JUNI 2014
I en ny rapport om fattigdom fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (21/5) viser tallene, at hver fjerde af de økonomisk fattige i aldersgruppen 18-29 år, har været anbragt som børn.
\r\nLad mig indledningsvist slå fast - selv om det lyder polemisk - så både HAR vi et ansvar for de børn og unge, vi får i vores varetægt og er klar til at TAGE ansvaret på os, når vi bliver mindet om at vi kan blive bedre til at håndtere opgaver, der vedrører arbejdet med udsatte børn og unge.
\r\nMen vi kan ikke alene. Helt i tråd med tidens inklusionsforventninger både kan og skal mange gode kræfter aktiveres og samstemmes for, at det udsatte barn kan komme til at leve et ordentligt liv.
\r\nVi på de specialiserede sociale institutioner kan facilitere og justere tilgangene til den betydelige kompleksitet, der som hovedregel karakteriserer opgaverne på udsatte børn og ungeområdet. Men vi kan ikke alene. Komplekse problemstillinger kræver flerfaglighed og med et udtryk som ikke skal forstås alt for konkret, skal vi ’blande blod’ med alle de aktører, der kan og vil bidrage til opgaven: At løfte og frigøre et udsat barn …
\r\nUmiddelbart kalder fattigdomsundersøgelsen på tre spørgsmål:
\r\n1. Er fattigdom ikke bare endnu et forudsigeligt eksempel på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere end ikke-anbragte?
\r\n2. Kan vi ikke bare lade være med at anbringe børn og unge i Danmark, hvis det ikke hjælper?
\r\n3. Hvis vi alligevel fortsat skal anbringe børn og unge i Danmark, så skal de mennesker, der arbejder med de anbragte børn og unge blive bedre til at løse opgaven?
\r\n(Fortsættes)
ad. 1 Er fattigdom ikke bare endnu et eksempel på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere end ikke-anbragte?
\r\nI en årrække har flere danske forskningsmiljøer påvist, at på en lang række områder scorer anbragte børn og unge ikke så højt som ikke-anbragte børn og unge. Anbragte børn og unge kommer oftere i fængsel end ikke-anbragte, de har lavere uddannelses og erhvervsfrekvens, får oftere livsstilsygdomme m.m. Og bliver nu altså også fattigere, som voksne end ikke-anbragte.
\r\nDet er ikke overraskende. Hvad havde man forestillet sig?
\r\n\r\n
Vi savner et alternativ til denne type undersøgelser. Fordi disse traditionelle undersøgelser om socialt udsatte børn og unge, hovedsageligt er baserede på en vurdering af barnets udvikling i forhold til normalitetsområdet, og en problemorienteret opmærksomhed på reduktion af individuelle problemer og en udbedring-af-fejl-og-mangler-tilgang.
\r\nEfter vores vurdering, er der brug en ressourcefokuseret og udviklingsorienteret undersøgelse af udsatte børn og unges udvikling - i tråd med det børnesyn og de metoder, der anvendes på de specialiserede sociale tilbud i dag.
\r\nOpmærksomheden skal rettes på måling af forandringer i adfærd og i forhold de resultater, som barnet/den unge opnår undervejs i udviklingsperioden.
\r\nFor vi ved det godt og vi har vidst det altid: At leve et liv i modgang med nederlag, omsorgssvigt og vold giver svære odds at vokse op under – ikke mindst i et samfund, hvor det ’perfekte liv´ med lykke, overskud, og selvrealiseringskompetencer står og lyser som et par af de grundpiller, mange også udsatte børn og unge forestiller sig er ledetrådene i det voksenliv, de arbejder så hårdt på at lære at håndtere.
\r\nModsætningerne er til at få øje på …
\r\n\r\n
Det kan måske blive banebrydende forskning, at et amerikansk forskerhold fra Pennsylvania University med Daniel Notterman i chefstolen har fundet frem til, at udsathed slider på børns kromosomer. Helt præcist er det enderne på de udsatte børns kromosomer, de såkaldte telomerer, der oplever et større slid end hos jævnaldrende børn, der har fået en mere tryg opvækst. (Politiken 4. maj 2014)
\r\nNæste skridt for forskningen i samarbejde med udførerleddet bliver så at finde metoder til, hvordan vi kan indarbejde den viden i måden, vi arbejder med udsathed på …
\r\n\r\n
ad 2. Kan vi ikke bare lade være med at anbringe børn og unge i Danmark, hvis det ikke hjælper?
\r\nIndrømmet, det er fra min side tænkt som et retorisk spørgsmål.
\r\nVi skal (naturligvis)anbringe børn og unge, der udviklingsmæssigt profiterer af den indsats, hvis fundament ideelt set skabes i et samarbejde mellem anbringende myndighed, forældre, barn/ung, lokalsamfund og det sociale tilbud.
