Damebladene har beskæftiget sig med det i årtier. TV-stationerne har hyperopgraderet deres indsats de seneste år. Blandt nutidens helte og kendisser finder vi adskillige indenfor feltet
Vi taler om sammenhængene mellem kost, krop og sundhed.
I vores del af verden beskæftiger vi os med mad, måltider, opskrifter, køkkenredskaber, smag og gastrofællesskaber i et – som min onkel i Jylland ville sige det – ikke ubetydeligt omfang.
Googler man ’food’ kommer der 4.980.000.000 opslagsmuligheder.
Scroller man ned over sine konti på de sociale medier, skal man være heldig/uheldig, hvis der en dag IKKE er fotos og beskrivelser af noget, der rimer på mad.
I forlængelse af vores generelle madfokus er der opstået såvel direkte som indirekte relaterede industrier, der har sundhed som omdrejningspunkt.
Hvis nogle forstadsfruer før i tiden kastede sig over oliemaleri og salg af skønhedsprodukter – ikke sjældent på en og samme forretningsadresse, evt med et lille sidekapel med et solarium, så kan man på den samme matrikel i dag købe kostvejledning, personlig træning og wellness.
Jeg må hellere skynde mig at sige, at der selvfølgelig ikke er noget i vejen med sundhed – eller forstadsfruer for den sags skyld.
Jeg var lige ved at sige tværtimod, hvilket selvfølgelig også kan misforstås 
Sundhed, kost- og kropsbevidsthed skaber livskvalitet. Sådan er det.
Men som med alt andet er der gode og dårlige udbydere…
Indenfor vores område var Mariager Fjord Kommune blandt de første der for 5-7 år siden begyndte at screene udsatte børn og unge for somatiske sygdomme.
Siden er der kommet flere til.
Flere kommuner og flere institutioner kvalificerer grundlaget for at kunne vælge og tilbyde den rigtige indsats til et udsat barn ved at undersøge børnene for fysiske sygdomme og problemstillinger.
Det er naturligvis afgørende for både det rigtige match og om indsatsen giver positive resultater, at man har afklaret om et barns urolige adfærd skyldes en bogstavkombination eller børneorm.
Eller om fravær af opmærksomhedskompetence har at gøre med hørenedsættelse, synsforstyrrelser eller tidligt omsorgssvigt.
Vi modtager børn, som ikke kan huske, hvordan det var IKKE at have hovedpine. Sjældent er der hjælp at hente i sagsakterne, som ofte har primært fokus på konstatering af symptomer på dårligdomme mere end på årsager … og ressourcer.
I FADD er vi i gang sammen med gode samarbejdspartnere at sætte fokus på forholdet mellem kost, motion, sundhed og udsathed. Herunder hvad vi kan gøre for dels at hjælpe det enkelte barn til at skabe den rigtige balance mellem ’liv og vaner’, dels at løfte fokus på at afklare et udsat barns somatiske udfordringer op på et nationalt niveau.
Ligesom man kender til det på sygdomsbehandlingsområdet, bør der være automatik i, at man undersøger relevante forhold, når forudsætningerne for en bestemt indsats på baggrund af registrerede symptomer skal afklares.
Og det skal ikke være op til den enkelte kommune, om denne undersøgelse skal pågå.
---
Lige apropos tilsyn. Ikke som et surt opstød, men mere som en konstatering af, at der ved at være plads til forbedringer.
På vores område bruger vi rigtig mange ressourcer på at forberede, afholde og følge op på diverse former for tilsyn.
Jeg nævner i flæng: Social tilsyn, brandtilsyn, økonomitilsyn, arbejdstilsyn, miljøtilsyn, patienttilsyn, levnedsmiddeltilsyn, undervisningstilsyn og driftsledelsestilsyn.
Og så et par stykker som jeg sikkert ikke har fået med ….
Som på sundhedsområdet er der opstået et boom af kontrolinstanser, rådgivningsfirmaer og konsulenter, der sammen med advokatstanden i DK sætter flere og mere indgribende dagsordener for vores hverdag.
Fra min stol ser tilsynsmængden - og ind imellem indholdet - ud til også at være bragt til verden for, at man fra myndigheds side, når skandalen dukker op, kan sige: Vi har gjort vores. Der er intet at komme efter. Det er ikke vores skyld.
Det er ikke ansvarsforflygtigelse, men måske snarere udtryk for alibitænkning.
Fra Stalin kender vi udtrykket; tillid er godt, kontrol er bedre. Men der er nu ikke noget, der slår en razzia. 
I FADD går vi ind for al mulig transparens.
Vi skal til enhver tid kunne tåle at blive set over skulderen.
Vi vil gerne kontrolleres.
Men antallet og omfanget af tilsynsvirksomheden er blevet en rigtig stor mundfuld for os.
Vi bruger meget tid på det. Og det koster os mange penge.
Det er vi alt sammen med på – hvis det giver mening.
Men måske vi skulle arbejde på at kompleksitetsreducere tilsynsniveauet i DK.
Kan vi gøre tilsynsaspektet cirkulært i stedet for lineært?
Kan vi få mere kvalitet for pengene?
Måske det allermest meningsfulde tilsyn – det sociale – kunne blive overtilsynet (rigtig dårligt ord, men i mangel af bedre …) hvortil de øvrige tilsyn kunne indgå som undertilsyn (mindst ligeså dårligt et ord …)
Vi kunne måske starte med at undersøge hvad det koster os i alt, på kommunalt og på institutionsniveau at holde tilsynsindustrien kørende.
Tallet bliver sikkert ikke så stort som tallet for google-opslag på ’food’.
Men hvor mange penge bruger vi mon på tilsyn indenfor det specialiserede sociale område?
Er der en frisk DJØF’er på linien?
Søren Skjødt, formand