Efterspillene ovenpå NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET har været mange og forskelligartede.
Vi har op til - og siden første afsnit - været i dialog med de af vores medlemsinstitutioner, der har været omtalt.
Disse møder har understreget det, vi har skrevet i adskillige debatindlæg, opslag og pressemeddelelser: Dokumentaren har både ramt rigtigt og skudt ved siden af.
En ting er det principielt problematiske i, at udsatte børn og unge med billede og navns nævnelse er blevet spændt for tilrettelæggernes ønske om vise dramatiske episoder og følelsesladede reaktioner på forhold, hvis udgangspunkt er oplevelsesrelateret.
Og i forlængelse heraf, uden de nuancer, der kunne have gjort udsendelserne mere konstruktive.
Ikke blot nuancer knyttet til de enkelte situationer, hvor lederes og medarbejderes etiske-DNA, moralske kompas og respekt for lovgivningen, naturligvis, forhindrer, at man udstiller de deltagende børn og unge med forklaringer og offentliggørelse af forhistorier.
Men også i forhold til at lade et område fremstå nærmest ureguleret med svigt og magtmisbrug.
Som da den tidligere socialdirektør uimodsagt fik lov til at runde udsendelserne af med følgende almengørelse: ’Det er generelt ikke lykkedes for os at give disse børn et bedre liv.’
Og så kom rulleteksterne.
Vi synes måske nok, at et par kontraspørgsmål fra journalistens side havde været betimelige.
Herunder: Hvor ved du det fra?
Hvilket kendskab har du til de portrætterede børn?
Hvilken statistisk undersøgelse validerer udsagnet?
Hvordan definerer du, hvornår en indsats er lykkedes/ikke lykkedes?
Hvordan forstår du ’et bedre liv’?
Samlet set har TV2 efterladt os med en tvivl om, hvad der har været det højere formål med udsendelserne, som efter vores opfattelse svæver mellem tre stole, desværre uden at lande:
I alle 3 genrer har tilrettelæggerne et ansvar i forhold til at beskytte sårbare og udsatte deltagere.
Det er TV2 desværre ikke lykkedes med.
To make sure. I FADD mener vi:
Vi ser frem til at følge det åbne samråd den 8/4 kl 13.00, hvor Ældre- og socialminister Astrid Krag er indkaldt af DF, NB, KF og V.
Det sidste ord i den sag er næppe sagt …
Foreløbig har vi indbudt et par af vores samarbejdspartnere blandt politikere og aktørorganisationer til nærmere drøftelser.
Et par korte nyheder:
Inge Bryderups døgntilbudsundersøgelse har nu nået en deltagerprocent, der gør undersøgelsen valid. Det er vi rigtig glade for.
Svarprocenten er på 55 %, som fordeler sig med 61 % på døgninstitutioner og 51 % på socialpædagogiske opholdssteder.
AULA er nu også blevet tilgængelig for medarbejdere på vores område.
Det er vi også rigtig glade for. Vi pudser for øjeblikket adgangsforhold og funktionalitet af sammen med et par af vores medlemsinstitutioner.
Det vigtige er, at vi er i gang …
Vedr folkemødet 2021, så har vi meddelt arrangørerne, at de må klare sig uden os i år
Til gengæld stiller vi gerne op til online-debatter – eller fysisk fremmøde såfremt nogen har brug for noget af det vi ved noget om.
Vi forventer at være med næste år …
Charlotte Møller Pedersen
Formand
I går aftes (18/3 2021) viste TV2 dokumentaren NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET 2 som opfølgning på det første afsnit fra 4/3 2021.
Vi blev vidner til en række interviews med tidligere anbragte børn, tidligere medarbejdere, et par nuværende socialrådgivere og en tidligere direktør for Socialstyrelsen.
FADDs formand Charlotte Møller Pedersen (CMP) udtaler i den forbindelse: ”Man er en sten, hvis man ikke bliver berørt af indholdet i udsendelserne; af at børn er kede af det og ikke føler sig lyttet til, hørt og taget omsorg for.
Nogle vil måske mene, at det er godt fjernsyn. Jeg synes det ikke!
Ikke fordi vi ikke har brug for at få historierne frem, for dét har vi – og vi skal lære af dem, men fordi der indgår udsatte børn og unge med billede og navns nævnelse, som fra nu og indtil nettet lukker, vil være at finde på diverse sociale medier med en del af deres historie, som de måske ikke for tid og evighed vil være vilde med at kunne blive mindet om.
Til tilrettelæggerne: Skulle nogle af deltagerne i dokumentaren have været anonyme, burde det have været børnene.
Nogle af de viste situationer er uafhængigt af konteksten på ingen måde acceptable.
Gennemsigtighed er den bedste medicin mod magtmisbrug, selvtilstrækkelighed og arrogance.
Men vi må også kræve, at transparensen gælder hele pakken; herunder, at der også skal være lys på konsekvenserne af de rammevilkår, der gælder for områdets aktører. Og på karakteren af den adfærd, der udfordrer ikke bare medarbejderne på vores område, men hele samfundet.
Udsatte børn og unge er lige så forskellige som ikke-udsatte børn og unge.
På vores institutioner har vi også børn og unge, der har så meget angst, en så oppositionel og risikovillig adfærd og så voldsomt et misbrug, at deres eget og andres liv indimellem er truet.
Som arbejdstilsynet ofte påpeger, så er der OGSÅ et beskyttelsesaspekt i forhold til medarbejderne.
Den kompleksitet vores område arbejder med og i, kalder på nuancer, besindighed og klogskab – ikke på kompleksitetsreducerede sort/hvid-fortællinger og øjebliksbilleder.
De børn, vi modtager på det mest specialiserede socialområde, har almindeligvis brugt kvoten for uro, omsorgssvigt, manglende tillid og for nogles vedkommende, vold og misbrug.
Det forventes med rette af os, at vi selv er i affektkontrol og omsorgsfuldt har styr på de børn, vi arbejder med. Sådan SKAL det være.
Vores opgave består i, at vi skal give omsorg til de børn, der er omsorgssvigtede. Vi skal rumme de børn, som normalsystemet ikke kan rumme. Vi skal skabe læring og erfaringsrum for de børn, der ikke profiterer af andre foranstaltninger. Vi skal medvirke til at indfri potentialet hos de børn, der ikke kan selv. Svaret er faglighed, ordentlighed og nænsomhed.
Indtil vi, som nutidens forvaltere af den kollektive omsorg for udsatte og sårbare børn, bliver bedt om at løse en anden opgave, er det pædagogik, der skal til. Den socialpædagogiske fordring betyder, at må vi insistere på, at børn med forskellige udfordringer, skal tilbydes forskellige og håndholdte løsninger, der med varme, viden, visdom og vedholdenhed, kan skabe lige præcist dén hverdag, som det enkelte barn har brug for.
kke mindst når folkedomstolen kræver et anbragt barn straffet hårdt.
Til oplysningerne i udsendelsen om, at de sociale tilsyn i en periode på 5 år med 614 botilbud har givet 76 påbud, skærpede tilsyn eller begæret lukninger, siger FADDs formand: ”Om det er få eller mange afhænger vel af de øjne, der ser. Men for mig er det udtryk for, at tilsynene løser deres opgave, som gennem dialog, kontrol og udviklingsfokus er, at sikre at kvaliteten og læringsvilligheden på døgntilbuddene er høj.
