Få nyhedsbrev på mail:

August-klummen 2018

...

Mens sommeren i DK har slået i al fald et par varmerekorder, så har jeg slået en rekord i en noget anden – nå ja - boldgade.
I forbindelse med at varmen udenfor har skabt hysteriske tilstande ved isboder, på nord/syd/øst/vest og derimellem-vendte strande og i biler uden aircondition, så har jeg stille og roligt indenfor slået min egen ellers solide rekord fra sidste EM i fodbold med flest sete fodboldkampe under en slutrunde – her fra VM fra Rusland – fra næsten samme position: min sofa - med en fjernbetjeningen til en ventilator inden for bekvem rækkevidde.
Det blev fulgt op af en intens opmærksomhed på tennis fra Wimbledon og cykelløb fra Frankrig.
Mellem tacklinger, mål, VAR-indslag, tiebreak’s, flugtninger, styrt, højdemeter og spurter har jeg også fået læst lidt op på noget af det, vi i FADD kommer til at beskæftige os med her i sensommeren og efteråret.

Først for står den ungdomskriminalitetsreform, som har været så længe undervejs.
Ærgerligt nok har et politisk flertal bestående af regeringspartierne sammen med Socialdemokraterne og DF her inden den kommende høring meldt ud, at de sammen vil stemme reformen igennem.
Ærgerligheden består naturligvis i, at det så forventeligt bliver sværere at få ændret ret meget.
Det forhindrer os ikke i at gøre forsøget. Men det forhindrer sandsynligvis partierne bag reformen i at blive klogere.

Fra vores side bliver der ikke så meget nyt under solen:

  • Vi mener faktisk, at vi ift de 10-14 årige har de nødvendige redskaber - vi savner til gengæld, at kommunerne mere konsekvent benytter sig af dem.
  • Vi mener, at rettidig igangsættelse af en social opdragelsesmæssig indsats er vigtigere end at afklare skyldsspørgsmålet i ren juridisk forstand - vi savner til gengæld, at reformen beskæftiger sig mere med de pædagogiske indsatser end med alarmer, overvågning, husordener og øget magtanvendelse på de sikrede institutioner.
  • Vi mener, at reformen er med til at stigmatisere børn i reformens målgrupper, som til orientering og i henhold til regeringens egne tal for de 10-11 åriges vedkommende andrager omkring 40 børn. Fyrre! Der er dokumentation for ”at en tidlig retliggørelse af børns adfærd i sig selv har en negativ effekt, fordi børn har tendens til dermed at påtage sig en identitet som kriminelle og fortsætte ud ad det spor”, som nogle medlemmer af Retspolitisk Forening skrev i et debatindlæg i Politiken 3/8-2018 - vi savner derfor samlet set dokumenterede belæg for at foretage stramningerne.

 Vi undrer os midt sagt over såvel timing som intensitet i forslaget, der kommer på et tidspunkt, hvor ungdomskriminaliteten over en 10 års-periode er faldet markant. Vi, der arbejder med de mest udsatte børn og unge gør det - sammen med de kommunale forbyggende indsatser - rent faktisk så godt, at kriminaliteten blandt de 10-14-årige gennem de sidste 10 år er faldet med 71 pct.
Det er - som en af mine jyske slægtninge ville sige – sådan set, når alt kommer til alt vel egentlig helt OK.

Når det er sagt, så er der en gruppe af særligt udfordrede børn og unge – specielt blandt de børn og unge, der bliver anbragt – eller burde anbringes - på de åbne afdelinger, der er knyttet til de sikrede institutioner og på de delvist sikrede institutioner, hvis adfærd har en karakter, der gør, at vi bliver nødt til drøfte, hvordan vi skaber mest mulig omsorg, men også sikkerhed for denne målgruppe. Og for den sags skyld også for de medarbejdere, der arbejder der…

Dels er der brug for en konkret diskussion ift værktøjer, som i parentes bemærket kan være andet end magtmæssige beføjelser; dels at få løftet indsatsernes form og indhold op på et højere niveau, så det kommer til at handle om bedre sammenhænge i det socialpædagogiske arbejde med de mest udsatte børn og unge.
Det er en større diskussion, som vi gerne vil have til at handle om revitalisering af indsatstrappen (flere og mere flytbare trin og kortere afstand mellem trinnene) ny finansiering (statslig indblanding og/eller flere samskabelsesprojekter mellem kommunerne) bedre udnyttelse af gældende regler for at effektuere og konstituere individuelt målrettede løsninger, mere fokus på vigtigheden af at lette udsatte børn og unges adgang til uddannelsessystemet og til arbejdsmarkedet, bedre koordinering samt familiers og ressourcepersoners inddragelse i arbejdet.
Det er vores overbevisning, at der er brug for en national handlingsplan, der afgrænser kommunernes selvbestemmelse på en række områder indenfor vores arbejdsfelt.

I den forbindelse – altså hvis ovenstående forehavende skal lykkes – er jeg på linie med Svend Brinckmann, der i sin Politiken-klumme tilbage fra den 3/6 2018 skælder ud på et af de centrale psykologiske begreber i moderne pædagogik: mindset.
Langt ind i også vores egne kredse er der fortalere for at fokusere på begrebet, herunder læringsstilspædagogik, positiv psykologi og tænkning osv.
Brinckman nævner, at der for nylig i tidsskriftet Psychological Science blev udgivet en stor sammenfattende analyse af mere end 300 enkeltundersøgelser af betydningen af mindset for skolemæssige præstationer (i alt indgik data fra mere end 400.000 personer).

Forskerne bag undersøgelsen måtte konkludere, at der kun er en »meget svag« sammenhæng mellem mindset og succes i skolen og en tilsvarende »meget svag effekt« af de interventioner, der sigter mod at udvikle growth mindset.
”Rigtig mange undersøgelser kan ikke vise nogen effekt overhovedet, og forfatterne advarer derfor kraftigt mod at lægge mindset-teorien til grund for en reformation af undervisningssystemet.”

Vores (Svend Brinckmans og min) konklusion er derfor:
”I langt de fleste tilfælde kommer man længst med at skabe et godt og rummeligt miljø med plads til faglig fordybelse frem for hele tiden at bearbejde det enkelte menneskes indre.
Alle skoler, virksomheder og kommuner bør have mindst én medarbejder med en veludviklet bullshitdetektor for at sikre den sunde fornuft.”

Vi må starte en bevægelse: Flere bullshitdetektorer i dansk børneforsorg!!!
Den sidste er min egen ...

God eftersommer
Søren Skjødt, formand