Få nyhedsbrev på mail:

Januar-klummen 2019

SS_ny_nov2012.jpg

5. NYTÅRSFORSÆTTER

Vi sidder midt i den.
Midt og midt; det er måske så meget sagt.
Det er ihvertfald upræcist, for hvem ved, om vi skal være der lige så lang tid, som vi har været der? Altså midt i den.
Under alle omstændigheder har vi i en meget lang periode befundet os i den evalueringskultur – for ikke at sige evalueringsindustri eller kvantificeringskultur - hvor rigtig meget skal opgøres i talværdier i ’det metriske samfund’.

I Politikens klumme MODERNE MENNESKER (30/12-2018) behandler Sven Brinkmann fænomenet og skriver blandt andet at ”kvalitative vurderinger af indhold erstattes i stigende grad af kvantitativ optælling af forekomster.” Og senere : ” kvalitative forskelle (bliver) i stigende grad gjort til kvantitativ ulighed”.

Og det er her vi skal passe på: Når antallet af succes’er i virvaret mellem parametre, indikatorer, gennemsnitstal og impact factors bliver vigtigere end, at nogen har gjort noget godt for nogle andre.
Misforstå mig bare.
Men jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skal dokumentere vores arbejde eller undlade at udlede best knowledge.
Det har vi en helt grundlæggende forpligtelse til. Herunder at fremme, udvikle, dele og anvende ny viden.

Men som Brinkmann skriver i klummens overskrift, så ’bliver du, hvad du måler. Så mål dig mindre’.
Det er et af mine nytårsforsæt.
Jeg vil selv - og jeg vil argumentere for, at vi som område skal - måle det rigtige for at blive bedre til vores kerneopgaver. Og bruge det, vi får at vide…

---

I et ret interessant opslag på Facebook (19/12-2018) har en Ruben Fønsbo skrevet om den aktuelle tendens til, at nogle mennesker optræder ’proaktivt krænkelsesopsøgende’
Jeg føler mig ikke ramt, sådan personligt.
Jeg har aldrig følt mig krænket. En sjælden gang er jeg blevet fornærmet eller såret over noget nogen har sagt – selv om det er så længe siden, at jeg ikke kan huske, hvornår det var.
Til gengæld er det sket, at jeg er blevet vred eller sur over et udsagn, som typisk har handlet om bevidst eller ubevidst udtrykte negative eller generaliserende holdninger til udsatte børn og unge og deres familier.
Privat er jeg blevet bedre til at bruge det lille 3-bogstavsbegreb, pyt.

Mit andet nytårsforsæt er at blive ved med at hugge til dem, der generer dem, der ikke kan forsvare sig – hvis det vel at mærke fremmer deres sag og muligheder. Ellers pyt.

---

Forskningsrapporten Børn og Unge i Danmark, Velfærd og Trivsel 2018, som er udarbejdet af forskere på VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, blev offentliggjort 6. december 2018
Undersøgelsen overvåger bevægelser og udviklingstræk i børns trivsel og opvækstbetingelser. Første udgave af undersøgelsen udkom i 2010, den anden i 2014. Denne undersøgelse er den tredje i rækken.
Forskerne har peget på tre områder, hvor der ud fra undersøgelsens forskellige resultater især synes at være sket en forværring i løbet af de sidste 8 år: de sociale polariseringstendenser, den faldende skoletrivsel og den psykiske mistrivsel blandt unge.
Vi ser nogle af de samme tendenser blandt de børn og unge, som vi arbejder med på vores medlemsinstitutioner: Generelt problemer med det normalitetsønske som de fleste børn og unge i udsatte positioner stræber efter.

Mit 3. nytårsforsæt i forlængelse heraf er at vi i FADD vil formå at bidrage til at mindske polariseringen, at skabe bedre skoletrivsel og at øge trivslen for børn og unge, der lider af psykiatriske problemstillinger.

---

Mit 4. nytårsforsæt er af mere sproglig karakter.