Flere af de omtalte tilbud – mindst en håndfuld - er for længst lukkede - på grund af tilsynenes indsats og som udgangspunkt fordi kvaliteten og etikken ikke var høj nok – og dét bifalder jeg.
Vi begår alle fejl og fejl forpligter til læring, udvikling og forandring.
Er der for store afvigelser fra standarden, som den er fastlagt i lovgivningen og via tilsyn, og foreligger der fravalg af læringsforpligtelsen, så må tilbuddet lukke – sådan SKAL det være.
På botilbudsområdet har vi naturligvis en særlig forpligtelse til ALTID at lede efter løsninger, der er præget af faglighed, omsorg, udviklingsorientering, rummelighed og retningsanvisning.
Men altså også nogle grader af styring eller kontrol.
FADD: Områdets aktører skal tåle og lære af kritik.
Dokumentaren bør mane til eftertanke, refleksion og revurdering af standarder og procedurer.
Vi har alle fra vores forskellige positioner ansvar for at:
Vi næres alle af ønsket om, at de børn, vi har i vores varetægt, får ro, kontinuitet, mening i deres liv, bliver angstdæmpede, kommer i trivsel, udvikler sig og forløser deres potentiale.
Ligeså er det foreningens håb, at vores institutioner aktivt bruger også denne dokumentar til at kigge ind ad og få øje på og arbejdet med de forbedrings- og udviklingspotentialer, der helt givet er – vi er ikke ufejlbarlige, men det vil være en fejl ikke at få set efter.
YES, YES, YES
Adgang til Aula
KOMBIT (Kommunernes IT-fællesskab) meddeler idag 18/3 2021
Fra den 20. marts 2021 kan medarbejdere på døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge få adgang til Aula for vores børn.
En ny version af Aula, som frigives den 20. marts 2021, indeholder som tidligere annonceret ny funktionalitet, så medarbejdere kan logge ind i Aula og kommunikere med skoler og almindelige dagtilbud på samme vis som forældre.
Hvis du både har egne børn i Aula og også er medarbejder på et døgn- eller dagtilbud, skal du ved login i Aula vælge, om du vil logge ind som almindelig forælder eller som ’officielt tilknyttet person’, som er det begreb, der bruges om medarbejdere på døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge.
Hvordan kan jeg få mere at vide, og hvordan kommer jeg i gang?
På Aulas informationshjemmeside, aulainfo.dk, kan du læse mere om, hvordan du kommer i gang, og hvor du kan finde vejledninger til at hjælpe dig med både brug af og konfiguration af Aula. Den specifikke artikel om denne nye adgang til Aula finder du på nedenstående link.
I begyndelsen vil der være en begrænsning, så der maksimalt kan knyttes 10 kontaktpersoner til samme barn – dette inkluderer forældre, bedsteforældre, stedforældre og altså også medarbejdere på døgn- og dagtilbud. Dvs. hvis et barn i forvejen har knyttet to forældre og en bedsteforælder til sig, så er der plads til 7 medarbejdere for dette barn.
Denne begrænsning arbejdes der lige nu på at fjerne i de administrative systemer på skoler og dagtilbud. Når begrænsningen er fjernet her, kan Aula håndtere et vilkårligt antal medarbejdere pr. barn.
NB: i artiklen på Aulainfo.dk indgår der links til Aulas brugervejledninger. Disse vil dog først blive opdateret med den nye funktionalitet i løbet af weekenden når den nye funktionalitet frigives. Derfor linkes der før den 20. marts til den ”gamle” udgave af brugervejledningerne.
Følg linket herunder
Link: www.aulainfo.dk/information-til-medarbejdere/aula-i-doegn-og-dagtilbud-for-udsatte-boern-og-unge/
Uenighed er en af forudsætningerne for, at vi mennesker kan blive klogere her i livet.
NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET har bragt sindene i kog.
Dokumentarens fokus på magtanvendelser er da også et af de temaer i socialpædagogikken, der traditionelt set kalder på allermest uenighed.
Der er stærke følelser i det og aktiverer typisk folks anti- og sympatier, egne sårbarheder, og forforståelser.
Det gælder også fagfolk…
Tak for jeres bidrag på Facebook, på Linkedin, i mails og på SMS’er.
Tak til jer, der bakker op om det, vi selv synes, er en række nuancerede bud på faglige og områderelevante synspunkter i JP-debatindlægget og pressemeddelelsen.
Tak til jer, der problematiserer vores tilgange og argumenter.
Vi læser det hele grundigt og lader os inspirere af indsparkene…
Dokumentaren og de mange kommentarer om indholdet har betydet, at vi har intensiveret vores forberedelse af en kommende evaluering af Lov om voksenansvar og Socialtilsynenes rolle i den forbindelse.
At gøre drøftelserne til et spørgsmål om for eller imod magtanvendelser giver ingen mening.
Området er topreguleret i lov om voksenansvar. Heraf fremgår det, at magtanvendelsers legitimitet er knyttet til, at den voksne skal give omsorg til det barn, der er i alvorlig affekt.
Vi betoner i enhver sammenhæng, at det også er magt og pligt at insistere på dialog, såvel som det er magt og pligt at gribe ind overfor et barn for at forhindre personskader og ødelæggelser – men altid afstemt efter proportionalitetsprincippet. Og aldrig som pædagogisk redskab… ”det var engang, og dér må vi aldrig komme hen igen”.
De børn, der kommer til os, skal skærmes og passes på af kompetente voksne – ikke mindst når de har det svært.
Det er efter vores overbevisning også en forenkling at diskutere, om der er brug for enten plejefamilier/små institutioner eller store institutioner.
Det afgørende er, om indsatsen for barnet skaber trivsel og udvikling.
Vi har flere gange foreslået, at man knytter plejefamilier tættere sammen med institutioner for at skabe mere nænsomhed og fleksibilitet i overgangene i børns liv
Så lad os slå fast:
Link: www.vive.dk/da/udgivelser/betydningen-af-anbringelsestype-for-anbragte-boerns-skoleresultater-16001/
I går aftes blev seere på TV2 i dokumentaren NØDRÅB FRA BØRNEHJEMMET præsenteret for en række optagelser, hvor medarbejdere, på blandt andre nogle af vores medlemsinstitutioner, håndterer forskellige konfliktsituationer. Flere af optrinnene er voldsomme.
FADDs formand Charlotte Møller Pedersen (CMP) siger om magtanvendelser: ”Et indgreb skal ALTID foregå så nænsomt, afstemt og omsorgsfuldt som muligt. Og altid efter proportionalitetsprincippet; indgrebet skal passe til karakteren af barnets adfærd. I socialpædagogiske sammenhænge er der aldrig tale om ’den gode magtanvendelse’. Vi foretrækker at bruge begrebet ’den nødvendige magtanvendelse’. Og vigtigst af alt - den skal altid give mening for barnet.”
CMP siger endvidere om første afsnit af dokumentaren:
”Grundlæggende mener vi ikke, at udsatte børn og unge i affekt skal optræde i medierne. Selv om det er effektfuldt, er konsekvenserne ofte vanskelige at overskue for de børn, der medvirker.
Når det er sagt forstår vi, hvis den almindelige dansker synes, at optrinnene i dokumentaren ikke bare er voldsomme, men også FOR voldsomme:
Det ligger dybt i os mennesker at reagere med omsorg, varme og trøst, når børn er i affekt, græder, skælder ud, lider og skriger; så ønsker vi at favne og rumme dem instinktivt."
I nogle af situationerne fremstår de filmede medarbejderes adfærd -kontekstuafhængigt set - som overgreb. Og det kan være, at de er det.
