Juni klummen 2018

...

Vi er formentligt mange, der afventer Socialminister Mai Mercados udmelding om omfanget af det servicetjek af anbringelsesområdet, som blev aftalt i forbindelse med efterårets satspuljeaftale.

Mens ministeren selv har omtalt undersøgelsen som "politiske drøftelser", har partierne, som pressede på for at åbne forhandlingerne, krævet en omfattende revision af området, som senest blev reformeret med Barnets Reform i 2011.

I særlig grad har Socialdemokraterne, SF og DF ønsket af reelle forhandlinger om større forandringer på anbringelsesområdet.

Uanset hvor ambitionsniveauet lander, kalder DRs dokumentar om DRABET PÅ KØBMANDEN sammen med statsradiofoniens afsløringer af ’behandlingsture’ til Sydafrika, samt internt lukrativt køb og salg af brugt inventar og intern ejendomsudlejning - på justeringer på området.

Der er uden nogen som helst tvivl brug for, at nogen mener noget meget håndfast om vigtigheden af tilstedeværelsen af de nødvendige kompetencer i arbejdet med udsatte børn og unge, og om regler for økonomiske transaktioner mellem fonde og direktion.
Spørgsmålet er hvem ’nogen’ er.

Jeg vil ikke afvise, at der skal ny lovgivning til. Måske der skal strammes op i forhold de regler, vi har. Det kan være vi har brug for at præcisere, hvem der har ansvar for hvad.

Men det også kan være, at der er nogle af områdets heldigvis meget få aktører, der skal gribe i egen barm og komme i gang med at lade være med at påtage sig opgaver, de ikke har forstand på at løse, ikke at fifle med sandheden, ikke forhindre andre i at gøre deres arbejde, ikke bare skyde skylden på de andre, ikke tænke på egen vinding og ikke udnytte huller i love og regler.

Måske handler det handler om at (gen)indføre sund fornuft og almindelig anstændighed.

Når enkeltpersoner tosser rundt, sker der ofte det, at der bliver skreget på nye regler for alle.
Vi risikerer dermed, dels at skyde gråspurve med kanoner, men også at der opstår en unødvendig kompleksitet og indviklingsspiral med efterfølgende øgede kontrolkrav, der er med til at fjerne fokus fra kerneopgaverne i socialt arbejde.

Vi skal efter FADDs opfattelse satse på 13 rigtige – hvilket vi har tænkt os at drøfte med ministeren på et møde senere her i juni:

  1. Færre sammenbrud i anbringelsessager - mere kontinuitet - den rigtige indsats – første gang -
  2. Lang og korttidsplanlægning af helhedsorienterede indsatser med udgangspunkt i al tilgængelig viden (herunder også screening for somatiske og psykiatriske sygdomme samt viden om barnet – herunder at barnet skal i skole, kommer i puberteten og bliver 18 år på et tidspunkt) som forudsætning for valg af indsatstype
  3. Mindre enten/eller – mere både/og
  4. Fra evidensbaseret til evidensinformeret og fra effektmåling til forandringsmåling
  5. Et højt og realistisk ambitionsniveau for indsatserne på udsatte børn og unge området (uddannelse, sociale kompetencer og trivsel)
  6. Mere tilbageholdenhed ift kategorisk ansvarsplacering
  7. På samme tid at bekæmpe nul-fejlskultur og undgå at begå de samme fejl igen igen
  8. Nationale minimumsstandarder for uddannelsesfrekvens på medarbejderniveau i såvel udførerled som i sagsbehandling
  9. Bedre timing i koordinering af indsatser – tingene hænger sammen..
  10. Færre socialrådgiverskift og dermed mere kontinuitet i behandlingen af børnesager
  11. Fra upræcis og uafgrænset kan-hvis-vi-vil-tværfaglighed til præcis og afgrænset skal-tværfaglighed - på professionsniveau
  12. Fokusskifte fra projektbarn til … barn
  13. Een indgang – flere niveauer på samme institution – smidigere frem-og tilbageførsler = nænsomhed i overgangene i børns liv

 Fordi der er så meget fokus på det, har vi også tænkt os at drøfte 'inddragelse' med ministeren.
Det bliver nok noget i retning af:

Alle børn har brug for at opleve sig lyttet til, respekteret og forstået. Anbragte børn kan have særlige udfordringer med at opleve, føle og italesætte, at de har indflydelse på deres eget liv og på de beslutninger, der får indflydelse på deres liv.
Som aktører på området har vi en særlig forpligtelse til at gøre alt, hvad vi kan for at udsatte børn og unge får en oplevelse af, at de er betydningsfulde og har værdi.
Ligesom vi har en ligeså særlig forpligtelse til at hjælpe dem med at formulere deres ønsker, tanker, håb, mål og drømme.
I den bestræbelse indgår naturligvis at inddrage barnet i dets egen udvikling.

Men ligesom med andre temaer, der er stærke følelser knyttet til, er der brug for at adskille og præcisere begreberne:
Barnet skal medinddrages – sammen med forældre og andre ressourcepersoner – i de beslutninger, der gælder for barnet.
Barnet har ikke selvbestemmelse og heller ikke nødvendigvis medbestemmelse.
Mange faktorer afgør, hvor afgrænsningen støder på: Barnets modenhed, udviklingsniveau, problemfelter og generelle situation – herunder også karakteren af forholdet til barnets forældre.

Det er således de professionelle voksnes opgave at oversætte fra og at mentalisere på barnets vegne – med udgangspunkt i den merviden – forstået som lige dele faglighed og anstændighed – som den empatiske, lyttende og fagligt insisterende reflekterende praktiker, der er dannelsesidealet for aktører på vores område, skal kunne.

Bortset fra det glæder vi os til at Folkemødet åbner torsdag 14. juni kl. 11.30 og lukker søndag 17. juni kl. 12.00.

PS: I finder os på J20 – Kæmpestranden J - og hører nærmere!!


Søren Skjødt
Formand for FADD

Udskrevet fra www.fadd.dk 29,03,2024