Juni-klummen 2016

...

Det er et stort beløb, det drejer sig om. For at være helt nøjagtig 10 mia kroner. Så betydelig er uenigheden mellem regeringen og KL om det kommende års kommune-budgetter. Selv om der sikkert er meget strategi og positions-talk i parternes udmeldinger her op til de afgørende forhandlinger, kan man konstatere, at en af KLs forhandlere, borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler forudser et kommende blodbad i kommunerne – hvis ikke regeringen besinder sig – og sender flere penge til de trængte kommunale pengekasser.

\r\n

Her fra skal vi ikke blande os i de forhandlinger. Blot skal vi minde om, at investeringer i udsatte børn og unges trivsels- og udviklingspotentiale både er nødvendige og fornuftige. Det er rimeligt at tænke i at ansætte flere socialrådgivere i kommunerne. Men sker der ikke mere, svarer det til udelukkende at ansætte flere ingeniører i byggeriet. Det bliver kvaliteten af byggeriet ikke i sig selv bedre af. Håndværkerne skal både være kompetente og tilstrækkelige i antal . Selve indsatsen skal dimensioneres efter børnenes behov. Derfor er vi også for længst holdt op med at kalde de sociale indsatser for udsatte børn og unge for dyre. De er specialiserede …

\r\n

De specialinstitutioner, der er lukkede og lukker i disse år kan betyde, at indsatstrappen bliver for grov-masket. Eller for smal og med for få trin …Sagt på en anden måde: Hvis vi ikke kan rumme og håndtere specialinstitutionernes målgrupper, skubber vi disse børn og unge nærmest ud af indsatstrappen til betragteligt dyrere – og få -foranstaltninger, økonomisk og menneskeligt. Der er i dag udsatte børn og unge som ikke får det rigtige og det nødvendige tilbud. Enten fordi tilbuddet ikke findes eller fordi der er for få pladser og for lang ventetid. Jeg nævner blot 4 af dem. Psykiatriske behandlings- og udredningssteder, institutioner, der arbejder med behandling af misbrug, efterbehandling af unge der udskrives fra sikrede institutioner og særlige institutioner for piger med alvorlige selvskade-problematikker.

\r\n

Der er brug for en national META-plan for udsatte børn og unge området, som blandt andet skal udfordre kommunernes selvbestemmelsesret, et årige budgetter samt påpege vigtigheden af, at kommuner og andre aktører kommer i gang med at udnytte synergieffekten af tværgående samdriftsløsninger. Som de sociale indsatser fungerer aktuelt – med kommunerne som driftsherrer og leverandører på udsatte børn og unge området, er det for tilfældigt hvilket indsatstilbud et udsat barn får. Der findes eksempler på indsatser, der fungerer med laveste indgrebsgrad. Og der er nogle der ikke gør det. Vi tror på, at børnene vil kunne profitere af, at nye samarbejdsfora og nye finansieringsmodeller bliver afprøvet, så de børn og unge der har sociale, adfærdsmæssige, trivsels- og indlæringsmæssige vanskeligheder får det rigtige tilbud – første gang. For så herefter at udfase indsatsen i takt med, at barnet bliver bedre til at håndtere sine udfordringer.

\r\n

Det er – helt reelt - vanskeligt for kommunerne, selv hvis de en gang for alle beslutter, at der ikke er brug for flere cyklist-tællere ved alle indfaldsveje - at skulle prioritere mellem nye bøger til alle 6. klasser, bedre bemanding i SFO’er og anbringelsen af to 12 årige på en døgninstitution. Dilemmaet er indlysende. Der er brug for at vi samler viden og erfaring i bæredygtige, faglige og handlekompetente miljøer. Til sammenligning foretrækker de fleste af os at blive hjerteopereret af en læge, der har helt særlige kompetencer og erfaringer indenfor hjertekirurgi. Den erfaring får man kun ved at arbejde med det snævre udgangspunkt, men bredspektrede samfundssyn, og ved løbende at forfine og justere indsatsen. Og at arbejde konkret med de mennesker og miljøer, der har problemet …