Der skal ryddes ud og op:

  • Mindre uforpligtende terapisprog (jeg tænker, jeg oplever, det jeg hører dig sige er…, jeg omfavner min…, jeg adresserer, jeg hører hvad du siger, jeg genbesøger min overbevisning m.m.m)
  • Mere forpligtende menneskesprog (Jeg mener, jeg synes, jeg er uenig, jeg er enig m.m.m.)
Mit 5. nytårsforsæt er også i sprogafdelingen …
  • Ud med alle ord der ender på ’fullness’
  • Ud med ’skatteplanlægning’ (= snyd)
  • Ud med MUMS (det hedder lækkert)

 ---
Vores arbejdspunkter for 2019 (plus det løse – herunder det kommende folketingsvalg)

  • Implementering af Ungdomskriminalitetsreformen
  • Servicetjek eller reform af anbringelsesområdet (pt uafklaret)
  • National handlingsplan for standardiseret screening af somatiske sygdomme hos udsatte børn og unge – mhp lovgivning
  • Udvikling og kvalificering af nye typer af plejefamilier
  • Evaluering af lov om voksenansvar
  • Opkvalificeringsaktiviteter vedr medicinhåndtering
  • Den socialøkonomiske investeringsmodel (SØM)

 Ligesom Folkemødet også i 2019 bliver et møde-, diskussions- og udstillingssted for os og vores medlemmer.

GODT NYTÅR
Søren Skjødt, formand


Ungeseminar 11-12 april 2019

Ungesem_2019_forside.png

Ungegruppen i FADD inviterer til: DØGNSEMINAR om UDSATTE UNGE &:

  • KRAM og neuropædagogik
  • Mad, mod og måltider
  • Forældrearbejde på udebane
  • Herning modellen: Hvorfor gik det galt – hvad har vi lært?
  • Psykiatriske diagnoser i mainstreamfilm
  • Bag symptomerne – ind til børn og unge med diagnoser

11.-12. APRIL 2019 på Tornøes hotel, Kerteminde

Tilmeldingsfrist 25. februar 2019

Se program og tilmeldingsinfo herunder

FADD_unge_sem_sem_program2019_afsl.pdf

Februar-klummen 2019

SS_ny_nov2012.jpg

En ny analyse fra KL's ugebrev Momentum (offentliggjort januar 2019) viser, at antallet af psykiatriske diagnoser er steget med 22 procent på fem år.
Det er især angst, depression og bipolare lidelser, der fylder.
I alt har 242.000 danskere over 18 år en diagnose mod 198.100 i 2013, oplyser Momentum.
Der 51 kommuner, hvor over fem procent af befolkningen har en psykiatrisk diagnose, mod kun 15 kommuner i 2013.

Som vi tidligere har påpeget det, har der været tilsvarende store stigninger i antallet af psykiatriske diagnoser fra Børnepsykiatrien.
På syv år er der sket en fordobling i andelen af børn og unge, der har fået en psykiatrisk diagnose. Fra 2010 til 2017 er andelen, der har fået en diagnose, inden de fylder 15 år, steget fra fire til ni procent.

Det er vanskeligt at give præcise forklaringer på stigningerne:
Jakob Kjellberg, professor, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd siger til Momentum:
»Vi ved ikke præcist, hvor meget det ene eller det andet fylder. Noget handler formodentlig om, at der rent faktisk er flere, der har en lidelse, og hvis den udvikling sker samtidig med, at der er ændret nogle strukturer omkring skolen, ydelsesmønstre og krav fra arbejdsmarkedet, så bliver diagnoser noget, der i højere grad efterspørges,« siger Jakob Kjellberg.
Jakob Kjellberg tillægger også øgede midler til hospitalspsykiatrien i perioden betydning for, at flere rent faktisk har kunnet blive udredt og få en diagnose.
»Det er ikke anderledes end på andre sundhedsområder. Da man indførte ventetidsgarantier på knæledsoperationer, løftede man også antallet af årlige operationer fra 3.000 til 10.000 inden for ganske kort tid. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er mange flere, der har fået dårlige knæ.