\r\nEn anbringelse kan anskues som et dramaturgisk forløb: Der er en indledning, en afslutning … og noget der i mellem.
\r\nDen vellykkede sociale indsats kender vi en del til:
\r\n•Det rigtige match mellem barn/ung/familie og det sociale tilbud, der skal stå for at koordinere og løse opgaven på et klart og aftalt grundlag for indsatsen – samt en udredning, der blandt andet adskiller evt diagnose og personlighed
\r\n•Veluddannede medarbejdere, der med udgangspunkt i en professionel kompetence- og resultat-fokuseret organisation arbejder anerkendende, transparent og vidensbaseret på at løse den behandlings og udviklingsopgave, som er beskrevet i grundlaget. Og som evner at forbinde forestillinger om normalitet med en gennemførlig hverdag i et fællesskab med andre børn og voksne
\r\n•Aftaler, planlægning, koordination, inddragelse, opfølgning, status … og forfra
\r\n•Kompenserende behandlings og udviklingsforløb, hvor de involverede parter i en afklaret og præciseret ansvarsfordelingsnøgle jævnligt drøfter forløbets resultater og evt. justerer målene
\r\n•Opfølgende efterværn så lang tid der er brug for det og så længe det giver mening
\r\n\r\n
Og så skal vi minde hinanden om at en social indsats både skal have en nutidsværdi og en fremtidsværdi.
\r\nNutidsværdien kan bestå i at barn får et frirum. Fra omsorgssvigt, vold, pres, stress, kriminalitet, isolation, gæld, misbrug m.m.) Det handler om angstreduktion, sundhed, re-opbygning af sociale kompetencer og at genskabe forudsætningerne for, at barnet lærer at tro på, at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide eller ikke at kunne forstå …
\r\nFremtidsværdien handler om – med lige dele realisme og ambition - at skabe troværdige forestillinger om, at et barn eller en ung kan opnå nogle grader af integritet, autonomi og værdighed – blandt andet ved hjælp af den indsats, som det sociale tilbud leverer …
\r\n\r\n
ad 3. Hvis vi alligevel fortsat skal anbringe børn og unge i Danmark, så skal de mennesker der arbejder med de anbragte børn og unge blive bedre til at løse opgaven?
\r\nJo da. Vi har, som forvaltere af en meget vigtig opgave, fået i opdrag at gøre noget virkeligt godt for andre menneskers børn, som i en kortere eller længere periode har det rigtig vanskeligt. Så vi har vedholdende en forpligtelse til at insistere på at blive bedre til at gøre alt, hvad vi kan for, at udsatte børn og unge får reetableret håbet og troen på, at de kan finde en meningsfuld plads i samfundet …
\r\nVi er leveringsdygtige i masser af fortællinger om udsatte børn og unge, der dagligt kæmper kampe for at gøre sig umage og som rent faktisk opnår de mål, som de selv sammen med dedikerede ’samarbejdspartnere’ har sat sig for at ville opnå …
\r\n-----
\r\nBeregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (maj 2014) har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik vist, at landets 98 kommuner og andre offentlige myndigheder i løbet af de sidste tre år har brugt knap 25 milliarder kroner mindre på velfærd, end regeringen havde givet dem lov til.
\r\nSamtidigt har vi på udsatte-børn og unge området de seneste år set adskillige signalpolitiske lowbudget løsninger – her senest med etableringen af et efterværns-opsamlingssted, hvor individuelt timeansatte medarbejdere kommer forbi de unge - på skift og uafhængigt af hinanden - uden koordinering og uden referencer til et professionelt miljø.
\r\nLige til højrebenet ligger det, at bruge nogle af pengene på langsigtede sociale investeringer: En omregning, som CBS og pensionskoncernen Skandia har foretaget på baggrund af beregninger og analyser af samfundets udgifter til socialt udsatte i 80 svenske kommuner viser, at op mod 6300 danske unge eller 10 procent af en ungdomsårgang aldrig kommer i arbejde. Det vil koste samfundet omkring 105 milliarder kroner i udgifter og tabte indtægter målt over et livsforløb, skriver Information. (2/6) I den forbindelse kan kommunerne starte med at lytte til SENIORRÅDGIVER,SENIOR ANALYST, PH.D Rasmus Højbjerg Jacobsen, CBS ”Vi vil gerne væk fra, at man ude i kommunerne kun kigger på næstes års budget”
\r\n\r\n
I FADD vil vi rigtig gerne være med til at anvise yderligere konkrete tiltag for de børn, der har det allersværest. …
\r\n\r\n
Søren Skjødt, formand for FADD
Dokument:Udskrevet fra www.fadd.dk 26,04,2024