Åbent brev til Mette Frederiksen

...

Kære Mette Frederiksen,

Da I nu i regeringen i dag er samlet til konference for at skulle det, I har sat jer for at ville, så sender vi dig hermed en hilsen som inspiration til den del af jeres arbejde, der omhandler anbragte børn og unge i DK. 

Først og fremmest: Kæmpetak fordi du har sat udsatte børn og unge i Danmark SÅ eftertrykkeligt på dagsordenen. Og fordi I sætter handling bag – og foran…

I en tid, hvor mange politikere på tværs af partierne messer vækst, værdikamp og velfærdsrettigheder, er det befriende, som aktør på det specialiserede børneområde at høre og se, at du fra en af landets mest ikoniske talerstole rettede 2/3 dele af din opmærksomhed specifikt og konkret på vores område.
TAK.

Ingen tvivl om, at det ligger dig ualmindelig meget på sinde, ikke bare at tale de udsatte børn og unges sag. Men også at tale den op.
MODTAGET!!!
Sådan har vi kendt dig, siden vi mødtes første gang i 2007; du som socialordfører og vi som rejseguider på en tur rundt til en række af vores medlemsinstitutioner.
Det gælder også din empatiske og kloge undskyldning for statens ansvar for manglende tilsyn på børnehjem. Og det gælder dit nærvær, åbenhjertighed og nysgerrighed  i dine samtaler med børn på Josephine Schneiders Hus og Josephine Schneiders Børnehjem lige før jul og lige efter nytår.
Det var svært at se hvem, der i virkeligheden var fan af hvem smile
Med udmeldinger som at 'vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile', ’vi skal reagere tidligere’ og ’jeg står på børnenes side’, træder du i karakter som børnenes statsminister. Det lover godt.
--
Skal man på baghjul forholde sig en smule kritisk til den del af talen og de efterfølgende udmeldinger fra jer, der handler om et nyt hjem tidligere til flere børn, flere tvangsadoptioner, og hvor dårlige nogle forældre er til at varetage forældrerollen, så må vi rynke de faglige bryn en anelse.

Derfor et par warnings her under bifaldet:
Tidlig indsats må ikke blive et mål i sig selv. Den tidlige indsats kan vise sig at være for tidlig.
”Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det” som vores gode ven Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi, skrev i en artikel i Mandag Morgen for et lille års tid siden.
Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres, når der er brug for den.
Det vigtige er timingen.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …
Tvangsadoptioner som du og Regeringen mener, der skal være flere af, er et meget alvorligt og ultimativt indgreb.
Dels i et familieliv, dels i et barneliv.
Og vel egentlig også i samfundsmæssig forstand.
For hvor alvorlige skal, hvilke faktorer være – over hvor lang tid, med hvilken intensitet og uden fortrydelsesret - for at udløse, at et barns ve og vel overdrages til en adoptionsfamilie?
Man har gennem en årrække brugt tvangsadoptioner i England som en meget anvendt anbringelsesform. Os bekendt ikke uden skelen til, at det er en billig (=gratis) anbringelsesform.
Måske vi skulle skaffe os noget viden om indsatstypen inden vi begår samme fejl, der i forbindelse med Barnets Reform fra 2011, hvor man valgte at opprioritere plejefamilieanbringelser, som på tidspunktet var den suverænt dårligst undersøgte anbringelsestype.
Fra professor Inge Bryderups plejefamilieundersøgelse fra 2017 ved vi

  • at børnene efter en anbringelse vender tilbage til deres biologiske ophav. 
  • at omkring 40% af plejefamilieanbringelserne bryder sammen
  • at gennemsnitsalderen for en plejefamilie er 58 år
Rigtig mange kommuner fortæller desuden, at de har meget svært ved at skaffe det nødvendige antal plejefamilier.
Og vi ved fra vores arbejde på institutionerne, hvor helt afgørende vigtigt det er, at de udsatte børn og unges forældre er medspillende og deltagende i deres børns liv – både når de bor hjemme, og når de bor ude.
Vi ser det som Leonard Cohen i sangen Anthem: There is a crack in everything. That's how the light gets in.
Vi har en seriøs forpligtelse til at lede efter enhver sprække, hvor der kan komme lys igennem.
Enhver omsorgsopgave som forældrene kan stå for – som børnene kan profitere af – skal vi identificere, facilitere og effektuere.
Nogle gange under opsyn, ofte med håndholdte anvisninger og rådgivning. Og altid med barnets behov, forudsætninger og rettigheder allerforrest.
Den del af vores arbejde er meget, meget vigtigt…
--
Det kan godt være, at der skal anbringes flere børn fremover. Måske vi endog kommer til at se flere tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.
I de forventeligt få og ekstreme sager vil det give god mening.
Så måske vores lille uenighed i den sammenhæng blot er et spørgsmål om, hvor mange …
For de børn, der vil kunne profitere af at blive adopteret, skal det.
De børn, der kan profitere af at bo i en plejefamilie skal det.
Børn der trives og udvikler i et dagbehandlingstilbud eller på en døgninstitution, skal det
Opvækst under nære, kærlige og kontinuerlige rammer er at foretrække til alle børn.
Men der er børn, der har så komplekse tilknytningsmæssige udfordringer, at de har vanskeligt ved at trives og udvikles i ’ nære, kærlige og kontinuerlige rammer’.
Til gengæld profiterer mange af dem ved at bo et sted, hvor de ikke er alene om at have det svært.
Og hvor indsatsen i samarbejde med anbringende myndigheder foregår koordineret, inddragende og med bedste faglige viden som omdrejningspunkt. 

Det helt afgørende er matchet, som kun kan lykkes med en grundig faglig udredning, hvor de professionelle tager ansvaret for at vælge den fagligt set rigtig løsning  - med udgangspunkt i barnets behov, forældrenes potentiale og anbringelsesstedets kompetencer. 
OG ikke at forglemme; kommunernes ressourcer, for uanset hvor stregerne bliver slået fremover: Kommunernes anbringelsesafdelinger har brug for førstehjælp. Der er masser af viden & gode viljer. Men deres vilkår er for sløje.

Der er pt. hårdt brug for:
  • flere både/og løsninger for at skabe nænsomhed i overgangene i børns liv. Vi ved hvornår disse overgange kommer …
  • flere trin på indsatstrappen (som vi i parentes bemærket gerne ser afløst af en flytbar rulletrappe) Der mangler tilbud til gengangerne på de sikrede institutioner, til børn og unge med komplekse psykiske udfordringer og til børn og unge, der modtager en afgørelse fra ungdomskriminalitetsnævnene
  • flere tværkommunale fællesdrevne anbringelsestilbud med særlige specialer
  • nye finansieringsformer. I Norge betaler staten for alle anbringelser og får så efterfølgende refusion fra kommunerne.
  • forebyggelse af sammenbrud generelt – men i særlig grad ift plejefamilier 
  • bedre resultater af undervisningsindsatser. Flere anbragte unge SKAL have en 9 kl. eksamen

Og det alt sammen vil vi rigtig gerne drøfte med dig og dine områderelevante ministre på et tidspunkt her inden det bliver forår …

God arbejdslyst på seminaret

Søren Skjødt
Formand for FADD 

Dokument: