Få nyhedsbrev på mail:

Februar-klummen 2017

...

I Anders Matthesens seneste show, ”Shhh” appellerer han til, at vi går hårdt til mennesker, der postulerer uden at have styr på fakta.
Engang gav en henvisning til, at man havde hørt et eller andet en særlig autoritet. Siden blev, ’jamen, det er noget jeg har læst’ trumfen i en diskussion.
I dag er referencen til evidens det, der rydder bordet, når vi skal overbevise hinanden om hvad der er rigtigt og sandt.
Det skal jeg vende tilbage til.

\r\n

Først et back flash til vores årsmøde i november sidste år, hvor vi blandt andet havde sat os for at rette blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken:
Vi ville udfordre den i nogle sammenhænge hårdt udspændte line mellem etikken og evidensen.
Vi ville undersøge, om det med lige dele klogskab, humanisme og faglighed kunne lade sig gøre at lægge kimen til nye forståelser af sammenhængen mellem anstændighed, viden og value for money.
Vi ønskede at udfordre, nytænke og bidrage til opbygningen af et paradigme, der skulle (medvirke til) at generere og manifestere nyt indhold, nye fremtrædelsesformer og nyt sprog.
For nu at citere fra programmet…

I den sammenhæng havde vi bedt professor fra Aalborg Universitet, Lene Tanggaard (LT) sammen med forskningsassistent, Tue Juelsbo om at stå for den bevidsthedsudvidende proces: Opfindsomhed i mødet mellem evidens og etik – et forløb over 4 timer vekslende mellem oplæg, workshops og opsamling.
JIC: (Just in case) Nedenstående er et forsøg på at freestyle hen over en eftermiddag i det Peter Bastian aftenen forinden havde kaldt for et ’skabende fællesskab’, hvor det fløj med faglige forståelser, personlige påstande og kvikke kommentarer. Og udlede et par pointer…

Lad mig understrege:

\r\n
    \r\n
  • Der var mange udlægninger af teksten
  • \r\n
  • Jeg har ikke fanget alle pointer
  • \r\n
  • Jeg står på mål for det, der står
  • \r\n
  • Skulle Lene Tanggård være uenig i noget af det, har hun ret J
  • \r\n
\r\n

LT indledte med at skelne mellem opfindsomhed, kreativitet og innovation og i den sammenhæng at foretrække begrebet opfindsomhed, som er ’mindre mystisk, mere ligetil, er et inviterende begreb, er for alle og er som råstof betragtet en forudsætning for kreativitet og innovation’.
Hun fremhævede vigtigheden af ’de 6 principper for opfindsomhed’: Opfindsomhedshuskelisten:

\r\n
    \r\n
  1. Eksperimenter og lær af fejl
  2. \r\n
  3. Leg med egne projekter
  4. \r\n
  5. Luk op for nye tanker
  6. \r\n
  7. Du skal snuble noget mere
  8. \r\n
  9. Dyrk gamle nyheder
  10. \r\n
  11. Husk værdierne
  12. \r\n
\r\n

Herefter mindede LT os om betydningen af begrebet evidens og fortalte, at evidensbegrebet begrebsligt set er ikke direkte forbundet med bestemte metoder, videnskaber eller behandlingsmetoder.
Evidensbegrebet blev op gennem 1990erne i USA og Storbritannien motiveret af en kritik af den pædagogiske forskning, som man mente var for vag.
I DK henter vi derfor ambitionen om evidens typisk fra en amerikansk og britisk sammenhæng.
Oprindeligt blev evidensbegrebet brugt indenfor medicinske område: Man giver en pille. Og den virker uafhængigt af patientens med/modspil og vilje.
Sådan er det ikke indenfor pædagogisk arbejde.
Der væsentlig flere forhold, der dels er i spil i forhold til, hvad der virker, dels er disse faktorer vanskelige at adskille fra hinanden.
Pædagogik er noget vi gør!

\r\n

’Pædagogik kan kun gøres i konkrete sammenhænge af bestemte mennesker, der har bestemte mål. Medicin kan virke, og man kan måle dens effekt. Pædagogik derimod gøres, og den skaber gøren, effekten er afhængig af den der gør/handler og man kan diskutere dens mening og mål og dens bygning’.

\r\n

’At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi’.

\r\n

Det sidste er interessant: At måle pædagogisk effekt for at finde universelle sammenhænge svarer til at veje en pengeseddel for at måle dens værdi.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at undersøge effekten af pædagogisk arbejde, men blot, at vi vedholdende skal forstå, tænke og handle efter, at en effekt altid er bundet til et konkret barn og en konkret familie. Og at vi kan forvente, at den samme indsats sandsynligvis har en anden effekt på et andet barn og en anden familie.
I den store sammenhæng skal og kan evidens kun forstås som viden, der er produceret og derfor er fortidig. Og nogle af os går altså og siger, at vi ikke kan behandle nutidens børn og unge med fortidens metoder.
Vi har en forpligtelse til at kende og forstå vores historie, men også en forpligtelse til at udvikle og re-tænke vores praksis.
Det betyder med LTs ord, at vi ikke kan bruge begrebet evidensbaseret, hvorimod brugen af evidensinformerede indsatser giver god mening.
I den forbindelse beskrev LT forskelle på ren og uren pædagogik:
Mens ren pædagogik kan defineres som bestræbelsen på at udvikle pædagogikken ud fra kausale relationer og metodiske procedurer, stræber uren pædagogik efter at genrejse et sprog, der handler om mål, tradition, praksis, mening, kritik og kontekst. Ren pædagogik handler om, hvad der virker for at fremme ydre tekniske mål.
I den urene pædagogik virker pædagogikken kun i betydningen 'rumsterer'. Den får et virke. Den virker og værker og skaber et værk, som kan virke i andre.
Der er i professionsudøvelse altid et element af menneskelig dømmekraft, som man ikke kan reducere eller se bort fra: Ingen regel, teknik, metode eller manual kan diktere sin egen anvendelse.
Det er altid konkrete personer, der vurderer i hvilke situationer, det er relevant at anvende en teknik eller manual på en bestemt måde, og selve dømmekraften kan ikke manualiseres.
Her er vi oppe mod stærke kræfter: LT: ’Viden (om for eksempel evidens, red.) er en vare, der kun har værdi, hvis den kan indgå i cirkulationer med andre kapitalformer'.

\r\n

Meget enig. Men mange politikere og andre beslutningstagere, herunder nogle af DJØF’erne betragter tilsyneladende evidens som et mål i sig selv; den teoretiske cost benefit analyse bliver vigtigere end børns udvikling, som i parentes bemærket netop også er en kapitalform.
Det kammer også over, når aktører indenfor vores eget område bliver mere optagede af fortællingen om pædagogikken end af hvordan barnet har det og hvordan det udvikler sig.
Det afgørende er, hvad der legitimerer hvad.
For mig vil det altid være det vigtigste, at de børn der har det dårligt og hårdt får det bedre og lettere.
Tilbage til Anders Matthesen og hans opfordring til et oprør mod postulater og ’postulanter’. Problemet med det, vi hører, læser og mener, at der er evidens for er: Hvordan kan vi være sikre? Hvad virker for hvem og hvornår?

En af forståelserne af hvorfor vi nogle gange må ty til autoriteter er, at vi har brug for sikkerhed og overbevisning.
Evidenspolitik er formentligt en forståelig reaktion på at leve i en usikker verden. Men spørgsmålet er om ikke vi er ved at være så kloge, at vi kan holde op med at bilde hinanden ind, at vi kan håndtere komplekse problemstillinger med kompleksitetsreducerede og standardiserede løsninger?
Som LT sagde: ’Menneskelige og intellektuelle dyder som ydmyghed, villighed til at lære, åbenhed overfor kritik og integritet er, bør og skal være omdrejningspunktet før alt andet.
Disse dyder skal kultiveres og forfines i uddannelse og i praksis’.
Det tror jeg på. Det er vores arbejde i en nøddeskal. Måske foreløbigt.
Det må i hvert fald gælde, indtil vi bliver så kloge, at vi bliver nødt til også at udvikle den tankegang smile

\r\n

En af grupperne i etikprocessen på årsmødet skrev på en af plancherne om KVALITET & ETIK: ’Vi skal kunne se os selv i spejlet om 20 år’.
Enig. Men vi kan ikke være sikre. Personligt vil jeg kunne leve med, at vi gjorde noget forkert, men ikke, at vi ingenting gjorde…
Ind til da, må vi holde postulaterne op mod lyset. Og være parate til, som drengen i Kejserens nye klæder, at sige: Han har jo ikke noget tøj på …

\r\n

Og så til noget helt andet:

\r\n

Ankestyrelsen afgjorde som det er de fleste bekendt før jul, at der har været en retsvildfarelse i opgørelsen af hvilke kommuner, der har skullet betale hvad for en efterværnsindsats. Vi har siden arbejdet på at få lavet lovgivningen om.
Nu tyder det på, at vores og andre aktørers bønner er blevet hørt. Socialministeriet er på vej med en lovændring, der legitimerer praksis før Ankestyrelsens korrektiv.

Vi har tidligere påpeget det, men flere af vores medlemsinstitutioner fortæller, at de har meget brug for, at lov om voksenansvar også gælder på dagbehandlingsindsatser, specialskoler og på institutioner, der tilbyder aflastning.
Hvad de sidste angår, er der børn, der befinder sig mellem 10 og 15 døgn på en institution – uden formelt at være anbragt og dermed udenfor den lovgivning, der gælder for anbragte børn og unge.
Det er vores indtryk, at aflastningsindsatserne er tiltagende i antal og opholdslængde og vi vurderer, at der brug for at lovgivningen anerkender dette. Dels er der børn og unge, der ikke får den lovgivningsbestemte omsorg, de har brug for, dels er der ledere og medarbejdere, der har en svag/uklar retssikkerhed blandt andet fordi lov om nødværge er et straffelovsanliggende.

Det bliver vi også nødt til at få lavet lovgivningsmæssigt om.

Til de af jer der har brug for den paragrafmæssige reference – og det er den, der gælder aktuelt: (Se pkt. 23 i vejledning om voksenansvar):
”Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55, stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1.
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven. Unge der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter § 76 i serviceloven er heller ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.”

Hvis nogle af jer mener, at de kan huske, at det på et tidspunkt er fremgået, at børn og unge – anbragte og ikke-anbragte – ikke skulle opleve forskelle for så vidt angår Lov om voksenansvar, så husker de rigtigt:
Det var Magtanvendelsesudvalgets hensigt….
Men denne passus er altså faldet ud …

Søren Skjødt, formand for FADD