Få nyhedsbrev på mail:

Juli-klummen 2017

...

Juli-klummen er hvert år den første platform, der kalder på en opsummerende mellemtid:
Vi er et halvt henne i sæsonen og ca. midt mellem to årsmøder.
Vi stiller os på dette tidspunkt af året spørgsmål som: Hvor langt er vi i henhold til de mål, vi satte fra sæsonstarten? Er der forhold, vi skal gøre mere eller mindre ved ift udslag på aktualitets – og alvorsbarometeret? Hvilke nye mål og sager skal vi sætte handling bag?

Først og fremmest kan vi konstatere, at der har været – og er – ”nok at tage fat på i digternes land’, som Steffen Brandt synger i Sommer i Danmark:
Vedholdende kærlighed til skolereformen – herunder samarbejdet med UVM om at udvikle nye modeller for progressionsmålinger, implementeringen af Lov om voksenansvar, virkelighedskorrektion af udbudsinitiativer, deltagelse i div. følge og styregrupper, Folkemødet på Bornholm, studietur for Folketingets Socialudvalg, temadage for medlemmer, møder med samarbejdspartnere og andre, der måske kan blive det  + det løse.

Dertil kom så opstart af det nye tilsyn for medicinhåndtering pr. 1. januar 2017, som resulterede i møder i vores 4 regioner, et par rapporter fra SFI, Ankestyrelsen, et digert værk fra Inge Bryderup om Familiepleje i DK og et par høringer vedrørende ny prøveterminsbekendtgørelse, de særlige specialiserede tilbud og om lempelse af bindinger i regelsættet om Fælles Mål i Folkeskolen

Efteråret kalder på en række temadage for vores medlemmer om specialundervisning, de målfokuserede indsatser, familiedøgnarbejdet, arbejdet med uledsagede børn og unge med flygtningebaggrund og planlægning af flere temadage med psykiatri og dagbehandling og unge som omdrejningspunkt. En ny studietur for FTs socialudvalg venter– denne gang til Vestdanmark. 
Vi har meget at glæde os til … og over smile
---
Som det vil være læsere af denne klumme bekendt, hænder det, at vi kaster os over - og sætter lup på – nogle af de begreber, vi bruger på udsatte børn og unge området. Det gør vi for enten at problematisere eller fremhæve betydninger, erfaringer og praksis med ordenes anvendelse.
Her op mod ferien – med god tid til refleksion og efterklang – vil jeg holde begrebet ’inddragelse’ op mod lyset. 
Inddragelse er et følsomt og helligt begreb, som har sneget ind stort set alle vegne som et nærmest uindtageligt must for udsatte børn og unge i familierne, på institutionerne, i skolerne og på de kommunale kontorer.

Ordet inddragelse - forstået som de voksnes og de professionelles forpligtelse til at lade børns indflydelse komme til udtryk i afgørelser og beslutninger, der angår deres eget liv - er sammen med de mere indgribende begreber selvbestemmelsesret, ansvar for egen læring med flere en udløber af de reform- og projektpædagogiske begreber, der opstod i kølvandet på opgøret med den sorte skole i 60’erne. Disciplin skulle erstattes af et fokus på barnet som et selvstændigt menneske. Kæft, trit og retning skulle erstattes af demokrati og medbestemmelse. Terperi og udenadslære skulle erstattes af individuelle læringsprocesser med fokus på barnets dannelse. Alt sammen meget godt.
Ret beset var tankerne formuleret af en uddannelseselite, der med sit på det tørre, fik held af at misbruge demokratiseringsbegreberne til at niveaudele folkeskolen i en uskøn alliance med skiftende spareivrige regeringer.
Tankerne og handlingerne var dog uafviseligt nødvendige for at forny den sorte skole, der ind til da godt & vel havde brugt kvoten på at producere og udskille de børn, der ikke havde evner eller ressourcer til at klare cut’et i forhold til at komme med på uddannelses- og beskæftigelsesvognen.
Noget nyt skulle til.

