Få nyhedsbrev på mail:

Maj KLUMMEN 2019

...

DET ER ALDRIG FOR SENT AT FÅ EN GOD BARNDOM version 2.0

En artikel fra Mandag Morgen (6/3 2019) med en overskrift, der hverken var skrevet på skriggul Breaking-news-baggrund eller med megabogstaver - hvorfor jeg nær havde misset den – gjorde, at jeg var lige ved at få proteinpulveret i den gale hals:
’Rettidige indsatser i stedet for tidlig’

Artiklen fremkaldte den særlige både/og-oplevelse det nogen gange er, at læse noget man ligesågodt selv kunne have skrevet. Men aldrig fik gjort: Forløsende og irriterende wink

Skribenten var Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi, som vi - by the way - fluks fik inviteret med til en folkemødedebat (Kæmpestranden J36 fredag 14.45-15-30: Udsatte børn og unge – nye typer – hvornår gør vi hvad?)

Robin Vickery hiver den gamle seminarieklassiker, Heckman-kurven, frem. (Husker den svagt fra en fjern socialfagstime…)
De ved, den, der handler om, at jo tidligere i livet sociale indsatser sker, jo bedre. Kurven har haft betydelig indflydelse på dansk velfærdspolitik. Og kommunalt fokus på forebyggelse. Og har det stadig …

Men, forklarer RV, resultaterne af en empirisk efterprøvning foretaget af to newzealandske forskere i 2018 stemmer ikke overens med Heckman-kurvens.
Dels er Heckmans resultater over 50 år gamle, dels drager James Heckman sine konklusioner på baggrund af meget få studier.
De newzealandske forskere siger, at det fortsat kan betale sig at investere i en tidlig alder.

Men – og det er det, jeg gerne ville have sagt på præcis den her måde: ”Deres resultater viser også, at det mindst lige så godt kan betale sig at investere i ældre aldersgrupper”.

Det giver ualmindeligt god mening at blive bekræftet i, at vi der arbejder med de ældre børn også kan gøre en forskel, når de sociale udfordringer opstår senere i livet. Ikke at vi ikke vidste det, men ….
Løbet er altså ikke kørt, når vi passerer skolealderen.

RV: ”Men hvordan kan det være, at Heckman-kurven, der virker så intuitivt rigtig, tilsyneladende ikke holder empirisk? Når det giver så god mening, at jo før vi sætter ind, jo bedre?”
Og RV svarer selv: ”Her er vi nødt til at spørge, om den tidlige indsats er for tidlig. Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det.”

Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres når der er brug for den.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …

Vi kender det fra vores hverdag: Timing er rigtig vigtig for, om en social indsats fremmer et menneskes udvikling:
Handler vi for sent, er der ikke den rigtige indsats, rammer vi ikke det rigtige tidspunkt for en forandring, så risikerer vi at skulle starte forfra. I værste fald at mislykkes.

Med den nye forskning fra New Zealand har vi nu et argument for, at hvis vi starter for tidligt risikerer vi unødvendig stigmatisering og uansvarlig prioritering.

Det ligger i god gammeldags socialpædagogisk tænkning, at det aldrig er for sent at hjælpe, hverken det enkelte menneske … eller samfundsøkonomien for den sags skyld…

Helt i tråd med det nogle af os sagde den gang på seminariet, da vi besluttede at ville arbejde indenfor det specialiserede socialområde med de mest udsatte børn og unge og som siden blev forfinet af måske Jakob Haugård: Det er aldrig for sent at få en god barndom.

---

”Artiklen (fra de to new zealandske forskere) ligger fortsat som et working paper og er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift. Ikke, fordi nogen har udfordret resultaterne, eller fordi noget indikerer, at resultaterne ikke er holdbare. Det er derfor lidt af et mysterium, hvorfor det endnu ikke har ført til en kritisk debat og et eventuelt opgør med Heckman-kurven.”
Robin Vichery
---
Formand, Søren Skjødt

Dokument: