September-klummen 2016

...

Vi er for øjeblikket vidner til et par større paradokser inden for udsatte børn og unge området.
Nogle år efter Barnets reform, der, som det vil være de fleste læsere af denne klumme bekendt, argumenterede for at fremme brugen af plejefamilier på bekostning af andre indsatser for udsatte børn og unge, er det fortsat vanskeligt for mange kommuner at tiltrække nye, interesserede og fagligt kompetente plejefamilier.
Dels forlader mange plejefamilier arbejdsmarkedet på grund af alder, dels tyder det på, at plejefamilie-arbejdsopgaverne/vilkårene ikke er så attraktive for det moderne menneske.
Desuden medvirker de sociale tilsyns indsats til, at det indskærpes, at det ikke er nok at ville noget. Man skal også kunne noget.
Det sier nogle interesserede fra…

Det paradoksale i den situation er, at der i forlængelse af kommunalreformen fra 2007 er lukket eller sammenlagt omkring 50 døgninstitutioner. Og at der enten er eller kan skaffes ledig kapacitet flere steder, samtidigt med at vores medlemmer melder om en stigning i antallet af henvendelser, der omhandler børn og unge, der kommer fra sammenbrud i plejefamilier.
For os at se skal de børn, der kan profitere af at blive anbragt i en plejefamilie, naturligvis det.
For det første er det et faktum, at vi ikke ved ret meget forskningsmæssigt set om plejefamilieområdet.
For det andet – og i forlængelse heraf - savner vi stadigt et vidensbaseret belæg for, at denne type indsats ifølge socialministeren og mange kommuner skal opprioriteres … sådan helt principielt. Vi har i mange sammenhænge plæderet for flere både/og løsninger – i stedet for enten eller-løsninger.
Vores forslag er enkelt:
Lad flere institutionerne ansætte de plejefamilier, der skal arbejde med de mere udsatte børn og unge
\r\n

    \r\n
  • Der er bedre mulighed for nænsomhed og rigtig timing  i overgangene i børns liv
  • \r\n
  • Risikoen for sammenbrud formindskes
  • \r\n
  • Plejefamilierne bliver en del af et professionelt miljø med mulighed for aflastning og supervision
  • \r\n
  • Børnenes forældre får lettere ved at håndtere de følelser der er forbundet med at skulle aflevere sit barn
  • \r\n
  • Koordineringen af indsatsen er enklere fordi indsatsen holdes indenfor den samme ramme
  • \r\n
\r\nI en tid hvor VIDEN om kvaliteten i en social indsats bør ligge til grund for, hvad vi vælger, skulle vi måske bruge lidt energi på at finde ud af, hvilke børn der profiterer af hvad. Og at få slået fast, at en social indsats - hvad enten det drejer sig om ekstra ressourcer i skole/børnehave, dagbehandlingsindsatser eller anbringelser skal have positive konsekvenser for andet end de kommunale budgetter. For eksempel for barnet og barnets familie...

Et andet paradoks udspiller sig omkring Dansk Socialrådgiverforenings vedholdende ønske om at socialrådgiverne skal tættere på de udsatte børn og unge. ’Vi vil have relationer til børnene’, har DS-næstformand Niels Chr. Barkholt sagt ved flere lejligheder. Men skal  blot  – kan vi forstå (Politiken 25/8 2016)  – have ledelsesopbakning og træning.
Hvad der umiddelbart er et sympatisk træk og i hvert fald en politisk korrekt intention – helt i tråd med tidens fokus om barnets stemme, inddragelse, anerkendelse, nærvær og respekt – og relationens betydning, ligner set udefra lige så meget en afværgemanøvre overfor den kritik, der er haglet ned over sagsbehandlingen i kommunernes arbejde med de udsatte børn og unge.
Som spin betragtet er det såmænd udmærket håndværk.
Måske man har tænkt:
Vi får kritik. Den forholder vi os ikke til.
I stedet for at forholde os til kritikkens indhold, som i parentes bemærket også handler om for meget orlov, for mange udeblivelser fra møder, for mange sidsteøjebliksafbud, for mange vikarer og sagsbehandlere, der ikke overholder love og frister, så fremkalder vi igen og igen forestillingen om den barmhjertige samaritaner i skikkelse af en socialrådgiver som har relationer til det enkelte barn, som tager barnet med i biografen, som er tilskuer til træning og kamp, som tager telefonen hver gang børnene ringer, stiller op hver gang der er problemer i og omkring det udsatte barn og dets familie og i øvrigt lige kommer forbi ved lejlighed.
Vi kan næsten ikke få billeder på det: Det skulle da lige være i form af godheden selv, den altopofrende Arne gestaltet af Anders Mattesen i JUL PÅ VESTERBRO, der jo bøvler noget med at skabe relation til Danni, Randi og ikke mindst Stewart …

Lad os slå det fast: Socialrådgiverne har i mange kommuner for mange sager.
Det er uden for enhver tvivl medvirkende årsag til arbejdspres, stress og sygemeldinger.
Og vi skal nok blive ved med at støtte socialrådgiverne i at problematisere arbejdsvilkårene.
Men måske vi skal slå os sammen for at finde ud af, hvordan vi forstår – og fremover kan forstå - begrebet relation – i en tid hvor den faglige opmærksomhed for det sociale arbejde i tiltagende grad orienterer sig efter at give de udsatte børn og unge mulighed for at skabe relationer og netværk til andre børn og unge. Ankerkendelse, inddragelse, dialog, kontinuitet og bæredygtighed har været vigtige begreber i socialt arbejde i en årrække. Er det stadigt og bliver forhåbentligt ved med at være det længe endnu.
Empati, respekt og anstændighed går formentligt aldrig af mode. Og vi tror da, at det er noget af det, som vores gode venner fra DS mener, at de gerne vil have mere tid til.
Relationsaspektet har været hyldet i mange år i arbejdet med udsatte børn og unge.
Men relationsbegrebet trænger til fornyelse. Arbejdspladsophør, jobskifte, orlovsansøgninger,  længere sygemeldinger m.m. repræsenterer i sig selv en begrænsning i relationsdannelsen og taler for, at vi skal kalde den sociale bestræbelse noget andet: For eksempel at skabe bånd og broer til andre børn og unge, til fritidsforanstaltninger, til uddannelsessteder, til arbejdspladser, er måske hvad indsatsen i højere grad skal målrettes.
Fordi det er de kontakter og netværk, som de udsatte børn og skal leve og profitere af på langt sigt.
Konkret er der i forhold til udsatte børn og unge-området flere faggrupper, der sammen løfter de ofte komplekse børnesager. Det skal vi vedvarende gøre på nye og bedre måder ved at bringe ny viden i spil, ved at nytænke forholdet mellem funktioner og kompetencer og ved stille krav til hinanden.
Hvis vi i denne sammenhæng koncentrerer os om samarbejdet mellem socialrådgivere og socialpædagoger på det specialiserede børn og unge- område, så er det helt afgørende, at bestiller- og udførerled har foretaget den relevante og præcise grænsedragning således, at indsatsen fremstår klar, målrettet, velbegrundet og koordineret i samarbejde med som minimum barnet/den unge selv, barnets forældre og dag- og skoletilbud.
Endvidere at det er aftalt – med fuld transparens – hvem, der gør hvad hvornår og hvorfor. Og at der løbende følges op de på aftaler, der er indgået.
Bestillerleddet –socialrådgiverne -  skal målsætte indsatsen, og undervejs i et forløb have overblikket og skabe sammenhæng mellem de aspekter i indsatsen, der kræver stillingtagen til det lovmæssige grundlag – og have den kontinuerlige, ordentlige, empatiske, respektfulde og anstændige kontakt til det udsatte barn.
Udførerleddet – socialpædagogerne  og lærerne- skal levere den daglige og faglige indsats efter de mål der er opsat og kvalificeret i samarbejde med bestillerleddet, inddrage forældre, pårørende, lærere, trænere m.fl - og have den daglige ordentlige, empatiske, respektfulde og anstændige kontakt til det udsatte barn.
Lad mig lige minde om at fordi man ansætter flere ingeniører til byggeopgaver giver det ikke bedre huse.
Der er både arkitekter og håndværkere, der skal skabe, udføre og evaluere indsatsen.

Anbragte børn og unge tilbringer årlig 101 milliarder timer på døgntilbud og i familiepleje. Det er mange timer og megen viden, som bør indgå aktivt i arbejdet for og med disse børn og unge. Men lad os nu dele opgaverne efter hvad vi hver især er dygtige til …

Og apropos anstændighed: På vores årsmøde til november retter vi  blikket mod et af de centrale aspekter i socialpædagogikkens DNA, etikken. Vi ønsker at udfordre den i nogle sammenhænge hårdt udspændte line mellem etikken og evidensen, som måske på nogle måder er hinandens modsætninger.
Vi vil undersøge, om det med lige dele klogskab, humanisme og faglighed kan lade sig gørat lægge kimen til nye forståelser af sammenhængen mellem anstændighed, viden og value for money.(Fra årmødeprogrammet)

Hav en god sensommer\r\n

Søren Skjødt