Det samme gør sig gældende et langt stykke af vejen i psykiatrien,« siger Jakob Kjellberg.
At man udvider målgruppen af de mennesker som kan få en diagnose har naturligvis også indflydelse på tallene.
»Da jeg gik i skole, så var en autist mere på et niveau, som man populært kender fra Rain Man. Når man i dag bruger diagnosticeringen bredere, så betyder det ikke, at man ikke er autist, men det er en bredere gruppe, der får den betegnelse. En del af dem var der selvfølgelig også før, der kaldte man dem måske bare for nørder i stedet,« siger Jakob Kjellberg.

Midt i de bekymrende stigningstendenser er der imidlertid to gode nyheder: Siden 2010 er brugen af antidepressiv medicin faldet støt, især blandt børn og unge, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
For børn og unge under 18 år er tallet faldet med 41 procent, mens tallet er faldet med 37 procent for unge mellem 18 og 24 år.

Den kontroversielle, nu fyrede chef for nordisk Cochrane-center på Rigshospitalet, Peter Gøtsche sagde på vores psykiatriseminar sidste år: ”Ingen børn og unge bør få psykofarmaka!”
En deltager spurgte: Hvad gør man så med børn og unge, der bliver psykotiske?
PG: Giv dem en sovepille, det skader ikke hjernen.

Helt så drastisk behøver man nok ikke gå til værks, men hvis faldet i brugen af antidepressiv medicin for børn og unge er sket fordi andre behandlingsformer – herunder socialpædagogisk arbejde - virker bedre, er det kun godt.

Den anden gode nyhed er, at mens vi i årevis til vores bekymring og ærgrelse har konstateret at der ikke er nogen lovbestemt frist for, hvornår man kan erklæres rask for sin psykiske lidelse, hvis man efter en bestemt periode ikke længere opfylder diagnosens kriterier, så er der begrundet håb om forandring.
Den gode nyhed består i, at SFs ordfører (med flere) Trine Torp har fremsat et forslag. der blev førstebehandlet i Folketinget 10. januar 2019 og nu er sendt til udvalgsbehandling.
Forslaget lyder: ”Folketinget pålægger regeringen senest den 1. april 2019 at indføre en ret for borgeren til at få en raskmelding på en psykiatrisk diagnose, såfremt borgeren inden for en fagligt vurderet fastsat tidsperiode er symptomfri og således i komplet remission.”

”Bedre Psykiatri – Landsforeningen for pårørende erfarer bl.a. rettighedsproblemstillinger i forhold til områder som kørekort, kreditkort, flycertifikat, forsikring (rejse-, livs- og indboforsikring), giftermål, adoption, værnepligt, nævning, plejefamilie, ansættelse (i bl.a. politi, PET/FE og som f.eks. erhvervsfisker, lokofører, erhvervschauffør) samt indskrænkninger i forhold til f.eks. stemmeret og forældremyndighed samt sociale ydelser. Hertil kommer ikke-intenderet forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, f.eks. i forhold til tilførsel af ressourcer i sundhedsvæsenet til borgere, som har en psykiatrisk diagnose, og udbredt overdødelighed blandt borgere med psykiske lidelser” (»Den vedvarende stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom«, Ugeskrift for Læger, den 1. oktober 2018) (fra SFs bemærkninger til lovforslaget).

Vi har eksempler på, at forældre er forbeholdne overfor diagnostiseringsforløb og dermed behandling - i bekymring for en langtidsstempling af deres børn...

Det er fuldstændig i vores ånd, at borgere - herunder børn og unge – der på et tidspunkt i deres liv har haft en psykiatrisk diagnose, skal kunne slippe fri for den igen…
Intet er statisk – heller ikke ikke vores hjerne.

