I gennem godt et års tid har vi i FADD i samarbejde med Pharmakon, Dansk selskab for patientsikerhed (og finansieret af TRYGFONDEN) arbejdet på et projekt med titlen SIKKER MEDICIN TIL UDSATTE BØRN OG UNGE.
Projektet er nu konverteret et læringsforløb, der frit kan sammensættes med følgende emner:
Sikkerhed i de sundhedsfaglige opgaver
Akut sygdom og håndkøbsmedicin
Sikkerhed i håndteringen af medicin
Medicin mod psykiske sygdomme
Medicin og kroppen
Praktisk brug af medicin
Medicinen skifter navn, medicintilskud og information om medicin
Indholdet er velafprøvet på 3 af vores medlemsinstitutioner.
Følgende konsulenter kan kontaktes med henblik på at indgå kursusaftaler med lokale apoteker, der står for den konkrete tilrettelæggelse og undervisningen.
Lena Skov Andersen
lsa@Apotekerforeningen.dk
Storstrøms kreds og København
Christina Hoffmann Hyldig
chh@Apotekerforeningen.dk
Nordsjællands kreds og København
Tina Jobling
tjo@Apotekerforeningen.dk
Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands kreds
Tove Oldam
tol@Apotekerforeningen.dk
Fyns og Sydjyllands kreds
Nærmere oplysninger kan gives ved henvendelse til info@fadd.dk
FRA PODCAST & PÅ CYKEL TIL NY BØRNEREFORM?
Der er rigtig mange af dem. Mange flere end der er latterlige kasketter på Smuk-fest…
Jeg er ret vild med podcasts.
Fra Kvinden med den tunge kuffert- typen - over amerikanske doku-gysere til de mere langhårede fra P1.
Jeg hørte for nogle dage siden en af sidstnævnte; Brinkmanns bænk om, HVOR BLEV MENINGEN MED LIVET AF?
Svend Brinkmann havde inviteret to gæster op på briksen: Anders Petersen, lektor i sociologi på Aau (som nogle af jer måske kan huske, at vi havde et oplæg om diagnosekultur af på vores årsmøde i 2017) og Morten Albæk, filosof og CEO på Voluntas.
Formentligt utilsigtet – i hvert fald uden at bruge ordet - kom deres diskussion til at beskæftige sig ret meget med socialpædagogik.
--
INDSPARK: I forlængelse af regeringens fokus på anbringelsesområdet har vi – udover meget at glæde os over - som minimum to bekymringer.
1. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils forbehold overfor interne skoler
2. Den samlede regerings fokus på det anbragte barns ret til at vælge dets forældre fra
Ad 1. Der var en gang en klog mand der sagde: Hvis du har noget, der fungerer og noget, der ikke fungerer, og hvis du gerne vil have det, der ikke fungerer til at fungere, er det bedste styringsredskab, du kan bruge … en cykel. Sæt dig op på cyklen og kør ud til det sted, der ikke fungerer og gør det nødvendige for, at det kommer til at fungere. Og lad så de steder, der fungerer, være …
Sådan har vi det også med de interne skoler.
Luk de interne skoler, der lader en 10 årig pige sidde alene i et klasseværelse uden kontakt til voksne. Men lad være med at stille spørgsmålstegn ved eksistensen af den store gruppe af interne skoler, der hver dag står på tæerne for at bringe børn og unge med sporadisk skolegang, skolesvigt og social uro i bagagen på omgangshøjde. Men stil gerne krav: Vi skal kontinuerligt blive dygtigere til at løse opgaverne. Flere anbragte børn og unge SKAL have en uddannelse…
Men vi kan måske starte med at bede om børns ret til 1800 skoledage i løbet af et grundskoleliv?
Ad 2. Må jeg ikke bare stilfærdigt gøre opmærksom på, at udsatte børn og unge naturligvis har ret til at blive hørt, inddraget og respekteret. Timing og forholdemåde skal til- og afpasses deres alder og modenhedsniveau.
Børnene skal stå først, som flere ministre har påpeget.
Men ligesom med ansvar-for-egen-læring, der på et for tidligt tidspunkt kan være et undergreb, så er det et overgreb at lade børn træffe definitive beslutninger på et situationsbestemt grundlag.
Det er helt afgørende vigtigt, at det er professionelle voksne, der på et fagligt grundlag kan nuancere børns affektivt bestemte ønsker og forestillinger, så børns vilkår tilgodeses både på kort og på langt sigt.
Hvor gammelt skal et barn for eksempel være for at kunne vælge mellem plejefamilie og forældre?
Herunder at vælge den ene part fra – med livslange konsekvenser til følge.
Eller hvornår kan vi være helt sikre på at barnet mener det, når han/hun siger: Jeg vil aldrig se min mor?
Vi skal naturligvis have de tunge redskaber i værktøjskassen (tvang, minus-kontakt m.m.)
Men efter mere end 30 år i branchen, må jeg sige at det er umådeligt sjældent, at det har været relevant at bruge dem.
Jeg har til gengæld oplevet masser af gange, at det har været godt – for den ene part eller for begge – at sætte relationen på standby.
Vi har også gode erfaringer med, at teknologi kan bruges til at parterne kan følge med i hinandens liv uden konkret kontakt – mhp at relationen så kan genetableres, når barnet kan profitere af den.
At udsatte børn og unges forældre (og andre ressourcepersoner) kan spille en vigtig rolle i behandlingsindsatsen, er der slet ingen tvivl om. Ofte er det en forudsætning for resultatet.
--
Tilbage til Brinkmanns bænk: Skåret ind til benet handlede den første halve time om deres bud, på hvad der er galt i vores samfund:
Paradokset mellem at vi bliver rigere, ældre og bedre uddannede samtidig med, at vi bliver mere stressede, angste og deprimerede.
Mellem præstationssamfundets krav om hastighed, som et mål i sig selv og som medproducent af menneskeligt forfald og så menneskers behov for meningsfuldhed og lyst til at bidrage.
Brinkmann ridsede det op ved at spørge om det er præstationssamfundet, der gør, at vi glemmer at leve et meningsfuldt liv? Eller er det tabet af mening, der gør, at vi ’bare går rundt og præsterer’?
Det er blevet til svaghed at insistere på at holde en pause, hvilket vi fra musik uden pauser ved, gør, at vi ikke kan høre melodien, og som derfor reducerer lyd til støj.
Liv uden pauser bliver til støj. Og er umenneskeligt.
Som vi ved, er der meget, der tyder på, at det er de 16-24 årige, som dette paradoks går hårdest udover.
Det socialpædagogiske islæt manifesterede sig specielt i diskussionen om, hvad vi gør ved paradokset.
Det er først og fremmest mennesket, der er blevet grænseløst
Samfundet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet spiller også en rolle.
Men det er mennesket før systemet
Derfor er det mennesket, der skal lære at afgrænse sig ved at styrke selvværdet, så det kan udvikle integritet, dydsforståelse og generøsitet. Og modstå de systemelementer, der ikke gør noget godt..
Heri ligger det socialpædagogiske DNA ..
Vi skal bevæge os fra at gå opad karrierestigen til at gå opad selv-respekt-stigen.
Vi skal have mere fokus på at styrke unges etisk/moralske kompas – altså at skabe bedre forudsætninger for, at de kan lære at navigere mellem det meningsfulde og det meningsløse.
Det er det, vi i mange år på vores område har kaldt for … dannelse.
Vi skal forstå forskellene mellem tilfredshed, lykke og meningsfuldhed, hvoraf kun det sidste begreb er efterstræbelsesværdigt og bæredygtigt. De to første begreber er vigtige nok, men flygtige.
Dermed bliver det en socialpædagogisk opgave for os, der arbejder i det specialiserede socialområde at medskabe rammerne for at udsatte børn og unge kan ’flytte markørerne og koordinaterne for det meningsfulde liv’.
På et konkret spørgsmål om hvad de tre i studiet ville sige til en ung, der står midt i at skulle i gang med sit voksenliv, sagde de:
--
Men hvorfor skriver jeg egentligt dette referat af en podcast om meningsfuldhed og mangel på samme?
Det gør jeg fordi vi står overfor en af de vigtigste reformer i nyere tid:
Vi har en historisk politisk åbning for at bringe udsatte børn og unge og forståelsen af, hvad de har brug for ind i lovgivningen og dermed ind som forandringspejlemærker i børn og unges liv – ikke bare i de udsatte børn og unges liv, men i hele vores samfunds opfattelse, hvad udsathed er og hvad vi kan gøre ved det.
Og hvordan vi på længere sigt kan deaktivere det menneskelige forfald og humanisere sammenhængskraften i vores samfund.
Når vi derfor som en del af regeringens inddragelsesløfte tropper op ministerkontorerne, vil vi argumentere for vigtigheden af at styrke udsatte børn og unges selvværd og selvrespekt ved både at stille krav OG sørge for, at de får pauser.
Vi vil insistere på at udsatte børn og unge profiterer af at være en del af fællesskaber, hvor de møder mest mulig normalitet, men også, at de får en pause fra den normalitet ved at være sammen med andre, der også har det svært.
Vi vil fortælle om den helt centrale pointe, der er i at inddrage børnenes forældre, der hvor det giver mening for barnet; for dets trivsel og udvikling, men også at de får en pause fra den relation, når den bliver for smertefuld og for vanskelig
Vi vil fremlægge synspunkter, der vil understøtte barnets og den unges medbestemmelses- og inddragelsesret, men vi vil også fortælle, hvorfor vi vil give barnet pauser i at skulle have ansvaret for vigtige beslutninger i dets eget liv.
Til gengæld vil vi ikke give det udsatte barn pauser, når det handler om at styrke den dannelsesfordring, de kan tillade sig at forvente, at vi vil bidrage med og hvis substans er hentet fra teorien, fra vores ordentligheden og fra alt det, vi i øvrigt ved – og det vi forpligter os på at komme til at vide mere om – i forhold til, hvad der er godt for børn, der har brug for omsorg, vejledning og livshjælp.
Afslutning:
Jeg indrømmer: Denne klumme er lidt langhåret.
Nu er der ikke noget i vejen med at være langhåret. Jeg er bare så gammel, at jeg ikke kan huske, hvordan det var.
Til gengæld har jeg så mange kilometer i benene, at jeg godt ved, hvornår man skal gå dybt for at finde saften og kraften i argumenterne.
Hør podcasten her: https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-46
Kære medlemmer,
Traditionen tro: Ungegruppen i FADD inviterer til DØGNSEMINAR om
UDSATTE UNGE &
16.-17. APRIL 2020 på Tornøes hotel, Kerteminde
Tilmeldingsfrist: 25. februar 2020Se program og tilmeldingsinfo herunder
FADD_ungesem_program2020_definitiv.pdf
Kære Mette Frederiksen,
Da I nu i regeringen i dag er samlet til konference for at skulle det, I har sat jer for at ville, så sender vi dig hermed en hilsen som inspiration til den del af jeres arbejde, der omhandler anbragte børn og unge i DK.
Først og fremmest: Kæmpetak fordi du har sat udsatte børn og unge i Danmark SÅ eftertrykkeligt på dagsordenen. Og fordi I sætter handling bag – og foran…
I en tid, hvor mange politikere på tværs af partierne messer vækst, værdikamp og velfærdsrettigheder, er det befriende, som aktør på det specialiserede børneområde at høre og se, at du fra en af landets mest ikoniske talerstole rettede 2/3 dele af din opmærksomhed specifikt og konkret på vores område.
TAK.
Ingen tvivl om, at det ligger dig ualmindelig meget på sinde, ikke bare at tale de udsatte børn og unges sag. Men også at tale den op.
MODTAGET!!!
Sådan har vi kendt dig, siden vi mødtes første gang i 2007; du som socialordfører og vi som rejseguider på en tur rundt til en række af vores medlemsinstitutioner.
Det gælder også din empatiske og kloge undskyldning for statens ansvar for manglende tilsyn på børnehjem. Og det gælder dit nærvær, åbenhjertighed og nysgerrighed i dine samtaler med børn på Josephine Schneiders Hus og Josephine Schneiders Børnehjem lige før jul og lige efter nytår.
Det var svært at se hvem, der i virkeligheden var fan af hvem 
Med udmeldinger som at 'vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile', ’vi skal reagere tidligere’ og ’jeg står på børnenes side’, træder du i karakter som børnenes statsminister. Det lover godt.
--
Skal man på baghjul forholde sig en smule kritisk til den del af talen og de efterfølgende udmeldinger fra jer, der handler om et nyt hjem tidligere til flere børn, flere tvangsadoptioner, og hvor dårlige nogle forældre er til at varetage forældrerollen, så må vi rynke de faglige bryn en anelse.
Derfor et par warnings her under bifaldet:
Tidlig indsats må ikke blive et mål i sig selv. Den tidlige indsats kan vise sig at være for tidlig.
”Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det” som vores gode ven Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi, skrev i en artikel i Mandag Morgen for et lille års tid siden.
Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres, når der er brug for den.
Det vigtige er timingen.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …
Tvangsadoptioner som du og Regeringen mener, der skal være flere af, er et meget alvorligt og ultimativt indgreb.
Dels i et familieliv, dels i et barneliv.
Og vel egentlig også i samfundsmæssig forstand.
For hvor alvorlige skal, hvilke faktorer være – over hvor lang tid, med hvilken intensitet og uden fortrydelsesret - for at udløse, at et barns ve og vel overdrages til en adoptionsfamilie?
Man har gennem en årrække brugt tvangsadoptioner i England som en meget anvendt anbringelsesform. Os bekendt ikke uden skelen til, at det er en billig (=gratis) anbringelsesform.
Måske vi skulle skaffe os noget viden om indsatstypen inden vi begår samme fejl, der i forbindelse med Barnets Reform fra 2011, hvor man valgte at opprioritere plejefamilieanbringelser, som på tidspunktet var den suverænt dårligst undersøgte anbringelsestype.
