Ovenpå den i vejrmæssig forstand bedste sommer i mands minde, har en gennemgang af de pressesager, der vedrører udsatte-børn og unge-området fra feriemåneden været ganske overskuelig: Relanceringen af, at anbringelser igen (!) sprænger budgetterne og drøftelser af sociale tilbuds muligheder for at begrænse unges udgang fra en institution i forbindelse med overfaldet på Nasser Khaders datter.
\r\nLad os tage det første først:
\r\nAt få de kommunale anbringelsesbudgetter til at sprænge, er i virkeligheden en meget nem manøvre: På den korte bane handler det såmænd bare om, at man i budgetlægningsfasen skærer udgifterne til de sociale indsatser rigtig langt ned. Fordi kommunerne har den lovmæssige forpligtelse til at give de udsatte børn og unge det rigtige tilbud, hvilket i de meget komplekse sager kan omfatte en anbringelse, så vil en overskridelse af budgettet ofte komme helt af sig selv.
\r\nEr man i det kritiske hjørne på en halvdårlig dag, kan man mistænke kommunerne for helt bevidst at fremme mediernes fokusering på budgetoverskridelser: Som om det er anbringelserne, der er problemet. Der er eksempler på, at nogle kommuner så efterfølgende legitimerer de billigere løsninger med henvisning til den gamle sang om, at de sociale indsatser jo alligevel ikke virker…
\r\nI den virkelige verden ville det være mere hæderligt at ...
\r\n(Fortsættes)
... begrunde valget af billige løsninger med økonomiske hensyn. Omvendt er det ikke lovligt, så let er det ikke …
\r\nPå den lange bane ser strategien ud til primært at være skabt ud fra devisen: Hvis vi gentager det tilstrækkeligt ofte, så vil de begynde at tro på det …
\r\nMan bruger med andre ord gentagelsen til at konstruere en sandhed, som ikke findes. Jeg minder om en af konklusionerne fra ’Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser - udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed og offentliggjort den 22. april 2013’, hvoraf det fremgår: »Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 mia. kr. om året i faste 2011-priser.«
\r\nSamtidig må man – på en helt almindelig dag - også anerkende de økonomiske udfordringer, som kommunerne har, fordi det er, som den nye familiechef i Guldborgsund Kommune Lis Hamburger sagde til Altinget (31/7): ”Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart."
\r\nBefriende ærligt…
\r\n\r\n
Under alle omstændigheder er det naivt at tro, at man kan spare penge ved ikke at gøre noget: Ovenstående historie og flere lignende – herunder at socialrådgivere i Århus Kommune i næsten tusind tilfælde systematisk har overskredet lovpligtige frister for at hjælpe socialt udsatte unge (Information 4/8) er et tydeligt fingerpeg om, at når det det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige valg, så har vi at gøre med en samfundsmæssig udfordring: Hvordan vil vi som samfund håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så komplekse problemstillinger, at vi sammen skal skabe forudsætningerne for, at der sættes de nødvendige ressourcer af, så lovgivningen overholdes og de udsatte børn og unge får det rigtige tilbud?
\r\n\r\n
Vi er rigtig glade for, at ombudsmanden følger udviklingen.
\r\nMåske der en dag er politisk flertal for, at de mest specialiserede børn- og ungesager løsrives fra de kommunale økonomier. I håndterbarhedens navn, forstås …
\r\n---
\r\nFra tid til anden involverer mennesker med følelsesmæssige, politiske og/eller faglige interesser sig i drøftelser om forholdet mellem pædagogik og straf.
\r\nKonkrete voldsepisoder er ofte startskuddet. Således også sagen om Nasser Khaders datter, der ifølge ex-politikeren blev overfaldet af nogle piger fra en døgninstitution. Nu kender vi ikke noget til omstændighederne for konflikten. Men BT bruger i en artikel (3/8) anledningen til at hævde at ’Her gør de anbragte unge, hvad der passer dem’.