Vi vægrer os imidlertid ved tanken om, at institutionerne huser medarbejdere, der ønsker at gøre børn ondt. Brodne kar kan findes alle vegne, men ikke længe. Vores institutioner er der, fordi ledere og medarbejdere ønsker at gøre noget godt for nogen, der har det svært.
Vi skal som udgangspunkt altid kunne aktivere vores faglige over-jeg og reagere med stoisk ro og besindighed.
Men. For der er et men.
De børn, vi arbejder med på vores område, er naturligvis - udover de udfordringer de står i og de særlige behov, de har - prægede af den tid, vi lever i.
Det er en kendt sag, at autoritetspersoner – spørg bare politifolk, p-vagter, billetkontrollører og fodbolddommere - jævnligt kan berette om episoder, hvor selv mindreårige børn, deres større søskende og forældre optræder med provokationer, ydmygende tilråb, trusler og vold.
Det gælder også for vores medlemmer generelt og i særdeleshed på de tilbud, der arbejder med de mest konfronterende, adfærdsoppositionelle og personfarlige børn og unge.
Selv om de børn er relativt få, findes de. Et kvalificeret gæt er, at det drejer sig mellem 150 og 200 børn og unge af de ca. 12.000 anbragte, der er i DK; svarende til mellem 1 og 2%. Det var i al fald det tal, der i forbindelse med indførelsen af ungdomskriminalitetsnævnet fra januar 2019, blev nævnt af den daværende regering, som antallet af gengangere på de sikrede institutioner.
CMP: ”Nogle medarbejdere på vores område går på arbejde hver dag med risikoen for at blive mødt med et sprogbrug og et aggressionsniveau, der måske nok vil egne sig til en TV-dokumentar i bedste sendetid, men som ingen medarbejdere eller ledere ville kunne få sig selv til at italesætte endsige vise i fuld offentlighed – for at beskytte barnet mod stigmatisering og udstillelse.”
Vi må vedvarende stille spørgsmålene; hvordan undgår vi forråelse? Og hvordan håndterer vi den, når den alligevel opstår? Hvordan håndterer medarbejderne trusler og overgreb fra børnene/de unge og den utryghed, der følger?
Hvordan hjælper vi bedst børn, for hvem det tidlige omsorgssvigt, den sene kommunale involvering og de mange sammenbrud har medført, at deres tillid til system og til voksne har så vanskelige vilkår, at de for de mest belastedes vedkommende, insisterer på at fravælge de mennesker, der prøver at hjælpe dem?
DEN FRIE PRESSE …
CMP: ”Vi anerkender og hylder vigtigheden af, at en fri presse skal have adgang til at undersøge dem, der udmønter magt. Og det gør vi på vores område; fordi vi tager ansvaret på os.
Vi skal kunne tåle gennemsigtighed; at blive kigget over skuldrene.
Vi må aldrig igen lukke os om os selv. Åbenhed og transparens er forudsætningen for vores områdes legitimitet
Det var imidlertid vores håb, at tilrettelæggerne bag dokumentaren havde forstået og havde anvendt de presseetiske retningslinjer, der medtænker konsekvenserne af at deltage i et program på landsdækkende TV – for et udsat barn.
Det synes vi ikke har været tilfældet i dette første af 2 dokumentarafsnit.
Producentens vedholdende kontaktforsøg til nuværende anbragte børn og unge, forvanskning af aktindsigt og generelt endimensionelle fokusering har efter vores opfattelse i bedste fald været uklædelig.
Vi lever omend modvilligt med, at udsendelsen sætter vores område i et dårligt lys. Herunder at vi må arbejde ekstrahårdt med at berolige nuværende børn og unge og deres familier.
Vi foretrækker alt andet lige, at de mest udsatte børn og unge er hos os. Først og fremmest af ovennævnte grunde, men også fordi alternativet kan være, at nogle af disse børn må leve på gaden, i et uroplaget hjem eller under omstændigheder, der minder om dem, der var grundene til, at de blev anbragt."
Områdets aktører skal tåle og lære af kritik. Dokumentaren maner også til eftertanke og refleksion: ALLE magtanvendelser SKAL indberettes. Fejl SKAL rettes. Brodne kar SKAL findes. Ligesom vi må have øje for, at nogle indgreb SKAL have et mindre voldsomt udtryk.
Vi næres alle af ønsket om, at de børn, vi har i vores varetægt, får ro, kontinuitet, mening i deres liv, bliver angstdæmpede, kommer i trivsel, udvikler sig og forløser deres potentiale.
Læs hele pressemeddelelsen herunder inkl UDDYBNING/INSPIRATION PM_noedraab_fraBH_5marts2021def.pdf
I et demokratisk samfund er det helt afgørende – hvis vi vil blive ved med at være demokratiske – at vi vedvarende holder øje med begrebet magt; hvem den går ud over, hvorfor det sker, hvordan og af hvem, den bliver udmøntet, og hvordan vi taler om den.
Som filosoffen Foucault (1926-1984) sagde, så må vi kræve, at dem, der har magten og udøver den, sætter den til skue og er villige til at diskutere og forandre den.
Som nutidens forvaltere af den kollektive omsorg for udsatte og sårbare børn, er vi både aktører, iagttagere og forandringsansvarlige.
Det er vi, fordi vi arbejder med andre menneskers børn, på grund af vores historie, fordi vi i Lov om voksenansvar har detaljereguleret magtbeføjelserne på området, og mest af alt fordi magtover- og undergreb kan få alvorlige konsekvenser for dem, magten går ud over.
Den engelske forfatter, Edward Bulwer-Lytton skrev i 1839 i skuespillet ’Richelieu’: The pen is mightier than the sword.
At ordets magt er stærkere end vold, forpligter i særlig grad dem, der har adgang til ordet.
I den socialpædagogiske forståelse af magt indgår en række begreber, som vi må forstå, OGSÅ er magt. Herunder den professionelles ret og pligt til at …
Det ligger desuden dybt i os mennesker at reagere med omsorg, varme og trøst, når børn er i affekt, græder, skælder ud, lider og skriger; så favner og rummer vi dem instinktivt.
Udsatte børn og unge er forskellige; lige så forskellige som ikke-udsatte børn og unge.
Det skal alle former for indgreb tage højde for.
For så vidt angår de børn og unge, der visiteres til de mere indgribende indsatser (anbringelser, massiv støtte i dagbehandlingsforløb og visse aflastningsopgaver), så er det et karakteristika, at børnene er i komplekse udfordringer.
Hvis man ser bort fra de børn, der har organiske hjerneskader og eller diagnoser, er det et fællestræk, at børnene ofte kommer fra familier, der i kortere eller længere tid, ikke har kunnet varetage opdragelsesopgaven for deres børn. Og måske også selv er i udsatte positioner.
Mange af de mest udsatte børn og unge har vanskeligt ved at beregne konsekvenserne af egen adfærd.
Det kan omfatte barnets begrænsede evne til at gennemskue sammenhænge mellem handling og risiko; som for eksempel: fra hærværk til erstatning, fra ødelæggelse af egne ting med følelsesmæssig værdi til savn og fortrydelse, fra verbale ydmygelser til offer for mobning, fra slag og spark til varige mén og fra overtrædelse af straffelov til straf.
Et indgreb skal ALTID foregå så nænsomt, afstemt og omsorgsfuldt som muligt.
Og altid efter proportionalitetsprincippet; indgrebet skal passe til karakteren af adfærden.