\r\n

I forlængelse af ovenstående er det på sin plads at nævne, at vi i FADD har været inddragede i de politiske værksteder, som Justitsministeriet sammen med Socialministeriet har afholdt den sidste måneds tid. Det sidste møde i den forbindelse foregik på Sønderbro den 31/5. Det omhandlede den hårde kerne … 

\r\n

Udover ovenstående har vi i de sammenhænge gjort opmærksom på vigtigheden af at kunne forstå, håndtere og anlægge et helhedssyn på de børn, der er kriminalitetstruede eller ser ud til at kunne blive det: Hvis ældste storebror sidder på gang med far og onkel i Vestre Fængsel, hvis yngste storebror er på en sikret institution, så bør der være automatik i, at lillebror på 10 år ofres en ganske særlig type opmærksomhed. Det er altid sociale problemer, der får unge til at begå kriminalitet. Hvad enten passivitet i en børnesag skyldes mangel på rettidig omhu, mangel på tilbud eller for lang venteliste, så er det meget uheldigt. Timing er som i andre af livets gøremål rigtig afgørende; ventetid ødelægger motivation. Vi kender det fra os selv, hvis vi ikke har kunnet få en børnehaveplads til vores børn, hvis vi ikke har kunnet blive behandlet for en lidelse på et hospital eller hvis vores gamle forældre ikke har kunnet få en plads på et plejehjem. Det er benhårdt at skulle fravælge både selvtægt (af moralske grunde) og tålmodighed (af temperamentsmæssige grunde). Vi har sagt, at selv om normalitet er en ledetråd for også udsatte børn og unge, så bliver vi nødt til at se på, hvilke gevinster der er i at anerkende relativ normalitet (det at være og leve sammen med andre, der også lever med minuspoint - på eksempelvis døgninstitutioner) som alternativ til altid at skulle kigge opad og opleve at få udstillet sin unormalitet. Vi har gentaget, at der er brug for flere både/og løsninger med henblik på at sikre nænsomhed i overgangene i de udsatte børn og unges liv (ex institutioner som kraft- og videnscentre med flere indsatser i den samlede indsatsvifte). Vi ønsker konsekvent fokus på forældre og øvrigt netværks inddragelse og medspil i indsatsen. Og at vi generelt tilrettelægger en koordineret og forventningsafstemt og -præciseret indsats – at der er styr på, hvem der gør hvad. Det skal foregå i dynamiske, potentialesøgende og insisterende pædagogiske miljøer med fagligt veluddannede medarbejdere, der omsorgsfuldt, respektfuldt og fagligt kan medvirke til at skabe ny mening og retning for et udsat barn. For de mest hardcore-unge skal vi have indsatser/tilbud, hvor de unge oplever at kunne miste noget, vi skal medtænke inddragelse af familie og netværk og arbejde med rettidighed i indsatsen.

\r\n

Vi ved hvad der ikke fremmer noget godt: Straf, endimensionerede keep-it-simpel –løsninger, lange ventetider, negative forventninger, stigmatisering og børns inddragelse i retssager forstået som ’oplæring’ i scenarier med forsvarere og anklagere, der som, udgangspunkt har hhv frikendelse eller straf-idømmelse som strategiske ledetråde, hvad det kan omfatte af alt fra let omgang med sandheden til fortielser og løgne. Vi foretrækker bekendelsen – at få det, der er sket, sagt højt - i et omsorgsfuldt behandlingsorienteret specialiseret pædagogisk tilbud. Vi plæderer også for at have opmærksomhed på skole og skolegang som en særlig beskyttelsesfaktor. Herunder medvirke til at styrke børns elevidentitet ved sammen med børnene at tykne læringsaspektet for det enkelte barn. Det gør man blandt andet ved at træne det sprog, der medskaber barnets forståelse af sig som et menneske, der kan lære at lære…. I den forbindelse er det en helt central pointe – i en tid hvor vi er mange der er optagede af helhedssyn og tværfaglige indsatser - at minde hinanden om vigtigheden af, at udsatte børn og unge er budbringere af oplevelser i deres eget liv. Lad os vælge det, vi ved, hvordan virker.

\r\n

Vi er sådan set friske på aftaler om deltagelse i flere arbejdende politiske værksteder.

\r\n

Foreløbig ser vi dog rigtig meget frem til at deltage i Folkemødet på Bornholm …