n