I socialpædagogiske sammenhænge er der aldrig tale om ’den gode magtanvendelse’.
Vi foretrækker at bruge begrebet ’den nødvendige magtanvendelse’.
Og den skal altid give mening … for barnet.
Magt kan omfatte både at gribe ind og at lade være med at gribe ind.
Dertil hører forståelsen for, at vi bliver nødt til at KUNNE gribe ind. Det hedder at tage ansvar.
Medarbejderen er forpligtet til – ofte med meget kort betænkningstid – at vurdere OM et indgreb er nødvendigt, HVORDAN det skal foregå og kunne forklare HVORFOR det valgte indgreb var nødvendigt.
I syntesen af medarbejderens kendskab til barnet, monitoreringen af situationen og antagelserne om adfærden, opstår risikoen for, at man kan tage fejl.
Hvorfor? Fordi man ikke kan vide, hvordan barnet oplever situationen.
Barnets oplevelse af et indgreb skal altid tillægges særlig værdi.
Dilemmaet opstår, når barnet ikke oplever indgrebet som meningsfuldt; når medarbejderen ikke kan skabe forståelsen for indgrebets nødvendighed.
Såvel som ukendte fysiske traumer kan forårsage (relativt) uprovokerede skaders opståen, kan ubevidste lyde, lugte og ord fremkalde en særlig følsomhed eller angst hos barnet.
Medarbejderen skal således forsøge at afstemme sit indgreb mellem to risici: at barnet oplever indgrebet som et overgreb, og at barnet oplever det som et svigt, at ’ingen stoppede mig’.
I den bog, vi kan slå op i, er der ingen facitter. Der er kun ledetråde til refleksion, læring, inddragelse og dialog. Og den respekt for barnet, der skal balancere omsorgsevne og handlekraft.
En parallel situation vil altid kræve et andet forløb.
De vigtigste beskyttelsesfaktorer i et udsat barns liv er uddannelse, dannelse, sundhed og beskæftigelse.
I forlængelse heraf er det en afgørende faglig pointe i socialpædagogisk arbejde at skabe rammerne for, at det udsatte barn kan udvikle integritet, værdighed og autonomi for at kunne blive et aktivt og selvregulerende menneske og et ydende medlem af samfundet.
Barnet skal med andre ord lære at være en del af noget større, og at forstå de mekanismer, som vores samfund reguleres efter.
Ligesom de skal lære at bidrage med de ressourcer, den kreativitet og den kraft, de har opbygget forudsætningerne for at kunne byde ind med og profitere af.
Som man kender til det fra sundhedsområdet, er der nogle opgaver, der handler om hurtig førstehjælp. Siden kan den nødvendige behandling, eventuel genoptræning og gradvis tilbagevenden til normalitet pågå.
Sådan er det også på vores område.
Vi bliver derfor nødt til – ikke bare at have lovmæssig hjemmel - men også almindelig forståelse for, at magtanvendelser, svarende til den førstehjælp, der er ydet i forbindelse med et trafikuheld, kan være nødvendige – for, at et barn i affekt:
Men hvad nu hvis vi – de professionelle på anbringelsesstederne - ikke var her?
Hvad nu hvis der ikke var fagligt veluddannede mennesker til at varetage opgaven med at løfte de mest udsatte børn og unge?
Hvad nu hvis vi ikke havde muligheden for at bringe skadende adfærd til ophør?
Hvad nu hvis ingen arbejdede på, at det udsatte barn skal undgå stigmatisering, forringede uddannelses- og jobmuligheder udskamning, fordømmelse og straf.
Hvis ikke vi gør det, bliver næste skridt for nogle af disse børn, såfremt de ikke lærer den nødvendige og inklusionsfremmende adfærd som børn eller unge, at det er retssystemet og fængselspersonalet, der gennem procedurer, straf og resocialiserende indsatser i fængslerne, som skal stoppe den adfærd, der for de fleste vedkommende er grundlagt på et langt tidligere tidspunkt i deres liv.
Den socialpædagogiske faglighed har altid været et spejl på samfundsmæssige værdier og normer. Og på ændringerne i synet på børn og unge. En af bevægelserne, som i det øvrige samfund, er gået fra, at børn som udgangspunkt skulle tilpasse sig til, at børn skal udvikle sig….
Og at omgivelserne – herunder institutionerne – til gengæld skal tilpasse sig de udfordringer, barnet er i.
Børnesynet på anbringelsessteder er og skal være synkront med det børnesyn, vi har på ikke-udsatte børn og unge.
Hvilket omfatter forpligtelsen til at gøre alt hvad vi ved og kan, for at medvirke til, at udsatte børn og unge bliver en del af samfundet.
Det er derfor, vi er her.
Find teksten som pdf-fil herunder
Kronik-JP-1marts2021.pdf
Kære skoleledere,
Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils udmelding på pressemødet den 27/1 2021 om Barnets Lov gav anledning til håb og fortrøstning med hensyn til de interne skolers og dagbehandlingsinstitutionernes fremtid.
PRT: ”Der ér gode og velfungerende skoler imellem, det vil jeg gerne understrege, men der er desværre også for mange eksempler på det modsatte. Elever får ikke altid den undervisning, de har krav på og ret til. Der er afsat 30 mio i en 5-årig periode til sikring af, at børnene får en undervisning, der lever op til folkeskoleloven.”
Væk var den skingre kommentar fra januar 2020: »Med mit kendskab til området har jeg bedt arbejdsgruppen kigge på, om det overhovedet er en god idé at have de interne skoler. Det er jeg fundamentalt usikker på«
Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils udtalelser og forbehold overfor de interne skoler fyldte os dengang med oprigtig bekymring.
Først og fremmest fordi ministerens mistillid til de interne skoler blandt andet var baseret på en række statistiske mørketal, ligesom vi mente og mener, at det ville klæde ministeren også at lægge udtalelser og vurderinger fra nuværende børn og unge, ledere og lærere fra vores undervisningstilbud til grund for sine holdninger til områdets fremtidige struktur.
Vi har i en skrivelse til ministeriet blandt andet skrevet (11/5 2020):
”I vores fælles opmærksomhed på vigtigheden af skolegang for og uddannelse af de mest sårbare børn og unge i Danmark, skal vi huske, at vi i vores ambitionsiver ikke må medvirke til at udsætte denne gruppe for et pres, der blot vil forøge deres oplevelse af frustration, tillidsbrud og håbløshed.
Konsekvenserne af vores – politikernes og fagfolkenes – ønske om at optimere, kvantificere og udvikle, må aldrig blive til et (nyt) eksklusionsfremmende svigt.
Vi har en forpligtelse til at stille op med forståelse og rammer, der tager hensyn til børnenes individuelle udfordringer.”
Vi har i perioden haft et ikke ubetydeligt antal møder med vores samarbejdspartnere, haft videomøder, og adskillelige korrespondancer med minister, udvalg og embedsmænd (herunder den tværministerielle arbejdsgruppe), ligesom vi ikke har forsømt nogen lejlighed til at invitere minister, udvalg og embedsmænd på studieture til vores medlemsinstitutioner.
Vi ser frem til møder med minister og udvalg - og institutionsbesøg, når det bliver muligt.
Hvad vi ikke ved er, hvad ministeren vil fokusere på i sit oplæg til drøftelser med partierne.
