December-klummen 2014
Det er blevet et klassisk svar på en faglig uenighed, et paradoks eller et dilemma at anbefale mere forskning.
\r\nI et forsøg på at konkretisere det allestedsnærværende fokus på, hvad der virker - for eksempel i socialt arbejde -tyer fagfolk og meningsdannere ofte til krav om evidens: For hvad har vi ellers at skyde med?
\r\nEt af problemerne med evidens er, at ingen endnu har fremlagt det værktøj, der kan isolere de variabler, som påvirker et barns udvikling – så man på den måde vil kunne afgøre konkret og endegyldigt HVAD, der virker.
\r\nI FADD synes vi, at der er mange gode forskningsprojekter i gang – og vi støtter og deltager i følgegrupper så meget, vi kan overkomme …
\r\nIndtil videre er det vores vurdering, at de forskningsprojekter, der specifikt har til formål at gøre noget bedre eller lettere for de udsatte børn og unge, og som samtidig skaber forudsætninger for, at de fagpersoner, der arbejder med de udsatte børn og unge, kan blive dygtigere, er de mest værdifulde.
\r\nEt sådant forskningsprojekt er netop udkommet i bogform med titlen ’Budgetblikket i socialt arbejde med udsatte børn og unge’, skrevet af adjunkt Ida Marie Schrøder, Professionshøjskolen Metropols Institut for Social Arbejde.
\r\nIMS har undersøgt, hvilken rolle budgettet spiller, når der i kommunernes børn- og familieudvalg skal tages beslutninger om, hvordan man bedst hjælper udsatte børn og unge.
\r\nOg en af konklusionerne er, at socialrådgivere bliver langt mere farvede af kommunens budget, end de selv er klar over.
\r\nDer er derfor en reel fare for, at kommunens økonomi styrer anbringelser af børn.
\r\n’Man glemte også helt at diskutere sammenhængen mellem prisen, og hvad der var den bedste løsning for barnet på lang sigt’, siger adjunkten til Videnskab.dk
\r\nSammenholder man undersøgelsens resultater med de seneste tal fra Ankestyrelsen, der viser, at kommunerne nu foretager 43 procent færre anbringelser af udsatte børn og unge end før kommunesammenlægningen, er det nærliggende at konstatere som Ida Marie Schrøder: ’Men om de unge har fået det værre eller dårligere, eller om det i sidste ende kommer til at koste flere penge, det ved vi ikke. Den dyre løsning kan jo i sidste ende blive den billigste løsning, hvis den er den rigtige.’
\r\nI parentes bemærket aner man måske her konturerne af 2 ganske interessante forskningsmæssige ledetråde: 1. Får børn og unge det værre eller bedre af de færre anbringelser? 2. Kommer de færre anbringelser til at koste flere eller færre penge i den sidste ende?
\r\nPS: Vi vil rigtig gerne være med til at udpege de kriterier, der skal undersøges!
\r\nI FADD er vi enige i kritikken, og vi bliver faktisk noget bekymrede over udviklingen. Ikke at vi er overraskede over undersøgelens resultater. Både vi og andre har såmænd postuleret i adskillige år, at kommunerne tager mere hensyn til økonomien end til, hvad der er det rigtige tilbud.
\r\nDet er slemt nok, at landets sagsbehandlere ikke har mulighed for at arbejde efter lovgivningen. Men hvad der måske er mindst lige så alvorligt, er fraværet af bevidsthed i de undersøgte sagsbehandleres argumentation for valg af indsats:
\r\n’Når jeg spurgte sagsbehandlerne, hvor meget økonomi fyldte i deres daglige arbejde svarede nogle med det samme, at det intet fyldte, mens andre svarede, at det fyldte rigtig meget,« siger Ida Marie Schrøder og fortæller, at interviewpersonerne vendte rundt på en tallerken i slutningen af interviewet og nu vurderede det modsatte af, hvad de havde lagt ud med’.
\r\nDet burde vel egentligt være tilstrækkeligt at minde om hvad der står i Lov om social service, eller hvad?
\r\n----
\r\nBortset fra det er vi jo i julemåneden. Jeg er rigtig glad for at vi også i år – for 8. år i træk! – samarbejder med Operation JULEGAVEREGN om indsamling af penge til julegaver til børn hos vores medlemmer.
\r\nDe gode mennesker bag operationen, der sidste år modtog Børnesagsprisen, har i skrivende stund allerede indsamlet 165.000,-
\r\nDet er lige før vi går realityshowdeltagerne i bedene og messer: Oh, my God.
\r\nVi er SÅ taknemmelige for den indsats og det samarbejde …
\r\nNår det er sagt ved alle vi, der til dagligt arbejder med de udsatte børn og unge, at nok er gaver vigtige. Ligesom nogle af de andre måske lidt mere udvendige ting ved julen som juleudstillinger, julepynt, nisser, julekalendere, julemænd og koner, lyskæder-på-carport m.m. også hører med til julen.
\r\nMen for et udsat barn er julen også følelsernes holdeplads.
\r\nSpændingen op mod jul kan have mange årsager.
\r\nI den forbindelse er vi heldigvis mange, der prøver at gøre alt, hvad vi kan for, at julen også kan blive en fejring af, at lyset – læs håbet – må være på vej tilbage.
\r\nDet gælder det forældrepar, der til trods for stram økonomi, personlige udfordringer og uenigheder om hvis tur det er, rent faktisk får skabt en ramme af nærvær og fordragelighed for deres udsatte børn juleaften.
\r\nDet gælder træneren i håndboldklubben, der ’helt tilfældigt får planlagt’ lidt specialtræning i hallen i juledagene.
\r\nDet gælder familiemedlemmer, der udviser storsind og demonstrerer format og handlekraft til at foretage de nødvendige justeringer i forhold til juleaftens-logistik og gavefordeling.
\r\nOg det gælder de ansatte på vores medlemsinstitutioner, der både tager sig af de børn, der ikke kan komme hjem, men som også sørger for, at de børn, der kan komme hjem, får nogle ’håndter-situationen-værktøjer’ og eventuelle naturalier med i tasken.
\r\nLad os med lige dele håb og insisterende social- og specialpædagogisk arbejde gøre, hvad vi kan for, at også udsatte børn og unge kan få en fredfyldt jul.
\r\nMen vi kan ikke vide, om det virker …
\r\nGlædelig jul og godt nytår til medlemmer og samarbejdspartnere
\r\n\r\n
\r\n
Søren Skjødt
Dokument:Udskrevet fra www.fadd.dk 19,04,2024