August-klummen 2017

Med fare for ikke bare at være, men også at lyde som en mand på godt & vel 50, så bliver man aldrig for gammel til at nyde at holde fri, sætte objektiviteten i parentes, trække stikket og få lidt kvalitetstid med sig selv og sine nærmeste: Helt god opfindelse, det der ferie …

Hvis den dårlige nyhed er, at sommervejret næppe har været ringere i mands minde, så er den gode nyhed, at det blev vi heller ikke på noget tidspunkt lovet.
Prognoser og oplevet vejr har stemt overens: Omskifteligt sommervejr, lavtryk over Atlanten, vekslende skydække, regnbyger, varsling af skybrud, kølig og fugtig luft, sagde meteorologerne. Og sådan blev det.

Så velhjemkommet fra det varme, regnfattige og solrige udland med opladte batterier, fit for fight og med forestillingen om de positive følelsers og tankers magiske kraft er jeg og resten af FADDs bestyrelse og sekretariat ved at være klar til en sensommer og et efterår, der som altid leder frem mod vores årsmøde, og som i år bliver den 8-10 november.
Program udsendes her i august.

---

På det seneste har flere kommuner søgt efter plejefamilier til udsatte børn og unge for at imødekomme en øget efterspørgsel, der dels er opstået på grund af et efterslæb fra Barnets reform i 2011, dels fordi mange plejeforældre går på pension i disse og de kommende år, og at der derfor er et stigende behov for at finde erstatninger for dem.
Det er nærliggende at spørge, hvorfor efterspørgslen er så meget større end udbuddet.
Svaret er ikke så enkelt at besvare.
Men der er et par oplagte, et par mulige og et par overvejende sandsynlige:

  • Nogle kommuner ønsker at anbringe børn og unge med meget komplekse vanskeligheder og udfordringer. 24/7 kan det være en meget stor opgave at løse - med konsekvenser for samliv og familiestruktur
  • Nogle familier kan gennemskue, at man af hensyn til barnets behov for forudsigelighed, kan være nødt til at afholde sig fra, begrænse eller omdefinere lystbetonede, impulsive og kreative aktiviteter.
  • Varme hjerter er vigtige i arbejdet med udsatte børn og unge, men det er ikke tilstrækkeligt.
  • Krav om personlige og familiemæssige kompetencer, robusthedsforventninger kan sammen med bureaukrati synes overvældende
  • Plejefamiliernes vilkår er meget forskellige fra kommune til kommune - og de ændrer sig løbende; det kan give usikkerhed om økonomi.
  • Den lovede uddannelsesmæssige opgradering er ikke blevet som forventet
  • Faglige netværk og tilhørsforhold kan være svære at få etableret, hvorfor alenehedsfølelse kan være en konsekvens
  • En del forældre har det svært med den plejefamilie, der uden nødvendigvis at ville det, kommer til at fremstå i en overposition ift barnets egen familie, hvilket kan belaste samarbejdsrelationen.
  • Den generelle beskæftigelse er stigende i DK

Opprioriteringen af plejefamilieområdet har ikke været problemfri, for nu at sige det sommermildt.
Hvilket vel også ville have været mærkeligt, når man tænker på, at dette område har været blandt de dårligst undersøgte anbringelsesformer.

I FADD har vi haft den principielle holdning til børn og sociale indsatser, at børn og unge skal have det tilbud, der bedst matcher den omsorg, støtte og hjælp, som de efter børnesagkyndiges vurdering har brug for.
Børn og unge, der vil kunne profitere af at blive anbragt i en plejefamilie, skal det.
Børn og unge der vil kunne profitere af at komme på en specialskole eller et dagbehandlingstilbud, skal det
Børn og unge, der vil kunne profitere af et specialiseret behandlingstilbud på en døgninstitution, skal det.
Og så videre…
Lov om social service understreger denne vigtige pointe.