Til gengæld ved vi, hvad vi selv mener – hvilket vi håber på lydhørhed overfor hos såvel regering som opposition:
Vi skal alle have fokus på børnenes potentialer OG udfordringer, hvorudfra den individuelle indsats skal tilrettelægges. Ambitiøst og respektfuldt. Alene at have opmærksomhed på børnenes ressourcer og problemer er uambitiøst og mangel på respekt.
Vi ønsker:
Vi har desuden henledt opmærksomheden på, hvad Rambøll skrev i skoleundersøgelsen fra 2018: ”Derudover viser undersøgelsen, at de interne skoler arbejder med positive forventninger til elevernes faglige og sociale udvikling, samt at de aktivt arbejder med deres motivation for at deltage i undervisningen i skolen.”
Disse ting vil gerne drøfte med jer på et webinar, som vi afholder på to datoer (med samme indhold): 2/3 10.00-11.00 og igen 3. marts 13.00-14.00
Program:
Formålet med webinaret er, at vi gerne vil udvide, udbrede og realitetsteste vores forslag til minister og ordførere fra regering, støttepartier og opposition.
Tilmelding sendes til info@fadd.dk – senest den 24/2 2021
Skriv navne og mailadresse på max to deltagere fra hver skole; så vil I efterfølgende modtage et zoom-link.
Så kom det.
Længe ventet.
Men værd at vente på: Regeringens udspil til Barnets Lov, Barnet først.
Optakten på debattørsiderne var nok lige rigeligt forudsigelig til mit temperament:
Forskerne mente således, at der skal mere forskning til.
Socialrådgiverne mente, at der bør ansætte flere socialrådgivere.
Socialpædagogerne mente, at der må flere socialpædagoger til.
Måske det samlet set ville være bedst at tænde for det lange lys, og holde fokus på, hvad der er godt for de børn, der har brug for hjælp, inden vi går i detaljer med, hvad der er brug for hvor.
Som vi skrev i pressemeddelelsen på dagen for præsentationen, er vi overordnet set godt tilfredse.
Et meget langt stykke henad vejen er vi og andre faglige aktører på området blevet hørt.
Ikke mindst i forhold til Astrid Krags præcisering af, at en anbringelse også er at betragte som forebyggelse – mod omsorgssvigt.
Det må derfor må være slut med at sige, skrive og mene, at man ønsker at forebygge mod anbringelser.
Det flugter ret godt med, hvad vi har bedt om i mange år: En fleksibel, flytbar rulletrappe i stedet for en stationær, ufleksibel indsatstrappe.
Udsatte børn og unge skal have den indsats, som de ud fra børnefaglige vurderinger, vil kunne profitere af. Hverken mere eller mindre …
Det står der meget mere om i Lov om social service.
Fra møder med Astrid Krag er det vores klare opfattelse, at ministeren generelt både lytter og vil det bedste for de udsatte børn og unge.
Det var så holdningerne. Nu kommer vi til handlingerne.
Der er et par opmærksomhedspunkter: Først og fremmest er der noget med økonomien.
Jeg har ikke regnet efter, så med alle forbehold:
Det er svært præcist at vurdere, om minkavlerne har fået tilpas/for meget/for lidt i erstatning for nedlukningen af deres erhverv.
MEN 19 mia lyder af meget
Det er også svært præcist at vurdere, om der er afsat nok penge til de høje ambitioner på udsatte børn og unge området.
MEN 1,4 mia lyder ikke af ret meget.
Men omvendt: Penge er ikke alt. Og vi mener faktisk – og har ment længe – at man med klogere organisering og en række lige-til-højre-benet- handlinger vil kunne ’få råd til mere’, som et gammelt reklameslogan fra en stor supermarkedskæde lød.
Et par vigtige temaer glæder vi os til at beskæftige os en del med den kommende tid:
Den tidlige indsats for de mindste børn, efterværn for de ældste børn, og de interne skoler for at medvirke til at sikre alle skolebørn et solidt skolefagligt lærings- og kompetenceniveau.
Vi vil til enhver tid insistere på vigtigheden af, at der til enhver indsats foreligger en grundig udredning, for at sikre den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt.
Ikke mindst i forhold til endnu-ikke-fødte og spædbørn. Vi VED, hvor vigtige de første år i et barns liv er …
Men vi ved stadig for lidt om konsekvenser af flere tvangsadoptioner, og vi savner i det hele taget fokus på udredning i udspillet.
Vi hilser forslaget om en børnerådgiveruddannelse velkommen.
Samarbejdet mellem myndighed, det udsatte barn, dets forældre (med enkelte undtagelser) og indsatssted er helt afgørende for, om en indsats får den tilsigtede virkning.
Og den pointe kalder på accept af, at social dynamik forekommer; misbrug har for eksempel forskellige fremtrædelsesformer og konsekvenser for den 20årige mor og den 45årige mor.
Folk – også voksne - har det med at kunne forbedre sig, hvis den nødvendige støtte tilbydes rettidigt.
Udspillets fokus på børns ret til at vælge forældre fra og mulighed for at skulle parthøres som 10årige kalder ligeledes på nuancer: Hvad med den 12årige pige, hvis far har en midlertidig depression og tilmed en bipolar sindslidelse? Hvad med den behandlingskrævende 11årige dreng, der ikke vil anbringes, fordi han vil passe på sin alkoholiserede mor?
Vores holdning er, at børn ikke skal have ansvar for voksenbeslutninger.
I den sammenhæng må vi stilfærdigt påpege, at såvel pædagoguddannelsen som læreruddannelse, med fordel vil kunne stramme op på de faglige forudsætninger, som er helt nødvendige for, at børnene og familierne kan få den mest fagligt kvalificerede indsats; herunder at de faglige aktører opgraderer deres kendskab til hinanden.
Det er lige så vigtigt – for børnenes og deres forældres skyld – at de fagprofessionelle forstår og anerkender hinandens kompetencer, og evner at adskille og afgrænse dem for at præcisere hvilken faglighed, der skal løse hvilke opgaver - set i et jævnbyrdigt og tværprofessionelt helhedsperspektiv.
Efterværnsdrøftelserne løfter vi sammen med en række andre aktører; DS, SL, De anbragtes vilkår, Børns vilkår og Bikubenfonden.
Vi er ved at afsende en fællesmail til Astrid Krag og andre politikere med en række ønsker til form og indhold.
Vi har foreslået en §86 ½ mellem §66 og §107, for netop at sikre de senmodnede unge et lovmæssigt fundament for overgangsindsatsen mellem anbringelse og voksenlivet.
Et løfterigt sideprojekt er, at KRAKA er blevet indbudt til at foretage nogle økonomiske vurderinger af, hvad indsatserne koster i dag, og hvad de vil komme til at koste, hvis man medtænker potentielle gevinster i investeringen.
Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils indslag på pressemødet i torsdags om de interne skoler fik glædeligvis en anden vinkling end, hvad vi tidligere har læst og hørt.
Ministeren startede faktisk ud med at sige, at hun var bekendt med, at man på mange interne skoler gjorde et rigtig godt stykke arbejde. Og at der andre steder var plads til forbedring, hvilket vi anerkender.
Den tværministerielle arbejdsgruppe, som vi undervejs har haft såvel korrespondance som videomøder med, vil efter sigende udkomme med en række forbedringsinitiativer til området her i foråret.
Det ser vi frem til at blive en del af.
I forlængelse heraf vil vi indbyde vores medlemmer med intern skole til et webinar for at forberede og kvalificere vores indspark bedst muligt.
Vi laver 2 videomøder her senere i februar, som vi håber mange af jer har tid og lyst til at deltage i. I hører nærmere snarest ...