Når det er sagt, har diagnosticeringsbølgen også givet muligheder.
”Selv om psykiatriske diagnoser er udviklet som arbejdsredskab for læger og psykiatere, anvendes de i moderne velfærdsstater også ofte som reguleringsmekanisme i forhold til tildeling af privilegier og ressourcer, herunder adgang til orlov, pensioner, behandling og legitim sygdomsadfærd.” (Svend Brinkman i Kristeligt Dagblad 29/9 2015)

Det helt afgørende er imidlertid som psykiater Søren Herz skrev i en kronik i Berlingske for 7 år siden:
”Problembeskrivelser - og dermed også diagnoser - er øjebliksbilleder med fokus på problemerne. Det er afgørende at kigge ved siden af og få øje på, hvor der ikke er problemer. Og det er vigtigt at kigge igennem det problemfyldte og få øje på, hvilke samspils- og følelsesmæssige temaer der holder liv i det. Opgaven handler om at skabe nye øjebliksbilleder, hvor nye forståelser og nye erfaringer tilsammen danner et anderledes billede. Derfor er det så vigtigt at huske på, at diagnoser ikke er forklaringer.”

Diagnoser må ikke være en livstidsdom og må ikke - som nu – skabe uligheder og negativ forskel for mennesker med diagnoser. Både mennesker og diagnoser skal kunne slippes fri, når diagnosens forudsætninger ikke længere eksisterer.

/Søren Skjødt, formand for FADD


FADDs høringssvar vedr: Høring over bekendtgørelse om voksenansvar for anbragte børn og unge

lov_hoeringssvar_foto.jpg

I indledningen af høringssvaret har vi skrevet:

FADD har fra starten af denne proces, der indledtes med regeringens ungdomskriminalitetsreform, anerkendt lovpakkens formål om, at børn og unge skal bringes ud af kriminalitet og tilbage i fællesskabet.

Til gengæld har vi som fagfolk, der konkret arbejder med de udsatte børn og unge, været – og er fortsat - bekymrede over det værdiskred, og de uklarheder som reformen – herunder flere af de øgede magtbeføjelser - ser ud til at repræsentere: En hård retorik med straffelignende sanktioner, mere overvågning, økonomiske konsekvenser, mere politi, ensliggørelse og detaljeinvolvering fra ministerier.

Som vi skrev i vores høringssvar vedr. den lovgivningsmæssige udmøntning af regeringens udspil, ”Alle handlinger har konsekvenser fra oktober 2018: Disse elementer indebærer en risiko for, at denne gruppe af børn vil påtage sig en identitet som kriminelle, som de kan få svært ved at slippe igen.

Rigtig mange børn og unge i de sikrede miljøer er karakteriseret ved manglende evne til at konsekvensberegne egne handlinger, lav IQ, diagnoser og adfærds- og opmærksomhedsforstyrrelser – ofte sammen med en opvækst i familier med sygdom, misbrug, vold og kriminalitet.

En af forudsætningerne for, at man opnår den ønskede effekt, er således, at målgruppen (børn og familier) skal have mulighed for at kunne forstå og respektere (ikke nødvendigvis acceptere) formål og metoder og have kulturelle pejlemærker for ikke-oppositionel adfærd.

Vi skrev ligeledes:
Når dette er sagt har vi en sikkerheds- og omsorgsmæssig udfordring med en mindre gruppe af børn på i særlig grad de åbne afdelinger, der ligger i tilknytning til de sikrede institutioner og på de delvist lukkede døgninstitutioner.

Vi vil benytte lejligheden til at fremhæve:
Der er fravær (i reformen) af en nødvendig revitalisering af indsatstrappen (flere og mere flytbare trin og kortere afstand mellem trinnene) ny finansieringsmodel (statslig indblanding og/eller flere samskabelsesprojekter mellem kommunerne) bedre udnyttelse af gældende regler for at effektuere og konstituere individuelt målrettede løsninger, fokus på vigtigheden af at lette udsatte børn og unges adgang til uddannelsessystemet og til arbejdsmarkedet, bedre koordinering, samt familiers og ressourcepersoners inddragelse i arbejdet.
Det er et fravær, der i høj grad undrer os."

Helt grundlæggende ærgrer vi os over, at en beslutning i ungdomskriminalitetsnævnet kan overrule et forløb, der er igangsat af en myndighedskommune i samarbejde med en udbyder af en relevant og kompetent indsats.

Læs hele høringssvaret herunder

Hoering_soc_min_voksenansvar_2jan2019_def.pdf