\r\nEt lignende budskab sendte den tidligere afdelingsleder på en døgninstitution, Troels Gamst i en kronik i Berlingske tilbage i januar 2014 med adresse til landets kriminalitetstruede eller kriminelle unge. Hans skrev blandt andet: ”Ja, jeg kan godt forstå, du undrer dig. Det gør jeg egentlig også. Men sådan er det med det sociale system, som du er underlagt. Det er helt frivilligt, om du gider at lege med dem, eller du vil lege med dine kriminelle venner. Der er ingen magt bag deres ord, hvis du ikke ønsker at samarbejde.”
\r\nI Danmark har vi – godt hjulpet af internationale konventioner - besluttet at vi ikke straffer børn. I stedet arbejder vi pædagogisk – insisterende og inddragende - med de børn og unge, der ikke umiddelbart passer ind i vores forestilling om hvad børn kan, skal og vil – i al fald ind til de bliver 18 år.
\r\nSer man på pædagogisk arbejde op gennem tiden – lad os bare tage de sidste 100 år - så vil man få øje på ganske store forskelle i metoderne, som svinger sådan nogenlunde i takt med forskellige herskende syn på børn.
\r\nSå for 100 år siden gjorde de mennesker, der arbejdede med datidens udsatte børn og unge tingene anderledes, end vi gør i dag. Og om 100 år vil man tilsvarende også have forandret mangt og meget i forhold til vores tids forståelse af, hvad man gør med og sammen med udsatte børn og unge. Sådan er det …
\r\nSamtidig er vi nødt til at kvalitetsvurdere indsatserne ud fra den viden og den bevidsthed vi har til rådighed i en given historisk sammenhæng.
\r\nOg i den tid vi lever i, kan vi altså ikke hverken sådan uden videre ophæve grænserne mellem straf og pædagogik eller undgå begreber som anerkendelse, medbestemmelse og nærvær.
\r\nVi kan ikke nøjes med at kræve af de mennesker, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene.
\r\nForandring af komplekse problemstillinger kræver viden, empati og de nødvendige håndværksmæssige kompetencer.
\r\nPræcis på samme måde som vi forventer det af vores sundhedssystem.
\r\nDe fleste af os foretrækker, at vores sygdomme behandles af medicinsk uddannede eksperter. Derudover at vi bliver behandlet, når vi har brug for det og ikke må se os henviste til enten at blive behandlet af en samaritter eller at vente til et nyt budgetår.
\r\nOg så er vi ved at være tilbage ved indledningen:
\r\nUdsatte børn og unge har også krav på den rigtige indsats – uanset tidspunktet på året. Herunder om der er penge på budgettet.
\r\nFra FADDs side deltager vi med glæde i vedvarende at lede efter, hvad den rigtige indsats består af.
\r\nDet, har vi tænkt os, skal blive ved med at være en del af vores faglige udfordrings - og udviklingsopmærksomhed.
\r\nPå præcis samme måde som lægerne på de specialiserede hospitalsafsnit forhåbentligt heller aldrig vil læne sig tilbage og med et tilfredst smil om munden konstatere, at nu kan vi ikke blev klogere.
\r\n---
\r\nApropos sommerferiens afslutning, så er det nu, at skolereformen træder i kraft.
\r\nFra de specialiserede sociale tilbuds side har vi et fromt ønske: Lad os nu slå alle gode kræfter sammen om at skabe så god en folkeskole som muligt.
\r\nDet skal ikke bare være en floskel, at vi ønsker det bedste for alle børn.
\r\nDet kræver hårdt arbejde, faglighed, samarbejde, målrettethed, differentieringsforståelse og kontinuitet at lykkes med den opgave, at også udsatte børn og unge får et uddannelsesmæssigt løft ind i fremtiden.
\r\nLet there be drums …
\r\n\r\n
\r\n
Søren Skjødt, formand for FADD
Dokument: