FADDs historie

I sidste halvdel af 19. århundrede blev der oprettet et betydeligt antal børneinstitutioner for dårligt stillede og forældreløse børn. Disse institutioner sluttede sig i 1895 sammen i "Udvalget for Danmarks Børnehjem", som i 1901 blev omdannet til Dansk Børnehjemsforening under ledelse af Carl Christiansen-Ordrup og Leopold Budde, Himmelbjerggården. Med Børneloven i 1905 kom der imidlertid en klar opdeling af disse institutioner i kategorier og som følge heraf udskilte sig 2 nye foreninger af den oprindelige medlemskreds, nemlig i 1905 Foreningen af Opdragelsesanstalter under Ludvig Becks ledelse. Foreningen tog i 1922 efter Værgerådslovens vedtagelse navnet Foreningen af Skole- og Ungdomshjem, der igen i 1968 blev til Foreningen af Skole- og Behandlingshjem. I 1916 brød Optagelses- og Iagttagelseshjemmene ud og dannede deres egen forening, som er bedst kendt som Foreningen af 1916. I 1926 eksisterede der ca. 260 børneinstitutioner fordelt på 20 kategorier. Efter Bistandslovens vedtagelse i 1976 blev der atter krav om forandring, idet hovedtemaerne var decentralisering, afspecialisering og afinstitutionalisering. Dette medførte, at institutionerne blev færre i antal, og at deres indhold blev mere ensartet. I 1993 fandtes 150 børneinstitutioner. Det var derfor naturligt, at de 3 eksisterende kategoriforeninger: Dansk Børnehjemsforening, Foreningen af Skole og Behandlingshjem og Foreningen af 1916 ...sluttede sig sammen, hvilket skete pr. 1. januar 1993, i Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge.

På generalforsamlingen den 14. november 2013 besluttede FADDs medlemmer efter indstilling fra bestyrelsen at ændre foreningens navn til Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge.

I daglig tale fortsat FADD.

 

Udskrevet fra www.fadd.dk 19,04,2024