Juni-klummen 2017

...

Fra tid til anden dukker begreber som ’mønsterbryder’ og ’social arv’ op i drøftelser og omtaler af  forholdet mellem børn og unge, udsathed, og de indsatser, der skal gøre noget ved problemerne.
Senest i forbindelse med TV2s opdatering  på historien om Mors lille Jørn, der i parentes bemærket fremstod ’uklædeligt ureflekteret og pegefingermoralsk’, som Politikens TV-anmelder Henrik Palle bemærkede det.
Jeg har altid haft det lidt stramt med det begreb, mønsterbryder:
Det er individualiserende.
Det er ekskluderende.
Og det manifesterer, at man ikke hører til nogen steder; hverken det, man brød fra og det man er brudt ind til.

En kvindelig lærerstuderende skrev det meget tydeligt i et læserbrev i Information: Jeg har altid længtes sådan efter den dag, hvor nogen ville kalde mig mønsterbryder. Men nu, hvor de gør det, vrider det sig i mig. For jeg er blevet til noget i kraft af min opvækst, ikke på trods af den.

I slipstrømmen på udsendelsen  – eller nok snarere af andre grunde, men-man-ved-jo-aldrig-hvad-de-spindoktorer-gør-af-anstrengelser-for-at-koble-sig-på-aktuelle-mediehypede-historier, havde såvel venstres leder, statsminister Lars Løkke Rasmussen som Socialdemokratiets Socialordfører Pernille Rosenkrands Theil en kronik i Politiken hhv den 26/5 og 29/5.

LLRs kronik omhandlede ’Tre opgør med en forfejlet uddannelsespolitik’, hvor han blandt andet skrev. ”For det første må vi tage et opgør med de gode viljer, forstået på den måde, at gode viljer ikke er nok. De unge på kanten skal mødes af en professionel indsats".
Og senere: ”Den vigtigste socialpolitik overhovedet er uddannelse til børnene og arbejde til forældrene. Det er det, der får mennesker til at flytte sig fra kanten og ind i fællesskabet.”

I PRTs kronik redegjorde hun for Socialdemokraternes Apollo-projekt med slet skjult henvisning til månelandingerne i 60erne og 70erne. Og vigtigheden af at blive ved.
”Om tyve år skal vi kunne se hvert enkelt barn i øjnene og konstatere at fællesskabet løftede sit ansvar for at give dem det bedst tænkelige liv”.
”Socialdemokratiet har en ambition om, at tilværelserne hos de mest udsatte børn og unge om 20 år skal være mærkbart forbedret".

Pernille Rosenkrantz-Theil kalder det endda velfærdsstatens største undladelsessynd, at det ikke er nemmere for børn og unge at bryde den sociale arv. 

Selv om man har rundet de 50, behøver man ikke være en sur gammel mand. Omvendt synes jeg, at man har lov til det.
Begge kronikker er vigtige, bevares, men de efterlader en underligt uforløst.
Man kan jo hverken sige eller skrive, at kronikørerne er på vildspor. 
Ingen kan være uenige i, at borgere – og slet ikke børn - der har det det svært, skal have det bedre.
Så spørgsmålet er naturligvis: Hvordan gør vi? Hvordan indfrier vi intentionerne? Hvordan undgår vi, at børn bliver udsatte? Eller reducerer antallet af dem, der bliver det? Og hvordan håndterer vi udsathed, når den er en realitet?

Som jeg ser det er der en række paradokser som vi samfundsmæssigt med fordel kunne tage stilling til med henblik på, at vi får givet den rette omsorg, hjælp og handlekraft til de allermest udsatte børn og unge.
Sagt på en anden måde, hvis det, som LLR og PRT skriver et meget langt stykke hen ad vejen og i den bedste af alle verdener, er sådan vi vil have det: At alle får det bedst tænkelige liv – ingen vold, ingen kriminalitet, intet misbrug, ingen eksklusion, ingen mobning osv, hvad skal der så stå i en til formålet udfærdiget BAK? (best questions and answers).
Lad mig nøjes med spørgsmålene:
Når nu de fleste mennesker mener at det (blandt andet) er en samfundsmæssig opgave at løse sociale problemer, hvad så med at vi begynder at bruge den viden der viser, at investeringer i udsathed skaber klare afkast på både kortere og længere sigt?

  1. Når nu vi efterhånden ved at mange kommuner kan få budget- og prioriteringsproblemer hvis de i en periode har mange børnesager, der kræver en specialiseret indsats, hvad så med at vi begynder at se flere eksempler på, at kommuner går sammen om driften af et specialiseret tilbud og hvad med, at vi bygger andre finansieringsmodeller op?
  2. Når vi nu ved at kommunernes indsatser på udsatte børn og unge området er meget forskellige, hvad så med at vi – til trods for gode indsatser fra Ankestyrelsen, Ombudsmanden og de sociale tilsyn – skaber de nødvendige redskaber så vi kan sikre at udsatte børn og unge får den samme indsats til den samme type udfordringer?
  3. Når vi nu ved, at mange udsatte børn og unge oplever problemer i overgangene i deres liv, hvad så med at vi får skabt de nødvendige trin på indsatstrappen med efterværn og forpligtende kontinuitetsfremmende overgangordninger?
  4. Når nu de fleste mennesker er enige om, at komplekse børnesager kræver det lange seje træk, hvad så med at vi stopper  med at producere korttidsløsninger, der selv om de har heddet noget forskelligt op gennem tiden, i virkeligheden blot har haft et økonomisk incitament og ofte ikke er lykkedes med at gøre det, der skulle til? Og hvad med at vi laver et opgør med, at så mange sociale penge er bundet til kortsigtede satspuljemidler?
  5. Når vi nu ved at kvaliteten af de handleplaner, der skal præcisere indholdet i det socialpædagogiske arbejde er så vigtig, hvad så med at vi holder op med at begå de samme fejl igen og igen?

Vi stiller gerne op med flere spørgsmål og bud på svarene ...
---

Også er juni måned jo Folkemødemåned.
I sidste klumme skrev jeg om vores samarbejde med Børnehjælpsdagen, Lær for livet,  Plejefamiliernes Landsforening og Netværket.
I skrivende stund har vi lagt den store planlægning, videoproduktion, eventsafklaring og al logistik bag os.
Men der er alligevel nogle detaljer som vi heldigvis har næsten 14 dage til at få helt og aldeles styr på. Eller må vi lade som om ...
Håber mange af os ses  på solskinsøen, Kæmpestranden, J18. Og det var Kæmpestranden, J18.

Søren Skjødt, formand

Udskrevet fra www.fadd.dk 12,12,2018