Fra professor Inge Bryderups plejefamilieundersøgelse fra 2017 ved vi
God arbejdslyst på seminaret
Søren Skjødt
Formand for FADD
Der er mindst 20 grunde til det:
1. Nyt årI sandhed. DET BLIVER ET GODT ÅR I ÅR
---
Det er aldrig tidligere sket, at en statsminister har brugt 2/3 af sin taletid på at tale om udsatte børn og unge.
Ingen tvivl om, at det ligger Mette Frederiksen ualmindelig meget på sinde, at tale de udsatte børn og unges sag op.
Med udmeldinger som at 'vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile' og ’vi skal reagere tidligere’ træder børnenes statsminister i karakter. Det lover godt.
Kæmpetak for den opmærksomhed din tale om og til vores område har givet danskerne, Mette Frederiksen.
--
Skal man på baghjul så forholde sig bare en smule kritisk til den del af talen, der handlede om et nyt hjem tidligere til flere børn, flere tvangsadoptioner, og hvor dårlige nogle forældre er til at varetage forældrerollen, så må vi rynke de faglige bryn en anelse.
Tidlig indsats må ikke blive et mål i sig selv. Den tidlige indsats kan vise sig at være for tidlig.
”Dels fordi den risikerer at klientgøre eller sygeliggøre mennesker, som (endnu) ikke har reelle sociale problemer. Dels fordi vi risikerer at bruge ressourcer på indsatser målrettet mennesker, der ikke har brug for det” som vores gode ven Robin Vickery, Projektchef i Copenhagen Dome - Videnscenter for Socialøkonomi, skrev i en artikel i Mandag Morgen for et lille års tid siden.
Pointen er, at forebyggelse i denne form ikke handler om at hjælpe så tidligt som muligt, det handler om at hjælpe så hurtigt som muligt. Uanset om det gælder børn, unge, voksne eller ældre, så skal indsatsen leveres når der er brug for den.
Det vigtige er timingen.
Det er der formentligt også økonomisk bæredygtighed i …
Tvangsadoptioner som Statsministeren mener der skal være flere af, er et meget alvorligt og ultimativt indgreb.
Dels i et familieliv, dels i et barneliv.
Og vel egentlig også i samfundsmæssig forstand.
For hvor alvorlige skal, hvilke faktorer være – over hvor lang tid med hvilken intensitet og uden fortrydelsesret - for at udløse, at et barns ve og vel overdrages til en adoptionsfamilie?
Man har gennem en årrække brugt tvangsadoptioner i England som en meget anvendt anbringelsesform. Os bekendt ikke uden skelen til, at det er en billig (=gratis) anbringelsesform.
Måske vi skulle skaffe os noget viden om indsatstypen inden vi begår sammen fejl som i forbindelse med Barnets Reform fra 2011, hvor man valgte at opprioritere en anbringelsesform, som på tidspunktet var den suverænt dårligst undersøgte.
Fra professor Inge Bryderups plejefamilieundersøgelse fra 2017 ved vi:
Rigtig mange kommuner fortæller desuden, at de har meget svært ved at skaffe det nødvendige antal plejefamilier.
Og vi ved fra vores arbejde på institutionerne, hvor helt afgørende vigtigt det er, at de udsatte børn og unges forældre er medspillende og deltagende i deres børns liv – både når de bor hjemme og når de bor ude.
Vi ser det som Leonard Cohen i sangen Anthem: There is a crack in everything. That's how the light gets in.
Vi har en seriøs forpligtelse til at lede efter enhver sprække, hvor der kan komme lys igennem.
Enhver omsorgsopgave som forældrene kan stå for – som børnene kan profitere af – skal vi identificere, facilitere og effektuere.
Nogle gange under opsyn, ofte med håndholdte anvisninger og rådgivning. Og altid med barnets behov, forudsætninger og rettigheder allerforrest.
Den del af vores arbejde er meget, meget vigtigt…
Vi har sagt det før. Og nu siger vi det lige igen:
Der er brug for flere både/og løsninger for at skabe nænsomhed i overgangene i børns liv.
--
Vi har meget på dagsordenen for 2020.
Men Mette Frederiksen har lige skubbet til en ide:
Vi må her i foråret være nogle stykker, der går sammen om at sætte et nationalt fokus på, hvad der skal være op og ned i måden vi behandler de mest udsatte børn og unge – og deres familier.
FAGLIGT. ORDENTLIGT. KONTINUERLIGT
I hører nærmere
--
2020
Der er noget klart, kontant og kompromisløst over det tal. Tyvetyve.
Det kan jeg godt lide, som Jørgen Leth måske ville have sagt …
Det forpligter alle os, der agter at gøre, sige, ville og kunne noget nyt.
Handling giver forvandling. Få det nu fixet. Do it.
Godt nytår !!
Søren Skjødt, formand for FADD