KORT INFO
VORES LIV PÅ BØRNEHJEMMET
TV2s to udsendelser fra Orøstrand blev set eller streamet af over en million seere.
Vi er ret glade for, at Orøstrands forstander og bestyrelsesmedlem hos os, Søren Nielsen banede vejen for, at børn, forældre og medarbejdere sagde ja til, at familien Danmark kunne få et indtryk af, hvordan hverdagslivet er på en behandlingsinstitution anno 2020.
Vi er sikre på, at i al fald alle fagpersoner er opmærksomme, at dokumentaren, som den fremstod, er blevet til på vanskelige vilkår: Corona, og det deraf følgende brede tidsperspektiv med en lang pause mellem optagelserne. Samt en klipning, der nogle gange kunne kalde på flere nuancer og forklaringer.
UNDERSØGELSEN AF DØGNANBRINGELSER
Inge Bryderups undersøgelse er nu oppe på en svarprocent på 44. Vi har et begrundet håb om, at vi kommer noget tættere på de nødvendige 65% inden den nye deadline 1/3. Sig til, hvis I har brug for noget fra os …
PUUC OG ENSOMHED
Den corona-relaterede ensomhedsstrategi, der på nationalt niveau faciliteres Røde Kors, Red Barnet og Børns Vilkår i regi af PUUV (partnerskabet om udsatte børn og unge under corona) har relativt mange midler at gøre godt med.
Såfremt nogle af jer har ideer til et omvendt-inklusion-projekt, hvor I, på eller med udgangspunkt i jeres organisation, kan se en pointe i at tage et undgå-ensomheds-initiativ, der omfatter også ikke-indskrevne-børn og unge, så send et par linjer …
EKSTRA RENGØRING
Et par af vores medlemsinstitutioner med fuldt blus på alle ydelser har bedt en beliggenhedskommune om, at få mulighed for at bruge overskudsrengøringsmedarbejdere fra midlertidigt lukkede kommunale institutioner.
Dette skal ses i lyset af, at man som selvejende aktør bliver mødt med besværlige og bureaukratiske ansøgninger til de kommuner man har børn/unge fra.
En ide til efterfølgelse?
SOCIALTILSYN
For at kvalificere vores deltagelse i en kommende opgradering af Socialtilsynene, fremsender vi i løbet af februar et samtalepapir, der har karakter af et spørgeskema, som vi beder jer, der er brugere af et socialtilsyn, om at udfylde og tilbagesende.
Det er hurtigt udfyldt :-) - og et vigtigt grundlag for bestyrelsen, at lave et godt høringssvar ud af.
Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD
Det bedste udspil i mange år, men ….
I FADDs anbefalingskatalog til Barnets Lov, ”ALLE BØRN HAR RET TIL ET STED!” skriver vi, at vi håber, at loven kan blive den vigtigste og bedste lov for udsatte børn og unge i Danmark i årtier.
Og lad os bare afsløre det med det samme: Det tyder det på.
FADDs formand Charlotte Møller Pedersen udtaler: ”Det har været værd at vente på…
Udspillet brillerer på både form – og indholdssiden. Vi bliver vidner til et grundsyn på udsatte børn og unge, som vi, siden statsminister Mette Frederiksens nytårstale for et år siden, har ventet på at se udrullet og konkretiseret. Det er ikke synd for børn at blive anbragt.”
De 43 initiativer, som udspillet består af, peger for de langt flestes vedkommende i den rigtige retning:
”Meget af det, har vi sagt i årevis. Vi er specielt glade for præciseringer om, at vi skal forebygge omsorgssvigt, ikke anbringelser. Og at indsatstrappen OGSÅ kan vendes om, så den mer-indgribende indsats kan få legitimitet som forebyggende indsats.
Vi har også talt om vigtigheden af - og synes stadig godt om - at vi skal have færre skift ved anbringelse af de helt små børn – og i det hele taget. Og at børn generelt skal have ret til stabilitet i deres barndom.
Vi synes desuden, at automatisk vurdering af behovet for også at anbringe søskende og at få en second opinion, når anbringelser afvises eller ændres, er rigtig gode ideer, som viser indsigt i det komplekse udsatte-børn og unge område.
I forhold til de ældste børn glæder vi os over et forventet kvalitetsløft til udsatte børn og unges betingelser for at få bedre skolegang, uddannelse og efterværn. Og vi ser frem til drøftelser om indholdet her i foråret 2021.
Uddannelse på Team-Danmark-maner med ekstra år på ungdomsuddannelser er godt set.
I den forbindelse håber vi, at den forståelse også smitter af på udsatte børn og unges muligheder at ’strække’ deres tid i grundskolen, hvis det er deres behov.
At 3 ministre går sammen på et pressemøde om indsatserne for udsatte børn og unge, forstår vi som udtryk for regeringens forståelse for såvel områdets kompleksitet, som vigtigheden af et tværgående helhedssyn på opgaveløsningerne.
Samlet set er udspillet ambitiøst. Og det kan vi godt lide …
Selv om vi havde foretrukket en mere konkret gennemgribende national handleplan med en statslig/regional overtagelse af de mest komplekse børnesager, bifalder vi, at det i første omgang er blevet til ekstra økonomisk hjælp til kommuner med mange børnesager.
MEN: Regeringen har afsat 1,4 mia over 4 år samt 761 mio varigt fuldt indfaset.
Uden at have bestået den lille økonomi-prøve på et DJØF-studie, så lyder det ikke af mange penge, hvis alle initiativerne skal indfries.
Til den kritiske side:
Med venlig hilsen
Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD
VEDR Specialtilbud under Børne- undervisningsministeriet og covid-19
I en skrivelse fra Børne-undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og sektorpartnerskabet 19. januar 2021 om retningslinjer på grundskoleområdet, fremgår det:
NYE RETNINGSLINJER
DEN KORTE
Retningslinjerne på grundskoleområdet er derfor blevet justeret for at tydeliggøre den fleksibilitet, der er for, at kommunalbestyrelserne inden for de gældende regler kan træffe beslutninger for at sikre tryghed for de elever og lærere, der er fysisk til stede på skolerne. Disse beslutninger kan delegeres til skoleledere og -bestyrelser. Retningslinjerne findes på uvm.dk/corona.
DEN LIDT LÆNGERE
Den Justeringen af retningslinjerne tydeliggør endvidere regler og rammer for, hvornår skolelederne – gerne under inddragelse af skolebestyrelsen og medarbejderrepræsentanter – lokalt kan træffe beslutninger om organisering af undervisningen, f.eks. i forhold til nødundervisning. Her gælder det bl.a.:
Endvidere er fraværsreglerne beskrevet i retningslinjerne, og det er tydeliggjort, at hverken sygefravær eller fravær, som er aftalt med skolelederen, indgår i det ulovlige fravær, som i nærmere bestemte situationer skal indberettes til kommunen. Det fremgår også, at der er mulighed at mod-tage nødundervisning hjemmefra, hvis eleven eller en i elevens husstand er i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19.
