Få nyhedsbrev på mail:

Marts-klummen 2017

...

Nogle gange bliver man ekstraordinært glad for at repræsentere FADD.
For eksempel når fremvisning, faglig og menneskelig argumentation – med udsatte børn og unge som omdrejningspunkt - går op i en højere enhed.
Det gjorde det i sidste uge, da vi havde inviteret Folketingets Socialudvalg og sekretariat på en hovedstadsstudietur til vores 3 medlemsinstitutioner Hvidborg, Ungehuset Emdrup og Børne- og Familieinstitutionen Wibrandtsvej.
Udvalget blev præsenteret for en bred vifte af de ydelser, som vores medlemsinstitutioner tilbyder i samarbejde med anbringende kommuner – og som kontinuerligt bliver udfordret, forfinet og tilpasset: Fra småbørns- og familiearbejde, via før-skole- og skolebørnsfokus til arbejdet med unge med psykiatriske udfordringer.
Medlemmerne af Socialudvalget fik mulighed for at høre om og spørge til indsatser, der har det til fælles , at de er vævet ind i socialpædagogikkens DNA: Det omsorgs- og udviklingsorienterede arbejde med særlig opmærksomhed på beskyttelsesfaktorer, som den tidlige indsats, uddannelse og beskæftigelse – fleksibelt og nænsomhedsfremmende forankret  i dag- og døgnregier.

Det blev en rigtig dejlig dag med FTs socialudvalg. Og nogle rigtig gode præsentationer fra forstander Mikala Frølich, Hvidborg, institutionsleder Lau A. Larsen, Ungehuset Emdrup, centerchef Claus Gosvig og institutionsleder Grete Bøegh Svendsen, Børne- og Familieinstitutionen Wibrandtsvej. Med flere...

Vi fik lejlighed til at drøfte en række forhold med Socialudvalgets medlemmer  – som vi i parentes bemærket vil takke for det store engagement, nysgerrigheden og interessen i udsatte børn og unge og vores områdes arbejde.
Vi fik udvekslet synspunkter med udvalgets medlemmer med formand Troels Ravn (S) og næstformand Karin Nødgård (DF) i spidsen om vigtigheden af nænsomhed i overgangene i udsatte børn og unges liv – blandt andet helt konkret ved at øge opmærksomheden på plejefamilier som ansatte i institutionsmiljøer – gerne med nye initiativer fra Christiansborg.
Vi talte om den nødvendige bevægelse fra evidensbaseret til evidensinformeret – herunder om sprogets betydning for udviklingen af bevidsthed.
Vi introducerede det slogan: ”Bedre nu, billigere senere” – den rigtige indsats første gang, som vi håber kan blive et tema i den kommunale valgkamp til november. (Det var jo ikke sikkert, at alle udvalgets medlemmer havde læst Søen Skjødts februar-klumme ;-) )

Og så fortalte vi om den moderne forsyningsforpligtelse:, der kunne bestå i, at når rigtig mange kommunalpolitikere med inspiration fra Sveriges-Herning-med-flere-modellerne har opkvalificeret myndighedsområdet, så må næste skridt være at få udførerleddet løftet tilsvarende.
Det fører ikke til bedre resultater for børnene, hvis man nøjes med at ansætte flere socialrådgivere.

Vi fortalte udvalget, at vi på området har brug for de nødvendige trin på indsatstrappen – med passende afstand mellem trinnene, for at undgå at udsatte børn og unge falder igennem eller nedad trappen. Og at samarbejdet mellem barn, forældre, myndighed, folkeskoler, sundhedspleje og institutioner for udsatte børn og unge skal understøttes tværfagligt.
Vi nævnte, at intentionen fra kommunalreformen om, at kommunerne på tværs af kommunegrænserne i fællesskab kan løse opgaver, der rækker udover den enkelte kommunes kapacitet eller kompetencer bør afprøves, udmøntes og evalueres.

Vi vil i FADD i den forbindelse på en kommende studietur til Sverige se nærmere på nogle igangværende eksempler på mellemkommunale samdriftsløsninger – og invitere relevante samarbejdspartnere med – for at kvalificere fællesbilleder på HVORDAN den type løsninger kan se ud.
Vi lover ikke at begå den fejl, som vi ofte har kritiseret danske embedsmænd, politikere og interesseorganisationer for:  Når de efter at have været i udlandet kommer hjem til fædrelandet – pris’n’metode-forelskede til op over begge ører - og taler med endimensionel begejstring om enkle - og billigere - løsninger på komplekse problemstillinger.

Vi fortalte desuden Udvalget, at vi I 2017 ser vi frem til at give positiv opmærksomhed til udmøntningen af lov om voksenansvar, men at vi fortsat mangler lovmæssig hjemmel for at fjerne det barn fra fællesskabet, der skaber uro og utryghed – uden decideret at være  til fare for sig selv eller andre (som de adspurgte børn i magtanvendelsesudvalgets afsøgningsproces nævnte det …), kærlighed til den samarbejdende folkeskole og passioneret med- og modspil til ministeriers og kommuners generelle og konkrete håndtering af arbejdet med udsatte børn og unge.

Som et lille apropos fik vi også sagt, at vi godt ved hvad der virker:
\r\n

    \r\n
  1. Den tidlige, koordinerede, vel-timede og opfølgningsorienterede indsats
  2. \r\n
  3. Kontinuerlig og/eller kompenserende skolegang
  4. \r\n
  5. Deltagelse i opbyggelige fritidsaktiviteter
  6. \r\n
  7. Samarbejdet med børnenes forældre, familie og netværk
  8. \r\n
  9. Meningsfulde relationer til andre mennesker – herunder andre børn og unge
  10. \r\n
  11. Anstændige, omsorgsfulde og veluddannede medarbejdere til at sikre nummer 1-5 - tilsat den rigtige dosering af normalitet
  12. \r\n
\r\n

Afslutningsvis fik vi også nævnt, at udgifterne til udsatte-børn og ungeområdet (fortsat) ikke er eksploderet (!!)

----

Tidligere på året varslede KL i en  foromtale af en ny nøgletalspublikation, at der – som de skrev – ”fortsat er store forskelle på det udsatte og det ikke-udsatte barn.
Uanset baggrunden bør det være et mål for alle kommuner at mindske disse forskelle.”

Tjah …
Den dag det ikke  gør en forskel for et barn at vokse op i en familie, der har så store vanskeligheder og personlige udfordringer, at barnet ikke trives og ikke udvikler sig aldersvarende og med de nødvendige grader af normalitet, så behøver vi ikke de tilbud, der som vores egne dagligt arbejder med at genskabe barnets tillid til sin omverden, som leder efter lyspunkterne i barnets vigtige relation til dets familie og andre mennesker og som insisterer på at ville det barn så meget, at selv om barnet afviser al kontakt, så bliver man stående og fastholder troen på, at det barn kan udvikle sig i en bedre retning.

Indtil da må vi tage til takke med, at der findes fagligt kompetente mennesker og miljøer, der bliver ved med at gøre det, der skal til  for ”at mindske disse forskelle.”

Søren Skjødt, formand