I sig selv var det et paradoks at basere en reform på et vidensfattigt grundlag.
Ingen vidste reelt, hvad det var plejefamilierne kunne i forhold til hvilke udsatte børn og unge.
I stedet henviste man til de få undersøgelser, der forelå, som viste, at børn og unge i plejefamilier klarede sig bedre end andre anbragte børn og unge.
Man undlod bare at tage højde for, at børn og unge i plejefamilier havde væsentligt flere ressourcer og færre og mere endimensionelle problemstillinger end anbragte børn og unge på eksempelvis døgninstitutioner.
Reformen var ikke ordentligt forberedt. Man havde ikke – som Konrad og Aksel i det gode gamle TV-køkken ellers sagde igen og igen: 'Vi har snydt lidt og har lavet retten på forhånd'. For at kunne præsentere den bedste version, når det gjaldt
Man forsømte at redefinere plejefamiliebegrebet, at lave en prototype og en beskrivelse af krav, kompetencer, uddannelsesbehov og forventninger til de plejefamilier, der skulle løse nye og flere opgaver med børn og unge med færre ressourcer og med flere og flerdimensionelle udfordringer.
Skiftende Socialministre – i hvert fald en af dem - sagde det meget håndfast: De udsatte børn og unge skal bare have boller og kakao.

Lokalpolitikere og embedsmænd har undervejs med synsninger og hjemmestrikkede lommelogikker i forhold til opprioriteringen af plejefamilierne på samme tid forsøgt at nedtone det vidensbaserede grundlag og at betone det følelsesmæssige aspekt som grundlag for beslutninger om indsatsniveauet for udsatte børn og unge.
I andre sammenhænge kan vi høre de samme politikere og embedsmænd forsøge at overdøve hinanden i krav til dokumentation (meningsfuld OG meningsløs) evidens og validitet, der i overskriftform meget ofte er blevet til negationen VI-VED-IKKE-HVAD-DER-VIRKER.
Det er absurd …

Det minder om den 13årige pige med lidt for meget makeup, jeg engang hørte afslutte en diskussion med en lærer om, hvor mange mennesker, der bor i New York med et: Nåh, men det synes jeg altså.
Hun syntes der boede 100.000.

Eller om DFs Peter Skaarup, der i et interview i Information (28/7) om forskellen på argumenter baseret på holdninger og følelser og argumenter baseret på viden og kendsgerninger, mente, at følelser er vigtigere end viden i politik.
Nogle af os får - formentligt vellignende - billeder på, hvordan grundlaget for beslutningen om den del af indholdet i Barnets reform, der omhandlede opprioriteringen af plejefamilieområdet, kan være blevet til på.
Helt i tråd med hvor-svært-kan-det-lige-være-tankegangen…

Vi lever i en tid, hvor vi er vidner til, at meningsdannere og beslutningstagere vælger videns- eller følelsesmæssig argumentation efter forgodtbefindende.
Og ’forgodtbefindende’ har vist sig ofte at være lig med økonomiske parametre som de afgørende pejlemærker.
I første omgang kan man måske nøjes med at ryste overbærende på hovedet.
I anden omgang er det et alvorligt problem, hvis den skattefinansierede viden, som vi og andre producerer ikke bliver brugt til, at aktørerne på området fremadrettet bliver bedre til at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige grundlag med den til enhver tid eksisterende bedste viden.
I tredje omgang kan der være udsatte børn og unge, der får en indsats, der er baseret på følelser og dermed potentielt på folkestemninger.
Det må altså være ambitionen på udsatte børn og unge-området, at de pejlemærker, vi bruger, handler om hvor godt vi kan gøre det med den viden, vi har.
Der kunne man måske godt ønske sig en lidt mere endimensionel og konsistent måde at søge belæg for sine synspunkter på…
Stram op …

Det er vores håb som forening, at politikere på landsplan og i kommunerne vil få et mere realistisk forhold til, hvor mange og ikke mindst hvilke udsatte børn og unge, der skal have hvilke indsatser. Og konsekvent blive mere vidensorienterede – uden at blive kliniske og koldhjertede.
Vi glæder os til arbejdet her i anden halvdel af sæsonen.

Prognosen er fin: Udsigten til arbejdet med at skabe de bedst mulige vilkår for udsatte børn og unge og deres familier ser god ud, timing og medieopmærksomhed er vi gearede til, virkelighedskorrektion af beslutningstagere er indenfor rækkevidde, vigtige møder med samarbejdspartnere er planlagt - plus-plus.
Og sådan forventer vi så også, at den konkrete oplevelse bliver.

Søren Skjødt, formand for FADD

 

Udskrevet fra www.fadd.dk 09,12,2018