DEN LANGE
Se brevet fra BUVM herunder
RENGØRING & ØKONOMI
DEN KORTE
Alle merudgifter til rengøring dækkes af staten. Det gælder både kommunale og private tilbud
DEN LIDT LÆNGERE
På skolerne og institutionerne er det fortsat vigtigt, at man lokalt har fokus på at overholde de sundhedsfaglige anbefalinger i forhold til rengøring. Det bemærkes i den forbindelse, at regeringen har tilkendegivet, at kommunale nettomerudgifter til håndtering af COVID-19, herunder fx til rengøring, vil blive dækket i både 2020 og 2021. I forhold til fri- og privatskoler vil regeringen afsætte 45 mio. kr. til alle de private og regulerede selvejende skoler og uddannelsesinstitutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område som kompensation for forøgede rengørings-udgifter i 1. kvartal af 2021. Midlerne udmøntes efter godkendelse i Fi-nansudvalget.
DEN LANGE
Se brevet fra BUVM herunder
Se brevet her
BUVM_brev_19jan2021.pdf
Sådan påvirkes socialområdet når restriktionerne forlænges
Den delvise nedlukning af samfundet, som ellers ville udløbe på søndag, bliver forlænget. Her kan du læse, hvordan restriktionerne påvirker socialområdet. F.eks. er normale dagligdagsaktiviteter på sociale tilbud fortsat ikke omfattet af forsamlingsloftet.
De særlige restriktioner i samfundet bliver forlænget indtil den 7. februar. Det betyder f.eks., at man fortsat ikke må forsamles mere end 5 personer til arrangementer, begivenheder og lignende.
Sociale tilbud er dog i udgangspunktet ikke omfattet af forsamlingsloftet på 5 personer. Dette gælder både visiterede tilbud som f.eks. bosteder for børn og unge samt personer med handicap og ikke-visiterede tilbud som f.eks. væresteder for hjemløse. Egentlige arrangementer, udflugter eller lignende på eller uden for tilbuddets arealer er dog omfattet af forsamlingsloftet på 5 personer.
Desuden forlænges påbuddet om, at alle medarbejdere, pårørende og andre besøgende på sociale tilbud skal bære visir eller mundbind i lokaler, hvortil offentligheden har adgang. Dette gælder dog ligeledes kun for sociale tilbud, hvor der er beboere eller brugere i risikogruppen. Og påbuddet gælder ikke for beboere og brugere og gælder heller ikke på beboerens eget værelse/bolig. Samtidig gælder der en anbefaling om, at man så vidt muligt holder to meters afstand til hinanden.
Regeringen arbejder i øjeblikket sammen med Folketingets partier på en hjælpepakke på det sociale område, der kan tage hånd om de sårbare børn og voksne, som er særligt udsatte i forbindelse med forlængelsen af restriktionerne. Samtidig understreger social- og indenrigsminister Astrid Krag, at socialområdet fortsat er en kritisk funktion, som skal opretholdes:
”Den vigtigste prioritet er at skærme mennesker, som ville blive særligt syge af COVID-19. Derfor er restriktionerne fortsat nødvendige, men vi holder fast i, at socialområdet varetager kritiske funktioner, som aldrig 'automatisk' må lukke ned. Vi skal fastholde den helt nødvendige hjælp til for eksempel hjemløse, anbragte børn, mennesker med handicap og voldsudsatte. Vi er lige nu ved at sammensætte en hjælpepakke på det sociale område, der kan tage hånd om de sårbare børn og voksne, som er særligt udsatte i forbindelse med forlængelsen af restriktionerne. Desuden er vi i samarbejde med bl.a. KL ved at udrulle et tilbud om ugentlige kviktest til personalet på sociale tilbud, så vi beskytter dem, der tager sig af samfundets mest sårbare.”
På socialområdet betyder forlængelsen også, at sociale tilbud i en lang række kommuner fortsat er underlagt besøgsrestriktioner. Besøgsrestriktionerne, som lige nu er indført i 85 kommuner, gælder dog kun for tilbud, hvor der er beboere eller brugere i risikogruppen.
Læs mere om besøgsrestriktioner og se listen over omfattede kommuner
Også en national anbefaling om, at arbejdsgivere så vidt muligt bør sende sine medarbejdere hjem for at arbejde er forlænget. Dog er socialområdet en kritisk funktion, og derfor skal sociale tilbud som f.eks. krisecentre, herberger og botilbud fortsat holdes åbne.
I den kommende tid vil ansatte på sociale tilbud, hvor der bor eller opholder sig særligt sårbare mennesker, blive tilbudt ugentlig kviktest. Det er resultatet af en aftale mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner og KL og skal beskytte sårbare mennesker og personalet på socialområdet.
Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside opdateres løbende med information om COVID-19 og Q&A’s.
HVIS NU OMSORG, FAGLIGHED OG VEDHOLDENHED SAMMEN MED RETTIDIG OMHU ER SVARET, HVAD ER SÅ PROBLEMET?
De sidste to tirsdage har tv-seere i den bedste sendetid fået indblik i livet på et børnehjem, fordi en række anbragte børn, deres forældre og medarbejdere og forstander på Orøstrand har givet et filmhold fra TV2 lov til at være der.
Konsekvensen af tilladelsen og accepten har været, at vi alle har haft mulighed for at få forklaringer på, hvorfor det er vigtigt, at børnehjem findes og hvorfor børn som Kimmie, Donna, Sebastian og Sami og de andre børn, som vi er kommet på fornavn med, har brug for en omsorgsfuld, faglig og vedholdende indsats.
Vi ser også, at behandlingskrævende børn både er søde, kloge, empatiske, vidunderlige – og jo altså også både udfordrede og udfordrende …
De har fået kredset deres problemstillinger ind, hvilket er forudsætningen for forandring, de er på vej, men mangler stadig at opbygge så meget tillid til sig selv og egen dømmekraft, at de kan træffe rigtigere beslutninger .. oftere.
Vi har med al tydelighed set eksempler på forældre der, fordi selv har haft og har store udfordringer i deres liv, har opgivet - i al fald i en periode - at varetage den daglige opdragelsesopgave for og med deres børn.
Men kærligheden til deres børn og drømmene om, at det skal gå dem godt, har været endnu tydeligere.
Episoderne hvor børn og forældre prøver at få livet til at hænge sammen – sammen - er blandt dokumentarens mest rørende: De vil så gerne, men kan ikke.
Scenerne demonstrerer, hvorfor drømmene og håbene kræver læringsparathed, vilje og erkendelse hos børn og forældre, og at pædagogerne og lærerne kan skabe den nødvendige klarhed, afstemthed og forståelse mellem parterne for, at den fortsatte barn/forældre-relation kan bære – set i lyset af, at den er bristet så mange gange.
Tilbage står, at vi vel alle håber, at TV2 om 10 -15 år bringer den opfølgning, hvor Kimmie fortæller, at hun lærte at styre sit temperament, at tale ordentligt til andre mennesker, og at passe sin skole.
Hun afslører at hun rent faktisk kom i udeskole, er i gang med en uddannelse, har en sød kæreste og bor et sted, hvor hun føler sig sikker og tryg. Hun fik med tiden udviklet et afklaret forhold til sin mor.
Kærligt har det, som hun siger med det smil, vi husker så godt, jo hele tiden været.
Fra Sami hører vi at han holdt op med at flygte, fik fred med sig selv og faldt til ro.
Fra Donna, at hun holdt op med at være hård, fik fred med sig selv og faldt til ro
Fra Sebastian, at han er blevet mekaniker, fik fred med sig selv og faldt til ro
Fra alle børnene hører vi, at deres drømme og håb har været ledetråde i deres liv. At de lærte af de mennesker, der ville dem noget godt. Og at de nu lever et liv, hvor de bliver anerkendt for de mennesker, de er … og har udviklet sig til at være.
Tak fordi vi måtte kigge med ....