Men efter årtusindskiftet var status imidlertid, at individualiseringen af folkeskolen havde taget overhånd, og at projektpædagogikken var blevet udhulet.
Tilhængerne af ’ansvar for egen læring’ eller for sin egen lykke er nu blevet så få, at de enten ikke vil være ved det eller blot i det stille praktiserer deres forehavende i private foretagender. Meget hører vi ikke fra den kant.
Det gør vi til gengæld i forhold til inddragelse.

Med fare for at en fatwa eller en bandbulle – en henholdsvis muslimsk og kristen grimmer skik at få kastet efter sig – vil lande i min indbakke: Det er gået for vidt.
Vi er for øjeblikket vidner til, at nogle udsatte børn og unge – som i min verden bare er børn som har vedvarende, varierende men indgribende vanskeligheder - der under påberåbelse af inddragelsesretten nærmest truer sig til, at der bliver truffet beslutninger, som ikke er til børnenes bedste, men som i stedet ofte blot sikrer barnet ... inddragelse.
Vi er som socialarbejdere kammet over, når vi med den positive psykologis håndhævelse af ret over pligt, ressourcer fremfor problemer, JA-hat før NEJ-hat - også sætter inddragelse over ansvar.
Det er her det går galt. Når vi glemmer, at der er forskel på inddragelse og ansvar. 
Med ønsket om at imødekomme, please og give medspil, kan konfliktskyhed komme til at blokere for rigtige beslutninger. 
Inddragelse er et bekvemt begreb, fordi det er så allestedsnærværende og så politisk korrekt. Man kan næste ikke få øje på det modsatte, hvorfor begrebet mister kraft og mening.

Udsatte børn og unge skal principielt hverken lige så lidt eller lige så meget som ikke-udsatte børn og unge opleve, at det af de voksne italesatte begreb inddragelse kommer til at stå over ansvar.
Et barn skal løbende gennem opdragelse og barndom have indflydelse, der passer til barnets formåen, kompetencer, alder og evne til at konsekvensberegne. Og indflydelsen skal udvides i takt med barnets progression og udvikling.
I min verden betyder inddragelse, at vi voksne og professionelle, der er omkring det udsatte barn har en forpligtelse til at lytte til barnet. Altid.
Og til at gå langt for at imødekomme barnets ønsker.
Men vi har også en forpligtelse til at forstå, ikke bare hvad barnet har lyst til, men også hvad det har brug og behov for. Og lige så ofte hvad barnet lige præcis IKKE har brug og behov for … selv om barnet har lyst til det.
Vores faglige og menneskelige ansvar skal komme til udtryk i disse vurderinger. Altid.
Et barn skal for eksempel ikke have indflydelse på om det skal anbringes – hvis det er det, de børnefaglige instanser mener, er det rigtige.
Til gengæld kan indflydelsen komme i spil, når barnet svarer på spørgsmål som: Når du nu skal anbringes, hvad er så vigtigt for dig? Hvordan kan vi, der er omkring dig, kan hjælpe dig så godt som muligt?
De voksnes grundsignal skal vi være: Vi tager ansvar for dig. Vi passer på dig. Og gøre det ordentligt, respektfuldt og fagligt forsvarligt.


På Folkemødet havde vi i FADD en event, hvor vi satte fokus på, hvordan det politiske niveau, embedsværket, forskerne og aktørerne fra praksisfeltet kan blive bedre til at koordinere indsatserne for de udsatte børn og unge.
I FADD er vi optagede af, at vi sammen med myndighedsområdet og med det rigtige lovmæssige grundlag skal have mere styr på forholdet mellem inddragelse og ansvar sådan, at vi klogt kan involvere børn og forældre i beslutninger om børnenes sociale, følelsesmæssige og læringsmæssige udvikling samtidig med, at vi dels undgår at demontere den viden og de erfaringer vi har og dels opnår den afklarethed, der er forbundet med, at vi har adskilt og forstår det samme ved inddragelse og ansvar.

Tak til alle eventdeltagere, samarbejdspartnere, medlemmer og deltagere, der droppede forbi os på J18 i teltet på Bornholm for et fantastisk Folkemøde 2017. 
WE’LL BE BACK…

”Sommer i Danmark
og solen gør hvad den kan
der er nok at tage fat på
her i digternes land”
STEFFEN BRANDT, Kys Bruden, 1996

God sommer, derude & derinde …

Formand Søren Skjødt