Februar-klummen 2019

...

En ny analyse fra KL's ugebrev Momentum (offentliggjort januar 2019) viser, at antallet af psykiatriske diagnoser er steget med 22 procent på fem år.
Det er især angst, depression og bipolare lidelser, der fylder.
I alt har 242.000 danskere over 18 år en diagnose mod 198.100 i 2013, oplyser Momentum.
Der 51 kommuner, hvor over fem procent af befolkningen har en psykiatrisk diagnose, mod kun 15 kommuner i 2013.

Som vi tidligere har påpeget det, har der været tilsvarende store stigninger i antallet af psykiatriske diagnoser fra Børnepsykiatrien.
På syv år er der sket en fordobling i andelen af børn og unge, der har fået en psykiatrisk diagnose. Fra 2010 til 2017 er andelen, der har fået en diagnose, inden de fylder 15 år, steget fra fire til ni procent.

Det er vanskeligt at give præcise forklaringer på stigningerne:
Jakob Kjellberg, professor, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd siger til Momentum:
»Vi ved ikke præcist, hvor meget det ene eller det andet fylder. Noget handler formodentlig om, at der rent faktisk er flere, der har en lidelse, og hvis den udvikling sker samtidig med, at der er ændret nogle strukturer omkring skolen, ydelsesmønstre og krav fra arbejdsmarkedet, så bliver diagnoser noget, der i højere grad efterspørges,« siger Jakob Kjellberg.
Jakob Kjellberg tillægger også øgede midler til hospitalspsykiatrien i perioden betydning for, at flere rent faktisk har kunnet blive udredt og få en diagnose.
»Det er ikke anderledes end på andre sundhedsområder. Da man indførte ventetidsgarantier på knæledsoperationer, løftede man også antallet af årlige operationer fra 3.000 til 10.000 inden for ganske kort tid. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er mange flere, der har fået dårlige knæ.

Det samme gør sig gældende et langt stykke af vejen i psykiatrien,« siger Jakob Kjellberg.
At man udvider målgruppen af de mennesker som kan få en diagnose har naturligvis også indflydelse på tallene.
»Da jeg gik i skole, så var en autist mere på et niveau, som man populært kender fra Rain Man. Når man i dag bruger diagnosticeringen bredere, så betyder det ikke, at man ikke er autist, men det er en bredere gruppe, der får den betegnelse. En del af dem var der selvfølgelig også før, der kaldte man dem måske bare for nørder i stedet,« siger Jakob Kjellberg.

Midt i de bekymrende stigningstendenser er der imidlertid to gode nyheder: Siden 2010 er brugen af antidepressiv medicin faldet støt, især blandt børn og unge, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
For børn og unge under 18 år er tallet faldet med 41 procent, mens tallet er faldet med 37 procent for unge mellem 18 og 24 år.

Den kontroversielle, nu fyrede chef for nordisk Cochrane-center på Rigshospitalet, Peter Gøtsche sagde på vores psykiatriseminar sidste år: ”Ingen børn og unge bør få psykofarmaka!”
En deltager spurgte: Hvad gør man så med børn og unge, der bliver psykotiske?
PG: Giv dem en sovepille, det skader ikke hjernen.

Helt så drastisk behøver man nok ikke gå til værks, men hvis faldet i brugen af antidepressiv medicin for børn og unge er sket fordi andre behandlingsformer – herunder socialpædagogisk arbejde - virker bedre, er det kun godt.

Den anden gode nyhed er, at mens vi i årevis til vores bekymring og ærgrelse har konstateret at der ikke er nogen lovbestemt frist for, hvornår man kan erklæres rask for sin psykiske lidelse, hvis man efter en bestemt periode ikke længere opfylder diagnosens kriterier, så er der begrundet håb om forandring.
Den gode nyhed består i, at SFs ordfører (med flere) Trine Torp har fremsat et forslag. der blev førstebehandlet i Folketinget 10. januar 2019 og nu er sendt til udvalgsbehandling.
Forslaget lyder: ”Folketinget pålægger regeringen senest den 1. april 2019 at indføre en ret for borgeren til at få en raskmelding på en psykiatrisk diagnose, såfremt borgeren inden for en fagligt vurderet fastsat tidsperiode er symptomfri og således i komplet remission.”

”Bedre Psykiatri – Landsforeningen for pårørende erfarer bl.a. rettighedsproblemstillinger i forhold til områder som kørekort, kreditkort, flycertifikat, forsikring (rejse-, livs- og indboforsikring), giftermål, adoption, værnepligt, nævning, plejefamilie, ansættelse (i bl.a. politi, PET/FE og som f.eks. erhvervsfisker, lokofører, erhvervschauffør) samt indskrænkninger i forhold til f.eks. stemmeret og forældremyndighed samt sociale ydelser. Hertil kommer ikke-intenderet forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, f.eks. i forhold til tilførsel af ressourcer i sundhedsvæsenet til borgere, som har en psykiatrisk diagnose, og udbredt overdødelighed blandt borgere med psykiske lidelser” (»Den vedvarende stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom«, Ugeskrift for Læger, den 1. oktober 2018) (fra SFs bemærkninger til lovforslaget).

Vi har eksempler på, at forældre er forbeholdne overfor diagnostiseringsforløb og dermed behandling - i bekymring for en langtidsstempling af deres børn...

Det er fuldstændig i vores ånd, at borgere - herunder børn og unge – der på et tidspunkt i deres liv har haft en psykiatrisk diagnose, skal kunne slippe fri for den igen…
Intet er statisk – heller ikke ikke vores hjerne.

Når det er sagt, har diagnosticeringsbølgen også givet muligheder.
”Selv om psykiatriske diagnoser er udviklet som arbejdsredskab for læger og psykiatere, anvendes de i moderne velfærdsstater også ofte som reguleringsmekanisme i forhold til tildeling af privilegier og ressourcer, herunder adgang til orlov, pensioner, behandling og legitim sygdomsadfærd.” (Svend Brinkman i Kristeligt Dagblad 29/9 2015)

Det helt afgørende er imidlertid som psykiater Søren Herz skrev i en kronik i Berlingske for 7 år siden:
”Problembeskrivelser - og dermed også diagnoser - er øjebliksbilleder med fokus på problemerne. Det er afgørende at kigge ved siden af og få øje på, hvor der ikke er problemer. Og det er vigtigt at kigge igennem det problemfyldte og få øje på, hvilke samspils- og følelsesmæssige temaer der holder liv i det. Opgaven handler om at skabe nye øjebliksbilleder, hvor nye forståelser og nye erfaringer tilsammen danner et anderledes billede. Derfor er det så vigtigt at huske på, at diagnoser ikke er forklaringer.”

Diagnoser må ikke være en livstidsdom og må ikke - som nu – skabe uligheder og negativ forskel for mennesker med diagnoser. Både mennesker og diagnoser skal kunne slippes fri, når diagnosens forudsætninger ikke længere eksisterer.

/Søren Skjødt, formand for FADD

Dokument:

Udskrevet fra www.fadd.dk 11,12,2019