September klummen 2019

...

Det er finanslovsforhandlingstid. Det betyder, at der sættes kroner og ører på, hvad velfærdsstaten må koste til næste år.
Kommunerne, der er den primære udmønter af vedfærdsydelser, har pt. møder med regeringen om, hvor meget, på hvilke områder og med hvilke resultatforventninger kommunerne kan/skal tilrettelægge de indsatser, der skal betrygge flest mulige borgere i det rimelige i, at man mod at afgive noget af sin frihed til gengæld modtager tryghed fra fællesskabet.
Økonomisk sikring af borgere ved sygdom, ulykke, alderdom eller arbejdsløshed bliver – sammen med gratis skolegang og lægehjælp - traditionelt set betragtet som velfærdsstatens kerneydelser.

Fra min stol - hvis udsigt er rundet af en erkendelse af, at markedet ikke kan alt, men noget og at såvel det personlige ansvar og det personlige initiativ kan medvirke til at vitaminisere løsningen af samfundsmæssige opgaver … og omvendt - har jeg i mange år ment, at det velfærdssamfund, jeg foretrækker, skal kendes på dets evne til at tage vare på de svageste.
Afhængig af hvordan man definerer de svageste, så vil nogle udsatte børn og unge og deres familier i nogle forståelser høre til i kategorien ’de svageste’
Omvendt har jeg rigtig ofte i mit arbejdsliv mødt både udsatte børn og familier, der er fremstået alt andet end svage.

Ikke sjældent har jeg tænkt på, hvordan det barn eller den familie har fået kræfter til at holde ikke bare skinnet på næsen, men også overleve til trods for de mest brutale situationer og vilkår. Måske med ar på krop og sjæl, men dog med vedholdende livskraft og gå-på-mod. Nogle gange endog med humor, klarhed og overskud af en anden verden.

Der er mange versioner af, hvad velfærdsstaten gør ved os. På godt og ondt.
Med skiftet fra bistandslov til servicelov i 1998 fik fortalerne for markedsgørelse af statens ydelser medvind, og borgerne fik et belæg for, at se sig selv mere som kunder i butikken med krav på service mere end på deres behov.
Som konsekvens har det haft, at nogle mennesker enten er blevet for vænnede til eller har ladet sig passivisere af velfærdsstatens kontrol af det enkelte menneske.
Når systemet ikke fungerer, kan det indimellem se ud som om samme systems  reaktionen har været lige dele opgivelse pga uoverskuelighed, enkeltpersoners kynisme eller bevidstløs stramning af regler, som i mange sammenhænge har ført til et betydeligt bureaukrati og problemfastholdende regelopfølgning.
Det er min erfaring, at vi gør klogt i at forstå svaghed og styrke for den sags skyld som dynamiske øjebliksbilleder. Som en periode mere end en tilstand. Problemer kan gå over; nogle gange med hjælp fra andre mennesker.
Ikke kun fordi, at det er sådan det er. Vores liv er dynamisk. Det går i ordets egentlige forstand op og ned.
Det er vores allesammens vilkår, at vi den ene dag kan bidrage til fællesskabet for den næste at få brug for det samme fællesskab. Hvad enten det drejer sig om penge, ny viden eller behandling.
Men også fordi det er min helt klare opfattelse, at udsatte børn, unge og deres familier profiterer af, at vi indgår i samarbejde med dem med henblik på, at vi kan komme til at bidrage til at vende deres aktuelle svaghed til en ny styrke baseret på de læringsprocesser, vi med faglighed, omsorg og ordentlighed sammen kan styre hen imod: Uddannelse, beskæftigelse, sundhed og sociale normer, så man er til at holde ud at være sammen med …Det arbejde kalder vi socialpædagogisk behandling eller udvikling.

Lidelse opstår altid i fravær af mening.
Smerte opstår, når der er for langt mellem det liv, man lever, og det liv man drømmer om.
Derfor skal det, vi foretager os, som de konkrete velfærdsleverandører, skabe mening og forbindelse til drømmene.
Så vi kan bidrage til at vende svaghed, i den afgrænsede periode det udsatte barn eller familie er det, til styrke.
...
Tilbage til finanslovsforhandlingerne:
Når finansminister Nicolai Wammen i forbindelse med det traditionelle kasseeftersyn efter en regeringsovertagelse meddeler, at der er et hul i de offentlige udgifter på 3,5 mia, og når vi tidligere på måneden hørte KLs formand Jakob Bundsgård og næstformand Martin Damm bede om flere penge og mere metodefrihed til kommunerne, så bliver jeg en smule bekymret.
Mange har set frem til at få styrket lige netop det område de repræsenterer på velfærdspaletten.
Vi beder ikke om flere penge til vores område. Heller ikke færre.
Men vi har en forestilling om, at vi kan bruge pengene til udsatte børn og unge-området klogere.
Ved at tænke langsigtet, kortsigtet, målrettet, sammenhængende, koordineret … og videns- og erfaringsinformeret.

Vi foreslår, at vi laver et kasseeftersyn på udsatte børn og unge området og i forlængelse heraf lancerer en masterplan for, hvordan vi vil organisere brugen af de ca 16 mia, vi bruger på udsatte børn og unge og deres familier i DK.
Vi foreslår professor Svend Brinkmann som formand for en udsatte-børn og unge-kommission, hvis medlemmer skal være repræsentanter fra forskning, myndighed, nuværende anbragte børn og fagets aktører. Men ingen politikere, hvis tilstedeværelse vi til gengæld vil glæde os over den dag i 2021, hvor vi i Landstingssalen fremlægger et visionært, kreativt og bæredygtigt forslag til, hvordan udsatte børn og unge området kan se ud …fremadrettet. Klogt, afstemt og ordentligt.

Søren Skjødt
Formand for FADD

Dokument:

Udskrevet fra www.fadd.dk 11,12,2019