Foto: Lasse Rahbek/TV 2 ©
”Forskere regnede med et babyboom, i stedet fik alle danskerne tre kilo overvægt, generaliseret angst, et sommerhus i Vandkantsdanmark og en allergivenlig hund. De siger, at der nu er to års ventetid på visse racer”.
Sådan skrev journalist Lars Dahlager i Politiken lige før jul, som en opsamling af hvad der (også) har været på spil i det mærkeligste år i mands/M/Ks minde… sammen med fokus på mink, metoo og mundbind.
Coronaen har sat mange dagsordenener i 2020, har fjernet eller udskudt flere og ser ud til også at ville præge i al fald første halvår af 2021 – vacciner eller ej.
Alt peger på, at vi fortsat skal leve med afstand, aflysninger og afspritninger.
Det udsatte B/U område har naturligvis også været præget af pandemien. Dels i forhold til de restriktioner, alle andre har været påvirket af, dels med den type reaktion på utryghed, som er udsathedens faste følgesvend: Hvad nu? Hvordan har familien det? Er der nogle, der vil dø? Hvad med mig selv?
Men for nogle af de mest udsatte børn og unge er der også en anden type reaktion, som under pres kan komme til udtryk som oppositionel adfærd med for eksempel bevidst, postuleret og falsk smittespredningsopførsel – både indenfor på institutionerne, men også i mødet med andre mennesker udenfor bosteder og dagbehandlingstilbud.
Udover medarbejdere og ledere på vores egne medlemsinstitutioner har eksempelvis politifolk, centervagter og personale i den kollektive trafik også skullet håndtere denne adfærd, som naturligvis ikke skal accepteres, men som bedst tackles gennem lige dele evne til at forstå adfærd som mere end en attitude, dialog og en afstemt rustikhed i ’det responderende udtryk’.
Nogle børn - og voksne for den sags skyld - prøver at balancere grundlæggende utryghed ved at lede efter – og af og til finde – steder, hvor de har kontrol, som kan komme til udtryk som magtdemonstrationer.
Men bag den grænseoverskridende adfærd ligger typisk en overspringshandling, der i tågerne af egen historie, utryghedserfaringer og fravær af omsorg bliver til modstand, der for nogle af disse børn er den knap, de kender og som de kan aktivere uden at kunne gennemskue følgerne.
Det er derfor vores medlemmer arbejder med børnene.
Og netop at konsekvensberegne egne handlinger er noget af det, nogle af de mest udsatte børn og unge har allermest brug for at lære.
Jeg vil ikke her gå i detaljer, men en af pointerne for den professionelle er naturligvis at medvirke til at skabe sundere alternativer til, hvordan et barn kan opnå den sikkerhed, der ligger i at have kontrol.
Det kræver, at de medarbejdere, der skal skabe kontrollen, også selv oplever at have den …
Uden at kende og i øvrigt at ville kommentere omstændighederne ved det tragiske drab på en 29 årig medarbejder nytårsdag på et bosted for voksne i Odsherred, er en sådan hændelse en påmindelse om, at afmagt nogle gange kan udvikle sig til den ultimative destruktive magt.
Vi tænker på den dræbtes familie, på bostedets medarbejdere og ledere og organisationen bag.
Selv om coronaen har sat mange røde streger i vores liv i 2020, har der også været mange gode ting.
Som vi skrev i vores program for det årsmøde, som vi desværre måtte aflyse, så skulle det sammen med andre gode temaer have handlet om ’aldrig at forspilde en god krise’
Hvad har vi lært af coronaen? Hvad vil vi lade ligge, og hvad vil vi tage med?
Først og fremmest kan man måske sige, at vi lærte at lade være. Vi har som samfund lært, at vi måske for første gang i historien, som Mette Frederiksen talte om i sin Nytårstale, kan opnå heltestatus ved at undlade, holde op, være tålmodige, udsætte og … slappe af.
Noget tyder på, at konsekvensen blandt andet er, at vi generelt er blevet mindre stressede, nogle skolebørn trives bedre, ligesom der angiveligt er færre børn, som fødes for tidligt …
I FADDs bestyrelse lærte vi, at videomøder på samme tid repræsenterer et stort rationale ift ressourcebesparelser, bæredygtighed og effektivitet, og at vi bliver nødt til OGSÅ at mødes fysisk.
Mellemregningerne, smalltalk’en og grinet har ganske enkelt bedre kår, når mennesker mødes IRL, ’in real life’, som det hedder på SMS-sprog.
Det samme gælder for afholdelse af medlemsmøder og temadage; vi har brug for at mødes, men i første omgang afventer og følger vi sundhedsmyndighedernes anbefalinger på baggrund af de næste par ugers smittetryk og smittetal.
Fra vores område hører vi, at fællesskaber mellem børn er blevet styrkede, online-frirum har givet ro og angstreduktion, lokal-geografien er blevet (gen)opdaget. Med mere.
Måske den fantastiske indsamlingsrekord på over 1, 2 mio, som vores allerbedste julegaveregnsvenner præsterede, også på sin egen indirekte måde hænger sammen med coronaen: den lette adgang til at få billeder på behov for noget ekstra til udsatte, stor købekraft hos nogle, og almindelighed godhed, sympati og empati i en krisetid, gav sammen med team-JGRs indsamlingsprofessionalisme, utrolige entusiasme og ordentlighed og SÅ gode karma, det bedste resultat i de 14 år JGR har eksisteret.
Wauw & TAK.
For vores eget vedkommende kan det være, at lidt mindre julemad, lidt mindre selskabelighed og lidt mindre nytårshalløj tilsammen betyder, at vi har endnu mere energi til det kommende år, hvor jeg satser på at kunne skrive følgende i december-klummen 2021:
”Hold da op, sikke et år: Barnets lov blev til alt det, vi havde ønsket os til og for børnene – ikke kun på grund af vores indsats i FADD, men også … 
Udsatte børn og unge har nu den mest ambitiøse, fagligt veldokumenterede, insisterende og forsknings- og erfaringsbaserede og begavede lovgivning, hvor børnenes skolegang og videre uddannelse, udviklingen af deres følelsesmæssige, kognitive og sociale kompetencer og evne til blive en aktiv del af samfundet højprioriteres og som udover af hjemlige fagfolk nu også af kommentatorer fra udlandet bliver beskrevet som de bedste social- og uddannelsesvilkår for udsatte børn og unge – med helhedstænkning, barnets ret til at blive hørt, respekt for barn/familie og faglig dømmekraft som omdrejningspunkt for den indsats, der tillige understøttes af nye rammer og flere muskler til socialtilsynene, hvor tilsynsopgaverne er koordinerede, hvor børnene får den rette indsats, når de har brug for det, hvor indsatsen varer så længe, børnene har brug for den, hvor nye GDPR-regler gør det muligt for institutionerne at opbevare tegninger, fotos m.m. til bevidnelse af barnets barndom, hvor adgangen til AULA er etableret for de medarbejdere, der skal sikre kontinuitet og opbakning til barnets undervisning og sociale liv i skolen, hvor kommunens forpligtelser på området er suppleret med statslig eller regional opgavevaretagelse og finansiering, hvor pædagog- og læreruddannelsen er blevet markant forbedret … og hvor vi endelig kunne mødes med alle vores medlemmer, samarbejdspartnere og venner af huset til et brag af et årsmøde her for 14 dage siden den 10.-12. november …”
Vi tror på det …
GODT NYTÅR
Charlotte Møller Pedersen, formand for FADD
